Kunst til kirkeåret

3. søn. e. helligtrek. 2. rk. – Se på himlen og tæl stjernerne

Immanuel Kant vidste, at han ikke kunne bevise Guds eksistens, men skrev alligevel uforglemmeligt om ærefrygt: “To ting fylder sindet med altid ny og tiltagende beundring og ærefrygt, jo oftere og mere indgående eftertanken beskæftiger sig med dem: Stjernehimlen over mig og moralloven i mig”. Guds eksistens var hos tænkeren ikke et faktum men et ‘praktisk postulat’, som skabte sammenhæng. – Dagens gammeltestamentlige læsning handler om tvivl og tro hos den barnløse Abraham. Først da Gud viste Abraham himlens utallige stjerner, kunne stamfaderen tro Guds store løfter for en fremtid. Synet af stjernehimlen bringer larmen fra menneskets ego til tavshed, så ærefrygt og ydmyghed kan tage over: Her står vi midt i det tredobbelte under: at der overhovedet findes noget og ikke bare ingenting, at der er opstået liv, og at dette mirakuløse liv er kommet til bevidsthed om sig selv – hos netop sådan et lille menneske som undres over universets skønne og gådefulde stjernevrimmel. – I evangelieteksten fra Luk 17 læser vi, at apostlene vedgik deres afmagt og for lille tro. De var ikke guder. Menneskers vej frem er næppe at måle og veje denne altid alt for lille tro, men tillidsfuldt at tage livet under himlen på sig. Man kan kalde det at gå i tjeneste for det liv, som man kun så lidt er herre over. Teksten møder os her med en rent ud sagt stødende lignelse fra oldtidens patriarkalske klassesamfund, hvor tjenere må slide og slæbe for godsejeren uden at vente tak – og bare konkludere, at “Vi er unyttige tjenere”. Forrige søndag lød det ellers fra Sl. 8: “Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud”… Jeg tænker ikke, at vi er “unyttige tjenere”, når vi bærer dagens byrder, lader tanker og hænder skabe noget smukt, holder af og ud, taler modet frem hos hinanden, håber og beder – i tillid til, at også vi er elskede. Ærefrygt er ikke frygt. Og mon ikke vi laver færre ulykker for hinanden og for verden, når vi sander, at vi ikke er altings herrer.

Adskillige kirkekunstnere har ladet stjernehimlen inspirere deres udsmykning, fx Knud Lollesgaard, Rolf Graae, Naja Salto og ikke mindst Sven Havsteen-Mikkelsen. Undertiden har kunstnere brugt linjen “Himlene, Herre, fortælle din ære” som titel. Denne gang vælger jeg at vise et udsnit af den ekspressionistiske farvekunstner Olivia Holm-Møllers “Nattehimmel” u.å. (privateje), som jeg har fundet foto af i Fuglsang Kunstmuseums flotte udgivelse ‘Himmelgåder’. Olivia Holm-Møller er udspændt mellem grundtvigianisme og en vild, kosmisk ekstase. Mig bekendt findes hendes værker ikke i nogen kirke, men det burde de måske. Er hun repræsenteret i nogen sognegård?

2. søn. e. helligtr. 2. rk. – Levende vand – Kristus og den samaritanske kvinde.

“Gud er ånd, og de som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed”, lyder det i Joh. 4. Kristustroen frigør mennesker fra absolutte bindinger til fysiske religiøse bastioner og helligsteder. Et kultsted er et symbol, ikke et trosfundament. Det er ulykkeligt, at mennesker ‘forveksler symboler med det, de symboliserer’, som den vise psykiater Erling Jacobsen skrev i sine sjælesørgeriske bøger. Eksempelvis er Jerusalems historie en stadig blodig føljeton om, at kultsteders dyrkelse genererer fanatisme og vold. – Men allerede G.T.s kongebøger skrev jo om, at den levende Gud ikke kan rummes af himlenes himle endsige af kong Salomos tempel. – Ved vor tidsregnings begyndelse kom Kristus på banen som Guds levende ånd blandt mennesker. Han havde frihed og myndighed til at vise ud over samtidens kultiske bastioner: jødernes tempel og samaritanernes hellige bjerg. Kristustroende kender altså Gud som allestedsnærværende. Hvilken frihed! – I sit eksemplariske møde med den samaritanske kvinde overskrider Jesus på flere planer de stivnede sociale og religiøse grænser: Han henvender sig til en kvinde (!), som tilhører jødernes fremmed- og fjendegruppe (!), og med netop hende samtaler han om det dybeste og det højeste (!) Hun kom for at øse vand til husholdningen af den ærværdige Jakobsbrønd i Sykar – eller Sikem – (for hende allerede en religiøs bastion), men hun møder der en træt og tørstig jødisk mand, – som for evigt uddyber og forvandler vandets betydning. Den der lider af fysisk tørst under middagssolen, har erfaret hvor livgivende vandet er. Fuldt så stærk er sjælens tørst efter at finde livets kilde. Jesus tilbyder i alvor sig selv som denne evigt kraftfulde åndelige kilde. Han henter ikke blot sit levende vand fra forfædres indviede brønd, men fra skaberordet. Vandets åndelige betydning lægger sig tæt op ad den konkrete erfaring: “Hvor ordene føjer sig til elementet, opstår der noget, der kunne kaldes en sakramental realisme”, skrev Erik A Nielsen om den typologiske tolkning i sin bestseller ‘Kristendommens retorik’. – Mon ikke vi i nutiden er blevet så opmærksomme på dette dyrebare, uerstattelige, rene vand som forudsætning for vores liv, ja som en betroet gave fra skabelsens morgen, at vi har fået en ny klangbund for en sådan sakramental realisme? – Det kan give god mening at lade en dåbstale være en kontemplation over vandet og over evangeliet om Kristus som levende vand. – Tilbage til teksten, hvor det hverdagskonkrete trumfes af det åndelige, så der sker det morsomme, at kvinden efterlader sin vandspand og løber hjem med den nye historie om levende vand. Hun have fortalt, at hun – med sit omskiftelige liv med de mange mænd – er blevet set og gennemskuet, eller rettere gennemlyst og oplyst om Guds allestedsnærvær.

De sidste år har budt på mange kirkeudsmykninger, som netop har vand som hovedmotiv: i sig selv elementært appellerende og dybt betydningsladet i en kristen kontekst. – Her viser jeg imidlertid et konventionelt figurmaleri af Kristus og den samaritanske kvinde. Motivet var stærkt udbredt blandt guldaldermalerne, deres elever og 1800-tallets senere kunstnere. Den produktive Anton Dorph måtte eksempelvis kopiere sin fortolkning heraf til adskillige kirker. Nogle versioner har en erotisk note: Hvordan ser en kvinde ud, som har erobret så mange mænd? Interessen for hendes påklædning kan være en støjsender i kirken. – I 1900-tallet klingede motivet ud, måske fordi det som et ‘replik-billede’ gav mindre mening for en kirkegænger, som ikke var fortrolig med bibelhistorien. Jeg har valgt et udsnit af alterbilledet i den af flere grunde seværdige Lihme Kirke ved Skive, hvis billedkunstner jeg desværre ikke har oplysning om. Det er formentlig malet i sidste halvdel af 1800-tallet. I troskab mod teksten er Jesus fremstillet siddende, men talende og pædagogisk gestikulerende så han tryllebinder kvinden, der er bemærkelsesværdig smuk og velklædt. I baggrunden tv øjnes Garizimbjerget, men i midteraksen ses den gamle Jakobsbrønd. Vigtigere er den diagonale linje, som skabes af personernes øjenkontakt. – Fotos af kirkens interiør findes på nettet, her findes også en efter alt at dømme fejlagtig oplysning om, at alterbilledet er malet af Lucie Ingemann.

Herunder vises et enkelt – sjældent – eksempel på motivets brug i nyeste tid: Frits Gothardt Rasmussens løst monterede modernistiske maleri fra 2017 på prædikestolen i Sønder Nærå Valgmenighedskirke. Her er den rødklædte og glorielysende Kristus placeret i midteraksen. Kunstneren (f. 1950) har udsmykket flere kirker. Foto: Claus Jensen

1. søn. e. helligtrekonger 2. rk. – Evangeliet for alle Guds børn

Teksten fra Mark. 10 om børnevelsignelse høres regelmæssigt læst ved døbefonten med konkrete dåbsbørn som mellemværende: “Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”…. Nu skal denne velkendte tekst bæres op på prædikestolen og derfra sige os noget nyt. Hvorfor “tilhører Guds rige de små børn”? Funklende citater om småbørn trænger sig på: Møllehave så barnet som et prisme for livsunderet: ‘Med et barn foran sig vil det være umuligt at sige, at der ingen mening er med livet’- og med citat fra Jacques Prévert: ‘Børn har alt – undtagen det man tager fra dem’. Gerd Theisen skrev: ‘Ofte skal børn virkeliggøre det, som forældrene ikke fik opfyldt i deres liv: Tilkæmpe sig en position, som de ikke opnåede. Præstere et harmonisk ægteskab, fordi det mislykkedes for dem. Gøre oprør dér, hvor deres kræfter ikke slog til. Det ville være godt, om sådan nogle forældre også havde det ønske, at deres børn engang ville blive forældre, der trods uopfyldte drømme ikke fratog børnene deres egne drømme.’ – Nutidens forherligelse af barnet er iblandet voksnes egne ønskedrømme om det tabte: Barnet må inkarnere den rene, nyskabte, endnu ikke forspildte mulighed, den livsåbne umiddelbarhed og tillid, en sandere måde at være menneske på – og vist så. MEN et barn, der ikke socialiseres, bliver et monster uden impulskontrol. Vi må kaldes til teologisk orden af dialektiske udsagn om alle menneskers – også små menneskers – selviskhed og for så vidt fortabthed. ALLE må vi leve af den nåde, som evangeliet tilsiger os. Gamle P. G. Lindhardt skrællede sentimentaliteten af: ‘Hvad Jesus sigter til som adgang til Guds rige, er barnets totale afhængighed af omgivelsernes barmhjertighed; dets liv og trivsel er betinget af, at nogen vil det vel. Og det bliver ikke anderledes med tiden. Barnet forbliver ligesom sine forældre en selvoptaget og egenrådig skabning, og det er som sådan, det har Guds ord og løfte!’ Guds rige tilhører ikke barnet, fordi det er et englebarn, men fordi det er Guds!

Mark. 10,13 er faktisk ikke en idyl, men en stridssamtale. Jesus er vred over det religiøse og sociale hierarki blandt de selvretfærdige omgivelser. Han trækker tæppet væk under alle religiøse hierarkier omkring gerningsretfærdighed så vel som trosretfærdighed ved sin spidsformulering: “Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”.

Billeder af Jesu modtagelse af de små børn har fra 1812 (Eckersbergs alterbillede i Horne Kirke, Fyn) været et meget yndet motiv i dansk kirkekunst. Guldaldermalere som Eckersberg, J. L. Lund og deres elever hentede bl.a. inspiration fra kønne italienske billeder af englebørn. Motivet videreførtes op i 1900-tallet ved bl.a. de grundtvigsk sindede malere. Det er og bliver jo barnedåbens bedste bibelske reference. Kirkens dengang få kvindelige kunstnere kom også på banen med dette motiv, malet med største ømhed og ynde. Mange af disse billeder idealiserer de rørende børn og deres gode mødre i trængsel omkring en noget androgyn Jesusskikkelse, og i dag kan vi opleve disse søde billeder som harmoniserende, slikkede og glansbilledagtige i deres dyrkelse af børn og den børneelskende Jesus. Vi skal frem til 1934 for at finde en friskere fortolkning, som medtænker episodens karakter af stridssamtale, nemlig Stefan Viggo Pedersens usentimentale vægmaleri i dåbsafsnittet i Mariakirken på Vesterbro. Stefan Viggo Pedersen (1891-1965) voksede op i et grundtvigsk miljø, modtog undervisning i ‘den store stil’ fra Sigurd Wanscher og havde renæssancemaleren Tintoretto som forbillede. SVP skildrer med sikker hånd den dynamiske menneskekrop i bevægelse, men tegnet løst og skitseagtigt som en kunstner fra det 20. årh. må gøre det. Han har gennem sit lange kunstnerliv udsmykket mere end 20 danske kirker. I hans fremstilling er børnene forholdsvis troværdige med hver deres optagethed, mens Jesus vender sit belyste ansigt om mod de misfornøjede, grublende disciple. Her udmeldes gudsrigets vilkår for alle: “Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.”

Helligtrekonger 2. rk. – Lyset

I helligtrekongertiden tager vi pejling af LYSET. Længselsfuldt tæller vi de minutter, hvormed lyset dagligt får mere magt i den natur vi er indfældet i, først umærkeligt, men det kommer! –

I kirkeåret har lyset sprog. I kirkeårets 1. tekstrk. beretter Matthæus om Betlehemsstjernen, der ledte de vise mænd. I overført betydning stråler ledestjernen for alle troende, som Grundtvigs ‘Dejlig er den himmel blå’ har sunget ind i det danske DNA. –

Iflg. 2. tekstrk. forkyndes Kristus selv som livets lys i det fremmeste af Johannesevangeliets jeg-er-ord: “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” – Lyset ER, og lyset lever som bibelens stærkeste symbol: Skaberen sagde: Der blive lys! Johannesprologen kalder Kristus det lys, som mørket ikke greb, eller ikke fik bugt med.

De bibelske grundfortællinger, symboler og metaforer fx om lyset er naturligvis fundament under kirkekunstens billeder, men i vores danske kirkeliv er der yderligere en særlig mellemregning, og det er salmerne. Salmerne forkynder, at livsrejsen er lysvendt! Poetiske strofer giver vore sansede erfaringer af lyset en mer-betydning: ”I østen stiger solen op, den spreder guld på sky”… , ”Lysets engel går med glans gennem himmelporte”…,  ”Hos dig er livets det evige væld, og lys i dit lys skal vi skue”…,”Se, nu stiger solen af havets skød”. Sidstnævne yndlingssalme af Jakob Knudsen indeholder det uforglemmelige udtryk: ”lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind”. Poesien trænger bag om de sansede erfaringer af naturens lys ind til Guds riges åbenbarede lys som et åndeligt lys.

Kirkens billedkunstnere har tilsvarende søgt at indfange og reflektere det fysiske og det åndelige lys: Østvendte glasruder gløder i dagslys, forgyldte skulpturer reflekterer lys fra tændte kerter, altertavler viser palettens flammende nuancer. Lys fryder øje og sind og viser ud over sig selv som budskab ikke bare fra en kunstner, men fra kilden til alt lys. –

Peter Brandes’ døbefont fra 2012 i Nørremarkskirken i Vejle fanger lyset med livets vand i det strålende sølvfad, hvis centrale smykke – og bundprop – er den gyldne ottetakkede Betlehemsstjerne, som også er et evighedssymbol. Foto er hentet fra kirkens hjemmeside, ledsaget af teksten: “Den glæde, som kom til jord med barnet i krybben, er den glæde vi er samlet om i kirken, og som ligger bag hele værket”. For den erfarne kirkekunstner åbner guldet “et sakralt rum”. Peter Brandes forklarer, at “et almindeligt spejl giver genskin af personer og genstande”, men “guldet spejler kun lyset. Kristus er verdens lys. opstandelsen kan kun skildres som genskær.”