Kunst til kirkeåret, 20. sø. e. trin. 2. rk. – Vingårdsarbejdere

Tilværelsen melder sig for os som opgaver, vi er nødt til at forholde os til. Den meget sammensatte prædiketekst fra Matt. kap. 21 indeholder bl.a. forskellige lignelser om at måtte arbejde i Guds vingård. Det er ikke kønne billeder, vi får af vingårdens arbejdere, altså af mennesker som os med opgaver i livet: Den ene siger alt det rigtige, men lader det blive ved snakken; den anden afviser forlods opgaven, men fortryder siden og tager så ansvaret op. Den store vingårdslignelse fortæller, at ’forpagtere’ under ejerens fravær får ansvar for vingården som en verden med rige muligheder. Forinden har den omsorgsfulde vingårdsejer sat hegn og lagt alt til rette, så forpagterne kan plante, vande og høste med håb. Alt er betroet dem – en tid. Men i deres grådighed bilder forpagterne sig nu ind, at de ejer det hele og kan gøre med det, hvad de vil. Med alle midler lukker de munden på enhver, der minder dem om, at der forestår et regnskab med vingårdens skaber.

Vi forstår, at vingården er billede på hele det menneskelige mellemværende med Gud, med ophav og med omgivelser, som mennesker ikke bare skylder sig selv. Gud elskede først, og menneskers opgave er at forrente kærligheden. Afsindige ’forpagtere’ af den givne livsverden trodser gudgivne opgaver ved kun at have øje for egen kortsigtet vinding. I stedet for at spørge om, hvem man kan tjene, spørges der om, hvad man kan tjene, og hvem man kan tjene på. Billedet af ubændig menneskelig grådighed kan så let eksemplificeres. Jeg kunne gå i selvsving med dagsaktuelle eksempler på menneskers blasfemiske profitmaksimeringer og fatale overmod, men overlader de konkrete udlægninger til min læser.

Der har ikke manglet advarsler: Mattæus udfolder lignelsen allegorisk sådan, at Gud har sendt profeter, prædikanter og til sidst sin egen søn til verden med budskab om menneskers rette ansvar og skyldighed; vi har set, hvordan det gik. Men budskabet skal gentages: Vi har lov at bruge den forunderlige verden rationelt og driftigt, men vel at mærke også retfærdigt, kærligt og ydmygt i forhold til livets betroede gaver. Vi står med vores righoldige livsverden i hænderne, og vi kan kreativt præge den til det bedre eller til det værre, men i alt fald har vi den kun til låns i vores korte øjeblik på jorden.  –

Hvor blev nu evangeliets ’glædelige budskab’ af? Jo det er der! Jesus fortalte om de vrangvendte med det hidtil misbrugte liv, at de “angrede og troede” og fandt ”vejen til retfærdighed”, og blandt de første ”skal gå ind i Guds rige”, altså ind i den virkelighed, hvor kærligheden råder. Således opmuntrede…

Mit valg af kunst til dagen faldt på Astrid Noacks (1888-1954) værk fra o. 1950: “Ung mand der planter et træ”. Sent i livet skabte kunstneren skulpturen som – med egne ord – “symbol på det groende livs sejr”. Der plantes med håb, og kunstværket er opbyggeligt. Med denne enkle, knælende figur har kunstneren givet os et livsbekræftende billede af menneskets virke i harmonisk forbindelse med jord, planter og dyr. Set med mine øjne har den værdige og ligefrem højtidelige skulptur en stærk åndelig kvalitet. Kunstneren er hverken effektsøgende eller detaljerig, men finder med sine arketypiske figurationer ind til menneskelivets universelle kerne. Skulpturen har hjemme ved kunstnerens atelier i Rådmandsgade, Kbh., og på plænen foran Tønder Kunstmuseum står en kopi i bronze. Foto er fundet på nettet. – Kunstnerens mest berømte værk er i øvrigt “Det korsfæstede menneske” fra besættelsestiden, som formedelst sin nøgenhed var omdiskuteret, men heldigvis nu kan beundres i Løgumkloster. Se nederst i dette opslag.

Nedenfor ses Astrid Noacks skulptur, der opr. blev skabt som mindesmærke for de faldne fra 9. april 1940.

Photo Torben Petersen DK

Kunst til kirkeåret, 6. sø. eft. trin. 2. rk. – Den rige unge mands skat

Hvad er dit ultimative anliggende? – Hvad er eksistentielt mest afgørende for dig? I søndagens tekst sættes scenen med en rig unge mand, der går til Jesus for at få anvist, hvordan han skal leve med det evige liv for øje. Jesus svarer indledningsvis fhv. ufarligt med henvisning til bekendte bud om mellemmenneskelige forhold, inkl. næstekærlighedsbuddet. Vi aner uråd, da den unge mand glat påstår allerede at overholde alt dette, – og så kommer rystelsen: ”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige”… ”Og kom så og følg mig!” Udgangen på samtalen er såre realistisk: ”Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende”. Derefter sammenlignes en rigs indgang i Himmeriget med kamelens vej gennem et nåleøje, til forfærdelse for også disciplene, for ”Hvem kan så blive frelst?” – –

Fra min studietid mindes jeg en løs diskussion studerende imellem om vores respektive yndlingstekster: En idealistisk medstuderende udvalgte netop teksten fra Matt. 19 på grund af dens radikale etik og uforfærdede konfrontation med de rige – i en verden med ubegribelig fattigdom. Jeg selv kunne dengang nok vælge den samme tekst, men med den pointe at tekstens unge mand måtte vækkes af sin selvretfærdighed og erkende, at hans – som alles frelse – er afhængig af Guds nåde, og – som teksten så befriende slutter: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.”  – Vi kan jo ikke blive fuldkomne, og vi skal vel ikke alle gå rundt som tiggermunke, men hellere betale vores skatter til almenvellet, hvis vi da ikke venter verdens undergang en af de nærmeste dage. Gudskelov er vores frelse Guds sag! – Men spørgsmålet bliver hængende: Hvor er din skat? Hvad er dit ultimative anliggende? Kan Gud, for hvem alt er muligt, ikke også løfte os ud af vores grasserende dyrkelse af penge?

Mig bekendt er der i dansk kirkekunst kun to altertavler – eller forhenværende do., der direkte har dagens tekst som motiv, begge brugt i mine tidligere opslag til dagen. – Jeg var et øjeblik fristet til denne gang at vælge et godt foto fra Euroman’s artikel om Rolex-ure, som viser en velklædt herre siddende med et Rolexur på armen og foldede hænder. – Men tilbage til Lorenz Frølichs maleri fra 1890, som i 71 år var altertavle i Ubberud Kirke, Odense. Maleriet er et sent værk af den nationalromantisk sindede Lorenz Frølich (1820-1908), der var skolet i fransk realisme, men bedst kendt som fænomenal illustrator af nordiske myter, sagn og eventyr. Frølich ville helst kalde sig historiemaler, og dette hans arbejde med det bibelske motiv er da også et historiemaleri, hvor han søger at indfange et bibelsk miljø i et meget komplekst billede af landskabsprospekter med Jerusalems arkitektur og diverse antikt klædte mennesketyper: I billedets midterakse ses Jesus frontalt med et fjernt blik, stående på en repos på alfarvej, hvor folk passerer, tv. ses vor slukørede ridder af den bedrøvelige skikkelse, i gruppen omkring Jesus en ung mand spændende sin sandal og personer med et ekstatisk, et skeptisk eller et afværgende udtryk – og så th. en ufravendt opmærksom ung discipel (Johannes?), der som forbillede for menigheden i Ubberud lytter til budskabet om at ”gå ind til livet” med ”en skat i himlene”. Foto: Claus Jensen. –  For overskuelighedens skyld bringer jeg her et udsnit af maleriet, som i sin helhed kan ses på min hjemmeside https://kirkekunst.net.K    

Nederst ses hele alterbilledet, som Frølich med reference til Lukasversionen kaldte ‘Den rige rådsherre’. Jævnfør Ussings ramme Ussings ramme, som henviser til alle de tre evangelier, der bringer fortællingen.

Kunst til kirkeåret, 4. søndag efter trinitatis, 2. rk. – Det umulige bud

Vi kan tale om Danmark og danske værdier som byggende på kristendom, og her nævnes næstekærlighedsbuddet som hjerteblod. I praksis bliver vi ved med at diskutere, hvem vores næste er. Vi kan ikke tage kristendommen til indtægt for at afgrænse ’næsten’ til vores egengruppe, hvor fristende det end kan være. Himlens og jordens skaber er kærlighedskilden, som rækker ud over vores egengruppe, ud til fremmede. Vi må øve os i ikke at lade os lamme af, at kristen næstekærlighed har et udvidet, ja globalt perspektiv. Uoverkommeligheden må besvares med et ”ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen”…

Jesus byder os at elske næsten og går i bjergprædikenens kap. 5 det radikale skridt videre at byde os også at elske mennesker, som hader os: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske fars børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.” – Der er realisme i at anerkende, at fjender findes, reelle og konkrete; der er mennesker, som hader os og truer det, vi har kært. Er det vores mulighed at elske dem? Er det en utopi?

Jeg ville måske kalde fjendekærlighedsbuddet en abstrakt utopi, hvis ikke evangeliet foreholdt os det uafrystelige billede af utopisten, som netop virkeliggjorde fjendekærligheden: Romerne i Palæstina hyrede specielle korsfæstelsessjak til at gøre hele korsfæstelsesprocessen så pinefuld, ydmygende, langtrukken og underholdende som muligt, og for netop disse grusomheds-specialister bad Jesus: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Verden tålte ikke hans radikale godhed, men efter ham blev verden ikke mere helt den samme. – En ’illustration’ til dagens tekst kunne være et langfredagsbillede af bødler og spottere omkring en Jesus, der midt i dette helvede lyser af kærlighed.

Skal vi forstå hvad næste- og fjendekærlighed overhovedet kan være, må vi dødelige nok tænke på handlinger frem for følelser. Det er handlinger snarere end følelser, man kan beslutte sig for. En civilisation kan tilmed kollektivt beslutte sig for ’fjendekærlighed’ i den nedskrevne form, at også fjenden og forbryderen tilregnes menneskeværd. Et samfund kan ikke som samfund ”vende den anden kind til”. MEN bliver vi som samfund tvunget i krig for at standse angreb mod vores liv og frihed, betyder det ikke grønt lys for ustyrligt had og ustoppelig hævnspiral. Krigens love findes: Uskadeliggjorte krigsfanger og andre fængslede må fx ikke udsættes for tortur og ydmygende behandling. Civiliserede samfund har forpligtiget sig på at behandle fjender i deres varetægt som mennesker. Hører vi heri en efterklang af buddene i Jesu bjergprædiken?    

Det til lejligheden valgte kunstværk, som Sigrun Gunnarsdottir skabte i 2007, hedder ”Kom til mig”. Det viser en favnende Kristus, som er ét med Guds store hjerte. Samtidig er Jesus fremstillet som en Guds nar eller klovn med store udadvendte fødder. Vi forstår, at den radikale kærlighed vækker både latter og ond modstand, for han bærer en skydeskive, og en slange kommer krybende hen imod ham. – Alligevel opfordres vi til at dele hans uforfærdethed: ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” – Den altomfattende kærlighed forbliver for mig et mysterium, endnu uåbnet, men jeg tror på, at den guddommelige utopist har nøglen.      

Kunst til kirkeåret, 4. søndag efter påske, 2. rk. – “Jeg er den, jeg er”

”Jeg er den, jeg er” er Guds navn. Et aktivt verbum. Ikke et navneord, der identificerer et objekt, for Gud er aldrig vores objekt; Gud er altets selvberoende og skabende subjekt, Gud er ‘Jeget’, implicit i verbet, som er altings udgangspunkt – og derfor også vores usvigelige ‘Du’. Gud transcenderer vore ord og begreber; Gud kommer kulturernes foreliggende kaldenavne og adjektiver i forkøbet. Gud er ’det ganske anderledes’, højere, dybere, mere ubegribelig end alt det relative og omskiftelige, der møblerer vores verden. Gud er absolut, ikke bare Gud under visse forudsætninger. Kulturelle koder er under hastig forandring, vores opfattelser af autoritet, virkelighed og sandhed mere vaklende end nogensinde, men Gud kommer stadig til verden med sit ubetingede, sit evige: ”Jeg er den, jeg er”.

Vi må undse os for at gøre billeder af Gud, ingen billeder ville kunne gøre fyldest. Guds manifestation er med den gamle religionshistoriker Rudolf Ottos ord et numinosum, “Mysterium tremendum et fascinosum”: det dragende og rystende mysterium. Det numinøse lyser og brænder. Hebræerne så sig kaldede, ja udvalgte af Gud og bad Gud ‘løfte sit åsyn på dem’, men Guds tilsynekomst kunne dog kun visualiseres som en ild: et brændende bjerg, en brændende tornebusk… Sidste søndag hørte vi GT-læsningen fra Exodus om stemmen, der fra den brændende tornebusk kaldte Moses. Bævende spurgte Moses om navnet og fik altså Guds svar: ”Jeg er den, jeg er”.

I denne søndags evangelietekst fra Joh. 8 hører vi disse prægnante ord igen: ”Jesus sagde til dem: ’Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv, men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg”. Det måtte være ubegribeligt, ja blasfemisk for omgivelserne at høre Jesus identificere sig ved Guds selvbenævnelse fra den mosaiske kernetekst. Kun i lyset af Jesu ”ophøjelse” og kun for kristentroen giver det mening. For den bagkloge evangelielæser refererer ordet ”ophøjet” til korsfæstelsen efterfulgt af opstandelsen og himmelfarten, hvor troende ser Jesu guddommelige selvidentifikation bekræftet fra højeste sted. Påskens, himmelfartens og pinsens begivenheder er kristendommens store numinosum, hvor Kristus og Helligånden lyser livet og døden op, går gennem fysisk og åndeligt låste døre – og når ind til disciplene, til Paulus… Og tør vi så ikke vove at elske Guds menneskelige fremtræden i Jesus som vores gudsbillede?

I tekstuddragets samtale med jøderne sprængte Jesus det partikularistisk-jødiske. For hebræerne var Exodus fortællingen om frigørelse fra trællekår for Abrahams efterkommere. For evangelisten er det afgørende ikke afstamningen, men troen. Troen på evangeliet gør fri: ”Jesus sagde til de jøder, der var kommet til tro på ham: ’Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie’”. Her skænker Kristus ’et kristenmenneskes frihed’ sagt med luthersk term. Iflg. Luthers skrift fra 1520 er friheden trefoldig: “Troens første gave er frihed for alle lovens bud og alle samvittighedens kvaler. Hvor troen går ind, har Moses ikke mere at skulle have sagt. Den troende har sit liv i Guds nåde og gør glad og gerne det, som buddet ellers måtte kræve af ham. – Den anden frihed, der ledsager troen, er frihed for alle bekymringer i denne verden. Så megen tillid har troen til Gud… – Guds tredje nådegave til troen er frihed for den angst, der kredser om død og dom. I troen forenes sjælen med Kristus og bliver ét med ham”…

Jeg har valgt at illustrere helligdagens tekst med fra Maja Lisa Engelhardts udsmykning fra 2007 i den middelalderlige Gjellerup Kirke ved Herning. Som så ofte inspireres Maja Lisa Engelhardts altertæppe af et gammeltestamentligt numinøst motiv: Gud som ild. Det må minde os om Moses’ møde ved tornebusken, hvor Gud sagde: “Jeg er den, jeg er”. Løfter altergæsten dernæst sit blik mod altertavlen, træder Kristus frem som den ophøjede, som for at sige: “Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er“. Den lysende Kristusgestalt er iflg. kunstneren en reference til påskens fortælling (Joh. 20,19) om, at Kristus kom gennem lukkede døre med fred til de forskræmte disciple. Jeg har tilladt mig først at føje et foto af altertæppet (ilden) sammen med et foto af altertavlens hovedfelt (den opstandne Kristus). Nedenfor på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst viser jeg hele Maja Lisa Engelhardts righoldige alterparti. Foto: Claus Jensen.

Gjellerup Kirke ved Herning. Maja Lisa Engelhardts udsmykning

Kunst til kirkeåret, 2. søndag i fasten, 1. rk. – Jesus og den kanaanæiske kvinde

Her omkring kvindernes internationale kampdag hører vi meget passende en fortælling fra Matt. 15 om en kvindes insisterende kamp for sin datters bedre liv, tilmed en kvinde fra en ringeagtet fremmedgruppe. – Allerede på evangelieskrivningens tid, hvor hedningemission var veletableret, har det været så stødende at læse om Jesu indledende afvisning af hende, at det i sig selv kan være et argument for, at forløbet faktisk udspillede sig sådan: at Jesus faktisk sagde: ”Jeg er ikke sendt til andre end de fortabte får af Israels hus” og ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.” Men for sin datters skyld holdt kvinden stædigt fast og lærte os noget om håbløses håb: ”de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord”. Hendes håb for datteren kunne ikke slukkes, hendes håb blev til troens bøn, og hun blev bønhørt. Og evangeliet voksede sig derved større: ”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.” – Med sin brudflade blev samtalen den nødvendige fortælling om, at Jesus lod den nationalistiske ramme sprænges. Den kristne menighed skulle ikke være en etnisk forening, men en forsamling af troende. – At horisonten således udvidedes, er ikke en guddommelig konstruktionsfejl, men omvendt et udtryk for, at Gud er levende som livet selv. Kristendommens vidunderlige treenighed indebærer, at Gud ikke er en monolit, ikke en stentavle fra oldtiden med mejslede sandheder, ikke et arkæologisk skriftfund med resistente formuleringer. Nej, Gud lever og bevæges, lever som menneskesønnen, der kender menneskers liv og død til bunds, og lever som ånden, der altid endnu har meget at sige os, fx om evangeliets bud til kvinder og fremmedgrupper. Evangeliet bringer bud både til dem og fra dem, som vi kunne være tilbøjelige til umiddelbart at afvise.

De fleste danske fremstillinger af Jesus og den kanaanæiske kvinde er fra 1800-tallet. I danske kirker er der mig bekendt i alt ti altertavler med motivet, hvoraf to er veget for nyere udsmykninger. Motivet må jo forekomme patriarkalsk, og afkodningen fordrer et bibelkendskab, som ikke mere er en selvfølge. Jeg har ikke tidligere vist historie- og genremaler F. C. Lunds version af motivet fra 1858-59. Med sin fremstilling af mødet i det fint skildrede, næsten øde landskab viser Lund, at Jesus-gruppen her er ude i udkantsområdet (ved Tyrus og Sidon). Minespil og gestik hos Jesu ledsagere udtrykker utilsløret modvilje: “Send hende væk! Hun råber efter os”, men Jesus lader sig forstyrre i sin dagsorden af den bedende kvinde og bliver lydhør. – Maleriet er indsat i en – oprindelig farverig – renæssancetavle i Gadstrup Kirke v Roskilde, skåret o. 1610 med figurer og tekstfelter på ’den fine Roskildemester Brix Mitchgells værksted’. De forgyldte tekster, som nu står at læse, er specifikt relaterede til vort alterbilledes motiv. – Maleren F. C. Lund levede 1826-1901 og var uddannet fra Kunstakademiet. Han var særdeles habil, men i sammenligning med Carl Blochs intense religiøse billeder kunne hans scenerier virke lidt opstillede. Flere af F. C. Lunds alterbilleder er stadig i god behold, men i Viborg Domkirke blev hans mange loftsmalerier overmalet af Joakim Skovgaard, hvilket F. C. Lund dog blev forskånet for selv at opleve. Fotos: Claus Jensen.