Æret være Helmer Breindahls minde

Billedkunstner Helmer Breindahl, f. 1944, har taget afsked med denne verden. Vi har kendt ham som et dedikeret, musisk og poetisk menneske, der også efter tabet af sin højtelskede Helle dagligt formåede at bekræfte livets skønhed – til glæde for mange. Jeg lærte først Helmer Breindahl at kende som værdsat salmeillustrator. Helmer Breindal har sat mange spor, bl.a. i Tersløse og Skellebjerg Kirke. Her viser jeg et foto taget i forbindelse med Helmer Breindahls prædikestolsudsmykning 2011 i Skellebjerg Kirke ved Sorø.

En mindeudstilling er under forberedelse på Galleri og Kursuscenter Emmaus, som har haft uvurderlig glæde af Helmer Breindahls virke, bl.a. som pianist og som Venneforeningens formand.

2. sønd. e. påske – Den gode hyrde

Hyrdebilledet er så favnende og righoldigt med sine mange rødder i gammel- og nytestamentlige tekster og sin umiddelbare tilgængelighed. Det er et af de første Jesusbilleder, vi deler med de mindste børn, og det er en af de sidste trøstetekster, vi læser for pårørende ved en begravelse. Hyrdebilledet samler paradisvision, grænseløs omsorg for den enkelte, opofrende kamp mod truende magter, gudsfolkets åndelige ledelse mmm. Joh. 10 føjer dertil et memento med Jesusordet: “Jeg har også andre får”. Den menighed eller det trossamfund, der mener at være Herrens yndling, bliver mindet om den forestående lange rejse mod kirkens enhed – for ikke at tale om menneskehedens enhed. “Der skal blive én hjord, én hyrde”.

Hyrdebilleder i oldkirkelig og byzantinsk kunst har inspireret danske kunstnere fra 1800-tallets slutning, ikke mindst Joakim Skovgaard, der bragte mosaikkunsten til Danmark (til Immanuelskirken på Frederiksberg). Særligt med dette grundtvigske miljø bredte motivet sig i danske kirker. Hyrdebillederne i dansk kirkekunst spænder fra salige idyller ved “hvilens vande” – over talrige rørende billeder af det forvildede lams redning – og heroiske billeder af ulvens dramatiske nedslagtning. – Billeder af ulvedrab skal naturligvis aktualisere den kristne frelseslære, men det har i Danmark nok i de seneste år mobiliseret en del ambivalente og støjende konnotationer.

Jeg viser her min absolutte yndling: Niels Larsen Stevns’ maleri fra 1920 i Hvam Kirke i Himmerland. Stevns’ maleri er ikke længere i brug som alterbillede i Hvam, men hænger i skibet. Stevns var igennem sine mange yngre år assistent for Joakim Skovgaard, men her viser han sit eget talent for forkyndelse med lys og farver og for at skildre bevægelse med øjebliksbilledets troværdighed. Vi oplever en dynamisk situation, hvor fåreflokken er rask undervejs i det barske og uoverskuelige landskab, helt afhængig af hyrdens ledelse og omsorg. Her er både styrke og ømhed, et lam bliver kærtegnet af hyrdens hånd. – Og det sorte får er også med. Foto: Claus Jensen.

1. søndag efter påske – Tvivleren

Kirken giver rum for tvivlere. Mange kan spejle sig i Thomas’ krav om empiriske beviser – og samtidig i hans længsel efter at blive løftet ud af denne tredimensionelle begrænsning. Vi længes efter, at Kristus går gennem også vore “lukkede døre”. Beretningerne er helt ustyrlige: Venner – og fjender som Paulus – genkendte ham ikke – og genkendte ham alligevel, da han kaldte dem ved navn, da han delte sit brød med dem, da han gav dem fred med nye, besværlige opgaver, som vendte op og ned på deres liv. Vi gransker påskens opstandelsesberetninger uden at finde systematik, ud over at de overrasker: I samme kapitel fortæller evangelisten Johannes, at Maria Magdalene med det åbne, troende hjerte ikke fik lov at favne Kristus, men at den vantro Thomas fik lov som forlangt til at røre naglegabene, – men mon ikke Thomas glemte alt om sit ultimatum, da Kristus mødte ham? En forståelse af ‘kødets opstandelse’ kommer ikke på plads, – undtagen altså i det virkelige liv. Jeg mindes et stakkels sørgende forældrepar, der listede en fodbold ned i kisten til deres døde lille dreng og talte til ham om grønne fodboldbaner i Himlen. – Vi kan ikke på distancen få hold på troens tanker og slet ikke bunde i dem, men vi har ikke bedre tilbud end det at “springe ud på troens 70000 favne dybt vand” med Kierkegaards velkendte udtryk. Jeg ser for mig tvivleren Thomas som en af os mange antihelte stå frysende som en dårlig svømmer på en 10-meter vippe. Først da Kristus selv tog ham i hånden, kunne han springe – ud i bekendelsen. “Min Herre og min Gud!”

Det udvalgte billede er fundet i koret blandt Roskilde Domkirkes 46 helt vidunderlige kannikestole fra 1420. Det er gribende at se, hvordan den træskårne fortolkning fremhæver Kristi omsorg for “hiin enkelte”: Som situationens generøse herre fører Kristus Thomas’ højre hånd hen til sidesåret, skønt Thomas nu synes hinsides ethvert forlangende. Og se, hvor kærligt og støttende Kristus lægger sin hånd om Thomas’ skulder!

Skriftbånd med latin citerer gammeltestamentlige profeter, hvis hoveder dukker op i hjørnerne: “Hans veje så jeg, og jeg tilgav ham og førte ham tilbage” (Esajas 57,18) / “Herre, jeg vil ophøje dig, thi du har draget mig op” (Ps 1. 30,2 ) / “Omvend mig, og jeg vil omvende mig, thi du er Herren min Gud” (Jeremias 31,18) / “Jeg vil have glæde deraf og herliggøres derved, siger Herren” (Haggaj 1,8). Vi ved, at stolene er bekostet af biskop Peder Jensen Lodehats efterfølger og nevø Jens Andersen Jernskæg. Derimod kender vi desværre ikke navnet på billedkunstneren, der også har skåret korstole til Skt. Bendts Kirke i Ringsted og formentlig er lokal. Billedskæreren har haft forskellige skriftlige forlæg at holde sig til, men har tilført motiverne liv og personligt udtryk. Hvor er det herligt, at vi i Roskilde og Ringsted kan gå helt tæt på stolene – i modsætning til fx i Lund Domkirke, hvor koret inappellabelt er afspærret. Foto: Claus Jensen.

2. påskedag – i Emmaus

Evangeliet om Emmausdisciplenes påskeerfaring er helt vidunderligt, både klart og underfundigt. På den ene side begynder det som historieskrivning med konkrete oplysninger: Kleofas og den anden lige så ulykkelige og desorienterede discipel går påskedag de 11-12 km til den ubetydelige flække Emmaus, mens de samtaler med en fremmed på vejen om de ubærlige hændelser i Jerusalem. Som trætte vandrere vil de afslutte dagen med et fælles aftensmåltid – – som så viser sig at åbenbare deres opstandne Herre i et glimt af evighed. Bordfællesskabet med de små ritualer er genkendeligt og fortroligt, og samtidig er det helt nyt, gennemlyst af en opstandelsesvished, der forandrer alt. Nyheden må uopsætteligt løbes tilbage til Jerusalem ad den strækning, der netop møjsommeligt var tilbagelagt. – På den anden side er fortællingen overhistorisk og symbolsk: Den anonyme discipel kan være dig og mig. På livsrejsen bærer vi hver vores bagage af sorg og forvirring og har brug for dybe samtaler, der sætter det hele i perspektiv, så hjertet igen “brænder”. Tegnene til os er, at teksterne udlægges, at velsignelsen lyses, at brødet brydes, netop således som Guds nærvær manifesterer sig ved enhver ‘almindelig’ gudstjeneste, der vil bringe os fra tomhed til tro. Vi bliver, som Søren Kierkegaard skrev o. 1850, “samtidige med Kristus”.

Dagens udvalgte billede viser altertavlen i Ellinge Kirke på Fyn, som 1993 fik indsat Sven Havsteen-Mikkelsens malerier af Kristus i Emmaus. Foto: Claus Jensen

Sven Havsteen-Mikkelsen (1912-1999) er en af vore betydeligste kirkekunstnere. I over 70 danske kirker har han sat sine værdifulde spor i skikkelse af malerier og glaskunst. Kun Erik Heide – og måske Thorvaldsen – er/ har været mere brugt. Sven Havsteen-Mikkelsens kunst er voldsom og intenst forkyndende med lys og mørke og glødende farver i grove modernistiske strøg. Hvad motivvalget angår, er tilbageholdenheden derimod stor. Havsteen har udtalt, at han “ikke vil male hvad intet øje har set”. Krybberummet, Jesus i stormen og Golgata var længe de foretrukne motiver, hvorimod Havsteen veg tilbage for opstandelsen, som jo er uset. Men med Emmausmotivet åbnedes en sprække, og i danske kirker kan vi finde en halv snes ret forskellige versioner af Havsteens billeder af Emmausmåltidet: “Jeg har altid holdt mig fra at male opstandelsen. Men nu, da døden er nær, tør jeg male opstandelseslyset”, udtalte Havsteen i 1998, da han til Thorning Kirke ved Silkeborg malede sit sidste billede af måltidet i Emmaus. Det er i sig selv en smuk påskefortælling, at den gamle kunstner efter et halvt århundredes skabende virksomhed kunne lade det hele kulminere i malerier af opstandelseslyset. – Og billeder af lys er det netop, det intense lysglimt bag disciplenes silhuetter er hovedmotivet. Kristus ses kun som det lys, han ved måltidet efterlader i bordfællernes ånd.

Påskedag – “Han er opstået”

Ingen ventede, at noget skulle ske; der kommer jo ingen nyheder fra en gravplads. Under voldens regime var håbet, ja al meningsfuld fremtid blevet dræbt og begravet sammen med Jesus. Kærligheden var brat blevet hjemløs. Kun den lille kærlighedsgerning stod tilbage: at drage omsorg for den afsjælede krop. Dette var kvindernes ærinde i de stille, tidlige morgentimer, hvor selv denne lille tjeneste måtte kræve mod. Og nu endnu en forskrækkelse: Graven var åbnet og den afdøde væk. En tom grav eller kiste bringer i sig selv ingen trøst, kun forvirring. End ikke englesyn og engletale vender nødvendigvis sorg til glæde, – måske snarere til frygt for at have mistet både sin elskede og sin forstand. Markus slutter da også denne beretning med at rapportere, at kvinderne flygtede og ikke sagde noget til nogen. – Men det under skete altså alligevel, at der opstod en kristen menighed funderet i troen på Kristi opstandelse. Paniske kvinder, opportunistiske fornægtere, forbenede tvivlere, venner der skjulte sig bag lukkede døre ‘af frygt for jøderne’, hele dette skuffede og afmægtige netværk skulle i de nærmeste dage erfare det Guds under, at frygten forsvandt. Ingen kilder fortæller om en organisk voksende indre overbevisning hos Jesu gamle venner, alle teksterne fortæller derimod om et dramatisk stemningsskift, skabt af et uventet møde med den levende Kristus selv. Troen og modet kom først ved dette møde ind til det ynkelige netværk, og alene derved blev det til en menighed af uforfærdede påskefortællere, som var drevet af glæde. Og så kunne kvinderne øjensynligt heller ikke tie længere med det englebudskab, der brændte dem i hjertet og på tungen: “Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.” – Vi har i dag et påskeevangelium at læse, fordi opstandelsesvisheden trods svære odds kom som et under fra himlen og drev frygten ud.

Den danske guldaldermaler C. W. Eckersberg (1783-1853) fornyede – nogle siger skabte – den danske malerkunst med sine omhyggelige modeliagttagelser og perspektivstudier til inspiration for en stor generation af elever. Han var ikke meget for at forsyne sine billeder med metafysiske træk, men måtte i flere altertavler nødvendigvis binde an med engle, her udført efter en navngiven model, der levede op til smukkeste klassiske ideal. Eckersberg har i øvrigt udført et forstudium uden engel, som befinder sig på Statens Museum for Kunst. Mere end en snes alterbilleder har Eckersberg forsynet danske kirker med – og dertil enkelte i Island og Norge, som efter mit skøn hører til hans bedste. Dagens evangelium om kvinderne og gravenglen har Eckersberg fortolket flere gange. Her vises hans alterbillede malet 1814 til Sem Kirke ved siden af Jarlsberg Gods i Tønsberg, Norge. – Så vidt jeg kan læse, måtte denne altertavle i 1956 dog vige pladsen for en altertavle fra 1600-tallet med andre billeder. – Eckersbergs maleri viser traditionen tro Golgata med tre tomme kors i baggrunden. I klippegrotten er glødende rødklædte Maria Magdalene længst fremme, bøjet i bøn, efter at hun har sat salvekrukken fra sig ved siden af kisten. Maria, Jakobs mor, og Salome er på vej ind i graven og ser ned eller frem for sig, mens de lytter til det budskab, der endnu lyder påskedag – og ved så mange kristne begravelser.