birgittebech

Kunst til kirkeåret, 6. sø. eft. trin. 2. rk. – Den rige unge mands skat

Hvad er dit ultimative anliggende? – Hvad er eksistentielt mest afgørende for dig? I søndagens tekst sættes scenen med en rig unge mand, der går til Jesus for at få anvist, hvordan han skal leve med det evige liv for øje. Jesus svarer indledningsvis fhv. ufarligt med henvisning til bekendte bud om mellemmenneskelige forhold, inkl. næstekærlighedsbuddet. Vi aner uråd, da den unge mand glat påstår allerede at overholde alt dette, – og så kommer rystelsen: ”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige”… ”Og kom så og følg mig!” Udgangen på samtalen er såre realistisk: ”Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende”. Derefter sammenlignes en rigs indgang i Himmeriget med kamelens vej gennem et nåleøje, til forfærdelse for også disciplene, for ”Hvem kan så blive frelst?” – –

Fra min studietid mindes jeg en løs diskussion studerende imellem om vores respektive yndlingstekster: En idealistisk medstuderende udvalgte netop teksten fra Matt. 19 på grund af dens radikale etik og uforfærdede konfrontation med de rige – i en verden med ubegribelig fattigdom. Jeg selv kunne dengang nok vælge den samme tekst, men med den pointe at tekstens unge mand måtte vækkes af sin selvretfærdighed og erkende, at hans – som alles frelse – er afhængig af Guds nåde, og – som teksten så befriende slutter: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.” – Vi kan jo ikke blive fuldkomne, og vi skal vel ikke alle gå rundt som tiggermunke, men hellere betale vores skatter til almenvellet, hvis vi da ikke venter verdens undergang en af de nærmeste dage. Gudskelov er vores frelse Guds sag! – Men spørgsmålet bliver hængende: Hvor er din skat? Hvad er dit ultimative anliggende? Kan Gud, for hvem alt er muligt, ikke også løfte os ud af vores grasserende dyrkelse af penge?

Mig bekendt er der i dansk kirkekunst kun to altertavler – eller forhenværende do., der direkte har dagens tekst som motiv, begge brugt i mine tidligere opslag til dagen. – Jeg var et øjeblik fristet til denne gang at vælge et godt foto fra Euroman’s artikel om Rolex-ure, som viser en velklædt herre siddende med et Rolexur på armen og foldede hænder. – Men tilbage til Lorenz Frølichs maleri fra 1890, som i 71 år var altertavle i Ubberud Kirke, Odense. Maleriet er et sent værk af den nationalromantisk sindede Lorenz Frølich (1820-1908), der var skolet i fransk realisme, men bedst kendt som fænomenal illustrator af nordiske myter, sagn og eventyr. Frølich ville helst kalde sig historiemaler, og dette hans arbejde med det bibelske motiv er da også et historiemaleri, hvor han søger at indfange et bibelsk miljø i et meget komplekst billede af landskabsprospekter med Jerusalems arkitektur og diverse antikt klædte mennesketyper: I billedets midterakse ses Jesus frontalt med et fjernt blik, stående på en repos på alfarvej, hvor folk passerer, tv. ses vor slukørede ridder af den bedrøvelige skikkelse, i gruppen omkring Jesus en ung mand spændende sin sandal og personer med et ekstatisk, et skeptisk eller et afværgende udtryk – og så th. en ufravendt opmærksom ung discipel (Johannes?), der som forbillede for menigheden i Ubberud lytter til budskabet om at ”gå ind til livet” med ”en skat i himlene”. Foto: Claus Jensen. – For overskuelighedens skyld bringer jeg her et udsnit af maleriet, som i sin helhed kan ses på min hjemmeside https://kirkekunst.net.K

Nederst ses hele alterbilledet, som Frølich med reference til Lukasversionen kaldte ‘Den rige rådsherre’. Jævnfør Ussings ramme Ussings ramme, som henviser til alle de tre evangelier, der bringer fortællingen.

Kunst til kirkeåret, 5. søndag efter trinitatis, 2. rk. – Hvad mener I om Kristus?

Der er vidunderlig poesi i nyudgivelsen ”151 Salmer”: der er klange af menneskers åndelige længsel, håb, taknemmelighed, tvivl, sorg…. Her finder vi autentiske og nutidige udtryk, og tak for dem! – Men ikke vældig mange af salmerne skriver eksplicit, med navns nævnelse, om Jesus Kristus. Er det blevet for svært at spørge, som K. L. Aastrup i besættelsesårene gjorde i sin ungdomssalme: ”Hvad mener I om Kristus, hvis Søn er han?”

Der er unægtelig gennem årene bragt kataloger af svar: Mirjams søn Joshua var tømreren fra Nazaret, healeren, en af mange nyfortolkere af jødedommen, en karismatisk vandreprædikant, en radikal etisk lærer, en glødende apokalyptisk profet, en social oprører, en viis hellenistisk filosof, en gæst fra det ydre rum, en avatar, en arketype, et symbol … Vi har vores trosbekendelse og står oven på en årtusindgammel tradition, men det mytiske sprog ligger os måske ikke lige på tungen, og vi kan muligvis være lige så forvirrede som disciplene, da de o. år 30, iflg. Matt. 16 blev stillet over for spørgsmålet: ”Men I, hvem siger I, at Menneskesønnen er?” -Vi kan jo begynde med at falde i undren over, om – og hvorfor – Jesus helst talte om sig selv i 3. person med benævnelsen ”Menneskesønnen?”, og hvorfor han belagde bekendelsen med en (foreløbig?) tavshedsklausul? Vores svar vil uvægerligt indeholde en stillingtagen til hans autoritet og absolutte sandhedskrav – og i samme åndedrag måske til kirkens.

Hver kultur har sin forforståelse, og for jøder på Jesu tid stod nogle kategorier og titler til rådighed, som disciplene kunne gribe. Iflg. teksten er Simon Peter den første til at krone Jesus med benævnelsen Messias (=Kristus), den salvede, en titel, der bærer håb om alverdens herlighed. Jesus anerkender Peters inspirerede trosudsagn: ”Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig”… og betror sin dristige bekender forkynderens store opgave, MEN missionen er ikke magtens, missionen er opofrelsens! Samtalen skifter spor til den for Peter højst uvelkomne forudsigelse af Jesu lidelse og død. Det er altså ikke magtens triumf, men selvhengivelsens paradoksale triumf, der er i sigte for Kristus, for Peter – og for kirken. Kirken har altid måttet vandre langs skellet mellem verdslig magt og åndelig styrke. Førstnævnte korrumperer og forfalder, som al erfaring viser, sidstnævnte må til alle tider håbe på Guds nåde, modtaget i frihed.

Til denne søndag vælger jeg et paradoksalt værk af portræt- og kirkekunstner Benjamin Abana, f. 1982. Abanas maleri viser på blodrød baggrund den forslåede menneskesøn i profil. Jesus er af den verdslige magts bødler kronet med torturens satiriske tornekrone og bærer udtryk af lidelse, men også af værdighed og fred. Øverst har kunstneren ladet hans ånd krone med en himmelsk krone, der får hele maleriet til at lyse gyldent. Himlens bekræftelse får det sidste ord. Abana har kaldt sit værk: “Det er fuldbragt”.

Kunst til kirkeåret, 4. søndag efter trinitatis, 2. rk. – Det umulige bud

Vi kan tale om Danmark og danske værdier som byggende på kristendom, og her nævnes næstekærlighedsbuddet som hjerteblod. I praksis bliver vi ved med at diskutere, hvem vores næste er. Vi kan ikke tage kristendommen til indtægt for at afgrænse ’næsten’ til vores egengruppe, hvor fristende det end kan være. Himlens og jordens skaber er kærlighedskilden, som rækker ud over vores egengruppe, ud til fremmede. Vi må øve os i ikke at lade os lamme af, at kristen næstekærlighed har et udvidet, ja globalt perspektiv. Uoverkommeligheden må besvares med et ”ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen”…

Jesus byder os at elske næsten og går i bjergprædikenens kap. 5 det radikale skridt videre at byde os også at elske mennesker, som hader os: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske fars børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.” – Der er realisme i at anerkende, at fjender findes, reelle og konkrete; der er mennesker, som hader os og truer det, vi har kært. Er det vores mulighed at elske dem? Er det en utopi?

Jeg ville måske kalde fjendekærlighedsbuddet en abstrakt utopi, hvis ikke evangeliet foreholdt os det uafrystelige billede af utopisten, som netop virkeliggjorde fjendekærligheden: Romerne i Palæstina hyrede specielle korsfæstelsessjak til at gøre hele korsfæstelsesprocessen så pinefuld, ydmygende, langtrukken og underholdende som muligt, og for netop disse grusomheds-specialister bad Jesus: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Verden tålte ikke hans radikale godhed, men efter ham blev verden ikke mere helt den samme. – En ’illustration’ til dagens tekst kunne være et langfredagsbillede af bødler og spottere omkring en Jesus, der midt i dette helvede lyser af kærlighed.

Skal vi forstå hvad næste- og fjendekærlighed overhovedet kan være, må vi dødelige nok tænke på handlinger frem for følelser. Det er handlinger snarere end følelser, man kan beslutte sig for. En civilisation kan tilmed kollektivt beslutte sig for ’fjendekærlighed’ i den nedskrevne form, at også fjenden og forbryderen tilregnes menneskeværd. Et samfund kan ikke som samfund ”vende den anden kind til”. MEN bliver vi som samfund tvunget i krig for at standse angreb mod vores liv og frihed, betyder det ikke grønt lys for ustyrligt had og ustoppelig hævnspiral. Krigens love findes: Uskadeliggjorte krigsfanger og andre fængslede må fx ikke udsættes for tortur og ydmygende behandling. Civiliserede samfund har forpligtiget sig på at behandle fjender i deres varetægt som mennesker. Hører vi heri en efterklang af buddene i Jesu bjergprædiken?

Det til lejligheden valgte kunstværk, som Sigrun Gunnarsdottir skabte i 2007, hedder ”Kom til mig”. Det viser en favnende Kristus, som er ét med Guds store hjerte. Samtidig er Jesus fremstillet som en Guds nar eller klovn med store udadvendte fødder. Vi forstår, at den radikale kærlighed vækker både latter og ond modstand, for han bærer en skydeskive, og en slange kommer krybende hen imod ham. – Alligevel opfordres vi til at dele hans uforfærdethed: ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” – Den altomfattende kærlighed forbliver for mig et mysterium, endnu uåbnet, men jeg tror på, at den guddommelige utopist har nøglen.

Kunst til kirkeåret, 3. søndag efter trinitatis, 2. rk. – Hjemkomst

Tænk, at Jesu lignelse fra Luk. 15 om ‘den fortabte søn’ først kom med i 2. tekstrække! Nu er den formentlig opbyggelseshalvårets yndlingstekst. – Hvordan prædikes der så? Kirken har mange gode grunde til at prædike for den hjemmeværende, ældste søn, der nok har prøvet at opføre sig ordentligt og har klart blik for uretfærdigheden dér, hvor der svines med værdierne. Når vi er selvretfærdige, har evangeliet også bud til os: “Mit barn, du er altid hos mig”…. –

Inspireret af Arne Haugen Sørensens maleri vælger jeg imidlertid i dag at juble over den yngste søns hjemkomst. Angerfuld eller ej bliver han modtaget med åbne arme ved sit hjem. Hovedpersonen er og bliver den tilgivende fader, der griber sønnen med en ømhed, som er større end sorgen endsige vreden, – og holder fest: “Min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.” Den hjemvendte er genkendt – i maleriet også af hunden. Lyset stråler sønnen i møde fra hjemmets vinduer og åbne dør. HJEMME! Ordet rører de dybeste lag i vort hjerte, vores inderste længsel, vores sorg over livets brud, vores skam og skyld ved ansvaret for, at relationer gik i stykker, og idealer blev svigtet. – I vores kultur er utallige fortællinger, hjertegribende romaner og spillefilm tilsvarende bygget over ud-hjem-ud-skemaet, hvor tårerne triller over slutscenen med det længe ventede gensyn, hvor alt bringes på plads ved den forsoning, man næppe kunne håbe på. – Vi forstår, at hjemkomst også handler om et menneskes eksistentielle rejse mod sig selv, væk fra fremmedgørelse og flugt, frem mod selverkendelse og uvisneligt håb om at blive det menneske, man var bestemt til at være. – Tænk, at mulighedernes store Gud vil løfte ego-dødvægten af vores skuldre! At hans kærlighed har kraft til at gøre det!

Arne Haugen Sørensen har adskillige fremstillinger af den fortabte søns hjemkomst. Hans fortolkning af biblen er det autentiske kunstnersubjekts, hvor han maler, hvad der for ham selv er eksistentielt uomgængeligt, – og vel derfor også appellerer til mange af os andre. I den enorme vægdekoration fra 2017, ‘Den store fortælling’, i Aarhus Valgmenighedskirke, finder vi hjemkomsten i højre side. Hele det komplekse maleri er bygget omkring linjen mellem dørene. Vi læser den store historie om Gud og mennesker fra venstre til højre: I venstre side strømmer lyset ud fra paradisets dør: Syndefaldet har ført til uddrivelse og paradistab for mennesker, der søgte deres eget, – men intet sted i den fremmedgjorte verden har Guds lys alligevel sluppet mennesker. Centralt i maleriet ser vi Kristusbegivenheden, hvor himmelen åbner sin store dør over Jesus ved hans dåb med Helligånden. Og så i højre side modtages mennesket hinsides mørket ved Guds lysende døråbning; det kommer hjem! Arne Haugen Sørensen har forklaret, at huset med hjemkomstens dør ikke er malet perspektivisk, men todimensionelt fordi mennesket her bydes velkommen i en evig bolig hinsides rum og tid. Billederne er hentet i den righoldige udgivelse “Den store fortælling”.

Kunst til kirkeåret, 2. søndag efter trinitatis, 2. rk. – Salt

For år tilbage indledte jeg et nyt livsafsnit med flytning til et nyt hjem. Et uvurderligt vennepar kom på besøg med indflyttergaven brød og salt. Dengang vidste jeg faktisk ikke, at det var god, gammel skik at indvie et nyt hjem med netop brød og salt, men en lille højtid blev det. Brødet spiste vi umiddelbart, saltet måtte jeg tænke over. Med saltet udtrykkes ønsket om vedvarende gode dage. Salt er fhv. uforgængeligt, men på den anden side ikke noget værd, hvis det ikke bruges; det skal ikke snavses til, men det skal heller ikke forblive i skabet, det skal anvendes – for at rense, for at give maden karakter eller for at bevare den. For oldtidens mennesker i et varmt Mellemøsten må en bunke hengemt fisk eller kød uden salt svare til en nutidig oplevelse af en fuld kummefryser efter langvarig strømafbrydelse.

I dagens evangelietekst fra Luk. 14 sammenlignes en discipels troskab med salt. Med meget strenge ord stiller Jesus her i udsigt, at der kommer valgsituationer, hvor det er fristende at give op, men som hans discipel må man holde ud og “give afkald på sit eget”. Som salt skal troen omsættes og tjene livet, ikke bare opbevares hengemt i kirken, men tjene – som den gode ånd i hjem, på arbejde og i samfundsliv. Vi kan ikke altid redde den hyggelige stemning og vores eget skind med kompromiser og konsensus. Mennesker risikerer at korrumperes som gammel fisk uden saltning, hvis de ikke finder mod til at sige til eller fra. Dyb respekt for kristne, der bekender kulør og holder kirke trods forfølgelse og chikane. Dyb respekt for Danmarks indvandrede unge, der kæmper for demokrati trods klansamfunds anderledes normer. Dyb respekt for værnepligtige ukrainske mænd, der ikke flygter ud af landet, selvom de naturligvis er bange. Dyb respekt for Læger uden grænser, der bliver på posten, – og for resten også for danske læger, der nægter at blive håndlangere for statsautoriseret aktiv dødshjælp. Dyb respekt for danske erhvervsfolk, der nægter at bestikke sig genvej til forretninger i udlandet… Dyb respekt og tak for dem, der alle steder er “jordens salt og verdens lys”.

Tænker jeg tilbage på det hjem, der i sin tid så løfterigt blev indviet med brød og salt, med datidens gode forsætter, så melder erkendelsen sig, at det alligevel aldrig – med tekstens billede – ret lykkedes at “bygge et tårn færdigt” – endsige selv være noget åndeligt fyrtårn. For hvornår “søgte jeg ikke mit eget”? – Men når mit salt har “mistet sin kraft”, må jeg tro på, at der er mere at hente, hvor det kom fra: Igen på søndag kan en ramsaltet prædiken ‘indvie et nyt livsafsnit’. Guds salt slipper ikke sådan op. Simon Grotrian udgav i 2006 en salmesamling med titlen “Jordens salt og verdens lys” med salmen “Hvis saltet mister al sin kraft”. Her associerer han til det umådelige, salte ocean omkring os. Salmens sidste vers lyder:

“Hvis sjælen mister al sin kraft / og blafrer bort som tyl og taft / Vorherre, stå mig honningbi / og ræk mig da en kirkesti / lad Ordet fylde mig med kraft.

Hvis Ordet fylder os med kraft / den samme har Vorherre haft / og salt og have, sjælehi / lad onde tanker gå forbi / med Fanden og hans kosteskaft.”

Dansk kirkekunsts fineste billede af salt, glitrende groft salt, er malet i 2012 af Thomas Kluge til altertavlen i Store Magleby Kirke på Amager som et af symbolerne på det mytisk-realistiske nadverbillede, der har fylde og dybde til et helt foredrag. Alterbilledets titel er “Lyset skinner i mørket”. Her ses olivensaltkarret ved siden af en stofserviet, der er vædet af rødvin, et symbol på Jesu blodplettede ligklæde, men også bærer af et Kristusmærket æg, der er et opstandelsessymbol. Foto: Claus Jensen.

Hele altertavlen ses nedenfor: