”Jeg er den, jeg er” er Guds navn. Ikke et navneord, der identificerer et objekt, for Gud er aldrig vores objekt; Gud er altets selvberoende og skabende subjekt, det jeg, som er vores og altings udgangspunkt: ”Jeg er den, jeg er”. Gud transcenderer i grunden de kaldenavne og adjektiver, som forefindes i kulturer og sprog. Gud er ’det ganske anderledes’, højere, dybere, mere ubegribelig end alt det relative og omskiftelige, der møblerer vores verden. Gud er absolut, ikke bare Gud under visse forudsætninger, ”Jeg er den, jeg er”. Kulturelle koder er under hastig forandring, vores opfattelser af autoritet, virkelighed og sandhed mere vaklende end nogensinde, men Gud kommer stadig til verden med sit ubetingede, evige: ”Jeg er den, jeg er”.
Hebræerne så sig kaldede, ja udvalgt af Gud, men undså sig for at tage Guds kaldenavn Jahve i munden, ligesom de også undså sig for at gøre billeder af Gud, ingen billeder ville kunne gøre fyldest. Guds manifestation er med den gamle religionshistoriker Rudolf Ottos ord et numinosum, hvor det numinøse er ”det dragende og skræmmende mysterium: lysende og brændende. Hvordan omtale Guds tilsynekomst uden som en ild: et brændende bjerg, en brændende tornebusk? Sidste søndag hørte vi GT-læsningen fra Exodus om stemmen, der fra den brændende tornebusk kaldte Moses. Her var det, Moses bævende spurgte om navnet og fik svaret ”Jeg er den, jeg er”.
I denne søndags evangelietekst fra Joh. 8 hører vi ordene igen: ”Jesus sagde til dem: ’Når I får ophøjet ’Menneskesønnen, da skal i forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv, men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg”. Det har været ubegribeligt, ja blasfemisk, for omgivelserne at høre Jesus identificere sig ved Guds selvbenævnelse fra den mosaiske kernetekst. Kun i lyset af Jesu ”ophøjelse” giver det mening. For den bagkloge læser refererer ordet ”ophøjelse” til korsfæstelsen, men også til opstandelsen og himmelfarten, hvor vi ser Jesu guddommelige selvidentifikation bekræftet fra højeste sted. Påskens, himmelfartens og pinsens begivenheder er kristendommens store numinosum, hvor Kristus går gennem lukkede og låste døre.
I den efterfølgende samtale med jøderne sprænger Jesus det partikularistisk-jødiske. For hebræerne var Exodus fortællingen om frigørelse fra trællekår for Abrahams efterkommere. For evangelisten er afstamningen ikke afgørende, men troen. Troen på evangeliet gør fri: ”Jesus sagde til de jøder, der var kommet til tro på ham: ’Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie’”. Her skænker Kristus ’et kristenmenneskes frihed’ med en luthersk term. – (fortsættes)
Gjellerup Kirke ved Herning. Maja Lisa Engelhardts udsmykning
Birgitte Bech kirkekunst 