1. søndag efter trinitatis – Lignelsen om Den rige mand og den fattige Lazarus

1918 Brendekilde Sjælenes vandring (3)

H.A. Brendekilde, 'Sjælenes vandring' eller 'Sjælene efter døden', 1918. 
Billedet har hængt hos Arne Brendekilde. Gengivet i Ralph Sonnes bog om 
Brendekilde.

Epistelteksten fra 1. Joh. indeholder det kristne evangelium om, at Gud er kærlighed, og at vi må kunne elske hinanden, fordi Gud elskede os først. Evangelieteksten fra Luk. 16 om den rige mand, der endte i helvede, og den fattige Lazarus, der kom i himmeriget, er derimod ikke specifikt evangelisk eller kristen. Teksten er mest af alt en alvorlig formaning til at udøve retfærdighed og som sådan tværkulturelt relevant i en verden, som hærges af ulighed. Kampen mod uretfærdig ulighed er en vigtig pointe især hos Lukasevangeliets Jesus. Gud kan ikke være ligeglad med menneskers indbyrdes etiske svigt. -Vi, som hører teksten i dag, må vel snarest spejle os i den rige mand, der – sent – beder om nåde, men nåden er ikke denne fortællings anliggende. Teksten vil give etikken en definitiv tyngde og dybde, hvor spørgsmålet om jordisk retfærdighed griber ud efter spørgsmålet om evig retfærdighed. – Sætter vi teksten i et evangelisk lys, kan vi se, at den rige mand har lukket øjnene for, at liv – også hans eget priviligerede liv – er et mellemværende beroende i  nåde og kærlighed. En kærlighedsblind tilværelse er ad helvede til.

Mig bekendt er der ingen dansk altertavle, som har Den rige mand og den fattige Lazarus som motiv. Den mest berømte danske illustration er nok den senmiddelalderlige fresko i Karmeliterklostrets spisesal i Helsingør: Lazarussalen. Den er et besøg værd, og en god rundvisning kan man betale sig fra.

Et kunstværk fra nyere tid, som skildrer uligheden i et metafysisk perspektiv, er H.A. Brendekildes ‘Sjælenes vandring’ fra 1918, også kaldet ‘Sjælene efter døden’. Billedet kan ses i s/h gengivelse i Ralph Sonnes omhyggelige bog om Brendekilde, hvor der med citat fra Gertrud Hvidberg-Hansen forklares, at “Brendekilde fremstillede en uhæderlig sagfører, der havde forsøgt at snyde ham, som billedets hovedperson. Maleriet viser denne ågerkarls drøm om, at han efter døden på sin sjælevandring  søger at bringe alt sit jordiske gods med sig men forhindres deri af sine ofre”. Billedet kan måske samtidig forstås som en mere almen symbolistisk fortolkning af en vågnende samvittighedsangst, og Sonne mener ligefrem, at maleren har givet billedets famøse hovedperson træk af et selvportræt. Der er unægtelig ligheder med fotos.

H.A. Brendekilde (1857-1942) er kendt som genremaler med socialrealistiske såvel som symbolistiske træk, men blev med årene god for en stor produktion af mere idylliske billeder til et købelystens publikum. Han har omkring 1905 begået en enkelt altertavle, som forestiller Nikodemus hos Jesus om natten. Den hænger i Agersted Kirke, Brønderslev.

Tiden omkring 1900 var i øvrigt tiden for danske socialrealisters billeder med stærk socialetisk appel. Uovertrufne i den henseende er vel Jens Birkholms socialrealistiske billeder af sult og nød. De vækker empati og indignation – det metafysiske perspektiv uomtalt. Jeg bringer som eksempel Birkholms ‘Sult – Interiør med kvinde og to børn‘ fra 1892, hvor de tre ventende personer skildres i deres knugende isolation. Jens Birkholm (1869-1915) fra Fåborg var en venstreorienteret socialdemokrat og samlede  bitre indtryk af armod under sine ophold i Berlin, hvorfra også dette motiv stammer. Han vendte tuberkuløs hjem til Fåborg og blev kun 46 år. Billedet findes på Fåborg Museum, desværre i en dårlig bevaringsstand.

1892 Billede1.png

 

 

 

Trinitatis søndag – Nikodemus’ søndag

 

1918 Niels Larsen Stevns, Vrensted, Claus DSC06132.jpg

Niels Larsen Stevns triptykon med 1)Bebudelse - 2)Nikodemus samtale med 
Kristus - 3)Korsfæstelsen, 1918, Vrensted Kirke, Hjørring. Foto Claus Jensen

Teksten følger op på pinsen ved sit udsagn om den uregerlige, livgivende ånd: “Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden”. Vi oplever Trinitatis søndag en beåndet teologisk samtale mellem Jesus og Nikodemus om at genfødes ved vand og ånd til nyt liv i Guds rige, men denne dialog får unægtelig et noget labyrintisk forløb med sin metaforiske billedtale og sine misforståelser. Den søgende farisæer Nikodemus har fundet vej til Jesus ved nattetide, og vi befinder os således i dunkelheden, men er på sporet af lyset. Samtalen i Joh. 3 er længere end Trinitatis-søndagens udmålte prædiketekst: I fortsættelsen fra v 19 tematiseres netop kampen mellem mørke og lys: “Dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset…Men den, som gør sandheden, kommer til lyset, for at det må blive åbenbaret, at hans gerninger er gjort i Gud”.
Denne intense samtalescene mellem mesteren og den søgende sjæl har appelleret til flere store kunstnere. Den er således motivet for både Christen Købkes og H.A. Brendekildes enkeltstående altertavler. Der er dog næppe tvivl om, at den stærkeste danske skildring af Nikodemusmotivet er Niels Larsen Stevns trefløjede altertavle fra 1918, som stadig beriger Vrensted kirke i Vendsyssel. Lysets komme til verden er nøglen til Niels Larsen Stevns maleri. Her skildres lyset fra dets undfangelse ved bebudelsen til dets død på korset, centreret om den vitale, lysende Jesus, der indtrængende udfordrer mørket i Nikodemus’sind og med åben hånd rækker ham troens lys. I bogen ‘Kunsten i kirken’ har Mikael Wivel udfoldet en fortolkning af det trefløjede maleri, der er smuk og helstøbt som altertavlen selv.

Stevns tog det dybt alvorligt og på en måde bogstaveligt, at Jesus er “verdens lys”. Det handler om Ånd og Ord, men lyset har netop også en visuel dimension, som Stevns så sig kaldet til at anskueliggøre i sin billedkunst. Stevns (1864-1941) var gennem sin storebror og ikke mindst opholdet på Vallekilde Højskole påvirket af grundtvigianismen, og han bistod den grundtvigske Joakim Skovgaard i den gigantiske udsmykningsopgave i Viborg Domkirke, hvor Stevns som den eneste af assistenterne holdt ud under hele forløbet. Han kom til at tilhøre den grundtvigske menighed i Immanuelkirken i Kbh., hvor han bidrog med træskærerarbejde til rammen om Niels Skovgaards pinsemaleri. Først efter den store indsats for Skovgaardbrødrene, i 40års alderen, var Stevns fri til at udfolde sit talent på egne betingelser. Hans modernistiske fortolkninger af bibelske motiver skabte epoke ved at vise Jesus og hans samtidige som virkelige mennesker af kød og blod, midt i spændingsforhold og bevægelse.

 

2. pinsedag – Dåben pinsedag

1896-1904 Niels Skovg. Tiden efter pinseunderet  altermaleri Imanuels k. Frederiksberg.jpg

Niels Skovgaard, Dåben på pinsedag, 1893-1905, Immanuelskirken Kbh. Rammen 
med bølgemotiv var færdig allerede 1893. Den blev skåret med hjælp fra bl.a. 
Niels Larsen Stevns, der også var tilknyttet den grundtvigske menighed.

I Immanuelskirken, grundtvigsk valgmenighedskirke i Kbh., hænger Danmarks vel nok mest berømte altertavle med pinsemotiv, inspireret af fortællingen i Apostlenes gerninger kap 2 om den første kristne pinse med Peters flammende tale og massedåben. Dette på alle måder strålende maleri arbejdede Niels Skovgaard på i ni år frem til 1905. Han havde da måttet give afkald på sin plan om også at male tilsvarende jule- og påskebilleder til kirken.

Niels Skovgaard arbejdede med grundige studier efter model, hvorved alle hans figurer får deres individuelle liv: Tv. i billedet står en rygvendt discipel og spørger en dåbskandidat om troen; th i forgrunden udføres dåben af den robuste, skæggede discipel Peter; tv. for Peter står den rødklædte skægløse discipel Johannes, som giver hånd og bekræfter dåben. Den ældre kvinde med sort tørklæde th. i billedet tolkes som Jesu mor Maria; hun har lige som disciplene troens flamme over sit hoved. Allerforrest th. ses en rygvendt, hvidklædt kvinde, som modtager dåben. Hun er med i det bibelhistoriske billede og udgør samtidig en identifikationsfigur for den nutidige menighed. Pinsen, forstået som en dåbsfest, hvor alle med ønske herom blev optaget i Guds menighed og fik del i hans nåde, er et udmærket billede på en grundtvigsk valgmenighed. Strømmen af glitrende dåbsvand favner forsamlingens personer. Bagest i billedet mødes øjet af lyset fra solen og fra Jerusalems dobbeltport, der står åben og derved tilkendegiver den direkte forbindelse mellem den gamle og den nye pagt. Med et rammende udtryk i Gyldendals leksikon kaldes Niels Skovgaards fremstilling ‘genialt bogstavelig’.

Niels Skovgaard, Joakims yngre bror, levede 1858-1938. Han var særligt optaget af at skildre Helligåndens mysterium, hvilket også ses i Høve Kirke. Han har blandt bogillustrationer og mange andre opgaver udsmykket mindst 12 danske kirker.

Min kilde er den flotte bog om Immanuelskirken, som 1993 blev udgivet af Københavns Valgmenighed og Skovgaard museets Forlag.

 

 

 

Pinsedag – “Da blev de alle fyldt af Helligånden”…

 

1903 C.N. Overgaard, Ballerup Kirke, Claus P1140050.JPG

C.N Overgaards højtidsrude fra 1903, Ballerup Kirke. Udsnit med pinsemotivet
Foto Claus Jensen

1903 C.N. Overgaard, Ballerup Kirke, detalje Claus P1140053

Evangelieteksten fra Joh 14 er endnu et afsnit af Jesu afskedstale, hvor han lover at tage bolig i disciplene med Helligånden, som vil give dem kærlighed og fred. – Det er i apostlenes gerninger kap 2, vi finder fortællingen om løfternes indfrielse med Åndens udgydelse på pinsedagen: …“med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.”  Hermed rulles den babelske kommunikative forvirring så at sige tilbage med fælles forståelse som følge, og det treenige gudsbegreb er fuldbyrdet.

Kirkens billedskærerkunst har siden middelalderen anskueliggjort pinseunderet med ildtunger sat på apostlene og på moder Maria. Motivet synes dog at være sat på pause i nyere tid, indtil det fra 1900tallet, efter rationalismen, dukkede op igen. Flere moderne kunstnere har skabt stærke udsmykninger med ilden som gudssymbol. Oftest symboliseres Helligånden dog fortsat ved en due, som er en gammel bekendt fra fortællingen om Jesu dåb. Det er en kombination af duen og små hvide ildtunger i glorierne, der symboliserer Helligånden også i Ballerup Kirke. Her har kunstneren C.N. Overgaard forenet julen, påsken og pinsen i en fin lille østvendt rude i kirkens nordlige side. Øverst i ruden finder vi pinsemotivet, hvor disciple og Maria med opadvendte ansigter modtager den dalende due. Det er et dekorativt værk i skønvirkestil fra 1903.  C.N Overgaard (1851-1929) har begået enkelte altermalerier, men det er fortrinsvis med glasmosaikker, han har prydet de danske kirker. Ca. 23 kirker har han dygtigt udsmykket – uden at skabe egentlig fornyelse i kirkekunsten.

Grundtvig har skrevet vidunderlige pinsesalmer, og den grundtvigske Skovgaardfamilie har da også taget pinsemotivet op. Der findes bemærkelsesværdige fortolkninger af pinsen af Joakims bror Niels Skovgaard i Imanuelkirkens altermaleri og af Joakims søn Johan Thomas Skovgaard i Messiaskirkens korruder. Det vender vi tilbage til

 

 

 

6. søndag efter påske – – “Også I skal være mine vidner”

Hvor i dagens tekster finder vi glæden? I hvert fald i epistelteksten 1. Pet. 4, der hylder den indbyrdes kærlighed, som “skjuler mange synder” (et helt vidunderligt udsagn) og skriver opmuntrende om den “nådegave, enhver har fået at tjene med” og om “den kraft, Gud giver, for at Gud i alle ting må blive herliggjort ved Jesus Kristus”.  –

I evangeliet Joh. kap 15 pålægges disciplene at vidne om Kristus med hjælp fra Helligånden, hvis komme forventes. Indtrængende appelleres til, at de “ikke skal falde fra”. Teksten er tung af viden om kristenforfølgelser, som er inden for evangelistens horisont: “der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud”. – Vi bøjer hovedet også ved tanken om aktuelle globale statistikker om overgreb på kristne. Æret være ofrenes minde! – Tekster om forfølgelser skal vi vende tilbage til senere i kirkeåret. Men her er en anledning til at vise Jesuskirkens martyrfrise med gestikulerende hvide figurer på rød grund. Med Stefan Sindings lange relief fra 1894 ophøjes i koret den lange række af vidner, uden hvilke ingen kirke fandtes. Centralt blandt vidnerne, lidt ophøjet, står Jesus. Frisen i korets kreds viser med Jesus i alt 47 martyrer eller vidner, herunder reformationens trosvidner Martin Luther og Hans Tausen. Alle vidnerne er navngivne, bortset fra én. Kan det være bygherre Carl Jacobsen tanke, at han selv ved sit kirkebyggeri er et vidne? Det anonyme vidne er åbent for identifikation.

Ny Carlbergs brygger Carl Jacobsen (1842-1914) har bekostet denne Danmarks enestående privatfinansierede sognekirke, som med sarkofagerne i krypten også tjener som hans families mausolæum. Carl Jacobsen hørte hverken til blandt rationalisterne, sådan som hans far gjorde, eller blandt de vakte som grundtvigianerne. Han betragtede nok Jesus som åndeligt forbillede, der viste vejen til frelse, men hans religiøse følelse udmøntes primært i en kompromisløs kærlighed til skønhed. Under bibelske og livsfilosofiske citater er hans udvalg af eksklusive kunstværker placeret i Jesuskirke til stadig glæde for kirkens levende brugere. – Kunstrejsen i Jacobsens ånd kan man fortsætte i Glyptoteket.

Den norsk-danske billedhugger Stephan Sinding (1846-1922) begyndte sin uddannelse i Oslo, men tilbragte en stor del af sit arbejdsliv i Paris, hvor han blev inspireret af den romantiske franske naturalisme og symbolisme. Med sine ofte patetiske motiver i et realistisk formsprog imødekom han tidens idealer. Carl Jacobsen begejstredes for en af hans skulpturgrupper, blev hans største køber og mæcen og gav ham flere opgaver i Kbh. altså bl.a. martyrfrisen med titlen “Kristendommens grundpiller”, som martyrfrisen kaldtes. På det tidspunkt havde Stephan Sinding tilvalgt dansk indfødsret.

Stefan Sinding detalje Jesuskirken, Claus.jpg

1891Martyrfrise Jesuskirken kbh.JPG

 

Udsnit af Korpartiet i Jesuskirken i Valby med Stefan Sindings martyrfrise
fra 1894. Detailfoto Claus Jensen, panoramafoto fra turistinfo.

 

Kristi himmelfartsdag

Iflg. Markusevangeliets slutning sendte Kristus sine apostle ud på mission og blev derefter taget op til himlen. Fra sit himmelske stade virkede han med dem “og stadfæstede ordet ved de tegn, der fulgte med”. Apostlenes gerningers begyndelse kan også fortælle, at “en sky tog ham bort fra deres øjne”, mens de stod og “stirrede mod himlen”. Fortællingen er indskrevet i et verdensbillede, vi næppe mere kan dele, men vigtigst er, at Kristi lokale, sansbare nærvær er afløst af et universelt og åndeligt nærvær, som overalt og til alle tider er tilgængeligt som troendes virkelighed.

Med landskabsmaleren P.C. Skovgaards grundtvigsk opdragede sønner Joakim og Niels kom kirkekunsten i fokus og skabte her en ny epoke. Læseværdig er Joakims personlige erklæring fra 1891 i et brev til fasteren: ”Jeg synes, jeg har tre ting at arbejde for. Den ene er min kunst, og med den står de to andre i forbindelse. Den anden ting er min familie, at skaffe den og mig livets ophold, og det benytter jeg min kunst til, så længe jeg kan, går det ikke, så tyr jeg til håndværket, for kunsten må ikke lide, jeg må ikke blive salgsmaler. Det tredje det er det, at jeg gerne ville arbejde med min kunst udadtil, om jeg kan være noget for mit folk. Om det måtte kendes på min kunst, at jeg er kristen, om jeg på den måde kunne vidne noget om kristendom, for jeg er nu skabt til at bruge hånden frem for ordet. Dette er noget, der kan kræve store ofre, måske jeg ikke kan bære dem, endnu har jeg dog kunne gå frem ad den vej jeg helst vil.”

Skovgaard malede fra 1891 det omdiskuterede maleri  ‘Kristus i de dødes rige’ (nu SMK), inspireret af Grundtvigs salme ‘I kvæld blev der banket på helvedes port’. Det  blev anledning til, at han fik sin gigantiske opgave i Viborg Domkirke. Vi ser i domkirken Skovgaards evne til at klæde de store murflader i billeder, som er både fortællende og meget dekorative og udfoldes i flere perspektiviske niveauer. Skovgaards malerier lykkes i tilnærmet tredimensionel udførelse uden optisk set at ‘slå huller’ i den fysiske arkitekturs mure. Samtidig kombinerer han en naturalistisk livfuldhed med træk af den byzantinske stils majestætiske ophøjethed.

Domkirkens berømteste motiv er opstandelsesmotivet på nordvæggen, her tv, hvor Kristus fører de døde til Himmerigets port. På sydvæggen lige over for opstandelses-motivet findes himmelfartsmotivet, her th: I et tredimensionelt landskab med oliventræer og klipper ses de elleve med ansigterne vendt mod himmelen. Et skylag hindrer deres adgang til det billede, som VI kan se: Kristus svævende i mandorla i et væld af lys, omgivet af prægtige engle. Lodrette strømme af lys forbinder Kristus med treenighedssymbolet. Heroppe viger det tredimensionelle dybdeperspektiviske rum for et todimensionelt og dermed afstandsløs ikonisk Kristusbillede, en epifani.

Skærmbillede 2019-05-24 21.22.30.png

1901- skabte Joakim Skovgaard sin gigantiske udsmykning af Viborg Domkirke. 
Her vises to (tre) scener fra det store billedprogram. Under kirkens østlige
hvælv har Skovgaard på nordvæggen malet Kristi opstandelse og tilbagekomst 
med menneskene fra De dødes Rige. På sydvæggen deroverfor har han malet 
Himmelfarten iflg. ap.g. 
Billederne er fundet i domkirkens udgivelse 'Joakim Skovgaards fresco-
malerier i Viborg Domkirke'

5. søndag efter påske – I skal bede i mit navn, og Faderen skal give jer det…

Teksten til 5. sønd. e. påske handler iflg. Joh. 16 om bøn i Jesu navn, ikke som en magisk bønsformel, men forstået som bøn i kærlighed til Kristus. At bede i Jesu navn er at bede i kærlighed og tro på den nåde, Jesus som Guds tolk har bragt til verden: “Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen”… alt sammen for glædens skyld: “Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.”  At bede og at tilbede er i denne sammenhæng to siden af samme sag. Med påsken og pinsen som horisont tilbedes Kristus som den sejrende – og samtidig den kærligt omsorgsfulde.

Kirken har til alle tider med sin kunst forherliget den sejrende Kristus som kirkens suveræne Herre. Vi ser det gennem årtusinders kirkekunst på portaler, på hvælv og vægge og på altertavler. Disse majestætiske billeder rimer på gudsfrygt og kosmisk verdensorden, men mindre på inderlighed og nærhed. Den kunstner, der vil forbinde det majestætiske og det inderligt omsorgsfulde, altså vise både sejren og kærligheden, har en vanskelig kompositionel opgave. Omkring forrige århundredskifte blev det forsøgt af konservative kunstnere som August Jerndorff (1846-1906) og Frans Schwartz. Jeg viser her et alterbillede fra Nykøbing Mors fra 1892 af August Jerndorff, hvor Kristus i ceremoniel klædning som en himmelsk monark bogstaveligt omfavner menighedens jævne folk. Den evige Kristus skildres i et naturalistisk formsprog sammen med genkendelige individer fra kunstnerens samtid, portrætteret i deres fromme hengivenhed. Den himmelske Kristus giver og modtager kærlighed af de jordiske bedende. Kan vi sætte os ud over den historiske afstand og finde alterbilledet kærlighedsfuldt og trøsterigt? Formentlig er billedet inspireret af Carl Blochs tidligere så populære ‘Kristus Consolator'(trøster), som mange i dag (også) vil finde sentimentalt og ublufærdigt. August Jerndorff, der var meget brugt portrætmaler, malede mange religiøse billeder med bibelske motiver og mindst tre andre altertavler.1892 August Jerndorff Skærmbillede 2017-10-05 11.07.12

Ovenfor August Jerndorff alterbillede fra 1892, Skt. Clemens Kirke, 
Nykøbing Mors

 

Går man på jagt efter billeder af bedende mennesker i dansk kunst, er udbyttet fattigt – bortset fra vestjyske miljøskildringer med mørke, gudelige forsamlinger. Men bedende engle kan vi finde! Og ingen dansk kunstner har kunnet tegne bedende engle med smukkere følsomhed, inderlighed og alvor end Frans Schwartz, 1850-1917, der også har et stil- og stemningsmæssigt slægtskab med den en generation ældre Carl Bloch. Den religiøse blufærdighed er suspenderet, når vi lader englene repræsentere bedende menneskers sjæle. 1908 Frans Schwartz (2)

Frans Schwartz 'Bedende engel' fra 1908, formentlig forarbejde til 
alterbillede

Den idealistiske og egenrådige Frans Schwartz isolerede sig i sine senere år og vendte den moderne kunstverden ryggen, men udførte forinden en række store officielle opgaver, herunder syv kirkeudsmykninger, hvoraf de fleste beriger figurmaleriet med netop smukke engle. Eksempelvis malede Frans Schwartz i Nathanaels Kirke i Kbh i 1900 den store altervægsudsmykning med ‘Menneskesønnens tilbedelse’, hvor den statiske guddommelige majestæt som bindeled mellem jord og himmel er omgivet af anderledes dynamiske bedende og tilbedende figurer, såvel mennesker (inderste kreds) som engle (yderste kreds).

1900 Frans Schwarts Menneskesønnens tilbedelse, Nathanaels kirke 13260809_1164842240224853_1997089050_n.jpg

Nathanaels kirke i Kbh. med Frans Schwartz store maleri på korvæggen med 
"Menneskesønnens tilbedelse" fra 1900 i kaseinfarve