Tag: faellesskab

Kunst til kirkeåret, 6. søndag efter påske, 2. rk. – “At de alle må være ét”

Dagene mellem Kristi himmelfartsdag og pinse er menighedens mellemtid, hvor der ses frem og tilbage: Vi kan se tilbage på rækken af forunderlige Jesushistorier, som præsenterer Sønnens liv fra undfangelse til himmelfart; og vi kan se frem til, at pinsen udfylder tomrummet efter ham med Guds levende Ånd: Pinsesalmerne poetiske og musikalske kraft må få os til at fylde lungerne med begejstring og danse fra kirke ud i pinsesolen. Men nu altså mellemtiden, hvor vi dog ikke er efterladt tomhændede. Vi står stadig med Jesu afskedsbrev fra Joh. 17, som vi 5. søndag efter påske ikke blev færdige med at læse: brevet som er den meditative bøn, der i Jesu ånd skal knytte det hele sammen.

Også i dette afsnit understreges enheden Gud Fader – Guds Søn – menigheden. Den kraft, der alene kan skabe enhed, er naturligvis kærligheden, som dybest set er fra Gud. Kærligheden er også altafgørende, når menigheden skal vokse ud i verden. Den lyttende verden skal forstå, at menigheden – midt i en konfliktfuld og lidelsesfuld virkelighed – er lykkelig og uovervindelig i kraft at være båret af guddommelig kærlighed.

Bærekraften i Guds kærlighed i Jesus kommer i samme søndags epistellæsning til udtryk i en af bibelens stærkeste formuleringer, hvor Paulus iflg. Rom. 8 skriver om at sejre ”ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende… kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.”    

Hvordan male et billede af den kærlighed fra Gud, som lever i menigheden og skaber dens enhed? Måske af frygt for sentimental utroværdighed er dette sjældent forsøgt. Kunstneren Benjamin Abana (f. 1983) har dog for nyligt bundet an med projektet i det store tredelte maleri, som han i 2025 udførte til sognegården i Aalborgs Vor Frelser Kirke. Centralt i maleriet ses en lysende Kristus, mindre som et fysisk menneske end som en åndelig inspiration, der ikke lader menigheden i tvivl om kærlighedens under. Mennesker omkring ham er forbundne i deres forskellighed. Vi forstår, at her er noget på færde, som er stærkere end alverdens grupperinger og opdelinger i os og dem. Foto: Claus Jensen. Et herligt udsnit ses nederst i opslaget på min hjemmeside https://kirkekunst.net/K   

Kunst til kirkeåret, 5. søndag e. påske, 1. rk. – ‘Der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder’…

Kan vi tale om Gud, altets urgrund, vort ophav og bestemmelse, vort uendelige ”Du”, uden at ty til dunkle billeder og paradokser?? Et af mine yndlingsbilleder af Gud, stammende fra middelaldermystikken, er, at ‘han er en uendelig kugle med centrum alle steder og omkreds intetsteds’. Nej, her rækker vor tanke ikke, Gud er uanskuelig, blot ved at sige ”han” har vi jo brugt billedtale. Som navnløs præsenterede Gud sig for Moses med ordene “Jeg er den, jeg er”. Der er gammel visdom i ikke at gøre billeder af Gud, eller som religiøse kunstnere undertiden vælger: undseligt at skjule Guds ansigt. Men trods Guds uanskuelighed kan billeder godt kaste lys over gudsforholdet, over forholdet mellem Gud og mennesker. Allerede i Det gamle Testamente lignes Guds forhold til mennesket fx ved den gode hyrdes. Det nye Testamente er helt overdådigt som gudsforholdets billedbog. Som den suveræne billedskaber for Herren har Jesus suppleret og fornyet det bibelske billedsprog til frodig berigelse for kirkens fortællere (og billedkunstnere) med lignelser, allegorier, billedord, metaforer. Billedordet om Kristus som “livets brød” er et eksempel. Og først og fremmest har vi lært at kalde Gud “vor far”. – Men iflg. afskedstalen Joh. 16, hvor vi stadig befinder os ved Jesu sidste måltid med disciplene, siger Jesus altså, at der kommer en tid, hvor han “ikke mere skal tale i billeder, men ligeud forkynde for jer om faderen”. Vi må forstå det sådan, at de mange Gudsbilleder og -lignelser krystalliserer sig i Jesus selv, ja at Jesus er mere end en lignelse eller et symbol. Gennem ord og virke, gennem medliden og grænsesprængning viser Jesus os direkte, hvem Gud er. Vi har i Jesus mødt det sande, medmenneskelige, medlidende ansigt, men først når vi er kommet igennem langfredags smerte, død og tomhed og frem til påskemorgens lys og pinsedags glød, kan vi erfare, at det er Guds egen kraft, der møder os i dette menneske – og står til troende. Hvad der end er skjult for os, har Gud åbenbaret sig her. Med Jesusbegivenheden fik vi altså det gudsansigt, det gudsnavn, som vi fundamentalt behøver for at kunne forholde os til, ja elske Gud. Jesus er navnet, vi kan kende og bruge i tillidsfuld samtale med Gud: ”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.… Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen.” – Jesu år på jorden er forbi, men verden bliver aldrig mere den samme. Fra fødsel til død, i fællesskab og i ensomhed, kan menneskers liv og gudsforhold nu leves tillidsfuldt i Jesu navn. “Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen”.

Marianne Juuls Andersens figurative trefløjede alterbillede viser ikke et billede af Gud, men viser menneskers liv i lyset af Jesusbegivenheden: Jesu liv og alles liv er sammenvævet. Tv. løfter en kvinde taknemmeligt sit nyfødte barn mod himlen: Det er Jesu fødsel, og det er alle menneskebørns fødsel. Th. ser vi en kvinde med en død voksen mand: Det er Maria efter Jesu nedtagelse fra korset, “Pieta”, og det er ethvert menneske, som sørger efter et umisteligt tab. I hovedfeltet ser vi mennesker dele brød i forgrunden og i baggrunden vandre op mod højen med de tre kors under himlens mulm og lys: Det er således “Livets brød”, som er altertavlens hovedmotiv: Jesu bespisningsunder og nadver, som perspektiveres af korsene på Golgata som tilgivelsens monument. Vi ser bag måltidsfællesskabet de mange mennesker, som lever i troens fællesskab og sætter sig i bevægelse mod det guddommelige lys, der overstråler døden. – Hele menneskelivet bliver her til en bøn i Jesu navn. Marianne Juul Andersens forgyldte relief har fra 2006 hængt i Agerbæk Kirke ved Varde. Det var oprindeligt kun tænkt som kunstnerens udkast, men menigheden var glade for det i denne form og valgte at beholde det som sådan. Marianne Juul Andersen, f. 1953, blev i 1970’erne uddannet på det jyske og det fynske kunstakademi. Kunstneren er også mester for større bronzeskulpturer i det offentlige rum, fx Fanøpigen i Esbjerg. Foto: Claus Jensen.