Forfatter: birgittebech

Sprogbarrierer holder ikke Helligånden ude. Det ny Testamente er angiveligt oversat til 1582 sprog. Det skriftsted fra testamentet, der oftest er citeret og udenadlært på de mange sprog, er formentlig ‘Den lille bibel’: Joh 3,16, som indgår i 2. pinsedags prædiketekst: “Således elskede Gud verden”… Først kommer altså Guds kærlighed til menneskers verden, som – for os at se – kan være grumme svær at elske. Det er og bliver den kristne tros grund, at Gud elsker først. “Således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. At give sit elskede barn som kærlighedsgave – lyder det snarere som et grumt eventyr end som en ophøjet fortælling? Kan vi overhovedet ud fra jordiske analogier nærme os forståelsen af dette kristne kernesymbol? Jeg forsøger famlende: Hvad nu, hvis en fader sender sin søn ud i en livsfarlig mission, lad os sige til et folks frihedskamp – eller til minerydning – eller til voldsparate gidseltagere – eller til katastrofeområder med smittespredning… Vil det være en ophøjet historie om faderkærlighed? Kan det være faderens kærlighedsgave, at han ikke holder på sønnen, men vil hans afrejse, fordi de har samme vilje, tanke, længsel? Fordi de er eet. Fordi de er bevæget af samme håb om at bringe frelse og ændre en nødstedt verdens historie i retning af befrielse og glæde. Kan vi forestille os, at sønnen sendes af sted med al faderkærlighed i ryggen, og at faderen må stole på, at denne uudslukkelige kærlighed kan bære sønnen helt til verdens ende, også igennem det forfærdelige ingenmandsland, hvor sønnen må råbe sin dødsangst og forladthed ud? – At faderen må udholde sin længsel efter det længe ventede gensyn og udholde den utænkelige tanke, at sønnen forinden farer vild og glemmer, hvor han kommer fra, og hvor han skal hen? – Kan vi forstå det som en kærlighedsgave, at faderen lader sønnen betale ‘den højeste pris’? Nej, vore jordiske analogier er hjælpeløse i forhold til den transcendente virkelighed. Gud sprænger alle person-kategorier, og Guds åsyn er skjult, også for evangelisten, der definerer Gud som kærlighed. Tilbage står vi med mysteriet, at Menneskesønnen virkelig kom med al kærlighed i ryggen og gjorde den gældende i en verden, der ikke fortjente den. “Menneskene elskede mørket mere end lyset, fordi deres gerninger var onde”. … “Men Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.” – Sønnens færd ændrede verdens historie, og det er nu op til os at leve vore ufuldkomne menneskeliv i tro og tillid til den guddommelige kærlighed. Når vi alligevel end ikke magter troen, må vi modtage også den, troen, som en kærlighedsgave. Vi bliver i dag og alle dage mindet om kærlighedsgaven af pinsens ‘hovedperson’ Helligånden, som er udsendt af både Faderen og Sønnen (filioque). Mindre kan ikke gøre det. – – Og Ånden når os måske også igennem kirkekunstens mægtige og afmægtige billedskabelser.

Flere kirker har malet ‘den lille bibel’s tekst som udsmykning på inventaret: Rinkenæs Korskirke, Harte Kirke og sikkert mange flere. Nedenfor viser jeg et foto fra Egvad Kirke, hvor planken under korbuekrucifikset med bifigurer netop citerer Joh. 3,16-. Citatet ses gerne i forbindelse med billeder af korsfæstelsen. I middelalderen var også “Nådesfaderen” et almindeligt motiv: en tronende Gud Fader, som foran sig holder et mindre krucifiks med den lidende Søn. Kristendommens mytiske billedsprog har bestemt kirkekunstens dagsorden med et anskueligt resultat, som kan forekomme os både bevægende og fremmedgørende. Efter reformationen er kunstens visuelle fremstilling af Gud Fader blevet en relativ sjældenhed – vel i medfør af en refleksion af den skjulte Guds transcendens og Det gamle Testamentes billedforbud. En af de fhv. moderne kunstnere, der har bundet an med opgaven, er professor Elof Risebye (1892-1961). Han har valgt en arkaiserende stil til sin store symbolistiske fresko, som i 1925 blev malet til den moderne kirke i Gedser. Gud Fader fremtræder i sin himmelblå mandorla majestætisk utilnærmelig og alvorsfuld med åsynet vendt frem mod uendeligheden, men han løfter velsignende sin højre hånd og lægger trøstende den venstre på Sønnens hoved. Motivet bliver inderligere og mere fortolkningsåbent af, at korset ikke er malet med, det er – karakteristisk for Risebye – nærmest meditativt. Som i romanske apsisudsmykninger med Majestas tilbedes det himmelske mysterium af Maria og Johannes, flankeret af trøstende engle. Helligånden er måske visualiseret ved de tre gyldne striber, der kroner motivet øverst. Alle fotos er taget af Claus Jensen.

Nederst ses et smukt eksempel på en “Nådesfader” fra Herredskirke, Lolland, skåret i 1480.

“Gud med støv har ånd tilfælles”, skrev Grundtvig. Aldrig har vi som mennesker været uden ånd; iflg. skabelsesmytens visdom indblæste Gud sin livsånde i vores ler. Vi blev givet at være sproglige væsener, og menneskesprog lever af ånd, dødeligheden til trods. Men sprog er forskellige, og i paradistabets verden kan sprogforskelle forstærke kulturelle og religiøse konflikter (jævnfør den lille episode med Aki-Matilda Høegh-Dams tale på grønlandsk i Folketinget). I verdens brændpunkter bruges sprogforskelle tilmed som bekendt som våben for undertrykkelse og krig, for ikke at tale om misbrug af sprog i løgn og propaganda. – I Babelsmyten 1. Mos. 11 forklares folkenes sproglige splittelse som Guds grænsesætning for menneskers rækkevidde, men menneskers krigsfærd kender øjensynligt ikke grænser… Vi længes i dag – måske mere end nogensinde – efter en åben, sand og troværdig kommunikation, som hinsides fordomme og traumer knytter mennesker sammen i fælles håb, så fred kan vindes! Sådan en ren og livgivende kommunikation er en utopi, – eller den må være en nyskabelse ved Guds Ånd, båret af en kærlighed, som er større end din og min. Pinseteksten fra Apg. 2. giver os et evangelium om sådan en forløsende kommunikation af en anden verden: en herlig, næsten ekstatisk modfortælling til Babelsmyten: Det nye Testamentes universelle Gud nedbryder ved den første kristne pinse menneskers sprog- og forståelsesbarrierer, så alverdens folk kan tale sammen, også om Gud: “vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål”. – Jesus havde vist, hvad Ånden og sproget formår i kærligheds og sandheds tjeneste. Han forvissede os om, at vores verden aldrig behøver være et gudsforladt og åndløst sted, heller ikke efter hans bortgang. Han åbnede evigheden, så vi tør plante liljer på vore grave. Med Jesu ord fra dagens evangelium i Joh. 14: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!” Han lovede sin lille flok en invasion af Helligånden, og den byder vi velkommen nu i pinsen. Guds virksomme ånd vil fremdeles tage livtag med menneskers verden.

Billedhuggeren og teologen Hein Heinsen (f. 1935) fik sit gennembrud med vældige, helt abstrakte skulpturer, men Heinsens kirkekunst har med årene ændret karakter, så den hjælper tolkninger på vej ved at give tydelige tegn fra sig. I 2012 blev Gammel Holte Kirke gennemgribende renoveret med installation af Hein Heinsens nye, store alterparti af bronze. Bronzeskulpturens udformning er i Heinsens ånd en hyldest til treenigheden, der skaber stadig bevægelse i forholdet mellem Gud og mennesker. Det groft formede alterbord er en direkte afstøbning fra en pløjemark. Det fortæller således om skabelsen og om mennesket, der “i sit ansigts sved” (og med moderne maskiner) dyrker jorden. I Israels gamle pagt var alteret et offeralter, hvor blodet flød, men Heinsen viser forvandlingen til kristendommens nye pagt, hvor alteret er blevet centrum for et festmåltid. “Fra slagtalter til festalter” kalder Heinsen sit bord. Jorden er også gravlæggelsens element, men Jesus opstod påskemorgen af jordens skød, lige som en forårsblomst formår at trodse vinterkulden. “Tag det sorte kors fra graven, plant en lilje, hvor det stod”, digtede Grundtvig. Hein Heinsen har sandelig plantet en lilje! Hans alterpryd rejser sig som en livskraftig blomst, en Kristusblomst. I blomstens krone er indridset et Kristogram, KR (se nedenfor). – Og hvad har det så med pinsen at gøre? Ved genbesøg af Claus Jensens fotos opdagede jeg de mange små gyldne trekanter på væggen bag alteret: symboler for netop den invaderende Helligånd, der som glødende ildtunger gav og giver menigheden liv og vækst. Glædelig pinse!

Kristus pålægger os iflg. Joh. 15 at være hans vidner: Vi skal sprede vores livsfryd, når glæden fylder os, – fortælle hvad der bærer os oppe, når livet er svært, – dele kristne fortællinger, salmer og livsytringer, så troens sprog holdes levende…. Og vi skal navnlig ikke modsige evangeliet med vores måde at leve på. Det behøver ikke være let, lader teksten os vide: “Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra”. Uden mod ingen kirke; der er nogle, som vil de kristne til livs. Ved Johannesevangeliets nedskrivning var forfølgelserne for længst blevet hverdag. Uddrivelsen af de kristne begyndte i Jerusalem på initiativ af Det jødiske råd, og forfølgelserne fortsatte med mellemrum i Romerriget indtil Kejser Konstantins begunstigelse af kirken. Hvilken lettelse, da kirken i 320’erne flyttede fra at være lidende og kæmpende til at være sejrende, men smuk blev den sejrende kirke ikke! Dårligt nok var kirken kommet til magten, før den selv begyndte at forfølge fremmede religioner og tilmed anderledes fortolkninger af kristendom. Også i forholdet til islam har kirken været både bøddel og offer, i dag måske mest offer på verdensplan. Tekstens formulering er desværre ikke blevet uaktuel: “der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig”. I dag topper Afghanistan, Nordkorea og Somalia listen over de mange lande, hvor magthavere og/eller befolkningsmajoriteter bekæmper kristendom. Open Doors opgør antallet af forfulgte kristne på verdensplan til 310 mill., tallet er stigende. I Tænketanken Forfulgte Kristnes rapport opgøres det dokumenterede antal kristne ofre i året 2020 til 80.000, vel vidende at mørketallet er stort. Der bruger man Peter Lodbergs snævrere definition af forfulgte kristne, som tæller ofre for vold og retslige overgreb: 70.000 blev angiveligt bortført, voldtaget, tvangsgift eller frataget borgerlige rettigheder, og mindst 10.000 døde for deres tros skyld. Kan vi dertil bare sige Gud i vold? – Her i vores smørhul er evangeliets værste fjende måske vores egen kulde, ligegyldighed, smålighed og modløshed. Dagens epistel fra 1. Pet. 4 fører klar tale om, hvordan et troværdigt vidne først og fremmest må holde fast i kærligheden indbyrdes, “for kærlighed skjuler mange synder” (Det samme skulle gælde præstekjolen, har jeg hørt). I et ærligt øjeblik må vi måske vedgå, at vi bedre forstår forræderen Judas, fornægteren Peter og tvivleren Thomas, end vi forstår de kristne martyrers ubestridelige troskab og mod. Jeg ved ikke bedre end at vende tilbage til udsagnet i 1. Pet. om kærligheden, der “skjuler mange synder” og gemme mig i de ord som et udsagn om først og fremmest Gud selv. Gud i vold!

Jeg føler mig på noget gyngende grund, når jeg her for en gangs skyld viser et helt abstrakt værk, et billedtæppe, hvor lys og skygge brydes. “Når skyggen lyser” er gobelinens titel. Den mørke formation i billedets højre side er næsten knugende, men fra øverst til nederst har den skyggefulde forgrund en ‘revne’, hvorigennem lyset trænger ind og spiller i skyggen med et væld af gyldne glimt. Øverst i billedet sætter lyset sig klart igennem, næsten som en religiøs epifani. Kari Guddals vævning fra senest 1998 er et af hendes største værker, ca. 2 x 3 m. Kari Guddal (f. i Oslo 1952) er uddannet som billedvæver i mesterlære i og uden for Skandinavien, har haft omfattende udstillingsaktivitet og modtaget megen anerkendelse, bl.a. som medlem af gruppen Dansk Gobelin Kunst, i hvis årsskrift 1998 jeg har fundet mit foto. Kari Guddals fokus er farverne, hun indfarver selv sit garn og bruger op til 300 nuancer i en enkelt værk, men så kan farverne i dagens anledning også fortælle en både nuanceret og dramatisk historie om menneskeliv, der trods mørke leves med håb.

Kristi himmelfart har tre pointer: Den første er triviel: Jesus går ikke mere fysisk rundt på jorden, – Den anden pointe er storslået og opløftende: Jesus Kristus har fået oprejsning på højeste sted. Dette kærlige og sande menneske, som blev fornedret af verdens magthavere, er og bliver tilbedelsesværdig – som hjertets kronede konge i en verden, hvor det ellers ikke er rådeligt at tilbede mennesker. Vi bekræfter hans evangeliums evige kraft og myndighed – med den korte formulering i den sekundære Markusslutning 16,14- :“Da Herren havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd”. – Helligdagens tredje pointe er eksistentiel og handler om os: Det er nu os mennesker, som ved Helligåndens hjælp – uden at dyrke os selv – skal repræsentere Kristus på jorden og bære hans evangelium ud i alverden. …“og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. Evangeliet kan ikke adskilles fra de ledsagende tegn, som er kærlighedens gerninger. Helligdagens budskab skifter således retning fra OP til UD, fra det himmelvendte til det omverdensengagerede. – – Men, men: helligdagens himmelsyn kan være fremmedgørende, hvis det belastes af et verdensbillede, vi som moderne mennesker umuligt kan dele. Hvad der i oldtiden kunne tænkes konkret, hvor der var entydige rammer for ‘op og ned’, må vi i nutiden karakterisere som et mytisk billedsprog, der kalder på udlægning. Vi må være ærlige om genren, når vi bekender troen på Kristi himmelfart og sæde ved Guds højre hånd. Vi må gøre os klart, hvad vi forstår ved himlen/Himlen/Himlene/Himmeriget (jævnfør den engelske skelnen mellem celestial og heavenly). Naturvidenskaben kan i stigende grad med teleskoper og matematiske modeller lade os kigge ind i himmelrummets svimlende univers med dets utallige, usete ekspanderende galakser. Det kan kalde på vores undren og ærefrygt og tilmed på vore religiøse følelser, men teleskoperne viser os som bekendt ikke Kristus. Kristus “ser” vi derimod glimtvis med troens øje i den guddommelige Himmel, hvor øjenåbneren ikke er teleskopet, men de nådeshandlinger og -ord, som Jesus bragte. Den astronomiske himmel, universet, åbner sig for naturvidenskaben og beskrives i eksakt matematisk sprog; den religiøse Himmel åbner sig for tro, håb og kærlighed og beskrives i lignelser og hjertets billedstærke poesi, som salmebogen strømmer over med. Denne guddommelige Himmel, hvor Kristus råder, kan vi aldrig udtømmende karakterisere, fordi den er transcendent, dvs. overskrider grænserne for rum og tid. Den kan bryde ind i vores liv, den kan tænde glød i vore fællesskaber, den kan spire i sjælens inderste lag, eller den kan vente os ved tidens grænse. Salmebogen er et smykkeskrin fyldt af metaforer fra erfaringens grænseland. Poeter kan tilmed invitere os med på en sjælelig himmelfart, som Grundtvig gør i DDS 411 v 6, “når under sang med dit vingede ord/ sjælen af by over stjernerne for”.

Når kirkens billedkunst skal visualisere Gud i Himlen med den evige vælde og herlighed, sker det ofte i form af en forgyldt cirkel, som betegner en hellighed uden ophør. En kraftig cirkel indrammer netop den svenske glaskunstner Bertil Valliens alterskulptur “Mod lyset” fra 2017 i Uldum Kirke. Øverst i cirklen flammer Helligånden kraftfuldt omkring treenighedssymbolet og Kristi kronede hoved. Kunstværkets lyse lodrette søjle betegner Kristus som aksen mellem jord og Himmel, altså OP (mod lyset). Tværgående ses et langt skib med vinduer, disciplenes eller kirkens fartøj, der bringer evangeliet til verden, altså UD. Kirkeskibet tilbyder mennesker et ankerpunkt i en stormfuld tilværelse. 16 billedfelter deromkring viser begivenheder eller symboler fra Det gamle (th) og Det nye Testamente (tv), altså nogle af kirkens nøglefortællinger. I venstre side finder vi nederst den velsignende Kristus før himmelfarten. Foto er fundet på kirkens hjemmeside.

‘At være voksen er at kunne bære vægten af sine egne følelser’, siges det. Der er rigtignok grænser for, hvad vi bør bebyrde vore nærmeste med af skuffelser, selvbebrejdelser, vrede osv. Vore følelser skal ikke ende som tunge sten i fx børnenes rygsæk, for det er ikke primært deres ansvar, at vi når til en forsoning med vores liv. Vore følelser skal måske heller ikke cirkulere i rungende digitale ekkokamre. MEN vi behøver ikke bare være kastet tilbage på os selv, når vi tager livtag med vores eksistens. Som den jødiske ‘dialogfilosof’ Martin Buber kredsede om: Over for hver enkelt menneske står det evige DU som livets personlige dybdedimension. Vi kan ikke kende til Gud i 3. person som et DET, en genstand eller en institution, men vi kan leve i inderlig dialog med Gud som et DU, for vi er skabt til at være relationelle. Vi kan erfare livets gaver og opgaver, smerte og trøst som et mellemværende med dette personlige DU, der møder os som altomsluttende tilstedeværelse og intimt nærvær. Vi kan nemlig bede! “Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen”, lyder løftet i Jesu afskedstale i Joh. 16. – Den religiøse bøn er ikke en bestilling til julemanden om dette og hint. Den er sjælens inderste rækken ud efter livets fylde, værdi og mening, kort sagt efter velsignelse. – En af dagens gammeltestamentlige læsninger fortæller om bøn i skikkelse af den kamp i mulmet, hvor patriarken Jakob forud for slægtens skæbnedag fornemmede Guds engel og nægtede at lade ham fare: “Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!”. Til forskel fra blot at snakke med sig selv i sit ekkokammer, tilføres mennesker noget ved at bede: håb! – Evangelieteksten fortæller om håbet som gaven til dem, der beder i Jesu navn: “Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det”. Bøn ‘i Jesu navn’ er selvfølgelig ikke en magisk trylleformular eller en pinkode, men et ja, ja tak til det håbefulde trosunivers, som Jesus med sit liv og sine fortællinger har åbnet for os.

Bortset fra de mange billeder af (smukke) bedende hænder skildrer kirkekunsten kun sjældent bedende personer, bortset fra det meget yndede motiv med Jesu egen dødsangst i Gethsemane Have, hvor han bad om at blive fri for døden. Jesu natlige bøn, som voksede fra kamp til hengivelse, sluttede som bekendt med ordene “Ske din vilje”, som vi kan søge at spejle os i og gentage i hvert et Fadervor. – “Jakobs kamp med englen” findes som kirkekunst i en halv snes forskellige fortolkninger, men nogle skulpturelle fremstillinger synes noget balletagtige. Særligt gribende finder jeg Jais Nielsens symbolistisk-ekspressive værk “Jakobs kamp med englen”, som viser intimiteten og kraften, ladet med både myndighed og ømhed. Værket er formentlig skabt i 1929 med senere kopier, og det kom mig for øje i medfør af en digital auktion. Jais Nielsens malerier har bevæget sig gennem vidt forskellige genrer og emner, men hans keramiske værker som dette er i det væsentlige samlet om bibelske motiver med en åndeligt og eksistentielt vedkommende appel. Her er menneske og Gud forenede i en JEG-DU relation, symboliseret i en intens, asymmetrisk ansigt-til-ansigt situation, som så at sige får tiden til at stå stille. Jais Nielsen (1885-1961) har i forskellige materialer udsmykket mindst 15 danske kirker.