9. sønd. efter trinitatis, 2. rk. …”hvor jeres skat er, der vil også jeres hjerte være”

I Luk 12 læses opfordringen til frygtløst at give, give, give… Kristne er i princippet ikke ejere, men forvaltere. “Sælg jeres ejendele og giv almisse”.  – “Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.”  – Vi hører formentlig til dem, der har fået mest betroet, og det gælder ikke kun på det pekuniære område. – Teksten viser, hvordan etikken i urkirken skærpedes af forventningen om Herrens snarlige tilbagekomst, men også uden den eskatologiske forventning om den gamle verdens nærtforestående undergang må kristne leve i bevidstheden om, at livet er en betroet gave, som man står til regnskab for. Velfærdssamfund eller ej: kirken har en diakonal opgave og må vedkende sig et ansvar for, at goderne deles også globalt. Ingen kirke uden en indsamlingsbøsse “til de fattige” (eller til menighedsplejen). Ingen sand kirke uden hjerte for de svage.

Men kirkens billedkunst? I nyere tid er kirkekunsten heldigvis ikke et udstillingsvindue for social godgørenhed. Vi har ingen helgener, om end Frans af Assisi stadig har en høj stjerne også blandt protestanter. Anskueliggørelse af den sociale nød ser heller ikke ud til at være et anliggende for den aktuelle kirkekunst, især ikke hvis den lugter af partipolitik; konkrete politiske dagsordener i danske kirkeudsmykninger afføder voldsomt røre.

Jeg må træde uden for kirkerummet for at finde helligdagens kunstværk:

2018senest Jens Galchiøt Avispigen, Silkeborg, nettet 14884

Uden for en guldsmedebutik på et butiksstrøg i Silkeborg står den appellerende skulptur “Avispigen”. Hun er beskyttet af sin hund, mens hun – som 1600 andre hjemløse og socialt udsatte danskere – sælger avisen “Hus Forbi”. Bronzeskulpturen er skabt af den uomgængelige kunstner Jens Galschiøt (f. 1954), som motiveres af et aldrig hvilende blik for verdens ulighed og uretfærdighed.

8. sønd. e. trin., 2. rk. Bæredygtighed

I Matt. 7 finder vi Jesu lignelse om “hus på klippen” og “hus på sand” som svar på spørgsmålet om frelse. Lignelsen er en replik i en samtale med mennesker, som (kun?) har religion i munden. Kriteriet for at have fast grund under fødderne er ikke at kunne de rigtige ord, men om man “hører disse ord og handler efter dem”, kriteriet er altså tro og kærlighed. Alene tro og kærlighed har evig bæredygtighed. Vi kender klippen som symbol for Kristi evangelium og kirken (Peter). Klippegrunden er et metafysisk billede på en åndelig virkeliggørelse af tro og kærlighed.

Allerede på baggrund af  Israels geografi taler lignelsen imidlertid stærkt med konkrete associationer, idet store nedbørsmængder på Jerusalems bjergplateau kan oversvømme tørre dagstrøg og rive alt levende med sig med dødbringende pludselighed.

2005 Hanefelt Huset på klippen Picture1

Biskop Søren Lodberg Hvas og maler Esben 
Hanefelt Kristensens smukke 'Bogen om 
Jesu lignelser' fra 2005 har fortolket 
også denne lignelse om huset på sand 
og huset på klippegrund.

Esben Hanefelts dekorativt stiliserende fortællestil formidler med kolde, sortblå farver teksten om menneskers forfejlede byggeri og undergangen: “Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.”  Nutidens alarmerende erfaringer af tsunamier og klimakatastrofer lader billedet flyde sammen med forfærdelige pressefotos og fremskrivninger af forventelige problemer med vandstigninger. Vi ved jo alt for godt, at vi globalt set ikke lever bæredygtigt… Den grønne eng med huset på klippegrund har Hanefelt modsvarende malet i varmere farver og indsat i billedet som et drømmesyn med en fåreflok, der symboliserer Guds riges frelste menighed. Det er en vision af den tro og den kærlighed, der ene af alt rækker ud over vores fælles visse død; et billede på noget åndeligt. Ja, men forbinder den åndelige vision sig ikke også med en nødvendig konkret vision for denne jord? Den frelsende tro og kærlighed må udfoldes på denne jord som en ansvarlig kærlighed til det gode skaberværk og dets mangfoldige levevæsener. Der, hvor vi står nu, må vi omsider kunne se, at åndelig bæredygtighed ikke kan skilles fra den konkrete.

7. søndag efter trinitatis, 2. rk.

Frygt ikke! Evangeliet hos Mattæus lover tilhørerne modgang, men lyser fred i modgangen. Den ængstede trøstes med, at hans eller hendes smerte er set. Kristus selv har fragtet kærligheden gennem ingenmandslandets mørke og derfra givet løftet om, at ingen lidende skabning er uset, efterladt eller tabt. Ingen skabning er ubetydelig. – Tør vi gentage det for diktaturstaters fanger, mishandlede flygtninge, senile uden aktive pårørende…? Og hvad med de misbrugte dyr? Evangeliet protesterer mod den knusende glemsel. “Der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt….  Sælges ikke to spurve for en skilling ? Og ikke en af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.”- Den græske grundtekst i Matt 10,28 siger det i al gådefuld korthed: “Ingen dør, uden Gud”. – 

Hejnsvig csm_2004.09_-_Kendt_af_Gud2_9ae95c4d6b

Det er ikke bare en kliche, når vi i sten på kirkegårdes afdeling for ‘ukendte’ – som her i Hejnsvig – mejsler indskriften: Kendt af Gud.

1917-1925 fritz-syberg-to-boern-begraver-en-fugl-1925

Fynbomaleren Fritz Sybergs (d. 1939) velkendte maleri “To børn begraver en fugl” 1917-1925 tolkes gerne sådan, at det indirekte handler om børnenes afsked med deres mor. Børnenes andægtige alvor er skildret med tyngde. Børnenes mor, malerinden Anna Syberg, døde i 1914 af en galdestensoperation – kun 8 mdr. efter fødslen af parrets 7. barn. – Kunstnergemalen havde foreviget hende bl.a. som model for illustrationerne til H.C. Andersens “Historien om en moder”. Døden havde tidligt hærget i hans egen livshistorie, MEN han syntes utrætteligt at bekræfte livet i kunsten, naturen og familien. – Omkring Annas død havde Fritz Syberg i nogle år lagt oliemalingen væk, men Annas søster Marie, som han efterfølgende giftede sig med, opmuntrede ham heldigvis til at genoptage oliemaleriet, bl.a. altså i dette store maleri af børnene Franz og Rabbe i Pilegårdens have. Det impressionistiske billedes flammende høstfarver med sollysets skin over børnenes hår er som en forkyndelse af, at “på jer er selv alle hovedhår talt”. Fritz Syberg havde maleriet hængende i sin egen stue – sammen med et maleri af en afdød, stor datter. Det tilhører nu Johannes Larsen Museet i Kerteminde.

 

6. søndag efter trinitatis, 2. rk

1912 Poul Steffensen, Jesus og den rige yngling, Åsum Kirke Odense (opr. tiltænkt Ferring Kirke som alterbillede, Nat Mus Saml. 1280Den nøgne sandhed.

Fortællingen om ‘den rige unge mand’ kan gøre læseren svimmel. Den forudgående gammeltestamentlige læsning af de ti bud lægger op til en konkretisering af etikken. Evangeliets unge mand har gode intentioner for sit etisk-religiøse liv og søger råd, hvor der er råd at få. Han har en idealistisk drøm om religiøs konsekvens. Vi kan måske spejle os i ham – uden tvivl også når han konfronteres med sin offerviljes grænse: Han vil ikke give hele sin formue til de fattige; han “gik bedrøvet bort, for han var meget velhavende”. Selverkendelsens grelle lys rammer nu også disciplene, der dog har forladt meget for at følge Jesus: “Hvem kan så blive frelst?” – Og så vendes der op og ned på virkeligheden med tekstens afsluttende Jesusord, der funkler som en diamant, hvor alt andet smuldrer: “For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.”
Motivet er sjældent i dansk kirkekunst. Og hvordan skulle det kunne males idag? At skildre ‘den rige unge mand’ i dagens nutid ville være at opsætte et spejl. Det nyeste billede af motivet, jeg har fundet i en dansk kirke, er næsten 100 år gammelt: Her ses den noget lamslåede, velklædte unge mand i profil, mens den frontalt stående Kristus behersker scenen med sin inkluderende gestik: Han rækker sin venstre arm ud mod den rige unge mand og den højre mod de fattige i baggrunden. Rigdommen skal deles af hensyn til de fattige, ikke med sigte på selv at blive perfekt. Billedet er malet 1912 af Poul Steffensen og placeret i koret i Åsum Kirke ved Odense. Det var opr. tænkt som altertavle til Ferring Kirke. Poul Steffensen (1866-1923) var landskabsmaler og efterspurgt illustrator, men malede også udsmykninger til ni danske kirker spredt i landet.

Femte søndag efter trinitatis, 2. rk.

“Du er Kristus, den levende Guds Søn”.1915 Niels Larsen Stevns Du er Kristus, den levende Guds Søn, Randers kunstmuseum, skitse til Vammen Kirkes altertavle Picture1

“Du er Kristus, den levende Guds Søn”, hedder Niels Larsen Stevns’ skitse fra 1915, nu på Randers Kunstmuseum. – I området ved Cæsarea Filippi finder denne afgørende samtale mellem Jesus og disciplene sted: Mesteren spørger dem, hvad de hører folk kalde ham? Der er forskellige svar. – Men hvad kalder de ham selv, de som jo kender ham?? Dette direkte spørgsmål får disciplene til at tøve lidt. Men ikke Peter: Han retter sig, træder lidt frem, løfter hånden – og erklærer, at Jesus er Kristus, Messias, Guds Søn! Nu er det sagt. Et vendepunkt, som iflg. Markus straks kommer til at udløse den svære samtale om lidelsen. Her læser vi imidlertid Matthæus’ særlige version (Mat. 16), hvor bekendelsen fejres: Jesus priser Peter og hans bekendelse salig, inspireret af Gud. Denne bekendelse kan der bygges kirke på. Ja, det er netop den kristne kirkes bekendelsesgrundlag.
Niels Larsen Stevns har arbejdet med motivet i flere år fra 1909 og frem. Ved at klæde Jesus i rødt og give ham lysende glorie har maleren selv formuleret Kristusbekendelsen. Han indfanger en levende og spændingsfyldt situation med nuancer i kropsholdninger og udtryk som et psykologisk troværdigt øjebliksbillede. Stevns havde bl.a. overvejet motivet som en af mulighederne til en ny altertavle i Vammen Kirke, men opgaven i Vammen endte med at tilfalde en mindre kunstner, og Stevns’ skitse tilhører nu Randers Kunstmuseum. Niels Larsen Stevns (1864-1941) var noget så sjældent som en epokegørende modernistisk kunstner med en kristen forståelse; men gentagne gange kom hans vedkommende fortolkninger af bibelske scener til at hænge på kunstmuseer i stedet for i kirker, hvor man vel foretrak en mere konventionel udsmykning. Berømt er Larsen Stevns oliemaleri: “Vig bag mig”, hvor konflikten mellem Peter og Jesus om lidelsens nødvendighed er indfanget som motiv. Dette eksistentielle drama tilhører Sorø Kunstmuseum.

1910-11 Niels Larsen Stevns Vig bag mig Satan Sorø Kunstmuseum