25. sept. 2026 døde den meget værdsatte 76-årige kunstner, der blev kendt for sin neorealistiske stil, også i kirkelig sammenhæng. Bjarke Regn Svendsens kirkekunst beriger nu Skovlund Kirke, Lyne Kirke og Tistrup kirke, idet kunstneren netop nåede at færdiggøre sit nye, meget levende korsmaleri til Tistrup Kirke.
Her viser jeg Bjarke Regn Svendsens bemærkelsesværdige alterbillede “Trøsteren” fra 2013, som hænger i storfeltet i renæssancetavlen i Lyne Kirke. En illusionistisk malet skygge af et kors bringer her historien om forsoning ind over en grå virkeligheds rustne blikskur med lås. Værket kalder på tydninger, og nogle i menigheden har tolket billedet som udtryk for håb om, at Kristus selv låser op. – Godt at vi fik dette stykke dansk kirkekunst, som ikke ligner noget andet! – foto: Claus Jensen.
Uden for mit arbejdsværelse pryder en gammel vinplante muren med sit smukke, fingrede løv. En vinplante har overraskende dybe rødder, og i år har der været rigeligt af både sol og regn, så planten er vældig; men pasningen har jeg ikke helt haft styr på, planten er vokset anarkistisk i højden fremfor drøjden, rankerne skygger for det øverste vindue, og nu er de utallige klaser af kønne, blå druer igen for små at bruge til andet end et – ganske vist – lifligt afkog….
Nu går vi så til Johs. kap. 15, hvor Jesus kalder sig selv ”det sande vintræ”. Gudfader har som en vingårdsmand nidkært passet og beskåret dette vintræ og renset hver gren for dårlige druer, ”for at den skal bære mere frugt”. Kan vi udfolde disse linjer om vintræets forædling som dramaet om, hvordan Jesus efter dåben måtte konfrontere fandens fristelser uden at korrumperes, at han måtte udstå modstanderes spot og anklager, at han evindeligt bestormedes af en nødlidende menneskemængde, så han måtte trække sig tilbage i ensomhed for at hente kræfter i bøn, og at han den sidste aften i Getsemane måtte råbe til Himlen – uden at blive skånet? Han var i sandhed et vintræ, som blev renset og beskåret. Dette sande vintræ voksede i verden for at give og give, en frugt så livgivende, som aldrig før set. Frugten er kærlighed, næstekærlighed med udspring i Guds kærlighed, virksomt handlende kærlighed. Vinplanten blev et paradisisk træ helt efter vingårdsmandens plan: Menneskets gudbilledlighed var genoprettet, som skaberen fra begyndelsen havde villet den.
Dagens evangelium er, at vi har lov at være grene på dette vidunderlige træ. Før vi falder i græmmelse over egen manglende formåen, tilsiges vi et livsfælleskab med stammen, hvis rødder rækker ned i livets kilde. Vi får lov at være med som podekviste. ”Bliv i mig, og jeg bliver i jer”. Vingårdsmanden velsigner sit vintræ, og vintræet sine podekviste. ”Som faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed.” Også skravlede podekvistes vækst skal således fuldbyrdes: ”Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt.”
Til denne søndag vælger jeg den store altergobelin, som Berit Hjelholt (1920-2016) i 1986 vævede til Margrethekirken i Aalborg. Den store finsk-danske vævers liv har båret rig frugt i form af smukke vævede værker til bl.a. adskillige kirker, mange af værkerne i mere modernistisk ekspressiv stil end dette. I Margrethekirken har vi udsigt til hendes store, overdådigt bærende vintræ med druer i skønne blå nuancer, som giver uendelig høst til vingårdens arbejdere. Også kornhøsten er indvævet. Træet giver læ til et måltidsfællesskab med Jesus som vært. Vi tæller 12 bordfæller som ved den sidste nadver, men ser at mange flere kommer til: børn, kvinder og mænd. Jesus ses i midteraksen som ét med vintræets forgrenede stamme, der fremmaner et billede af den korsfæstede og svøber sig om korset som forsoningens tegn, og hele sceneriet favnes af lyset oppefra. Gobelinen viser kirkens / kristenhedens liv med både dåb og nadver og bøn. Forbindelsen til Margrethekirkens tilbagevendende nadvermåltid understreges af, at forsiden af alterbordet med Bent Exners kunst er prydet af små, blanke bægre; men bægrene kan også tolkes som små dåbsfade, og barnedåbsmotivet ses i højre side af gobelinen.
Hjelholts billede har samtidig en eskatologisk dimension som visualisering af festen i Guds rige, hvor alting fuldbringes. Jævnfør Jesu ord i Mattæusevangeliets nadverord, hvor Kristus siger, at han næste gang skal drikke af vintræets frugt… “på ny sammen med jer i min Faders rige”. – Der er kloge, nutidige teologer, som beklager, at vores generation har mistet den religiøse forestillingskraft og evne til at sætte billeder på evigheden. Her i Margrethekirken finder vi i hvert fald et tilgængeligt billede af den rene salighed.
Foto: Niels Clemmensen (tak for lån).
Nederst i opslaget ses som udsnit gobelinens centrale del.
Opringning fra ukendt nummer: Behagelig stemme bruger mit fornavn, og jeg er lyttende, – men indser så, at det igen – som vist forventeligt – handler om at sælge mig noget: forsikring, avis, abonnement…. Opkaldet sigter på at øge en omsætning et sted, hinsides min dagsorden, og jeg ringer af. Der er noget kalkuleret forførende i at henvende sig til enhver i denne fortrolige tone, når det i grunden blot er kontonummeret, der ønskes kontakt med. Tilbage efter den ultrakorte samtale står et strejf af ærgrelse eller skuffelse, som vel bunder i den evigt menneskelige længsel efter at være mødt som person. Hvor gerne vil et menneske ikke kendes og genkendes som en person i sin egenart med eget væsen, egen historie, egne potentialer? Igen og igen bliver vi til som mennesker, når nogen har øje for os og kan bruge os, som netop dem vi er, – eller måske endnu bedre: som har øje for, hvem vi i bedste fald kan blive til. Det handler om at høre til og høre hjemme. Med en sætning, jeg netop læste på Facebook: “Det handler ikke bare om at være velkommen, men om at høre til.”
Evangeliet i Mark. 2 handler om det anderledes opkald, der er personligt og eksistentielt: På sin vej får Jesus øje for Levi Alfæussen, lige netop tolderen / skatteopkræveren Levi Alfæussen, og Jesus kalder ham op og ud fra toldboden. Hvor længe mon Levi har siddet der i besættelsesmagtens beskidte tjeneste som en økonomisk succes, men en moralsk fiasko, ilde set blandt landsmænd? Jesus har udset sig Levi for Levis skyld. Der er ingen prestige for Jesusbevægelsen i at få ham med, tværtimod, Jesus skandaliseres hos eliten af sit evindeligt dårlige selskab, og tager det på sig, tager dem på sig. Da han spiser “sammen med toldere og syndere”, forklarer han at: “De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere”. Jesus ser ikke bare, at Levis liv var kørt af sporet, men han ser, hvad Levis liv kan blive til efter Guds mening med netop dette liv. Det er vist ham, vi kom til at kende som apostlen Mattæus…
Så er der fest! – for at Levi og andre moralske fallenter får lov at høre til og høre hjemme. Fest for en ny begyndelse med tilgivelsen som forløsende fortegn. Fest for nye muligheder efter Guds bestemmelse. Det er nådens tid. Gamle hierarkier, fordomme og resignationens lammelse ryddes af bordet for at give plads til håbets og glædens bobler. Som Jesus siger: “ung vin på nye sække.” Der skal festes som ved et bryllup, hvor samhørighed besegles og livet fuldbyrdes: “Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem?” og svaret er nej. Jesus sammenligner sig selv med en brudgom, og netop brylluppet blev en af kirkens værdsatte metaforer for indfrielse af sjælens dybeste længsel i evig, guddommelig kærlighed.
Kirkekunsten er rig på billeder af Jesu bordfællesskab, næsten altid i form af Jesu sidse måltid. Mit valg faldt på et af Allan Skuldbøls overdådige nadverbilleder, som ved sine lyse pastelfarver og sin rytme ligefrem sitrer af feststemning, for ikke at sige bobler. Generøst har alle apostlene fået glorier, fordi de er omkranset af tilgivelsens bægre, mindst et til hver, og krukker stiller mere i udsigt. Fisken er det Kristussymbol, alle samles om. Ved siderne ses de største krukker, eller er det harper, som himlens engle må slå i glæde over hver omvendt synder? Der er ofte både bægre og harper i Skuldbøls evangeliske myldrebilleder. Opdækningen er kaotisk, for orden er ikke Guds prioritet, men vi kan måske identificere brød og lam (?). Lammet kan i så fald minde os om det offer, generøsiteten krævede…
Maleriet minder mig endnu engang om beretningen fra Allan Skuldbøl, der døde i 2025, om at han som ung var optaget af at tage afstand fra menighedens hyklere, men som gammel bare var taknemmelig for, at nogen ville modtage nadver sammen med ham.
Nederst i opslaget tilføjer jeg et helt andet maleri af et måltidsfællesskab med Jesus. Dette, som jeg ikke før har brugt, kvalificerer sig ved sin atmosfære af fortrolig kontakt. Det lille billede blev malet i 1992 af Bodil Kaalund (1930-2016) til et af de smalle prædikestolsfelter i Bøvling Valgmenighedskirke. Foto: Claus Jensen.
Bodil Kaalunds prædikestolsfelt i Bøvling Valgmenighedskirke.
August og september har bragt os høstens guld, og mange kirker holder fast i at festligholde høsten. Opmuntrende at se, hvordan kirketjenere her og der gør sig umage med at præsentere overdådigheden i høstgudstjenester! Med kirke- og hjerterum giver vi plads for taknemmelighed for gaverne. – – Men herefter melder vemodet sig umiddelbart: Når farver og fylde afløses af visnen og mørkere dage, stemmes sindet i mol. Sansningen af naturens død øger bevidstheden om vores egen – og vore kæres. I kirken må der altså efter høsten tales om død, og ikke bare den ideelle død, hvor et gammelt menneske ”sov ind, som sol i høst går ned” (med citat fra Grundtvigs Kirkeklokke), men også den grumme og utidige død.
I evangelieteksten fra Johs kap. 11 hører vi, at Jesus græder sammen med Lazarus’ sørgende søstre Martha og Maria (som også var på rollelisten sidste søndag) og selv oprøres over sin unge vens død. Teksten fortæller om deltagelse i sorgen og om protest, men først og fremmest om Guds magt over døden. Som Johannesevangeliets forsmag på påsken med dens ubegribeligt grænsesprængende håb hører vi denne søndag Jesus sige til Martha: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør”… og ude ved graven, hvor Lazarus ligger som lig på fjerde dag, siger Jesus: ”Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” Kristi ord er handling: Han forlanger gravstenen taget væk, tilbeder Gud og råber ’med høj røst: ”Lazarus, kom herud!”Og den døde kom ud’… Vi venter ikke mirakler på kirkegården, men sammen med Martha og alle sørgende inviteres vi til at tro på Guds herlighed. Vi indbydes til at gå videre ind i efteråret med dets mørkere dage i tillid til, at Gud er virksom, skabende, genoprettende, helende. Nu og siden.
Sidste søndag viste jeg på hjemmesiden et udsnit fra Viborg Domkirkes ‘billedbog’, hvor Joakim Skovgaard leder os frem mod påsken bl.a. ved scenen med Lazarus’ opvækkelse. Mange andre danske kirkekunstnere har taget dette dramatiske motiv op. I 1930’erne valgte Jais Nielsen (1885-1961) således motivet til en rude i Grenå Kirke, og i 1949 indgik Lazarus’ opvækkelse ligesom Jesu opvækkelse af Jairi datter i Jais Nielsens imponerende glasmosaikker til de fem meter høje ruder i Vor Frelser Kirke i Vejle. Lazarus’ opvækkelse figurerer under korsfæstelsen i den midterste rude over det gyldne nadverrelief, som Jais Nielsen også har tegnet.
Også i en enklere keramisk fremstilling har Jais Nielsen anskueliggjort fortællingen om Lazarus’ opvækkelse, nemlig i vestjyske Tim Kirke (se nederst i opslaget på min hjemmeside). I alle udførelser har kunstneren med kras realisme vist, hvordan stanken fra liget får nærtstående til at holde sig for næsen, mens Kristus suverænt kalder på den døde, som nu slår øjnene op.
Fotos: Claus Jensen.
Nedenfor 3 af de 5 ruder i vor Frelser Kirke i Vejle med Lazarus’ opvækkelse lige under korsfæstelsesbilledet.
Nederst udsnit af den keramiske udsmykning fra 1957 i Tim Kirke.
Som så ofte holder prædiketeksten et spejl op: I evangeliet fra Luk. 10 om Jesu besøg hos Martha og Maria kan jeg spejle mig i den rastløst foretagsomme Martha: Vist skal der på et eller andet tidspunkt helst blive stunder til gode samtaler og fordybelse -, men først…, først skal jeg lige…, først skal jeg lige gøre nedfaldsæblerne i stand til fryseren, så de kan ligge klar til efterårets æblekage…, men den stopfulde kummefryser må jeg snarest have afrimet, den sluger alt for meget strøm…, åh, mange af æblerne har allerede rådne pletter…, det går ikke, at de bare bliver liggende i haven og måske tiltrækker rotter…, jeg er bagud igen… Men nu lader Jesus mig ikke alene med mit nærsynede blik på, hvad jeg mestrer og navnlig ikke mestrer, for sandheden er, at det ikke er menneskeligt muligt at mestre livet. Livet er ikke en tjekliste, men en nådegave. Jesus henvender sig nu direkte til mig: ”Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent”… Så skal jeg da ikke først og fremmest iagttage mine egne små præstationer og desto større utilstrækkelighed. Jeg må løfte blikket fra mit panderynkende spejlbillede og se mit liv oppefra, i Guds evige lys. Jeg må lytte til noget større end min egen tankestrøm, lade Guds ord genoprette proportionerne, erfare selvforglemmelsens nåde med Guds ord som livlinen oppefra. Kristus fremhæver den lyttende Marias valg, og med sin replik til Martha tilbyder han også hende ”den gode del”. Han indbyder, rummer og velsigner både Maria og Martha – og os andre, som heller ikke mestrer livet.
Til denne helligdag vælger jeg Niels Larsen Stevns’ alterbillede fra 1905 til Hersom Kirke nord for Viborg med Jesu besøg hos Martha og Maria som motiv. Her ser vi, at der generøst er malet glorier om alle sceneriets tre personer: Guds lys skinner fra Jesus på begge kvinder! Den fredfyldte Maria er lys og skær, men Martha er aldrig dømt ude. Hun tørrer sveden af panden – og lytter! MEN hovsa, dette maleri ligner da ikke et værk af Stevns, det er jo slet ikke hans stil. Larsen Stevns havde et stort og egenartet talent at udfolde efter det omfattende assistentarbejde i Viborg Domkirke for Joakim Skovgaard. Skovgaards berømmelse skaffede Stevns opgaven med alterbilledet til Hersom Kirke, men i Hersom vovede man ikke at binde an med Larsen Stevns’ egen ukonventionelle stil; man foretrak, at der blev malet, sådan som mesteren Joakim Skovgaard malede. Dette ønske efterkom Niels Larsen Stevns så i denne omgang ved at eftergøre det udsnit af Viborg Domkirkes vægmaleri, hvor Joakim Skovgaard havde skildret Jesu besøg hos Martha og Maria. – Der er al mulig grund til nu at fejre 150-års jubilæet for den restaurerede Viborg Domkirke med Skovgaards kolossale billedværk på vægge og loft som hovedattraktion, men der er også grund til at glæde sig over, at Niels Larsen Stevns andetsteds fandt lejlighed til at bevise sit eget personlige, epokegørende talent. Nederst i opslaget ses det store vægmaleri af Joakim Skovgaard i Viborg Domkirke, hvorfra Niels Larsen Stevns har kopieret den lille sektion.
Fotos: Claus Jensen.
Nedenfor vægmaleri af Joakim Skovgaard i Viborg Domkirke, hvorfra Niels Larsen Stevns har kopieret den lille sektion fra nederste højre hjørne.
