Kunst til kirkeåret

5. søndag efter påske – I skal bede i mit navn, og Faderen skal give jer det…

Teksten til 5. sønd. e. påske handler iflg. Joh. 16 om bøn i Jesu navn, ikke som en magisk bønsformel, men forstået som bøn i kærlighed til Kristus. At bede i Jesu navn er at bede i kærlighed og tro på den nåde, Jesus som Guds tolk har bragt til verden: “Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen”… alt sammen for glædens skyld: “Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.”  At bede og at tilbede er i denne sammenhæng to siden af samme sag. Med påsken og pinsen som horisont tilbedes Kristus som den sejrende – og samtidig den kærligt omsorgsfulde.

Kirken har til alle tider med sin kunst forherliget den sejrende Kristus som kirkens suveræne Herre. Vi ser det gennem årtusinders kirkekunst på portaler, på hvælv og vægge og på altertavler. Disse majestætiske billeder rimer på gudsfrygt og kosmisk verdensorden, men mindre på inderlighed og nærhed. Den kunstner, der vil forbinde det majestætiske og det inderligt omsorgsfulde, altså vise både sejren og kærligheden, har en vanskelig kompositionel opgave. Omkring forrige århundredskifte blev det forsøgt af konservative kunstnere som August Jerndorff (1846-1906) og Frans Schwartz. Jeg viser her et alterbillede fra Nykøbing Mors fra 1892 af August Jerndorff, hvor Kristus i ceremoniel klædning som en himmelsk monark bogstaveligt omfavner menighedens jævne folk. Den evige Kristus skildres i et naturalistisk formsprog sammen med genkendelige individer fra kunstnerens samtid, portrætteret i deres fromme hengivenhed. Den himmelske Kristus giver og modtager kærlighed af de jordiske bedende. Kan vi sætte os ud over den historiske afstand og finde alterbilledet kærlighedsfuldt og trøsterigt? Formentlig er billedet inspireret af Carl Blochs tidligere så populære ‘Kristus Consolator'(trøster), som mange i dag (også) vil finde sentimentalt og ublufærdigt. August Jerndorff, der var meget brugt portrætmaler, malede mange religiøse billeder med bibelske motiver og mindst tre andre altertavler.1892 August Jerndorff Skærmbillede 2017-10-05 11.07.12

Ovenfor August Jerndorff alterbillede fra 1892, Skt. Clemens Kirke, 
Nykøbing Mors

 

Går man på jagt efter billeder af bedende mennesker i dansk kunst, er udbyttet fattigt – bortset fra vestjyske miljøskildringer med mørke, gudelige forsamlinger. Men bedende engle kan vi finde! Og ingen dansk kunstner har kunnet tegne bedende engle med smukkere følsomhed, inderlighed og alvor end Frans Schwartz, 1850-1917, der også har et stil- og stemningsmæssigt slægtskab med den en generation ældre Carl Bloch. Den religiøse blufærdighed er suspenderet, når vi lader englene repræsentere bedende menneskers sjæle. 1908 Frans Schwartz (2)

Frans Schwartz 'Bedende engel' fra 1908, formentlig forarbejde til 
alterbillede

Den idealistiske og egenrådige Frans Schwartz isolerede sig i sine senere år og vendte den moderne kunstverden ryggen, men udførte forinden en række store officielle opgaver, herunder syv kirkeudsmykninger, hvoraf de fleste beriger figurmaleriet med netop smukke engle. Eksempelvis malede Frans Schwartz i Nathanaels Kirke i Kbh i 1900 den store altervægsudsmykning med ‘Menneskesønnens tilbedelse’, hvor den statiske guddommelige majestæt som bindeled mellem jord og himmel er omgivet af anderledes dynamiske bedende og tilbedende figurer, såvel mennesker (inderste kreds) som engle (yderste kreds).

1900 Frans Schwarts Menneskesønnens tilbedelse, Nathanaels kirke 13260809_1164842240224853_1997089050_n.jpg

Nathanaels kirke i Kbh. med Frans Schwartz store maleri på korvæggen med 
"Menneskesønnens tilbedelse" fra 1900 i kaseinfarve

 

 

 

 


	

4. søndag efter påske “Når jeg går herfra, vil jeg sende jer sandhedens ånd… “

1842 Dankvart Dreyer Den opstandne viser sig for disciplene, altertavle Assens Kirke.jpg

Dankvard Dreyer, Kristus viser sig blandt apostlene, ca. 1846,
af kunstneren skænket til Vor Frue Kirke i Assens, sdr. sideskib

I Johannesevangeliets afskedstale forbereder Jesus disciplene/menigheden på afsked og den uundgåelige oplevelse af gudsfravær, – samtidig med at han giver et højtideligt løfte om Helligåndens snarlige komme. Vi befinder os 4. sønd. e. påske i de 40 dage mellem påskedag og Kristi Himmelfart, der som et åndeløst intermezzo vibrerer af en anden virkelighed, hvor den transcendente magt er manifest, og gudsnærværet rammer og fylder. – Men de 40 dage følges af fraværets mange dage, dvs. vore dage, hvor det gælder  at “I ser mig ikke længere”… VI får næppe en entydig opstandelsesåbenbaring, men må leve på de aflejrede fortællinger og evangeliets samlede pointer, Ordet, kirkens forkyndelse… Kan vi det?  Hvis det for os skal blive til mere end dunkle overleveringer fra en fjern historisk tid, behøver vi netop berøring af den allestedsnærværende levendegørende Ånd, “Sandhedens ånd”.  Kristus stiller os tilmed i udsigt, at der er mere at komme efter! De kristnes Gud er ikke statisk og afgrænset af en bestemt historisk periode eller en færdigskrevet bog. Gudsbegreb og gudsforhold er i bevægelse. Med tiden kan vi måske tilmed blive visere og mere levende? “Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære endnu . Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer til hele sandheden”… Hvad skulle det ikke kunne blive til?

Fortællingerne om de 40 dage, hvor den opstandne sansbart mødte sine disciple, har i den grad beskæftiget kirkens kunstnere, ikke mindst guldaldermestrene og en række af deres elever. Velskolede kunstnere har i 1800tallet gjort sig stor umage med smukke pseudonaturalistiske scener med en hilsende klassisk ren og let lysende Kristus i centrum for forskrækkede, forbløffede og glade disciples opmærksomhed. Dankvard Dreyer (1816-1852) lader lyset falde på Kristus og lader samtidig disciplenes (m/k) ansigter oplyses af lyset fra Kristus. Dreyer vil med ærbødighed, detaljerigdom og sans for psykologisk drama hente den bibelske situation helt ind i vores livsrum og gøre det til et fælles andagtsbillede, – hvilket måske er et uoverkommeligt foretagende? Mere eller mindre forbliver vi udenforstående iagttagere af tableauet og må nok sande, at der skal andet end et klassisk bibelhistoriemaleri til at løfte Helligåndens opgave med os. I hver historisk periode må Sandhedens ånd finde nye udtryk. Dankvard Dreyer fra Assens har som elev af J L Lund malet og påbegyndt enkelte alterbilleder, men har haft det svært med at male uden at have en fuld modelopstilling for øje. Det var som portrætmaler og især landskabsmaler i tæt kontakt med natur og vejr, han som en formidabel iagttager har påkaldt sig nutidens beundring. Han var heldigvis overordentlig produktiv, til han blot 36 år gl. døde af tyfus.

 

 

 

Store bededag

1883-84 Carl Rohl Smidt, Johannes Døberen marmorkirken, nettet untitled.png

1883-84 Carl Rohl-Smiths kolossalstatue af Johannes Døberen 
til Marmorkirkens udvendige balustrade

“Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” Det er dagen for Johannes Døbers kompromisløse kald til gudsfrygt: “Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver”… …. Store bededag eller – som dagen i 1600tallet oprindeligt kaldtes – “store bede-, bods- og fastedag”, var tænkt som en dag til netop at bede, bøde og faste, og den kan i dag være lige så relevant som i Chr. 5.s kongerige. Johannes Døbers sidste udkald til en ny, etisk begyndelse bør stadig runge ud over vores grådige, uretfærdige og livsødelæggende civilisation – og over den individuelle samvittighed. Men dommedagsprofeten Johannes skal samtidig huskes for at have peget på Kristus som nådens gesandt.

Der har lejlighedsvis været arbejdsmarkedspolitiske drøftelser af muligheden for at slette store bededag, hvilket har medført et ramaskrig. Dagens brede nutidige popularitet skyldes uden tvivl dens funktionalitet som en egnet fridag til familiefester ved forårstid, ganske særligt konfirmationer. – På Store bededag er mangen prædikant derfor spændt ud mellem på den ene side festklædte konfirmationsmenigheder, som håber på et lys og glad dag, og på den anden side teksten med Døberens strenge formaninger. Det er ikke bekvemt for en præst med Johannes Døberens ord at råbe “Øgleyngel” ud over de blankøjede 13-14årige ønskebørn, i hvert fald ikke på festdagen! – Men da jeg ikke skal holde konfirmation, kan jeg koncentrere mig om kaldet til omvendelse og etisk besindelse og derfor vælge et billede af en kraftfuld og manende Johannes, som ikke frygter andre end Gud.

Jeg viser her Carl Rohl-Smiths skulptur af Johannes Døberen fra 1883-84, som er en af hans fire kolossalstatuer på Marmorkirkens balustrade. En mere kendt Johannesskulptur er Thorvaldsens idealiserede klassiker fra o. 1821, som indgår som kopi i Vor Frues vestfronton og som original i Markuskirken i Aalborg. Den genfindes endnu som statuetter i kirker og hjem, men Rohl-Smiths Johannes er et stærkt alternativ.  Med Rohl-Smith (1848-1900) er vi nået frem til en elev af (en af) Thorvaldsens arvtagere H V Bissen, og stilen har ændret sig i mere naturalistisk retning. Hans Johannes er mindre glat og formskøn end Thorvaldsens, mere rå og ekspressiv og derfor, synes jeg, mere relevant. Rohl-Smith blev af Kunstakademiet hædret med såvel lille guldmedalje som professorat, men Danmark – og Europa – var ham for lille. I 1886 emigrerede han til Amerika, hvor han blev et meget stort navn, men desværre blev smittet af malaria. Han var ved sin tidlige død tilbage i Kbh.

 


	

3. søndag efter påske “I sørger nu, men jeg skal se jer igen”

1860 Lucie Ingemann, Jesus blandt disciple Mark 11, Ørum v Brønderslev, NC Skærmbillede 2019-04-30 15.14.50.png

Johs kap 16 bringer os en sorgfuld tekst om afsked. Jesus er på vej til døden i Jerusalem og forbereder disciplene på de kommende begivenheder, også på den modgang disciplene selv vil komme ud for. Jesu afskedstale er tung og langsom. Tager vi ordene ind, taler de alvorligt også til os om de afskeder vi hver især må gennemleve, om sorgen over alt det vi holder af, som mistes, og måske også om smerten ved alt det der slet ikke blev. Men Jesus taler ro ind i vor angst; han taler håb ind i vores afsked, også gensynshåb, og han taler trøst ind i vores sorg: Sorgen skal blive til glæde ligesom fødselsveer. Teksten rækker frem over langfredagen til påske- og pinsemorgen med troen på, at Gud engang skal blive alt i alle.

Det er ikke ligetil at billedliggøre en talesituation, så budskabet høres. I guldalderen blev det ofte forsøgt, også af Marie Lucie Ingemann født Mandix (1792-1868). Efter 10 års forlovelse blev hun gift med B S Ingemann, med hvem hun levede i Sorø i et trofast ægteskab, uden børn men med gensidig respekt og fælles tro på sjælens udødelighed, som jo også ægtemandens poesi bevidner. Jeg har her valgt Lucie Marie Ingemanns alterbillede fra 1860. “Jesus sammen med sine disciple”, et af de sidste og (tro mig) bedste alterbilleder, hun malede. Det hænger i Ørum Kirke ved Brønderslev i en middelmådig renæssancetavle fra 1600tallet, og sandt at sige er maleriet også middelmådigt. Angiveligt forestiller det situationen i påskeugen, hvor Jesus taler til Peter om at blive ved med at tilgive (Mark. 11), men Lucie Ingemann evner aldrig at male øjenkontakt og fokuseret blik, så Jesus fremtræder udtryksløs og med fortegnede proportioner. Salmedigterens fromme hustru malede af et hengivent hjerte mere end 50 alterbilleder, som hun forærede til kirker i det ganske land, og otte af dem er måske endnu i brug. De fremhæves for deres farvesætning og komposition i Jette Lunds kønne monografi om malerinden, hvor samtlige alterbilleder omhyggeligt gennemgås. – Her benytter jeg med stor tak Niels Clemmensens gode foto.

Kvindelige malere havde ugunstige kår i 1800tallet, især da hvis de bevægede sig uden for blomstermaleriet. Lucie fik ganske vist lidt sparsom vejledning af C W. Eckersberg, men (næsten) ligestillet adgang til Kunstakademiet havde kvinder ikke før 1908. Nogle vil mene, at der endnu i dag er lang vej til ligestilling for kvindelige kunstnere, men en håndfuld af dem har på stærkeste vis beriget den nyeste kirkekunst.

2. søndag efter påske – Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene

1864 Chr. Dalsgaard Den gode hyrde Altertavle Ljørslev Morsø.Claus jpg

Christen Dalsgaard, Den gode hyrde, inspireret af Matt 18, Ljørslev kirke 
Morsø. Foto. Claus Jensen

Hyrdemotivet har baggrund i adskillige bibelske tekster: Ezekiel 34, hvor Herren siger. “Jeg vil selv søge efter mine får” og Ps. 23, hvor ‘fåret’ tillidsfuldt taler: “Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge” .., et tidløst, paradisisk billede. Til disse gammeltestamentlige billeder føjer det nye testamente først og fremmest den pointe, at det er den gode hyrde alt om at gøre at bjærge det enkelte får, og at hyrden sætter sit eget liv til for fårene. Her mellem påske og pinse danner hyrdemotivet således forbindelse mellem fortællingen om, at Jesus gav sit liv, og fremblikket på menighedernes ledelse. Vi møder i det nye testamente hyrden i 1. Pet. 2, Matt 18, Luk 17 og i dagens evangelietekst Joh. 10.

Selvom vi siden Jeppe Aakjærs tid dårligt nok har haft en faktuel hyrdekultur i Danmark, er motivet stadig lettilgængeligt og trøsterigt, lige yndet hos småbørn og pårørende ved begravelser. Endnu efter årtusindskiftet kaster det igen nye billedtolkninger af sig.

I kirkekunsten har hyrdemotivet været væsentligt i oldkirken (med en vis arv fra førkristne figurer), men i Danmark kom det først til at spille en rolle i sidste del af 1800tallet og da ganske særligt i den grundtvigske kunstnerkreds. En af de første kendte danske hyrdemalere er Christen Dalsgaard (1824-1907), hvis maleri af den gode hyrde i  Ljørslev Kirke på det grundtvigsk prægede Mors var inspireret af Matt. 18, men billedet af de høje bjerge stammer måske fra Ezekiels hyrdetekst. Det blev til i nationens skæbneår 1864. Dalsgaard viser her, hvordan den opofrende hyrde hastigt er på vej i et dramatisk bjerglandskab for at redde det ene fortabte lam. Dalsgaard forbliver her i lignelsens billede og giver altså ikke hyrden traditionelle Kristustræk. Derimod er Dalsgaards hyrde blond og klædt i nærmest oldnordisk dragt.

Chr. Dalsgaard fra Skiveegnen blev præget af Eckersbergs skole og slog igennem som landskabsmaler og almueforherligende genremaler. Han huskes især for fortællende, psykologiske tærskelbilleder med længselsfulde mennesker ved vinduer eller i døråbningerne. Dalsgaard tjente til brødet som tegnelærer på Sorø Akademi, men fik i 60’erne og 70’erne også en række altertavler som opgave: mindst 13 blev det til, mange til grundtvigske valgmenigheder. Da der ikke var bud efter flere altertavler, malede Dalsgaard småbilleder med bibelhistoriske scener, hvoraf et par hænger i Sorø klosterkirke. Som overbevist grundtvigianer ønskede han at lade kunsten medvirke til en lys, kristen forkyndelse.

Til den grundtvigske inderkreds hørte Skovgaardfamilien, som mellem 1892 of 1920 skabte hyrdebilleder til Vester Hæsinge, Imanuelskirken, Bøvling, Stenstrup, Rigshospotalet, Bejsnap, Egebæksvang, Sir og Nykøbing Mors kirker, sikkert flere – foruden en del kopier. Hyrdebilledernes antal blev øget af Joakim Skovgaards assistenter Kaj Gøtzsche, Rudolf Rud-Petersen og Niels Larsen Stevns. Billederne indgik i en fin symbiose med Grundtvigs hyrdesalme ‘Hyrden er én og så hans hjord’.

1892måske Joakim Skovgaard NG_M_00466.jpg

Joakim Skovgaards hyrdebillede fra 1892 med citat fra Ps. 23 i Vester
Hæsinge Kirke. Foto: Claus Jensen. Her er landskabet ikke udansk.

Endnu et hyrdebillede skal nævnes, som ligger lidt uden for den nævnte kreds: det som Johan Rohde i 1895 malede til Fly Kirke. Det er et symbolistisk billede, der viser Kristus som hyrde stående i et bemærkelsesværdigt smukt midt-vestjysk ålandskab med tillidsfulde får i forgrunden og den tårnløse Karup Kirke i baggrunden for enden af kirkestien. Johan Rohde malede mange landskaber, også flere med Karup Kirke, men dette billede er mig bekendt hans eneste altertavle. Der har været interesse om, hvem der var hans Kristusmodel, og svaret er måske fundet: en sammenligning med Rohdes samtidige portræt af forfatteren Henrik Pontoppidan viser slående lighed, specielt i skildringen af det lyse blik. Rohde har iklædt sin Kristus en himmelblå dragt og placerer ham med korsglorie ikonisk og tidløs ikke bare i landskabet, men i lokalbefolkningens sjælelige liv. Den i  samtiden progressive maler og designer Johan Rohde (1856-1935) var efter en rejse bl.a. til Paris med til at introducere symbolismen i Danmark, og i utilfredshed med Kunstakademiets undervisning var han i øvrigt med til at stifte Kunstnernes Studieskole og Den frie Udstilling.

1894-5 Johan Rohde Fly, med Karup kirke i baggrunden, Claus P1010909.jpg

Johan Rohde: Den gode hyrde, 1895, Fly Kirke. Foto: Claus Jensen

 

 

Jesus viste sig også for tvivleren Thomas – 1. søndag efter påske

1870-måske Vilh Marstrand Den tvivlende Thomas, ufuldendt altertavle, Statens M f K

Wilhelm Marstrand, 1970, Christus viser sig for den vantro Thomas, 
Randers Kunstmuseum

Disciplene skjulte sig frygtsomt bag lukkede døre, indtil pludselig den opstandne var hos dem med en fred og en styrke, som gav dem mod til at gå ud i livet. Den fraværende Thomas barrikaderede sig ikke blot bag lås og slå, men bag sin egen skepsis; men også han blev opsøgt og fik syn for sagn: Jesus lever – ikke bare som et spøgelse, men identisk med det korsfæstede menneske, man langfredag slog søm i. Evangeliet om Guds omsorgsfulde nærvær rummer og favner altså også os skeptikere, tvivlere og vantro. – Den tvivlende Thomas er en side af os alle.

Wilhelm Marstrand (1810-1873) var endnu en af guldaldermaleren C.W. Eckersbergs Italiensbefarne og produktive elever. Han blev selv en i samtiden meget anerkendt professor på Kunstakademiet og overtog Eckersbergs bolig. Han havde et berettiget ønske om at få monumentale opgaver og arbejdede med bibelske motiver, men gik oftest glip af kirkeudsmykningerne. Vi kender ham bedst fra historiemalerier i Chr. IVs kapel i Roskilde. Læreren Eckersberg havde i 1833 malet et alterbillede af Kristi møde med den vantro Thomas i disciplenes kreds, og Marstrand havde som forsæt at male sin egen fortolkning af dette motiv med henblik på en altertavle til Sct. Pauls Kirke i Kbh., men Marstrands billede påbegyndt 1870 blev aldrig fuldført. I dag kan denne store ansats ses på Randers Kunstmuseum.

1881 Carl-Heinrich-Bloch-xx-Doubting-Thomas-xx-Public-collection

Med maleren Carl Bloch (1834-1890) er vi en generation længere fremme end de før omtalte guldalderkunstnere. Carl Bloch var den engang så feterede og siden forkætrede ‘glansbilledmaler’, der med største tekniske dygtighed malede velkomponerede og fængende billeder. Hans værker var såvel underholdende, anekdotiske genrestykker som billedskønne, forkyndende scener på bibeltro grund. Blochs hovedværk inden for kristen kunst er den smukke billedrække på Kongens bedestol på 1. sal i Frederiksborg Slotskirke –  desværre ikke let tilgængelig uden for gudstjenestetid. I vækkelsernes sammenhæng omtales Bloch ofte som I M s foretrukne maler. Endnu i det 20. årh. kopieredes Blochs bibelske scener i utallige små andagtsbilleder til hjemmene.  Personligt var han en svært selvkritisk og blufærdig kunstner med et samvittighedsfuldt forhold til kristendommen. I Rikard Magnussens bog om Carl Bloch fortælles, at den danske maler Habbe spurgte Bloch: “Tror De på Kristus?”, hvortil Carl Bloch svarede: “Ja, Gu tror jeg på Kristus!”

I 1881 malede Carl Bloch sin fortolkning af den tvivlende Thomas til Ugerløse Kirke. Kompositionen viser på dramatisk vis den rystede Thomas, der falder på knæ for den opstandne Kristus med bekendelsen “Min Herre og min Gud!” Det er ikke nødvendigt for Thomas at stikke sin fingre i sårene. Mødet er alt nok. Kristus har netop med et rask greb trukket klædningen til side, så sidesåret ses – af Thomas og af menigheden. Carl Blochs malerier har ofte det forstyrrende træk, at figurerne ser ud til at være bevidste om at positionere sig og blive set af billedets iagttagere, men her er alle billedets personer opslugt af den ubegribelige begivenhed: at den korsfæstede selv åbenbarer sig som opstanden fra de døde.

 

2. påskedag – Vandringen til Emmaus

1869-70 Constantin Hansen, Herren og de to disciple, som går til Emmaus, Udsnit, Egeskov, Vejlby Fredericia

Constantin Hansen, "Herren og de to disciple, som går til Emmaus",1870,
Egeskov Kirke (Igeskov) nu Vejlby Kirke ved Fredericia. Malet i lighed 
med det tre år ældre topstykkebillede til Roskilde Vor Frue

“VI HAVDE HÅBET”…  I dagens sidste solskinstimer slår den opstandne følge med to disciple på Emmausvejen, men genkendes foreløbig ikke. “Deres øjne holdtes til”. Den traditionelt skildrede Kristus med det fjerne blik fremtræder med en lethed og et diskret lysskær. Disciplene giver billedet en jordbunden tyngde med deres forfærdede samtale om, hvordan deres håb er dræbt og begravet, og graven tilmed påskemorgen fundet tom. – Den tomme grav alene skaber altså ikke opstandelsestro. – Under vandringen lytter rejsefællen til de to disciples sorg, han udlægger teksten for dem, og de inviterer ham på aftensmad. Først da Kristus ved måltidet velsigner og bryder brødet, rammer genkendelsens fryd dem – og dermed påskens opstandelsestro. “Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?”…  Måltidet bliver en gudstjeneste, hvor Kristus er til stede i ordet og brødet. Kristussynet forsvinder, men mødet giver kraft til efter en lang dags vandring at haste tilbage til Jerusalem for at fortælle.

Den vidunderligt uudtømmelige beretning fra Luk 24 har inspireret til to motiver: Emmausvandringen og Emmausmåltidet. Fra guldalderens og vækkelsesbevægelsernes billeder fra 1800tallet og frem har Emmausmotiver været særdeles yndede i dansk kirkekunst, og motivet er endnu meget produktivt hos fx Peter Brandes. Det tilbyder et nærvær og en intimitet, som kalder på identifikation.

Jeg har valgt dette maleri af Constantin Hansen, der er en variation af hans tre år ældre topstykkebillede i Roskilde Vor Frue. Til forskel fra fx Roeds og Dorphs malerier af Emmausvandringen placerer Constantin Hansen ikke Kristus i billedets centrum, men i venstre side som et vidne til disciplenes opbragte og frustrerede samtale. Billedet er fin psykologisk portrætkunst. Det er tydeligt, at disciplene ikke her har genkendt ham, måske knap nok hæftet sig ved hans tilstedeværelse? – Det rejser et tidløst spørgsmål om hvorvidt mennesker på hver deres livsrejse forholder sig til ham  – som ledsager, livsvidne, håb?

Det er fristende i denne sammenhæng at bringe et Kierkegaardcitat fra o. 1850 om “at blive samtidig med Kristus”: “Det forbigangne er ikke virkelighed for mig; kun det samtidige er virkelighed for mig… Og således kan ethvert menneske kun blive samtidig: med den tid på hvilken han lever – og så med eet til, men Kristi liv på jorden, thi Kristi liv på jorden, den hellige historie står ene for sig, uden for historien”

Constantin Hansen (1804-1880), der var elev af både C. W Eckersberg og J. L . Lund og som tidens andre store malere dygtiggjorde sig i Rom, havde efter alt at dømme et dybt personligt forhold til kristendommen. Constantin Hansen havde fjernet sig fra rationalismen til fordel for det grundtvigske miljø, ikke mindst inspireret af sin 21 år yngre hustru Magdalene Købke, der opdrog deres 13 børn efter bedste grundtvigske idealer, i tæt kontakt til Skovgaardfamilien. Constantin Hansen malede 13 danske altertavler, heraf ni på Sjælland.