Kunst til kirkeåret

Palmesøndag, 2. rk – Hosianna!

Palmesøndag er det store møde mellem Kristus og menneskers håb og længsler. Jerusalem er tændt af forventning om forløsning, befrielse og oprejsning – på alle niveauer. Er det ikke dagen til endelig i fællesskab at samles med palmegrene og et klingende Hosianna for den længe ventede retfærdige konge? Omsider rider Messias ind i den sydende, feststemte stad, men ikke som triumfator på en stridshest. Han kender menneskers vanskelige liv og savn og modtager fra æselryggen deres håbefulde hyldest, men han modtager den i stilhed, for der forestår en forventningsafstemning: Hans gave er hengivelsen. Han vil ikke holde sit omvæltende indtog som triumfator på borgen, men åbne et dyb af kærlighed for menneskehjerter.

Palmesøndag plejer der også at være fest i vore majestætiske, strålende oplyste kirkerum: folkekære ritualer, ord og toner, orgel for fuldt register, fællessang og fællesnadver med masser af varmende fysisk nærvær med andre lyslevende mennesker. Meget er i 2020 ikke, som det plejer. Men Messias vil stadig holde indtog i menneskers hjerter og åbne et dyb af kærlighed.

 

1275 Keldby[10886] koret Claus
Foto: Claus Jensen. 
Keldby kirke på Møn har i koret sine 
ældste kalkmalerier, malet o 1275 med 
den - for romanske billeder - så 
karakteristiske smukke blå baggrund. 
I kirkens umådeligt righoldige 
billedcyklus finder vi også Indtoget 
i Jerusalem, til alt held ikke 
gennemskåret af gotiske hvælv:

På det nydelige hvide æsel sidder Kristus med korsglorie og talende gestus, vendt mod den jublende menneskemængde i byporten: “Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge!” Bag æselrytteren står kirkefyrsten Peter og minder middelalderens kirkefolk om kirkeinstitutionens magtfulde rolle, foran sidder i træet den forkætrede Zakæus – ved navns nævnelse – ; ham vil Kristus ikke overse. Til højre venter skærtorsdags nadverbord. Der har Kristus disciplene hos sig. Der er nok en glorie for lidt. Forræderen Judas sidder jo med, mens brødet brydes til syndernes forladelse.

Kirkekunst skal ses i kirkerne, og påsken skal fejres i kirkerne engang. Så lad os i mellemtiden sige: “Næste år i Jerusalem” – og måske tænde for skærmen.

Mariæ bebudelsesdag 2. rk. – Marias sang

Vi er med de bibelske tekster på vej til påske – sammen med en ung mand, som må ane, hvad der venter ham. Uden magtfulde forbundsfæller har han kurs mod det sydende centrum for voldsparate institutioner, som han har udfordret. Han har sagt og gjort det uhørte, fordi det var det rigtige at sige og gøre. På dette bagtæppe af angst dukker så Mariæ bebudelsesdag op – næsten som et flashback til forventningerne omkring hans fødsel. Vi ser et bevægende billede af hans unge mor, som undfangede sit barn i en utryg verden på et ubelejligt tidspunkt – men som takkede og sang! Lukas fortæller, at hun nygravid besøgte sin ældre slægtning Elisabeth, som hilste hende som Messias’ mor og kaldte hende salig. Hertil svarer Maria med den smukke lovsang, på latin kaldet Magnificat, der er søndagens evangelium. “Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!” Det er ikke bare en ung kvindes private nynnen for sit ventede barn, men en salme i et rituelt højsprog med de største ord om gudsfolkets trodsige håb. Vi hører i salmen den fællesmenneskelige længsel efter både retfærdighed og barmhjertighed: …”han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe… og husker på sin barmhjertighed.”… – Er det ikke sådan, at jo mere udsat livet er, jo mere skal der synges, indtil tonen fra himlen lader sig høre af alle?

1986,1 Helle Thorborg Marias lovsang, træsnit forarb t prækest. Gimsing

Den delv. abstrakte moderne kunstner 
Helle Thorborg (f. 1927) har 1986 
fortolket "Marias lovsang" i et 
træsnit som forberedelse til sin 
udsmykning af Gimsing Kirke ved 
Struer.
Gengivelse og oplysninger har jeg 
fundet i bogen: "Billedet er mit 
sprog".

Første trin er træsnit, som vises ovenfor, andet trin en papircollage og sidste trin malerier på prædikestol (nedenfor) og pulpitur i middelalderkirken. Helle Thorborg ønsker angiveligt at se bort fra traditionen og skildrer en jævn ung pige i blå kjole (stående midt i billedet), som har meget at fortælle sin slægtning Elisabeth (siddende tv.). Maria er ledsaget af en lille engel (th.). I baggrunden vises indholdet af Marias sang som et forløb, hvor de onde må gå ud til højre…

1988 Helle Thorborg Bebudelsen , Jesu komme og Gimsing, Claus DSC08953

Her viser jeg Claus Jensens foto af 
det farverige slutresultat på den 
renoverede renæssanceprædikestol i 
Gimsing Kirke. 
Vi ser tv. feltet med Marias lovsang. 
I midteraksen finder vi over Maria den 
voksne Kristus med udbredte arme, 
begge figurer er malet med himmelblåt.

 

Midfaste søndag 2. rk – “Jeg er livets brød”

I disse dage valfartes der til indkøbskatedraler efter bl.a. gær, som nu er i restordre på grund af corona-bekymrede danskeres hamstring. Det uvante syn af tomme supermarkedshylder skaber uro. Vist er det ingen bagatel at mangle brød, men hvem får mon brugt de 30 pakker gær, der netop sammen med toiletpapiret er hjemført som et angstdæmpende middel? Jagten på en illusorisk sikkerhed kan her blive en modspiller for medmenneskelighed, tillid og tro. Joh. 6 drejer sig om at tro på Jesus som “livets brød”. Det handler åbenlyst ikke om at forskanse sig med massiv sikkerhed for fuld mave, men om at finde mod til at være til som et levende og åbent menneske i lyset af Guds nåde.

2012 Thomas Kluge St. Magleby Billede1

Udsnit af højre fløj på Thomas Kluges 
alterbillede fra 2012 i St. Magleby Kirke. 
Foto er fundet i den flotte bog "Gud, konge 
og fædreland" om Thomas Kluges kunst

Thomas Kluges nadverbillede fra 2012 i St. Magleby Kirke på Amager er et trefløjet nadverbillede, og et helt usædvanligt et af slagsen. Der er ikke afbildet personer, men en opdækning som ‘blot’ ville være et æstetisk stilleben, hvis ikke den svævede i et uudgrundeligt rum og gjorde et særligt symbolsk nærvær gældende. I mørket fremtræder måltidets belyste elementer for os med en merbetydning: De refererer til Amagers historie med Dragørs fiskeri og hollændersamfundets gartneri; de inviterer os umiddelbart ved deres sansbarhed; men vi opdager samtidig, at hver en realistisk detalje viser ud over sig selv og bærer en sakral tyngde. De er symbolsk ladede, fordi de minder os om det bærende i livet og er koder for bibelske fortællinger. Det gælder de 12 + 1 roser, det smukke, slagtede lam, rødvinen der flyder over den snehvide serviet og sølvmønterne (euroer!), ægget, saltet, frugtskålen med druer – og altså fiskene og brødet, som vises her. Det er alt sammen koder for Kristus, for påskefortællingen og for Guds rige.

Til midfaste søndag må jeg naturligvis vise udsnittet med brød og fisk. Vi har hørt, at det er friskbagt brød fra Anna Kluges køkken og friskfangede fisk fra en kutter i Dragør, og samtidig læser vi dem som identifikationer af Kristus, der giver nyt håb ved tegn som en uventet fiskefangst og uddeling af brød til tusinder af sultne. Brød og fisk bliver billeder af ham, der giver ud af sig selv for at opretholde vores livsmod.

Græsk IKTYS = fisk = Jesus Kristus, Guds Søn, frelseren

2012 Thomas Kluge St. MaglebyFoto

“Den, der er af Gud, hører Guds ord” – 3. søndag i fasten, 2. rk.

Som et præludium til langfredags vold byder 3. fastesøndag på den skarpest tænkelige stridssamtale. Modsætningen trækkes op mellem Jesus og hans modstandere, der påberåber sig at være Abrahams børn. Jesus karakteriserer omvendt fjenderne som børn af løgn, mord og Djævel. Han taler med den gudgivne autoritet, som tydeligst italesættes i det ‘højkristologiske’ Johannesevangelium: “det er fra Gud, jeg er udgået og kommet… jeg siger sandheden; derfor tror I mig ikke… Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.” – Som om den pure godhed og renhjertethed er så uoverkommelig på åndens skyggeside, at den virker som en fremkalder for menneskers mistro og spot?

1996 Svend Wiig Hansen u. titel, GIGANT Billede1

Den moderne ekspressionist Svend Wiig Hansen (1922-97) har omkring 1996, altså året før sin død, skabt et kunstværk, der skildrer et sådant modsætningsforhold mellem det ene (endnu) levende menneske og kolde modstandere. For Wiig Hansen forbindes den truende umenneskeliggørelse med den kolde krig og siden med den teknologiske udvikling. Vi kunne måske tilføje diverse ideologier, fundamentalisme, finanskapitalisme og andre -ismer, som kan lukke menneskehjerter til.

I pragtbogudgivelsen GIGANT beskriver Jesper Christensen maleriet som et “signalement af verdens tilstand”, et visionært billede, hvor det isolerede, flydende hoved tv. repræsenterer det profetiske. Midt i billedet står en person som livets repræsentant, malet i varme farver, ansigt til ansigt med kolde og ansigtsløse væsener. Over for denne truende depersonalisering fremstår mennesket i midten som den eneste (over)levende af en human race.  – Billedet har ingen titel, kirkekunst er det i hvert fald ikke direkte, men måske indirekte? Det skildrer ensomheden og værdigheden hos den enkelte levende, som vil forblive tro mod det menneskelige og råbe omgivelserne op. Det er fristende at tage munden fuld af teologi og kalde ham gudbilledlighedens ensomme forsvarer…

– Og så kommer omsider det trøsterige i prædiketekstens sidste tilføjelse: “Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden”. Har dette udsagn ikke en fin genklang i Arne Haugen Sørensens vidunderlige opstandelsesbilleder med det lille menneske i den store hånd?

Arne Haugen Sørensen blaa_opstandelse Lillerød Kirke, kirkens hjemmeside

Arne Haugen Sørensen “Blå opstandelse”, Lillerød Kirke

2. søndag i fasten – “Jeg tror, hjælp min vantro!”

I fastetidens tekster tages der livtag med alt det destruktive. I 2. fastesøndags tekst stiger Kristus med udvalgte disciple ned fra deres salige stund på Tabor bjerg, hvor Jesus blev ‘forklaret’ i en åbenbaring af lys. Nede i lavlandet venter dem en konfrontation med de mørke, livsødelæggende kræfter, der her kaldes dæmoner. Den menneskelige elendighed er fortættet til stede hos en dreng, som i nutidssprog er martret af en svær mental eller neurologisk lidelse. Omkring drengen og hans far er der sammenstimlen af disciple, skriftkloge m fl; der er diskussion – og afmagt. Jesu ankomst vækker ærefrygt og giver scenariet et nyt centrum. Den desperate far tigger straks Jesus om hjælp: “hvis du kan gøre  noget, så forbarm dig over os”.  Jesus anholder faderens spagfærdige tro, for “Alt er muligt for den, der tror”, hvorpå faderen må råbe: “Jeg tror, hjælp min vantro!”. – Med dette – ofte citerede – råb krystalliseres den fællesmenneskelige bøn om hjælp i en nød, som altså både er vantroens og tvivlens og al mulig anden nød. Kristus besejrer og uddriver “den stumme og døve ånd” – og rejser den nu helbredte dreng op. – I en debriefing med de afmægtige disciple konkluderes: “Den slags kan kun uddrives ved bøn”. – Vi står tilbage med en erkendelse, at det åbenbart ikke er os men GUD, som “alt er muligt for”. Det er frugtesløst at taksere vores egen usikre tro og bøn på skalaer mellem vantro og tro. Hovedsagen er, at Guds hellige ånd fuldbyrder troen og bønnen. “Jeg tror, hjælp min vantro!”

1517 Rafael Transfiguration Udsnit Billede1

Undtagelsesvis griber jeg til et billede, som ikke hænger i Danmark, men i Vatikanet. Det er den italienske renæssancemaler Rafaels “Transfiguration”, som blev påbegyndt i 1518 og aldrig blev malet færdigt. Jeg viser det udsnit, hvor der er opløb og ophidselse omkring den plagede dreng. Øverst tv. ses en discipel, som peger opad mod lyset: opad mod Tabors top, hvor Jesus ses svæve i Forklarelsen. Rafaels Billedet virker noget uformidlet sammensat af den lyse del foroven og den mørke forneden, og det må netop være billedets ide at vise kontrasten mellem lys og mørke. Hvad der i billedet forbinder den mørke med den lyse billeddel er alene den nævnte discipels pegen opad – med den forhåbning og forventning, der ligger heri. Denne pegen opad må være pointen. Fra det eksistentielle mørke må mennesker række op mod lyset. Hvad ellers?

Nedenfor vises hele Rafaels billede Transfigurationen, hvor Forklarelsens under tiltrækker sig opmærksomheden.

1517 Rafael Transfiguration Vaticanmuseet Billede1

Danske billeder af dæmoner kan man godt finde, dels i de gyseligt underholdende kalkmalerier, dels i sjælesørgeriske billeder fra 1700tallet og dels hos symbolister og modernistiske ekspressionister. Jeg viser et eksempel på sidstnævnte:

I 1966 har ekspressionisten Svend Wiig Hansen (1922-1997) malet billedet “Dæmon”, privateje, som er gengivet i pragtbogværket GIGANT.  Tidligere i tresserne havde Svend Wiig Hansen selv gennemlevet et sammenbrud. Perioden omkring 70’erne betegner han som Kampen, hvor han fortsat var optaget af de underliggende dæmoniske kræfter i tilværelsen og ikke mindst menneskets evne til at konfrontere både indre og ydre prøvelser og samtidig fastholde troen på livet. SWH bekendte sig aldrig direkte til kristendommen, men blev begravet fra Kastrup Kirke, hvis udsmykning midt i 70’erne nok var hans mest engagerende livsværk.

1966 Svend Wiig Hansen Billede1

 

1. søndag i fasten – Fristelsen

Efter dåbens søndag følger fristelsens søndag, hvor Helligånden kommer i strid modvind. Første tekstrække fortæller om fristelsen, der modstås: Jesu fristelse i ørkenen. Anden tekstrække fortæller om fristelser, der ikke modstås. I Luk. 22 kan vi i forlængelse af nadverberetningen læse om disciplenes indbyrdes magtkamp om: “hvem af dem der skulle regnes for den største”. – Måske skal der denne søndag holdes prædiken om, hvordan magten frister og korrumperer mennesker? – Jesus taler tålmodigt om sit eget magtafkald og om den forestående salighed, som man ikke kan krige sig til. Lige efter nadverbordets alvorsord om den forestående død maler Jesus sine bordfæller for øje, hvordan de som disciple kan se frem til tronstole og dommersæder ved Gudsrigets gallafest. Er det en ironisk kommentar til disciplenes pågående magtkamp? – Eller er det den i situationen uundværlige trøst til den skræmte lille flok, som snarest på egen hånd skal gå det ubærlige i møde?

Jesus forudser, at disciplene vil blive fristet til svigt, og Satan få kronede dage. Jesus adresserer specielt Peter, som til sin tid vil få nødig at omvende sig….

1988 Hans Chr. Rylander Og hanen gol, Sjælens spejl Billede1

I 1988 malede den surrealistiske 
kunstner Hans Chr. Rylander (f. 1939) 
billedet "Og hanen gol", privateje, 
gengivet i bogen "Sjælens spejl". 
Her ses i midteraksen den majestætiske 
hane og derover et portræt 
af kunstneren selv med et udtryk 
af alarmeret eftertanke.

Det er i omsorgen for Peter, vi finder søndagens evangelium: Jesus beder for Peters blafrende tro og stiller ham i udsigt, at han hinsides frafald og fornægtelse vil få en stor opgave. – Dette er evangeliet til alle os, der heller ikke modstår fristelsen.

Signaturen for Peters svigt er den galende hane. Da Peter i ypperstepræstens gård nægtede sit kendskab til Jesus, og hanen galede, huskede han “det ord, Herren havde sagt til ham: ‘Før hanen galer i nat, vil du fornægte mig tre gange’. Og han gik udenfor og græd bitterligt.” (Luk 22, 61-62)

Peters græmmelse og den galende hane 
har appelleret til mange kunstnere. 
Et ældre dansk eksempel er udført af 
den gode portrætmaler Andreas Herman 
Hunæus (1814-66). Det hænger i 
Sundkirken, Amager. Jeg viser her 
med tak et udsnit fra hjemmesiden 
Nordens Kirker, men søger naturligvis 
et foto uden lysrefleks.

1867 A. Hunæus maleri Peter m hanen udsnit Sundby Amager1670senest 567px-Karel_van_III_Mander_-_St_Peter_Repentant_-_KMSsp797_-_Statens_Museum_for_Kunst

Hunæus' maleri kunne igen være 
inspireret af det ca. 200 år ældre 
maleri på SMK af den angrende 
Peter, som suverænt er skildret 
af den nederlandske Karel van 
Mandel III

Fastelavns søndag – “Bliv seende, din tro har frelst dig.”

Nu – med fastetidens begyndelse – er Jesus på vej mod Jerusalem og påskens drama. Disciplene fatter ikke hans agenda; de(vi) er åndeligt blinde. Blindheden og helbredelsen for blindhed er et tema for søndagen  iflg. 2. tekstrk. – I epistelteksten fra 1. kor. 13 afslutter Paulus sin værdsatte “Kærlighedens højsang” med håbet om at komme til at se klart: “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

2006 Peter Callesen, Vor Frue Kbh Picture1

Her ses Peter Callesens "Spejlalter", 
som i 2006 blev opsat som midlertidig 
installation i Natkirken, Vor Frue Kbh. 
Besøgende kan anbringe en spejstump - evt. 
med individuel påskrift - på et trådnet. 
Man kan sætte sig og se fragmenterne, 
herunder spejlinger af en Kristusikon, 
som er opstillet mellem den besøgende og 
trådnettet. Er der her et pejlemærke i et 
moderne, fragmenteret liv? 
Kilde er udgivelsen om 'Ud af intet'.

Luk 18 beretter, at Kristus på sin vej lader sig standse af en blind ved Jeriko: Bartimæus, som Markus benævner ham, beder om at måtte kunne se og får svaret: “Bliv seende, din tro har frelst dig”, og alle glæder sig…

Fastelavns søndag kender vi ellers som dagen for Jesu dåb, som 1. tekstrk. fortæller om. Vi kan trække en linje mellem dåben og frelsen ved tro og også mellem dåben og det at blive seende. I hvert fald har kunstneren Peter Brandes udtrykt den tanke, at kristentroens og -dåbens gave er et nyt syn på livet med en frisættelse fra mørkets magt. Brandes har både dåb og blindehelbredelse som motiv i mindst 4 af sine kirkeudsmykninger, idet dåben hos Brandes, som han siger, er ‘mere end en dåb med vand’. Brandes kalder sin bedende figur med det opadvendte ansigt ‘den blindfødte’, eller ‘ den blinde Bartimæus’. vi kan nok tillade os at generalisere figuren.

2013 Peter Brandes bronze døbefont Nørremarken Helbredelse af blindfødt

Her ses hvordan en blinds øje vækkes af 
Guds finger, som en lysstråle, i en af Peter 
Brandes følsomme versioner af blindehelbredelsen.
Den er udført i bronze på døbefonten i 
Nørremarkskirken Vejle, - en meget seværdig 
kirke med en unik totaludsmykning skabt af 
Peter Brandes i 2013. 
Foto stammer fra kirkens egen publikation.

Der refereres eksplicit til den blinde ved Jeriko i en 100 år ældre altertavle, som Chr. Andersen fra Thisted i 1912 har malet til Vesløs (grundtvigske) Valgmenighedskirke. Her citeres evangelieteksten i fodstykket: “Bliv seende. Din tro har frelst dig” Alterbilledets konventionelt skildrede Kristus vender sig ikke mod den blinde, der nærmest sidder som en statist med sin stok. Kristus vender sig derimod frontalt mod menigheden, så vi må forstå, at replikken gælder som et universelt tilsagn – og altså også handler om syn som udsyn og indsigt, syn i overført forstand. – Men lige som den blinde ved Jeriko fik synet som en gave, må den frelsende tro også være en gave, en dør der åbner sig for fornyede muligheder, – og som vist nok må åbnes udefra af en, der ser os med kærlighedens øjne? Mange tak til Niels Clemmensen for foto.

1912 Chr. Andersen, Thisted, Jesu helbredelse af den blinde ved Jerikovejen (foto C)SetHeight750-4412vesloesvalg