Tro er fast tillid til det, der håbes på… 3. søn. e. helligtr., 2. rk

Teksterne om tro begynder denne søndag med en gammeltestamentlig tekst om troens fader Abraham, som efter nogen guddommelig overtalelse bevæges til at tro på forjættelserne. Paulus mønstrer i epistlen flere eksempler fra GT til støtte for sin berømte definition af tro: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” –  Men i evangeliet Luk 17, 5- er der ingen troshelte. Her fremgår det, at hvis troen er en verdensomvæltende kraftkilde, er det en kraftkilde, som disciplene IKKE har, end ikke “som et sennepsfrø”. Disciplene beder Jesus: “Giv os en større tro”, og – som vi må forstå – har de ikke meget at påberåbe sig. Den verdensomvæltende kraft tilhører den suveræne Gud, ikke mennesker. For os mennesker er tro ikke en kapacitet eller præstation, men en tilflugt og et tilhørsforhold, som bærer og sætter retning.  – Så kommer vi til tekstens lignelse om, at tjenere/ disciple, der har gjort, hvad de “har fået besked på”, kun er “unyttige tjenere”, som ikke har krav på tak fra deres herre/ Gud. I demokratiske tider er  dette feudale eksempelmateriale (om enevældige godsejere m.v.) noget fremmedgørende, men Guds suverænitet er pointen, og vi kan overvinde historiske støjsendere ved med Jesus billedligt at kalde Gud “far”, – eller hvorfor ikke mor, bedstemor, bedstefar?

Den store færøske kunstner Sigrun Gunnarsdottirs (f. 1950) har bl.a. skabt det herlige både enkle og underfundige billede “I bedstefars båd”. Kunstnerens billeder har ofte flere lag, og bedsteforældrene repræsenterer gerne tro og tryghed. I billedserien “Mig og bedstemor” sikrer bedstemor med salmebogen, de store hænder og det ternede forklæde, at der i barnets verden er op og ned, fodfæste såvel som højt til himmelen. Billedet “I bedstefars båd” kan også give en symbolsk mening fra sig: Båden på dybet repræsenterer menneskelivets usikre færd, men bedstefar giver sejladsen tryghed, drift og retning. De små rorkarle gør deres bedste, men pointen er ikke deres præstation; det er deres tilhørsforhold, som giver dem tillid og livsmod. Menneskebørnene er sådan set “unyttige tjenere”, men både set, elskede og udfordrede.

Sigrun Gunnarsdottir I bedstefars båd 16iabbasabati

Sigrun Gunnarsdottir (f.1950) "I bedstefars båd". 
Sigrun Gunnarsdottir har udstillet på Galleri 
Emmaus i Haslev, hvor man også har solgt en smuk 
bog om hendes kunst.
2013 Sigrun Gunnarsdottir En af mine mindste Picture1
Sigrun Gunnarsdottir "Disse mine mindste"

 

 

2. sønd. efter helligtrek. 2. rk. Det vand, jeg vil give, skal blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.

2016 Signe Lewis og Till Junkel, Claus P1020423

Fortællingen i Joh. 4 om Jesus og den samaritanske kvinde ved Sykar brønd er righoldig og underfundig, ja uudtømmelig. Evangeliet er generøst og overstrømmende. Vi forstår intuitivt det rene, levende vand som Guds nåde, som en kærlig hilsen til os fra skabelsens morgen, en stadigt livgivende gave, som vi kan misbruge og forurene, men ikke selv producere.

I kirkens liv forbinder evangeliet om det levende vand sig med dåbens tegn. Blikket glider til døbefonten. På gulvet udenom Snesere Kirkes middelalderlige døbefont har Signe Lewis og Till Junkel i 2016 skåret fortællingen om det strømmende vand ud – ikke i pap men – i Ølandsklinker og terrazzo i forskellige nuancer. Det ser overdådigt ud. Det “flyder” over alle bredder; helt ud i våbenhuset. Det følger dåbsbarn og andre kirkegæster på vej ind og ud, ud i livet. Den og det hellige følger med os.

Efter en rejse til Israel, hvor der på liv og død kæmpes om helligsteder og konkrete arvelodder, vil jeg fryde mig over det Jesusord i dagens tekst, som epokegørende bør løfte kristendommen ud af alverdens kampe om rette kultsteder. Det hellige er ikke et sted! Jesus beroliger den samaritanske kvinde med, at hendes mellemværende med Gud hverken handler om patriarkers grave eller Jerusalems arkæologi eller bygningsværker, for “der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed”.

2016 Signe Lewis og Till Junkel Snesere P1020422.jpg

Signe Lewis og Till Junkel er en veluddannet dansk-tysk 
kunstnerduo, som er født i 60erne og bosat i Stege. 
De har i Snesere Kirkes gulvplan i 2016 udført et stort 
skulpturelt kunstværk i Ølandsklinker og terrazzo i 
forskellige nuancer, der 'flyder' som vand i formationer 
fra døbefonten op mod alteret og ned mod udgangen.
Foto: Claus Jensen

 

 

1. søndag efter helligtrekonger, 2. rk. – “Lad de små børn komme til mig”

2009 Benny vindelev Ry claus Billede1

I 2009 har Benny Vindelev, kunstner, præst og konsulent 
for folkekirken i Aalborg Stift, skabt denne smukke, 
stiliserede bronzeskulptur "Kvinderne" til Ry Kirkes forplads. 
Det skete til kirkens 100 års jubilæum. 
Kristus er skildret både myndig og sårbar som ham, 
der med åbne hænder rækker ud mod mødrene og deres børn. 
Børnenes små isser er blankpolerede, så de lyser som guld. 
Jeg ser det som et symbol for velsignelsen eller dåben, 
den kærlighedshandling, der lader børnene lyse ikke bare 
i forældrenes, men i Guds øjne. Foto: Claus Jensen

At skulpturen kaldes “Kvinderne” har sin stedsspecifikke forhistorie, idet det var den lokale kvindeforening, forløberen for Dansk Kvindesamfund, der frem til 1909 tålmodigt samlede (små)penge ind til bygningen af Ry Kirke ved Skanderborg  for at afkorte den alt for lange kirkevej til Gammel Ry. Ry Kirke blev derfor til at begynde med kalde “Kvindernes kirke”

2009 Benny Vindelev, Kvinderne redigeret Ry 4Ny

 

4. sønd. i adv. 2. rk. – Johannes sagde: Min glæde er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre

 

2015 Thomas Kluge Linå Kirke Claus DSC01105.jpg
Thomas Kluge 2015: alterbilleder i Linå Kirke 
ved Silkeborg. Foto Claus Jensen

På den sidste adventssøndag giver vi Johannes Døberen ordet og hører, hvordan han iflg. Joh.3 beskriver sin tilstand af forventning. Vi får en sitrende ‘forventningslignelse’ om at være som “brudgommens ven, som står og lytter efter ham” og som “fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre.” – Ikke et ord om julemanden! –  Johannes holder hermed en forbilledlig miniprædiken om kristen tro som et alternativ til vildtvoksende grådighed og narcissisme. – Og så passer også denne tekst som fod i hose til årets cyklus, hvor Kristi fødsel følges af dagenes voksende længde, mens Johannes’ fødselsdag til Sankthans betyder, at dagene af kortes.

Tekstens åbnes af en samtale om dåb: Jesus der engang færdedes i kredsen af Johannesdisciple, “døber nu selv, og alle kommer til ham”, og Johannes ser, at sådan må det være. Johannesdåben afløses af Kristusdåben.Maleren Thomas Kluge (f. 1969) satte sig angiveligt for i Linå Kirke, hans 2. kirke (efter St. Magleby på Amager), at skildre vandets betydning. Resultatet blev modtaget med begejstring i 2015. Rent og klart hældes vandet over synderen, og som et sakramentalt tegn tager vandet ‘snavset’ med sig væk, så vandstrålens nedre del fremtræder grumset. Kluges maleteknik er en Caravaggio-inspireret claire-obscure med dybsort baggrund, hvorpå hovedmotivet som projektørbelyst får en merbetydning, der så at sige overtrumfer fotografiets.

Kluge valgte at portrættere Johannes Døberen i topfeltet, sådan at forstå at Linå Kirkes fornemt detaljerede gotiske Johannesfigur har været model for maleren. Se foto nedenfor. Altertavlens storfelt viser vandet som hovedmotiv i den scene fra skærtorsdag, hvor Kristus vasker Peters fødder, for at han skal blive “helt ren” og “få lod og del sammen med Kristus”. – Vi har nu hele kirkeåret foran os til bl.a. at uddybe vore intuitive forståelse af det uvurderlige vands betydning i sig selv og som et pant på evangeliet.

1500ca Linå Kirke, Thomas kluges model til altertavlens topstykke Billede1.png