Kunst til kirkeåret

5. søndag efter trinitatis – Peters fiskeri

1928 tidligst Kræsten Iversen Skt. Peders Holsted, Vejen Skærmbillede 2019-06-15 20.32.38.png

Kræsten Iversen, triptykon med Peters fiskefangst i hovedfeltet, 
1928 Skt. Peders Kirke Holsted, Vejen

Lukasevangeliets beretning om Peters overvældende fiskefangst er en fortælling om et rystende møde med det hellige. Fiskeren er udmattet efter nattens forgæves slid, men lader Jesu ord stå til troende. “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.” Bådene bliver synkefærdige af fisk. Fangstunderets numinøse kraft vælter Peter omkuld og får ham til at se sin egen usselhed, hvorpå Kristus byder ham ikke at frygte, men derimod som apostel frygtløst søge mennesker fremfor fisk.  – På et mere dagligdags niveau er det en altid lysende historie om ikke at gå til sine opgaver med for små håb, men trods skuffelser og træthed gøre endnu et tillidsfuldt forsøg. – Kaldsetikken leve!

Den smukkeste og stærkeste danske altertavle med motivet ‘Peters fiskefangst’ må være Niels Larsen Stevns’ i Viuf Kirke. Mindre kendt er måske Kræsten Iversens trefløjede altertavle i Skt. Peders Kirke i Holsted ved Vejen, malet i 1928. Iversens maleri har overlevet en gennemgribende og kostbar renovering af kirken i Holsted, tilmed forblivende i den gamle ramme. Uden at menigheden anser maleriet for at være et stort kunstværk, er man enige om, at billedet hører til i kirken, er en levende fortælling og gør god fyldest. Det viser på venstre fløj fiskerne med de tomme net. I hovedfeltet står Kristus som det betryggende centrum i båden med rig fangst og tilbedende fiskere. På højre fløj går disciplen videre sammen med Kristus, der gør en kaldende håndbevægelse. Blikket drages af hovedfeltets lave sol over bjergene; den spejler sig i den blanke sø og tilføjer en stille højtid, som understøttes af den beherskede farveskala i køligt grønne toner.   – Selv betragtede Iversen sit lidt senere maleri i Zions kirke, Esbjerg, forestillende Jesus på den stormfulde Genezaret Sø, som et mere vellykket alterbillede.

Netop på Holstedegnen voksede Kræsten Iversen (1886-1955) op. Han passede køer, kom i håndsværksmalerlære og kæmpede sig i Kbh. fra Teknisk Skole til en position i det københavnske kunstnermiljø; han malede stillebens, byprospekter og landskaber og fik også hædrende opgaver som udsmykning af lofter på Christiansborg Slot. Skønt selvlært opnåede Kræsten Iversen at blive udnævnt til professor på Kunstakademiet.

Af største betydning blev tilhørsforholdet til Bornholm, hvor han købte sommerhus og fra 1920erne malede om sommeren. Fra de tidlige års noget stive figurmalerier udviklede Iversen en mere impressionistisk stil med frie og grove penselstrøg og hovedvægten lagt på kompositioner med farver. Iversens bornholmske landskaber er atmosfærefyldte fortolkninger af klipper, land og hav, vind og vejr.

Iversen kom til at udsmykke mindst 12 kirker, 10 med glasmalerier. Mange af hans malede ruder er meget store og motivrige ruder og inviterer til fordybelse og fortolkning. Denne ‘dekorative kunst’ var en stilmæssigt ret bunden opgave, men altid blev den løst, så resultatet fungerer godt i rummet. Kræsten Iversen var aktiv til sine sidste år og skabte året før sin død de 5 ruder til Rønne Kirkes kor, som udfolder lignelsen om Sædemanden.

 

4. søndag efter trinitatis – Døm ikke!

Vær barmhjertige! Døm ikke! Tilgiv! I kirkeårets kristendomsundervisning er vi nået til den klare tale om at tilgive, i Luk. 6 tydeliggjort ved det uforglemmeligt groteske billedord om at være så optaget af splinten i broderens øje, at man overser bjælken i sit eget. Hvem har ikke behov for tilgivelse?

Evangeliets kamp mod fordømmelse er i kirkekunsten typisk skildret gennem motivet fra Joh. 8 med “synderinden”, hvorom Jesus siger “Lad den, som er ren, kaste den første sten”. Motivet har især været meget yndet i dansk kirkekunst fra midt i 1800-tallet til midt i 1900-tallet, hvor det unægtelig kunne give kunstnere mulighed for med et genrebilledes underholdningsværdi at fortolke det følelsesladede drama med forbitrede farisæiske mænd i kreds om en tiltrækkende og sønderknust ung kvinde, til hvis frelse Kristus griber ind.

Jeg har valgt Skørping Ny Kirkes oprindelige altertavle, malet 1914 af Rudolf Rud-Petersen. Rudolf Rud-Petersen har skabt en stærk komposition med en lysende og myndig Kristus, hvis fremrakte arm danner en stærk diagonal med den sammenkrøbne kvindes bønligt oprakte arm som parallel. Rud-Petersen har angiveligt benyttet himmerlandske bedsteborgere som model for de skeptiske farisæere, og ingen drager hans portrætkunst i tvivl.

Rudolf Rud-Petersen (1871-1961) blev uddannet på Kunstakademiet og i Zahrtmanns skole og fungerede nogle år som assistent i Viborg for Joakim Skovgaard, som han også – ligesom Larsen Stevns – rejste til Italien sammen med, bl.a. med store tekniske kompetencer som udbytte. Rud-Petersen blev stærkt påvirket af Joakim Skovgaard, og hans hovedindsats kom netop til at ligge i kirkekunsten. Han skabte både alterbilleder og storslåede freskoudsmykninger, mere end tyve, hvoraf en af de første og mest berømmede er apsisudsmykningen i Vodskov Kirke. Rud-Petersens lange og ærværdige kunstnerkarriere fortsatte helt til slutningen af 50’erne, men på dette sene tidspunkt var det tydeligt, at han ikke var blevet moderne.

– Jeg skynder mig at nævne, at også jeg glæder mig over Skørping Ny Kirkes store restaurering med Trondur Paturssons vældige nye altervæg i glas.

1914 Rudolf Rud Petersen Skørping Ny, tidl altertavle.png

Rudolf Rud Petersen, 1914, tidligere altertavle i Skørping Ny Kirke
Foto Claus Jensen

3. søndag efter trinitatis – Lignelsen om det genfundne får

Evangeliet er ikke, at vi finder, men at vi bliver fundet! I Luk. 15 fortælles de herlige lignelser om Guds egen søgen efter den enkelte fortabte eksistens. Det er åbenbart alt om at gøre at oplede det ene bortkomne får ud af den store fåreflok – eller den enkelte tabte mønt (drakme) ud af den rørlige formue. Når det mistede endelig er fundet, fejres gensynet med en større fest i nabolaget. Dette er helt vidunderligt ude at proportioner med det bortkomnes kontante værdi; eller rettere: det er netop en forkyndelse af den enkeltes uendelige værdi i Guds øjne. – En Jesuslignelse er en replik i en situation, hvor den kan skabe et nyt perspektiv i en ellers fastlåst samtale, her gælder det konflikten mellem Jesus og farisæere om rimeligheden af at inkludere syndere i fællesskabet. Der er ikke megen glæde hos de selvretfærdige og bekymrede, men lignelsens pointe er, at Gud inkluderer – og tilmed med største glæde!

Der er ikke mange kirkeudsmykninger med den tabte drakme som motiv. Jeg husker motivet i Holger Jensens lette streg i Skovkirken i Dianalund fra 1973. Derimod har det i mere end et århundrede været yndet at vise den omsorgsfulde hyrde med det fundne lam. Vi møder jo også hyrdelignelser flere gange i løbet af kirkeåret.

1916ca Axel Hou Amtshospitalet Nykøbing S Skærmbillede 2019-06-15 12.08.18.png
Her vises Axel Hous billede af den gode hyrdes hjemførelse af lammet, 
malet o. 1916 til kirkesalen i amtets daværende Sindssygehospital i 
Nykøbing S.

Axel Hou, 1860-1948, har i 1916 malet sin blide fortolkning af hyrdedrengen med en ømhed og en alvor, som for mig at se gør billedet seværdigt, – kald det så bare et glansbillede. I kraft af drengens rene blik og stærke hænder er altertavlen vel mere et beroligende andagtsbillede end et fortællende billede. Det underliggende dramas forløb må vi tænke os til. Hou forbinder billedet (=hyrden) med selve sagen (= Kristus) ved at omgive hyrdedrengen med et let glorielys.

Hou har ikke været meget omtalt i nyeste tid – bortset fra en god særudstilling i Vejen. Mens mange samtidige kunstnere blev vundet for modernismen og dermed eftertidens bevågenhed, løste Hou sine opgaver som en dygtig, konservativ håndværker med en fin følsomhed for det religiøse motiv. Han var påvirket af vækkelserne, især den grundtvigske, men var ikke med i den mere fornyende Skovgaardkreds. Efter en fuld farmaceutuddannelse gik han på Kunstakademiet og foretog også større udlandsrejser. Kunststudierne forbandt ham med bl.a. N. C. Overgaard, Carl Bloch og Niels Hansen Jacobsen, som alle allerede er omtalt på denne hjemmeside. Hou gjorde sig først gældende som en dygtig portrætmaler, men fik efterhånden også flere end tyve kirkeudsmykningsopgaver, måske en del flere, både alterbilleder og glasmalerier, hvoraf nogle endnu forefindes i kirkerne rundt i landet. Mest berømmede er de, der indeholder barneportrætter.

1973 Holger Jensen Den tabte mønt Skovkirken Dianalund

Holger Jensen, Den tabte mønt, Skovkirken Dianalund 1973

2. søndag efter trinitatis – Lignelsen om det store gæstebud

1913 gentagelse af 1901efter ødelæggelse Joakim Skovgaard Indbydelsen til det store gæstebud, Viborg domk.jpg

Viborg Domkirkes kalkmaleri af Den store indbydelse, malet 1901 og 1913 
af Joakim Skovgaard med Niels Larsen Stevns som assistent.

Lignelsen i Luk. 14 om Det store festmåltid fortæller så glædeligt om, hvordan Guds festsal fyldes med forliste eksistenser, som sidst af alle kunne forvente at blive opsøgt og hentet ind. På rollelisten er dog også gruppen af førstindbudte, som festen fatalt glider af hænde, fordi de mener at have vigtigere ting for. Denne lignelse er en af de mange, der giver tilhøreren mulighed for at se sig selv i den ene eller den anden rolle, måske begge; vi kender både til den fatale overvurdering af vores selvskabte optagethed OG til at stå tilbage med tomme hænder og et skrøbeligt håb om, at livet alligevel har bud efter os. Vi nødes til at tænke over vore prioriteringer – og til at spørge, hvor festen er.

Dette fortællende motiv har med sin festlighed og sin kompleksitet inspireret flere danske kunstnere fra Wilhelm Marstrand og frem i 1900tallet, især i grundtvigske miljøer. Her i vækkelsesbevægelsernes sammenhæng kan indbydelsen til at sige ja til Guds nådes evangelium også oplagt forstås som et kald til at slutte sig til forsamlingen af levende troende.

Den mest berømte udførelse af motivet er Joakim Skovgaards i Viborg Domkirke, malet i 1901 og ommalet i 1913. Det oprindelige billede, der måtte fjernes af kemiske grunde, kunne heldigvis reddes, opbevares og siden overføres til Klaksvig Kirke. Joakim Skovgaard var her assisteret af Niels Larsen Stevns. En anden af Skovgaards assistenter Rudolf-Rud Petersen har senere selvstændigt udført altertavler med Det store gæstebud; det samme har Troels Trier fra Vallekilde Højskole; og vi skal ikke forglemme Emil Hansen, “fløjte-Emil”, som berigede Danmarks første valgmenighedskirke: Nazarethkirken i Ryslinge med enestående træskærerarbejder, ikke mindst en vidunderlig prædikestol med fem livfulde scener fra fortællingen om Det store gæstebud, herunder velbjærgede bønder med ‘grundtvigianerhat’.

Lad os begynde med Joakim Skovgaards kalkmaleri i Viborg domkirke. Centralt ser vi den favnende Kristus, der måske nok er inspireret af Thorvaldsens Kristusstatue, men viser en mere aktiv Kristus, der tager et skridt ned og frem mod sine gæster.  Kristus sender rødklædte tjenere ud med det glædelige budskab. Tre scener viser de førstindbudte, som undslår sig: tv. med giftermål og med studehandel, th. med køb af en mark. Men fra begge sider og langs vejen i billedets akse kommer – med omsorgsfuld støtte –  en strøm af fattige, halte, gamle og børn, som afgjort skal til fest. – Maleriets perspektiv er diskuteret: De fattige synes næsten at gå lodret op ad muren, men heri ser vi netop Joakim Skovgaards arkitektoniske forståelse: …“det hænger jo sammen med, at Kirkerummet skulle bevares i sin arkitektoniske Skønhed, Murfladerne bevares netop som Flader, og ikke males bort i alle mulige Forkortninger, som Brød de givne Flader og Forhold.” (Skovgaardmuseets bog fra 2002 om Joakim Skovgaard). Skovgaard integrerer også dygtigt motivet i kirkebygningen ved at forsyne den malede festsal med rundbuede vinduer i lighed med den konkrete bygnings buer.

Det er velkendt, at Niels Larsen Stevns var Joakim Skovgaards assistent på dette store værk, og at han blandt andet fik opgaven at male den forførende gule kornmark. Leo Swane fortæller i sin bog om Stevns, hvordan marken måtte korrigeres tre gange, fordi den i første forsøg bølgede så opsigtsvækkende i blæsten, at man måtte få det indtryk, at dens ejer stod og beklagede sig over ‘det herrens vejr’. Den gyldne kornmark kunne være et hovedmotiv i Stevns’ selvstændige landskabsmalerier, men ikke i denne bibelske scene.

Lad os dernæst beundre Emil Hansens udskårne prædikestol fra 1938 i Nazarethkirken, Ryslinge. Her  kan vi mellem tekstcitater og friser med travle engle bl.a. finde bonden, der er glad for sine nykøbte stude, og bonden, der hvæsser sin le og ser frem til den medbragte hjemmebryggede øl, men er uinteresseret i kirken i baggrunden. Der er meget at gå på opdagelse i på stedet. Ryslinge Frimenighed og Ryslinge Valgmenigheds bog om kirken kan fortælle om kunstneren “Fløjte-Emil”, at han var murer, spillede til fester og blev nødet til med en måneds uddannelse at påtage sig opgaven som organist i den nye kirke, hvilket han passede i 46 år.

1938 Emil Hansen Nazarethkirken Ryslinge Claus P1030975.jpg

1938 Emil Hansen Nazarethkirken Ryslinge Claus Skærmbillede 2019-06-27 10.17.22.png Emil Hansens prædikestol fra 1938 i Nazarethkirken, Ryslinge, med motiver fra bl.a. lignelsen om Det store Gæstebud. Foto: Claus Jensen

1. søndag efter trinitatis – Lignelsen om Den rige mand og den fattige Lazarus

1918 Brendekilde Sjælenes vandring (3)

H.A. Brendekilde, 'Sjælenes vandring' eller 'Sjælene efter døden', 1918. 
Billedet har hængt hos Arne Brendekilde. Gengivet i Ralph Sonnes bog om 
Brendekilde.

Epistelteksten fra 1. Joh. indeholder det kristne evangelium om, at Gud er kærlighed, og at vi må kunne elske hinanden, fordi Gud elskede os først. Evangelieteksten fra Luk. 16 om den rige mand, der endte i helvede, og den fattige Lazarus, der kom i himmeriget, er derimod ikke specifikt evangelisk eller kristen. Teksten er mest af alt en alvorlig formaning til at udøve retfærdighed og som sådan tværkulturelt relevant i en verden, som hærges af ulighed. Kampen mod uretfærdig ulighed er en vigtig pointe især hos Lukasevangeliets Jesus. Gud kan ikke være ligeglad med menneskers indbyrdes etiske svigt. -Vi, som hører teksten i dag, må vel snarest spejle os i den rige mand, der – sent – beder om nåde, men nåden er ikke denne fortællings anliggende. Teksten vil give etikken en definitiv tyngde og dybde, hvor spørgsmålet om jordisk retfærdighed griber ud efter spørgsmålet om evig retfærdighed. – Sætter vi teksten i et evangelisk lys, kan vi se, at den rige mand har lukket øjnene for, at liv – også hans eget priviligerede liv – er et mellemværende beroende i  nåde og kærlighed. En kærlighedsblind tilværelse er ad helvede til.

Mig bekendt er der ingen dansk altertavle, som har Den rige mand og den fattige Lazarus som motiv. Den mest berømte danske illustration er nok den senmiddelalderlige fresko i Karmeliterklostrets spisesal i Helsingør: Lazarussalen. Den er et besøg værd, og en god rundvisning kan man betale sig fra.

Et kunstværk fra nyere tid, som skildrer uligheden i et metafysisk perspektiv, er H.A. Brendekildes ‘Sjælenes vandring’ fra 1918, også kaldet ‘Sjælene efter døden’. Billedet kan ses i s/h gengivelse i Ralph Sonnes omhyggelige bog om Brendekilde, hvor der med citat fra Gertrud Hvidberg-Hansen forklares, at “Brendekilde fremstillede en uhæderlig sagfører, der havde forsøgt at snyde ham, som billedets hovedperson. Maleriet viser denne ågerkarls drøm om, at han efter døden på sin sjælevandring  søger at bringe alt sit jordiske gods med sig men forhindres deri af sine ofre”. Billedet kan måske samtidig forstås som en mere almen symbolistisk fortolkning af en vågnende samvittighedsangst, og Sonne mener ligefrem, at maleren har givet billedets famøse hovedperson træk af et selvportræt. Der er unægtelig ligheder med fotos.

H.A. Brendekilde (1857-1942) er kendt som genremaler med socialrealistiske såvel som symbolistiske træk, men blev med årene god for en stor produktion af mere idylliske billeder til et købelystens publikum. Han har omkring 1905 begået en enkelt altertavle, som forestiller Nikodemus hos Jesus om natten. Den hænger i Agersted Kirke, Brønderslev.

Tiden omkring 1900 var i øvrigt tiden for danske socialrealisters billeder med stærk socialetisk appel. Uovertrufne i den henseende er vel Jens Birkholms socialrealistiske billeder af sult og nød. De vækker empati og indignation – det metafysiske perspektiv uomtalt. Jeg bringer som eksempel Birkholms ‘Sult – Interiør med kvinde og to børn‘ fra 1892, hvor de tre ventende personer skildres i deres knugende isolation. Jens Birkholm (1869-1915) fra Fåborg var en venstreorienteret socialdemokrat og samlede  bitre indtryk af armod under sine ophold i Berlin, hvorfra også dette motiv stammer. Han vendte tuberkuløs hjem til Fåborg og blev kun 46 år. Billedet findes på Fåborg Museum, desværre i en dårlig bevaringsstand.

1892 Billede1.png

 

 

 

Trinitatis søndag – Nikodemus’ søndag

 

1918 Niels Larsen Stevns, Vrensted, Claus DSC06132.jpg

Niels Larsen Stevns triptykon med 1)Bebudelse - 2)Nikodemus samtale med 
Kristus - 3)Korsfæstelsen, 1918, Vrensted Kirke, Hjørring. Foto Claus Jensen

Teksten følger op på pinsen ved sit udsagn om den uregerlige, livgivende ånd: “Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden”. Vi oplever Trinitatis søndag en beåndet teologisk samtale mellem Jesus og Nikodemus om at genfødes ved vand og ånd til nyt liv i Guds rige, men denne dialog får unægtelig et noget labyrintisk forløb med sin metaforiske billedtale og sine misforståelser. Den søgende farisæer Nikodemus har fundet vej til Jesus ved nattetide, og vi befinder os således i dunkelheden, men er på sporet af lyset. Samtalen i Joh. 3 er længere end Trinitatis-søndagens udmålte prædiketekst: I fortsættelsen fra v 19 tematiseres netop kampen mellem mørke og lys: “Dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset…Men den, som gør sandheden, kommer til lyset, for at det må blive åbenbaret, at hans gerninger er gjort i Gud”.
Denne intense samtalescene mellem mesteren og den søgende sjæl har appelleret til flere store kunstnere. Den er således motivet for både Christen Købkes og H.A. Brendekildes enkeltstående altertavler. Der er dog næppe tvivl om, at den stærkeste danske skildring af Nikodemusmotivet er Niels Larsen Stevns trefløjede altertavle fra 1918, som stadig beriger Vrensted kirke i Vendsyssel. Lysets komme til verden er nøglen til Niels Larsen Stevns maleri. Her skildres lyset fra dets undfangelse ved bebudelsen til dets død på korset, centreret om den vitale, lysende Jesus, der indtrængende udfordrer mørket i Nikodemus’sind og med åben hånd rækker ham troens lys. I bogen ‘Kunsten i kirken’ har Mikael Wivel udfoldet en fortolkning af det trefløjede maleri, der er smuk og helstøbt som altertavlen selv.

Stevns tog det dybt alvorligt og på en måde bogstaveligt, at Jesus er “verdens lys”. Det handler om Ånd og Ord, men lyset har netop også en visuel dimension, som Stevns så sig kaldet til at anskueliggøre i sin billedkunst. Stevns (1864-1941) var gennem sin storebror og ikke mindst opholdet på Vallekilde Højskole påvirket af grundtvigianismen, og han bistod den grundtvigske Joakim Skovgaard i den gigantiske udsmykningsopgave i Viborg Domkirke, hvor Stevns som den eneste af assistenterne holdt ud under hele forløbet. Han kom til at tilhøre den grundtvigske menighed i Immanuelkirken i Kbh., hvor han bidrog med træskærerarbejde til rammen om Niels Skovgaards pinsemaleri. Først efter den store indsats for Skovgaardbrødrene, i 40års alderen, var Stevns fri til at udfolde sit talent på egne betingelser. Hans modernistiske fortolkninger af bibelske motiver skabte epoke ved at vise Jesus og hans samtidige som virkelige mennesker af kød og blod, midt i spændingsforhold og bevægelse.

 

2. pinsedag – Dåben pinsedag

1896-1904 Niels Skovg. Tiden efter pinseunderet  altermaleri Imanuels k. Frederiksberg.jpg

Niels Skovgaard, Dåben på pinsedag, 1893-1905, Immanuelskirken Kbh. Rammen 
med bølgemotiv var færdig allerede 1893. Den blev skåret med hjælp fra bl.a. 
Niels Larsen Stevns, der også var tilknyttet den grundtvigske menighed.

I Immanuelskirken, grundtvigsk valgmenighedskirke i Kbh., hænger Danmarks vel nok mest berømte altertavle med pinsemotiv, inspireret af fortællingen i Apostlenes gerninger kap 2 om den første kristne pinse med Peters flammende tale og massedåben. Dette på alle måder strålende maleri arbejdede Niels Skovgaard på i ni år frem til 1905. Han havde da måttet give afkald på sin plan om også at male tilsvarende jule- og påskebilleder til kirken.

Niels Skovgaard arbejdede med grundige studier efter model, hvorved alle hans figurer får deres individuelle liv: Tv. i billedet står en rygvendt discipel og spørger en dåbskandidat om troen; th i forgrunden udføres dåben af den robuste, skæggede discipel Peter; tv. for Peter står den rødklædte skægløse discipel Johannes, som giver hånd og bekræfter dåben. Den ældre kvinde med sort tørklæde th. i billedet tolkes som Jesu mor Maria; hun har lige som disciplene troens flamme over sit hoved. Allerforrest th. ses en rygvendt, hvidklædt kvinde, som modtager dåben. Hun er med i det bibelhistoriske billede og udgør samtidig en identifikationsfigur for den nutidige menighed. Pinsen, forstået som en dåbsfest, hvor alle med ønske herom blev optaget i Guds menighed og fik del i hans nåde, er et udmærket billede på en grundtvigsk valgmenighed. Strømmen af glitrende dåbsvand favner forsamlingens personer. Bagest i billedet mødes øjet af lyset fra solen og fra Jerusalems dobbeltport, der står åben og derved tilkendegiver den direkte forbindelse mellem den gamle og den nye pagt. Med et rammende udtryk i Gyldendals leksikon kaldes Niels Skovgaards fremstilling ‘genialt bogstavelig’.

Niels Skovgaard, Joakims yngre bror, levede 1858-1938. Han var særligt optaget af at skildre Helligåndens mysterium, hvilket også ses i Høve Kirke. Han har blandt bogillustrationer og mange andre opgaver udsmykket mindst 12 danske kirker.

Min kilde er den flotte bog om Immanuelskirken, som 1993 blev udgivet af Københavns Valgmenighed og Skovgaard museets Forlag.