Tag: rigdom

Kunst til kirkeåret, 6. sø. eft. trin. 2. rk. – Den rige unge mands skat

Hvad er dit ultimative anliggende? – Hvad er eksistentielt mest afgørende for dig? I søndagens tekst sættes scenen med en rig unge mand, der går til Jesus for at få anvist, hvordan han skal leve med det evige liv for øje. Jesus svarer indledningsvis fhv. ufarligt med henvisning til bekendte bud om mellemmenneskelige forhold, inkl. næstekærlighedsbuddet. Vi aner uråd, da den unge mand glat påstår allerede at overholde alt dette, – og så kommer rystelsen: ”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige”… ”Og kom så og følg mig!” Udgangen på samtalen er såre realistisk: ”Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende”. Derefter sammenlignes en rigs indgang i Himmeriget med kamelens vej gennem et nåleøje, til forfærdelse for også disciplene, for ”Hvem kan så blive frelst?” – –

Fra min studietid mindes jeg en løs diskussion studerende imellem om vores respektive yndlingstekster: En idealistisk medstuderende udvalgte netop teksten fra Matt. 19 på grund af dens radikale etik og uforfærdede konfrontation med de rige – i en verden med ubegribelig fattigdom. Jeg selv kunne dengang nok vælge den samme tekst, men med den pointe at tekstens unge mand måtte vækkes af sin selvretfærdighed og erkende, at hans – som alles frelse – er afhængig af Guds nåde, og – som teksten så befriende slutter: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.”  – Vi kan jo ikke blive fuldkomne, og vi skal vel ikke alle gå rundt som tiggermunke, men hellere betale vores skatter til almenvellet, hvis vi da ikke venter verdens undergang en af de nærmeste dage. Gudskelov er vores frelse Guds sag! – Men spørgsmålet bliver hængende: Hvor er din skat? Hvad er dit ultimative anliggende? Kan Gud, for hvem alt er muligt, ikke også løfte os ud af vores grasserende dyrkelse af penge?

Mig bekendt er der i dansk kirkekunst kun to altertavler – eller forhenværende do., der direkte har dagens tekst som motiv, begge brugt i mine tidligere opslag til dagen. – Jeg var et øjeblik fristet til denne gang at vælge et godt foto fra Euroman’s artikel om Rolex-ure, som viser en velklædt herre siddende med et Rolexur på armen og foldede hænder. – Men tilbage til Lorenz Frølichs maleri fra 1890, som i 71 år var altertavle i Ubberud Kirke, Odense. Maleriet er et sent værk af den nationalromantisk sindede Lorenz Frølich (1820-1908), der var skolet i fransk realisme, men bedst kendt som fænomenal illustrator af nordiske myter, sagn og eventyr. Frølich ville helst kalde sig historiemaler, og dette hans arbejde med det bibelske motiv er da også et historiemaleri, hvor han søger at indfange et bibelsk miljø i et meget komplekst billede af landskabsprospekter med Jerusalems arkitektur og diverse antikt klædte mennesketyper: I billedets midterakse ses Jesus frontalt med et fjernt blik, stående på en repos på alfarvej, hvor folk passerer, tv. ses vor slukørede ridder af den bedrøvelige skikkelse, i gruppen omkring Jesus en ung mand spændende sin sandal og personer med et ekstatisk, et skeptisk eller et afværgende udtryk – og så th. en ufravendt opmærksom ung discipel (Johannes?), der som forbillede for menigheden i Ubberud lytter til budskabet om at ”gå ind til livet” med ”en skat i himlene”. Foto: Claus Jensen. –  For overskuelighedens skyld bringer jeg her et udsnit af maleriet, som i sin helhed kan ses på min hjemmeside https://kirkekunst.net.K    

Nederst ses hele alterbilledet, som Frølich med reference til Lukasversionen kaldte ‘Den rige rådsherre’. Jævnfør Ussings ramme Ussings ramme, som henviser til alle de tre evangelier, der bringer fortællingen.

Kunst til kirkeåret, 1. søndag efter trinitatis, 2. rk. – Vækst og korthuse

Vi har fået en ny minister for vækst: Jakob Engel-Schmidt er belønnet for sin udmærkede indsats som kulturminister med forfremmelse til Skatte- og vækstminister; de mest eftertragtede ministerier tager jo vare på pengesagerne. Ministerens meget betroede nye opgave er at befordre voksende pengestrømme til samfund og statskasse, hvor der skal handles fremadrettet med sigte på kommende afkast og forsyningssikkerhed, – sideløbende med skyldig respekt for skatteborgernes retfærdighedssans. Her får så også de arvede formuer en ny politisk bevågenhed…  

Der er åbenbart ikke meget langt fra disse aktuelt prioriterede agendaer til den verden, Jesus iflg. Luk 12 befandt sig i: ”En i skaren” følte sig snydt i en arvesag og bad om Mesterens hjælp. Men ikke bare nægtede Jesus at gå ind i sagsbehandlingen, han kastede modlys på hele den økonomiske agenda: ”Vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod”.

Der er ikke noget i vejen med økonomisk fornuft og fremsynethed, som muliggør alverdens gode tiltag, MEN alarmklokkerne må ringe, når økonomi bliver religion, religionen. Penge er middel og ikke mål. Hvis et menneske alene er fokuseret på økonomisk vinding, fornedrer det sig i menneskelig fattigdom og afstumpethed. Det endimensionelle liv er et fattigt liv. Der er ganske vist mange former for endimensionalitet; nogle lever fx for at bekæmpe aldring og blive ved med at se unge ud; nogle samler på likes; på utallige måder kan man være for selvoptaget og selvfed. Lukas har et særligt kritisk øje til rigdom, fordi han ser den som uret mod fattige. Lignelsens rige bonde, der vil bygge større lader til sin store avl, bliver symbol for at have nok i sig selv, og for at leve et (pseudo)liv, hvor kærlighed og ånd – altså Gud – er skrevet ud af ligningen: ”Så min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad!”. Men illusoriske er og bliver alle menneskelige fantasier om at kunne sikre sig og være sit eget livs Gud. Som bekendt er der ikke lommer i ligskjorter.   

Set i bagklogskabens lys byggede den rige bonde et korthus. I den store samfundsskala har vi alle sammen bygget korthuse, når vi har ‘hygget os i smug’ som vidner til krigs-, klima- og miljøkatastrofer med påfølgende sult- og flygtningeragnarok. Det er menneskeligt at reagere ved at skøtte sig selv og tage skyklapper på, ’tage én dag ad gangen’ og ’leve i nuet’. Spørger vi Jesus, er svaret at være rig på kærlighed og øse af den, i dag og alle dage.

Billedhuggeren Erik Heides utrolige skulptur “Korthuset” fra 2006 står foran ældrecentret ”Hav Fjord” i Thyborøn som en kraftpræstation med finurlig mangetydighed – og humor ? Den viser menneskets ukuelige vilje til at sætte noget stort i verden med og mod tyngdekraften. Den viser ånd mod materie, til syvende og sidst holdt oppe af naturlove. Alene titlen får os til at se skulpturen som symbol for skrøbeligheden i individets liv og i den altid truede civilisation, hvor vestenvinden drøner ind over Vesterhavsvej i Thyborøn, hen over diget, som holder de større kræfter i skak – foreløbig. Foto: Claus Jensen.