Kunst til kirkeåret, 8. sø. e. trinitatis, 2. rk. Klippegrund

Med bolig på sandet grund tæt på Køge Bugt betaler jeg gerne mit bidrag til kystsikring med diger mod forventelig havvandsstigning. Bekymring og snusfornuft. Evangelieteksten fra Bjergprædikenens sidste afsnit i Matt. 7 udmaler katastrofen: “Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormen suste og slog ind mod det hus. Og det faldt, og dets fald er stort.” Men Jesu myndige ord i Matthæus’ dramatiske gengivelse handler jo ikke umiddelbart om klimakatastrofer og huspilotering. Det handler om menneskelivets eksistentielle og åndelige forankring – kontra overfladiskhed og illusioner. Handler om ikke at bygge på løgne om tilværelsen. Menneskers yndlingsforestilling om at leve et selvberoende, forudsigeligt liv, garneret med konventioner, krakelerer på et splitsekund, når krisen rammer: Det norske boligområde ved Drammen brændte, Jonas Vingegård styrtede, en sagesløs forbipasserende i Nørresundby blev skudt… Har vi nogen sinde fast grund under fødderne?

Ja, evangeliet tilbyder os, al usikkerhed til trods, åbenbart en tryg grund: “Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen.” Klippen, der urokkeligt bærer os gennem livets storme, hvor vi ofte traf forkerte valg og ser dødsrigets porte åbne sig, er tilsagnet om, at vi er og bliver i Skaberens hænder. Disse gode hænder kan give os en ny begyndelse, hinsides vores forventning. Som Guds billedmager hjælper Jesus vores åndelige forestillingskraft på vej med generøse billeder af den gudgivne virkelighed: den åbne faderfavn, festmåltidet, det spirekraftige frø, lyset som lyser hele verden op, osv. osv., her altså billedet af en urokkelig klippegrund under vores lille hjem.

På sin ydmyge måde er Ernst Zeuthen (1880-1938) også en billedskaber for Herren. I Gentofte Kirke ses hans maleri af en lysende Kristus, som vandrer på Genesaret Sø. Glødende solnedgange og brændende skibe er andre kendte Zeuthen-motiver. Denne nærmest symbolistiske kunstner malede spirituelt følsomme billeder, tangerende det mystiske. – Hans landskabsstudier er måske sjæleligt beslægtede med Cézannes utrættelige spirituelle studier af bjerget Mont Saint-Victoire i Provence. – Ernst Zeuthens karriere fandt ingen støtte i hans opvækst, men han malede altså mod alle odds, og en velynder forærede ham i 1910 en rejse til Italien, hvor han bl.a. inspireredes af landskabet ved Piediluco. Der mødte han den grønne ø, som siden blev fortolket i værker fra 1920 og 1930, hvoraf sidstnævnte, som er i privateje vises nedenfor. Zeuthen viser på baggrund af kvælende grå klippelandskaber og gråt vand denne frodigt grønne ø, der rejser sig som en åbenbaring og skaber grundlag for den trygt beliggende lille bygning på toppen. Maleriet er ikke primært et landskabsstudie, men en epifani, ja en vision af det gudgivne liv, som ikke falder for stormene. Billedet har jeg fundet i Vejle Kunstmuseums udgivelse ‘Den glemte maler Ernst Zeuthen’.

I Eigil Knuths store bog om Ernst Zeuthen finder jeg kunstnerens citater om “den vidunderlig beroligende grønne farve”, der ledte tankerne “helt tilbage til urtiden, da elementerne udskilte sig, og den grønne farve blev til som et af tilværelsens grundstoffer”… “Den grønne ø blev til inden i mig – der opstod den af skabelsens kaos som et digt til den grønne farves pris, den grønne farve, der har fået skikkelse af en ø. Øen er et produkt af min fantasi, den er et monument, som jeg har rejst for den grønne farve og for den kærlighed, jeg gennem den nærer til noget primitivt og værdifuldt i mig selv.”

Kunst til kirkeåret, 7. søn. eft. trin. 2. rk. – “ikke en spurv falder til jorden, uden at jeres fader er med den”

Frygt ikke! I teksten fra Matt. 10 sender Jesus disciplene ud i verden med evangeliet, der skal prædikes fra tagene, ja råbes ud som et verdensomvæltende sejrsbudskab! Spredes skal fortællingen om den tro, det håb og den kærlighed, der er stærkere end døden. Jesus opmuntrer sine sagtmodige vidner til ubekymrethed og frygtløshed, selv når deres budskab vil være ilde hørt. Deres prædiken vil udfordre den gamle verden og ægge til blodige forfølgelser, men når disciplene er blevet missionærer, vil de vide, at Jesus selv blev offer for grusom forfølgelse, og at sejren dog var Guds.

Som den store sjælesørger beroliger og trøster Jesus: Gud hører, hvad der hviskes i mørket, han kender de grå hår, bevidner de bitre tårer. Intet er for småt, selv hos småspurvene er Gud til stede. “Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.” – Paradoksalt er det at læse om Guds nærvær i stort og småt i en verden, hvor katastrofer, krige og massakrer nu som dengang er dagens (u)orden. Vi får ikke noget svar på lidelsens problem.

Men vi får at vide, hvad det virkeligt frygtelige er: Helvede er det, som ødelægger mennesket indefra, fortærer sjælen, dræber Ånden. Jeg fortolker: Helvede er tilintetgørelsen af det moralske kompas, overgivelse til kynismen og ondskaben, spot mod det ultimativt værdifulde i livet, undsigelse af troen, håbet og kærligheden, afvisning af nådens mulighed.

Erik Heide, Laila Westergaard og andre store kirkekunstnere har flere gange brugt fugle som motiv. Inspireret af denne tekst om spurvene med budskabet, at intet liv er for småt, for kort eller for anonymt til Guds omsorg. Himlens fugle er også nævnt i Jesu advarsel mod at bekymre sig for fremtiden; fuglenes liv er i dag. – Endelig er fuglen i kirkens billeder og salmer også et symbol for menneskesjælen, der kan brede sine vinger ud, stige til himlen og lade sangen lyde. Når Erik Heide ofte smykker kirkegårde med stenskulpturer af fugle, som næsten trodser tyngdekraften, ligger vel heri en opløftende fortælling om mennesket som et sjæleligt væsen.

Her et eksempel fra kirkegården i Støvring, Rebild Kommune, hvor stelen med fuglen samler opmærksomheden over fællesgraven, de ukendtes gravsted. Også ‘de ukendte’ er kendt og kaldt ved navn i Gus rige. “Der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt”. Foto: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 6. sø. eft. trin. 2. rk. – Den rige unge mands skat

Hvad er dit ultimative anliggende? – Hvad er eksistentielt mest afgørende for dig? I søndagens tekst sættes scenen med en rig unge mand, der går til Jesus for at få anvist, hvordan han skal leve med det evige liv for øje. Jesus svarer indledningsvis fhv. ufarligt med henvisning til bekendte bud om mellemmenneskelige forhold, inkl. næstekærlighedsbuddet. Vi aner uråd, da den unge mand glat påstår allerede at overholde alt dette, – og så kommer rystelsen: ”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige”… ”Og kom så og følg mig!” Udgangen på samtalen er såre realistisk: ”Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende”. Derefter sammenlignes en rigs indgang i Himmeriget med kamelens vej gennem et nåleøje, til forfærdelse for også disciplene, for ”Hvem kan så blive frelst?” – –

Fra min studietid mindes jeg en løs diskussion studerende imellem om vores respektive yndlingstekster: En idealistisk medstuderende udvalgte netop teksten fra Matt. 19 på grund af dens radikale etik og uforfærdede konfrontation med de rige – i en verden med ubegribelig fattigdom. Jeg selv kunne dengang nok vælge den samme tekst, men med den pointe at tekstens unge mand måtte vækkes af sin selvretfærdighed og erkende, at hans – som alles frelse – er afhængig af Guds nåde, og – som teksten så befriende slutter: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.”  – Vi kan jo ikke blive fuldkomne, og vi skal vel ikke alle gå rundt som tiggermunke, men hellere betale vores skatter til almenvellet, hvis vi da ikke venter verdens undergang en af de nærmeste dage. Gudskelov er vores frelse Guds sag! – Men spørgsmålet bliver hængende: Hvor er din skat? Hvad er dit ultimative anliggende? Kan Gud, for hvem alt er muligt, ikke også løfte os ud af vores grasserende dyrkelse af penge?

Mig bekendt er der i dansk kirkekunst kun to altertavler – eller forhenværende do., der direkte har dagens tekst som motiv, begge brugt i mine tidligere opslag til dagen. – Jeg var et øjeblik fristet til denne gang at vælge et godt foto fra Euroman’s artikel om Rolex-ure, som viser en velklædt herre siddende med et Rolexur på armen og foldede hænder. – Men tilbage til Lorenz Frølichs maleri fra 1890, som i 71 år var altertavle i Ubberud Kirke, Odense. Maleriet er et sent værk af den nationalromantisk sindede Lorenz Frølich (1820-1908), der var skolet i fransk realisme, men bedst kendt som fænomenal illustrator af nordiske myter, sagn og eventyr. Frølich ville helst kalde sig historiemaler, og dette hans arbejde med det bibelske motiv er da også et historiemaleri, hvor han søger at indfange et bibelsk miljø i et meget komplekst billede af landskabsprospekter med Jerusalems arkitektur og diverse antikt klædte mennesketyper: I billedets midterakse ses Jesus frontalt med et fjernt blik, stående på en repos på alfarvej, hvor folk passerer, tv. ses vor slukørede ridder af den bedrøvelige skikkelse, i gruppen omkring Jesus en ung mand spændende sin sandal og personer med et ekstatisk, et skeptisk eller et afværgende udtryk – og så th. en ufravendt opmærksom ung discipel (Johannes?), der som forbillede for menigheden i Ubberud lytter til budskabet om at ”gå ind til livet” med ”en skat i himlene”. Foto: Claus Jensen. –  For overskuelighedens skyld bringer jeg her et udsnit af maleriet, som i sin helhed kan ses på min hjemmeside https://kirkekunst.net.K    

Nederst ses hele alterbilledet, som Frølich med reference til Lukasversionen kaldte ‘Den rige rådsherre’. Jævnfør Ussings ramme Ussings ramme, som henviser til alle de tre evangelier, der bringer fortællingen.

Kunst til kirkeåret, 5. søndag efter trinitatis, 2. rk. – Hvad mener I om Kristus?

Der er vidunderlig poesi i nyudgivelsen ”151 Salmer”: der er klange af menneskers åndelige længsel, håb, taknemmelighed, tvivl, sorg…. Her finder vi autentiske og nutidige udtryk, og tak for dem! – Men ikke vældig mange af salmerne skriver eksplicit, med navns nævnelse, om Jesus Kristus. Er det blevet for svært at spørge, som K. L. Aastrup i besættelsesårene gjorde i sin ungdomssalme: ”Hvad mener I om Kristus, hvis Søn er han?”  

Der er unægtelig gennem årene bragt kataloger af svar: Mirjams søn Joshua var tømreren fra Nazaret, healeren, en af mange nyfortolkere af jødedommen, en karismatisk vandreprædikant, en radikal etisk lærer, en glødende apokalyptisk profet, en social oprører, en viis hellenistisk filosof, en gæst fra det ydre rum, en avatar, en arketype, et symbol …  Vi har vores trosbekendelse og står oven på en årtusindgammel tradition, men det mytiske sprog ligger os måske ikke lige på tungen, og vi kan muligvis være lige så forvirrede som disciplene, da de o. år 30, iflg. Matt. 16 blev stillet over for spørgsmålet: ”Men I, hvem siger I, at Menneskesønnen er?” -Vi kan jo begynde med at falde i undren over, om – og hvorfor – Jesus helst talte om sig selv i 3. person med benævnelsen ”Menneskesønnen?”, og hvorfor han belagde bekendelsen med en (foreløbig?) tavshedsklausul? Vores svar vil uvægerligt indeholde en stillingtagen til hans autoritet og absolutte sandhedskrav – og i samme åndedrag måske til kirkens.

Hver kultur har sin forforståelse, og for jøder på Jesu tid stod nogle kategorier og titler til rådighed, som disciplene kunne gribe. Iflg. teksten er Simon Peter den første til at krone Jesus med benævnelsen Messias (=Kristus), den salvede, en titel, der bærer håb om alverdens herlighed. Jesus anerkender Peters inspirerede trosudsagn: ”Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig”… og betror sin dristige bekender forkynderens store opgave, MEN missionen er ikke magtens, missionen er opofrelsens! Samtalen skifter spor til den for Peter højst uvelkomne forudsigelse af Jesu lidelse og død. Det er altså ikke magtens triumf, men selvhengivelsens paradoksale triumf, der er i sigte for Kristus, for Peter – og for kirken. Kirken har altid måttet vandre langs skellet mellem verdslig magt og åndelig styrke. Førstnævnte korrumperer og forfalder, som al erfaring viser, sidstnævnte må til alle tider håbe på Guds nåde, modtaget i frihed.

Til denne søndag vælger jeg et paradoksalt værk af portræt- og kirkekunstner Benjamin Abana, f. 1982. Abanas maleri viser på blodrød baggrund den forslåede menneskesøn i profil. Jesus er af den verdslige magts bødler kronet med torturens satiriske tornekrone og bærer udtryk af lidelse, men også af værdighed og fred. Øverst har kunstneren ladet hans ånd krone med en himmelsk krone, der får hele maleriet til at lyse gyldent. Himlens bekræftelse får det sidste ord. Abana har kaldt sit værk: “Det er fuldbragt”.

Kunst til kirkeåret, 4. søndag efter trinitatis, 2. rk. – Det umulige bud

Vi kan tale om Danmark og danske værdier som byggende på kristendom, og her nævnes næstekærlighedsbuddet som hjerteblod. I praksis bliver vi ved med at diskutere, hvem vores næste er. Vi kan ikke tage kristendommen til indtægt for at afgrænse ’næsten’ til vores egengruppe, hvor fristende det end kan være. Himlens og jordens skaber er kærlighedskilden, som rækker ud over vores egengruppe, ud til fremmede. Vi må øve os i ikke at lade os lamme af, at kristen næstekærlighed har et udvidet, ja globalt perspektiv. Uoverkommeligheden må besvares med et ”ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen”…

Jesus byder os at elske næsten og går i bjergprædikenens kap. 5 det radikale skridt videre at byde os også at elske mennesker, som hader os: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske fars børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.” – Der er realisme i at anerkende, at fjender findes, reelle og konkrete; der er mennesker, som hader os og truer det, vi har kært. Er det vores mulighed at elske dem? Er det en utopi?

Jeg ville måske kalde fjendekærlighedsbuddet en abstrakt utopi, hvis ikke evangeliet foreholdt os det uafrystelige billede af utopisten, som netop virkeliggjorde fjendekærligheden: Romerne i Palæstina hyrede specielle korsfæstelsessjak til at gøre hele korsfæstelsesprocessen så pinefuld, ydmygende, langtrukken og underholdende som muligt, og for netop disse grusomheds-specialister bad Jesus: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Verden tålte ikke hans radikale godhed, men efter ham blev verden ikke mere helt den samme. – En ’illustration’ til dagens tekst kunne være et langfredagsbillede af bødler og spottere omkring en Jesus, der midt i dette helvede lyser af kærlighed.

Skal vi forstå hvad næste- og fjendekærlighed overhovedet kan være, må vi dødelige nok tænke på handlinger frem for følelser. Det er handlinger snarere end følelser, man kan beslutte sig for. En civilisation kan tilmed kollektivt beslutte sig for ’fjendekærlighed’ i den nedskrevne form, at også fjenden og forbryderen tilregnes menneskeværd. Et samfund kan ikke som samfund ”vende den anden kind til”. MEN bliver vi som samfund tvunget i krig for at standse angreb mod vores liv og frihed, betyder det ikke grønt lys for ustyrligt had og ustoppelig hævnspiral. Krigens love findes: Uskadeliggjorte krigsfanger og andre fængslede må fx ikke udsættes for tortur og ydmygende behandling. Civiliserede samfund har forpligtiget sig på at behandle fjender i deres varetægt som mennesker. Hører vi heri en efterklang af buddene i Jesu bjergprædiken?    

Det til lejligheden valgte kunstværk, som Sigrun Gunnarsdottir skabte i 2007, hedder ”Kom til mig”. Det viser en favnende Kristus, som er ét med Guds store hjerte. Samtidig er Jesus fremstillet som en Guds nar eller klovn med store udadvendte fødder. Vi forstår, at den radikale kærlighed vækker både latter og ond modstand, for han bærer en skydeskive, og en slange kommer krybende hen imod ham. – Alligevel opfordres vi til at dele hans uforfærdethed: ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” – Den altomfattende kærlighed forbliver for mig et mysterium, endnu uåbnet, men jeg tror på, at den guddommelige utopist har nøglen.