Forfatter: birgittebech

Der er vidunderlig poesi i nyudgivelsen ”151 Salmer”: der er klange af menneskers åndelige længsel, håb, taknemmelig, tvivl, sorg…. Her finder vi autentiske og nutidige udtryk, og tak for dem! – Men ikke vældig mange af salmerne skriver eksplicit, med navns nævnelse, om Jesus Kristus. Er det blevet for svært at spørge, som K. L. Aastrup i besættelsesårene gjorde i sin ungdomssalme: ”Hvad mener I om Kristus, hvis Søn er han?”  

Der er unægtelig gennem årene bragt kataloger af svar: Mirjams søn Joshua var tømreren fra Nazaret, healeren, en af mange nyfortolkere af jødedommen, en karismatisk vandreprædikant, en radikal etisk lærer, en glødende apokalyptisk profet, en social oprører, en viis hellenistisk filosof, en gæst fra det ydre rum, en avatar, en arketype, et symbol …  Vi har vores trosbekendelse og står oven på en årtusindgammel tradition, men det mytiske sprog ligger os måske ikke lige på tungen, og vi kan muligvis være lige så forvirrede som disciplene, da de o. år 30, iflg. Matt. 16 blev stillet over for spørgsmålet: ”Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?” -Vi kan jo begynde med at falde i undren over, om – og hvorfor – Jesus helst talte om sig selv i 3. person med benævnelsen ”Menneskesønnen?”, og hvorfor han belagde bekendelsen med en (foreløbig?) tavshedsklausul? Vores svar vil uvægerligt indeholde en stillingtagen til hans autoritet og absolutte sandhedskrav – og i samme åndedrag måske til kirkens.

Hver kultur har sin forforståelse, og for jøder på Jesu tid stod nogle kategorier og titler til rådighed, som disciplene kunne gribe. Iflg. teksten er Simon Peter den første til at krone Jesus med benævnelsen Messias (=Kristus), den salvede, en titel, der bærer håb om alverdens herlighed. Jesus anerkender Peters inspirerede trosudsagn: ”Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig”… og betror sin dristige bekender forkynderens store opgave, MEN missionen er ikke magtens, missionen er opofrelsens! Samtalen skifter spor til den for Peter højst uvelkomne forudsigelse af Jesu lidelse og død. Det er altså ikke magtens triumf, men selvhengivelsens paradoksale triumf, der er i sigte for Kristus, for Peter – og for kirken. Kirken har altid måttet vandre langs skellet mellem verdslig magt og åndelig styrke. Førstnævnte korrumperer og forfalder, som al erfaring viser, sidstnævnte må til alle tider håbe på Guds nåde, modtaget i frihed.

Til denne søndag vælger jeg et paradoksalt værk af portræt- og kirkekunstner Benjamin Abana, f. 1982. Abanas maleri viser på blodrød baggrund den forslåede menneskesøn i profil. Jesus er af den verdslige magts bødler kronet med torturens satiriske tornekrone og bærer udtryk af lidelse, men også af værdighed og fred. Øverst har kunstneren ladet hans ånd krone med en himmelsk krone, der får hele maleriet til at lyse gyldent. Himmelens bekræftelse får det sidste ord. Abana har kaldt sit værk: “Det er fuldbragt”.

Tænk, at Jesu lignelse fra Luk. 15 om ‘den fortabte søn’ først kom med i 2. tekstrække! Nu er den formentlig opbyggelseshalvårets yndlingstekst. – Hvordan prædikes der så? Kirken har mange gode grunde til at prædike for den hjemmeværende, ældste søn, der nok har prøvet at opføre sig ordentligt og har klart blik for uretfærdigheden dér, hvor der svines med værdierne. Når vi er selvretfærdige, har evangeliet også bud til os: “Mit barn, du er altid hos mig”…. –

Inspireret af Arne Haugen Sørensens maleri vælger jeg imidlertid i dag at juble over den yngste søns hjemkomst. Angerfuld eller ej bliver han modtaget med åbne arme ved sit hjem. Hovedpersonen er og bliver den tilgivende fader, der griber sønnen med en ømhed, som er større end sorgen endsige vreden, – og holder fest: “Min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.” Den hjemvendte er genkendt – i maleriet også af hunden. Lyset stråler sønnen i møde fra hjemmets vinduer og åbne dør. HJEMME! Ordet rører de dybeste lag i vort hjerte, vores inderste længsel, vores sorg over livets brud, vores skam og skyld ved ansvaret for, at relationer gik i stykker, og idealer blev svigtet. – I vores kultur er utallige fortællinger, hjertegribende romaner og spillefilm tilsvarende bygget over ud-hjem-ud-skemaet, hvor tårerne triller over slutscenen med det længe ventede gensyn, hvor alt bringes på plads ved den forsoning, man næppe kunne håbe på. – Vi forstår, at hjemkomst også handler om et menneskes eksistentielle rejse mod sig selv, væk fra fremmedgørelse og flugt, frem mod selverkendelse og uvisneligt håb om at blive det menneske, man var bestemt til at være. – Tænk, at mulighedernes store Gud vil løfte ego-dødvægten af vores skuldre! At hans kærlighed har kraft til at gøre det!

Arne Haugen Sørensen har adskillige fremstillinger af den fortabte søns hjemkomst. Hans fortolkning af biblen er det autentiske kunstnersubjekts, hvor han maler, hvad der for ham selv er eksistentielt uomgængeligt, – og vel derfor også appellerer til mange af os andre. I den enorme vægdekoration fra 2017, ‘Den store fortælling’, i Aarhus Valgmenighedskirke, finder vi hjemkomsten i højre side. Hele det komplekse maleri er bygget omkring linjen mellem dørene. Vi læser den store historie om Gud og mennesker fra venstre til højre: I venstre side strømmer lyset ud fra paradisets dør: Syndefaldet har ført til uddrivelse og paradistab for mennesker, der søgte deres eget, – men intet sted i den fremmedgjorte verden har Guds lys alligevel sluppet mennesker. Centralt i maleriet ser vi Kristusbegivenheden, hvor himmelen åbner sin store dør over Jesus ved hans dåb med Helligånden. Og så i højre side modtages mennesket hinsides mørket ved Guds lysende døråbning; det kommer hjem! Arne Haugen Sørensen har forklaret, at huset med hjemkomstens dør ikke er malet perspektivisk, men todimensionelt fordi mennesket her bydes velkommen i en evig bolig hinsides rum og tid. Billederne er hentet i den righoldige udgivelse “Den store fortælling”.

For år tilbage indledte jeg et nyt livsafsnit med flytning til et nyt hjem. Et uvurderligt vennepar kom på besøg med indflyttergaven brød og salt. Dengang vidste jeg faktisk ikke, at det var god, gammel skik at indvie et nyt hjem med netop brød og salt, men en lille højtid blev det. Brødet spiste vi umiddelbart, saltet måtte jeg tænke over. Med saltet udtrykkes ønsket om vedvarende gode dage. Salt er fhv. uforgængeligt, men på den anden side ikke noget værd, hvis det ikke bruges; det skal ikke snavses til, men det skal heller ikke forblive i skabet, det skal anvendes – for at rense, for at give maden karakter eller for at bevare den. For oldtidens mennesker i et varmt Mellemøsten må en bunke hengemt fisk eller kød uden salt svare til en nutidig oplevelse af en fuld kummefryser efter langvarig strømafbrydelse.

I dagens evangelietekst fra Luk. 14 sammenlignes en discipels troskab med salt. Med meget strenge ord stiller Jesus her i udsigt, at der kommer valgsituationer, hvor det er fristende at give op, men som hans discipel må man holde ud og “give afkald på sit eget”. Som salt skal troen omsættes og tjene livet, ikke bare opbevares hengemt i kirken, men tjene – som den gode ånd i hjem, på arbejde og i samfundsliv. Vi kan ikke altid redde den hyggelige stemning og vores eget skind med kompromiser og konsensus. Mennesker risikerer at korrumperes som gammel fisk uden saltning, hvis de ikke finder mod til at sige til eller fra. Dyb respekt for kristne, der bekender kulør og holder kirke trods forfølgelse og chikane. Dyb respekt for Danmarks indvandrede unge, der kæmper for demokrati trods klansamfunds anderledes normer. Dyb respekt for værnepligtige ukrainske mænd, der ikke flygter ud af landet, selvom de naturligvis er bange. Dyb respekt for Læger uden grænser, der bliver på posten, – og for resten også for danske læger, der nægter at blive håndlangere for statsautoriseret aktiv dødshjælp. Dyb respekt for danske erhvervsfolk, der nægter at bestikke sig genvej til forretninger i udlandet… Dyb respekt og tak for dem, der alle steder er “jordens salt og verdens lys”.

Tænker jeg tilbage på det hjem, der i sin tid så løfterigt blev indviet med brød og salt, med datidens gode forsætter, så melder erkendelsen sig, at det alligevel aldrig – med tekstens billede – ret lykkedes at “bygge et tårn færdigt” – endsige selv være noget åndeligt fyrtårn. For hvornår “søgte jeg ikke mit eget”? – Men når mit salt har “mistet sin kraft”, må jeg tro på, at der er mere at hente, hvor det kom fra: Igen på søndag kan en ramsaltet prædiken ‘indvie et nyt livsafsnit’. Guds salt slipper ikke sådan op. Simon Grotrian udgav i 2006 en salmesamling med titlen “Jordens salt og verdens lys” med salmen “Hvis saltet mister al sin kraft”. Her associerer han til det umådelige, salte ocean omkring os. Salmens sidste vers lyder:

“Hvis sjælen mister al sin kraft / og blafrer bort som tyl og taft / Vorherre, stå mig honningbi / og ræk mig da en kirkesti / lad Ordet fylde mig med kraft.

Hvis Ordet fylder os med kraft / den samme har Vorherre haft / og salt og have, sjælehi / lad onde tanker gå forbi / med Fanden og hans kosteskaft.”

Dansk kirkekunsts fineste billede af salt, glitrende groft salt, er malet i 2012 af Thomas Kluge til altertavlen i Store Magleby Kirke på Amager som et af symbolerne på det mytisk-realistiske nadverbillede, der har fylde og dybde til et helt foredrag. Alterbilledets titel er “Lyset skinner i mørket”. Her ses olivensaltkarret ved siden af en stofserviet, der er vædet af rødvin, et symbol på Jesu blodplettede ligklæde, men også bærer af et Kristusmærket æg, der er et opstandelsessymbol. Foto: Claus Jensen.

Hele altertavlen ses nedenfor: