Vi kan tale om Danmark og danske værdier som byggende på kristendom, og her nævnes næstekærlighedsbuddet som hjerteblod. I praksis bliver vi ved med at diskutere, hvem vores næste er. Vi kan ikke tage kristendommen til indtægt for at afgrænse ’næsten’ til vores egengruppe, hvor fristende det end kan være. Himlens og jordens skaber er kærlighedskilden, som rækker ud over vores egengruppe, ud til fremmede. Vi må øve os i ikke at lade os lamme af, at kristen næstekærlighed har et udvidet, ja globalt perspektiv. Uoverkommeligheden må besvares med et ”ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen”…
Jesus byder os at elske næsten og går i bjergprædikenens kap. 5 det radikale skridt videre at byde os også at elske mennesker, som hader os: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske fars børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.” – Der er realisme i at anerkende, at fjender findes, reelle og konkrete; der er mennesker, som hader os og truer det, vi har kært. Er det vores mulighed at elske dem? Er det en utopi?
Jeg ville måske kalde fjendekærlighedsbuddet en abstrakt utopi, hvis ikke evangeliet foreholdt os det uafrystelige billede af utopisten, som netop virkeliggjorde fjendekærligheden: Romerne i Palæstina hyrede specielle korsfæstelsessjak til at gøre hele korsfæstelsesprocessen så pinefuld, ydmygende, langtrukken og underholdende som muligt, og for netop disse grusomheds-specialister bad Jesus: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Verden tålte ikke hans radikale godhed, men efter ham blev verden ikke mere helt den samme. – En ’illustration’ til dagens tekst kunne være et langfredagsbillede af bødler og spottere omkring en Jesus, der midt i dette helvede lyser af kærlighed.
Skal vi forstå hvad næste- og fjendekærlighed overhovedet kan være, må vi dødelige nok tænke på handlinger frem for følelser. Det er handlinger snarere end følelser, man kan beslutte sig for. En civilisation kan tilmed kollektivt beslutte sig for ’fjendekærlighed’ i den nedskrevne form, at også fjenden og forbryderen tilregnes menneskeværd. Et samfund kan ikke som samfund ”vende den anden kind til”. MEN bliver vi som samfund tvunget i krig for at standse angreb mod vores liv og frihed, betyder det ikke grønt lys for ustyrligt had og ustoppelig hævnspiral. Krigens love findes: Uskadeliggjorte krigsfanger og andre fængslede må fx ikke udsættes for tortur og ydmygende behandling. Civiliserede samfund har forpligtiget sig på at behandle fjender i deres varetægt som mennesker. Hører vi heri en efterklang af buddene i Jesu bjergprædiken?
Det til lejligheden valgte kunstværk, som Sigrun Gunnarsdottir skabte i 2007, hedder ”Kom til mig”. Det viser en favnende Kristus, som er ét med Guds store hjerte. Samtidig er Jesus fremstillet som en Guds nar eller klovn med store udadvendte fødder. Vi forstår, at den radikale kærlighed vækker både latter og ond modstand, for han bærer en skydeskive, og en slange kommer krybende hen imod ham. – Alligevel opfordres vi til at dele hans uforfærdethed: ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” – Den altomfattende kærlighed forbliver for mig et mysterium, endnu uåbnet, men jeg tror på, at den guddommelige utopist har nøglen.
Birgitte Bech kirkekunst 