Kunst til kirkeåret

2. søn. e. trin. Det store festmåltid

Jesushistorien i Luk. 14 sammenligner Guds rige med et stort festmåltid, hvor mange er indbudte. Det er i sig selv et herligt billede af generøsitet og glæde, som vi kunne lade stå lidt. Men lignelsen udvikler sig dramatisk som en afsløring af de indbudtes reaktioner: Herrens udsendte tjener går først forgæves med sin indbydelse, fordi mange har noget andet for, alt sammen vigtige forehavender med henblik på kontrol og konsolidering af tilværelsen: For ikke at miste fodfæste må disse optagne folk desværre lukke ører og hjerter, når det uforudsigelige liv forstyrrer med sin kalden. Som om man kan være sit eget livs skaber, hvis bare man… Herrens tjener sendes så videre til andre, til de mange, som for længst har mistet fodfæste og opdaget, at de ikke er deres egen lykkes smede. Og her sker, hvad disse næppe har turdet håbe på: de nødes til at deltage i livets store fest sammen med en Herre, der gerne ser dem og gerne spenderer på dem.

Denne og flere lignelser dukkede op som motiv i dansk kunst fra midt i 1800-tallet. ‘Den fortabte søn’ var og blev yndlingslignelsen, men Wilhelm Marstrand lod sig også udfordre af større lignelseskompositioner som ‘Det store festmåltid’ og ‘De betroede pund’, – uden at nogen af disse dog fandt vej til altertavler. Wilhelm Marstrand (1810-1873) var ca. 60 år gammel, da han opholdt sig hos Ingemann i Sorø og i den forbindelse …”hørte en god tale om Gjæstebudet, som jeg vil male”. Igennem hele 10 år baksede han med forskellige udkast. Marstrands sidste årti var strabadserende med personlige sorger og svækket helbred og omtales gerne som hans religiøse periode, hvor han endelig fik realiseret sit arbejde med de bibelske motiver. I 1869 fuldførtes Det store gæstebud til publikums begejstring. Billedet blev som nationalt storværk (190,5 x 279,5 cm) solgt til den kgl. kunstsamling på Christiansborg, det overlevede heldigvis slottets brand og findes nu på SMK.

Vi ser et livligt og naturligt sceneri, hvor Jesus tager imod som værten, placeret mellem det smukt dækkede bord og en gruppe nytilkomne fattige, som han giver sin opmærksomhed. Maleriet har flere grupper af børn og mødre, ved festbordet også en ammende kvinde. Billedet er broget og komplekst, men fremtræder alligevel roligt med vertikale linjer i den belyste Jesusskikkelse og de kanellerede søjler. Arkitekturen er majestætisk, vi ser at perspektivlærer Eckersberg ikke har levet forgæves. En rundbuet portal åbner sig i baggrunden mod et lyst panorama, (det ny) Jerusalem. Den skyggefulde baggrund midt i festsalen fremhæver Jesu oplyste skikkelse. Vi skal dog ikke overse, at der i det dunkle kan anes et pulpitur med et orgel og en gruppe korsangere, som giver festen en gudstjenstlig tone.

– Min kilde er Otto Marstrands store bog om slægtningen Wilhelm Marstrand.

Jeg skrev, at værket ikke fandt vej til en altertavle, men Haverslev Kirke ved Fjerritslev har faktisk over norddøren en god lille kopi, malet i 1925 af Bruno Møller.

1. søn. e trin. – Den rige mand og den fattige Lazarus

Evangelisten Lukas skåner ikke hjerteløse rige mennesker. Til skræk og advarsel for sådanne bringer han lignelsen om den fordømte rige og den fattige Lazarus, en lignelse der er så evangelieløs, at man spørger sig, om det er en original Jesushistorie. Men det giver mening, at Gud ikke er ligeglad med, hvordan vi behandler hinanden. Når et menneskes liv er lagt i min hånd, er det op til mig, netop mig, at tage vare på det, sagt med et tilnærmet Løgstrupcitat.

Lukasevangeliets lignelse handler om kløfter: For det første den kløft mellem rige og fattige, som skabes af den riges ligegyldighed. Det er den unødvendige kløft, som måske kun den fattige oplever. For det andet er der den kløft, den rige omsider opdager, når han ser sig selv som fordømt. Kaj Mogensen har i sin prædikensamling fortolket kløften som tidens faktor: Hvor meget man end ønsker det, kan man ikke vende tilbage til øjeblikket og gøre det ugjorte gjort eller det gjorte ugjort. Der er ingen vej tilbage. Pointen kan ingen være i tvivl om: Lazarus ligger derude nu!

En af Danmarks bedste billedskærere i nyere tid var “fløjte-Emil” fra Ryslinge. Han havde spillet på fløjte til fester og måtte så – uden større musikuddannelse – påtage sig et arbejdsliv langt at fungere som organist i valgmenighedskirken Nazarethkirken i Ryslinge. Musikken kan vi ikke få at høre, men vi kan se hans billedkunst. Emil Hansen skabte rammen til valgmenighedskirkens altertavle og andet uimodståeligt livligt inventar. I 1966 udskar han kirkens prædikestol med lignelsen om Det store gæstebud som hovedmotiv. I de smalle felter nederst på prædikestolen var der frirum for andre scener, og her møder vi Den rige mand og den fattige Lazarus, som vises her. Den velnærede, rige mand har dødningen til bords, men det har han endnu ikke opdaget. Den fattige Lazarus ligger på jorden bag en skraldespand med bidske hunde som eneste selskab. Nej, der er alligevel én til: En engel bøjer sig omsorgsfuldt ned over den arme. Lazarus’ lidelse er forbi. – Forbindelsen eller kontrasten til prædikestolens hovedmotiv Det store gæstebud er, at Gud sender bud efter staklerne. Guds festbord er dækket, og hans sal skal være fuld.

Foto: Claus Jensen.

Trinitatis Søndag – Samtalen med Nikodemus

Den første teologiske samtale i Johannesevangeliet foregår i nattens mulm mellem den fremtrædende jøde Nikodemus og “læreren der er kommet fra Gud”. Samtalen bliver en opvisning i næsten komiske misforståelser omkring betydningen af at “blive født på ny”. – Gad forresten vide, hvordan en nudansk dåbssamtale om emnet ‘genfødt’ lyder? – Den lærevillige og målrettede Nikodemus må sande, at det bl.a. handler om ånd, ja om Ånden, som ikke er sådan at disponere over. “Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke hvor”… (Her var så forklaringen på, at Nikodemussamtalen hører til pinsetiden.) At blive forløst til livet som et frit menneske under Guds lyse himmel er lige så lidt noget, man kan lære sig, som det at blive født af sin mor. Det er en gave, som kommer til en, vender op og ned på en og gør verden vid. Det er Menneskesønnens gave til Nikodemus og til os andre at afsløre, hvor høj, dyb og levende virkeligheden er.

Motivet med Jesus og Nikodemus har fristet store kunstnere som Købke, Brendekilde og ikke mindst Niels Larsen Stevns. Sidstnævntes mesterværk blev præsenteret i et opslag her for to år siden. Nikodemusmotivet kan males som en epifani eller som et psykologiserende karakterstudie. Axel Hou (1860-1948) har gjort det sidste ved at modstille den lysende, både myndige og åbne unge Jesus og den indkrogede og grublende ældre Nikodemus i den intime samtale. Axel Hou malede i 1904 sit alterbillede til Gåser Kirke i Aalborg Stift, hvor det stadig hænger over alteret. Seks år senere gentog Hou motivet til Skt. Olai Kirkes alterparti i Hjørring, hvor hans billede dog i 1976 måtte vige pladsen for noget mere musealt. Nikodemus hænger nu på skibets nordvæg. – Det faderløse Vajsenhusbarn Axel Hou fik ad besværlige omveje lykke til at udvikle og uddanne sit talent for bl.a. portrætkunst. Han har bidraget med udsmykning i 23 danske kirker. – Tak til Niels Clemmensen for det gode foto!

2. pinsedag

Evangelieteksten til 2. pinsedag, Joh. 3,16-21 er kaldt “Den lille bibel”, ‘Guds telefonnummer’ og andre pædagogiske navne. Det har nok været det mest udenadlærte skriftsted på alverdens sprog. Teksten forklarer ikke det gådefulde forhold mellem Gud Fader og Gud Søn endsige mysteriet om Guds væsen; MEN den giver os, hvad vi behøver for ikke at gå fejl af Gud: “Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham”… “Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden“…

Kunstnerparret Paul Høm og Lisbeth Munch-Petersen løste i 1981 Struer Kirkes påtrængende udsmykningsopgave med to store, smukke glasmosaikruder. Her vises den ene rude: Kristus ses i højsædet i en farvestrålende, klar mandorla af lys. Ifølge sit væsen bringer lyset dommen med sig, for i lyset skelnes det gode fra det onde. Dette domsbillede er en fin nyfortolkning af den i middelalderen så udbredte Majestas Domini-scene, hvor Kristus traditionelt indtager sædet som tronende verdensdommer, omgivet af forbederne Maria og Johannes, engle samt apokalypsens fire levevæsener alias evangelistsymboler. Men her i Høms og Munch-Petersens fortolkning af domsmotivet sker det helt vidunderlige, at dommeren vender sig i sit dommersæde for at række armen frem og gribe et menneskebarn om hånden. Dommeren vil ikke fordømme, men frelse og bevare sit menneskebarn hos sig i det evige lys. Foto: Claus Jensen.

Den anden rude vises nedenfor. Den skildrer i varme farver Jesu liv fra Mariæ bebudelse.

Billedkunstner Ingvar Cronhammar er død 73 år gl.

Ingvar Cronhammar er berømmet for sine storladne installationer, hvoraf Elia i Herning vel er den mest kendte, desværre bl.a. for tragiske ulykker på stedet – naturligvis til meget stor sorg for også kunstneren.

Når der også på denne side skal siges farvel og mange tak til den originale kunstner, er det foranlediget af, at han også er kirkekunstner. Han lavede i 2018 “med ærefrygt og bæven” et meget lovende udkast til andagtsrum i Skejby Sygehus, men når altså desværre ikke at opleve færdiggørelsen, som er projekteret til 2022. Projektet er tre forbundne rum til fordybelse og tro i sygehusets Forumbygning i indgangspartiet: et kirkerum, et stillerum og et refleksionsrum. Kirkerummet er indrettet med alter og døbefont og smykket med kors. Det er tænkt til bøn og til hospitalspræstens gudstjenester. Stillerummet uden religiøs symbolik retter sig mod troende fra ikke-kirkelige kulturer. Her er der taget hensyn til parter, som ikke ønsker billeddannelser overhovedet. Refleksionsrummet er et tilbud til også ikketroende.

Hvad der forener de tre rum er vandkunst, idet mennesker har fælles erfaring af vandet som livgivende: I kirkerummet løber vand i kanaler langs væggene, og spejlinger heraf kastes ud i rummet (Se modelfoto). I det ikke-kirkelige andagtsrum løber et vandfald ned ad en ru væg. I refleksionsrummet løber vand ned fra loftet som en søjle og ender i et cirkulært bassin i gulvet.

Selv husker jeg med glæde Cronhammars installationer i Cisternerne ved Søndermarken, Frederiksberg, i 2015, hvor kombinationen af vandsøjler, lys og musik skabte en sjælden sakral stemthed. I Skejby er der tilsyneladende arbejdet videre med erfaringer derfra.

Æret være Ingvar Cronhammars minde!