5. søn. e. påske, 2. rk. – “Jeg beder for dem: Hellige fader, hold dem fast ved dit navn”

Holocaust-overleveren Corrie Ten Booms opbyggelige erindringsbog ‘Skjulestedet’ fortæller bl.a. historien om en ulykkelig ungdomskærlighed. Corrie måtte erkende, at hun umuligt kunne få sit hjertes udkårne, og da hun delte sorgen herover med sin kloge far, rådede han hende: “Nu må du elske ham med Guds kærlighed”. – Jeg kom til at tænke på denne replik, da jeg læser om Jesu afsked med disciplene: Nu må de elske hinanden med Guds kærlighed. Jesu afskedstale i Joh. 17 forener den smertelige bevidsthed om forestående afsked med en indtrængende forsikring om ubrydelige bånd, som rækker ind i evigheden. “Jeg er ikke længer i verden, men de er i verden”, siger Jesus med foregribelse af det, der skal komme, og i samme moment trøster han sine disciple med, at han allerede – som kærlighedens inkarnation – har givet dem, hvad de behøver for at kunne leve: ..“dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.” Jesus overgiver sine venner til Guds fremtid: “Jeg beder for dem: Hellige fader, hold dem fast ved dit navn.” Når han er væk, kan gruppen lettest splintres i atomer, men Jesus beder for deres fortsatte fællesskab: “for at de kan være ét ligesom vi.”

Den eminente stenhugger Laila Westergaard har i 2009 udsmykket ydermuren i Hjørring Sognegård med 32 høje granitrelieffer af hverdagsmennesker, kvinder og mænd, voksne og børn. En af de fliser, der bare kunne være et mellemrum, bærer den mest bemærkelsesværdige skulptur: et Kristusansigt. ‘Udenfor nummer’ er han lige der og ændrer dermed hele kunstværkets karakter. Med de lukkede øjne og det indadvendte udtryk fremtræder han som en bedende. Beder han for, at de/vi mange adskilte mennesker må være der for hinanden med Guds kærlighed? – Claus Jensen har fotograferet.

4. søn. e. påske, 2. rk. – Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!

Søndagen efter Store bededag, 4. søn. e. påske, rammes vi af den egenartede opstandelsesberetning, som kaldes Damaskusoplevelsen: Moselovens lange arm, den kompromisløse kristenforfølger Saul/Paulus (født o. 10 – martyr o. 64), blev på vej til Damaskus standset og diametralt omvendt af sit chokerende møde med den korsfæstede og opstandne Kristus selv, som fra himlen råbte ham an: “Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” – “Hvem er du, Herre?” – “Jeg er Jesus, som du forfølger, men rejs dig og gå ind til byen, så vil jeg fortælle dig, hvad du skal gøre” (Ap.G.9). Paulus’ breve er vores ældste, skriftlige førstehåndskilder til Jesu opstandelse, og som bekendt blev denne Paulus efter åbenbaringen lige så kompromisløs i sin Kristusmission, menighedsopbygning og teologi, som han havde været i sit had til Jesusbevægelsen. Paulus’ stærke teologi og praksis frakobler Kristustroen fra bindingen til Moseloven som frelsesvej. Han tolker påskens drama som bevis på, at Gud har besejret synd og død, forsonet sig med verden og til evig tid skabt en ny og nådig virkelighed for såvel hedninger som jøder: “Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser”… I søndagens evangelietekst fra Joh. 8 genfinder vi temaet ‘Moses-Kristus’ i Jesu dialog med jøder om, hvad frihed er. Den jødiske fortolkning af frihed henviser til hebræernes udfrielse af Egypten og deres abrahamitiske pagt med Gud (“Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen”), mens frihed iflg. den kristne fortolkning identificeres med i Kristustro at være frisat fra syndens og dødens magt: “Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: Hvis I bliver i mit ord, skal sandheden gøre jer frie….Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.”

Et tekstnært fortællende alterbillede af Paulus’ øjenblændende Damaskusoplevelse findes i Skt. Pauls Kirke i Aarhus, malet i 1897 af H. C. Siegumfeldt (1833-1912), der allerede som 11-årig blev optaget på kunstakademiet og især kom til at gøre sig gældende som fredsommelig genre- og portrætmaler. Her gør kunstneren imidlertid dramaet nærværende, så åbenbaringen af den opstandne bliver hele menighedens åbenbaring. Krucifikset på alterbordet forankrer det himmelske syn i korsfæstelsens historiske faktum. Det er den mand, der nogle år forinden blev henrettet i Jerusalem, som kaldte og kalder apostle. I mine studieår i Aarhus var Skt. Pauls Kirke min sognekirke, og her havde jeg Damaskusoplevelsen for øje, mens jeg hørte gode prædikener af en anden Siegumfeldt, Kaj Munk-kenderen H. H. Siegumfeldt (1902-1981).

4. søndag efter påske, 2. rk. – “Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er … I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”

Johannesevangeliets oplyses af en række stærke og billedskabende JEG-ER-ord; sidste søndag hørte vi “Jeg er vejen, sandheden og livet”. Lige så majestætisk er denne søndags JEG-ER-ord fra Joh. 8,28-, hvor Jesus i dialog med jøder siger: “Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal i forstå, at JEG ER DEN, JEG ER.” Også dette Jesusord er billedskabende i kraft af dets oprindelse i 2. Moseb., hvor Gud Herren fra den brændende tornebusk identificerede sig for Moses. Hinsides alle geografisk og historisk afgrænsende personnavne gjorde Gud for Moses sin absolutte autoritet gældende med sit “Jeg er den, jeg er”. Hermed sendte han Moses ud som leder af hebræernes frihedskamp fra slaveriet i Egypten. Vi ser for os den rystede Moses, knælende på helligstedet, efter at have taget sine sandaler af. – I Det nye testamente får ordet en ny fortolkning: På korset “ophøjes” Kristus ikke bare fysisk, men også metafysisk, idet han identificerer Guds væsen som grænseløs hengivelse for alle menneskebørn. Med Kristus som bror er vi Guds børn. Det er dette store kærlighedsunder, vi må ‘tage skoene af’ og knæle for. Hermed udsiges, at det der giver et liv i frihed, ikke er partikularistisk, genetisk eller nationalistisk arvefølge, men gudstro og tillid til evangeliet: “Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”. Vi kan gå med blikket rettet fremad.

Senest i 2014 malede Nina Steen Knudsen (f. 1957) sit magiske, drømmende billede “Epilog”, som jeg for egen regning og risiko her vover at knytte til bibelske tekster. Der findes både betydningsladede og gådefulde elementer af menneskeliv, myter og symboler i kunstnerens store øde landskaber, som bl.a. blev vist på udstillingen “Fear, Love and Evil” i Horsens. Jeg tager bibelske briller på og søger mytiske træk: I forgrunden ses en knælende kvinde ved bredden i et floddelta. Jeg læser det som Nilen, hvor Moses sættes ud i sivkurven og siden bjærges af Faraos datter. – En filmfotograf fastholder begivenheden for nutidsmennesket. – Yderst th skinner i guld den brændende tornebusk, hvorfra den voksne Moses skal sendes ud som hebræernes leder. I baggrunden rejser sig et brændende bjerg: måske det brændende Sinai Bjerg, hvor Moses møder den usete Gud og modtager lovens tavler, – eller et generelt symbol for gudsåbenbaringens ‘sted’. Maleriets multifokale horisont hinsides ukendte, øde landskaber fortaber sig i tåger med et flertydigt rødligt lys. Den sorte vegetation og den grålige slette kan pege på et afsvedet landskab med lava fra vulkaner. Rammes vi definitivt af klimaforandringer som grådighedens straf? Er det et trøstesløst undergangsbillede vi ser? Titlen “Epilog” = efterskrift kan pege i den retning, hvor der så ikke er meget hjælp at hente i de gamle myter. Men vi kan også vælge at se det rosafarvede lys i horisonten som en anelsesfuld dagning og gå videre med håb for menneskers fremtid. I maleriets venstre side ses nogle små mennesker mellem det glitrende vandløb, enkeltstående træer og en gådefuld, hvid lyskilde. Kan vi tolke det som et lille håbstegn? Iflg. evangeliet er vi ikke efterladt. Evangeliet er ikke bare en epilog, men en prolog til nyt liv.

St. bededag, 2. rk.: – Vi beder, fordi kærligheden ikke kender grænser.

Giver I jeres børn gode gaver? …“hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!” – Den originale færøske billedkunstner Sigrun Gunnarsdottir er en af de få, der binder an med at skildre bøn, tilmed uden at blive sentimental. Hun tager – som Jesus i citatet fra bjergprædikenen – udgangspunkt i kærligheden mellem generationer. Hvor ufuldkommen og afmægtig forældre- (og bedsteforældre)kærlighed end er, giver den os indsigt i kærlighedens væsen. Kærligheden vil ikke vide af grænser, for kærlighedens kilde er Gud. I Store bededags evangelium indbyder Jesus os indtrængende til at blive ved at øse af den kilde. Gunnarsdottirs maleri fra 2013 hedder “En af mine mindste”. Det skildrer den robuste, både familiære og overmenneskelige, kærlighed i bønnen, som omslutter hus og hjem, det udsatte barn og alt det levende, hilst af småfuglens kvidren.

3. søn. e. påske, 2. rk. – Livsrejsens horisont

“Vejen” var de første kristnes betegnelse for kristendommen. Vejen er Kristus. I Joh. 14 finder vi det kendte, sammenfattende Jesuscitat “Jeg er vejen, sandheden og livet”, – et af Johannesevangeliet 7 prægnante “jeg er”- ord, som giver os metaforens hjælp til at begribe evangeliets betydning. Vejen kan visualiseres som et lineært billede af vores livsrejse, som både er en proces og et mål. Vejen er her, hvor vi netop er på vores vandring i livet, og vejen er retningen og horisonten for vores liv. At Kristus er vejen, betyder nærvær undervejs, og det betyder, at vejen med ham ikke ender blindt. Vejen som motiv appellerer til vestlig billedkunst som mulighed for dybdeperspektiv og landskabsskildring mod det ukendte fjerne, og motivet har ofte en eksistentiel dimension (jf. Den guddommelige komedie: “Midtvejs på vor vandring gennem livet”…) I vores kultur tænker vi – foruden rumligt – udpræget tidsligt: i fortid, nutid og fremtid, og moderne mennesker forstår sig selv som undervejs mod det ukendte kommende.

Den nordjyske billedkunstner Poul Anker Bech, 1942-2009, har som altertavle til Gudumholm Kirke i Himmerland i 2009 – kort før sin alt for tidlige død – malet et originalt billede af menneskers livsrejse. Vejen strækker sig over en sandet bakkekam i det lokale landskab, hvor den ender brat ved en klint. Poul Ancher Bech har efterladt et notat om sit maleri af menneskers livsrejse “hele tiden på kanten til det store rum bag os”. Om menneskene på vejen skrev kunstneren: “Vandringen skildres gennem forskellige typer: den stræbsomme, ægteparret, barnet. Den unge, den gamle osv. Nogle i grupper og nogle som enkeltpersoner. Men under den sidste vandring mod afslutningen er mennesket alene.” Om “Afslutningen” skrev Poul Anker Bech, at den er formet “næsten som en rampe, der fører ud og op i intetheden”. Er dette så et kunstværk uden åbning for gudstro og håb, et billede af tomheden? Nej, der er andet og mere på spil! Afgørende for billedet såvel som for vores livsrejse er horisonten. Og læg mærke til, hvordan kunstværket lader horisonten vælte! Med en let skråtstillet vertikal kystlinje åbner kunstneren en yderlig dimension, som giver billedet en overraskende pointe. Poul Anker Bech var pilot og legede med væltende synsvinkler i mange af sine både neorealistiske og surrealistiske billeder, hvor han vedgår en art evighedslængsel. Her i kirkehuset gives den opadgående horisont en dybere betydning – med kunstnerens ord – som “den fjerne forjættede kyst, belyst i aftenskolens skær – et billede på ‘paradisets kyst’ . Om man vil.” Kysten står for os som et himmelsyn i et mildt rosa skær. Kunstnerens korte salmecitat fra “I østen stiger solen op” udtrykker en loyalitet i forhold til kirkens tradition og den tro og det håb, som dybest set sætter hele menneskets livsrejse i perspektiv. Vi kan åbne os for en gudgiven horisont. Poul Anker Bech havde i et tidligt udkast malet en Golgatahøj ind i landskabet som en forhøjning på vejen, – for “alle mennesker møder et Golgata” -. Hans endelige ønske var, at et krucifiks skulle hænge OVER maleriet som reference til en utvetydig kristen forkyndelse. Niels Helledies lille korsskulptur kom i stedet til at stå PÅ alterbordet under maleriet. Alterudsmykningen tilsiger som helhed således, at den korsfæstede og opstandne er nærværende for os rejsende i livet på vejen mod en horisont, hvorfra lyset skinner mildt imod os. – Af hjertet tak til Niels Clemmensen for det gode foto!