jesus – Birgitte Bech kirkekunst

Kunst til kirkeåret 14. sø. e. trin., 2. rk. – Rejs dig!

Vi kommer snart til septembers første prædiketekst, evangeliet fra Joh. 5 om den syge mand, der på 39. år ligger ved dammen i Betesda, hvor der angiveligt til tider sker helbredelsesundere. Vi kan dårligt læse teksten højt uden samtidig at røbe, hvad vi vægter: Hvor lægger vi trykket? Jesus henvender sig til denne kroniker med spørgsmålet: “Vil du være RASK?” – eller måske snarere: “VIL du være rask?” – Handler det om en sygdom i livsviljen, som fastholder patienten i den ørkesløse passivitet, så længe han ikke møder det myndige ord?… Eller betoner vi den syges efterfølgende hjerteskærende klage: “Herre, JEG HAR IKKE ET MENNESKE til at hjælpe mig”…? Så kan vores prædiken handle om menneskers invaliderende ensomhed og den appel til omgivelserne, som den ensommes ensomhed indebærer, – og så falder tankerne måske på vor egen tids sygdoms- og ulykkesramte, såsom ham der faldt om på alfarvej, mens forbipasserende dårligt ænsede ham, endsige standsede for at hjælpe….

Hvad evangelisten lægger vægt på, er der ingen tvivl om: Jesus Kristus er den mands menneske som undergøreren, sendt af Gud: Hvor Jesus kommer frem, inkognito eller ej, formår han med Guds kraft at bryde dødsmagternes regime og skabe nyt liv – og samtidig overtrumfe kulturens stivnede regler vedr. sabbat og synders straf. “Rejs dig, tag din båre og gå!”, byder Kristus, og Ordet skaber, hvad det nævner: “Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.” – Som det gælder alle evangelietekster, er forkyndelsen ikke bare from historieskrivning, men skrevet med henblik på en fortsat virkningshistorie: Beretningen vil gøre en forskel for vores livsmod og tro: Den vil appellere til modigt at tage livet op, så godt som det nu er muligt, og den appellerer til kærligt at standse op og give sig tid hos den, der ellers “ikke har et menneske”, alt i tillid til Gud. Livet er nu som altid et mellemværende mellem Gud og mennesker, hvor Gud taler og ånder ind i alle vore forbundne liv og gentager sit “Rejs dig!” . Livsmodet er – som suveræn livsytring – en Guds gave, der igen og igen kalder os til ikke at resignere, heller ikke på de andres vegne.

Der findes i vores danske kunsthistorie i hvert fald to kendte malerier, som fortolker denne fortælling: Carl Blochs og Joakim Skovgaards, som jeg begge har anvendt ved tidligere års opslag til denne søndag. Denne gang griber jeg til en mere generel skildring af mødet mellem Jesus og en person, der sidder på jorden. Det farveskønne, ekspressionistiske billede er et oliemaleri af den kunstakademiuddannede Lars Dan (f. 1960) med titlen “Komposition” 1985-86, malet i kunstnerens periode med traditionelle, også religiøse motiver, før han – til min personlige beklagelse – gik over til rene abstraktioner med stadigt tykkere lag af maling. Billedet kan vise en helbredelse eller en anden situation, hvor et menneske kaldes op. Der er tilskuere i baggrunden, og som ofte hos Lars Dan ses Himlen spille med i skikkelse af måne og sol, og kirken ligeså, sådan som Lars Dan nu engang maler kirker. Vi ser en mild Jesus – eller et menneske i Jesus’ sted – bøje sig mod den syge med fremstrakte hænder – og vi kan næsten høre ham sige: “Rejs dig!”. Billedet, som har været udstillet i kunstgalleri i Vejle, er fundet på nettet.

Kunst til kirkeåret, 13. søndag efter trinitatis, 2. rk. – Den fordømte magtkamp

En række af kirkeårets nyligt læste tekster har holdt et spejl op for mennesker, som vi med ulyst må genkende os selv i: I teksternes spejl har vi set apatiske mennesker, selvretfærdige mennesker, mennesker med råddent sprog…, og nu skal vi i Matt. kap. 20 se på billedet af menneskers uflatterende kamp om de mest fremtrædende positioner: Brødrene Jakob og Johannes’ mor plager Jesus om at love sønnerne de fineste pladser i Guds Rige; deres liv som disciple kan jo koste dem dyrt… De andre disciple er naturligvis straks alarmerede over måske selv at blive forbigåede. Jesus giver så dem og os en lektion i forskellen på verdens tilstand og Guds Rige: “I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer”.

Ser vi på verdens aktuelle tilstand, ligger den triste erkendelse lige for: den ikke ubetinget er ændret til det bedre. Magthaveres undertrykkelser og misbrug synes mange steder snarere opskaleret i takt med udvikling af potente våben og overvågningsteknologi. I de mellemliggende årtusinder har mennesket fået styr på en hel del, men åbenbart ikke overordnet på eget afsindige magtbegær. Tilmed smuldrer i disse år de møjsommeligt opbyggede retsinstitutioner, så det nye dogme er, at ‘magt er ret’, gudbedredet!

Mere end nogensinde har vi brug for evangeliets modfortælling om, at virkelig storhed ligger i at give sig selv for andre. Jesus sætter sagen på spidsen med udsagn som: “den, der vil være stor iblandt jer, skal være jeres tjener”… eller sågar “træl”. – Hos en nutidig dansker giver dette nærmest åndenød og kalder billedet frem af Laura i Matador, der modtog en flygtig hædring for 25 års tro tjeneste for så straks med trætte fødder at vende tilbage til det ventende grisehoved i Varnæsdomicilets nedre regioner. – Hver ny generation har brug for at gentænke, hvordan individualisme, identitet og ønske om anerkendelse må forholde sig til det dybere kald til at leve et mindre selvoptaget, et mere givende liv, der sætter medmenneskers tarv i centrum. Hvordan inspirerer Guds Rige os på retfærdig vis til et givende liv i verden? Er det her, vi skal genoplive den lutherske tanke om arbejdet som et kald, en tjeneste for både mennesker og Gud? Eller haster vi frem til evangelietekstens endelige fokus som vores helle: at pege på det menneske ud af alle mennesker, der gav det hele – også for os: “Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange”. Her løftes Jesu liv og død op til at være kærlighedens og tilgivelsens eviggyldige symbol og vores absolutte modbillede mod den fordømte magtkamp.

Hvor finder jeg en kirkekunst, der viser dialektikken mellem på den ene side verdens rå magt og undertrykkelse og på den anden side Jesu mytiske modfortælling, helst et kunstværk med aktuelle udtryk? Et svar kan være den talentfulde fynske maler Sys Hindsbos alvorstunge malerier. Ikke uden forbindelse med egen traumatisk familiehistorie omkring 2. verdenskrig har hun mange gange skildret magthavere og deres ofre, ofte i gådefulde, surrealistiske sammenstillinger. Hendes billeder af undertrykkelse kan være grumme med både tortur og henrettelser, hvor såvel ofre som bødler oftest er mænd, sidstnævnte delvist uniformerede. Sys Hindsbo (f. 1944) er en skarp og veluddannet mennesketegner, som kommer langt med sort/hvidt. – Hendes hudløse værker ses bl.a. på Aalborghus Gym., ved Kliplev Kirke, Ørslev Kloster og Nykøbing Falsters bispegård og har været udstillet i Kingos Kirke i Odense og Ølby Kirke i Køge. – Da man 2005-2015 i Nazaretkirken i Ryslinge overvejede et opdateret alterbillede i stedet for Chr. Dalsgaards og Emil Hansens nostalgiske idyl, var Sys Hindsbo på banen med et alternativ, og hendes gennemarbejdede altertavleforslag blev prøveophængt, men endte med at blive vraget af menigheden: Hendes spejl af verdens magt og magtens ofre var for ubehageligt. Her viser jeg søndre fløj af Sys Hindsbos alterbilledet med titlen “Emmausmåltidet”. Det er et kontrastfuldt billede af et par forholdsvis moderne herrer i hhv. habit og uniform ved et cafebord med kande og brød. Den stående mands jakke kan give associationer til en eller anden militærmagt, muligvis fra Europas nyere historie, altså som en bøddelmagt foran den korsfæstede, der viser sig som en vision i baggrunden. Det uniformerede opstandelsesvidne skjuler sine øjne i dette sandhedens chokerende øjeblik, hvor han modtager åbenbaringen af den lysende Kristus med hudflettet ryg. I dag er altertavlen formentlig i kunstnerens privateje. Foto er hentet i Kunsthallen Brandts fine udgivelse ‘Sys Hindsbo’. Foto af hele det trefløjede alterbillede ses nederst på hjemmesidens opslag.

Nederst i opslaget ses hele Sys Hindsbos triptykon med nadverbilledet tv. og skikkelser omkring korset i centrum.

Kunst til kirkeåret, 4. søndag efter trinitatis, 2. rk. – Det umulige bud

Vi kan tale om Danmark og danske værdier som byggende på kristendom, og her nævnes næstekærlighedsbuddet som hjerteblod. I praksis bliver vi ved med at diskutere, hvem vores næste er. Vi kan ikke tage kristendommen til indtægt for at afgrænse ’næsten’ til vores egengruppe, hvor fristende det end kan være. Himlens og jordens skaber er kærlighedskilden, som rækker ud over vores egengruppe, ud til fremmede. Vi må øve os i ikke at lade os lamme af, at kristen næstekærlighed har et udvidet, ja globalt perspektiv. Uoverkommeligheden må besvares med et ”ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen”…

Jesus byder os at elske næsten og går i bjergprædikenens kap. 5 det radikale skridt videre at byde os også at elske mennesker, som hader os: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske fars børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.” – Der er realisme i at anerkende, at fjender findes, reelle og konkrete; der er mennesker, som hader os og truer det, vi har kært. Er det vores mulighed at elske dem? Er det en utopi?

Jeg ville måske kalde fjendekærlighedsbuddet en abstrakt utopi, hvis ikke evangeliet foreholdt os det uafrystelige billede af utopisten, som netop virkeliggjorde fjendekærligheden: Romerne i Palæstina hyrede specielle korsfæstelsessjak til at gøre hele korsfæstelsesprocessen så pinefuld, ydmygende, langtrukken og underholdende som muligt, og for netop disse grusomheds-specialister bad Jesus: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Verden tålte ikke hans radikale godhed, men efter ham blev verden ikke mere helt den samme. – En ’illustration’ til dagens tekst kunne være et langfredagsbillede af bødler og spottere omkring en Jesus, der midt i dette helvede lyser af kærlighed.

Skal vi forstå hvad næste- og fjendekærlighed overhovedet kan være, må vi dødelige nok tænke på handlinger frem for følelser. Det er handlinger snarere end følelser, man kan beslutte sig for. En civilisation kan tilmed kollektivt beslutte sig for ’fjendekærlighed’ i den nedskrevne form, at også fjenden og forbryderen tilregnes menneskeværd. Et samfund kan ikke som samfund ”vende den anden kind til”. MEN bliver vi som samfund tvunget i krig for at standse angreb mod vores liv og frihed, betyder det ikke grønt lys for ustyrligt had og ustoppelig hævnspiral. Krigens love findes: Uskadeliggjorte krigsfanger og andre fængslede må fx ikke udsættes for tortur og ydmygende behandling. Civiliserede samfund har forpligtiget sig på at behandle fjender i deres varetægt som mennesker. Hører vi heri en efterklang af buddene i Jesu bjergprædiken?

Det til lejligheden valgte kunstværk, som Sigrun Gunnarsdottir skabte i 2007, hedder ”Kom til mig”. Det viser en favnende Kristus, som er ét med Guds store hjerte. Samtidig er Jesus fremstillet som en Guds nar eller klovn med store udadvendte fødder. Vi forstår, at den radikale kærlighed vækker både latter og ond modstand, for han bærer en skydeskive, og en slange kommer krybende hen imod ham. – Alligevel opfordres vi til at dele hans uforfærdethed: ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” – Den altomfattende kærlighed forbliver for mig et mysterium, endnu uåbnet, men jeg tror på, at den guddommelige utopist har nøglen.

Kunst til kirkeåret, 4. søndag efter påske, 2. rk. – “Jeg er den, jeg er”

”Jeg er den, jeg er” er Guds navn. Et aktivt verbum. Ikke et navneord, der identificerer et objekt, for Gud er aldrig vores objekt; Gud er altets selvberoende og skabende subjekt, Gud er ‘Jeget’, implicit i verbet, som er altings udgangspunkt – og derfor også vores usvigelige ‘Du’. Gud transcenderer vore ord og begreber; Gud kommer kulturernes foreliggende kaldenavne og adjektiver i forkøbet. Gud er ’det ganske anderledes’, højere, dybere, mere ubegribelig end alt det relative og omskiftelige, der møblerer vores verden. Gud er absolut, ikke bare Gud under visse forudsætninger. Kulturelle koder er under hastig forandring, vores opfattelser af autoritet, virkelighed og sandhed mere vaklende end nogensinde, men Gud kommer stadig til verden med sit ubetingede, sit evige: ”Jeg er den, jeg er”.

Vi må undse os for at gøre billeder af Gud, ingen billeder ville kunne gøre fyldest. Guds manifestation er med den gamle religionshistoriker Rudolf Ottos ord et numinosum, “Mysterium tremendum et fascinosum”: det dragende og rystende mysterium. Det numinøse lyser og brænder. Hebræerne så sig kaldede, ja udvalgte af Gud og bad Gud ‘løfte sit åsyn på dem’, men Guds tilsynekomst kunne dog kun visualiseres som en ild: et brændende bjerg, en brændende tornebusk… Sidste søndag hørte vi GT-læsningen fra Exodus om stemmen, der fra den brændende tornebusk kaldte Moses. Bævende spurgte Moses om navnet og fik altså Guds svar: ”Jeg er den, jeg er”.

I denne søndags evangelietekst fra Joh. 8 hører vi disse prægnante ord igen: ”Jesus sagde til dem: ’Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv, men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg”. Det måtte være ubegribeligt, ja blasfemisk for omgivelserne at høre Jesus identificere sig ved Guds selvbenævnelse fra den mosaiske kernetekst. Kun i lyset af Jesu ”ophøjelse” og kun for kristentroen giver det mening. For den bagkloge evangelielæser refererer ordet ”ophøjet” til korsfæstelsen efterfulgt af opstandelsen og himmelfarten, hvor troende ser Jesu guddommelige selvidentifikation bekræftet fra højeste sted. Påskens, himmelfartens og pinsens begivenheder er kristendommens store numinosum, hvor Kristus og Helligånden lyser livet og døden op, går gennem fysisk og åndeligt låste døre – og når ind til disciplene, til Paulus… Og tør vi så ikke vove at elske Guds menneskelige fremtræden i Jesus som vores gudsbillede?

I tekstuddragets samtale med jøderne sprængte Jesus det partikularistisk-jødiske. For hebræerne var Exodus fortællingen om frigørelse fra trællekår for Abrahams efterkommere. For evangelisten er det afgørende ikke afstamningen, men troen. Troen på evangeliet gør fri: ”Jesus sagde til de jøder, der var kommet til tro på ham: ’Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie’”. Her skænker Kristus ’et kristenmenneskes frihed’ sagt med luthersk term. Iflg. Luthers skrift fra 1520 er friheden trefoldig: “Troens første gave er frihed for alle lovens bud og alle samvittighedens kvaler. Hvor troen går ind, har Moses ikke mere at skulle have sagt. Den troende har sit liv i Guds nåde og gør glad og gerne det, som buddet ellers måtte kræve af ham. – Den anden frihed, der ledsager troen, er frihed for alle bekymringer i denne verden. Så megen tillid har troen til Gud… – Guds tredje nådegave til troen er frihed for den angst, der kredser om død og dom. I troen forenes sjælen med Kristus og bliver ét med ham”…

Jeg har valgt at illustrere helligdagens tekst med fra Maja Lisa Engelhardts udsmykning fra 2007 i den middelalderlige Gjellerup Kirke ved Herning. Som så ofte inspireres Maja Lisa Engelhardts altertæppe af et gammeltestamentligt numinøst motiv: Gud som ild. Det må minde os om Moses’ møde ved tornebusken, hvor Gud sagde: “Jeg er den, jeg er”. Løfter altergæsten dernæst sit blik mod altertavlen, træder Kristus frem som den ophøjede, som for at sige: “Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er“. Den lysende Kristusgestalt er iflg. kunstneren en reference til påskens fortælling (Joh. 20,19) om, at Kristus kom gennem lukkede døre med fred til de forskræmte disciple. Jeg har tilladt mig først at føje et foto af altertæppet (ilden) sammen med et foto af altertavlens hovedfelt (den opstandne Kristus). Nedenfor på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst viser jeg hele Maja Lisa Engelhardts righoldige alterparti. Foto: Claus Jensen.

Gjellerup Kirke ved Herning. Maja Lisa Engelhardts udsmykning

Søndag seksagesima, 2. rk. – Vækst

Mark. kap. 4, som søndagsevangeliet hentes fra, rummer lignelser om vækst. Jesus sammenligner først Guds rige ved en tilsået mark med korn, der vokser op til kernefulde, høstmodne aks. Efterfølgende sammenligner han Guds rige ved et bittelille frø, der bliver til den højeste plante med grene så store, at himlens fugle kan bygge rede i dens skygge. Vækst er sådan et håbefuldt ord, der bringer glædelige billeder med sig. I kirken spejder vi efter tegn på den gode vækst. – Netop i denne uge lægger Roskilde Domkirke rammer og indhold til det årlige konfirmandtræf, som arrangører længe har slidt med. Fra alle grene af stiftet komme busser kørende med hold af mere eller mindre opladte teenagere, som i tusindtal myldrer ind og lader sig overvælde af det eventyrlige rum, musikken, lyssætningen, fortællingerne, ritualerne og… måske først og fremmest den store oplevelse af fællesskab, kirkefællesskabet. Når så mange unge synger, kan det høres! Kirken har med sine konfirmander en fest, som er meget opmuntrende. Bliver vi ikke næsten forvissede i løftet om gudsrigets vækst, når vi oplever tilstrømningens mængde og deltagernes glæde? Vækst er sådan et bekræftende ord. – Men ikke entydigt: Generelt for samfundets fokus på vækst er optagetheden af det kvantitative, det statistisk målbare, det kalkulerbare udbytte af en effektiv indsats. Det udbredt endimensionelle begreb om vækst som menneskelig produktivitet, bæredygtig eller ej, er forførende. – Og kirkens vækst? Der kan måske også være en forførelse forbundet med pastorale optællinger af det voksende antal brugere af vores kirkebygninger – og målinger af brugernes påskønnelse af kirkens tilbud. At mennesker har glæde af en kirkelig arbejdsindsats, har utvivlsomt værdi i sig selv, og tak for, at de mange talenter ikke bare graves ned! – Men når Jesus i herværende lignelser lover vækst, handler det tydeligvis om noget andet end tjenernes effektivitet og produktivitet. Historien om ”den automatiske sæd”, som første lignelse kaldes, er snarere en modfortælling til præstationstanken: ”Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han selv ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde”…. Her er væksten beskrevet som en gave, et under, og underet er Guds. Vi kan håbe, vi kan håbe og tro på Guds under, og i det håb må vi både arbejde og hvile. Vi kan håbe, at der under eller over alle vores kirkelige anstrengelser her og der bliver sået livsduelige, bæredygtige frø i menneskehjerter, det være ved dåb eller andre ritualer, ved samtaler, fortællinger, diakoni eller årets konfirmandtræf, som har overskriften ’tro, håb og kærlighed’, men vi kan ikke producere undere. Vi udfordres vist til at være uendelig tålmodige og indstille os på en guddommelig tidshorisont. Kristendommens udbredelse begyndte som bekendt hos en udgrænset leder med en ganske lille flok tilhængere, herunder en tidligere arg modstander, og mange af tilhængerne blev muligvis dræbt. Først efter 300 år fik kirken synligt vælde og ikke altid for det gode. Kirken var mange århundreder om at lære at give afkald på tvangsmidler og at sande, at den kun har nådemidler. Den synlige kirke er endnu ikke Guds rige. Men Guds nåde findes, og nåden vil finde vej. Troens, håbets og kærlighedens frø må fortsat sås, så frø kan spire. Ordene om gudsrigets automatiske vækst har vi måske allermest brug for at høre på de dage, hvor vi sår – eller selv bliver tilsået – uden overhovedet at kunne få øje på nogen vækst eller fremgang.

Instinktivt glædes vi over billeder af vækster, at kornaks og af store træer, så det er intet under, at træet hører til kirkekunstens mest yndede motiver, ikke mindst i nutiden. Hvad kunstnerne end selv har tænkt derved, kan deres skønne træbilleder i kirken legitimeres af træets symbolske og mytiske betydning. I såvel bibelens første som dens sidste bog står livstræet og stråler midt i haven. Mit valg af et af kirkekunstens træer er svært, men i dette opslag vil jeg ære den nyligt afdøde kunstner Tue Poulsen for hans umådelige pragtværk fra 1984 af livstræet i Helligåndskirken i Aarhus. På kirkens hjemmeside kan man finde omhyggelig information om kunstnerens egne tanker ved værket, og de er værd at fordybe sig i. Her er meget mere end ‘naturlyrik’. Det keramiske træ er fra nederst til øverst en henvisning til Gud selv med grene for Faderen (th), Sønnen (tv) og i midten Helligånden, som bl.a. viser en stor, hvid duevinge med spredte fjer samt en lang, lodret livslinje, der fortsætter opad “i evigheden”, også efter at være brudt af tværliggende gravsten. Træet er et inspirerende myldrebillede af bibelske og andre symboler, herunder også tegn for verdenshistoriens lange tidsforløb med pyramider yderst tv. Tue Poulsen har udsmykket også Værløse Kirke med et keramisk livstræ, der breder sine grene hen over altervæggen.

Et nyere eksempel på en kirkeudsmykning med et træ som motiv er John Kørners meget høje og lette vægmaleri i Østerhåb Kirke ved Horsens, malet 2012. Angiveligt var Kørner kirkeligt set forholdsvis forudsætningsløs, men det samme gjaldt ikke kunstnerens mor, der med tanke på Salomons tempel foreslog ham at vælge et cedertræ, og det skal mor ikke have utak for. Østerhåbs cedertræ er både stedsegrønt og lysåbent, så vi også ser himlens fugle, som kan søge ly mellem grenene. Det vises nederst i mit opslag på hjemmesiden https://kirkekunst.net/Kunst . Foto: Claus Jensen.