Kunst til kirkeåret, 24. sø. e. tri., 2. rk. – “Gået over fra døden til livet”

Forud for teksten fra Joh. kap. 5 har vi historien om, at Jesus helbredte manden, som på 37. år lå syg ved Betesda Dam, en hos lovtro jøder ildeset handling, fordi den fandt sted på en sabbat. Konflikten trækkes op: Sabbatsregler eller den syges befrielse, lovlydighed eller menneskekærlighed, dødsmagt eller oplivelse? Dialogkaffe med modstanderne er næppe længere mulig, da Jesus nu forsvarer sin handling med, at han handler som Gud selv: ”Min Fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.” Guds skabende virke fandt ikke bare sted ved tidernes morgen, men nu og altid, og tydeligst her hvor Jesus virker med Guds hånd og taler Guds ord. – I grunden er det Johannesevangeliets hele anliggende at tydeliggøre Jesu guddommelige fuldmagt: Gud elsker sin søn og lader ham række den ubegribelige kærlighed videre.

Og dommen? Lovtro jøder gjorde sig vel umage med budene for at bestå for Guds dom, men alting skælver, når Jesus tilmed står med domsmagten: ”han [Faderen] har givet ham [sønnen] magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn”. ”Menneskesøn” er her at forstå som en titel med mytisk vælde. Som dommer er Jesus anarkistisk og revolutionerende ved samtidig at stå som skyldiges forsvarer: han, som bad om tilgivelse for sine bødler. – For et nutidigt menneske med bevidsthed om at have Gud som instans i sit liv, opleves dommen, ‘dommedag’, måske som en selvkritisk refleksion i dagligdagen, en samvittighedens seriøse stemme. At denne ’dommedag’ ikke er ubærlig, har sin grund i troen på, i håbet om, tilgivelsen hos en mild dommer.

I sit klimaks kredser teksten om død og opstandelse: ”ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende, han vil”. Guds væsen tolkes som skabende, nyskabende, livgivende kraft, som med Løgstrups ord kan kaldes ’magten til at være til i det, som er’ – trods synd og død. Når vi ikke mere behøver at lammes af frygt for hverken dom eller død, er vi allerede ”gået over fra døden til livet”. Her har vi Johannes’ særlige formulering af ’præsentisk teologi’, som vi håbefuldt kan modtage som et tilsagn, og som også må invitere os til at reflektere over vores erfaringer af at blive gjort levende.

Det valgte billede er Trondur Paturssons sortgrønne og lysende blå glasmaleri ”Opstandelse”, som findes i Vrå Kirke. Det blev udført i 2011 og efter en skade igen i 2013. Billedets nedre del ser truende ud med skarpe, sorte skær. Opstandelsens baggrund er ikke en harmløs verden. Den opstandnes skikkelse synes nutidig, men er ikke helt defineret, og det flertydige kan ses som en kvalitet ved værket: Er den opstandne Kristus, der kommer os i møde? eller går foran os? Eller er det et menneske som dig og mig, der kaldes ud af mørket og går mod lyset? En døds opstandelse – eller en hverdagsagtig erfaring af livgivende hjælp til at gå videre? Foto: Claus Jensen.

Tillykke med fødselsdagen, Stig Weye!

Stort tillykke til billedkunstner Stig Weye, som fylder 80!
Stig Weye er en autodidakt kunstner med finurlige, farvestærke malerier, som appellerer til vores fantasi og refleksion. I kirkelig sammenhæng er Weye navnlig kendt for sin store, debatskabende anskueliggørelse af trosbekendelsen i Grindsted Kirke.
Stig Weye udstiller bl.a. på Galleri Emmaus i Haslev.
Her viser jeg hans maleri fra Svejbæk-Sejs, som er et fascinerende mytisk verdensbillede med titlen “Gik alle konger frem på rad”. Billedet udfordrer vores fortolkning, hvor fixpunktet måske kan være Livets træ med Maria og barnet, som ses øverst i billedet, – “Og Himlen svare Amen”.
Billedet er malet i år 2000 og fotograferet af Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 23. søndag efter trinitatis, 2. rk. – Hun gav af sin fattigdom

Indsamlinger udfordrer os. Hver søndag samler kirken ind, nu fx til julehjælp, der har stigende ansøgertal. Ved forårstid har Folkekirkens Nødhjælp indsamlingsbøsserne klar. Tager man der en runde med bøssen og mobilepaynummeret, har man chancen for at lære noget om mennesker: måske at der på eksklusive adresser med dyre biler kan være relativt mange nej-sigere, – som jo hver for sig kan have deres grunde, – mens der i boligområder med beskedne forhold ofte er stor offervilje. Jeg bliver varm om hjertet ved tanken på små, gamle damer, der nok kunne være længe om at få åbnet døren, men så faktisk havde en pengeseddel liggende klar og tilmed takkede for, at der blev samlet ind. Måske er disse ældste årgange bevægede af egne erfaringer fra nøjsomme tiders svære mangelsituationer, som trods alt ligger nutidens Danmark fjernt. Jeg skal ikke underholde med, hvor uhyre lidt eksempelvis min mor i sin tid måtte klare sig med. Det, som jeg har lyst til at fortælle om, er ikke hendes fattigdom, men derimod hendes indlevelsesevne, der mod mange odds forhindrede hende i at være nærig. Offervilje bæres af evnen til at leve sig ind i andres situation og glæde sig ved forestillingen om forandring til det bedre. Jeg husker fra min barndom en specifik situation, hvor der blev samlet tøj og sager i kasser til flygtninge. Mor kunne da hos sine unger skabe billeder af de udsatte og helt ubemidlede mennesker, som indsamlingen gjaldt. Vi blev så at sige tændt af medfølelse og oplivede af forestillingen om modtagerens glæde ved hjælpen, og jeg listede et af mine egne stykker legetøj i kassen. Børns naturlige glæde ved at glæde andre kan man som voksen værne om – eller det modsatte.

I dagens tekst fra Mark. kap. 12, som engang kaldtes ”enkens skærv”, sidder Jesus på tempelpladsen og fremhæver den fattige enke, som med sine småpenge ”har givet mere end alle andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.” – Vi ser som så ofte i evangelierne, at den guddommelige målestok er en helt anden end den, der gælder verdens kalkuler. I evangeliet måles alt med kærlighedens alen. – Modbilledet i teksten er en nærmest satirisk beskrivelse af en grådig religiøs elite, som alt andet end selvforglemmende udfører statusgivende fromme handlinger for et syns skyld. Det er ikke vanskeligt at drage paralleller til nutiden, hvor religiøse gebærder og erklæringer også kan være magtpolitiske reklamenumre, der går hånd i hånd med social uretfærdighed. – Men tilbage til det gode eksempel: den gavmilde, fattige enke: Hun lyser for os med sin hengivenhed og tillid til den fremtid, som Gud vil give hende, hun lyser med sin kærlighed, og vi lader hendes billede stå et øjeblik. – Men snart dukker vores ’jamen’ op: Jamen hvor er det dog uforsigtigt og problemskabende, hvis enker uden sikkerhedsnet sådan giver det sidste væk! Får det ikke samfundsordenen til at gå yderligere i opløsning? Med vores rationelle ’jamen’ går vi i dialog med teksten. Og hvad svarer teksten så tilbage? Teksten svarer denne gang, som hver gang, med evangeliet om Jesus selv, der vedholdende levede sig ind i medmenneskers situation, glædede sig ved at skabe forandringer til det bedre, handlede uden personligt sikkerhedsnet i tillid til den fremtid, Gud ville give. Hans eneste mål og målestok var kærlighed. I kærlighed gav han sig selv, også for os med de grumsede kalkuler og al vores ’jamen’…

Der er i kirkerne mange gamle indsamlingsbøsser og antikke ’kirkeblokke’ med tunge låse og malede motiver, undertiden med den fattige Lazarus, som sidder på jorden med hundene. Også på kirkevægge findes malerier med appel til gavmildhed. I Skt. Peders Kirke i Næstved findes et maleri, malet i 1633, af den generaliserede arme siddende næsten nøgen med sin stok i den ene hånd og en skål i den anden. Se nederst i opslaget.

Vores gode eksempel, den gavmilde, fattige enke, har fået sit helt eget, værdige monument uden for Johanneskirken i Aarhus i form af Elias Ølsgaards bronzeskulptur fra 1957. Alvorlig og beslutsom bøjer den magre kvinde sig frem med sine sidste mønter. Kunstneren boede som barn i Kollerup ved Jelling, og hans manende skulptur udførtes første gang i 1953 til Kollerup Kirke. Efter akademiuddannelsen virkede Elias R. Ølsgaard (1873-1964) det meste af sit liv i Aarhus og prægede byens offentlige rum med en stor mængde klassisk naturalistiske værker, især portrætbuster. – Foto: Claus Jensen.

Nedenfor maleri fra 1633 fra Skt. Peders Kirke i Næstved med billede af både kirken og den fattige tigger. Foto: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, Alle helgens dag 2026

Mon ikke bjergprædikenen Matt. kap 5-7 er verdens mest berømte tale? Med sit nye perspektiv og dybt evangeliske etik bringer talen os en vision for mennesker, som efterfølgende årtusinder ikke har kunnet fordunkle. Som lysende fakler i front står de poetiske, prægnante og paradoksale saligprisninger: Jesus kalder sine elendige tilhørere, disse nødstedte, fattige, sørgende, retfærdighedshungrende mennesker for salige, ja lykkelige! ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes”…. Ordene er virkelighedsforvandlende. Her bliver mennesker set med et guddommeligt blik, som omdefinerer begrebet om, hvad et vellykket menneskeliv overhovedet er: sorgfuldt, sagtmodigt, barmhjertigt, rent af hjertet, fredsstiftende – og ja, forfulgt! ”Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. – Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer…, for jeres løn er stor i himlene”.  Jesus taler det største håb ind i menneskers liv. Ellers udsigtsløse eksistenser finder ikke bare medynk og trøst, men løftes op over elendigheden med en ny værdighed, med tilsagn om oprejsning i Guds nærhed. Og det er så disse sårbare mennesker, som suverænt skal tage den opgave på sig at bære det himmelske håb ud i verden og være verdens salt og lys: som rensende saltkrystaller afværge verdens råddenskab, som lys på en høj stage lyse alverden op: ”Således skal jeres lys skinne for menneskene”. – I dag må vi sammen i kirken takke for dem, der som salt og lys bragte håb også til os. Og vi får opgaven at bære lidt af renfærdigheden og lyset videre og dele det fælles håb.

At forfølgelser blev den historiske virkelighed fx i Lilleasien under kejser Domitian, ved vi jo. Med baggrund i kristenforfølgelser – eller frygt for samme – advarer forfatteren til Johannes’ Åbenbaring o. år 90 mod at gå på kompromis med de politiske rovdyr. På sine syners store lærred udmaler Johannes sine harmdirrende forventninger i surreelle, mytiske tableauer, som ikke er for børn. Pointen er at give modstandskraft til generationer, der skal gå meget ondt igennem. Åbenbaringsbogen er så absurd voldsom, at den kan måle sig med historiens mest ufattelige grusomheder. – MEN så sker det endelig i kap. 21: Håbet indtager scenen, her som talt ud af de trøsterige saligprisninger i Jesu bjergprædiken. I bibelens sidste kapitler findes dens smukkeste tekst: en ophøjet vision af definitiv trøst, fred, lykke, kærlighed og tilbedelse, fuldbyrdelsen af det store håb: ”Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.”

Teksten sammenligner menigheden med en smykket brud, og i kap. 7 beskrives menigheden som “den store, hvide flok”. Apokalypsens tekst har sammen med Brorsons ekstatiske sejrshymne inspireret flere danske kunstnere til at binde an med motivet. Mest kendt er uden tvivl Joakim Skovgaards store billede af den store, hvide flok, som lyser i Viborg Domkirkes kor. Johannes Kragh (1870-1946) var også en værdsat og meget benyttet kirkekunstner, inspireret af Joakim Skovgaards monumentale stil. Allerede i 1899 malede Kragh sin udsmykning i Sions Kirke Kbh. , hvor vi ser den hvide og blide flok med palmegrene, skildret med lykkelige gensyn og indbyrdes samtaler. Foto: Jakob Topsøe.

Kunst til kirkeåret, 21. sø. e. tri. 2. rk. – Den håbefulde gartner.

Vingårde, frugttræer og gartnere er åbenbart næsten uudtømmelige inspirationskilder for den store billedskaber, og disse vegetationslignelser finder vi umiddelbart forståelige hen over historiske og kulturelle afstande. Nu den sidste søndag før Alle helgens dag skal vi så høre kirkeårets sidste vingårdslignelse. Den indgår i teksten fra Luk. kap. 13, som overordnet er et kald til omvendelse. ”Omvendelse” er et begreb som (også) mange nutidsmennesker har det svært med, bl.a. af historiske grunde, så vi skal måske begynde med at omvende glosen ”omvende”, så vi siger ”vende om” og tænker på plantevæksten, der må vende sig om mod lyset for at leve og blomstre og bære frugt: Vi skal vende os mod det lys, som er Kristus, for at lade dette lys gennemtrænge og definere vores liv i tid og evighed.

Det betyder desværre ikke, at noget forfærdeligt ikke kan ramme os i tiden. Teksten lader os overvære en samtale med Jesus om ulykkelige begivenheder, som alle i hans samtid taler om, hvor en gruppe mennesker er ofre for en despotisk herskers blodsudgydelser, en anden gruppe er knust under et sammenstyrtet tårn. Pårørende råber til himlen: Hvorfor? Sådan som mennesker alle steder råber, når blinde tragedier rammer: Hvorfor? Jesus besvarer ikke menneskers uudryddelige spørgsmål om mening med det meningsløse. Hvad han derimod gør, er at slå fast, at ulykker IKKE er en afregning for begåede synder: ”Mener I, at de har større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg”… Den samme afvisning af sammenhæng mellem skæbne og synd finder vi i Joh. kap. 9, hvor Jesus taler med sine disciple om en blindfødt: ”Hverken han selv eller hans forældre har syndet”… Imod tidsånden modgår Jesus altså konsekvent tendensen til at se på hændelige ulykkestilfælde og handicaps som guddommelig afregning. Det er hjælp, medfølelse og trøst, vi skal møde de ramte med, ikke anklager, som bærer sten til byrden.

Tilbage til vingården: Her ærgrer vingårdsejeren sig over et figentræ, som i årevis ikke har båret frugt: ”I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om!” Men her går vingårdsejerens gartner i forbøn for det unyttige træ: ”Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og giver det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.” Der er bred bibelsk tradition for en metaforik, som omtaler Skaberen som vingårdsejer og Guds folk eller det enkelte menneske som frugttræet, der skal vurderes på sine gode, dårlige eller manglende frugter. Men hurra! Den nye pointe i vores lignelse er, at vingårdsejeren har en gartner, som er Jesus, og at gartneren lægger sig imellem med sin forbøn for det skuffende frugttræ. Han vil hellere hjælpe og vande træet end straks opgive det og skride til fældning, til domfældelse. Dette billede af den tålmodigt omsorgsfulde gartner må være er et af bibelens fineste og mest bevægende Jesusbilleder. Tænk, at vi ikke bare håber for os selv, men at Jesus håber og kæmper for os, allermest når vi selv har opgivet håbet.

Til helligdagen har jeg valgt et stærkt kunstværk fra 1940 af Emil Nolde med titlen “Den store gartner”. Som jo allerede titlen viser, er billedet med sine proportioner og sin overraskende beskæring et mytisk portræt af den guddommelige gartner: skaber, frelser, opretholder. Farvernes intensitet er i sig selv en prædiken: Ud af den natblå himmels baggrund træder den store gartner os helt nær. Han er skildret med et ældet menneskes ansigt, hærget af sorg og lidelse, men selvforglemmende i inderlig opmærksomhed, ja ømhed, for den enkelte plante, hvis blomstring ligger ham på sinde. Og hvilken blomstring! Den plante, som han rører ved og drager lodret op mod lyset, kommer til at stråle med en forunderlig glød. Maleriet, som hænger på museum Sprengel i Hannover, er gengivet i Noldes selvbiografi.