Kunst til kirkeåret

9. søn. e. trin. Gældsbeviset

Lukasteksten, der ikke rigtig går op, handler om gæld eller skyld: Alle lignelsens personer står i gæld til “en rig mand”, en metafor for Gud som den instans, vi ikke kan bedrage, hvor gode vi end er til at bedrage os selv og andre. Den uærlige “forvalter” har svindlet med det, der var ham betroet. (Velkommen i klubben). Han afsløres som dybt forgældet, men navigerer fremdeles i egen interesse mellem andre gældsatte: Han nedskriver de medskyldiges gæld, mens chancen er der. Overraskelsen er, at Herren derpå fremhæver sin skyldige forvalter. Slår han en latter op i forhold til den betydning “den uærlige mammon” tillægges i menneskers verden? Fortællingen glider mellem eksistentiel gæld og økonomisk gæld. Den økonomiske gæld må menneskenes børn afhjælpe efter bedste evne, altså ikke mindst de andres gæld; den eksistentielle står vi tilbage med som vores absolutte mellemværende med livet, altså med Gud. – Om gælden til livet handler evangeliske tekster, der tilsiger, at Gud nådigt overkommer sine forvalteres eksistentielle gældsbreve.

I Torup Kirke, Vester Torup i Jammerbugt blev der i 1729, i Fr. 4.s tid, malet allegoriske billeder på pulpituret fra 1716. Det oplyses, at snedkeren er Jacob Lauridsøn, og at Jens Pedersen Toft fra Thorup har betalt stafferingen, men ikke hvem der har malet de emblematiske billeder, som formodentlig er malet efter andet pietistisk forlæg. Jeg viser her et let afkodeligt billedfelt med et overstreget gældsbevis og citat fra Koloss. 2,13-14: “Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset;” eller med Den Nye Aftales formulering: “Han slettede hele registret af sigtelser, der var rettet imod os. Han naglede dem til korset og bragte dem ud af verden.” Foto: Claus Jensen.

8. søn. e. trin. – De falske profeter

Bjergprædikenens advarsel mod “de falske profeter” med det fromme ydre og det aggressive indre er en tekst, der kan aktivere diverse fjendebilleder. Eksempelvis kan et billede tone frem af strenge patriarker, som med fundamentalistisk skråsikkerhed bruger skriftsteder som våbenarsenal imod menneskers frihed. Jesu ord lægger ikke op til definitioner af den rette lære og tale. Kriteriet er derimod så enkelt og omfattende som spørgsmålet om troens frugter: Hvem bærer “gode frugter”? Hvem fremmer livet ved at bringe hjælp, trøst og glæde i andre menneskers liv? Den sande profets egen menneskekærlighed viser hvordan. – Bærer mit eget liv gode frugter?

Det udvalgte kunstværk med titlen “Falske profeter” viser fjendebilledet i renkultur, skræmmende – og måske lidt komisk ? Her aftegner “de glubske ulve” sig manifest med bidske tandsæt i sorte munde, docerende gestik, den ene direkte med rovdyrsnude… Sådan kan kærlighedens fravær skildres. Det ekspressive og koloristiske billede er malet 2012 af Arne Haugen Sørensen og er set på kunstnerens eget smukke museum i Videbæk mellem Herning og Ringkøbing. Det skiller sig ud blandt kunstnerens mange ‘kirkeegnede’ værker, som fordyber sig i tydningen af Guds kærlighed. Foto: Claus Jensen.

7. sønd. e. trin. – Zakæus’ befrielse

Lukas fortæller den opmuntrende historie om et menneske, der gladeligt opgav sin uretmæssigt sammenpugede rigdom, fordi Jesu besøg gjorde ham til et helt menneske. Vi ser den betydningsladede og lidt morsomme scene for os: På sin byrdefulde vej gennem Jeriko til Jerusalem får Jesus øje på den lille overtolder oppe i morbærfigentræet og vælger at give netop denne ildesete kollaboratør et særligt besøg. Det guddommeligt-menneskelige nærvær er det under, som befrier Zakæus fra griskhed og skyld, fra isolation og selvforagt. “Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte”. – Her fik vi endnu et glimt af kærlighedens nyskabende kræfter, og derfra breder sig et håb for alle dem, ja for alle os, der har brug for at se på vore liv med nye øjne i lyset af evangeliet.

I nyere dansk kunst er Niels Larsen Stevns’ maleri af mødet mellem Jesus og Zakæus uovertruffet; det blev vist på denne hjemmeside for to år siden.

Denne gang skal vi se et fint og meget gammelt kalkmaleri fra Keldby Kirke på Møn, hvor Zakæus’ navn tilmed er skrevet over den lille figur midt i frisen. Sekunderet af apostelfyrsten Peter med kæmpenøgle rider Jesus med korsglorie årvågen og velsignende frem mod påskens drama og hyldes undervejs af en jøde (med spids jødehat), som breder sit klæde på vejen under det hvide ridedyr. Til højre for Zakæus ses Jerusalems port med den hilsende folkevrimmel, og derefter følger nadverbordet med Jesus og apostlene.

Kalkmaleriet med den smukke lapis Lazuli blå baggrund findes på nordvæggen i den meget billedrige kirkes kor. Det stammer formentlig fra o 1275, overgangstiden mellem romansk og gotisk stil. Kirken er i høj grad en sommerudflugt værd. Foto: Claus Jensen.

6. sønd. e. trin. – “I har hørt, der er sagt til de gamle: ‘Du må ikke begå drab’…Men jeg siger jer:”…

I min allerførste søndagsprædiken måtte jeg i sin tid tage livtag med netop denne strenge tekst fra Bjergprædikenen om retfærdighed: “Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” Den lutherske skoling i ‘lov og evangelium’ og ‘tilregnet retfærdighed’ kom til eksamen. Den nye Paulusforskning vedr. en ubrudt forbindelse mellem Kristustro og Moselov udfordrer Luthers teologi og gør ikke opgaven lettere: Loven er uopfyldelig for det syndige menneske, den kan ikke bestå som frelsesvej, lige så lidt som tempelkulten kan, men loven suspenderes ikke, den fuldbyrdes i troen. Den uddybes i en radikal sindelagsetik, idet Kristus vender opmærksomheden mod det indre dyb, hvor synden udspringer af hjertets kulde, ødelæggelsestrang, begærlighed: “Enhver der bliver vred på sin bror, skal kendes skyldig”… Retfærdighed handler om dit sind, din empati, din kærlighed, ja, men samtidig om din handling i situationen. Du skal ikke bare føle for fred og forsoning, men tage affære og handle – for medmenneskets skyld: Hvis du kommer i tanker om, at din bror har noget imod dig, så “gå hen og forlig dig med din bror”. – Prædikanten svømmer måske for livet i refleksioner over kristendom og etik; hun eller han må række ud efter redningskransen i forkyndelse af, at Kristus selv er lovens opfyldelse og frem for nogen har stillet sig selv i forsoningens tjeneste.

For nutidens mennesker er det måske en overraskelse, hvor ofte Mosesskikkelsen med lovtavlerne figurerer i danske kirkers efterreformatoriske inventar, fx som bærestolpe under prædikestole eller som pendant til nytestamentlige skikkelser på prædikestole og altertavler. De 10 bud blev flittigt læst i den lutherske katekismus-undervisning. Her vises et udsnit af den flotte prædikestol i Brarup Kirke ved Nykøbing Falster, hvor Moses – mellem hjørnehermer med apostle – er placeret ved siden af Salvator mundi, Kristus. På Kristi anden side står Johannes. Prædikestolen er udskåret i 1635 af en af egnens fremmeste billedskærere, Jørgen Ringnis (d. 1652 i Nakskov). Lovtavlerne kan bære de 10 bud som numre eller som tekst, med hebræisk eller (som her) dansk skrift. Der forekommer i øvrigt også eksempler på, at “det største bud”, det dobbelte kærlighedsbud, står skrevet på Moses’ tavler. Se foto af Schrøders bærestolpe under prædikestolen fra 1615 i Faxe Kirke. Abel Schrøders billedskærerværksted i Næstved var Sjællands bedste. Det hang i en tynd tråd, da den gamle Abel Schrøder døde af pest i 1602, samme år som den yngste Abel blev født; men ved samlet indsats fra enken, svendene og den drikfældige ældste søn Eiler Abel overlevede værkstedet, til dets største talent Abel Schrøder den yngre blev voksen og gennem et halvt århundrede kunne tegne firmaet med sine livfulde skulpturer. Foto: Claus Jensen.

5. sønd. e. trin. – Peters fiskefangst

“Vi har slidt hele natten og ingenting fået”, sukker fiskeren Simon Peter iflg. Luk. 5 og lægger dermed stemme til mange menneskers erfaring af meningsløs indsats: Vi bliver trætte og desillusionerede. Kommer jeg nogen sinde ud af stedet? Gør mit slidsomme liv overhovedet en forskel? Spørgsmålet om mening melder sig særlig ubønhørligt ved midtlivskriser og statusårenes tilbageblik. – Evangelieteksten forstyrrer imidlertid gudskelov vor mistrøstighed ved at fortælle videre, at Peter genfandt livsmodet, da Jesus befalede ham – igen – at lægge “ud på dybet”. Peter lod da håbet vinde over erfaringerne: “på dit ord vil jeg kaste garnene ud”. Lukas beretter anskueligt om Peters efterfølgende overdådigt store fiskeheld. – Og fik vi forresten ikke også dage, hvor det hele gav overraskende god mening? – Mirakler eller ej, vi erfarer selv tilbagevendende, at livsmodet trods udmattelser fornyer sig og giver os den nye dag i hænderne som en velkommen mulighed og opgave. K. E. Løgstrup skrev om ‘de suveræne livsytringer’, som fornyer og åbner vores liv, uden at vi strengt taget har os selv at takke for dette. Livsmodet er et af disse suveræne eller spontane træk ved livet, som vi stadigt bæres af. Vi kan ikke ved egen viljesanstrengelse producere livsmod og håb, men vi kan modtage det som en nåde, ja et gudstegn. I mødet med disse gudstegn, der peger på den generøse skaberkraft, må vi føle os taknemmelige og samtidig meget små. Her rejser Guds ord os op igen med tiltalen: “Frygt ikke! Læg ud på dybet!

Danmarks uovertrufne billedtolkning af Peters fiskedræt har siden 1916 kunnet iagttages i Viuf Kirke ved Kolding. Det er Niels Larsens Stevns‘ skildring af det øjeblik, hvor Kristus taler til den tilbedende Peter: “Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker”. Baggrunden er det uendelige, bølgende hav, der spiller i lyset fra himmelen. I forgrunden er Peter, som midt i denne gudsvelsignelse af store, blanke fisk bøjer sig rystet ned mod Kristi nøgne fod. De naturalistiske størrelsesforhold er fraveget, idet maleren har gjort forgrundsfiguren lille for desto tydeligere at vise Kristi suverænitet. Kristusskikkelsen rejser sig monumental og skulpturel helt op til billedets overkant som selve velsignelsens inkarnation. Han breder arme og hænder vidt ud over sit menneskebarn og lader sit ansigt lyse over det. – Foto er hentet i Mikael Wivels uundværlige bog om Niels Larsen Stevns: ‘Lysets tøven’.