Kunst til kirkeåret

12. søn. e. trin. 2.rk. – Om guddommelige tegn – og om spot mod Helligånden

Søndagens tekst fra Matt. 12, 31- må ses på baggrund af det foregående afsnit. Dér fortaltes, at Jesus udførte det helbredelsesunder at give syn, tale og dermed liv og glæde til en blind og stum – et tegn for troen på, at Guds kraft virker på livets side. Men farisæere angreb Jesus for sort magi ved at påstå, at det måtte være “ved dæmonernes fyrste, Beelzebul”, Jesus uddrev dæmonerne. Hertil svarede Jesus, at “et rige i splid med sig selv lægges øde”, men: … “hvis det er ved Guds ånd, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer”. Ved Guds Ånd åbnes Guds rige for mennesker, så livet kan modtages som en fylde af nåde. – I forlængelse af stridssamtalen med farisæerne hører vi nu Jesu ord i dagens tekst, at “bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives”. Som redskab for Guds Ånd bringer Jesus Guds rige nær, men når mennesker undsiger – ja spotter – Guds kraft og nåde, lægger de deres egne liv øde. – Dagens tekst udfolder efterfølgende, hvad det betyder at modtage Helligånden og lade Guds kraft og nåde virke: Det betyder at bære gode frugter som et træ med et sundt rodnet, det betyder at tale sandt og ikke gøre hvidt til sort, og det betyder at modtage livets gave uden Gudsbeviser. Livet er tvetydigt, men vi kan som levende mennesker ikke stå på neutral grund og reservere vores stillingtagen, til vi har fundet sikre beviser for, at det er umagen værd at tro. Vi indbydes derimod til at vælge livet og med troens øjne se dets livsbekræftende tegn. –

Denne gang har jeg valgt et maleri fra 1891, som tilhører SMK. Det er en skildring af en opmærksom Jesus, som lytter til en tryglende far med et meget sygt barn, omgivet af skeptiske tilskuere, hvor tro og vantro brydes. Maleren Axel Helsted (1847-1907) blev uddannet på Det danske Kunstakademi, i Paris og Italien. Han indførte i Danmark den særlige realisme, som udvikledes hos de engelske prærafaelitter. Helsteds portrætter er både præcise og psykologisk indtrængende. Epokegørende blev Axel Helsteds rejse til Palæstina i 1890, året før han malede det her viste maleri, som relaterer sig til Matt. 17 og hedder “Helbredelsen af den månesyge”. I Palæstina tilegnede Axel Helsted sig en viden om geografi, arkæologi, dragter og persontyper, som gør hans malerier ‘pinligt korrekte’. Samtidig bestyrkedes imidlertid hans religiøsitet og stræben efter inderlighed og nærvær i de bibelske scener. Kunstnerens kristne vækkelse resulterede i et antal bibelske motiver i de følgende ¨år, herunder smukke altertavler med julemotiver, som kan ses i Skovshoved og i Kristkirken på Vesterbro.

Som det afgørende tegn nævner Jesus i vor tekst “Profeten Jonas’ tegn”. Profetlegenden beretter, at havuhyret slugte den ulydige Jonas, som fra uhyrets bug anråbte Gud gennem tre dage og nætter, hvorpå bønhørelsen fulgte, og Gud lod uhyret kaste Jonas tilbage til livet. I kristen fortolkning læses henvisningen som en typologisk foregribelse af Jesu død og opstandelse. Motivet med Jonas og havuhyret har inspireret danske kalkmalerier, relieffer og andre kirkeudsmykninger. Nederst i dette opslag ses et malet eksempel: Et felt i Førslev Kirkes altertavle fra 1630 har Jesu gravlæggelse som hovedmotiv, men i baggrunden på strandbredden ligger den nøgne Jonas som et tegn på dødsmagens overvindelse. “Og se her er mere end Jonas”, lyder det i dagens evangelium. Foto: Claus Jensen.

11. søn. e. trin. 2. rk. – Skammen

Vi er iflg. Luk 7 med Jesus til middag hos Simon, der som farisæer gør sig stor åndelig og moralsk umage med sit liv og søger opbyggeligt selskab. Værtens dagsorden saboteres dog brat af et næsten absurd indslag: Hans hus bliver på pinligste vis vanæret af en påtrængende prostitueret tøs, som slet ikke kan holde sammen på sig selv. Hende kan ingen kendes ved – undtagen altså Jesus, der gør kvinden til hædersgæst ved at forklare, at det er hende, som dybest forstår Guds kærlighed. Det er denne lille kvinde, som stærkest har erfaret livets godhed. Vi tyder hendes salvning af Jesu fødder, hendes tårer og kys som en eksplosion af taknemmelighed, fordi Jesu dybe accept netop har åbnet himmeriget for hende, hende den udstødte! Det er et befriende inklusivt evangelium! – Og dømmesygen får et stød på vejen. – Nutidige læsere er så fortrolige med Jesu prædiken mod fordømmelse, at vi nærmest er vaccinerede mod sympati for farisæeren; ja, ham dømmer vi ude uden kvababbelse. Al sympati ligger hos den hengivne, følsomme pige, som for resten med sit udslåede lange hår har udseendet med sig. Vi ser hende som et sagesløst offer for en patriarkalsk kultur, hvor skam er det livsødelæggende, kollektive våben. Jesus er vores modstandshelt mod den dobbeltmoralske, patriarkalske udskamning af kvinder. – Men når teksten således passer alt for godt ind i vores moderne ekkokammer, skal vi måske begynde et andet sted for selv at blive grebet af evangeliet? Måske skal vi hver især tage udgangspunkt i vores egen personlige skam over de handlinger, vi inderligst ønsker ugjort? – altså synder og undladelsessynder, som får os til at foragte os selv, idet vi ikke bare kan skrive dem på kulturens og de sociale strukturers regning? Hvis ikke vi har en meget dårlig hukommelse, finder vi nok hver især på vores hemmeligste sted en skam, som vi helst vil tildække for Gud og hvermand – og os selv. Vi kan på denne personlige baggrund læse teksten som et evangelium om ikke at gemme sig væk i mørket med skammen, ej heller leve stolt på fortrængninger, men vedgå det forbrudte og tage det med til ham, som kan holde ud at se på os med alt det, vi skammer os over. Kan vi der vælte skammen af os? Måske ikke, men vi kan få hjælp til at bære den og takke for livet.

De foregående år har jeg vist nyere danske billedtolkninger af Salvningen i Simons hus, malet af Johs. Kragh og af Joakim Skovgaard. Denne gang skal vi se et billede fra renæssancen, som tilmed citerer Lukas’ prædiketekst på latin. Det er den livfulde alterbordsforside i Ballum Kirke ved Tønder. Maleriet er malet i første del af 1600-tallet og istandsat 1926 af Niels Thermansen. Maleriet kopierer den flamske maler Marten de Vos (1532-1603), som selv var inspireret af italiensk renæssance. Hans tilgængelige billeder var efterspurgt hos både protestanter og i den katolske modreformation. Hans udbredelse i Europas kirker skyldtes for en stor del den flamske gravør Raphael Sadelers kobberstik, således også her. Resultatet i Ballum er i alt fald et farverigt, livligt og fortællende ‘historiemaleri’. Rundt om farisæerens bord ses gestikulerende herrer med skepsis eller nysgerrighed malet i ansigterne. Til højre i forgrunden ser vi den roligt kommunikerende Jesus, klædt i lyse farver, lige som kvinden med salvekrukken og det honninggyldne hår. Hun er opslugt af sit herlige forehavende: at bevidne og hylde Kærligheden. Foto: Claus Jensen

10. søn. e. trin. 2. rk. – “Som børn, der sidder på torvet og råber”

Den noget sammensatte evangelietekst fra Matt. 11 ligger i forlængelse af Jesu anerkendende ord om Johannes Døberen. Teksten bringer os på en tidsrejse til oldtidens undertrykte, religiøst stærkt mobiliserede Palæstina: I denne hvepserede af et land råber dommedagsprædikanter og Messiasprætendenter deres forskellige frelsesbudskaber ud, samler konkurrerende tilhængerskarer – og tilsvarende magtfulde kritikere. Kristus såvel som Døberen kalder til omvendelse og indvarsler den gamle verdens undergang og Gudsrigets komme. De møder begge en effektiv modstand, som så at sige gør begge til martyrer. “Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!” Jesus udgik selv fra Døberens kreds, men fravalgte altså dennes anvisning af askese og bodfærdighed som udvej fra Guds vredesdom. Som vi kender ham fra evangelierne, skilte han sig ud ved sin betoning af Guds generøsitet, ved næste- og fjendekærlighed og ved selv at udleve den himmelske inklusivitet – til glæde altså for toldere og syndere som os. Jesus bragte Guds nåde ud til mennesker, hvilket var disciplenes tilbagemelding til Døberen, da denne fra sit fængsel spurgte, om Jesus var Messias. – Set ud fra denne helligdags Jesusord og tilsvarende hos Lukas, er forskellen på Johannes’ og Jesu forkyndelse imidlertid ikke tydelig. Her møder vi en Jesus, som er vred og skælder ud over tilhørernes hykleri og passivitet: “Ve dig, Korazin og Betsaida”, byer, som har set så mange tegn på Guds rige, og dog intet har forstået og intet har forandret. – Skal jeg foretage en tidsrejse tilbage til nutiden, associerer jeg til klimaforandringens undergangsscenarie. Mange faretegn har vi set, mange forskere har oplyst og advaret os, vi gentager nok parolerne, men er det mere end snak og image? Ligner vi tekstens utåleligt forkælede “børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange og I sørgede ikke”. Er sandheden, at vi som tilskuere sidder og råber op i forventning om andres handlekraft? I hvert fald har danskernes forbrug af flyrejser trods pilotstrejker slået alle rekorder denne sommer, hvor næsten hvad som helst bliver betalt for sort energi til transport, opvarmning og aircondition. “Visdommen får ret” ikke ved paroler og symbolpolitik, men “Ved sine gerninger”. – Evangeliernes kender intet til moderne klimaforandringer, men nok til undergangsscenarier, og nu som dengang er evangeliernes ærinde at forkynde den modige vej i følge med Kristus som Guds Visdom. Visdommen udspringer af Guds væsen og frelsesvilje med menneskeheden. Hvad Kristus som Guds visdom manifesterer, er ikke mindst at skabe HÅB!

Evangelierne følger som bekendt Jesussporet, og når de hædrer Døberen undervejs, er det som forløberen for Messias. Døberen citeres for selv at henvise til Jesus som den større og som Guds lam. Døberen fylder ikke meget i dagens folkekirkekristne bevidsthed, men til gengæld er han bevaret i kirkekunsten. Her er Johannes – ligesom evangelisterne – med til at vende opmærksomheden til Jesus Kristus. Den udvalgte altertavle viser hhv. Døber og evangelist malet på fløjene omkring et prægtigt Kristusbillede. Altertavlen findes i en af landets mindste kirker, den senmiddelalderlige kirke i Egens, Syddjurs, hvorfra der for resten er formidabel udsigt over Kalø Vig. Som manifestation af Guds evige visdom og frelsesvilje skildres Kristus som opstandelseshelten med sejsfanen, mens stenene sprænges fra hans grav påskemorgen. Dette maleri af det mytiske drama er signeret 1928 af Johan Thomas Skovgaard (1988-1977). J. Th Skovgaard har udsmykket hele 42 danske kirker, mange med fremragende glaskunst. I de unge år var han stærkt præget af sin far Joakim Skovgaard, som han arbejdede for i Viborg Domkirke. Lige som faderen hentede han inspiration i byzantinsk og middelalderlig kunst. Det fremgår fx af hans glorier: de flotte, cirkelrunde, forgyldte stukglorier. Kristus bærer til forskel fra Døberen en korsglorie. Visdommens gerning var også at skabe håb i døden. Foto: Claus Jensen

9. søn. e. trin., 2. rk. – “Den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af”

Evangeliet møder os med opmuntring: Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget”, til beroligelse vel at mærke i en situation med stor ydre utryghed. Guds kærlighedsgave var og er i alle forhold livets fortegn. Jesu prædiken iflg. Luk. 12 lærer os samtidig, at den frygtløse tro ikke betyder at melde sig ud af verden; nej, den troende har hænderne fulde af opgaver, livet i verden er en betroet opgave. “I skal være rede”, lyder det. “Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.” Vi lever i evigheden, men vi lever samtidig i tiden, hvor noget kan blive for sent. Vor egen og andre menneskers historie formes af vore svigt og udeladelser så vel som af vore handlinger. Hvis vi overhører den nærværende dags eksistentielle opgave, venter den ikke på os til en anden god gang. Vi rammes af erkendelsen af ikke at have kendt vores besøgelsestid, når livshistorien overrumpler os. I dag kunne vi måske udtrykke os sådan, at Gud er til stede som uafviselig indre instans, når vi samvittighedsfuldt tænker efter og gør status over livet. I Lukastekstens noget fremmedgørende billedsprog er sagen pakket ind i en fortælling fra det historiske feudalsamfund, hvor en undergivet tjener er udleveret til sin herres korporlige afstraffelse eller hædrende belønning. – Men Jesus sprænger selv sin feudale lignelse med billedet af, at de tro tjeneres herre “skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem”. Ved nadverbordet erfarer vi, hvordan Gud til forskel fra feudalsamfundets godejer viser sig overraskende generøs. Frygt ikke!

Her kunne være bragt et skærtorsdagsbillede, hvor Kristus velsigner nadveren, eller hvor han binder op om sig og vasker disciplenes fødder. Eller man kunne vælge et af kirkens billeder af Jesu bratte genkomst. – Men hvorfor ikke kunstværket “De gode gerninger”, som viser, hvordan livet leves med kærligheden som drivkraft? Det appellerende billede af gode gerninger identificerer ikke konkrete gode mennesker, men personificerer godheden som nærvær, varme, ømhed og medfølelse med børn og voksne i savn og sorg. Billedet ser jeg som en anskueliggørelse af prædiketekstens appel: “den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.” Det bevægende maleri er skabt af Elisa Maria Boglino (1905-2002), som blev født i Danmark, hvor hun voksede op hos en dansk mor, blev uddannet hos kirkekunstneren Axel Hou og på Det Danske Kunstakademi hos Sigurd Wandel. Kulturrejser førte Elisa Maria til Italien, hvor hun i 1927 giftede sig med en italiensk jurist. I Italien opnåede hun stor anerkendelse som avantgardekunstner med inspiration fra renæssancen og fra nordisk ekspressionisme. Hun er repræsenteret på italienske museer, men også med flere værker på SMK, – men danske kirker kom altså aldrig til at nyde godt af hendes ukonventionelle talent. – Herværende foto gengiver en stor fresko malet 1928-30 i kunstnerens hjem i Palermo. Og hvorfor så i sort-hvid gengivelse? Fordi huset med vægmaleriet blev ødelagt ved Palermos bombardement under 2. verdenskrig. Vi må altså nøjes med dette gamle foto. Til gengæld vedføjer jeg et farvebillede af maleriet Den barmhjertige samaritaner, som Boglino malede i samme periode, og som er i SMKs besiddelse.

8. søn. e. trin. 2. rk. – At bygge på klippen

Nu er vi kommet til afslutningen af den tre kapitler lange Bjergprædiken, som har udfoldet Guds riges etik som en radikal, altomfattende kærlighed, der rækker fra sindets inderste kroge til de praktiske handlinger – en af bibelens mest epokegørende tekster. Pointen i dette afsnit er den elementære, at der i Guds rige er sammenhæng mellem tale og liv, mellem mund og hjerte. “Jeg har aldrig kendt jer”, vil Jesus iflg. Matth. 7 sige til mennesker, der nok har haft hans navn i munden – måske som en næsten magisk formular -, men som har set bort fra etikken. Spørgsmålet er her, om et menneskeliv har sin dybe grund i tro og kærlighed eller snarere er en hul facade? Gør vi mest, hvad vi gør, for et syns skyld? I talen indflettes den dramatiske lignelse om to husbyggere, som bygger på hhv. klippegrund og sand: Huset bygget på sand kan på et øjeblik bortrives af skybrud, regnfloder og storm. – Vi behøver næppe billedkunst for at se det for os; vi har rigeligt i aktuelle pressefotos, som kan aktivere angst og pinefuld bevidsthed om klimaskyld og anden skyld. Helt konkret udstiller klimakatastrofer nu de etiske underskud i vore materielle overskudssamfund, hvor man ikke længere kan snakke sig fra alvoren. Men som alternativ til håbløshed og afmagt giver evangeliet os som tillidsskabende modbillede: et hus, som “blev stående, for det var grundfæstet på klippen.” Metaforen klinger sammen med billedsproget i Matth. 5, hvor Jesus til de forsamlede siger: “I er verdens lys. En by, der ligger på en bjergtop, kan ikke skjules… Således skal jeres lys skinne for mennesker!” – Håbet er som bekendt ikke en strategi, men et lys og et perspektiv: For at handle etisk og moralsk-strategisk og holde ud, også når det bliver svært, har vi brug for masser af tro, håb og kærlighed – og for evangeliets inspirerende billeder. Klippen er sådan et håbsbillede. Også i kirkekunsten er klippen eller bjerget velkendte symboler for Guds åbenbaring og for Guds rige, hvorfra og hvortil mennesker kan orientere sig og sætte kursen.

Her vælger jeg – endnu engang – et maleri af den formidable færøske kunstner Sigrun Gunnarsdottir. Det har titlen “Fjeldet” og er angiveligt købt af Ny Carlsberg Fondet til et museum. Jeg ser motivet som sakralt. Neden for det lysende, grønne fjeld ligger på sin egen klippetop en lillebitte, hvid kirke. Den ligger i læ af det store fjeld med den hvide top, som er betryggende omgærdet. Med næsten religiøs blufærdighed er bjergtoppen let sløret af en tågesky, men solen får magt, og smeltevandet løber fra bjerget som en livskilde, næsten som en navlestreng til det ukuelige lille gudshus ved bjergets fod.

De nu afdøde kirkekunstnere Albert Bertelsen (med “Huse på fjeldet”) og Poul Anker Bech (med det surrealistiske “Det røde fjeld og himmelhavet”) er andre eksempler på moderne malere, hvis billeder af klipper har en metafysisk tone.