Igen befinder vi os i den uge i maj, hvor mange af os – nu også via digitale medier – har læst og delt sekvenser af dyrebare afskedsbreve, skrevet i april 1945 af frihedskæmperen Kim Malthe-Bruun, udgivet af hans mor. Som taknemmelige læsere kan vi finde opbyggelse midt i tragedien: Afskedsordenes åndelige kraft lader os forstå, at mennesket, hvis tid her er ude, ikke forsvinder. Vi bliver så at sige vidner til, at himlen står åben over denne sjælsstærke og kærlighedsfulde unge, der er drevet af tro på og trofasthed mod det, der er større, og videregiver det store til os.
Søndag skal vi læse det ’afskedsbrev’ fra Jesus, som vi finder i Joh. kap. 17, i den lange komposition som kaldes Jesu ypperstepræstelige bøn. Her er evigheden nærværende, når Jesus om disciplene siger: ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.”
Troens mysterium lyser i bønnen, der meditativt kredser om ”herlighed”, brugt i den fulde betydning af guddommelig, ophøjet fylde og glans. Ordet er også kendt fra fortællingen om ‘Åbenbaringen på bjerget’, hvor Jesus forvandledes til det rene lys, så tre af disciplene “så hans herlighed”. – Her i søndagens afskedstekst beder Jesus om ”herliggørelse”, et ord, som vel er forbeholdt den sakrale sammenhæng, hvor Gud er herliggørelsens subjekt. – Jesus beder for enhed i guddommelig “herlighed”: – for bekræftelse af hans enhed med Gud, som han udgik fra og vender tilbage til, – for enhed mellem ham og disciplene, som gennem ham har modtaget Guds ord og erkendt, hvem Gud er, – og for disciplenes indbyrdes enhed: …”for at de kan være ét ligesom vi”…. Bønnen for menighedens/menighedernes enhed er stadig påtrængende, og Gud beder stadig med, iflg. epistelteksten fra Rom. 8, hvor Paulus skriver, at “Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed.” ….og “Ånden selv går i forbøn for os”….
Mens bønnen håbefuldt formidler denne evige enhed i ordet og ånden, er den fysiske adskillelse en realitet, idet Jesus til Gud siger: ”Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig.”…
Vi har i Frederiksberg Kirke et særligt interessant alterbillede fra 1841, der virtuost reflekterer afskedsbønnens dialektiske pointe. Den epokegørende guldaldermaler C. W. Eckersberg var berømt for sin nøgterne faglighed i fhv. realistiske model- og perspektivstudier, herunder videnskabeligt skyggeperspektiv. Som delvis påvirket af rationalismen undgik han i sine 15 altertavler helst at male glorier og andre metafysiske effekter, idet han erklærede, at ’troen ikke er en malemetode’. Ikke desto mindre visualiserer han på sin diskrete måde troens mysterium i netop dette alterbillede, hvad også offentliggjorte studier af Eckersbergs forarbejde har dokumenteret: Eckersberg anskueliggør, at Jesus er i verden, og at han ikke i verden. Jesus er i tiden og rummet, og han er hinsides tiden og rummet: Maleriet fordobler horisontlinjen med en forskydning mellem den højere linje gennem Jesu ansigt og den lavere i disciplenes verden. Den rødklædte Jesus taler til bordfællerne, stående i deres kreds, men han transcender samtidig kredsen. Sammen med det kridhvide nadverbord er Jesus belyst direkte forfra, men helt uden at kaste skygge på bagvæggen; lyskilden er mystisk og i hvert fald ikke identisk med de tre aftenmørke ruder. De indadvendt lyttende disciples ansigter synes at have Jesus selv eller Jesu ord som lyskilde. Således kan kunstneren siges at have givet sit bidrag til at anskueliggøre “herliggørelsen”. Bemærkelsesværdigt er det også, at Jesus ‘har øjenkontakt’ med menigheden i kirken, med os. Der lægges hos maleren vægt på blikket som forbindelsesvej til den inderlighed, som er et af guldalderens nøgleord (jævnfør Søren Kierkegaard). Inderlighed kan siges at bygge bro mellem rationalisme og pietisme. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 