Kunst til kirkeåret, 7. søn. eft. trin. 2. rk. – “ikke en spurv falder til jorden, uden at jeres fader er med den”

Frygt ikke! I teksten fra Matt. 10 sender Jesus disciplene ud i verden med evangeliet, der skal prædikes fra tagene, ja råbes ud som et verdensomvæltende sejrsbudskab! Spredes skal fortællingen om den tro, det håb og den kærlighed, der er stærkere end døden. Jesus opmuntrer sine sagtmodige vidner til ubekymrethed og frygtløshed, selv når deres budskab vil være ilde hørt. Deres prædiken vil udfordre den gamle verden og ægge til blodige forfølgelser, men når disciplene er blevet missionærer, vil de vide, at Jesus selv blev offer for grusom forfølgelse, og at sejren dog var Guds.

Som den store sjælesørger beroliger og trøster Jesus: Gud hører, hvad der hviskes i mørket, han kender de grå hår, bevidner de bitre tårer. Intet er for småt, selv hos småspurvene er Gud til stede. “Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.” – Paradoksalt er det at læse om Guds nærvær i stort og småt i en verden, hvor katastrofer, krige og massakrer nu som dengang er dagens (u)orden. Vi får ikke noget svar på lidelsens problem.

Men vi får at vide, hvad det virkeligt frygtelige er: Helvede er det, som ødelægger mennesket indefra, fortærer sjælen, dræber Ånden. Jeg fortolker: Helvede er tilintetgørelsen af det moralske kompas, overgivelse til kynismen og ondskaben, spot mod det ultimativt værdifulde i livet, undsigelse af troen, håbet og kærligheden, afvisning af nådens mulighed.

Erik Heide, Laila Westergaard og andre store kirkekunstnere har flere gange brugt fugle som motiv. Inspireret af denne tekst om spurvene med budskabet, at intet liv er for småt, for kort eller for anonymt til Guds omsorg. Himlens fugle er også nævnt i Jesu advarsel mod at bekymre sig for fremtiden; fuglenes liv er i dag. – Endelig er fuglen i kirkens billeder og salmer også et symbol for menneskesjælen, der kan brede sine vinger ud, stige til himlen og lade sangen lyde. Når Erik Heide ofte smykker kirkegårde med stenskulpturer af fugle, som næsten trodser tyngdekraften, ligger vel heri en opløftende fortælling om mennesket som et sjæleligt væsen.

Her et eksempel fra kirkegården i Støvring, Rebild Kommune, hvor stelen med fuglen samler opmærksomheden over fællesgraven, de ukendtes gravsted. Også ‘de ukendte’ er kendt og kaldt ved navn i Gus rige. “Der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt”. Foto: Claus Jensen.