Kunst til kirkeåret

Jeg er nok ikke den eneste, der fik kvalme ved nyhedsindslaget i TV, der handlede om en ny lov om dødsstraf for palæstinensiske terrorister, vedtaget på initiativ af Israels mest højreorienterede partier, efterfulgt af skålen i champagne. Jeg er ikke den, der kan opfordre israelere til at vende den anden kind til. Formentlig kan jeg slet ikke sætte mig ind i, hvordan det er at leve i et land med så højt et trusselsniveau og med naboer, der har landets udslettelse som politik. Det er muligt, at mit hjerte under de omstændigheder ville være sort af hævntrang, og mit gudsbillede ville se tilsvarende ud. Jeg er også opmærksom på, at mere venstreorienterede partier i Israel prøver at få loven omstødt i højesteret, og at Israels læger har nægtet at medvirke ved henrettelser. Mit langfredagsopslag skal ikke handle om hverken Palæstina, Israel eller jøder i almindelighed. Det, som konkret gav mig kvalme, var det lille guldsmykke, lovforslagets tilhængere prydede deres reverser med, et smykke, som forestiller et reb, tvundet i en løkke, altså en galge!

Jeg måtte spørge mig selv, hvem der dog kunne finde på at bruge et henrettelsesinstrument som personligt smykke, og svaret er jo givet: Korset var romernes hyppigt brugte, afskyelige henrettelsesinstrument, og efter perioden med fisken som kristnes diskrete symbol, blev korset deres / vores smykke. Da kejser Konstantin i 300-tallet lod kristendommen begunstige og standsede korsfæstelsernes grusomme praksis, blev korset – eller kristogrammet, hvor korset vender skråt som X, – taget i brug som udsmykning i den kejserlige ikonografi og i pragtfulde byzantinske kirker. – Under den ortodokse kirkes billedstorm i 8. og 9. årh. var korset tilmed eneste tilladte billede. – Her i Norden dukkede de ældste guldkors op omkring slutningen af 1. årtusind. – Og der hvor korset med tilgivelsens ideal rykkede frem, rykkede kravet om blodhævn generelt tilbage.

Hvad blev så korsets kristne betydning? Korset blev soningens og forsoningens, ja nådens symbol. Fra at være det sted, hvor Gud synes fjernest, blev korset Guds nærværs symbol, for på korset lider Gud og menneske sammen. Korsets lodrette akse forbinder himmel og jord, dets vandrette akse forbinder mennesker med andre mennesker, som Kristus byder os at elske.

Når vi betænker korsets betydning gennem århundreder, kaster det en skygge over historien, at dette nådens symbol til tider er blevet misbrugt som redskab for magtudøvelse og vold. Er korset et sejrstegn, er det Guds, ikke vores. – Vi, som bærer korset, kommer aldrig til at lægge Jesu bøn for de skyldige bag os: Fader, tilgiv dem…. Også denne langfredag må vi åndeligt talt stå ved korsets fod i håb om, at hans bøn for de skyldige gælder os med.

Et af ‘vores’ klenodier er “Dagmarkorset” af guld, som blev fundet i en grav i Sct. Bents Kirke i Ringsted, om end det måske ikke netop var den folkekære Dronning Dagmars grav. Korset stammer måske fra o. 1100 og har tydeligvis byzantinske aner, som rækker tilbage til østkristne kejsere. Det byzantinske fremgår af, at korsarmene er bredest yderst og forsynet med knopper som symbol på livets træ. I det lille kors foroven har det græske bogstaver: første og sidste bogstaver i navnet Jesus Kristus. Korset har tilmed været et relikviegemme med plads til “en splint af Jesu kors”. Kristus bøjer sit hoved til siden. Som jeg ser det, viser orset en lidende og medlidende Kristus.

Det er umuligt at sammenfatte kristendommens betydning i ét ord. Skulle jeg alligevel forsøge, måtte det blive med ordet tilgivelse: Evangeliet handler om Guds tilgivelse og vores tilgivelse af hinanden. Men hvordan løftes tilgivelse fra at være ord til at være erfaring – når nu kapitler i vores egen livshistorie har svigt som overskrift? – når vi ved besked om vores egen uoverkommelige gæld til livet med hinanden – når tiden gang på gang løber ud for tilgivelsen os mennesker imellem?

Med påskens fortælling, som jeg læser den, har Gud skrevet TILGIVELSE med de allerstørste bogstaver: Han har anskueliggjort tilgivelsen: Hans menneske befinder sig lige der, hvor svigt, forræderi og rendyrket ondskab er mest fortættet. Netop i dette mørke har han ladet bønnen om tilgivelse af bødlerne lyde, og hinsides dette mørke er han vendt tilbage til de svigtende og de svigtede med Guds fred og Guds lys.

Jesu afskedsmåltid skal efterlade disciplene med tro på tilgivelse. Han taler indtrængende til dem både om svigt og død, men også om ny begyndelse med himmelsk vin i Guds rige. Han lader sine ord forevige i billeder, tegnhandlinger: Den røde vin skal gå over i historien som deres / vores bekræftende tegn på syndernes forladelse. – Når vi skærtorsdag og andre helligdage rækker vores blanke bægre frem for at hente Guds fylde ind i vores liv, kan vi modtage den funklende røde vin som den levende Guds varme hjerteblod.  

Johannesevangeliet har nok foregrebet nadveren i kap. 6, men sært nok ikke fortalt om nadverindstiftelsen her i forbindelse med afskedsmåltidet i kap. 16. Hos Johannes står tilgivelsen dog ikke mindre tydelig. Her meddeles den guddommelige tilgivelse i stedet ved fodbadets uforglemmelige billede med det klare, rensende vand som tegn. Trods Peters protest bøjer Jesus sig ned og vasker disciplenes snavsede fødder, og denne gestus vil de undres over og huske. – Med baggrund i dåben begriber vi måske intuitivt afvaskningen som symbol for renselse også i overført betydning: som tilgivelse og genfødsel til en ny begyndelse. ”Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele”.

Jesu vask af disciplenes fødder har tilmed den pointe at være et forbillede: ”Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” Fodvask er noget, vi giver til hinanden; omsorg er noget, vi giver til hinanden; tilgivelse er noget, vi giver til hinanden. – Fortællingerne, tegnhandlingerne, den indbyrdes omsorg og overbærenhed må tilsammen gøre tilgivelsen til vores bærende, kristne livserfaring.

Til denne helligdag vælger jeg Jørgen Roeds maleri Fodvasken, som Herlev Kirke modtog i 1845 eller -46, næsten magen til hans maleri til Lyderslev Kirke. Jørgen Roed (1808-1888) var en habil og berejst elev af guldalderens professorer, og hvad kirkekunst angår, var Jørgen Roed den mest produktive med en motivkreds, der var bredere end typisk for guldalderen, idet han flittigt formidlede også Jesu lidelseshistorie. Dette lidt matte maleri af fodvasken er med sine stive figurer ikke kunstnerens mest indtagende. Alligevel har jeg valgt det på grund af dets fokus: Det rensende vand løber i en klar stråle netop i billedets midterakse; og hovedforsvindingspunktet, som billedets perspektiviske linjer samler sig i, er netop vandfadet. Vandet, skænket af den rødklædte Jesus, er hovedsagen som tilgivelsens og omsorgens symbol. Centreringen om vandet har Roeds maleri tilfælles med kongerigets stærkeste billede af skærtorsdagens fodvask: Thomas Kluges alterbillede i Linå Kirke, som jeg har vist i et tidligere opslag. Foto: Claus Jensen.

Nedenfor Thomas Kluges alterbillede: “Skærtorsdag”, Linå Kirke 2015

Der er en voldsom kontrast mellem de to scener, som evangelieteksten fra Joh. 12 spænder over: Den sidste scene viser Jesu berømte triumftog ind i Jerusalem, hvor en hujende folkemængde modtager ham som Messias. Endelig anerkender det frihedshungrende folk ham som deres retfærdige konge! MEN vi hører en misklang i folkets begejstring, fordi vi ved, at Jesus allerede i samme uge blev genstand for folkets frustrationer og spot og udsat for en vrængende ‘hyldest’: Et underholdende indslag i torturen blev hans satiriske kongekroning med rød kappe, bambusrør og en tornekrone – som optakt til henrettelse. Folkestemningen er troløs og omskiftelig, og ved læsning om den folkelige applaus kan begreber som populisme og massesuggestion dukke op og – måske lidt utidigt – blande sig med billeder fra vor egen nylige valgkamp med efterfølgende partilederhyldest eller -udskamning. – På søndag kan vi selv tage del i fejringen af Messias’ indtog, men midt i palmesøndagsjubelen ser vi altså en tavs og sagtmodig æselrytter, som er verdens mest ensomme menneske.

Evangelietekstens første scene er en anderledes sand hyldest: Salvningen i Bethania. Evangelisterne videregiver en fælles erindring om, at en kvinde salvede Jesus før påske. Billedet af hendes personlige hengivenhed står lysende for os, trods uklarhed om, om kvinden med salven nu var den ene eller den anden Maria eller en helt tredje. Er det en prostitueret, der flyder over i taknemmelighed over, at Jesus tilgav og forsvarede hende? – Eller er det, som Johs. fortæller, Lazarus’ søster Maria, som handler i forlængelse af, at Jesus gav hendes bror et nyt liv? Kvinden med salven kan personificere hver den, der har erfaret nåden i Jesu nærvær og besvaret den med uforbeholden kærlighed, som her også får karakter af en messiansk kongehyldest. – Man plejer at oplyse, at prisen for kvindens salve repræsenterede en arbejders årsløn. – Jesus har åbnet himmeriget for kvinden, og hendes gensvar må finde det stærkeste udtryk i en gestus, som sprænger alle vante rammer og kalkuler, uanset omgivelsernes bedømmelse, – en kærlighedens offervilje, der måske står i kontrast til vore egne forsigtige, reserverede og kalkulerede kærlighedsrelationer? – Jesus forsvarer kvindens uforbeholdne gestus – og tolker den – måske noget chokerende – som forberedelse til begravelse. Det bliver således klart, at den allerstørste og mest uforbeholdne hengivenhed og offervilje, som evangeliet kan fortælle om, er Jesu egen hengivelse, hvor han end ikke sparede sit liv.

I 2007 malede Arne Haugen Sørensen sin akvarel “Salvningen i Bethania”, der er gengivet i bogværket ‘Den store passion’. Kunstneren zoomer ind på kvindens ydmyge kærtegn af foden, som har båret hendes hjerterkonge rundt blandt mennesker. Akvarellen er gribende udtryksfuld, som kun Arne Haugen Sørensen kan vise med så enkle og grove strøg. Dens farver repræsenterer en finhed med kærlighedens guldglans over den kyssende kvinde og den salvede fod, og baggrunden er himmelblå som tegn for det gudsrige, der transcenderer den jordiske kærlighed – og transcenderer den forestående død.

Vores jord er svanger med forår: hvilende løgvækster er vækket af lyset og præsenterer sig med klare farver; fugle vender frimodigt hjem fra vinterretræte; havefolkets fingre kribler. Vi er igen så klar til at bevidne skaberens kreativitet. Kan dårligt vente på de opmuntrende tegn på, at skaberen alligevel ikke har opgivet os eller vores hærgede jord. Vi trænger til håbefulde fortællinger, ja til en veritabel guddommelig forårskampagne, som kan genstarte vores mellemværende med Gud og hinanden. – Netop sådan en fortælling rammer os på Mariæ Bebudelses dag. Vi kan her lægge øre til fortællingen om, at Gud vender op og ned på vores nedslidte virkelighed. Vi var ellers grundigt kodet med historier om fastfrosne afstande mellem høj og lav, mellem det guddommelige deroppe og det menneskelige hernede, om paradistab og dom, MEN nu forvandler Guds forårskampagne vores fælles virkelighed på det mest gennemgribende: ved at Gud selv går ind vores verden for personligt at nære alverdens håb. Gud får adresse blandt småfolk i en besat og ulykkelig region, tilmed i livet hos et pigebarn, der ellers i bedste fald kunne kalde på medlidenhed. Det er så uhørt, at der må synges om det: I Lukas’ 1. kapitel finder vi derfor en af bibelens smukkeste sange ”Min sjæl ophøjer Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig….han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe”. “Magnificat” kaldes på latin denne tekst, som har liturgisk rang. Den nygravide Maria synger sit Magnificat under et bekræftende besøg hos højgravide tante Elisabeth. Hvis vi tænker, at end ikke en guddommelig glæde kunne gøre pigen selv til digter, tror vi i hvert fald gerne, at der i folkets bedste salmeskat kunne hentes egnede vers, som passende kunne tilføjes nogle personlige linjer. – Når jubelen griber os, bliver nogle af os til digtere, mens andre vil ty til fortrykte sange som Kaj Munks forløsende ”Hvad var det dog der skete?”

Mit valgte billede er et udsnit af Frans Schwartz’ (1850-1917) store, skønmalede altertavle fra 1908 i Aalborgs Vor Frue Kirke. I maleriets centrum ses en Kristusskikkelse, hvis højrøde kjortel fortæller om det kærlighedsoffer, som påskens forsoningshistorie snart igen bringer ind i vore læsninger. Fløjene er helliget Maria, hvis liv skal rumme både bebudelsens forjættelse og sønnetabets afgrund. På nordsiden ser vi den purunge, på sydsiden den aldrende Maria. Mit udsnit viser nordfløjens unge Maria, hvis ansigt er vendt opad. Øverst holder smukke engle hof omkring alterkalken. – Mange tak til Niels Clemmensen for også detailfoto. Hele tavlen vises nederst i opslaget på min hjemmeside https:// kirkekunst.net/Kunst  

I denne uge har jeg været til et fyraftensarrangement i en sognegård, hvor der er tradition for at kombinere foredrag med et måltid varm mad, som serveres i pausen. Op til pausen breder madduften sig, og man glæder sig. Når tiden er inde, står vi i kø ved de store bageplader, som bugner af nybagt brød med sprød, gylden skorpe og blød krumme. Vi brækker uhørt store lunser af de vidunderlige brød, der over hele linjen vækker begejstring og taknemmelighed. Alle har vi en fest, når vi sætter os ved forårspyntede borde med hver vores brødstykke og en tallerkenfuld mættende, krydret suppe, og – som kirkebladsklicheen lyder – ”snakken gik lystigt ved bordene”, måske høres tilmed samtaler om kirkens liv og ånd. Respekt for den store omsorg, som er lagt i denne servering! Vi ved, at nogle af kirkens frivillige hele dagen har slidt i køkkenet og ikke vil sætte sig igen, før opvasken er væk. Gennem en årrække har jeg genbesøgt arrangementet, som kaldes ’Teologisk traktement’, og iagttaget, at staben af frivillige er blevet ældre, ja nogle er blevet gamle som jeg selv, men jeg hører, at ’de vil fortsætte så længe de kan’. De lyser!

Denne smukke helle af omsorg og samvær om nybagt brød står i skærende kontrast til den verden, der trænger sig ind på os gennem medierne, og som på min hjemrejse efter sognemødet ramte også min mobiltelefon: Verden martres af magtkampe, krig, flugt og mangel på nødhjælp. Investeringer i udvikling og nødhjælp reduceres – eller fjernes helt – til fordel typisk for investering i militær oprustning. Mistro driver omsorgen ud. – Kan vi i en afsindig og destruktiv verdenssituation bevare empatien? Kan vi hver på vores sted bevare et helle, hvor brødet deles? Heller ikke vores privilegerede samfund vil gå fri af frustrationer, bekymringer – og følelige afsavn. Kan vi da holde fast i et åndeligt og socialt kompas, hvor pilen peger væk fra angst for selv at miste og hen på omsorg og delsomhed? I kirkens nadver peger selv et ganske lille stykke brød på Guds riges fællesskab. Midfasteteksten fra Joh. 6 følger på beretningen om Jesu bespisning af 5000 mennesker i ørkenen, og nu siger Jesus: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

Til denne søndag vælger jeg et kunstværk, som ikke bor i en kirke, men som er et stærkt religiøst billede. Det viser et stykke brød på en baggrund af ødelagte hjem. Det er det uforglemmelige værk “Krig og brød”, som i 2006 blev skabt af Jørgen Bobjerg (1940-2009). Billedet ægger vore forestillinger: Er et måltid brutalt blevet afbrudt af militære angreb? Har nogle måttet flygte uden tid til at tage noget med sig? Kommer de nogensinde tilbage? Vi ser en tragedie, men samtidig ligger brødet altså der i forgrunden og lyser indbydende, sakralt, mytisk, kranset af spirende, grønne planter. Brødet er et tegn på tro, håb og kærlighed fra vores gavmilde skaber, og det fortæller ukueligt om et muligt liv med omsorg og fællesskab.

Her må det være på sin plads at citere salmedigter og teolog Niels Johansens salme fra samlingen ‘Som spirende paradisfrø’:

“Rejs dig, Kristus, som i ørken / lysfyldt med din Helligånd/ mens vi lægger, hvad vi magter, fisk og småbrød i din hånd. / Tag dem, Jesus, og velsign dem, / så vi i dit nærvær her / ser du stadig er iblandt os / og i glimt Guds rige ser.

Bænk os, Kristus, rundt om bordet / til miraklets ørkenfest, / hvor den dreng med fisk og småbrød / kaldes frem som hædersgæst. / Og vi nikker alle sammen, / gamle, mødre, børn og mænd. / Tænk, at mættes i en ørken! / Se! Nu blomstrer den igen.”