Kunst til kirkeåret

3. søndag efter helligtrekonger

1560 høvedsmanden i kapernaum, bagsiden af roskilde domkirkes altertavle scanning fra bolvigs bog[166]

MAGT OG MYNDIGHED

Officeren i Kapernaum (tidligere benævnt som høvedsmand) eksponerer militærets kommandoveje, i sidste instans garanteret af kejsermagten. I hans verden adlydes ordrer. Men officeren med den syge tjener er sig bevidst, at militærmagt ikke kan skabe liv og sundhed. I den ubærlige lidelses grænsesituation må han forlade sig på den guddommelige skaberkraft og håbe på et helende ord fra Kristus. Her handler det mindre om lydighed end om tro. Mødet mellem Guds kærlighed og hedningens uforbeholdne tro sprænger gamle magtstrukturer og nationalistiske og religiøse grænser. Helt fra begyndelsen af kirkeåret karakteriseres evangeliet altså som universelt, som et anliggende for hele menneskeheden, hvilket jo allerede julens tekster forkyndte.

Teksten handler om magt, men i dag hører vi ofte mislyde ved ordet magt. I nutiden er magtinstitutioners legitimitet og grænser til debat: politisk magt, militærmagt, ordensmagt, økonomisk magt, magtudøvelse i menneskelige relationer…? Hvad med forholdet mellem magt og religion? Jesus personificerer magtafkaldet, men i det religiøse sprog taler vi stadig (i trosbekendelsen) om “Gud den almægtige” og (i tilføjelsen til fadervor) om “magten og riget og æren”  og (i kirkens missionsbefaling) om “al magt i himlen og på jorden”. Talen om magt er (blevet) et påtrængende teologisk problem, undtagen når vi netop taler om kærlighedens magt, – hvad vi så helhjertet kan gøre. – For øvrigt bruger evangeliet fortrinsvis ordet “myndighed” til at karakterisere Jesu særlige karisma.

Fortællingen om Høvedsmanden i Kapernaum er kun sjældent billedliggjort, men lad os vende tilbage til Roskilde Domkirkes vidunderlige nederlandske altertavle fra o. 1560 og her kigge på fløjenes bagside, gengivet i Axel Bolvigs nyttige monografi. Her finder vi vort motiv blandt de fine lave relieffer: Et indholdsrigt billede med magtens symboler i imposant arkitektur, hvor en søjle tilmed er prydet med en statue af en drabelig krumsværdsløftende soldat. Over porten tv anes et relief af Moses med lovens tavler, den gamle pagts lydighedsfordring. I forgrunden står den rastløse officer i flagrende kappe med armene løftet i en både bydende og bedende gestus. Men alle magtens attributter detroniseres af den suveræne hovedperson. Støt og rolig står han med en indre koncentration, den ene hånd på hjertet og den anden rakt åben frem mod den fremmede officer. – Kærlighedens magt!

 

2. søndag efter helligtrekonger

 

Ikon Brylluppet i Kana Attachment-1[147].jpeg

JESU FØRSTE TEGN: VINUNDERET VED BRYLLUPPET I KANA

Johannesevangeliet beretter ikke om Jesu indvielse af brød og vin skærtorsdag, men til gengæld om andre både vin- og brødundere. Første gang, Kristus “åbenbarede sin herlighed” er iflg. Joh. 2 ved forvandlingen af vand til vin ved bryllupsfesten i Kana. Festen tegnede til at blive nærig, husket for de tomme kar, men bekymringen blev gjort til skamme. Da tiden var inde, lod Kristus glæden holde indtog med den rigelige, gode vin, der som Guds riges symbol gjorde dagen ikke bare til en festdag, men til en helligdag. Evangeliet handler om generøsitet, glæde og kærlighed.

En vellykket fest, hvor alle gode kræfter samvirker og velsignes, unddrager sig rationel kalkule. Tilsvarende når jeg på en måske grå formiddag går til nadver og rækker mit tomme bæger frem – som en art selvbillede. Så fyldes mit bæger under Guds ords tilsagn. Jeg ser, dufter og smager den gode, stærke vin, og jeg sanser, at mit liv får fylde og velsignelse ved Guds nærvær.

I Danmarks kirkekunst er Brylluppet i Kana et sjældent motiv. Skt. Knuds Kirke i Bramminge har haft det som hovedmotiv i en renæssancealtertavle, måske inspireret af italienske Paolo Veronese? Men tavlen brændte i slutningen af 1800tallet, og hvor findes motivet ellers her i landet i  århundrederne mellem middelalderen og 1800tallet – hvilket er den periode jeg i min billedsøgning for tiden har fokus på ???

østkirken har der derimod været gennemgående interesse for mysteriet: I ikontraditionen er der netop forkærlighed for Brylluppet i Kana som et af de mysteriet, der bevidner ubrudt sammenhæng mellem den himmelske og den jordiske verden. I disse ikoner spiller Maria en vigtig rolle som den såkaldt ‘vejvisende Gudsmoder’, idet hun netop viser hen til sin søn og Herre og siger: “Gør, hvad som helst han siger til jer.”

Jeg beklager den teknisk dårlige billedkvalitet og endnu mere, at jeg ikke har kunnet spore billedets oprindelse. Der findes mange andre mere figurrige Kana-ikoner, men jeg faldt for denne enkle version i tilnærmet klassisk ikonstil.

1. søndag efter helligtrekonger

1635.jpg

Foto Claus Jensen

ALLE BEHØVER ET HJEM MERE

Som den eneste evangelist imødekommer Lukas behovet for en overgang fra julen til teksterne om den voksne Jesus. Den pædagogiske legende om Jesus som 12årig i templet, som går sine egne veje i forhold til forældrene, bekræfter at drengen er udvalgt til en højere bestemmelse: “Vidste I ikke, at jeg bør være hos min [himmelske] fader?” Men pointen rammer vel at mærke os alle: Det er et menneskeligt vilkår at være spændt ud mellem loyalitet over for snævre, jordiske bindinger og lydhørhed for videre og højere kald og tilhørsforhold. Evighedens perspektiv kan løfte et menneske og kaste såvel medlys som modlys ind over hverdagen i familien og dens tidsbundne kultur. Et menneskes identitet er mere, end selv den bedste familie kan give det.

Billedskæreren Hans Dreyer fra Eckernførde (1572-1653) skar det udvalgte relief med ivrige modne skikkelser omkring den undervisende unge Jesus. Den karakteristiske glorie er et af kunstnerens særkender. Han arbejdede hele syv år frem til 1637 på sin overdådige udsmykning af Holckenhavn Kapel ved Nyborg, der under navnet Ellensborg var ejet af Chr. IVs meget myndige svigermor Ellen Marsvin. At afkode Dreyers mange og ofte sjældne motiver kræver mere end et hurtigt kig. Det smukke steds nuværende ejer har udvist stor imødekommenhed, men mange interesserede kunne nok ønske sig en udvidet offentlig adgang.

 

Helligtrekonger

1591 Renæssance Helligtrekonger Prædikestol Sct. Catharinæ, Ribe.JPG

Foto: Claus Jensen

…”Vi har og en ledestjerne,/og når vi den følger gerne,/kommer vi til Jesus Krist”.

Julens sidste helligdag er Helligtrekonger: 6. jan. (eller søndagen i perioden 2.-6. jan.). Særlig for Matthæus er den til dagen hørende yndede fortælling om de vise mænd fra Østerland, der under stjernens ledelse finder frem til gudsbarnet og skænker det hyldestgaverne guld, røgelse og myrrasalve. Evangelisten kan om barselsgæsterne hverken fortælle, at de er tre, at de er konger, eller at de er hellige; men middelalderlige legender har suppleret på frodigste vis, så vi nu ved god besked om, at kongerne hed Kaspar, Melchior og Baltazar, og at de repræsenterer forskellige livsaldre og verdensdele: Forrest knæler i inderlig tilbedelse den ældste Kaspar, hvis livsrejse hermed er fuldbyrdet, bagest står den ranke unge Baltazar med den mørke hud. Tilmed har man i middelalderen ment at kende kongernes rute og hele skæbne, og kongernes påståede relikvier har i sig selv været gjort til mål for pilgrimsrejsende. Motivet har i middelalderen ofte været pragtfuldt udført og spillet på forholdet mellem kirkelig magt og verdslig magt: Det har bragt kongen ned på knæ, men samtidig givet ham glans som kirkens velgører.

Efter reformationen er helligtrekongermotivet fhv. sjældent, hvorimod hyrdernes tilbedelse er blevet mere udbredt. Men fortællingen om de vise rejsende er stadig vedkommende og opbyggelig, forstået som forbillede for alle kristnes livsrejse og livsmål, sådan som Grundtvig har fortolket fortællingen i salmen Dejlig er den himmel blå.

Jeg har valgt et eksempel fra 1591, som er et ud af syv relieffer med Jesu barndomshistorier på prædikestolen i Skt. Catharina i Ribe. Billedskærerens navn er ikke nævnt, men det er et fint lille renæssanceværk, hvor der er gjort noget ud af arkitekturen og baggrundens byprospekt under stjernehimlen.

1591 prædikestol Skt. Catharina Ribe (jeg kender ikke billedskærer9 Claus DSC07353.JPG

 

 

Godt nytår – Gud fik navn

1560 Roskilde Billede1.pngFoto: Claus Jensen

“Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus (på hebraisk: Gud frelser), som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.”

Den korte Lukastekst rummer inkarnationens mysterium. Gud, som transcenderer alle tider, alle kulturer og alle navne, møder os som en navngiven person, født ind i en historisk tid. Det er dette paradoks, Kierkegaard reflekterer over som troens absurditet, evigheden i tiden, som inviterer til at gøre troens spring.

Som historisk menneske må Jesus bære hele pakken i form af mosaisk lov og kultur, således også omskærelsen, hvis udgydte bloddråber i en senere kristen læsning foregriber langfredags lidelse. – Men når Jesus træder ind i menneskers historie, gælder det ikke blot i antikken, men menneskesamfund til alle tider. Det gælder også år 2019. Guds nåde er nyfødt. Godt nytår!

Kirkekunsten anskueliggør historiens perspektiv med den altid vigende horisont. Jesusbarnet skæres eller males ind i kunstnernes egne respektive epoker. Der må altid nytolkes.

En af Danmarks mest spændende omskærelsesscener indgår i Roskilde Domkirkes umådeligt mangefacetterede altertavle fra o. 1560. Her foregår ritualet i et livligt renæssancemiljø med et broget persongalleri i en rigt udsmykket købstadskirke, hvor organisten i øverste venstre hjørne på pulpituret koncentrerer sig om sit orgelspil til den ceremonielle begivenhed. Kunstværket er lige så anakronistisk, som det er vedkommende i sin tid, – og det samme må uden tvivl gælde ny kunst.

Pragttavlens tilblivelse kan rimeligvis henlægges til et værksted i Antwerpen, men billedskæreren er anonym, og tavlen er ikke produceret specielt til Roskilde Domkirke. Historien om dens vej til Roskilde er en roman værdig, og der er konkurrerende fortællinger: Måske var Frederiksborg Slot i Hillerød dens adresse, mens slottet tilhørte Birgitte Gøye og Herluf Trolle; måske blev tavlen købt til underpris fra et handelsskib, fordi sælger havde sat proforma prisen uartigt lavt for at slippe billigt i told.  – Men nu kan vi besøge domkirken og gå på opdagelse i altertavlens mange virtuøst udførte relieffer. Der skal sættes god tid af.

1560 Roskilde Billede1.jpg

 

 

Julesøndag

 

1520 Hans Brüggemann, Gjøl, Omskærelsen, Claus.jpgFoto: Claus Jensen

Efter Stefans dag (2. juled.) vender vi tilbage til julens fortællekreds: Vi er fremme ved julesøndag, også kaldet ‘de gamles søndag’, hvor Simeon og Anna modtager Jesusbarnet med familie i templet. Ved dette møde erfarer de trofaste gamle efter et langt liv i bøn, at Gud har fuldbyrdet deres liv: “Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse”…  Det er ord at spejle sig i også for os, måske med julesalmer som medium: …”O, måtte vi kun den glæde se,/ før vore øjne lukkes”…(DDS 99,8)

Den nordtyske billedskærer Hans Brüggemann har omkring 1520 skåret en flot, flot altertavle med motiver fra Jesu barndom. Det pragtforgyldte værk af usædvanlig høj kvalitet stod muligvis frem til reformationstiden på Børglum Kloster, men pryder nu Gjøl Kirke, Jammerbugt. Omkring tavlens hovedfelt med Kongernes tilbedelse ses mindre relieffer, bl.a. Fremstillingen i templet, hvor Simeon holder Jesusbarnet i sine arme.

1520 Kongernes tilbedelse er hovedmotiv i rigt skåret Brüggemanntavle fra 1520 med Jesu barndom, Gjøl