Kunst til kirkeåret

Kunst til kirkeåret, 6. søndag efter påske, 2. rk. – “At de alle må være ét”

Dagene mellem Kristi himmelfartsdag og pinse er menighedens mellemtid, hvor der ses frem og tilbage: Vi kan se tilbage på rækken af forunderlige Jesushistorier, som præsenterer Sønnens liv fra undfangelse til himmelfart; og vi kan se frem til, at pinsen udfylder tomrummet efter ham med Guds levende Ånd: Pinsesalmerne poetiske og musikalske kraft må få os til at fylde lungerne med begejstring og danse fra kirke ud i pinsesolen. Men nu altså mellemtiden, hvor vi dog ikke er efterladt tomhændede. Vi står stadig med Jesu afskedsbrev fra Joh. 17, som vi 5. søndag efter påske ikke blev færdige med at læse: brevet som er den meditative bøn, der i Jesu ånd skal knytte det hele sammen.

Også i dette afsnit understreges enheden Gud Fader – Guds Søn – menigheden. Den kraft, der alene kan skabe enhed, er naturligvis kærligheden, som dybest set er fra Gud. Kærligheden er også altafgørende, når menigheden skal vokse ud i verden. Den lyttende verden skal forstå, at menigheden – midt i en konfliktfuld og lidelsesfuld virkelighed – er lykkelig og uovervindelig i kraft at være båret af guddommelig kærlighed.

Bærekraften i Guds kærlighed i Jesus kommer i samme søndags epistellæsning til udtryk i en af bibelens stærkeste formuleringer, hvor Paulus iflg. Rom. 8 skriver om at sejre ”ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende… kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.”    

Hvordan male et billede af den kærlighed fra Gud, som lever i menigheden og skaber dens enhed? Måske af frygt for sentimental utroværdighed er dette sjældent forsøgt. Kunstneren Benjamin Abana (f. 1983) har dog for nyligt bundet an med projektet i det store tredelte maleri, som han i 2025 udførte til sognegården i Aalborgs Vor Frelser Kirke. Centralt i maleriet ses en lysende Kristus, mindre som et fysisk menneske end som en åndelig inspiration, der ikke lader menigheden i tvivl om kærlighedens under. Mennesker omkring ham er forbundne i deres forskellighed. Vi forstår, at her er noget på færde, som er stærkere end alverdens grupperinger og opdelinger i os og dem. Foto: Claus Jensen. Et herligt udsnit ses nederst i opslaget på min hjemmeside https://kirkekunst.net/K   

Kunst til kirkeåret, Kristi himmelfarts dag, 2. rk. – Åndeligt koordinatsystem

Vi fejrer ”Kristi himmelfart”, og gentager i trosbekendelsen ”Opfaret til himmels” – vel vidende, at ordene hidrører fra et antikt verdensbillede, hvor verden tænktes anderledes lagdelt. Hvad religionskritiske, sovjetiske astronauter under den kolde krig hånligt konstaterede, at de på deres rumrejse ikke fandt nogen gud, er jo ikke overraskende. Men omvendt har kristne astronauter fundet anledning til religiøs taknemmelighed og ærefrygt, når de deroppefra så ned på vores smukke, blå planet, – og som bekendt er Gud også officielt genfundet i Rusland. Vi har brug for at skelne mellem himmelsk = celestial (astronomiens) og himmelsk = heavenly (troens) og for at tænke på troens himmel/ Himmel/ himmerige som en tilstand, en anden dimension, snarere end som et konkret sted i vores tredimensionelle verden, og sådan forstået giver det mening at tale om ”oppe i himmelen”.

Selvom vores astronomiske verdensbillede har ændret sig til noget uden op og ned og måske også uden centrum, er der dybt i sproget og i vores biologi indlejret en kvalitativ betydning hinsides det konkret målbare i forbindelse med vores brug af ordene ’op’ og ’ned’ eller ’høj’ og ’lav’: Det er elementært mere attraktivt at være ’oppe’ end ’nede’. Vi forbinder værdighed og herlighed med ’op’ og ’høj’ og elendighed med ’ned’ og ’lav’. Vi løftes af ord som ’oprejst’, ’oplivet’, ’opmuntret’ eller ’højsindet’ og ’ophøjet’, og det modsatte foregår ved ord som ’nedbøjet’, ’nedtrykt’ eller ’lavsindet’, ’lav’. I den kvalitative betydning kalder sprog- og religionsforskere sådanne ord for ‘orienteringsmetaforer’. Det mest højsindede og ophøjede menneske, vi har hørt op, Jesus Kristus, må naturligvis, nu hvor han ikke mere har sin fysiske gang på jorden, være oppe hos Gud Fader i det høje. Koordinatsystemet i kirkens stærke symbolsprog er forankret i aksen fra himmel til jord. Vi kan momentvis prøve at ”opløfte vores hjerter til Herren”, som det hedder i nadverritualet, men vi skal ikke forløfte os på en for os umulig åndelig opstigning, derimod sige tak til, at Kristus holder linjen åben ved at gå vejen både ned og op, for os og med os. I dette åndelige koordinatsystem lander aksen mellem himmel og jord altid netop der, hvor ”to eller tre er forsamlede i Jesu navn”, og lige der er vores trosverdens centrum. Omkring denne akse danner menigheden en åndelig kreds, tænkelig som både levendes og dødes fællesskab om troen i en cirkel så ubrudt som evigheden.

Billedkunstnerne har oftest kun to dimensioner til rådighed, men har siden den vestlige renæssances udvikling af perspektivlæren effektivt kunnet skildre verden på billedfladen som et tredimensionelt rum med perspektivisk dybde fra forgrund til baggrund. – Kirkens kunstnere har gennem tiderne grebet himmelfarten meget forskelligt an. Barokkunstnere excellerede i at indtage Guds himmel som et tredimensionelt rum mellem og over skyerne på kirkens høje hvælv. Nyere kirkekunstnere har undertiden markeret, at den himmelfarende Kristus står uden for det tredimensionelle system ved fx at vise ham særskilt indrammet af en cirkel, hvori han fremtræder frontalt og todimensionelt som i en ikon. – Jeg har i tidligere Kristi himmelfarts-opslag på min hjemmeside vist sådanne eksempler med cirkel. – I det kunstværk, jeg denne gang har udvalgt, er Johan Thomas Skovgaard i 1930 gået en anden vej, vel også med inspiration fra ikoner: På ophøjet og højtidelig vis har han i Nørre Bjert Kirke ved Kolding valgt en skyggefri baggrundsflade af bladguld som tegn for, at himmelfarten handler om en anden dimension end den vante tredimensionelle verden: Kristus er ophøjet på sin usynlige akse mellem himmel og jord som menneskers allestedsnærværende åndelige orienteringspunkt. Kredsen omfatter de 11 disciple (Judas’ plads står tom) sammen med Jesu mor Maria. Til venstre for kredsen står de to mænd i hvide klæder, som iflg. Apg. 1,11 spørger: “Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.” I alterbilledets hjørner ses de fire evangelistsymboler: Evangeliet peger opad, men således også udad, i evangelieudbredelsens retninger. Foto: Claus Jensen.   

Kunst til kirkeåret, 5. søndag efter påske, 2. rk. – I tid og evighed

Igen befinder vi os i den uge i maj, hvor mange af os – nu også via digitale medier – har læst og delt sekvenser af dyrebare afskedsbreve, skrevet i april 1945 af frihedskæmperen Kim Malthe-Bruun, udgivet af hans mor. Som taknemmelige læsere kan vi finde opbyggelse midt i tragedien: Afskedsordenes åndelige kraft lader os forstå, at mennesket, hvis tid her er ude, ikke forsvinder. Vi bliver så at sige vidner til, at himlen står åben over denne sjælsstærke og kærlighedsfulde unge, der er drevet af tro på og trofasthed mod det, der er større, og videregiver det store til os.

Søndag skal vi læse det ’afskedsbrev’ fra Jesus, som vi finder i Joh. kap. 17, i den lange komposition som kaldes Jesu ypperstepræstelige bøn. Her er evigheden nærværende, når Jesus om disciplene siger: ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.”

Troens mysterium lyser i bønnen, der meditativt kredser om ”herlighed”, brugt i den fulde betydning af guddommelig, ophøjet fylde og glans. Ordet er også kendt fra fortællingen om ‘Åbenbaringen på bjerget’, hvor Jesus forvandledes til det rene lys, så tre af disciplene “så hans herlighed”. – Her i søndagens afskedstekst beder Jesus om ”herliggørelse”, et ord, som vel er forbeholdt den sakrale sammenhæng, hvor Gud er herliggørelsens subjekt. – Jesus beder for enhed i guddommelig “herlighed”: – for bekræftelse af hans enhed med Gud, som han udgik fra og vender tilbage til, – for enhed mellem ham og disciplene, som gennem ham har modtaget Guds ord og erkendt, hvem Gud er, – og for disciplenes indbyrdes enhed:  …”for at de kan være ét ligesom vi”…. Bønnen for menighedens/menighedernes enhed er stadig påtrængende, og Gud beder stadig med, iflg. epistelteksten fra Rom. 8, hvor Paulus skriver, at “Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed.” ….og “Ånden selv går i forbøn for os”….

Mens bønnen håbefuldt formidler denne evige enhed i ordet og ånden, er den fysiske adskillelse en realitet, idet Jesus til Gud siger: ”Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig.”…

Vi har i Frederiksberg Kirke et særligt interessant alterbillede fra 1841, der virtuost reflekterer afskedsbønnens dialektiske pointe. Den epokegørende guldaldermaler C. W. Eckersberg var berømt for sin nøgterne faglighed i fhv. realistiske model- og perspektivstudier, herunder videnskabeligt skyggeperspektiv. Som delvis påvirket af rationalismen undgik han i sine 15 altertavler helst at male glorier og andre metafysiske effekter, idet han erklærede, at ’troen ikke er en malemetode’. Ikke desto mindre visualiserer han på sin diskrete måde troens mysterium i netop dette alterbillede, hvad også offentliggjorte studier af Eckersbergs forarbejde har dokumenteret: Eckersberg anskueliggør, at Jesus er i verden, og at han ikke i verden. Jesus er i tiden og rummet, og han er hinsides tiden og rummet: Maleriet fordobler horisontlinjen med en forskydning mellem den højere linje gennem Jesu ansigt og den lavere i disciplenes verden. Den rødklædte Jesus taler til bordfællerne, stående i deres kreds, men han transcender samtidig kredsen. Sammen med det kridhvide nadverbord er Jesus belyst direkte forfra, men helt uden at kaste skygge på bagvæggen; lyskilden er mystisk og i hvert fald ikke identisk med de tre aftenmørke ruder. De indadvendt lyttende disciples ansigter synes at have Jesus selv eller Jesu ord som lyskilde. Således kan kunstneren siges at have givet sit bidrag til at anskueliggøre “herliggørelsen”. Bemærkelsesværdigt er det også, at Jesus ‘har øjenkontakt’ med menigheden i kirken, med os. Der lægges hos maleren vægt på blikket som forbindelsesvej til den inderlighed, som er et af guldalderens nøgleord (jævnfør Søren Kierkegaard). Inderlighed kan siges at bygge bro mellem rationalisme og pietisme. Foto: Claus Jensen.   

Kunst til kirkeåret, 4. søndag efter påske, 2. rk. – “Jeg er den, jeg er”

”Jeg er den, jeg er” er Guds navn. Et aktivt verbum. Ikke et navneord, der identificerer et objekt, for Gud er aldrig vores objekt; Gud er altets selvberoende og skabende subjekt, Gud er ‘Jeget’, implicit i verbet, som er altings udgangspunkt – og derfor også vores usvigelige ‘Du’. Gud transcenderer vore ord og begreber; Gud kommer kulturernes foreliggende kaldenavne og adjektiver i forkøbet. Gud er ’det ganske anderledes’, højere, dybere, mere ubegribelig end alt det relative og omskiftelige, der møblerer vores verden. Gud er absolut, ikke bare Gud under visse forudsætninger. Kulturelle koder er under hastig forandring, vores opfattelser af autoritet, virkelighed og sandhed mere vaklende end nogensinde, men Gud kommer stadig til verden med sit ubetingede, sit evige: ”Jeg er den, jeg er”.

Vi må undse os for at gøre billeder af Gud, ingen billeder ville kunne gøre fyldest. Guds manifestation er med den gamle religionshistoriker Rudolf Ottos ord et numinosum, “Mysterium tremendum et fascinosum”: det dragende og rystende mysterium. Det numinøse lyser og brænder. Hebræerne så sig kaldede, ja udvalgte af Gud og bad Gud ‘løfte sit åsyn på dem’, men Guds tilsynekomst kunne dog kun visualiseres som en ild: et brændende bjerg, en brændende tornebusk… Sidste søndag hørte vi GT-læsningen fra Exodus om stemmen, der fra den brændende tornebusk kaldte Moses. Bævende spurgte Moses om navnet og fik altså Guds svar: ”Jeg er den, jeg er”.

I denne søndags evangelietekst fra Joh. 8 hører vi disse prægnante ord igen: ”Jesus sagde til dem: ’Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv, men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg”. Det måtte være ubegribeligt, ja blasfemisk for omgivelserne at høre Jesus identificere sig ved Guds selvbenævnelse fra den mosaiske kernetekst. Kun i lyset af Jesu ”ophøjelse” og kun for kristentroen giver det mening. For den bagkloge evangelielæser refererer ordet ”ophøjet” til korsfæstelsen efterfulgt af opstandelsen og himmelfarten, hvor troende ser Jesu guddommelige selvidentifikation bekræftet fra højeste sted. Påskens, himmelfartens og pinsens begivenheder er kristendommens store numinosum, hvor Kristus og Helligånden lyser livet og døden op, går gennem fysisk og åndeligt låste døre – og når ind til disciplene, til Paulus… Og tør vi så ikke vove at elske Guds menneskelige fremtræden i Jesus som vores gudsbillede?

I tekstuddragets samtale med jøderne sprængte Jesus det partikularistisk-jødiske. For hebræerne var Exodus fortællingen om frigørelse fra trællekår for Abrahams efterkommere. For evangelisten er det afgørende ikke afstamningen, men troen. Troen på evangeliet gør fri: ”Jesus sagde til de jøder, der var kommet til tro på ham: ’Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie’”. Her skænker Kristus ’et kristenmenneskes frihed’ sagt med luthersk term. Iflg. Luthers skrift fra 1520 er friheden trefoldig: “Troens første gave er frihed for alle lovens bud og alle samvittighedens kvaler. Hvor troen går ind, har Moses ikke mere at skulle have sagt. Den troende har sit liv i Guds nåde og gør glad og gerne det, som buddet ellers måtte kræve af ham. – Den anden frihed, der ledsager troen, er frihed for alle bekymringer i denne verden. Så megen tillid har troen til Gud… – Guds tredje nådegave til troen er frihed for den angst, der kredser om død og dom. I troen forenes sjælen med Kristus og bliver ét med ham”…

Jeg har valgt at illustrere helligdagens tekst med fra Maja Lisa Engelhardts udsmykning fra 2007 i den middelalderlige Gjellerup Kirke ved Herning. Som så ofte inspireres Maja Lisa Engelhardts altertæppe af et gammeltestamentligt numinøst motiv: Gud som ild. Det må minde os om Moses’ møde ved tornebusken, hvor Gud sagde: “Jeg er den, jeg er”. Løfter altergæsten dernæst sit blik mod altertavlen, træder Kristus frem som den ophøjede, som for at sige: “Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er“. Den lysende Kristusgestalt er iflg. kunstneren en reference til påskens fortælling (Joh. 20,19) om, at Kristus kom gennem lukkede døre med fred til de forskræmte disciple. Jeg har tilladt mig først at føje et foto af altertæppet (ilden) sammen med et foto af altertavlens hovedfelt (den opstandne Kristus). Nedenfor på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst viser jeg hele Maja Lisa Engelhardts righoldige alterparti. Foto: Claus Jensen.

Gjellerup Kirke ved Herning. Maja Lisa Engelhardts udsmykning

Stort til lykke med de 90 år til billedkunstner Adi Holzer

Adi Holzer er en kendt og folkekær kunstner, hvis fantasirige billeder ofte skaber en atmosfære af eventyr og trylleri.

Adi Holzer har opnået stor betydning som kirkekunstner: 23 danske kirker har han udsmykket – foruden mange sognegårde: skulpturer og malerier, også på glas. Holzers værker er ikke til at tage fejl af: Hans frie og poetiske fortolkninger af kristne motiver og symboler møder os med en let penselføring og klare kontrastfarver, undertiden også flader af guld. Undertiden står den festlige farvepalet i et spændingsforhold til tungere motivers indhold.

Somme tider udfordrer kunstneren os med en næsten skjult tekst eller bogstavekode i billederne, således også på det her viste billede:

Adi Holzers sidste store kirkeudsmykning er, så vidt jeg ved, Niløse kirkes udsmykning fra 2018 med altertavle og prædikestol. Altertavlen har i lukket tilstand et Golgata-motiv, i åben tilstand, som ses her, et billede af den velsignende Kristus, siddende som indbydende vært mellem fløje med bl.a. himmelstige og vindrueranker. I guldbræmmerne over og under billedet ses indskriften GUD ER KÆRLIGHEDEN hhv. KRISTUS ER OPSTANDEN. Nede i hovedfeltets venstre hjørne øjnes fire bogstaver: A Æ T G. De forklares som er kunstnerens ydmyge salut: Al æren tilkommer Gud. Foto: Claus Jensen.

Mange tak for festen, Adi Holzer!