Kunst til kirkeåret

23. søndag efter trinitatis – Skattens mønt

 

DSC00928 Langeslund Kirke John Svarre Christensen 1983 Claus

1983 John Sparre Christensen Skattens Mønt, del af triptykon Langeslund Jammerbugt.png

John Sparre Christensen (f. 1921) har 1981-83 malet den 
trefløjede altertavle til Langeslund Kirke. Den viser den 
hvidklædte Jesus på alle tre fløje: tv. og i midten som lærer 
med hhv. samtalen om skattens mønt og bjergprædikenen, th. med 
Peters overvældende fiskefangst. 
Foto hhv. Claus Jensen og Niels Clemmensen

“Vis mig skattens mønt!” siger Jesus til modstandere, som udfordrer ham med spørgsmålet om legitimiteten af at betale skat til besættelsesmagten, måske den tids mest brandfarlige spørgsmål. Jesus ser kejserens billede præget i mønten og lukker samtalen med den berømte replik: “Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”  Hermed løfter Jesus sagen op over det tidsbundne, så vi i enhver historisk periode kan gennemtænke og gentænke forholdet mellem politik og religion, mellem samfundsborgerskab og tro. – Ved reformationsjubilæet blev citatet flittigt brugt i samtalerne om Luthers teologiske toregimentelære og den fyrstekirke, som faktisk (alligevel) opstod af reformationen. – Offentlige samtaler om forholdet mellem stat og kirke slutter forhåbentlig aldrig, selvom et enevældigt styre hos de heldigste på jorden er erstattet af et demokrati med magtens tredeling. – Vi skal give ‘kejseren’, hvad der tilkommer ‘kejseren’ , dvs. vi skal efter formåen bidrage til samfundet med politisk ansvarlighed, hæderlig skattebetaling og øvrig indsats. Vi skal derimod ikke give styret, hvad der ikke tilkommer det: tilbedelse, blind autoritetstro og kadaverdisciplin. Kristendommen har modhistorier at sætte op mod løgn og propaganda fra ledere, partier og ideologier, og en af kristendommens vigtige pointer er at minde herskere om, at de hverken er guder eller Guds største gave til menneskeheden på livstid. Politik i en ufuldkommen verden er og bliver valg mellem store og små onder, og utopier stinker, når de trækker spor af lidelse.  “Skattens mønt” er præget af regentens billede, ja, men mennesker er præget i Guds billede, og det er kun Gud, vor skaber, vi skylder tilbedelse. Gudbilledligheden giver enhver af os den højeste værdi og den højeste skyldighed: kærlighedens skyldighed.

John Sparre Christensen har med sine karakteristiske enkle former og klare farver malet nogle få værker til kirkerum, desuden mange bibelske motiver, ofte underskrevet med både initialer og SDG: Gud alene æren. Han har udtalt, at han gennem de bibelske motiver søger at opleve de hellige beretninger og videregive sine oplevelser.

22. søndag efter trinitatis – Tilgiv, som du selv er tilgivet

1953 Erik Heide Øster Jølby Forlad os vor skyld untitled.png

Hvor mange gange skal jeg tilgive? – Hvor mange gange har jeg selv brug for tilgivelse? Om de to spørgsmål, der kan ikke adskilles, handler Matt. 18, 21-. Peter spørger om omfanget af pligten til at tilgive: “Hvor ofte skal jeg tilgive min bror?” Jesus svarer pædagogisk med en lignelse, vi kan spejle os i: En bundløst forgældet skyldner måtte aflægge regnskab for Herren og kunne ikke gøre andet end at bede om eftergivelse. Herren fik medynk med ham og eftergav ham gælden. Som en frisat skyldner kunne tjeneren nu gå ud i livet til sine medmennesker. Da han traf en medskyldner, mødte han ham imidlertid med en ubønhørlig smålighed, som om intet var hændt: “Han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder!”  Herren kalder så til orden, bedrøvet og vred. Hos Mattæus italesættes Herrens vrede så tydeligt, at den næsten bliver støjsender henover lignelsens pointe om at modtage og give barmhjertighed. –

Lad os vende os til den forkyndelse, som indeholdes i Fadervor: “Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”.

Der findes faktisk en altertavle med den eksplicitte titel “Forlad os vor skyld”. I 1953 har Erik Heide til hjemegnens kirke i Øster Jølby på Mors malet en triptykon. Venstre fløj hedder Ufred, højre fløj hedder Fred. Imellem de to fløje figurerer Korsfæstelsen, under lyset fra et solkors. Korsfæstelsen er central i bevægelsen fra ufred til fred. Ejendommeligt nok har Erik Heide som vidner til korsfæstelsen malet to dyr, hvilke vi ellers kun venter at finde ved fødslen i krybberummet. Således får vi anskueliggjort, at meningen med inkarnationen er forsoning. – På knæfaldet kan menigheden ved nadveren modtage forsoningens tilsagn.

Vor gamle mester Erik Heide (f 1934) har udsmykket flere kirker end nogen anden nulevende kunstner. I 65 år har Heide i gamle såvel som nye kirker bevist sit store talent som billedhugger; men hans første offentligt tilgængelige værk var altså et maleri.

1953 Erik Heide Øster Jølby Ufred untitled.png

 

 

 

1953 Erik Heide Øster Jølby Fred untitled

 

 

21. søndag efter trinitatis Faderen troede på Jesu ord og gik…

Maleren Christen Dalsgaard (1824-1907), Sorø Akademi, 
har malet en række altertavler og andre bibelhistoriske 
billeder, også dette figurrige og komplekse billede af 
Jesu helbredelse af syge. Det befinder sig i Sorø, 
hvor Dalsgaard var tegnelærer, såkaldt "Ritsemester". 
Det er en fortolkning af Jesu svar på Johannes Døbers 
spørgsmål fra fængslet, om Jesus er Messias. 
Man kan kalde det et evangelisk resume: "blinde ser, 
og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, 
og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. 
Og salig er den, der ikke forarges på mig." - 

Chr Dalsgaard Jesus hører Johannes Døber kalde fra fængslet. Jesus helbreder syge. Gettyimages Screenshot 2018-09-12 21.16.31

Al denne lidelse: sygdom, fortvivlelse og angst, allermest angst for de kærestes liv… Nu også den tryglende far, som Johs fortæller om i kap 4. Faderens privilegerede position i samfundet gør ikke fra eller til, for hans søn ligger for døden, så alt andet er ligegyldigt. Faderen har fundet frem til Jesus i Kana, hvor det forlyder, at Jesus med kraft står på livets side, og at han får undere til at ske. Vil Jesus gå med hjem til den syge? –  Jesus klager. “Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke”. Men Jesus lader sig bevæge og giver faderen sit tilsagn: “Gå hjem, din søn lever!” Med Jesu tilsagn har faderens håb vokset sig så stort, at det fylder det hele: “Manden troede Jesus på hans ord” – endnu før han fik tegn at se. Hele vejen hjem bar han på det dyrebare, guddommelige tilsagn som sin livline…

Mange mennesker trygler desværre uden at erfare, at deres kære bliver hjulpet. Skal de – eller vi – så til sorgen føje en skam over at have troet for lidt? Som om troen er en stor eller lille præstation, der kan udløse en afmålt belønning? Nej, når vore kære bliver syge og dør fra os, er dødsårsagen ikke, at vi er dumpet i tro. At læse om Jesu undere kan blive en anfægtelse for dem, der ikke oplever at få hjælp, men det er ikke meningen! I mørke dage må vi læse beretninger om Jesu undere som fjerne lysglimt, der netop glimtvis giver indsigt i, hvem Gud er. Det er tilsagn om, at Gud også for os er livets kilde, og at han ikke vil tabe os. – Nogle dage spejder vi forgæves efter undere i vore liv, andre dage får vi øje på mange små undere overalt, ja at livet og kærligheden ER Guds store under, som må bære os ‘hele vejen hjem’. Med al vor trossvaghed og angst, vor lidelse, sygdom og død må vi hele vejen vide os rummet og favnet af Gud. Hvordan maler man et billede af tak?

Jeg har valgt Bodil Kaalunds akvarel "Lovsangen". 
"Alt, hvad der ånder, skal lovprise Herren", fra 1992, 
bl.a. gengivet i hendes bog Krop og Ånd. 
Med visionen af, at hele kloden er omsluttet af Guds 
kærlighed, må der truttes et frydefuldt stykke.

1992 Bodil Kaalund Billede1.jpg

 

 

Alle helgens søndag – de saliges søndag

1906 Niels Bjerre, Krejbjerg Kirke IMG_1244-1-e1524743830321-800x600.jpg

Engbjerg Kirkes nyrestaurerede alterbillede,
malet til hjemegnens kirke af Niels Bjerre i 1896. 
Den mørke baggrund fremhæver Kristus som troens lys.

Bjergprædikenen (Matt. 5 -) indledes med, at Jesus vender alverdens takseringer af det vellykkede liv på hovedet og kalder de mest sårbare, fattige, sagtmodige, forfulgte og sorgfulde mennesker for salige, for de skal trøstes. Himmeriget er deres. Kristnes succeskriterier er altså sådan noget som renhjertethed, barmhjertighed, fredsskabelse… Jesu saligprisningerne er uforglemmeligt poetiske i deres form og svimlende høje og dybe i deres indhold – og stadigt overraskende: Her får vi et alternativt prisme at se vort eget og andres liv igennem: et himmelspejl i modsætning til verdens troldspejle. Det skal pudses og holdes op i lyset på søndag.

Adskillige danske altertavler har et maleri af Kristus, som prædiker for skarerne eller som velsigner en forsamling, måske med saligprisninger. En mindre kendt fortolkning af et sådant motiv er alterbilledet, som  hænger i Engbjerg Kirke. Det kan nok fortjene en præsentation efter at være blevet renset. Det blev malet af Niels Bjerre i 1896. Bjerres få, noget stive alterbilleder hører ikke til hans hovedværker, men de rummer en ærlig koncentration om det i kirken væsentlige. Niels Bjerre er for øvrigt selv begravet på den forblæste kirkegård ved Engbjerg Kirke.

Niels Bjerre (1864-1942) forsøgte to gange forgæves at tage afgang fra Kunstakademiet i Kbh., hvorefter han opgav kampen mod akademiets akademiske metodekrav og vendte tilbage til hjemegnen ved Lemvig. Her udfoldede han på epokegørende vis sin egen maleriske stil i det barske vestkystlandskab. – Berømte er ikke mindst Niels Bjerres stærke skildringer af lokalsamfundets mørkklædte skikkelser i kirkelige og gudelige forsamlinger. Med fortrolighed og loyalitet har han portrætteret miljøets alvorsfulde ånd og leveret en uvurderlig kulturhistorisk dokumentation.

Foruden altertavlen viser jeg her et maleri fra 1912 af et Missionsmøde, hvor hovedmotivet måske er lyset, der kontrastfuldt gløder på væggen bag den vakte forsamlings mørke silhuetter. Privateje

1912 Niels Bjerre nbjerre_missionsmode_1912, privateje, nettet .jpg

 

 

19. søndag efter trinitatis – De kom bærende med en lam…

2002måske Sys Hindsbo beskåret Clausens kunsthandel, nettet .jpg

Sys Hindsbo, udsnit af figurrigt maleri. Clausens Kunsthandel

Om underet i Kapernaum berettes næsten enslydende hos Markus, Mattæus og Lukas. Det er fortællingen om den lamme mand, som fik mere af Jesus, end han havde håbet på: Efter mødet kunne han rejse sig og gå hjem – med sine synders forladelse. “Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå?” Guds nåde gælder både sjæl og krop, hvad jo også Fadervor bevidner ved at sidestille bønnerne Forlad os vor skyld og Giv os i dag vort daglige brød… At også medmennesker er hinandens daglige brød og livline anskueliggøres i fortællingen om den lammes venner, der opfindsomt tilkæmper sig adgang til Jesus gennem et hul i taget. Vi kan se det for os og kender måske også Joakim Skovgaards illustration i Viborg Domkirke og Troels Triers i Glamsbjerg Kirke. Sceneriet er dog et sjældent valg i kirkekunsten. Det er vel for komplekst og specielt, selvom det lyser af omsorg.

Mange prædikener over teksten griber fat i temaet, at mennesker må bære hinanden, konkret og overført; vi må bære hinanden til livet, til glæden, til troen… Temaet fik mig til at tænke på kunstneren Sys Hindsbos bæringsmotiver. I kunstnerens ofte farveløse og kolde scenerier af magtens udøvere og magtens ofre, omgivet af diverse svært afkodeligt grej, glimter undertiden et stærkt billede af omsorg og ømhed. Tilbagevendende har hun skildret omsorgsfulde bærere, der bærer levende ind – eller døde ud. Det er næsten uundgåeligt heri at se referencer til kirkekunst.

Jeg har i dagens anledning udvalgt et motiv, som er udsnit af et større billede, udstillet for Sys Hindsbo af Clausens Kunsthandel: En mand og en kvinde bærer her med praktisk beslutsomhed og inderlig ømhed den afmægtige tredje. –  Uden at interagere med disse tre personer sidder til venstre i billedet en IT-arbejder med ryggen til. Det er fristende at associere til aktuel problematik om administrativt tvangsarbejde kontra varme hænder. Der kan være så mange slags barrierer at overvinde for dem, der ikke vil opgive håbet for et medmenneske.

Sys Hindsbo (f. 1944) udstiller for tiden i Ølby Kirke, Køge Nord.

18. søndag efter trinitatis – Hos Gud og hos medmennesker

1954 Paul Høm, nærbillede glasmosaik i Faster Kirke Billede1

Paul Høms glasmosaik Den tronende Kristus, 1954, Faster kirke, 
Vestjylland. Kristus er skildret med hænderne rakt velsignende 
frem mod mennesker. Foto: Claus Jensen

Lige siden den tidlige middelalder har kristne kirker været udsmykket med pragtbilleder af den ophøjede, majestætiske – men samtidig menneskelige – Kristus, som udøver sit himmelske mandat til at dømme og frikende. Disse tilbedende billeder kendes fra gyldne byzantinske mosaikker og fra kalkmalede hvælvinger så vel som fra glasmosaikker med glødende farver. Endnu i efterkrigstiden har danske kirkekunstnere nyfortolket visionen af menighedens ophøjede Herre. Jeg har valgt et smukt eksempel fra 1954 i Faster Kirke i Vestjylland, som Paul  Høm har beriget med sin ikoniske glasmosaik af Kristus i højsædet, Kristus med guddommelig myndighed. Mosaikken skildrer den ophøjede, men samtidig tilstedeværende Kristus, der velsigner med sit nærvær, her og nu.

Kristus får sæde ved Guds højre hånd, hedder det i dagens evangelium fra Matt. 22 – såvel som i trosbekendelsens mytisk-poetiske sprog. Teksten omtaler (med citat fra Ps. 110) Jesu bemyndigelse som “Guds højre hånd”: livlinen mellem Gud og Jesus. Jesus har myndighed til her at formulere etikkens essens: “Du skal elske din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind” og “Du skal elske din næste som dig selv.” De to store bud var allerede kendt fra hhv. 5. og 3. Mosebog, men Jesus nytænker etikken ved at gøre buddene uadskillelige. Kærligheden til Gud, ærefrygten og taknemmeligheden for livet, må være en kilde til menneskekærlighed; ellers er gudskærligheden misforstået. Kristus skriver så at sige korstegnet ind i etikken, således at den livgivende, lodrette akse mellem Gud og skabning uløseligt forbindes med den vandrette akse, der betegner kærligheden som et menneskeligt mellemværende. Kristus har levet som menneske blandt mennesker og kender vores nød og vores håb.

Billedkunstneren Paul Høm (1905-1994) har med sin originale, rene og meditative stil udsmykket mere end en snes danske kirker med glaskunst eller malerier  – især på Bornholm, hvor han levede en stor del af sit liv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En heldig kartoffel – En hellig kartoffel

Kunst til kirkeåret

1999 Ilskov Kartoffel Billede1.jpg

Messehagel i Ilskov Kirke, tegnet hhv. syet af billedkunstnerne Aage Bruun 
Jespersen og Birte Stamp Thomsen. Den hjælpsomme kirketjener Jørgen Stilling
gav mig lov at præsentere messehagelen for kirkefotograf Claus Jensen.

Efterårsferien er over os, i min barndom kaldt kartoffelferien. Oktober giver travlhed for kartoffeloptagerne, manuelle såvel som maskinelle. I Midt- og Vestjylland finder man et centrum for kartoffelavl på Alheden ved Karup, hvor “kartoffeltyskerne” fra Sydtyskland slog sig ned, dengang de blev kaldt til Danmark i sidste del af 1700tallet. I Karup ligger i dag en iøjnefaldende kartoffelmelsfabrik, og kartoflen har været afgørende for egnens næringsliv. En rundkørsel i Karup er tilmed prydet af et billede af en kartoffelplante efter inspiration fra et ganske særligt stykke kirketekstil i den nærliggende Ilskov Kirke.
Ved hundredårsjubilæet for en snes år siden fik Ilskov Kirke denne nye, meget smukke messehagel tegnet hhv. syet af billedkunstnerne Aage Bruun Jespersen og Birte Stamp Thomsen. Klædningens ryg bærer et billede af kornsorten byg – med reference til treenigheden -, forsiden bærer et stiliseret billede af en kartoffelplante, hvilket vist er uden sidestykke.
Hvor er det en god ide, at “det daglige brød” således her har fået sin lokale fortolkning.

1999 Ilskov Billede1.jpg