Kunst til kirkeåret

3. søndag i fasten

KAMPEN MOD DÆMONER

1635-7 Hans Dreyer Holckenhavn Jesus uddriver en ond ånd, Claus P1030916

 

Foto: Claus Jensen - Billedskærer Hans Dreyer har til Holckenhavn Kapel 
o. 1635 skåret sit relief: Jesus uddriver ond ånd. - Midt i billedet 
forlader den onde ånd den besatte som lodret opkastning ud af munden.

Lukas fortæller i kap 11, at en stum person ved mødet med Jesus befries fra sin indestængthed og hentes ind i det livgivende kommunikative fællesskab. Evangeliet er entydigt på livets side. Gud vil det gode liv, og det er absurd at bedømme en helbredelse som udtryk for det onde. “Hvis det er ved Guds finger, jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer”, siger Jesus til sine modstandere.

Bibelens mytologiske forklaringer på fysiske og psykiske sygdomme ligger langt fra nutidens naturvidenskabelige. At mennesker kæmper med dæmoner, er ganske vist velkendt hos ikke blot teologer men også psykologer, psykiatere og forfattere, men en forestilling om konkrete dæmoniske væsener er blevet fremmed for de fleste af os. De manifeste dæmonbilleder tilhører en anden tid med en mytisk opfattelse af virkeligheden som kampplads mellem fysiske åndemagter.  Imidlertid deler vi gerne forståelsen af, at livsbekræftende og livsnedbrydende faktorer i tilværelsen kan stå over for hinanden. En tankevækkende pointe i teksten er, at frelse fra besættelse, sygdom og andre trusler ikke bare er en uddrivelse, som efterlader “huset” tømt og rengjort. Befrielse er ikke bare befrielse fra, men befrielse til. Frelse er en ny fylde af tro, håb og kærlighed.

Går vi til kirkekunsten på jagt efter konkrete billeder af dæmoner og djævle, finder vi dem som forventeligt i middelalderen og 1600-tallet, hvor angsten for de mørke magter tog meget håndfaste former. Endnu i 1700-tallet anskueliggøres i en slags opbyggelige piktogrammer, hvad det kristeligt set handler om i menneskesjælens kamp mod fristelser. Gådefulde emblemmalerier blev kalkmaleriernes afløsere i barokkens kirkeudsmykninger. Emblematiske billeder forener billede og tekstlinjer, ofte med forlæg i italienske og tyske emblembøger fra 1500-1600-tallet, der rækker fra katolsk religionspædagogik til luthersk ortodoksi. Erik A. Nielsen har udført et pionerarbejde og fremlagt sit dybdegående studium af barokkens emblemer i den store udgivelse “Gådetale”.

1734-36 Mogens Chr. Thrane emblem Viborg Søndre, Sortebr. Warming og Fogde (2)

I Warming og Fogdes fine bog “Billeder og tro”, har jeg fundet ovenstående skumle figur i et emblematisk maleri fra o. 1735 af Mogens Christian Thrane (1697-1764). Billedet indgår i en række på stolestadernes låger i Viborg Sdr. Sogns Kirke, Sortebrødrekirken. Her behøvedes nemlig ny udsmykning efter kirkens brand. Den viste låge har som indskrift et citat fra Davids Salme 143: “Udfri mig fra mine fjender, hos dig skjuler jeg mig”. Kristus har heldigvis allerede vundet kampen om det røde menneskehjerte. Maleren Mogens Christian Thrane fra Fussingø ved Randers, som havde selvstændigt værksted,  kom i høj grad til at præge det jyske barokmaleri. Han lod sig inspirere af de udenlandske emblembøger, men kombinerede og malede også selvstændigt, herunder en del altertavler, mange med det gode lutherske nadvermotiv.

Dæmoner og det, der ligner, har i moderne tid fundet en ny adgang til billedkunsten i symbolismens – netop symbolske – skildringer af, hvad der rører sig i menneskesjælens og folkesjælens dybdedimensioner. Jeg perspektiverer hed med en markant symbolistisk anskueliggørelse af kampen mellem dæmon og evangeliet. Fotoet viser ved siden af Jesuskirken i Valby symbolisten Niels Hansen Jacobsens (1861-1941) bronzeskulptur “Trold, der vejrer kristenblod” også kaldt “Trold, der lugter menneskeblod”, som brygger Carl Jacobsen anskaffede i 1901. Da borgere i Valby fandt skulpturen for skrap, blev den flyttet til Glyptoteket, men på pladsen ved Jesuskirken blev den i 2002 opstillet igen, nu i en kopi.

niels-hansen-jacobsen-trold-vejrer-kristenblod-valby-2

 

 

 

 

 

2. søndag i fasten

Hendrik Krock Den kanaanæiske kvinde, 1705-17, Vemmetofte Kirke Claus DSC01210.jpg

Den kanaanæiske kvinde, malet af Hendrik Krock, 1705-17, Vemmetofte Kloster.
Foto: Claus Jensen

DEN KANAANÆISKE KVINDE udfordrer iflg. Matt. 15 Jesus til en dæmonuddrivelse, dvs. helbredelse af kvindens datter. Således fortsætter fastetidens anliggende: Jesu konfrontation med den onde – eller det onde. Bemærkelsesværdig er her den udvidede horisont: Kvinden fra yderområdet ved Tyrus og Sidon er ikke-jøde og afvises indledningsvis som fremmed, idet Jesus forsvarer sit jødiske kald. Men kvinden helmer ikke og fortsætter med at trygle. Hun insisterer på, lige som en lille hund, at få lov at leve “af de smuler der falder fra deres herres bord”. Afvisningen af kanaanæeren er i sig selv en ubehagelig læsning, men danner vel at mærke afsæt for Jesu bønhørelse og anerkendelse af hendes store tro. Pointen med afsnittet er, at evangeliet sprænger enhver partikularisme. Jesu konfrontation med det livsødelæggende er universel.

Det udvalgte farveklare billede af den kanaanæiske kvinde, Jesus med de tolv apostle samt tilhørere er senest år 1715 malet af enevældens maler Hendrik Krock (1671-1738). Billedet i barokstil er komponeret med en central diagonal linje fra den bedende kvinde til den lydhøre Jesus, og tidstypisk er også den manierede gestik. Den lille hund fjerner enhver tvivl om motivet. Krock var en af de første danske malere, der for alvor trådte ud af anonymiteten. Han flyttede som ung fra Flensborg til Kbh, foretog tre store udlandsrejser, herunder et uddannelsesophold af flere års varighed i Italien, hvor han tilegnede sig sin moderate senbarokke stil. Personligt havde han forkærlighed for at komponere klare figurgrupper på en baggrund af landskaber, bygninger og blå himmel med skyformationer. Hjemkommet i 1705 blev Krock berømmet og snart ansat som hofmaler for kongerne Fr. 4. og Chr. 6., som satte majestætiske byggerier i værk. – 1731 blev Krock af Chr. 6. betroet at oprette forløberen for det første danske kunstakademi i Kbh.
Som rutineret historiemaler udførte hofmaleren pompøse allegoriske, mytologiske og religiøse billeder, især som lofts- og vægudsmykninger i god samklang m arkitekturen. Det anslås, at den flittige maler gennem 10-20 år skabte 150 kæmpestore loftsmalerier med 3-400 figurer i naturlig størrelse. Mange af disse gik til grunde ved Christiansborgs og Frederiksborgs brand. Et af de mest kendte værker er nok himmelfartsbilledet fra 1727, der overførtes til Helligåndskirken på Strøget i Kbh. Hendrik Krock malede også mange særskilte malerier, hvoraf 33 blev bragt til Vemmetofte Kloster af den daværende ejer prins Carl, søn af Chr. 5. Det gælder også Den kanaanæiske kvinde.

 

1. søndag i fasten

1637 Holckenhavn Kapel lille dåbsrelief Claus P1030837.jpg

EFTER DÅBEN: FRISTELSEN:  –  Ved dåben udrustedes Jesus med Guds Ånd, og Ånden førte ham efterfølgende ud i det øde til fasteperioden og det ensomme opgør med ondskaben, som vi kalder Fristelsen i ørkenen, fortalt i mytens form. Udfordret på det nøgne liv møder Jesus Fristerens tilskyndelse til at udøve al magt: forvandle sten til brød, styrte sig ud fra tempeltinder i tillid til sin egen usårlighed, underlægge sig alverdens riger og herligheder… Det epokegørende sker, at Jesus vælger magtafkaldet og tjenesten,  – for “mennesket skal ikke leve af brød alene, men af Guds ord”, og “Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene”. Jesus viser Fristeren fra sig: “Vig bort, Satan!” – Vi ved, at de skal mødes senere…

 

1637 Hans Dreyer Holckenhavn Kapel Fristelsen, Claus P1030811.jpg

Fotos fra Holckenhavns Slotskapel taget af Claus Jensen

Som tidligere må jeg søge til Holckenhavn Slotskapel for at finde sådanne ret sjældne motiver blandt Hans Dreyers mangefacetterede billeder fra o. 1637. Her kan både Johannes liv, Jesu dåb og fristelsen studeres. I Dreyers fortolkning af fristelsen står Jesus med den karakteristiske firkantede glorie overfor sin modpart. Satan er lumskeligt kutteklædt og næsten anonym, men den årvågne iagttager kan identificere ham på de forskrækkelige fuglefødder! Satan peger ned på stenene og afprøver, om det sultende menneske er til salg for brød. I øverste venstre hjørne genser vi Jesus og Satan med både vinger og horn på den høje tinde med den rige verden for deres fødder, og her slutter Fristerens taletid. – Den milde engel, som kroner den dekorative barokudskæring, minder os om mytens lykkelige slutning. “og se, der kom engle og sørgede for ham.”

I øvrigt findes det største opbud af danske djævlebilleder i kalkmalerierne, hvor det vel nok bedst kendte billede af fristelsen findes i Gudum Kirke ved Aalborg. Det er fra 1550-60. Reformationen bragte ikke djævleforestillingerne til ophør, tværtimod. Hekseprocesser hærgede Danmark i 1600tallet. –

Med eller uden billeder af Satan kan historien om fristelsen forstås som alles historie.1550-1560 Gudum kirke kalkmaleri Fristelsen DSC01118 Claus.jpg

Fastelavns søndag

1951 Jais Nielsen keramisk font Randers Sct. Morten, Claus P1120071.jpg

 
Ovenfor ses Jais Nielsens døbefont fra 1951, Sct. Morten, Randers.
Claus Jensen har fotograferet opslagets billeder

JESU DÅB  i Jordanfloden fortælles som en overraskelse: Sammen med de mange bodfærdige mennesker der tiltrækkes af johannesdåben, lader Jesus sig døbe. Med Jesu dåb ved indledningen til hans offentlige fremtræden følger erfaringen af hans åbenbarede udvælgelse: Himlen åbner sig, Guds ånd neddaler som en due, og himmelrøsten proklamerer: “Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” Evangelierne er ikke enstemmige om, hvem der var vidne til åbenbaringen, men i alt fald er kristentro ensbetydende med at bekræfte udsagnet, og Jesu dåb er et af kirkekunstnernes yndlingsmotiver.

Fortællingen er prædiketekst til fastelavn og indgår ikke i kirkens dåbsritual. Alligevel klinger den med, når der holdes dåb, og samhørigheden mellem Kristus og dåbsbarn besegles, i lyst og nød, trods synd og død. Når dåben modtages, hvad enten det nu er barnedåb, konfirmanddåb eller drop-in-dåb, må det ske i tiltro til, at himlen atter åbner sig over døbefonten, og tilsagnet genlyder: “Også dette barn er min elskede søn eller datter”…

Jesu dåb er et motiv, der kan forekomme som udsmykning på og ved døbefonte. Efter reformationen lader man på nye måder inventaret fremhæve dåbens betydning. Nogle kirker får rigt udskårne døbefonte, som undertiden kan være indhegnet af en fornem fontelukkelse eller fremhævet af en fin, nedhængende dåbshimmel.

I Sct. Mortens kirke i Randers har der successivt været flere fonte. I 1695 indhegnedes fonten af et stort panel, som Lauritz Jensen, Essenbæk, forsynede med en række relieffer med mere eller mindre dåbsrelaterede motiver i guldstafferet egetræ. Fontelukkelsen er i dag sat til side, men bevaret, så vi bl.a. kan beundre nedenstående felt med Jesu dåb. Her ses en meget manifest og talende Gudfader som lysets og åndens kilde med klode i hånd og dynamisk sus i kappen.

I 1951 fik Sct. Mortens Kirke en ny døbefont, som her er vist øverst. Det er et meget smukt keramisk værk af Jais Nielsen (1885-1961), hvor en af siderne netop viser Jesu dåb. Kunstneren følger delvist en byzantinsk ikonografi, hvor Kristus med korsglorie ses mellem dåbsengelen, der bærer hans klædning, og Døberen i kameluld. I midteraksen øses vand over Kristus af Døberens hånd, fra venstre flyver duen ind med Åndens lys. Teksten på latin er et uddrag af dåbsritualets tekst fra Matt. 19 om ikke at hindre børnene i at komme til Jesus, så sandt Guds rige er deres [Sinite parvulos nolite eos prohibere ad me] venire talium est [enim regnum caelorum].

– Der er altså godt 250 år mellem Sct. Mortens to dåbsbilleder.

1695 Lauritz Jensen, Essenbæk, relief blandt mange dåbsrelaterede motiver i fontelukket i Sct. Mortens, Randers Claus P1120023

1695 Lauritz Jensen, Essenbæk, flyttet fontelukkelse i Randers Sct. Morten Claus P1120007

Mit tredje eksempel på en fremstilling af Jesu dåb, som jeg viser nedenfor, hidrører fra Auning Kirke, Norddjurs, og er ligeledes skabt o. 1700. Den pragtfulde font og fontehimmel er udskåret i stilen akantusbarok af ukendt kunstner. Bemærkelsesværdig er her det skulpturelle tableau med Jesu dåb, der bag de dekorative akantusblade pryder fontehimlen.

Barok fontehimmel med Jesu dåb, Auning Norddjurs, Claus DSC02778.jpg

Barok font + himmel, Auning Norddjurs, Claus DSC02777

Men Jesu dåb vises mange andre steder end på døbefonte –

Holckenhavn har to relieffer med Jesu dåb, o. 1635. Her vises udsmykning over døren til prædikestolen

1637 Hans Dreyer Holckenhavn Kapel Opgang til prædikestol Claus P1030798

Hans Dreyer(måske) relief over indgangen til prædikestolen, Holckenhavn 
Kapel. Foto: Claus Jensen

Søndag sexagesima

1700-tallet ukendt maler Pietistiske farvekorrigeret billede i Budolfi Orgelpulpiturs vestside i sdr sideskib NC6593budolfi-2.jpg

Foto Niels Clemmensen

SÆDEMANDEN  –  I Markus’ første store lignelse knytter Jesus – som så ofte – til ved landbrugskulturens erfaringer; men han sprænger straks rammerne for sund landmandsfornuft! Pointen i evangeliet er igen den handlende Guds overraskende ubekymrede generøsitet: Ingen jordbund er for værdiløs til at blive rundhåndet tilsået, dvs. evangeliet VIL ødsles på alle og enhver, og udkommet kan blive større end det største håb. Tekstens efterfølgende allegorisering over forkyndelsens forskellige modtagergrupper lægger intet til og trækker intet fra.

Lignelsen om sædemanden har i fin form overlevet flytningen til vor anderledes kultur. Ikke mindst er det lykkedes kunstneren Peter Brandes at aktualisere motivet med stor kraft. – Her søger jeg dog tilbage i kirkekunsthistorien og viser den ældste danske fortolkning af Sædemanden, jeg har kunnet finde. Den kan ses i sdr. sideskib ved orgelpulpiturets vestende i Budolfi Kirke, Aalborg. Maleren er ukendt, men vi ved, at det lille maleri er fra 1700tallet og indgår i en række af pietistiske motiver. Maleren går direkte til fortolkningen: Sædemanden er den milde og lysende Kristus, og guldkornenes modtagere er menneskehjerter. Det pædagogiske maleri er lidt rebusagtigt, men ikke så gådefuldt indforstået som mange pietistiske emblemer. – Mange tak til Niels Clemmensen for foto og info.

Formentlig er maleriet nogenlunde samtidig med den store pietistiske poet og biskop Hans Adolf Brorson (1694-1764), der med inderlige følelser og friske sansninger digtede om netop hjertet som menneskets levende inderste. I mindst 24 af Brorsons salmer i DDS skriver han om – eller oftere til – menneskehjertet som arena for dybe følelser, for selvransagelse og renselse, for valg og for  kamp. Ikke mindst opfordrer han hjertet til at tro og favne nåden, takke og glæde sig, ja netop glæde sig “af hjertens grund”! Jeg kan ikke modstå fristelsen til at citere et ret mundret, uimodståeligt morsomt Brorsonvers fra salme 389:

“Guds riges evangelium/ er sødt som honningkage; når det kun får i hjertet rum, at man det ret kan smage, da er det sjælens honningmad,/ gør hjertet let og mæt og glad/ og smukt i Jesu øjne”

1700-tallet pietistiske billedrække på orgelpulpiturets vestende sdr. sideskib NC 6584budolfi.jpg

 

 

Søndag septuagesima

1983-85 Lis Stoltenberg Jyderup Kirke Arbejderne i vingården JK Skærmbillede 2019-02-03 16.58.12.png

SÅDAN SKAL DE SIDSTE BLIVE DE FØRSTE OG DE FØRSTE DE SIDSTE

Vi har forladt kirkeårets helligtrekongertid og nærmer os faste- og påsketid med to overgangssøndage: septuagesimasøndag og sexagesimasøndag (dvs. hhv. ca. 70 og ca. 60 dg. før påske). Her møder vi – endelig – Jesus som en fortæller for Herren med nogle evangeliske kernelignelser: Først “Arbejderne i vingården”. Her er evangeliet, at den arbejder der kun har arbejdet en time, urimeligt gavmildt får fuld dagsløn – til nogen fortrydelse for ham som har slidt hele dagen uden at få mere. Den generøse vingårdsejer bringer evangeliets (forståeligt) selvretfærdige opponent til tavsheds med replikken: …“har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?”. Kristendommens Gud bruger ikke regneark, men forærer os den befriende modfortælling til alverdens nøjeregnende kalkuler.

Lis Stoltenbergs bemalede trærelief fra 1983-84 hænger i Jyderup Kirke. Det fortolker gudsrigeslignelsen om Arbejderne i vingården i en indtagende naivistisk stil. I disse uger er det 100 år siden, maleren og billedhuggeren Lis Stoltenberg (1919-2003) blev født. Hun blev undervist af Elof Risebye, men havde sin egen motivverden, herunder bibelske lignelser. Til Billund Kirke har hun udført en fortolkning af lignelsen om De kloge og de ukloge jomfruer.

Lignelser blev yndede motiver i kirkekunsten, men først fra midt i 1800tallet, da den danske guldalder havde udvidet motivkredsen. De første 300 år efter reformationen var en lignelsesfortolkning en sjælden undtagelse i danske kirker, som overvejende anskueliggjorde trosbekendelse og gudstjenesteritualer.

 

Sidste søndag efter helligtrekonger

1600 Visborg Kirke udsnit Jacob Seefelds epitafium m hustruer Rosenkrants og bilde, Claus  (8).jpg
Foto: Claus Jensen - se også nedenfor

FORKLARELSEN PÅ BJERGET

“han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset.”… Tre af evangelierne beretter om, at Jesus tager nogle disciple med op på et bjerg i Galilæa (Tabor) og der åbenbarer sig som Guds lys. Jesus samtaler heroppe med Moses og Elias, hvorved han sætter Loven (Moses) og Profeterne (Elias) fra det gamle testamente i nyt lys. Jesus er undervejs til Jerusalem og har forudgående talt til disciplene om lidelse,død og selvfornægtelse, og middelbart før og efter bjergbestigningen påkalder konkrete lidende mennesker sig som altid gruppens opmærksomhed. Visionen på bjerget er således ikke en eskapisme fra livets og dødens tyngde, men er et nådefuldt glimt af Guds nærvær og kraft. Det er en opstandelsesvision og en mystisk kilde til håb, som udruster til den videre, svære rejse. Hvordan udholde at gå gennem et ubærligt mørke uden at kende det suveræne lys?

Disciplene ville helst dvæle i ‘den 7. himmel’ og fremsatte forvirrede forslag om at bygge huse til lyksaligheden… Den protestantiske teologi har tilsvarende haft det akavet med den særlige metafysiske oplevelse. Her er pointen, at Guds lysende nærhed ikke er en eksklusiv og elitær erfaring, men en tilgængelig virkelighed for os alle med ordets forkyndelse.

De østkristne kirker har med langt mindre forlegenhed udvalgt Forklarelsen = Metamorfosen som et kernemotiv, angiveligt ikonmalernes svendestykke. Den ortodokse kirke har udviklet en lysets teologi og vedtog i 14. årh. dogmet om ‘det uskabte lys’. F. eks. tænkte Athosteologen Gregorius, at hele universet er gennemtrængt af guddommelig energi, som muliggør mystikkens direkte gudsforbindelse og menneskets forvandling ved hjælp af energien fra det guddommelige lys…

1600 Visborg epitafium, Claus DSC08721[406].jpgI danske kirkers billedkunst forekommer motivet hist og pist, og det har faktisk fået fornyet interesse i vor spirituelt interesserede nutid, hvor fx Brandes og Engelhardt har taget det op. Jeg vælger her at vise udsnit af et par af de ældste forekomster, dels et epitafium fra 1600 fra Visborg Kirke, dels et alterbillede fra o. 1703 fra Lomborg Kirke, begge med indskrifter med reference til Guds proklamerende ord på Tabor bjerg: “Denne er min Søn, den elskede”.

Først epitafiet ovenfor: Det blev malet til minde om Jacob Seefeld og hans to hustruer af slægterne Rosenkrants og Bilde, hvoraf den første døde ganske ung. Som billede med opstandelseshåb giver Forklarelsen god mening på en mindetavle. Epitafierne med bibelske billeder foruden dygtigt malede slægtsportrætter er bemærkelsesværdige i en tid, som i øvrigt er fattig på malede bibelske motiver. Epitafierne vandt særlig udbredelse i det protestantiske Nordeuropa, især efter at reformationen havde ryddet kirkerne for helgenbilleder, så der blev plads til, at adel og velstillede borgere selv kunne erobre pladsen “Gud til ære, kirken til beprydelse og (ikke mindst) stifteren til evig ihukommelse”. Der blev trængsel på kirkevægge og gulve, så forbud efterhånden blev nødvendige, først mod epitafier med malerier.

Nedenstående ca. 100 år yngre hovedfelt i Lomborg kirkes renæssancetavle med lutherske tekstfelter på fløjene skyldes også finansiering fra en adelsslægt, hvis initialer står malet under billedet. Kampen om anerkendelse, foretagsomhed og fromhed har til alle tider blandet sig. Jævnfør disciplene på Tabor: “Det er godt, vi er her; så kan vi bygge tre hytter”...

1700ca ukendt maler Lomborg Kirke alterbillede Claus DSC08878.jpg

Foto: Claus Jensen