Med bolig på sandet grund tæt på Køge Bugt betaler jeg gerne mit bidrag til kystsikring med diger mod forventelig havvandsstigning. Bekymring og snusfornuft. Evangelieteksten fra Bjergprædikenens sidste afsnit i Matt. 7 udmaler katastrofen: “Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormen suste og slog ind mod det hus. Og det faldt, og dets fald er stort.” Men Jesu myndige ord i Matthæus’ dramatiske gengivelse handler jo ikke umiddelbart om klimakatastrofer og huspilotering. Det handler om menneskelivets eksistentielle og åndelige forankring – kontra overfladiskhed og illusioner. Handler om ikke at bygge på løgne om tilværelsen. Menneskers yndlingsforestilling om at leve et selvberoende, forudsigeligt liv, garneret med konventioner, krakelerer på et splitsekund, når krisen rammer: Det norske boligområde ved Drammen brændte, Jonas Vingegård styrtede, en sagesløs forbipasserende i Nørresundby blev skudt… Har vi nogen sinde fast grund under fødderne?
Ja, evangeliet tilbyder os, al usikkerhed til trods, åbenbart en tryg grund: “Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen.” Klippen, der urokkeligt bærer os gennem livets storme, hvor vi ofte traf forkerte valg og ser dødsrigets porte åbne sig, er tilsagnet om, at vi er og bliver i Skaberens hænder. Disse gode hænder kan give os en ny begyndelse, hinsides vores forventning. Som Guds billedmager hjælper Jesus vores åndelige forestillingskraft på vej med generøse billeder af den gudgivne virkelighed: den åbne faderfavn, festmåltidet, det spirekraftige frø, lyset som lyser hele verden op, osv. osv., her altså billedet af en urokkelig klippegrund under vores lille hjem.
På sin ydmyge måde er Ernst Zeuthen (1880-1938) også en billedskaber for Herren. I Gentofte Kirke ses hans maleri af en lysende Kristus, som vandrer på Genesaret Sø. Glødende solnedgange og brændende skibe er andre kendte Zeuthen-motiver. Denne nærmest symbolistiske kunstner malede spirituelt følsomme billeder, tangerende det mystiske. – Hans landskabsstudier er måske sjæleligt beslægtede med Cézannes utrættelige spirituelle studier af bjerget Mont Saint-Victoire i Provence. – Ernst Zeuthens karriere fandt ingen støtte i hans opvækst, men han malede altså mod alle odds, og en velynder forærede ham i 1910 en rejse til Italien, hvor han bl.a. inspireredes af landskabet ved Piediluco. Der mødte han den grønne ø, som siden blev fortolket i værker fra 1920 og (her) 1930 (privateje). Zeuthen viser på baggrund af kvælende grå klippelandskaber og gråt vand denne frodigt grønne ø, der rejser sig som en åbenbaring og skaber grundlag for den trygt beliggende lille bygning på toppen. Maleriet er ikke primært et landskabsstudie, men en epifani, ja en vision af det gudgivne liv, som ikke falder for stormene. Billedet har jeg fundet i Vejle Kunstmuseums udgivelse ‘Den glemte maler Ernst Zeuthen’.
I Eigil Knuths store bog om Ernst Zeuthen finder jeg kunstnerens citater om “den vidunderlig beroligende grønne farve”, der ledte tankerne “helt tilbage til urtiden, da elementerne udskilte sig, og den grønne farve blev til som et af tilværelsens grundstoffer”… “Den grønne ø blev til inden i mig – der opstod den af skabelsens kaos som et digt til den grønne farves pris, den grønne farve, der har fået skikkelse af en ø. Øen er et produkt af min fantasi, den er et monument, som jeg har rejst for den grønne farve og for den kærlighed, jeg gennem den nærer til noget primitivt og værdifuldt i mig selv.”
Birgitte Bech kirkekunst 