13. søndag efter trinitatis – Den barmhjertige samaritaner

1875 Chr. Dalsgaard 838-02499720en_Masterfile.jpg

Christen Dalsgaard, 1875, Gråbrødre Klosterkirke Odense. Foto Claus Jensen.

Den oprindelige Gråbrødre klosterkirke i Odense blev af Kong Hans’ dronning Christine udstyret med Claus Bergs pragtværk (hænger nu i Skt. Knuds), men reformationens strukturændringer kostede Gråbrødre Klosterkirke Livet. Tilbage stod fortsat Gråbrødre Hospital, for man kunne nok undvære klostre, men ikke hospitaler. Den beskedne, men hyggelige Gråbrødre Hospitalskirke har fra 1875 været udsmykket med Christen Dalsgaards genreagtigt fortællende alterbillede. Christen Dalsgaard (1824-1907) placerer sig mellem romantik og naturalisme og spænder fra genrebilleder til alterbilleder. At han af Eckersberg blev undervist i perspektiv, bevidnes af billedets smukke arkitektoniske rumlighed med diagonalt stillet trappe og døråbning. Dalsgaard skabte en lang række religiøse billeder især til det grundtvigske miljø.

Dette billede kan forstås som et apropos til hospitalsplejen: Vi ser, at den barmhjertige samaritaner på sit æsel har bragt den overfaldne mand til herberget, hvor han betaler for den videre pleje. Gennem døren til sengestuen ses en kvinde, som vier den nødstedte al omsorgsfuld opmærksomhed.

Emnet er etik: Signaturteksten for kristen etik er ikke en stivnet regelsamling, men en levende, billedstærk fortælling. Den barmhjertige samaritaner i Luk 10 overrasker som en uventet replik i en dialog: I stedet for at svare stiller lignelsen spørgsmål, i stedet for codex sætter den en konkret situation, i stedet for lydighed mod regler sætter den indlevelsesevne, i stedet for en “næste” fra inderkredsen sætter den næsten fra fremmedgruppen. Ja lignelsen lader ligefrem begrebet om næstekærlighed rotere: Den pligtopfyldende lovkyndige spurgte Jesus: “Hvem er så min næste?” , med Jesus svarede: “Hvem synes du, var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?” Rollerne er med et byttet om. Lytteren inviteres således også til at forstå sig selv som den, der er fortabt uden en hjælpsom næste, af Luther tolket som Kristus.

Fordringen om næstekærlighed står dybest set ikke til diskussion, idet den udspringer af, at vi – frit efter Løgstrup – uvægerligt og ofte ubekvemt står med noget af en andens liv i vor hånd. Den etiske fordring er baseret på denne udleverethed, altså ikke primært på gensidighed.

Motivet Den barmhjertige samaritaner har siden guldalderen inspireret en lang række kirkeudsmykninger, men sjældent afbildes sygeplejen og de penge, der til dette formål skifter hænder. – Ja sundhedsvæsen koster. Det minder mig om den beskrivelse af velfærdssamfundet, at vi over skatten betaler for, at det bliver gjort, som vi ville have gjort, hvis vi faktisk elskede vores næste. – Forhåbentlig ikke kun ud fra en kalkule over, at det også kan blive vores tur.

1963 Svend Engelund, Stenum, ClausDSC01237.jpg

Svend Engelund, 1963, Stenum Kirke. Foto Claus Jensen

Blandt modernister fortjener landskabs- og portrætmaler Svend Engelund (1908-2007) opmærksomhed om sine 5, nu 4, smukke nordjyske alterbilleder, hvor altså Den barmhjertige samaritaner pryder Stenum Kirke. Karakteristisk for Engelunds alterbilleder er farveskønheden og den geometriske komposition, der modstiller lodrette, diagonale og vandrette strøg, sidstnævnte med mindelser om Vendsyssels flade landskab. Æslet græsser tv., forbipasserende bevæger sig mod højre, samaritaneren er standset og ses frontalt. I en stærk diagonal linje rammer det løfterige lys oppe fra højre samaritaneren og den overfaldne, som reddes – og løfter sit ansigt mod lyset.

12. søndag efter trinitatis – “Effatha!” – Luk op!

1845 Steffensen Effata Svostrup DSC06696.jpg

Poul Steffensen malede o. 1900 "Jesus helbreder den døvstumme", tidl. alter-
tavle i Svostrup kirke. Poul Steffensen (1866-1923) fik trods fattige kår en
delvis uddannelse på kunstakademiet og blev især anerkendt som landskabs-
maler. Han har udført mindst 7 altertavler og kirkeudsmykninger.

Luk dig op! “Effatha!” Mark. fortæller i kap 7 et evangelium for alle dem, der ikke selv kan bryde gennem deres ‘glasklokke’ og indgå i livsvigtige samtalefællesskaber med andre. Døvhedens og stumhedens fængsel sprænges ikke af den isolerede selv. Guds Ånd møder den døvstumme, netop hvor denne er, med anskuelig og håndgribelig gestik: berøringer af øre og tunge, spyt, suk, himmelvendte øjne. SÅ kan den døve lytte – og tale, ja han kan slet ikke lade være. Han trodser naturligvis Jesu taleforbud,  – som Marianne Kristiansen har udtrykt det i en prædiken: “Evangeliet kan lukke op; det kan ikke lukke i”. – Dette kan erfares på mange niveauer: Om vi er tunghøre eller ej, om vi plages af stilhed eller støj, har vi tilbagevendende brug for at blive åbnet for og af det, der er vigtigt at høre, så der kommer liv og sandhed i hvad vi selv har at sige.

Markusteksten om Jesus som ‘håndværker i helbredelsespraktik’ har ikke været specielt populær, evangeliernes paralleltekster har udeladt den, og selv er vi måske ikke helt fremmede for at møde teksten – og vores omverden – med en æstetisk bedømmelses filter. Men Jesus er uden filter og rører ved…!

Hos billedkunstnerne har teksten heller ikke været populær, selvom EFFATA kunne være overskriften for hele kirkens anliggende, og den lutherske Ordets kirke netop appellerer til lydhørhed.

Poul Steffensen er en af de få kirkekunstnere, der har tolket en døvehelbredelse. Han har valgt at vise Kristus med en smuk håndspålæggelse, og den intenst koncentrerede  døvstumme, som berøres af Gud, er malet med stor følsomhed. Motivet ses på den nu noget medtagne fhv. altertavle i Svostrup, som efter kirkens store og vellykkede restaurering er hængt til side i kirkeskibet. Selv om periodens konventionelle bibelhistoriske billeder ikke er i høj kurs i dag, fortjener det måske alligevel en restaurering?

1996 Heiki Arndt At komme igennem Nebbelunde skærmbillede 2019-08-20 22.16.31.png

I Nebbelunde Kirke har jeg set en fhv. nutidig, lidt humoristisk bronzeskulptur med beslægtet tema. Den hedder “At komme igennem” og er skabt af Heike Arndt i 1996. Er der nogen at tale med derude, nogen som kan sprænge min glasklokke?

11. søndag efter trinitatis – Farisæeren og tolderen

Teksten handler evigt aktuelt om små menneskelige målestokke – stillet over for Guds svimlende nåde.

“Farisæeren og tolderen” i Luk 18 er en ærkeevangelisk lignelse, som modstiller den religiøst stræbsomme farisæer og den angergivne tolder: selvretfærdigheden over for selvforkastelsen. – Og har vi ikke alle dem begge i os: både moralisten og den angrende? Mens farisæeren i sin selvretfærdighed dømmer andre ude og takker for, “at han ikke er som andre mennesker”… , har tolderen i sin selverkendelse dømt sig selv ude. Han anråber Gud: “vær mig synder nådig!”. Evangeliets pointe er, at det er den nedbøjede tolder, som går løftet fra templet med nåden i sin favn. – Søren Kierkegaard har i sin tolkning af teksten peget på, at farisæerens gudsforhold er usandt, for så vidt han er mest optaget af at taksere sig selv i sammenligning med andre mennesker, hvorimod tolderen lever i religiøs sandhed og egentlighed, idet han er ene for Guds ansigt.

På Jesu tid var farisæernes projekt at bane vejen for messianske tilstande gennem lovreligion. Ved nøje overholdelse af Moseloven – og lidt til – håbede de at fremme Gudsriget. Tilsvarende anså de lovbrydere såsom den urene tolder for sabotører af det religiøse projekt. I vore dages Danmark er det vel tydeligst omkring temaer som klima, sundhed og økonomisk samfundssind, der opstår en taksering af mennesker som retfærdige eller uretfærdige, set i forhold til vores dominerende forståelse af det gode liv.

Når lignelsen i nyere tid har givet anledning til nyfortolkninger, er den opblæste farisæer gerne fremstillet som en repræsentant for gudelige vækkelser eller hellere kirkeligt personale. Særligt præster og degne har måttet holde for som billeder på religiøs selvretfærdighed og dømmesyge, og hermed har fordommen fået modsat fortegn. Præsteafklapsningen er et eldorado for satire og skadefryd, men sandt at sige er det dog vist de færreste, der kender en nutidig fordømmende præst.

1898 V Irminger optimalt Skærmbillede 2019-08-11 09.15.14

Jeg viser her Valdemar Irmingers historiske maleri fra 1898 med titlen “Du dømte haardt, Du Præstesjæl – Du dømmes, som Du dømte selv”. Valdemar Irmingers voldsomt pædagogiske og umisforståelige “dommedagsbillede” fokuserer på præsten, som ved sin dømmesyge har udelukket sig selv, mens angergivne bedende ved paradisporten bydes ind i den lyse salighed med hvidklædte børn, firbenede skabninger og flyvende fugle. Den angergivne knælende er her en ung pige, som minder om kirkekunstens mange versioner af “synderinden”. I skyggen th. står en gruppe forfærdede  voksne. – Bemærk her den lille mørklødede engel, som har bud efter personer i denne gruppe. – Billedets pointe må vel være, at det nu er præstens tur til at sige: “Gud vær mig synder nådig!” Maleriet, som her er gengivet i farver, er solgt hos Lauritz.com og set på nettet. Dets fokus er den portvogtende Sct. Peter, der velsigner den unge pige, men afviser den nu sønderknuste præst.

Der findes en anden version af Irmingers genreagtige religiøse billede, som ses her nedenfor i s/h. Den er noget anderledes: Her ses tydeligt to porte: i den mørke port en lazaron foran højtstående personer, ligesom i middealderens helvedesbilleder. Den lyse port vogtes af Sct. Peter, som her gererer sig tvetydigt. I forgrunden står præsten oprejst og distanceret med et nærmest tåbeligt udtryk. Det er måske et andet moment i fortællingen, hvor præsten ikke har erkendt, hvordan han selv er under dom?

Valdemar Irminger (1850-1938) lærte tegning hos professor J. L Lund og var noget præget af dennes romantiske kunsttraditionsbundne religiøse univers, men selv mere naturalistisk i sin stil. Han var anerkendt landskabs- , dyre-, børne- og portrætmaler, men malede også følsomme, somme tider sentimentale genrebilleder, hvoraf nogle altså er bibelsk inspirerede (andre eksempler er “Jairi datter” og “Job og hans venner”). Han har i øvrigt brugt sit talent som dyremaler på et helt specielt religiøst billede “Ved Himmeriges port” fra 1914, hvor det er et livligt optog af dyr og kun dyr, Sct. Peter lukker ind i Himlens lyse sale!  – Irminger har mig bekendt ikke udført nogen kirkeudsmykning.

1898 V Irminger Du dømte hårdt, du præstesjæl - du dømmes, som du dømmer selv, Mortensens Bd II.jpgDen sort-hvide gengivelse af motivet findes i Niels Mortensens ‘Religiøs malerkunst i Danmark’.

I den førnævnte ‘Bogen om Jesu lignelser’ fra 2005 af Lodberg Hvas og Hanefelt Kristensen har Esben Hanefelt Kristensen udført en dekorativ, illustrativ fortolkning af også fortællingen om “Farisæeren og tolderen”: En rosenkrans indgår her i farisæerens fromhedspraksis, mens hanen på muren måske maner til selverkendelse (med reference til hanens galen ved Peters fornægtelse). Tolderen bærer i sin pung de uretmæssigt erhvervede penge – og må slå blikket ned. – Under den blå himmel ses svalernes frie flugt.2005 Esben Hanefelt Christensen Bogen om Jesu lignelser Billede1.png

 

 

10. søndag efter trinitatis – “Mit hus skal være et bedehus”

Elof Risebye, 1948 “Kristus”

1948 Elof Risebye Kristus, Niels Mortensens Bd. I billede1.jpg

Elof Risebye (1892-1961) professor på Kunstakademiet i freskomaleri og har 
skabt mindst 4 danske kirkeudsmykninger. Han har frem for nogen dansk 
kunstner skabt inderlige og meditative billeder af sorg og tro.
Dette sorgfulde Kristusbillede fra 1948 har jeg desværre kun kunnet finde 
i s/h gengivelse i Niels Mortensens gamle bog om Religiøs Malerkunst i DK.

Luk 19 fortæller om Jesu indtog, at da han så Jerusalem, “græd han over den” ved tanken om byens tragiske fremtid. I denne del af historien er det eneste trøsterige netop, som prædikanter ofte har sagt, at Jesus græder – og ikke primært over sig selv. Dermed viser han, at han ikke er udenforstående, men tager del og bærer med på menneskers lidelse.

Samme søndag hører vi om Jesu vrede i den aggressive aktion mod de handlende i Jerusalems tempel. Hvordan kan vi mediere tekstens sorg og dens vrede, uden at reducere en af siderne? Hvordan skildrer vi på en gang Kristi medfølelse og hans gudgivne myndighed? Jeg kommer til at tænke på en traditionel Kristus-ikontype, som er tilsigtet let asymmetrisk: Den ene haldvel af ansigtet er blid, den anden streng. Her vises ikonen fra 6.-7. årh., som angiveligt stammer fra Katharina Sinai Klosteret.

7. årh ca kon Picture1

Jesus fortsatte iflg. flere evangelier sin vandring op til tempelpladsen. Her gav han sig til at undervise og konfrontere den offerbaserede tempelkult, som forhandlede, hvad Gud gratis vil give mennesket. Han jog de handlende ud, som solgte offerdyr og derved gjorde templet “til en røverkule”. Guds hus “skal være et bedehus!” råbte han. Mens “alle folkets ledere” ønskede munden lukket på ham, flokkedes folkemængden om ham, for “hele folket hang ved ham for at høre ham”.

“Tempelrensningen” er et sjældent motiv i dansk kirkekunst, som nødigt har konfronteret menigheden med den – utypisk? – vrede Kristus. Motivet findes to steder i Roskilde Domkirkes træskærerkunst (fra hhv. 1420 og 1560). Det blev malet af Carl Bloch i 1874, og det indgår som et motiv blandt mange i Joakim Skovgaards fresker fra o. 1900 i Viborg Domkirke. Herefter forbigås motivet, – indtil det for nyligt er dukket op igen. I høj grad har Tempelrensningen apelleret til nutidens danske kunstnere, som vil byde på noget andet end kunsttraditionens blide, næsten feminiserede Kristus.  Adi Holzer, Bjørn Nørgaard, Arne Haugen Sørensen og Erik Hagens har nyfortolket den voldsomme scene. Bjørn Nørgaard har skildret den slagkraftige Jesus i både glaskunst og skulptur, og hans enorme og komplekse skulptur på Ikast Kirkes forplads, hedder “Riv dette tempel ned”. Erik Hagens har i Skovlunde Kirke fortolket tempelrensningen gennem billeder af englepynt og spaghettigudstjenester, som Hagens åbenbart tolker som aktuelle  markedsgørelser af forkyndelsen. Der er religionskritik, kirkekritik og kulturkritik i det vitale motiv.

Jeg vælger her at vise en af Arne Haugen Sørensens akvareller fra 2007 med titlen “Tempelrensningen”, tilhørende kunstneren. Det findes i bogværket “Den store passion”. I denne version skildrer kunstneren den tumultariske situation i templet. Trappetrin i forgrunden og rundbuer i baggrunden angiver tempelarkitektur. Den hvidklædte Jesus i midteraksen står bagerst og løfter truende en genstand – en tavle? – mellem overrumplede personer og offerdyr. – Vi mindes om, at Jesus selv i kristendommen som “Guds lam” er det definitive offer.  – Det bidrager til billedets dramatiske struktur, at der i forgrunden tv. vises en stor profil med et opspærret øje og en løftet hånd. Repræsenterer denne profil en forfærdet deltager eller et vidne, hvis gamle religiøse verdensbillede rystes? – eller er det en opskaleret Kristusprofil med samme rød-hvide farver i hånden ??  Duernes himmelflugt gør scenen til et frihedsbudskab. At fugle slippes ud af deres bure, er et glædesfyldt symbol.

2007 Arne Haugen Sørensen Tempelrensningen Den store passion. Privateje Billede1.jpg

 

 

9. søndag efter trinitatis

2016 Peter Callesen Alt er tilgivet Billede12016-17 Peter Callesen “Alt er tilgivet”. Et værk vist på udstillingen i Rundetårn i anledning af reformationsjubilæet, gengivet i kataloget TESER.

Vi ser en art opslagstavle af træ med beskrevne papirlapper, der ligner håndskrevne breve. Nogle skrevne linjer og ord er tilsyneladende klippet væk og ligger som fraklip nederst i rammen: Vi tolker det fraklippede som ord, der aldrig burde være sagt og skrevet, i videre forstand utilgivelige gerninger. Det gjorte kan ikke gøres ugjort, men dog tilgives?
Peter Callesen er født i Herning i 1967 og primært kendt som papirkunstner. Han har givet udtryk for, at han er fortrolig med kristendommen, som betyder noget for ham. Han arbejder ikke dogmatisk eller illustrativt, men behandler nogle temaer, hvor han selv føler at have et mellemværende med Gud, eller hvor han står på kanten med sin tvivl. Det er vigtigt for ham, at hans kunst stiller spørgsmål. – Peter Callesen har som kirkekunstner bidraget med messehagler og med altervægsudsmykningen i Margrethekirken i Valby.

Lukasevangeliets lignelse om den uærlige godsforvalter handler på sin egen snurrige måde om det utilgivelige, som dog overraskende kan overtrumfes af en ny, nådig begyndelse. I evangeliernes billedsprog er Gud den rige mand, som betror sin rigdom til mennesker. Mennesker er forvaltere, som ofte svigter. De betroede rigdomme er ressourcer, dage og kræfter, medmennesker, alt det liv som vi har brugt og misbrugt til egen kortsigtet vinding. Lignelsen handler om ‘regnskabsdagen’, dagen hvor den enkelte må erkende behovet for en eksistentiel ‘gældssanering’ og så at sige står med hatten i hånden. Den eksemplarisk uærlige forvalters anliggende er her fremdeles egen redning: “Tigge skammer jeg mig ved”, siger han – og griber fremsynet til at pleje sit netværk ved at nedskrive andres gæld – foran chefens åbne ansigt og for hans regning. Han skaffer sig “venner ved den uretfærdige Mammon”...- Den glædelige overraskelse er, at chefen ikke sætter nogen fra bestillingen. Hører vi latter? Evangeliet er fortællingen om Guds store gældssanering som eneste mulighed – til inspiration og efterfølgelse.

Jeg tænker, at kristne forkyndere netop har som opgave at tilsige guddommelig gældssanering til mennesker, der står i gæld som de selv. Lignelsen i Lukasevangeliet om den uærlige forvalter, som ødslede med Herrens ejendom, er alvorsord. Alligevel har vi gjort Gud for lille, hvis vi tænker om Gud som en regnskabsfører. Menneskets relation til Gud er ikke et økonomisk-juridisk forhold; det er overordnet set snarere et kærlighedsforhold, et forhold til vores ophav, der ikke er prisgivet nogen regnskabsmæssig orden. Pengenes orden kaldes i lignelsen direkte for en uorden: “den uretfærdige Mammon”. Del bare ud til de andre forgældede! I forhold til pengenes uretfærdige regime indtager evangeliet et befriende overlegent perspektiv. Jeg forestiller mig den ustyrlige pengehistorie ledsaget af en suveræn, guddommelig latter.2005 Esben Hanefelt Christensen Den uærlige godsforvalter Bogen om Jesu lignelser Billede1.png

I 2005 udkom Bogen om Jesu lignelser af Søren Lodberg Hvas og Esben 
Hanefelt Kristensen. Her vises Esben Hanefelts fortolkning af lignelsen 
om Den uærlige godsforvalter

Uden for kirkekunstens sammenhæng skildrede en række danske malere i begyndelsen af 1900-tallet “den uretfærdige Mammon” dvs. det uretfærdige forhold mellem rige og fattige, herunder tiggeriet, som fratog de forarmede deres værdighed. Genremaleren Carl V. Meyer (1870-1938) kendt som ‘Fattigmandsmaleren’ skildrede fattige med en solidarisk følsomhed, der også gav sig udtryk i en karakteristisk tilbageholdende farveanvendelse. Han fødtes i Aalborg, kom på Kunstakademiet i Kbh. og lærte hos bl.a. Vermehren og Frants Henningsen. Carl V. Meyers “En sulten ved døren” fra 1910 (Nationalmuseet) indbragte Meyer Eckersbergmedaljen. – Kunne sådan et billede hænge i en kirke ved siden af kirkeblokken, der samler menighedens altid utilstrækkelige mønter til menighedsplejen?

1910 Carl V. Meyer En sulten ved døren f15ede60fc

8. søndag efter trinitatis

1900 Jens Birkholm Fattigdommens evangelium, Berlin Nettet Billede1.png

Jens Birkholm "De fattiges Evangelium", Berlin 1900, privateje

Vogt jer for falske profeter? – I kan kende dem på deres frugter.

Hen mod slutningen af den lange og komplekse Mattæustekst, vi kalder Jesu bjergprædiken, kommer den berømte advarsel mod “de falske profeter, der kommer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve”. På Jesu tid var der andre vækkelsesprædikanter, Johannes Døberen fx. Flere historiske messiasprætendenter kender vi også til. Verdenshistorien ligner en historie om ledere, agitatorer og ideologer, som har hvervet følgere, imødekommende kravet om ‘en stærk mand’ eller omvendt har sat sig i spidsen for oprør mod den stærke mand. Utopister har ofte været parate til at lade målet hellige midlet. Hvad er bedømmelseskriteriet? Ikke retorikken, ikke lyden af deres anråbelser: “Herre, Herre!”, men “deres frugter“. Iflg. dagens evangelium skal “profeter” måles på, om livet faktisk kommer til at blomstre i deres spor. Så lysende enkelt: Vi kan stille spørgsmålet om, hvor livet værnes og frisættes, og hvor det ødelægges?

Det er ikke nogen rar opgave at vælge et billede til dagens budskab. På jagten efter frugtesløse profeter kan man lettest ende med at stå og se sig i et spejl.

Jeg har valgt et maleri af socialrealisten Jens Birkholm (1869-1915), som viser en stående prædikant eller taler i en meget lydhør forsamling, delvist skildret med individuel psykologi. Bag taleren på podiet th. med den politiske buste sidder ærværdige embedsmænd, som tager notater og overvåger mødet. Taleren fremtræder værdig og tillidvækkende med oplyst ansigt, indtrængende uden at være agitatorisk, ikke langt fra at være en Kristusfiguration, næppe en falsk profet. Er det maleren selv? Birkholm var erklæret socialist, nok bevidst om fællesmængden mellem socialismens sociale appel og bjergprædikenens etik, men kritisk over for kristnes praksis. Uforglemmelige er flere af Birkholms dæmpede skildringer af håbløse hjemløse og fattiggårdsalumner, måske med Frelsens Hærs besøg som eneste opmuntring (?). Han havde førstehåndskendskab til Berlins sociale elendighed, og malede også herværende billede i Berlin. Den alvorlige titel er “Fattigdommens evangelium”, og spørgsmålet er, om det har en ironisk undertone. Den nydelige tilhørerskare synes snarere at bestå af borgerskab end af proletariat. Vækkes samvittigheden i retning af at bringe troens frugter til de elendige, som står uden for det åbne vindue? Måske fremkalder “fattigdommens evangelium” håb hos netop disse udenforstående, som er med på en lytter.

7. søndag efter trinitatis

 

1913 Niels Larsen Stevns Kristus og Zakæus, Randers Kunstmuseum Billede1

I 1913 udstillede Niels Larsen Stevns på ‘Den frie’ sit maleri “Kristus og Zakæus”: situationen hvor Jesus ser op i træet og byder: “Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit  hus.”  Den nysgerrige, men moralsk anløbne og socialt marginaliserede lille overtolder [læs: landsforræder] Zakæus får hermed et bud og et tilbud, han ikke kan afslå: et tilbud om frelse fra sin menneskelige forkrøblethed og en ny begyndelse i livet. Jesu blik på pengepugeren forløser hans dybere længsler og skaber en forvandling: Zakæus bliver glad og generøs og deler ud af sin uretmæssige rigdom. – Man kunne unde alverdens korrupte ledere, mellemledere og medløbere et sådant forvandlende Jesusbesøg. Den muntre historie afrundes med et klenodie af et Jesusord, som kan favne dem og os alle: “Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte”.

Det er under vandringen mod sin sidste påske i Jerusalem, Jesus passerer og standser ved Zakæus i træet. Motiver indgår allerede i middelalderens kalkmalerier af indtogsscener med æselridt, fx i Elmelunde Kirke. Motivets mest berømte fortolkning er dog moderne, skabt af Niels Larsen Stevns i 1913. Stevns er på denne hjemmeside ofte omtalt og slet ikke til at komme udenom i forbindelse med kirkekunst fra 1900tallets begyndelse, – men faktisk er der ofte tale om museumsstykker og ikke kirkekunst. Zakæusbilledet tilhører Randers Kunstmuseum og blev første gang udstillet på ‘Den frie’ 1913. Stevns’ stærke bibelfortolkninger kunne være for stærk kost til samtidens traditionsbundne kirkelige miljø. Dette sceneri forekommer hverken idealiseret eller opstillet, men des mere troværdigt. Det er et  lys- og farveflimrende, uroligt øjebliksbillede af forskellige karakterer med hver deres dagsorden og spredt opmærksomhed Men i diagonalen mellem Zakæus’ blik og Jesu opvendte ansigt og arm er opmærksomheden koncentreret: Her er der nærvær!