Kategori: Uncategorized

Der er en voldsom kontrast mellem de to scener, som evangelieteksten fra Joh. 12 spænder over: Den sidste scene viser Jesu berømte triumftog ind i Jerusalem, hvor en hujende folkemængde modtager ham som Messias. Endelig anerkender det frihedshungrende folk ham som deres retfærdige konge! MEN vi hører en misklang i folkets begejstring, fordi vi ved, at Jesus allerede i samme uge blev genstand for folkets frustrationer og spot og udsat for en vrængende ‘hyldest’: Et underholdende indslag i torturen blev hans satiriske kongekroning med rød kappe, bambusrør og en tornekrone – som optakt til henrettelse. Folkestemningen er troløs og omskiftelig, og ved læsning om den folkelige applaus kan begreber som populisme og massesuggestion dukke op og – måske lidt utidigt – blande sig med billeder fra vor egen nylige valgkamp med efterfølgende partilederhyldest eller -udskamning. – På søndag kan vi selv tage del i fejringen af Messias’ indtog, men midt i palmesøndagsjubelen ser vi altså en tavs og sagtmodig æselrytter, som er verdens mest ensomme menneske.

Evangelietekstens første scene er en anderledes sand hyldest: Salvningen i Bethania. Evangelisterne videregiver en fælles erindring om, at en kvinde salvede Jesus før påske. Billedet af hendes personlige hengivenhed står lysende for os, trods uklarhed om, om kvinden med salven nu var den ene eller den anden Maria eller en helt tredje. Er det en prostitueret, der flyder over i taknemmelighed over, at Jesus tilgav og forsvarede hende? – Eller er det, som Johs. fortæller, Lazarus’ søster Maria, som handler i forlængelse af, at Jesus gav hendes bror et nyt liv? Kvinden med salven kan personificere hver den, der har erfaret nåden i Jesu nærvær og besvaret den med uforbeholden kærlighed, som her også får karakter af en messiansk kongehyldest. – Man plejer at oplyse, at prisen for kvindens salve repræsenterede en arbejders årsløn. – Jesus har åbnet himmeriget for kvinden, og hendes gensvar må finde det stærkeste udtryk i en gestus, som sprænger alle vante rammer og kalkuler, uanset omgivelsernes bedømmelse, – en kærlighedens offervilje, der måske står i kontrast til vore egne forsigtige, reserverede og kalkulerede kærlighedsrelationer? – Jesus forsvarer kvindens uforbeholdne gestus – og tolker den – måske noget chokerende – som forberedelse til begravelse. Det bliver således klart, at den allerstørste og mest uforbeholdne hengivenhed og offervilje, som evangeliet kan fortælle om, er Jesu egen hengivelse, hvor han end ikke sparede sit liv.

I 2007 malede Arne Haugen Sørensen sin akvarel “Salvningen i Bethania”, der er gengivet i bogværket ‘Den store passion’. Kunstneren zoomer ind på kvindens ydmyge kærtegn af foden, som har båret hendes hjerterkonge rundt blandt mennesker. Akvarellen er gribende udtryksfuld, som kun Arne Haugen Sørensen kan vise med så enkle og grove strøg. Dens farver repræsenterer en finhed med kærlighedens guldglans over den kyssende kvinde og den salvede fod, og baggrunden er himmelblå som tegn for det gudsrige, der transcenderer den jordiske kærlighed – og transcenderer den forestående død.

Vores jord er svanger med forår: hvilende løgvækster er vækket af lyset og præsenterer sig med klare farver; fugle vender frimodigt hjem fra vinterretræte; havefolkets fingre kribler. Vi er igen så klar til at bevidne skaberens kreativitet. Kan dårligt vente på de opmuntrende tegn på, at skaberen alligevel ikke har opgivet os eller vores hærgede jord. Vi trænger til håbefulde fortællinger, ja til en veritabel guddommelig forårskampagne, som kan genstarte vores mellemværende med Gud og hinanden. – Netop sådan en fortælling rammer os på Mariæ Bebudelses dag. Vi kan her lægge øre til fortællingen om, at Gud vender op og ned på vores nedslidte virkelighed. Vi var ellers grundigt kodet med historier om fastfrosne afstande mellem høj og lav, mellem det guddommelige deroppe og det menneskelige hernede, om paradistab og dom, MEN nu forvandler Guds forårskampagne vores fælles virkelighed på det mest gennemgribende: ved at Gud selv går ind vores verden for personligt at nære alverdens håb. Gud får adresse blandt småfolk i en besat og ulykkelig region, tilmed i livet hos et pigebarn, der ellers i bedste fald kunne kalde på medlidenhed. Det er så uhørt, at der må synges om det: I Lukas’ 1. kapitel finder vi derfor en af bibelens smukkeste sange ”Min sjæl ophøjer Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig….han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe”. “Magnificat” kaldes på latin denne tekst, som har liturgisk rang. Den nygravide Maria synger sit Magnificat under et bekræftende besøg hos højgravide tante Elisabeth. Hvis vi tænker, at end ikke en guddommelig glæde kunne gøre pigen selv til digter, tror vi i hvert fald gerne, at der i folkets bedste salmeskat kunne hentes egnede vers, som passende kunne tilføjes nogle personlige linjer. – Når jubelen griber os, bliver nogle af os til digtere, mens andre vil ty til fortrykte sange som Kaj Munks forløsende ”Hvad var det dog der skete?”

Mit valgte billede er et udsnit af Frans Schwartz’ (1850-1917) store, skønmalede altertavle fra 1908 i Aalborgs Vor Frue Kirke. I maleriets centrum ses en Kristusskikkelse, hvis højrøde kjortel fortæller om det kærlighedsoffer, som påskens forsoningshistorie snart igen bringer ind i vore læsninger. Fløjene er helliget Maria, hvis liv skal rumme både bebudelsens forjættelse og sønnetabets afgrund. På nordsiden ser vi den purunge, på sydsiden den aldrende Maria. Mit udsnit viser nordfløjens unge Maria, hvis ansigt er vendt opad. Øverst holder smukke engle hof omkring alterkalken. – Mange tak til Niels Clemmensen for også detailfoto. Hele tavlen vises nederst i opslaget på min hjemmeside https:// kirkekunst.net/Kunst  

I denne uge har jeg været til et fyraftensarrangement i en sognegård, hvor der er tradition for at kombinere foredrag med et måltid varm mad, som serveres i pausen. Op til pausen breder madduften sig, og man glæder sig. Når tiden er inde, står vi i kø ved de store bageplader, som bugner af nybagt brød med sprød, gylden skorpe og blød krumme. Vi brækker uhørt store lunser af de vidunderlige brød, der over hele linjen vækker begejstring og taknemmelighed. Alle har vi en fest, når vi sætter os ved forårspyntede borde med hver vores brødstykke og en tallerkenfuld mættende, krydret suppe, og – som kirkebladsklicheen lyder – ”snakken gik lystigt ved bordene”, måske høres tilmed samtaler om kirkens liv og ånd. Respekt for den store omsorg, som er lagt i denne servering! Vi ved, at nogle af kirkens frivillige hele dagen har slidt i køkkenet og ikke vil sætte sig igen, før opvasken er væk. Gennem en årrække har jeg genbesøgt arrangementet, som kaldes ’Teologisk traktement’, og iagttaget, at staben af frivillige er blevet ældre, ja nogle er blevet gamle som jeg selv, men jeg hører, at ’de vil fortsætte så længe de kan’. De lyser!

Denne smukke helle af omsorg og samvær om nybagt brød står i skærende kontrast til den verden, der trænger sig ind på os gennem medierne, og som på min hjemrejse efter sognemødet ramte også min mobiltelefon: Verden martres af magtkampe, krig, flugt og mangel på nødhjælp. Investeringer i udvikling og nødhjælp reduceres – eller fjernes helt – til fordel typisk for investering i militær oprustning. Mistro driver omsorgen ud. – Kan vi i en afsindig og destruktiv verdenssituation bevare empatien? Kan vi hver på vores sted bevare et helle, hvor brødet deles? Heller ikke vores privilegerede samfund vil gå fri af frustrationer, bekymringer – og følelige afsavn. Kan vi da holde fast i et åndeligt og socialt kompas, hvor pilen peger væk fra angst for selv at miste og hen på omsorg og delsomhed? I kirkens nadver peger selv et ganske lille stykke brød på Guds riges fællesskab. Midfasteteksten fra Joh. 6 følger på beretningen om Jesu bespisning af 5000 mennesker i ørkenen, og nu siger Jesus: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

Til denne søndag vælger jeg et kunstværk, som ikke bor i en kirke, men som er et stærkt religiøst billede. Det viser et stykke brød på en baggrund af ødelagte hjem. Det er det uforglemmelige værk “Krig og brød”, som i 2006 blev skabt af Jørgen Bobjerg (1940-2009). Billedet ægger vore forestillinger: Er et måltid brutalt blevet afbrudt af militære angreb? Har nogle måttet flygte uden tid til at tage noget med sig? Kommer de nogensinde tilbage? Vi ser en tragedie, men samtidig ligger brødet altså der i forgrunden og lyser indbydende, sakralt, mytisk, kranset af spirende, grønne planter. Brødet er et tegn på tro, håb og kærlighed fra vores gavmilde skaber, og det fortæller ukueligt om et muligt liv med omsorg og fællesskab.

Her må det være på sin plads at citere salmedigter og teolog Niels Johansens salme fra samlingen ‘Som spirende paradisfrø’:

“Rejs dig, Kristus, som i ørken / lysfyldt med din Helligånd/ mens vi lægger, hvad vi magter, fisk og småbrød i din hånd. / Tag dem, Jesus, og velsign dem, / så vi i dit nærvær her / ser du stadig er iblandt os / og i glimt Guds rige ser.

Bænk os, Kristus, rundt om bordet / til miraklets ørkenfest, / hvor den dreng med fisk og småbrød / kaldes frem som hædersgæst. / Og vi nikker alle sammen, / gamle, mødre, børn og mænd. / Tænk, at mættes i en ørken! / Se! Nu blomstrer den igen.”

Nostalgisk ser jeg tilbage på en tid, hvor integritet var uadskillelig fra sandfærdighed, og det var skamfuldt at afsløres i at lyve. I den verdenssituation, vi nu må gennemleve, ser vi løgnen oprustet til nye højder i uskønne alliancer mellem politiske, økonomiske og teknologiske magthavere. Manipulationer med billeder og ytringer faciliteres af kunstig intelligens, ’fake news’ er ny normal. Vi ser magtmennesker opføre sig, som var de guder, med opportunt opblæste selvbilleder og dæmonisering af rivaler og fremmedgrupper, ubekymrede om sandheden …

Vi må på alle niveauer insistere på sandhedens forrang – og styrke dens værn: Glæde os over offentlige faktatjek, over vores kritiske presse og dens tålmodige gravejournalistik, over den frie forskning med dens akademiske dyd og nørdede omhu, over alle samfundets hæderlige instanser, der ikke lader sig forføre og korrumpere. – Lad os stadigt minde hinanden om, at løgnen er og bliver en snyltevækst, der kun kan lukrere på sandheden. Løgn har jo kun succes under forudsætning af, at dens tilhørere stadig forventer, at der – overvejende – tales sandt. Sandheden er primær, løgnen sekundær, – ligesom skabelse og tilblivelse er primær i forhold til destruktion og nedbrydning. Sandheden er først og varer længst. –

Og så kommer vi til det store spørgsmål om den dybeste sandhed i vores liv: Spurgt med et Kierkegaardcitat: Hvad er ’den sandhed, som vi kan leve og dø på’ – Hvad er den absolutte sandhed, der rækker ind i evigheden?

Dagens tekst fra Joh. 8 er sandhedens aktion mod løgn, og her er sandheden en person, så vi må spørge: HVEM er den sandhed, vi kan leve og dø med? I evangeliet står Jesus Kristus som ”Vejen, sandheden og livet”. Han er sandheden, fordi der hos ham ikke er nogen afstand mellem ord og liv og livets dybe kilde. Gennem ham strømmer livskilden med den kærlighed og nåde, der kan genåbne menneskers liv som ny mulighed. – Over for Jesus står en flok tilhørere, der vægrer sig ved at høre og forstå, hvad han siger, og forsvarer sig ved at dæmonisere ham. Det er jo sådan, vi mennesker lettest holder fast i vores vante livsanskuelse og status. Menneskebørn fødes troligt med et åbent, modtageligt hjerte, men det er et Guds under, hvis de bevarer det – eller genfinder det! Hvis et sådant Guds under har åbnet vore hjerter, tror vi hans løfte: ”Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.” – Og så forstår vi jo godt, at vi her har med en sandhed at gøre, som er hinsides objektive faktatjek, fordi den handler om tro, tro på Guds nærvær, Guds nærvær i en menneskesøn. – Her kan det berømte Dostojevskij-citat melde sig: ”Hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vort liv ikke er i Kristus, og hvis sandheden i virkeligheden ikke var hos Kristus, så ville jeg hellere være med Kristus end med sandheden.”

Jesus Kristus står der som personlig sandhed, han står der med sin ubeskyttede menneskekærlighed, taler til os med myndighed uden objektive beviser, han står der som sandheden i egen ret. Langfredag var ingen mere forsvarsløs og nøgen end han, den nøgne sandhed.

Det valgte billede er Franciska Clausens akvarel fra 1919: ”Figurkomposition med bibelsk motiv”, deponeret på Brundlund Slot, Aabenraa. Th. i billedet ses en roligt stående mand, der betragter en menneskemængdes voldsomme og forvredne reaktion på det klare lys. Akvarellen skildrer den enkelte over for massen, lys over for mørke, inspiration og klarsyn over for forfærdelse. Billedet er religiøst ved sin skildring af det metafysiske lys’ skarpe indbrud i verden. Skitsen kom til mit kendskab gennem udgivelsen ”El Greco og nordisk modernisme”, hvor det sandsynliggøres, at Franciska Clausen i München blev inspireret af at se renæssancekunstneren El Grecos spirituelle billeder. Man gnider sig i øjnene ved oplysningen om, at akvarelmaleren er netop den Franciska Clausen, som vi kender og anerkender for et helt andet formsprog med kompositioner af faste genstande. Men her er altså hendes sitrende bud på, hvordan en menneskemasse, der ikke står i sandheden, mødes af den hellige, nøgne sandhed.  

Fastetiden er en dramatisk tid: Dualistisk forstået udfoldes kampen mellem godt og ondt, mellem lysets og mørkets magt, mellem det (eller den), der skaber og heler livet, og det (eller den), der ødelægger liv. – Mark. 9, som dagens evangelium hentes fra, er en rutsjetur: Vi kommer netop fra Forklarelsens Bjerg, hvor Kristus foran tre disciple åbenbarer sit evige lys, opfyldelsen af al religiøs længsel efter klarhed, hvor endelig alt kommer til alt. – – Men brat herefter er vi tilbage i tilværelseskampen på jorden, meget langt fra den smukke, mystiske oplevelse i højden. Hernede er der opløb omkring en sygdomshærget dreng, hvis ubærlige fysiske og psykiske lidelse og afmagt kan bringe enhver til at tvivle på det godes magt. – Nej, ikke helt: Faderens kærlighed til den syge søn forbyder ham at opgive kampen; han kan ikke resignere; han plager disciplene, så de må hente forstærkning hos Jesus, og – om faderen så ved sig troende eller ej –, så skriger ham på hjælp hos Jesus med den ærligste bøn, jeg kender: ”Jeg tror, hjælp min vantro!” Og Jesus er nærværende dernede i lavlandet som i det høje: han er til stede ‘som den, der tjener’: Han fordriver ”den urene ånd” og helbreder drengen: ”Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!” Og drengen, der nu ellers lignede en død, blev genrejst til liv. ”Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.” –

Jesus har i fortællingen et opgør til to sider: På den ene side mod sygdomsånden, der ud fra tekstens virkelighedsopfattelse opfattes personligt: som et uvæsen, der genkender Kristus og kæmper mod sin overmagt for at fastholde sit arme bytte. Her heler Jesus det unge liv med Guds kraft. –  På den anden side gør Jesus front mod menneskers vantro og håbløshed: ”Du vantro slægt, hvor længe skal jeg holde jer ud?”… ”Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.” – Jesus lægger sig med sin person imellem det lidende menneske og håbløsheden. Han insisterer på, at vi alle – som han selv – gør front mod mørkets magt ved at tro, håbe, elske, bede…. Som dualismens dybeste paradoks går han selv hele vejen igennem lidelsen for at overvinde den. Men måske kan vi først engang efter påske ane betydningen af, at alt håb virkelig aldrig er ude.

Som helligdagens kunstværk har jeg valgt et nyt maleri af kunstneren Karsten Auerbach, der er en fremragende fortolker af menneskers følelsesregister inkl. de psykosociale og spirituelle erfaringer. Billedets titel er ”Omsluttet”. Vi ser tegningen af et liggende menneske, kastet til jorden, nedbrudt af sygdom og sorg, af fortvivlelse? af ensomhed? Og alligevel er dette menneske omsluttet. Maleriets bladguld forekommer ”helende” som et symbol for Gud. Som kunstneren siger er ”guldet glødende og uregerligt som Gud selv”. Ja, Gud lægger sig imellem det lidende menneske og håbløsheden. – Og løfter hun ikke hovedet? Lyttende?