Kunst til kirkeåret

Jesu lange afskedstale er en form for testamente, men adskiller sig fra andre testamenter ved ikke at indeholde hans sidste ord. I dette myndige testamente taler Jesus ud, men aldrig sådan, at hans tale slutter. Han forbereder disciplene på deres kommende sorgfulde adskillelse, med lover samtidig her i Joh. 16 at sende “Talsmanden”, som en befuldmægtiget advokat, ja mere end det: som Guds fortsat levende åndelige nærvær, der kan sige disciplene noget nyt, for “når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden”. Jesus “har endnu meget at sige” til disciplene, men det kan de “ikke bære nu”. Disciplene – og kirken med – vil komme til at stå i uforudsete situationer, hvor de er ‘på Herrens mark’ på den gode måde, at Herren stadig er med på de nye stier. Det er umådeligt befriende, at der ikke med Jesu afsked sættes punktum for Guds vejledning. Åndens åbenhed muliggjorde fx i første række evangelisten Johannes’ nye formulering af en ophøjet Logos-Kristologi. Åndens uafsluttethed befrier kristendommen fra at forstenes i bogstavtro bibelfundamentalisme. Åndens bevægelighed sætter kirken fri af antikke gudsbilleder og verdensbilleder – og af antikkens hierarkiske og patriarkalske struktur. – Måske hviskede Helligånden til biskop Ølgaard, at det gik an at ordinere kvindelige præster. Hvem ved, hvilke kulturelle grænser Helligånden fremover vil rykke ud? – Som historisk person måtte Jesus bruge sin tids sprog, men fordi Gud virker som levende ånd, kan nutidsmennesket oversætte, fortolke og prædike Kristi evangelium for sin samtid. – Men vi slipper så ikke for at diskutere, til blodet koger, hvornår det er Guds levende ånd, og hvornår det kun er tidsånden, der taler til menighederne. For som Kierkegaard sagde: “Den der gifter sig med tidsånden, bliver tidligt enke”.

Det valgte billede er malet 2013-14 af Erik Hagens som et af Skovlunde Kirkes højtidsskabe, en righoldig, debatskabende og urolig udsmykning. Her ses det lukkede pinseskab: Vor klode drejer mellem mørket og den blå himmel, og her engagerer mennesker sig som åndsvæsener i det stræbende videnssamfund med en mangfoldig optagethed og kommunikation med møder, bøger og skærme. Klodens øverste mennesketomme del fortæller måske om fællesskabets sammenbrud efter Babel. Vi kan i billedets forgrund gå på opdagelse i bogtitler og finde nedslag af kunstnerens samtidskritik og sarkasme, men, som jeg ser det, også af humor og håb for mennesker. Der er bøger om etik, miljø og blomster, og præst og degn kommer slæbende på en omvendt bog med titlen ‘Den omvendte verden’. Foto: Claus Jensen. Nedenfor vises det opslåede pinseskab, hvor der i højre side så at sige sker en Helligåndens eksplosion med en flammende pinselilje som kraftcentrum. Uden for kirken tv. ses mange små hjem, der er prydet med blomster, faktisk 12 forskellige fra den vilde danske flora. Th. rækkes mange brune og lyserøde hænder op mod pinseunderet, nogle med fotos af pinseliljen på mobiltelefon. Tak for foto fra Skovlunde Kirkes flotte brochure.

Store Bededag behøver dybest set aldrig være langt væk med sit kald til omvendelse (1. rk.) og til bøn (2, rk.), men i år kan vi endnu tage ritualbogen på ordet og lade helligdagen bringe os sammen. Med teksten fra Matt. 3 kan vi sidde en stund under Johannes Døberens prædikestol, og det er ikke bare lystfyldt: Døberen prædiker dom, for “øksen ligger allerede ved træernes rod”, og kravet er omvendelse, forstået som en fornyet bevægelse i retning mod Gud. Omvendelseskaldet lyder over datidens jøder såvel som over os, der har levet på selvbedrag og sat dårlige frugter. Følger vi kaldet til en erindringsrejse i ærlig selverkendelse, dukker pinagtige billeder op af situationer, hvor vi har svigtet og berøvet andre mennesker livsmulighed og glæde, i nære relationer, i arbejdets medfør, globalt… Samvittigheden slæber tunge sten sammen, og samvittighedens sten lettes næppe af vores undskyldninger eller ‘forklaringsrammer’. Tyngden kommer nemlig ikke fra vores forfængelige bekymring for at stå beskæmmede for Gud og mennesker. Den er dybere end som så: Tyngden er kærlighedens værk. Den kommer fra evnen til at indleve sig i andres situation, hvilket er en gave fra Gud. Jeg kan tage mine sten, en for en, give hver især et privat navn og stable dem oven på hinanden. Det kan blive til en mur, der tårner sig op og spærrer min udsigt til livet lys og gode muligheder. Men samvittighedens sten skal ikke blive mit fængsel. Evangeliet vil ikke efterlade os alene med alle vore sten. “Himmeriget er kommet nær”, sagde Johannes også. Han pegede på den Jesus, der inkarnerer tilgivelsen og bringer trøst og befrielse: “Kom til mig, alle I som er trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” Tilgivelsens evangelium har kraft til at bryde hul i vores selvforskyldte mur og give os mod til at leve, elske, handle og bede, måske også for dem, vi i livets løb har svigtet. – Og for resten: Et bibelleksikon gør opmærksom på, at begrebet “de omvendte” aldrig forekommer! Omvendelse er ikke nogen en-gang-for-alle-overgang, der bringer os i salveten blandt de gode mennesker på den rigtige side. Omvendelse kender vi kun som Guds fornyede kalden og indbrud i vores liv.

Til reformationsjubilæet skabte Maja Lisa Engelhardt i 2016 den smukke bronzeskulptur “Porten” eller “Nådens port”, udstillet bl.a. i Rundetårn, nu på Museet for Religiøs kunst i Lemvig. Nåden visualiseres her som en lysende gylden strøm i den mørkpatinerede bronze. Som kommentar til reformationstiden tematiserer skulpturen, at den daværende katolske kirkes magtmisbrug fx med afladshandel havde sat spærrende strukturer op mellem mennesker og Gud, men at evangeliet ikke lod sig undertrykke. Det pibler sagte frem frem på den ene side og vokser til et brusende kildevæld på den anden. På en Store bededag kan skulpturen illustrere omvendelse i bred forstand som Guds kald og nådige indbrud i vores liv. Billederne af skulpturens for- og bagside er hentet i jubilæumsbogen “Teser”.

“I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde”, lyder det om Jesu forestående død. Evangelieteksten fra Joh. 16 går forud for den lange, forfærdelige fredag, som slukkede alle håb i discipelkredsen. Da langfredagen var gået, stirrede de ind i et natsort mørke med sorgens og krisens tre barske ledsagere: kaos, forladthed og selvforkastelse. – Men teksten er naturligvis nedskrevet længe efter, at påskedag uventet vendte disciplenes sorg til glæde og mod. Da påskemorgen gentændte lyset, kunne der bygges kristen kirke på, at alt håb alligevel ikke var ude. Opstandelsens under sammenlignes hos Johannes med den velkendte nyskabelse: en barnefødsel. I tilbageblikket kan lidelsen sammenlignes med en kvindes fødselsveer, “men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden”. – Vi slipper nok ikke for i vores tilværelse at komme i nærheden af disciplenes erfaringer af, at alt håb er ude. For mit eget vedkommende må jeg tænke på en situation, hvor jeg som ung mor lå alvorligt syg af hjernebetændelse og havde en isnende drøm, – hvis det da var en drøm -, hvor jeg gik dybere og dybere og dybere ned i en begsort krypt, mens jeg anstrengte mig for at se, om der mon inderst i mørket var bare et lillebitte blafrende lys. Lyset måtte være der et sted. I det liv, jeg har været heldig at leve, har der altid lydt en fortælling om håb, – som i slutningen af dagens tekst: “Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.” Ikke alle erfarer altid glædens tilbagekomst i tidens løb, men ingen skal mangle håb. Fortæl om håbet! – Jeg ved, at nogle prædikanter til dagens tekst citerer Anne Linnets smukke linje om “at alt, hvad vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag.” Der er forårsdage, som dem vi oplever i tiden her og nu, hvor vi sanser og beruses og får favnen fuld af nyskabelsens blomstrende tegn. Og så er der den ukendte forårsdag hinsides tiden, som alene Gud har i baghånden….(DDS 552):“Så lad kun sorgen synge/ få luft for al sin klage,/ og lad kun savnet tynge, / din godhed blir tilbage. / Du gir os nye kræfter. / Du knytter nye tråde./ Og hvad så sker derefter,/ må komme af din nåde”.

Den færøske kunstner Trondur Patursson (f. 1944) har udført flere danske kirkeudsmykninger, herunder også Golgatabilleder, fx i Svendborg Vor Frue fra 2004, som vises nedenfor. Jeg har til dagens tekst valgt en anden version: et stykke glaskunst i privateje, som Ole Holm har været så venlig at fotografere til mig. Jeg har valgt det, netop fordi det er så mørkt og kaotisk som sorgen og krisen med et kulsort centrum mellem Golgatas kors og stivnede menneskeskikkelser og -grupper. Her er glæden ikke en erfaring, men snarere et rygte og et håb: Menneskeskarer har sat sig i bevægelse op mod lyset, der så sagte kommer ind fra højre med et rosa skær. Og de mange store albatrosser er måske håbets budbringere, for så vidt som de mytiske fugle hos Trondur Patursson plejer at betegne en sjælelig dimension, måske engle, som bor i lyset.

Langfredagsruden fra 2004 i Vor Frue Kirke i Svendborg er fotograferet af Claus Jensen.

Der er også beslægtede elementer i Paturssons “Livsrejsen” fra 2015 i den store rude i Skørping Nykirkes altervæg, ligeledes fotograferet af Claus Jensen

Hyrdemotivet taler stadig til os. Fra småbørnsgudstjenester til begravelser giver det ro og tryghed og at høre den poetiske, billedrige tekst fra Ps. 23 om den gode hyrde, der leder sine får ad rette vej og værner dem mod at gå til grunde. God at læse langsomt. Ezekiel (kap 34) brugte i 6. årh. f Kr. det allerede velkendte hyrdebillede i sin fortælling om Herrens omsorg for sit folk og samtidig som en advarsel mod dårlige hyrder, der kun har egen vinding for øje. Dårlige og magtsyge ledere har verden altid haft. Det nye i evangelierne (her Joh. 10) er, at Jesus træder frem og identificerer sig som hyrden, en identifikation, der indgår i Johannesevangeliets række af billedskabende “Jeg-er”-ord. “Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene”. Hermed tilføjes altså pointen, at hyrde-tjenesten koster Jesus livet, og der trækkes et spor til langfredag. Vi bliver ikke så snart færdige med at udfolde påskens mysterium. Jeg dvæler lidt ved langfredag med et citat fra Kaj Mogensens andagt til 2. påskedag: “Det er guds selvhengivelse. Det er ikke en sygelig retfærdig Gud, der ofrer sin egen søn til sig selv, fordi hans vrede skal stilles ved blod… Det er heller ikke, at mennesker skal give gaver til Gud for at formilde hans vrede eller opnå frelse. Nej, det er enklere og dybere. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Fordi de er hans. Fordi han elsker dem”...

Flere samtidskunstnere har skabt et fortættet symbol, der ved abstraktioner med delvis figurativt indhold viser, at Kristus på en gang er den gode hyrde og gudslammet. Den stærkeste moderne fortolkning må være Jette Vohlerts bronzeskulptur “Agnus Dei” fra 2002-2001 i Skrydstrup Kirkes våbenhus. I al sin gribende sårbarhed ligger lammet på skuldrene af en stele, hvorfra en arkaisk mandsskikkelse er på vej til at træde frem. Betydningsfuldt er det nu, at det bærende menneske / stelen ikke er glat, men har dybe sår som voldsomme udsagn om, hvad det har kostet af lidelse at være den gode hyrde. Nedenfor ses nærbillede. Jette Vohlert (f. 1944) er både modernist og klassiker med forkærlighed for den arkaiske skulptur såsom Hellas’ kouros- og kore-figurer. I bogen ‘Jette Vohlert – Skulptur’ beretter kunstneren, at de store fortællinger har været væsentlige inspirationskilder: “Jeg betragter mig som et produkt af fortiden. Mit virke er en fortsættelse af noget, der går forud. De store fortællinger behandler eviggyldige emner, og derfor vil de altid være aktuelle. De giver stof til eftertanke. Og så er det spændende at beskæftige sig med noget, som andre også har beskæftiget sig med. Det er interessant, at man får lov at lægge et nyt lag på.” Jette Vohlert har leveret større eller mindre bidrag til 7 danske kirker. Foto Claus Jensen.

Det er og bliver en gåde, hvordan påskens begivenheder fødte en verdensreligion – med den mellemregning, at en lille gruppe af chokerede tabere, der holdt sig “bag lukkede døre af frygt for jøderne” blev til missionerende ildsjæle. Gådens kerne er ikke en tom grav, men erfaringen af et møde, hvor de så den opstandne og identificerede ham som den korsfæstede. Som vores ældste kilde skrev Paulus om disse afgørende erfaringer, dels om hans eget overrumplende syn og kald, ‘Damaskusoplevelsen’, dels om de mange andres: at alle apostlene og femhundreder andre ‘brødre’ havde set Kristus. – Den opstandnes ‘substans’ kan vi ikke kloge os på, og den synes ikke at være væsentlig for Paulus; han kommer det ikke nærmere end til at omtale “opstandelseslegemet” og skrive, at “kød og blod ikke kan arve Guds rige”. Paulus ville nok finde det unødvendigt at gøre opstandelsestroen nagelfast ved at bekende sig til “kødets opstandelse”, en formulering der kan opleves som et bespænd, så meget mere som ordet “kød” kan have ret forskellige betydninger i bibelske og moderne sprog. Jeg tilslutter mig Johannes Værges formulering, at det ikke handler om opstandelseslegemets materiale, men om personens identitet i den forvandlede nyskabelse. – Nu står vi så med Johs 20, hvor disciplen Thomas ikke vil forlade sig på de andre disciples breaking news, men forlanger selv at se og føle: “Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke”. Thomas’ andragende handler ikke om den opstandnes kød, men om hans identitet. Thomas’ kolde frygt kunne være, at det var en helt anden person eller et fantasifoster, de andre disciple havde set. Dagens gode historie er nu, at tvivleren Thomas ikke er dømt ude, men at også han får sit Kristusmøde: Jesus kommer gennem lukkede døre og viser sig direkte for Thomas og citerer hans replik om finger, hænder og side. Da kan Thomas kun bekende: “Min Herre og min Gud!” Thomas har genkendt og ved sig genkendt, og det er alt nok! – Og angående kirkens påsketro, vores påsketro årtusinder senere? Den må ved Helligåndens hjælp oppebæres af de første vidners dyrebare fortællinger: “Salige er de, som ikke har set og dog tror”. På evangelisten Johannes’ tid, altså et par generationer efter Paulus, havde disciplene med deres fortællinger om mødet med den opstandne allerede skabt en modstandsdygtig kirke.

I 2003 har den færøske maler Torbjørn Olsen (f. 1956) i Øster Skerninge Kirke på Fyn skabt sin altertavle, som omfatter hele påsken. Det er uden sammenligning den mest karakterfulde af Torbjørn Olsens 4 danske kirkeudsmykninger. Den lukkede tavle viser torturen af Kristus, fodstykket viser den døde Kristus, den åbne tavle viser opstandelsen, på fløjene kvinderne ved graven og gravenglen, i hovedfeltet Thomas’ møde med den opstandne, omgivet af en gruppe andre disciple. Mon ikke det er Danmarks mest sete og værdsatte billede af Thomashistorien? Fodstykkets døde Kristus er med inspiration fra renæssancen forholdsvis eksplicit malet, mens den opstandne foran Thomas er skildret mere anelsesfuldt med armen som et omrids og sidesåret som et gult lys. Torbjørn Olsen maler skikkelser og bevægelser med skitseagtige strøg, og figurernes omgivelser fortoner sig i koloristisk abstraktion. Farvevalget er betydningsbærende: Både kvindelige og mandlige disciple er iklædt mørke farver, mens Kristus og englen er klædt i snehvidt som den forvandlede, forklarede fremtonings farve. Omkring den opstandne ses et påskeliljegult skær. Farver og lys er nu engang de medier, kirkekunstnere har til at signalere, at Kristus er sansbart til stede i åbenbaringen, men dog i en forvandlet skikkelse, af en anden virkelighed. Foto: Claus Jensen.