Forfatter: birgittebech

I denne uge var jeg til et Niels Hausgaard-show, som levede op til forventningen om hyggelig komik, bidende satire og en hel del visdom med musikalsk akkompagnement. Uden at kunne tages til indtægt for nogen teologisk position underholdt Hausgaard bl.a. med sine skænderier med en ateist: Da den stålsatte ateist med størst mulig omsorg lod sin kære, afdøde hund begrave, var hans ateisme angiveligt tæt på at krakelere, ja, han trøstede sig med, at “det måtte være meningen”, at hunden sådan skulle dø, – “meningen”!? spurgte Hausgaard – og udvidede perspektivet til vores fælles verdenssituation, hvor vi alle sammen leder efter mening. Når gale magthavere m. fl. sætter verden i brand, vender vi os mod himlen og råber: “Er der en voksen til stede?” Vi har brug for, at nogen deroppe viser os meningen og retter op på det hele….

I Helligdagens tekst fra Joh. 14, hvor konteksten er Jesu forestående død, møder vi også en gruppe mennesker, som rammes af meningstab og angst for fremtiden. Kan man stole på, at Gud lader det hele ende godt? Hvor er Gud henne? I afskedens stund vil disciplen Filip fravriste Jesus noget manifest, helst et bevis: “Herre, vis os Faderen, og det er nok for os”.

I Israel på Jesu tid var ateisme mig bekendt end ikke tænkelig. Oldtidens jøder kæmpede nok med forholdet til den uudgrundelige Gud, men de efterspurgte ikke bevis for Guds væren. – Anderledes nu: Hvis nogen i dag siger: “Vis os Gud”, kan det være ateistens argument for at sætte troende til vægs, ud fra overbevisningen om, at troens udsagn mangler evidens. Noget tvingende, objektivt bevis kan vi da heller ikke levere til ateisten. Vores svar kan kun være personlige og foreløbige, måske uklare som menneskers hyldest til en umålelig kærlighed, hvor tit den end bliver modsagt. Vores håbefulde, blafrende, tvivlsomme tro kan næppe præstere et gudsbevis, men kun lukke op og række ud. Som Filip kan vi selv frygte at fare vild i livet, og i usikkerheden kan vi længes efter, at Gud utvetydigt træder frem af ubegribeligheden, af tilværelsens dyb, af universets uendelighed, ja “Vis os Gud”!

Da Filip forlangte af Jesus, at han viste dem Gud, sagde Jesus indtrængende til dem, at de allerede gennem deres samvær på vejen havde lært Gud at kende. Det var jo Gud, der havde vist sig for dem som den dybe kærlighed i alt, hvad Jesus gjorde og sagde. “Kender I mig, vil I også kende min fader.” Kærlighedens styrke, selv på livets kant og hinsides kanten, er hans ‘gudsbevis’.

Evangeliet om Guds kærligheds styrke kan også være vores fund. I fortællingen åbner det sig for os. Hør, hvor nænsomt, tålmodigt og empatisk Jesus taler roen og troen frem hos sine ængstelige fæller: “I min faders hus er der mange boliger”…“når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er”. Jesu befriende og omsorgsfulde tilsagn lyder også, når vi selv farer vild i vores liv: “Jeg er vejen og sandheden og livet”. Sådan lyder Gud! Større vished får vi ikke. Vi kan kun ‘vise Gud’ ved at folde denne fortælling om kærlighedens styrke ud.

Maja Lisa Engelhardts sydvendte rude fra 2010 i Raklev Kirke ved Kalundborg har titlen “Jeg er døren”. Engelhardts smukke rude med det opaliserende, hvide glas i den centrale gestalt er tænkt i sammenhæng med evangeliet om den gode hyrde, der leder fårene. Vejen og livet findes i følgeskabet med hyrden. Græsset, kilden og himmelen manifesterer nåden og velsignelsen. Gud kan ikke afbildes, Kristus kan kun afbildes anelsesfuldt, her først og fremmest som et væld af lys, der åbner sig for os. Foto: Claus Jensen

Et lille TV-indslag i april viste os køer, som springende og dansende løb fra vinterstalden ud på græsarealerne. Landmanden, der netop havde åbnet porten for sin økologiske besætning, kommenterede velfornøjet: “Vi mennesker vil jo gerne være frie, og det vil køerne også gerne.” – – Iflg. Joh. kap. 10 henter Jesus sit billede af den gode leder fra et fårehold: Hyrden fører sine får ud gennem den åbne låge; han viser dem vejen til næring og kildevand. Fårene følger hyrden, fordi “de kender ham, og han kender dem”. Vi forstår på disse bibelske billeder fra det førmoderne dyrehold, at den gode hyrdes ledelse betyder ledsagelse, følgeskab. Hyrden genner ikke flokken bagfra, men går foran og siger: “Kom!” – En (i søndagens tekstafsnit) underforstået trussel fra angribende ulve giver lignelsen en dramatisk, mytisk undertone, som aktualiserer påskens fortælling om Kristi selvhengivelse, død og nærvær hos os indtil til verdens ende. Den gode hyrdes omsorg gælder liv eller død: “De skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd”.

I vores individualistiske kultur ømmer vi os lidt ved en sammenligning med får eller andre flokdyr, men Joh. 10,3 lader os vide, at den gode hyrde kalder sine egne får “ved navn”. Båndet lever i navnet, røsten, kaldet, ordet. – Da Peter sidste søndag af Jesus fik opgaven at være hyrde for menigheden, fik han heller intet andet redskab endsige magtmiddel end ordets forkyndelse for den, der har øren at høre med.

Der er frit slag for at overveje egne erfaringer med god menneskeledelse, nu hvor det letteste i øvrigt er at synke ned i græmmelse over det modsatte. Hvilke minder har vi selv om gode hyrder i skikkelse af pædagoger, lærere, chefer, politikere, forfattere, præster…? En af mine egne gode erindringer går så langt tilbage som til Danmarks Ungarnshjælp i 1956, hvor en inspirerende folkeskolelærer forvandlede sine klasser til ildsjæle med fællesskabsfølelse, kreativitet og mod. Hendes styrke som leder var, at hun ikke var ude i sit eget ærinde, men gav os større pejlemærker.

I dansk kirkekunst er der særligt i det grundtvigske miljø en overdådighed af hyrdebilleder. Det fineste er vel Niels Larsen Stevns’, som jeg har vist i tidligere opslag. Både Joakim og Niels Skovgaard har flere smukke, ofte kopierede hyrdebilleder. Joakims søn Johan Thomas Skovgaard har også skildret den gode hyrde, bl.a. her i 1914-15 i Bejsnap Kirke ved Ølgod, hvor en lyshåret vogter arbejder i et muligt jysk landskab. Omsorgsfuldt bærer hyrden et lille lam, men dette er ikke en ren idyl, endsige en paradisvision. Hyrde og hjord er foreløbig sammen på farten under truende uvejrshimmel. Pointen er, at hyrden i alle forhold er nærværende og kender retningen. Foto: Claus Jensen.

Vi har med hele følelsesregistret i spil været på en mental rejse: fra Jesu tiljublede indtog i Jerusalem – over hans afsked, arrestation, tortur, justitsmord og begrædte gravlæggelse – frem til påskemorgen, hvor ligklæderne fandtes efterladt i grotten i gravhaven, – og dødens stilhed brydes af påskeklokkers jublende melding om hans opstandelse. Endelig! Påskesalmers halleluja toner endnu i sindet, påskeliljerne blomstrer fortsat derude, dekorative æg pynter stadig i stuen. Vi må holde lidt på påskeglæden.

Påskefortællingen er en mosaik af fortællinger om eksistentielle møder mellem den opstandne og den enkelte. Når vi får lov at synge Hans Anker Jørgensens “Hvad er det at møde den opstandne mester”, mediterer vi over de enkeltes møder med Kristus: Emmausvandrerne, Maria Magdalene, Simon Peter, Judas og… Det forunderlige ved denne salme er, at vi undervejs kan opleve hvert et vers som handlende om os selv, rammende og inderligt befriende. Nu v. 5 om Peter og Jesus: “Det er som fornægteren Simon den Bange,/ fortabt i sin skam,/ at høre hans tillidserklæring tre gange:/ Vogt du mine lam!/ Det er som at løftes af mægtige hænder / fra drukning i mørket til morgen blandt venner.”

Dette vers bringer os til helligdagens tekst i Joh. 21. Vi får et flashback til Jesu samtale med Peter ved afskedsmiddagen om torsdagen: Tre gange svarede Peter – stadigt mere bedrøvet – “Ja, Herre” på Jesu spørgsmål: “Har du mig kær?” Efter langfredag ved vi, at Peter, som netop havde bedyret sin kærlighed, efterfølgende i ypperstepræstens gård tre gange benægtede sit kendskab til Jesus. Peter stod nu tilbage med ubærlig skam, men ikke desto mindre med den største opgave for menigheden. Jesus havde betroet en værdig opgave til den uværdige: “Vær hyrde for mine får!”

Begreber som skyld og skam og anger er endevendt af religionssociologer, filosoffer, terapeuter m. fl., bl.a. for at forklare forskelle og virkninger. En sociopat, en dybt asocial person, kan beskrives som en person, der ikke evner at føle anger. Anger er dybere end fortrydelse. Anger reflekterer personlige oplevelser af skyld og skam. Definitionerne er ikke enslydende, men ofte defineres skyld som knyttet til en enkelt – skadelig – handling, mens skam omfatter hele personlighedens kerne og angriber selvbilledet, skam kan blive til selvlede. Peter var sin mester utro, da det endelig gjaldt; han var altså ikke den, han gerne havde været, og slet ikke den, han som discipelflokkens karismatiske ordfører selv havde troet, at han var. Peters troløshed og løgn forstår vi fuldtud, når vi tænker på, hvor fatalt det kunne have været at tale sandt. Men stilfærdigt, på det indre plan, er svigagtigheden også fatal: Peter var “fortabt i sin skam”. Ingen kunne forløse ham uden netop ham, som han havde fornægtet. Forløsningen skete påskemorgen: “Det er som at løftes af mægtige hænder / fra drukning i mørket til morgen blandt venner.” – Synger vi her ikke også om os selv?

Det billede, jeg har valgt til dagen, er udsnit af et surrealistisk maleri, som måske refererer til påsken med de to spejlvendte æg, der måske er opstandelsessymboler. Billedets mørke afgrund er et fysisk eller åndeligt dødsrige, og billedet kan handle om ethvert menneskes frelse fra mørket, ikke ved egen kraft, men ved at blive løftet af den stærkere, som sætter sig selv på spil. Jan Jochims Nielsen er kendt som eksrocker og kunstner med det på min hjemmeside tidligere viste nadverbillede fra 2013 i Enner Mark Fængsel som hovedværk.

Esben Hanefelt Kristensens billedfortælling blev i 2022 udstillet i Enghøj Kirke under titlen “Livet vinder”. Hanefelts smukke billedserie fører os gennem påskens drama frem til opstandelsestroen: Fra palmesøndag med Jesu indtog i Jerusalem, hvor en romersk soldat varsler ilde, – over skærtorsdag med indstiftelse af nadveren under drueranker – til den efterfølgende vågenat i Gethsemane have, hvor Judas udpeger Jesus for bevæbnede vagter. – Med den store hane indvarsles Peters fornægtelse i ypperstepræstens gård, og lidelsen kulminerer på Golgata, hvor kors og forfærdede vidner står som sorte silhuetter. – Til højre ser vi lyset vende tilbage: I forgrunden minder rødkælken os om legenden om den lille fugl, der i medfølelse trak en torn ud af Jesu pande. I de dødes have er stenen nu væltet væk fra den tomme gravhule, og i nederste højre hjørne bevæger en hvid skikkelse sig ad vejen mod påskemorgenrøden. – Derover skaber Helligånden en menighed af troende ud af den skræmte flok. På Marias opadvendte ansigt ses en glædeståre. – Glædelig påske!

Jeg er nok ikke den eneste, der fik kvalme ved nyhedsindslaget i TV, der handlede om en ny lov om dødsstraf for palæstinensiske terrorister, vedtaget på initiativ af Israels mest højreorienterede partier, efterfulgt af skålen i champagne. Jeg er ikke den, der kan opfordre israelere til at vende den anden kind til. Formentlig kan jeg slet ikke sætte mig ind i, hvordan det er at leve i et land med så højt et trusselsniveau og med naboer, der har landets udslettelse som politik. Det er muligt, at mit hjerte under de omstændigheder ville være sort af hævntrang, og mit gudsbillede ville se tilsvarende ud. Jeg er også opmærksom på, at mere venstreorienterede partier i Israel prøver at få loven omstødt i højesteret, og at Israels læger har nægtet at medvirke ved henrettelser. Mit langfredagsopslag skal ikke handle om hverken Palæstina, Israel eller jøder i almindelighed. Det, som konkret gav mig kvalme, var det lille guldsmykke, lovforslagets tilhængere prydede deres reverser med, et smykke, som forestiller et reb, tvundet i en løkke, altså en galge!

Jeg måtte spørge mig selv, hvem der dog kunne finde på at bruge et henrettelsesinstrument som personligt smykke, – men svaret er jo givet: Korset var romernes hyppigt brugte, afskyelige henrettelsesinstrument, og efter perioden med fisken som kristnes diskrete symbol, blev korset de kristnes smykke. Da kejser Konstantin i 300-tallet lod kristendommen begunstige og standsede korsfæstelsernes grusomme praksis, blev korset – eller kristogrammet, hvor korset vender skråt som X, – taget i brug som udsmykning i den kejserlige ikonografi og i pragtfulde byzantinske kirker. – I en periode under den ortodokse kirkes billedstorm i 8. og 9. årh. var korset tilmed østkirkens eneste tilladte billede. – Her i Norden dukkede de ældste guldkors op omkring slutningen af 1. årtusind. – Og hvis jeg har forstået det rigtigt, rykkede vikingekulturens krav om blodhævn generelt tilbage, der hvor korset rykkede frem. –

Det bringer os på sporet af korsets kristne betydning: Korset blev soningens og forsoningens, ja nådens symbol. Fra at være det tortursted, hvor Gud synes fjernest, blev korset Guds nærværs symbol, fordi Gud og menneske på korset lider sammen. Korsets lodrette akse forbinder himmel og jord, dets vandrette akse forbinder mennesker med andre mennesker, som Kristus byder os at elske.

Når vi betænker korsets betydning gennem århundreder, kaster det en skygge over historien, at dette nådens symbol til tider er misbrugt som redskab for magtudøvelse og vold. Er korset et sejrstegn, er det Guds, ikke vores. – Vi, som bærer korset, kommer aldrig til at lægge Jesu bøn for de skyldige bag os: Fader, tilgiv dem…. Også denne langfredag må vi åndeligt talt stå ved korsets fod i håb om, at hans bøn for de skyldige indbefatter os.

Et af ‘vores’ klenodier er “Dagmarkorset” af guld, som blev fundet i en grav i Sct. Bendts Kirke i Ringsted, om end måske ikke netop den folkekære Dronning Dagmars grav. Korset stammer måske fra o. slutningen af 1100-tallet og har tydeligvis byzantinske aner, som rækker tilbage til østkristne kejsere. Det byzantinske fremgår af, at korsarmene er bredest yderst og forsynet med knopper som symbol på livets træ. I det lille kors foroven ses græske bogstaver: første og sidste bogstaver i navnet Jesus Kristus. Korset har tilmed været et relikviegemme med plads til “en splint af Jesu kors”. Kristus bøjer sit hoved til siden. Som jeg ser det, viser korset en lidende og medlidende Kristus.