Uncategorized – Birgitte Bech kirkekunst

Kunst til kirkeåret 14. sø. e. trin., 2. rk. – Rejs dig!

Vi kommer snart til septembers første prædiketekst, evangeliet fra Joh. 5 om den syge mand, der på 39. år ligger ved dammen i Betesda, hvor der angiveligt til tider sker helbredelsesundere. Vi kan dårligt læse teksten højt uden samtidig at røbe, hvad vi vægter: Hvor lægger vi trykket? Jesus henvender sig til denne kroniker med spørgsmålet: “Vil du være RASK?” – eller måske snarere: “VIL du være rask?” – Handler det om en sygdom i livsviljen, som fastholder patienten i den ørkesløse passivitet, så længe han ikke møder det myndige ord?… Eller betoner vi den syges efterfølgende hjerteskærende klage: “Herre, JEG HAR IKKE ET MENNESKE til at hjælpe mig”…? Så kan vores prædiken handle om menneskers invaliderende ensomhed og den appel til omgivelserne, som den ensommes ensomhed indebærer, – og så falder tankerne måske på vor egen tids sygdoms- og ulykkesramte, såsom ham der faldt om på alfarvej, mens forbipasserende dårligt ænsede ham, endsige standsede for at hjælpe….

Hvad evangelisten lægger vægt på, er der ingen tvivl om: Jesus Kristus er den mands menneske som undergøreren, sendt af Gud: Hvor Jesus kommer frem, inkognito eller ej, formår han med Guds kraft at bryde dødsmagternes regime og skabe nyt liv – og samtidig overtrumfe kulturens stivnede regler vedr. sabbat og synders straf. “Rejs dig, tag din båre og gå!”, byder Kristus, og Ordet skaber, hvad det nævner: “Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.” – Som det gælder alle evangelietekster, er forkyndelsen ikke bare from historieskrivning, men skrevet med henblik på en fortsat virkningshistorie: Beretningen vil gøre en forskel for vores livsmod og tro: Den vil appellere til modigt at tage livet op, så godt som det nu er muligt, og den appellerer til kærligt at standse op og give sig tid hos den, der ellers “ikke har et menneske”, alt i tillid til Gud. Livet er nu som altid et mellemværende mellem Gud og mennesker, hvor Gud taler og ånder ind i alle vore forbundne liv og gentager sit “Rejs dig!” . Livsmodet er – som suveræn livsytring – en Guds gave, der igen og igen kalder os til ikke at resignere, heller ikke på de andres vegne.

Der findes i vores danske kunsthistorie i hvert fald to kendte malerier, som fortolker denne fortælling: Carl Blochs og Joakim Skovgaards, som jeg begge har anvendt ved tidligere års opslag til denne søndag. Denne gang griber jeg til en mere generel skildring af mødet mellem Jesus og en person, der sidder på jorden. Det farveskønne, ekspressionistiske billede er et oliemaleri af den kunstakademiuddannede Lars Dan (f. 1960) med titlen “Komposition” 1985-86, malet i kunstnerens periode med traditionelle, også religiøse motiver, før han – til min personlige beklagelse – gik over til rene abstraktioner med stadigt tykkere lag af maling. Billedet kan vise en helbredelse eller en anden situation, hvor et menneske kaldes op. Der er tilskuere i baggrunden, og som ofte hos Lars Dan ses Himlen spille med i skikkelse af måne og sol, og kirken ligeså, sådan som Lars Dan nu engang maler kirker. Vi ser en mild Jesus – eller et menneske i Jesus’ sted – bøje sig mod den syge med fremstrakte hænder – og vi kan næsten høre ham sige: “Rejs dig!”. Billedet, som har været udstillet i kunstgalleri i Vejle, er fundet på nettet.

Kunst til kirkeåret, 13. søndag efter trinitatis, 2. rk. – Den fordømte magtkamp

En række af kirkeårets nyligt læste tekster har holdt et spejl op for mennesker, som vi med ulyst må genkende os selv i: I teksternes spejl har vi set apatiske mennesker, selvretfærdige mennesker, mennesker med råddent sprog…, og nu skal vi i Matt. kap. 20 se på billedet af menneskers uflatterende kamp om de mest fremtrædende positioner: Brødrene Jakob og Johannes’ mor plager Jesus om at love sønnerne de fineste pladser i Guds Rige; deres liv som disciple kan jo koste dem dyrt… De andre disciple er naturligvis straks alarmerede over måske selv at blive forbigåede. Jesus giver så dem og os en lektion i forskellen på verdens tilstand og Guds Rige: “I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer”.

Ser vi på verdens aktuelle tilstand, ligger den triste erkendelse lige for: den ikke ubetinget er ændret til det bedre. Magthaveres undertrykkelser og misbrug synes mange steder snarere opskaleret i takt med udvikling af potente våben og overvågningsteknologi. I de mellemliggende årtusinder har mennesket fået styr på en hel del, men åbenbart ikke overordnet på eget afsindige magtbegær. Tilmed smuldrer i disse år de møjsommeligt opbyggede retsinstitutioner, så det nye dogme er, at ‘magt er ret’, gudbedredet!

Mere end nogensinde har vi brug for evangeliets modfortælling om, at virkelig storhed ligger i at give sig selv for andre. Jesus sætter sagen på spidsen med udsagn som: “den, der vil være stor iblandt jer, skal være jeres tjener”… eller sågar “træl”. – Hos en nutidig dansker giver dette nærmest åndenød og kalder billedet frem af Laura i Matador, der modtog en flygtig hædring for 25 års tro tjeneste for så straks med trætte fødder at vende tilbage til det ventende grisehoved i Varnæsdomicilets nedre regioner. – Hver ny generation har brug for at gentænke, hvordan individualisme, identitet og ønske om anerkendelse må forholde sig til det dybere kald til at leve et mindre selvoptaget, et mere givende liv, der sætter medmenneskers tarv i centrum. Hvordan inspirerer Guds Rige os på retfærdig vis til et givende liv i verden? Er det her, vi skal genoplive den lutherske tanke om arbejdet som et kald, en tjeneste for både mennesker og Gud? Eller haster vi frem til evangelietekstens endelige fokus som vores helle: at pege på det menneske ud af alle mennesker, der gav det hele – også for os: “Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange”. Her løftes Jesu liv og død op til at være kærlighedens og tilgivelsens eviggyldige symbol og vores absolutte modbillede mod den fordømte magtkamp.

Hvor finder jeg en kirkekunst, der viser dialektikken mellem på den ene side verdens rå magt og undertrykkelse og på den anden side Jesu mytiske modfortælling, helst et kunstværk med aktuelle udtryk? Et svar kan være den talentfulde fynske maler Sys Hindsbos alvorstunge malerier. Ikke uden forbindelse med egen traumatisk familiehistorie omkring 2. verdenskrig har hun mange gange skildret magthavere og deres ofre, ofte i gådefulde, surrealistiske sammenstillinger. Hendes billeder af undertrykkelse kan være grumme med både tortur og henrettelser, hvor såvel ofre som bødler oftest er mænd, sidstnævnte delvist uniformerede. Sys Hindsbo (f. 1944) er en skarp og veluddannet mennesketegner, som kommer langt med sort/hvidt. – Hendes hudløse værker ses bl.a. på Aalborghus Gym., ved Kliplev Kirke, Ørslev Kloster og Nykøbing Falsters bispegård og har været udstillet i Kingos Kirke i Odense og Ølby Kirke i Køge. – Da man 2005-2015 i Nazaretkirken i Ryslinge overvejede et opdateret alterbillede i stedet for Chr. Dalsgaards og Emil Hansens nostalgiske idyl, var Sys Hindsbo på banen med et alternativ, og hendes gennemarbejdede altertavleforslag blev prøveophængt, men endte med at blive vraget af menigheden: Hendes spejl af verdens magt og magtens ofre var for ubehageligt. Her viser jeg søndre fløj af Sys Hindsbos alterbilledet med titlen “Emmausmåltidet”. Det er et kontrastfuldt billede af et par forholdsvis moderne herrer i hhv. habit og uniform ved et cafebord med kande og brød. Den stående mands jakke kan give associationer til en eller anden militærmagt, muligvis fra Europas nyere historie, altså som en bøddelmagt foran den korsfæstede, der viser sig som en vision i baggrunden. Det uniformerede opstandelsesvidne skjuler sine øjne i dette sandhedens chokerende øjeblik, hvor han modtager åbenbaringen af den lysende Kristus med hudflettet ryg. I dag er altertavlen formentlig i kunstnerens privateje. Foto er hentet i Kunsthallen Brandts fine udgivelse ‘Sys Hindsbo’. Foto af hele det trefløjede alterbillede ses nederst på hjemmesidens opslag.

Nederst i opslaget ses hele Sys Hindsbos triptykon med nadverbilledet tv. og skikkelser omkring korset i centrum.

Tillykke til Inger Exner med de 100 år!

Med største respekt kan vi gratulere arkitekt Inger Exner med alle de mange år, hvor hun sammen med Johannes Exner har haft epokegørende indflydelse på moderne dansk kirkearkitektur – og dertil svensk.

Udefra set er de exnerske kirkebygninger ofte rolige og lukkede, undertiden med originale skæve vinkler. Indvendigt kan kirkerne modtage os med en rå enkelhed eller med overraskende spil i store murfladers mønstervirkning, altid med fokus på det livgivende lys, dagslys og mange hængende lampers ‘stjernehimmel’. Centralt i kirkeinventaret finder vi måske svoger Bent Exners unikke smykkekunst som spinkel, funklende alterprydelse.

Kirkebygningerne kan være som massive borge eller som transparente glashuse, umulige at sammenligne. Skal jeg til dette opslag vælge en enkelt af Exners 13 kirker, bliver det Lyng kirke ved Fredericia fra 1994. Den ligger som en lys og let skulptur i terrænet, inspireret af en stor blodbøg på stedet, og indvendigt overrasker den os med et stort, forgrenet “Livets Træ”, som bærende og betydningsbærende struktur.

Kunst til kirkeåret, 12. sø. e. tri., 2. rk. – Ånd og ord

Helligånden ånder i tro, håb og kærlighed: i det enkelte hjerte og i fællesskaber. Tro, håb og kærlighed er vores indbyrdes mellemværende for Guds ansigt. Troen, håbet og kærligheden bæres fra den ene til den anden gennem “ord, der tages frem af gode forråd”: talte eller uudtalte ord, tegnsprog, kropssprog eller sungne ord…. Ord kan tale livsmod op, som Møllehave i sin tid med den lille bestseller “Det ender godt!”, eller som min gamle ven med den gentagne, beroligende replik: “Det skal nok gå!”, når min bekymringstale ellers nok kan dræne omgivelserne… . – Vi må værge os mod propagandas, reklamers og SoMe’s malstrøm af ufrugtbare, hule og falske ord, “tomme ord”, som der iflg. Mattæusteksten skal “aflægges regnskab for”. – Værst er mennesker med kolde hjerter og isnende ord, som dræber andres håb og livsmod – Er dette drab på håbet måske den utilgivelige synd og spot mod Helligånden, som omtales i Matt. kap. 12? -. Men der findes gudskelov altså også mennesker, som bringer god frugt til fællesskaber, hvor hun eller han taler troen, håbet og kærligheden frem. – Ingen af os magter at give udelukkende gode frugter fra os – vi gør måske end ikke vort bedste -, men kirken er der til hver en tid som den uudtømmelige adgang til sproglig-åndelig forstærkning: Dér drives mørket væk af oplivende prædikener og ritualer, dér lader Gud sit ansigt lyse over os med velsignelsens ord, dér synger Helligånden med os gennem salmestrofer så poetisk håbefulde, at de følger os på vejen hjem fra kirke.

Udenfor på kirkegården med dens stille mindelser om ubærlige tab kan der være allermest brug for, at Helligånden taler troen, håbet og kærligheden op. Netop det har Bryndum Kirke ved Esbjerg taget til efterretning ved at erhverve en række sten med udvalgte citater fra gamle og nye salmer, ja, det er de allersmukkeste strofer, man har udvalgt og nyligt fået udhugget af vores værdsatte billedhugger Laila Westergaard. Her er der i sandhed taget “gode ting frem af gode forråd”. Den, der går rundt på Bryndum Kirkegård, vil med mellemrum få øje på et sådant håbsgivende citat, der står mejslet for tid og eftertid. Hvor er det en god ide, de har fået i Bryndum!

Kunst til kirkeåret, 11. sø. e. trin., 2. rk. – Synderindens oprejsning

Var det ikke Anne Sophie Seidelin, der i sin tid udtalte, at hun for prostituerede håbede, ”at deres kunder somme tider gav dem en stor tak” – altså ikke kun penge og måske dertil foragt. – Blev man set som et menneske eller blot som en brugsgenstand, der tilmed fik skrevet skam på regningen?

Teksten fra Luk. 7 handler bl.a. om skam og skamløshed: Den seriøse Simon farisæer har indbudt Jesus som æresgæst til et symposium forventeligt med åndfuld tale om Moselovens udlægning, men han må se sin dagsorden beskæmmet af byens berygtede kvinde, som ‘skamløst’ trænger ind under middagsselskabet og lægger sig for Jesus fødder med en strøm af tårer og – dyrt betalt – salve. Hos Jesus Kristus ved hun sig set som netop menneske, vel at mærke set uden hverken begær eller fordømmelse. Derfor elsker hun ham, elsker så højt som hans accept er stor, græder af lettelse og taknemmelighed, tilbeder og salver ham som Guds udvalgte. Hvem ellers? Den vidunderlige tekst prædiker både for den, der helst undgår ’det dårlige selskab’, og for den, der smerteligt må se sig selv som netop ’det dårlige selskab’. – Skam er forbundet med andres fordømmende blik på én – og med ens egen selvforkastelse. Vi ved, at skammens anledning og omfang varierer med tider og kulturer, men skam er en nødvendig ingrediens i menneskets psykiske repertoire, en forudsætning for et fungerende socialt liv. Mest pinagtig er skammen, når man må tage den på sig og gå med selvleden som en næsten kropslig følgesvend, der hindrer en i tillidsfuldt at løfte hovedet. Men hvor der er skam og skyld, kan Jesus løse et menneske fra skammens åg ved at hjælpe med at bære det. Dagens evangelium er, at Jesus med sin guddommelige tilgivelse forløste kvinden fra fordømmelse og selvforkastelse – Simon farisæeren forløstes måske også? Ordene lød: ”Dine synder er tilgivet…. Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!” Jesus løfter synderes og synderinders ansigt mod lyset og giver dem – giver os – en ny begyndelse.

I mine opslag prioriterer jeg gerne dansk malerkunst, men selvom Emil Nolde (1867-1956) fra Tønder-egnen malede en dyrebar altertavle til den vestjyske Ølstrup Kirke, hvor hans hustru var i familie med præsten, kan vi jo ikke kalde ham dansk maler. Tværtimod valgte han tysk tilhørsforhold og loyalitet over for det nazistiske styre, MEN en del af hans arbejder kom på nazisternes sorte liste over degenereret kunst, mest på grund af ekspressionistiske stiltræk og grelle farver. Hele 50 af Noldes værker blev i 1937 udstillet som ‘entartet’, degenererede. Her viser jeg hans værk ‘Synderinden’ fra 1926, der blev bortdømt under nazismen, men heldigvis bevaret. Motivet er netop synderinden, der blev tilgivet og oprejst af Jesus. For øjnene af de overrumplede herrer, hvor personen længst til højre er malet med et næsten karikeret semitisk fysiognomi, bøjer Jesus sig omsorgsfuldt ned mod kvinden, som med inderlig hengivenhed vender sit ansigt mod ham – og mod lyset. Maleriet hører hjemme på Berlins Nationalgalerie.