Forfatter: birgittebech

Var det ikke Anne Sophie Seidelin, der i sin tid udtalte, at hun for prostituerede håbede, ”at deres kunder somme tider gav dem en stor tak” – altså ikke kun penge og måske dertil foragt. – Blev man set som et menneske eller blot som en brugsgenstand, der tilmed fik skrevet skam på regningen?

Teksten fra Luk. 7 handler bl.a. om skam og skamløshed: Den seriøse Simon farisæer har indbudt Jesus som æresgæst til et symposium forventeligt med åndfuld tale om Moselovens udlægning, men han må se sin dagsorden beskæmmet af byens berygtede kvinde, som ‘skamløst’ trænger ind under middagsselskabet og lægger sig for Jesus fødder med en strøm af tårer og – dyrt betalt – salve. Hos Jesus Kristus ved hun sig set som netop menneske, vel at mærke set uden hverken begær eller fordømmelse. Derfor elsker hun ham, elsker så højt som hans accept er stor, græder af lettelse og taknemmelighed, tilbeder og salver ham som Guds udvalgte. Hvem ellers? Den vidunderlige tekst prædiker både for den, der helst undgår ’det dårlige selskab’, og for den, der smerteligt må se sig selv som netop ’det dårlige selskab’. – Skam er forbundet med andres fordømmende blik på én – og med ens egen selvforkastelse. Vi ved, at skammens anledning og omfang varierer med tider og kulturer, men skam er en nødvendig ingrediens i menneskets psykiske repertoire, en forudsætning for et fungerende socialt liv. Mest pinagtig er skammen, når man må tage den på sig og gå med selvleden som en næsten kropslig følgesvend, der hindrer en i tillidsfuldt at løfte hovedet. Men hvor der er skam og skyld, kan Jesus løse et menneske fra skammens åg ved at hjælpe med at bære det. Dagens evangelium er, at Jesus med sin guddommelige tilgivelse forløste kvinden fra fordømmelse og selvforkastelse – Simon farisæeren forløstes måske også? Ordene lød: ”Dine synder er tilgivet…. Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!” Jesus løfter synderes og synderinders ansigt mod lyset og giver dem – giver os – en ny begyndelse.  

I mine opslag prioriterer jeg gerne dansk malerkunst, men selvom Emil Nolde (1867-1956) fra Tønder-egnen malede en dyrebar altertavle til den vestjyske Ølstrup Kirke, hvor hans hustru var i familie med præsten, kan vi jo ikke kalde ham dansk maler. Tværtimod valgte han tysk tilhørsforhold og loyalitet over for det nazistiske styre, MEN en del af hans arbejder kom på nazisternes sorte liste over degenereret kunst, mest på grund af ekspressionistiske stiltræk og grelle farver. Hele 50 af Noldes værker blev i 1937 udstillet som ‘entartet’, degenererede. Her viser jeg hans værk ‘Synderinden’ fra 1926, der blev bortdømt under nazismen, men heldigvis bevaret. Motivet er netop synderinden, der blev tilgivet og oprejst af Jesus. For øjnene af de overrumplede herrer, hvor personen længst til højre er malet med et næsten karikeret semitisk fysiognomi, bøjer Jesus sig omsorgsfuldt ned mod kvinden, som med inderlig hengivenhed vender sit ansigt mod ham – og mod lyset. Maleriet hører hjemme på Berlins Nationalgalerie.

Ligesom Døberen vækker Jesus modstand: Den ene er for mørk og asketisk, den anden er for ubekymret, sådan som han åbenlyst byder syndere til fest med forbrødring om mad og vin. Iflg. Matt. 11 skælder Jesus ud på byerne Korazin, Betsajda og Kapernaum for deres apatiske og afvisende holdning. Kapernaum var direkte centrum for hans omfattende galilæiske virke. Hvorfor åbnede disse byer sig ikke? Hvordan skal vi forstå de lukkede hjerter? Går de og vi i dækning bag en kritisk distance for ikke at risikere at miste fodfæste? For ikke at overraskes og overvældes af det ukontrollable, forunderlige, generøse liv, som Jesus inviterer til? Men troen behøver som bekendt, at der findes en sprække. – Velkendt er den aronitiske velsignelses bøn “Herren velsigne dig og bevare dig”… Tør man dertil føje “Herren forbavse dig”…? Tør man være “forundringsparat”? Jesus karakteriserer de lukkede byers og hjerters kurs som en kurs mod dødsriget. Kan menneskers dødsstive klogskab lukke Gud og livet ude? Men “visdommen har fået ret ved sine gerninger”, siger Jesus. Heri må være den sprække, troen og håbet kan slippe ind igennem: Jesu hele nådefulde liv er den guddommelige visdoms livsomvæltende tegn, – og det sidste tegn har vi endnu ikke set…

Kunstneren Carsten Frank (f. 1954) har fx udstillet i Højskolehuset Emmaus i Haslev og er bl.a. skaber af Silkeborg Regionshospitals transportable altertavle. I 2019 malede han billedet ‘The Poor Blinded People’ som en skildring af menneskelig eksistens i et åndeligt mørke på vej mod døden. Hans torsoer af de tre mennesker på march er malet med inspiration fra Rudolf Tegners værk ‘De blinde fra Marrakesh’, med den alternative titel ‘Et ligtog’. Rudolf Tegners symbolistiske værk var hans sidste skulptur og blev efterladt ufærdigt. Tegner havde flere gange gjort studier i det muslimske folkeliv i Marokko, og her blev han vidne til en flok blinde, der under klagesang næsten som en fælles dødsmærket organisme bar en båre med en død kvinde til graven. Se billedet af Rudolf Tegners skulptur nederst i opslaget på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst til kirkeåret.

Carsten Frank har ramt det groteske og tragiske i sin betoning af de tre blindes mentale isolation. I den smukke udgivelse ‘Citroner om natten’, hvor jeg har fundet billedet, har Frank selv kommenteret: “Jeg maler os som formørkede blinde mennesker. Forkrampede ja næsten forstenede er vi blevet. Det er fordi, vi for længst har forladt både Gud og Fanden, og det ypperste, vi tror på, er penge og magt – os selv og kun os selv. Denne selviscenesættelse er en ensom og mørk vandring, hvor lys og håb er svære at få øje på.” Imidlertid har Carsten Frank omgivet sine figurer med “solskinsblå himmel”, og halvdelen af billedfladen er udfyldt af en klassicistisk smuk engel med udbredte vinger og højre hånd strakt frem mod de håbløse. Angiveligt tror Frank ikke på eksistensen af engle, men han må bruge englen som symbol: “både budbringer og selve håbet.”

Inspiration fra Rudolf Tegners nedenstående skulptur De blinde fra Marrakesh, 1949:

Konen, der råber op hos dommeren for at opnå retfærdighed, genkender vi fra lokalsamfundet, hvor der hver dag kæmpes mod fejlbehæftede skatte- og socialafgørelser, mod urimelige forsikringsvurderinger, mod ødelæggende kortsigtede kapitalinteresser… Og i den vide verdens mange rådne samfund må der kæmpes mod korruption, diskrimination og strukturel ulighed. Der må protesteres, demonstreres, udvises civil ulydighed og kæmpes! ‘Befrielsesteologien’ trådte i en periode til i Latinamerika for at redde undertrykte medmennesker – såvel som kirkens ære. Evangeliet – især i Lukas’ fortolkning – kan naturligvis tages til indtægt for kamp mod uretfærdighed i en misrøgtet verden. Jesu lille lignelse i Luk 18 om den uretfærdige dommer, der omsider gav en vedholdende enke ret for ikke selv at få tæsk, er et næsten morsomt forbillede for retfærdighedens bannerførere. – – Men anekdoten er jo som lignelse en appel til menigheden om vedholdende at bede til Gud “og ikke blive trætte”…“når de råber til ham dag og nat”, og tilsagnet er, at “Han vil skaffe dem ret og det snart”. Når nøden er størst, melder bønnen sig umiddelbart: “Hjælp mig, Gud!” Vi kan forestille os ordene læst i urkirkens situation med kristenforfølgelser, som jo stadig finder sted. – Selv kender vi dog alle oplevelsen af, at livet / skæbnen / Gud er uretfærdig, når modgang, sygdom og ulykke rammer hårdt. Jeg skal bide mig selv i tungen for ikke at kommentere min brave venindes lidelse og sorg med et “Hun havde fortjent bedre”… Vi må tage livtag med Gud, men vist ikke med vor vante retsfølelse som våben. Vi kan ikke bede Gud skaffe os ret uden samtidig at afstå fra at dømme om, hvad ret er – hos Gud. Som Søren Kirkegaard må vi finde “det opbyggelige, der ligger i den tanke, at mod Gud har vi altid uret.” I forhold til Gud må bønnen om retfærdighed gerne vige for en bøn om, at Gud vil lade nåde gå for ret. Ofte kan jeg takke for, at ikke retfærdighed, men det uretfærdigt gode sker, idet Gud velsigner og åbner ufortjente nye muligheder. Vi skal ikke lammes af modløshed men altid bede, ikke for at belære Gud om, hvad ret er, men for at modtage de muligheder, Gud åbner for os. Bønnen er vores stadige mulighed for at synke ind i en altomsluttende tillid til Gud.

Den færøske kunstner Sigrun Gunnarsdottir har i sin barndom modtaget dybe indtryk fra en from, bibellæsende og bedende bedstemor, og disse indtryk deler hun med os i sine originale, symbolistiske, ofte opbyggelige kunstværker. Et af kunstnerens billeder af bøn, malet 2002-06, zoomer ind på den gamles stærke, foldede hænder, malet så store at vi forstår, at hele hendes væsen her er samlet og faldet til ro i bønnen. Den enkle kulisse viser os, at bønnen er en dør i livets lodrette akse, mellem jord og himmel.

Med bolig på sandet grund tæt på Køge Bugt betaler jeg gerne mit bidrag til kystsikring med diger mod forventelig havvandsstigning. Bekymring og snusfornuft. Evangelieteksten fra Bjergprædikenens sidste afsnit i Matt. 7 udmaler katastrofen: “Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormen suste og slog ind mod det hus. Og det faldt, og dets fald er stort.” Men Jesu myndige ord i Matthæus’ dramatiske gengivelse handler jo ikke umiddelbart om klimakatastrofer og huspilotering. Det handler om menneskelivets eksistentielle og åndelige forankring – kontra overfladiskhed og illusioner. Handler om ikke at bygge på løgne om tilværelsen. Menneskers yndlingsforestilling om at leve et selvberoende, forudsigeligt liv, garneret med konventioner, krakelerer på et splitsekund, når krisen rammer: Det norske boligområde ved Drammen brændte, Jonas Vingegård styrtede, en sagesløs forbipasserende i Nørresundby blev skudt… Har vi nogen sinde fast grund under fødderne?

Ja, evangeliet tilbyder os, al usikkerhed til trods, åbenbart en tryg grund: “Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen.” Klippen, der urokkeligt bærer os gennem livets storme, hvor vi ofte traf forkerte valg og ser dødsrigets porte åbne sig, er tilsagnet om, at vi er og bliver i Skaberens hænder. Disse gode hænder kan give os en ny begyndelse, hinsides vores forventning. Som Guds billedmager hjælper Jesus vores åndelige forestillingskraft på vej med generøse billeder af den gudgivne virkelighed: den åbne faderfavn, festmåltidet, det spirekraftige frø, lyset som lyser hele verden op, osv. osv., her altså billedet af en urokkelig klippegrund under vores lille hjem.

På sin ydmyge måde er Ernst Zeuthen (1880-1938) også en billedskaber for Herren. I Gentofte Kirke ses hans maleri af en lysende Kristus, som vandrer på Genesaret Sø. Glødende solnedgange og brændende skibe er andre kendte Zeuthen-motiver. Denne nærmest symbolistiske kunstner malede spirituelt følsomme billeder, tangerende det mystiske. – Hans landskabsstudier er måske sjæleligt beslægtede med Cézannes utrættelige spirituelle studier af bjerget Mont Saint-Victoire i Provence. – Ernst Zeuthens karriere fandt ingen støtte i hans opvækst, men han malede altså mod alle odds, og en velynder forærede ham i 1910 en rejse til Italien, hvor han bl.a. inspireredes af landskabet ved Piediluco. Der mødte han den grønne ø, som siden blev fortolket i værker fra 1920 og 1930, hvoraf sidstnævnte, som er i privateje vises nedenfor. Zeuthen viser på baggrund af kvælende grå klippelandskaber og gråt vand denne frodigt grønne ø, der rejser sig som en åbenbaring og skaber grundlag for den trygt beliggende lille bygning på toppen. Maleriet er ikke primært et landskabsstudie, men en epifani, ja en vision af det gudgivne liv, som ikke falder for stormene. Billedet har jeg fundet i Vejle Kunstmuseums udgivelse ‘Den glemte maler Ernst Zeuthen’.

I Eigil Knuths store bog om Ernst Zeuthen finder jeg kunstnerens citater om “den vidunderlig beroligende grønne farve”, der ledte tankerne “helt tilbage til urtiden, da elementerne udskilte sig, og den grønne farve blev til som et af tilværelsens grundstoffer”… “Den grønne ø blev til inden i mig – der opstod den af skabelsens kaos som et digt til den grønne farves pris, den grønne farve, der har fået skikkelse af en ø. Øen er et produkt af min fantasi, den er et monument, som jeg har rejst for den grønne farve og for den kærlighed, jeg gennem den nærer til noget primitivt og værdifuldt i mig selv.”

Frygt ikke! I teksten fra Matt. 10 sender Jesus disciplene ud i verden med evangeliet, der skal prædikes fra tagene, ja råbes ud som et verdensomvæltende sejrsbudskab! Spredes skal fortællingen om den tro, det håb og den kærlighed, der er stærkere end døden. Jesus opmuntrer sine sagtmodige vidner til ubekymrethed og frygtløshed, selv når deres budskab vil være ilde hørt. Deres prædiken vil udfordre den gamle verden og ægge til blodige forfølgelser, men når disciplene er blevet missionærer, vil de vide, at Jesus selv blev offer for grusom forfølgelse, og at sejren dog var Guds.

Som den store sjælesørger beroliger og trøster Jesus: Gud hører, hvad der hviskes i mørket, han kender de grå hår, bevidner de bitre tårer. Intet er for småt, selv hos småspurvene er Gud til stede. “Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.” – Paradoksalt er det at læse om Guds nærvær i stort og småt i en verden, hvor katastrofer, krige og massakrer nu som dengang er dagens (u)orden. Vi får ikke noget svar på lidelsens problem.

Men vi får at vide, hvad det virkeligt frygtelige er: Helvede er det, som ødelægger mennesket indefra, fortærer sjælen, dræber Ånden. Jeg fortolker: Helvede er tilintetgørelsen af det moralske kompas, overgivelse til kynismen og ondskaben, spot mod det ultimativt værdifulde i livet, undsigelse af troen, håbet og kærligheden, afvisning af nådens mulighed.

Erik Heide, Laila Westergaard og andre store kirkekunstnere har flere gange brugt fugle som motiv. Inspireret af denne tekst om spurvene med budskabet, at intet liv er for småt, for kort eller for anonymt til Guds omsorg. Himlens fugle er også nævnt i Jesu advarsel mod at bekymre sig for fremtiden; fuglenes liv er i dag. – Endelig er fuglen i kirkens billeder og salmer også et symbol for menneskesjælen, der kan brede sine vinger ud, stige til himlen og lade sangen lyde. Når Erik Heide ofte smykker kirkegårde med stenskulpturer af fugle, som næsten trodser tyngdekraften, ligger vel heri en opløftende fortælling om mennesket som et sjæleligt væsen.

Her et eksempel fra kirkegården i Støvring, Rebild Kommune, hvor stelen med fuglen samler opmærksomheden over fællesgraven, de ukendtes gravsted. Også ‘de ukendte’ er kendt og kaldt ved navn i Gus rige. “Der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt”. Foto: Claus Jensen.