Foredrag

Birgitte Bech, lektor og pastor emerita, – tlf. 31251289, – https://kirkekunst.net birgittebech@mail.dk

Find et udvalg af mine foredrag på:  Sogneaften.dk  og  Foredragslisten.dk

1.Billedforedrag: “Mellem lidelse og glæde” om billedkunstneren Peter Brandes store kirkeudsmykninger

Peter Brandes kirkekunst rummer nøglemotiver, som stadig udvikler sig. Brandes er dybt fortrolig med kristne traditioner og skaber på denne baggrund sine personlige og vedkommende fortolkninger af tro og tvivl. Tankevækkende, hjertegribende og trøstende er dette originale billedsprog, som kan give os nye perspektiver på kristendommen.

Undervejs trækkes der linjer til hustruen Maja Lisa Engelhardts motivverden i dens egenart.

 

2.Billedforedrag: Ikonernes symbolske univers og byzantinske træk i ny, dansk kunst, bl.a. hos Per Kirkeby

Den østkristne kunst af byzantinsk oprindelse sigter på at åbenbare et glimt af en usynlig og evig virkelighed. Den har dermed en indbygget modstand mod den naturalistiske naturgengivelse. Renæssancen kom faktisk aldrig til at omkalfatre den østkristne billedstil. Ikoner males fremdeles for sjælens øje frem for sanserne, idet de viser et symbolsk univers frem for et fysisk. Ikonmaleriet er spændt ud mellem på den ene side umuligheden af at afbilde Gud og på den anden side den guddommelige vilje til at komme det sansende menneske i møde. Billedforedraget introducerer klassiske ikontypers symbolsprog.

Ved at blive menneske har den usynlige Gud selv villet sætte sit overnaturlige aftryk i vor stoflige, fysiske verden, og tilsvarende kan det stoflige ikon tænkes at bygge bro til det usynlige urbillede. En yndet ikontype er derfor ”Den-ikke-af-menneskehånd-gjorte-ikon”, som delvist modsvarer det katolske motiv ”Veronikas Svededug”. Dette gamle tema har fået nyt liv i moderne dansk kirkekunst fx hos Peter Brandes og Peter Callesen.

Også Per Kirkeby -, som kaldte sig en “byzantinsk malermunk” – henter inspiration i den byzantinske stil og indarbejder elementer og udtryk fra ikontraditionen og den byzantinske strenghed i sin abstrakte kirkekunst. Vi følger kunstnerens tilløb med kristne referencer i malerier og efterfølgende 20 år som kirkekunstner i 9 danske kirker.

3.Billedforedrag: Høstens billeder i landskabsmaleri og kirkekunst

I 1800tallet begyndte danske kunstnere at male naturen i dens egen ret, og dertil kom den stærke fædrelandsfølelse. Igennem århundreder er høstens farverige landskaber skildret igen og igen med berusende sanseglæde, men der kan være mere på spil: Medspiller er ofte en symbolsk betydning. Høstbilleder viser frugtbarhed, fylde og velsignelse – men også menneskers slidsomme vilkår, ulige betigelser, regnskabets time og den uomgængelge visnen og død.

I kirken bruges høstens billeder med flere arketypiske betydningslag. Jesus sammenlignes med en generøs sædemand eller med selve hvedekornet. Kirkens ritualer er i samklang med en oprindelg forståelse af kornets og brødets hellighed.

Selvom vi er på vej væk fra landbrugskulturen, taler høstens symboler stadig stærkt til kirkekunstnere – og os alle.

Billedforedraget er holdt bl.a. i Egedal Kirke og Hans Tausens Kirke, Kbh.

 

4.  Billedforedrag om ‘kirkekunst som spejl og som vindue’ – perspektiver i nyere kirkeudsmykninger

Foredraget præsenterer en række smukke og seværdige danske kirkeudsmykninger og reflekterer over hvad der er god kirkekunst. Vi ønsker ikke ‘glansbilleder’, men billeder, vi kan identificere os med, og som ‘spejler’ vores eget liv og vilkår. Mindst fire nyere kirkeudsmykninger anvender faktisk fysiske spejle! Men god kirkekunst må være både spejl og vindue. Som kirkekunst skal den sige os noget, vi ikke helt kan sige os selv og åbne et vindue på klem til den større virkelighed, som er troens univers. Kirkekunsten henter en vis inspiration fra østkirkens ikoner, der er kaldt ‘vinduer til evigheden’, men i dansk kirkekunst er gudsbilledet oftest tilsløret eller indirekte. Bevidste om , at vi “endnu ser i et spejl, i en gåde” beriger samtidskunstnere kirken med anelsesfulde og fortolkningsåbne værker, som balancerer mellem gåde og genkendelighed. Også et billede af hvedeaks kan rumme en gåde. Moderne kirkekunst kritiseres somme tider for ‘bare’ at være naturlyrisk med dekorative billeder af korn, træ, solopgang m.v., men et sådant arketypisk motiv kan vise ud over sig selv med en symbolkraft og en fortælling. Det spejler ikke bare den brogede verden, men åbner et vindue for troen på livets kilde.

 

5. Billedforedrag: Fællesskabets billeder

I vor individualistiske kultur er mange mennesker faldet ud af familiære og folkelige fællesskaber, som tidligere var givne på godt og ondt. Andre fællesskaber kan opstå. Kunsten kan afsløre ensomheden, selv hvor mange mennesker er samlet. Men kunsten kan også skabe billeder af menneskelig omsorg og nærhed, som måske kan understøtte fællesskaber.

Birgitte Bechs foredrag indledes med billeder af menneskelige fællesskaber fra de sidste ca. 150 år. Vi følger danske kunstneres blik på fællesskaber i familie og samfund, i arbejde og fest, i dyb sorg og stor glæde. Vi finder måske erfaringer, vi kan spejle os i?

Afslutningsvis vender vi os til dansk kirkekunst, som uddyber den forståelse af menneskeligt fællesskab, som er underliggende i vores kultur. Kirkens billeder viser, hvordan sociale grænser udfordres af det inkluderende evangelium. ”Guds rige” er et rummeligt fællesskab. Tilsvarende er det stadig opgaven at slå dørene op for den brogede verden, som Gud elsker. Nyere kirkekunst bidrager med fortolkningsåbne værker, som mange vil kunne genkende sig selv i.

6. Billedforedrag: Den grundtvigske indflydelse i kirkekunsten

Den grundtvigske livsoplysning har været til stor inspiration for kirkekunsten siden dansk guldalder. Grundtvig selv brød sig meget lidt om billedkunst, men det grundtvigske miljø fostrede stærke malere som Chr. Dalsgaard, Skovgaardkredsen og Niels Larsen Stevns. Grundtvig fik afgørende indflydelse på menneskesyn og teologi i kirkekunsten. Også motivvalget blev afgørende påvirket. Billeder af den gode hyrde, af det store gæstebud og af livets kilde blev udbredt.

Indflydelsen rækker videre end til grundtvigianerne, når de grundtvigske salmers stærke billedsprog stadig slår tonen an hos nye kirkekunstnere. ’Den signede dag’ er fx en yndet billedtitel. Hvor skriftsteder måske er glemt, er poetiske salmestrofer blevet ved at nynne og kalde billeder frem også i moderne kunstnernes sind, så dansk kirkekunst er blevet en poetisk lystrejse i salmecitater.

Men den gamle fik måske ret i, at man med billedkunst i kirken risikerer billedkult i kirken?

7. Billedforedrag: Kirkekunst med kant – Om kontroversielle, afviste – og siden måske beundrede kirkeudsmykninger

Kirkeudsmykninger vækker lidenskaber og kampgejst, og det er ganske underholdende at se på den dramatik, som dansk kirkekunst gennem århundreder har givet anledning til.

Vi belyser en række historiske eksempler på billedstrid omkring uønskede værker af Joakim Skovgaard, Niels Larsen Stevns, Carl-Henning Pedersen, Anders Kirkegaard, Per Kirkeby m fl og går derefter til nutidige historier om stærkt omdiskuteret kirkekunst. Vi ser på eksempler af bl.a.  Erik A Frandsen, Hein Heinsen, Sys Hindsbo, Erik Hagens og måske også Jim Lyngvild.

Nogle af kunstdebatterne relaterer til spændinger mellem det lokale selvstyre og Akademiets Udvalg for kirkelig kunst hhv. Nationalmuseet.

Vi erfarer, at en del af de mest udskældte billeder siden er blevet meget værdssatte. Vi bliver aldrig færdige med diskussionen om, hvordan god og passende kirkekunst kan se ud – heldigvis!

8. Billedforedrag: Bjørn Nørgaards kirkelige værker – Storslået fortællekunst med opsang til samtiden

Bjørn Nørgaards gobeliner til dronningen (-2000) viser indgående fortrolighed med Danmarkshistoriens lange stræk fra vikingetid til nutid. – Nørgaards kirkelige gennembrudsværk, det smukke alterparti i Knebel Kirke (-2001), er skabt med tilsvarende forståelse af middelalderlig tradition såvel som moderne virkelighedsopfattelse. I Knebels påskemotiv genfinder vi både Jellingesten og DNA-streng.

Udsmykningen i Christianskirken i Fredericia (-2007) fik titlen ‘Du skal elske din fjende’, foranlediget af fremmedhadet, som bl.a. det islamistiske angreb på Tvillingetårnene befordrede. I den høje altervægs 24 farverige, tegneserieagtige glasmosaikker sættes Jesu Bjergprædiken op mod Moses’ lovreligion i en storslået symmetri med gammeltestamentlig og nytestamentlige paralleller og kontraster. – Med kirkens gyldne altertavle modgår Nørgaard den patriarkalske overlevering ved originalt at lade halvdelen af nadvergæsterne være kvinder. – Her er også andre overraskelser.

I 2020 gør Nørgaard Christianskirken færdig med en enestående billedrig bronzeport med titlen ‘Alfa og Omega´. Her fortælles indfølende om indgang og udgang: om menneskers fødsel og død, og i den store skala om livets skabelse, undergang og fornyelse. Jesusbegivenheden fra jordeliv til himmelfart vises uforfærdet i billeder med nutidige træk. Helst undlader Nørgaard at bruge kirkekunstens mest konventionelle symboler.

I mellemtiden har Nørgaard skabt flere kirkelige værker, ikke mindst den enorme bronzeskulptur med det forgyldte indre på Ikast Kirkeplads (-2012). Overraskende kalder han dette storværk ‘Riv dette tempel ned’ med et citat fra Johannesevangeliet, hvor Jesus fælder dom over templets kult og kræmmermarked og sætter sin egen død og opstandelse i stedet. Herefter behøver troen ikke et bestemt kultsted, men ånd og sandhed. Med Jesus som ’tempelrenser’ trækker Nørgaard en linje fra sin og Lene Adler Petersens event på Børsen (‘Tempelrensning med kvindelig Kristus’ 1969), hvor grådig kapitalisme og andre ismer eller forførende utopier blev udfordret. Skulpturen i Ikast viser på indersiden motiver fra evangelierne sat ind i et moderne trafikeret byrum, hvor penge skifter hænder. Jesus stråler ved ‘Forklarelsen’ i et ovenlys, som strømmer fra den stjerneformede lysåbning.                                                                                                                                                             På kæmpeskulpturens yderside fortælles gammeltestamentligt inspirerede historier om forhåbninger og ødelæggelser. Scenerne fører os fra skabelse over paradistab, kødfulde sexscener og syndflod, med Moseshistorien til indtoget i Det forjættede land, videre til Jerusalems ødelæggelse, ja helt frem til Grædemuren, holocaust og andre alt for nutidige folkekatastrofer. Citater fra kunsthistorien og samtidsbilleder inddrages undervejs, fx ser vi over oversvømmelsesscenen havvindmøller rejse sig som nutidigt håbstegn. 

En ”håbefuld tvivler” har hermed bidraget til fornyelsen af dansk kirkekunst!

9. Billedforedrag: Kirkekunstens kvinder

Kvinder i dansk kirkekunst: Kvinder som motiver – Kvinder som kunstnere

Kirkekunstens kvindeskikkelser er et righoldigt tema. Vi møder Eva, jomfru Maria, de idealiserede kvindetyper Martha og Maria, gådefulde Maria Magdalene, pikante ”synderinder” og mange flere. Fremstillingerne er ikke statiske: Syndefaldets Eva, jomfru Marias modbillede, ophøjes til dronning i det sanselige grundtvigske billede, hvor Kristus heroisk befrier hende fra dødsriget. Den jomfruelige Maria bliver til en voksen kvinde, som ligner mødre, vi kender. Navnlig Pieta-motivet, hvor Maria sidder med sin døde søn, kaster stadigt nye fortolkninger af sig, idet hun er identifikationsmodel for sørgende mødre til hver en tid.

Kvinder myldrer i evangelierne: kvinden, som bar, fødte og gravlagde Jesus; kvinder han samtalede med, bønhørte og åbenbarede sig for. Dansk kirkekunst er rig på skildringer af Jesu møde med kvinder – indtil for 185 år siden altid malet af mænd.

I dansk guldalder kom kvindelige kirkekunstnere så småt på banen, først flittige Lucie Ingemann, som nød støtte hos sin agtede mand, men ellers ikke bestod en kritisk bedømmelse. Vi ser, hvordan større kvindelige talenter fra slutningen af 1800-tallet kæmpede sig vej gennem fordomme og ikke mindst uddannelsesmæssige barrierer i et Danmark, hvor Kunstakademiet længe var lukket land for kvinder. Selv Anna Ancher blev rådet af sin mandlige underviser til at hellige sig mand og barn. Powerwomen med velbjergede forældre i ryggen formåede dog at skaffe sig videreuddannelse – ikke mindst i udlandet og hos hinanden; nogle kvinder dannede par med en anden malerinde, langt de fleste levede alene, enkelte lykkedes med at forene karriere med mand og børn. Men kunsthistorikere betragtede typisk kvindekunsten som svag, og den blev sjældent skrevet ind i historien. Den kvindekunst, der efterhånden blev inviteret ind i kirkerne, var ganske vist ofte konventionel og ’glansbilledagtig’, men værker af høj kunstnerisk kvalitet dukker også op. Dem yder vi retfærdighed med dette billedforedrag.

Ligestillingskampen nyttede! Da kirkekunsten efter verdenskrigene måtte nytænkes, blev der bud efter kvindelige kunsthåndværkere, som suverænt gjorde sig gældende med vævekunst, keramik og glaskunst. I vor tid falder de sidste kønsbarrierer: Talentfulde og veluddannede kvindelige malere og billedhuggere er anerkendt og efterspurgt i kirkerne: Oplagte eksempler er Maja Lisa Engelhardt, Anette Harboe Flensburg, Sophia Kalkau, Lise Malinovsky, Kirsten Nielsen, Laila Westergaard og Jette Wohlert.

I et righoldigt billedforedrag følger jeg kvindesporet gennem årene og søger perlerne frem. Jeg kan love, at kvinderne fortjener vores opmærksomhed!

10. Billedforedrag: Vi stemmer sindet til advent og jul

Ingen scener er skildret med større ynde og fryd end de, der knytter sig til bebudelsen og julen. Vi følger de skønneste motiver i dansk kirkekunst fra middelalderkirkens gedigne manifestationer over renæssancens suveræne træskærerarbejde, guldalderens italienske inspiration, Carl Blochs kønne ’glansbilleder’, Skovgaardkredsens dekorative bibelhistorie, Havsteen Mikkelsens kraftfulde modernisme  – og helt frem til det mest overraskende og undertiden provokerende nye. I nyere fortolkninger står det ofte klart, at glæden ved det sårbare barn må leve på trods af en fjendtlig verdens mørke.

11. Billedforedrag: Erik Heides kirkelige værk i “spændingsfeltet mellem det jordiske og det himmelske”

I næsten 70 år har billedkunstner Erik Heide beriget danske kirker med sin kraftfulde kunst. Senest fik Tarm Kirke i 2021 en ny og helt original aluminiumsprædikestol, udsmykket med vin-grene i bronze og guld som en reference til, at Jesus er det sande vintræ, menigheden grenene. Omkring 130 (!) kirker og kirkegårde huser nu Erik Heides usentimentale, stadigt mere enkle værker, som forunderligt nok alle virker helt rigtige på deres sted. Det er betagende, hvordan selv den groveste bearbejdning af de tungeste materialer kan skabe bevægende udtryk for Ånd, – hvilket ikke udelukker, at de også kan være skæve og tale til humoren. – Erik Heide har løst enorme opgaver i de forskelligste offentlige rum, og han bryder sig ikke om at blive kaldt kirkekunstner, men kirkekunstner er han, for så vidt han med sin person og sine værker identificerer sig med kirkens liv og “tro på korsets gåde” og genfortolker kirkens fortælling og symbolsprog med største autenticitet. – – I 1970’erne kendte vi særligt Erik Heide som lidelsens fortolker med Golgataudsmykningen i Skalborg Kirke og ekspressivt realistiske krucifikser. Senere satte den stoute romanske inspiration sig tydeligere igennem i hans kunst – i samklang med middelalderkirken i Flade på Mors, hvor kunstneren har boet det meste af sit liv og udset sig sit gravsted. Heides romanske kors i moseeg, bronze, guld o. a. er gennem årene blevet mange danske altres lysende pointe. Heide forklarer, at værkerne udfolder spændingsfeltet mellem det vandrette og det lodrette, mellem det jordiske og det himmelske, og konklusionen er, at det hænger uløseligt sammen. Om sin motivkreds siger Heide, at det “altid ender med påsken”, til trods for at han som billedhugger ikke kan komme opstandelsen nærmere end den tomme grav i granit eller det forsølvede ligklæde. Alligevel spejder vi ikke forgæves efter opstandelsens tegn, som når et granitkors på kirkegården er gennembrudt af spalter, der lader lyset trænge magtfuldt igennem. Erik Heides symbolsprog er klart og tilgængeligt. Vi ser de evangeliske arketyper som hyrden, porten eller hvedeakset stå rene og stærke, men også nye, talende symboler komme til såsom buret og fuglen. Fugle er tæt på at være et signaturmotiv for Erik Heide, hvis fugleflokke næsten trodser støbejernets tyngdekraft ved at brede vingerne ud og løfte sig mod himlen. – Nedenfor viser jeg Erik Heides kirkegårdslåge fra 2002 omkring den nye kirkegård i Tilsted ved Thisted. Synes de faldende blade ikke her at forvandle sig til fugle, der flyver mod himlen? – Det har for mig personligt været en fest at bruge de sidste vintermåneder på at samle frugter af fotoraids m m fra Heides kirker sammen til et struktureret billedforedrag. Nu er det klar! – og jeg er spændt på, hvem der har lyst til at se nærmere.

12. Billedforedrag: Guldaldermalernes altertavler:

Efter en kunstnerisk stillestående perode præget af luthersk ortodokse følger i første del af 1800tallet en overdådig fornyelse af dansk kirkekunst. Altertavlernes motivkreds udvides kendeligt. Professorerne C.W. Eckersberg og J.L Lund er toneangivende med hver deres succesfulde elevgruppe, men med forskellig holdning til ‘den fromme stil’. De har forskellig prioritering af hhv. naturstudiet og det metafysiske i maleriet. De fleste danske malere søger inspiration i Rom, hvor Thorvaldsen i forvejen brillerer. Nogle formår at balancere studiet af den katolske kirkes malere, sær Rafael, med evangelisk teologi, andre bevæger sig selv personligt i katolsk retning.