Vi fejrer ”Kristi himmelfart”, og gentager i trosbekendelsen ”Opfaret til himmels” – vel vidende, at ordene hidrører fra et antikt verdensbillede, hvor verden tænktes anderledes lagdelt. Hvad religionskritiske, sovjetiske astronauter under den kolde krig hånligt konstaterede, at de på deres rumrejse ikke fandt nogen gud, er jo ikke overraskende. Men omvendt har kristne astronauter fundet anledning til religiøs taknemmelighed og ærefrygt, når de deroppefra så ned på vores smukke, blå planet, – og som bekendt er Gud også officielt genfundet i Rusland. Vi har brug for at skelne mellem himmelsk = celestrial (astronomiens) og himmelsk = heavenly (troens) og for at tænke på troens himmel/ Himmel/ himmerige som en tilstand, en anden dimension, snarere end som et konkret sted i vores tredimensionelle verden, og sådan forstået giver det mening at tale om ”oppe i himmelen”.
Selvom vores astronomiske verdensbillede har ændret sig til noget uden op og ned og måske også uden centrum, er der dybt i sproget og i vores biologi indlejret en kvalitativ betydning hinsides det konkret målbare i forbindelse med vores brug af ordene ’op’ og ’ned’ eller ’høj’ og ’lav’: Det er elementært mere attraktivt at være ’oppe’ end ’nede’. Vi forbinder værdighed og herlighed med ’op’ og ’høj’ og elendighed med ’ned’ og ’lav’. Vi løftes af ord som ’oprejst’, ’oplivet’, ’opmuntret’ eller ’højsindet’ og ’ophøjet’, og det modsatte foregår ved ord som ’nedbøjet’, ’nedtrykt’ eller ’lavsindet’, ’lav’. I den kvalitative betydning kalder sprog- og religionsforskere sådanne ord for ‘orienteringsmetaforer’. Det mest højsindede og ophøjede menneske, vi har hørt op, Jesus Kristus, må naturligvis, nu hvor han ikke mere har sin fysiske gang på jorden, være oppe hos Gud Fader i det høje. Koordinatsystemet i kirkens stærke symbolsprog er forankret i aksen fra himmel til jord. Vi kan momentvis prøve at ”opløfte vores hjerter til Herren”, som det hedder i nadverritualet, men vi skal ikke forløfte os på en for os umulig åndelig opstigning, derimod sige tak til, at Kristus holder linjen åben ved at gå vejen både ned og op, for os og med os. I dette åndelige koordinatsystem lander aksen mellem himmel og jord altid netop der, hvor ”to eller tre er forsamlede i Jesu navn”, og lige der er vores trosverdens centrum. Omkring denne akse danner menigheden en åndelig kreds, tænkelig som både levendes og dødes fællesskab om troen i en cirkel så ubrudt som evigheden.
Billedkunstnerne har oftest kun to dimensioner til rådighed, men har siden den vestlige renæssances udvikling af perspektivlæren effektivt kunnet skildre verden på billedfladen som et tredimensionelt rum med perspektivisk dybde fra forgrund til baggrund. – Kirkens kunstnere har gennem tiderne grebet himmelfarten meget forskelligt an. Barokkunstnere excellerede i at indtage Guds himmel som et tredimensionelt rum mellem og over skyerne på kirkens høje hvælv. Nyere kirkekunstnere har undertiden markeret, at den himmelfarende Kristus står uden for det tredimensionelle system ved fx at vise ham særskilt indrammet af en cirkel, hvori han fremtræder frontalt og todimensionelt som i en ikon. – Jeg har i tidligere Kristi himmelfarts-opslag på min hjemmeside vist sådanne eksempler med cirkel. – I det kunstværk, jeg denne gang har udvalgt, er Johan Thomas Skovgaard i 1930 gået en anden vej, vel også med inspiration fra ikoner: På ophøjet og højtidelig vis har han i Nørre Bjert Kirke ved Kolding valgt en skyggefri baggrundsflade af bladguld som tegn for, at himmelfarten handler om en anden dimension end den vante tredimensionelle verden: Kristus er ophøjet på sin usynlige akse mellem himmel og jord som menneskers allestedsnærværende åndelige orienteringspunkt. Kredsen omfatter de 11 disciple (Judas’ plads står tom) sammen med Jesu mor Maria. Til venstre for kredsen står de to mænd i hvide klæder, som iflg. Apg. 1,11 spørger: “Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på sammen måde, som I har set ham fare op til himlen.” I alterbilledets hjørner ses de fire evangelistsymboler: Evangeliet peger opad, men således også udad, i evangelieudbredelsens retninger. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 