Kunst til kirkeåret

3. søndag i fasten – “ved Guds finger”

Godt mod ondt, Guds riges gode kræfter mod de livsødelæggende, det er fastetidens gennemgående tema, anskueliggjort i Jesu helbredelser og konfrontationer med dæmoniske besættelser af mange slags. I Luk 11 hører vi således om en stum person, som genvinder talens brug og dermed sin uvurderlige plads i det menneskelige samtalefællesskab. Hvad kan denne frisættelse være andet end en Guds gave? Alligevel mistænkeliggøres Jesu omsorgsfulde handling. Han udfordres af tilskuere, der opfatter gudsforholdet som et spørgsmål om rent og urent, ja som er besat af angsten for urenhed. Angst for urenhed kan blive til livsangst. Men Jesus omgås rene og urene, eller rettere: han gennemskuer, at mennesker ikke er rene, og at de som sådan netop har brug for hans hjælp til at leve deres uperfekte liv i tillid til Guds nåde… “hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer”.

Hvordan kan et kunstværk skildre Guds riges indbrud i en dæmoniseret verden? Vel ikke på anden måde end som et møde mellem lys og skygge. En af de stærkeste fortolkere af lysets styrke er den ekspressionistiske Olivia Holm-Møller, der levede 1875-1970 og udstilles på Holstebro Kunstmuseum. Hun gik sine egne veje i malerkunsten, hvor hun skildrede naturoplevelser og livserfaringer i et kosmisk perspektiv. Der er metafysiske kræfter på spil i hendes billeder, og hendes billedtitler røber inspiration fra myte- og bibelstof, som hun med baggrund i et grundtvigsk miljø var fortrolig med. Jeg viser her et af hendes metafysiske billeder fra 1933. “Mene mene” er titlen, der referer til den gådefulde skrift på babylonerkongens væg i Daniels bog. Titlen lægger nok ikke op til en særlig fordybelse i babylonernes historie, men til forståelsen af, at livet er gådefuldt og dybt, og livets Gud har et budskab til alle, der har øren at høre med. Ved Guds finger skrives en fortælling om, at Guds rige er kommet til os.

“Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter Gud”

Længsel kan være en fælles overskrift for de adskilte og indestængte liv, vi hver især lever i denne tid. Den gammeltestamentlige læsning til 2. søndag i fasten udtrykker længsel, set som menneskets dybeste og mest eksistentielle længsel efter kilden til liv. Længslen sammenlignes i Sl. 42 med den tørst, der får hjorten til at skrige ved det udtørrede vandløb. Mon man skal have færdedes i et ørkenland for at opfatte billedets dramatik som et spørgsmål om liv eller død?

Kirkekunstnere har ladet sig inspirere af det stærke motiv. Hjorten ved vandløbet har fornemme aner i byzantinske mosaikker i Italien, og i Danmark dukker den særligt op o. år 1900 – især i det grundtvigske miljø. Billedet er også en fortolkning af dåbens betydning. Her forkyndes evangeliet om Guds svar på tørsten. Ørkenland forvandles til et grønt og frodigt paradislandskab med livets træ. En af de herligste fremstillinger ses i Linnerup Kirke ved Tørring, hvor Johan Thomas Skovgaard, Joakim Skovgaards søn, i 1924 har udsmykket kirkens triumfvæg. Foto: Claus Jensen.

2. søn. i fasten – Den kanaanæiske kvinde – Barrieren brydes

En kanaanæisk kvinde i den hedenske udkant ved Tyrus overskred sin grænse: Hun anråbte den omtalte jødiske healer, som var på gennemrejse, vel vidende at fromme jøder anså kontakt med kanaanæere som et angreb på deres religiøse renhed. “Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn!” Hun bed hovedet af skammen, brød den offentlige og religiøse orden og accepterede at blive sammenlignet med en tiggende hund – hendes sidste udvej for sit syge barn. Stærkere end religiøse og sociale barrierer er en mors yderste håb. Den gode historie er nu, at Jesus også overskrider sin religiøse og sociale grænse – grænsen mellem jøders Messias og menneskehedens. Han lader sig standse, han bevæges, han bevidner, at sand medfølelse og kærlighed er grænseløs som troen: “Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.”

En halv snes danske kirker har stadig den kanaanæiske kvinde som hovedmotiv på altertavler. Den nok mest interessante version blev i 1926 malet til den sønderjyske Ballum Kirke af vores store kunstner Niels Larsen Stevns, for øvrigt som hans sidste altertavle. Dette maleri er ikke bare endnu et rørende skønmaleri af mødet mellem Jesus og en langskørtet kvinde. Det er – som Stevns’ bedste bibelske billeder – et dynamisk billede af konflikt og uro i en gruppe med forskellige dagsordener. Se bare, hvordan mændene i kredsen om Jesus går i selvsving i deres egen lukkede cirkel, som frygter de smitte fra kvinden. De inkarnerer replikken: “Send hende væk! Hun råber efter os.”

I dette krydsfelt står Kristus rank som en lysbærende søjle mellem himmel og jord, helt nærværende for den bedende kvinde.

Ballum Kirke er meget smuk og seværdig af mange grunde. Jeg kan takke kirkens hjælpsomme graver John Gøting for det viste foto.

1. søndag i fasten – Fristelsen

Matthæus fortæller, at Jesus ved dåben modtager Guds Ånd, og at Ånden derefter fører ham ud i det ensomme øde, hvor der gøres erfaringer med både engle og dæmoner. Derude i ingenmandsland melder fristende tanker og syner sig, – hvorfra? Kun i middelalderlig kunst er det så enkelt, at Djævelen let kan kendes på bukkehorn og omvendte fødder m.v. De tre djævelske fristelser om brød, dødsforagt og verdensherredømme er ikke grebet ud af luften; de er tvetydige og fristende netop ved at bringe det kald og den kraft i spil, som identificerer Jesus. Jævnfør evangeliets fortællinger om, at Jesus sidenhen på Guds ord skal mætte sultne skarer ud af næsten ingenting, at han skal danse med døden, og at herredømmet skal stå ham åbent. Vi forstår, at de svimlende muligheder må afvises som djævelske, når de motiveres af magtbegær og egeninteresse. Men de samme muligheder åbner sig som retmæssige og velsignende, når de er uselviske. Djævelen taber slaget hos ham, der siger: “Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.” ….”og se, der kom engle og sørgede for ham.”

I gangarealet i Dyssegårdskirken i Kbh. hænger denne fortællende triptykon med Jesu fristelse som motiv, malet af den alt for tidligt afdøde kunstner Mogens Hoff. Djævelen følger som en skygge tv. og th. og sendes bort i sit eget mørke i det midterste billede, hvor lysets menneske står tilbage med sejren i Guds navn. Med dramatiske farvekontraster fortæller maleren os om det sjælelige og åndelige drama.

Malerier af Mogens Hoff kan ses på Kursuscenter og Galleri Emmaus i Haslev, hvor hans Emmausbillede har en hædersplads.

Foto: Claus Jensen.

Fastelavns søndag – Himlene åbnede sig

Da Jesus forlangte at blive døbt af omvendelsesprædikanten Johannes, blev dåben til noget andet og meget mere end et renselsesritual med vand. Det blev en kærlighedserklæring mellem himmel og jord. Himlene åbnede sig over Jesus, og Guds ånd dalede ned over ham. Han stod badet i lyset fra det høje og fik Guds egne ord for, at han var Guds elskede søn. Der må bruges store ord om denne begivenhed: Hermed var den lange kæde af dåbshandlinger begyndt, hvor Guds børn til alle tider og overalt på jorden indbydes til med ham at dele denne himmelske kærlighedserklæring. Åbenbaringen gentages, hver eneste gang vi holder dåb: Himlen åbner sig, Guds lys vælder ned over Guds store, lille skabning sammen med åndens nærvær og tilsagn: Du, lille menneske er meget mere end støv. Du er Guds elskede søn eller datter, i liv og død.

Dåben er et af de motiver, der oftest anskueliggøres i kirkekunsten. Vi ser Jesu dåb som selvstændigt motiv eller i større billedrækker om Jesu liv. Vi ser dåben afbildet på døbefonte, fontelukker, kalkmalerier, altertavler og prædikestole. Motivet lægger op til den kristne menigheds fortsatte dåbshandlinger, på linje med at billeder af den sidste nadver lægger op til menighedens fortsatte nadverfejring.

Også glasmosaikker viser Jesu dåb, allersmukkest når lyset på en klar dag vælder igennem glasset. Kirkekunstneren Peter Brandes har i 2015 helliget dåben en stor udsmykning på hele 7 ruder i Hvidbjerg Vesten Å Kirke i Thy. Lyset ude- og oppefra passerer det blå glas, fylder kirkerummet og strejfer kirkegængeren. Nogle af ruderne er dristige og viser dåben ikke blot som en ydre begivenhed, men som en inderlig, åndelig, ja mystisk begivenhed. Dåbens kærlighedserklæring mellem himmel og jord flytter grænser. Foto: Claus Jensen.