Forfatter: birgittebech

For år tilbage indledte jeg et nyt livsafsnit med flytning til et nyt hjem. Et uvurderligt vennepar kom på besøg med indflyttergaven brød og salt. Dengang vidste jeg faktisk ikke, at det var god, gammel skik at indvie et nyt hjem med netop brød og salt, men en lille højtid blev det. Brødet spiste vi umiddelbart, saltet måtte jeg tænke over. Med saltet udtrykkes ønsket om vedvarende gode dage. Salt er fhv. uforgængeligt, men på den anden side ikke noget værd, hvis det ikke bruges; det skal ikke snavses til, men det skal heller ikke forblive i skabet, det skal anvendes – for at rense, for at give maden karakter eller for at bevare den. For oldtidens mennesker i et varmt Mellemøsten må en bunke hengemt fisk eller kød uden salt svare til en nutidig oplevelse af en fuld kummefryser efter langvarig strømafbrydelse.

I dagens evangelietekst fra Luk. 14 sammenlignes en discipels troskab med salt. Med meget strenge ord stiller Jesus her i udsigt, at der kommer valgsituationer, hvor det er fristende at give op, men som hans discipel må man holde ud og “give afkald på sit eget”. Som salt skal troen omsættes og tjene livet, ikke bare opbevares hengemt i kirken, men tjene – som den gode ånd i hjem, på arbejde og i samfundsliv. Vi kan ikke altid redde den hyggelige stemning og vores eget skind med kompromiser og konsensus. Mennesker risikerer at korrumperes som gammel fisk uden saltning, hvis de ikke finder mod til at sige til eller fra. Dyb respekt for kristne, der bekender kulør og holder kirke trods forfølgelse og chikane. Dyb respekt for Danmarks indvandrede unge, der kæmper for demokrati trods klansamfunds anderledes normer. Dyb respekt for værnepligtige ukrainske mænd, der ikke flygter ud af landet, selvom de naturligvis er bange. Dyb respekt for Læger uden grænser, der bliver på posten, – og for resten også for danske læger, der nægter at blive håndlangere for statsautoriseret aktiv dødshjælp. Dyb respekt for danske erhvervsfolk, der nægter at bestikke sig genvej til forretninger i udlandet… Dyb respekt og tak for dem, der alle steder er “jordens salt og verdens lys”.

Tænker jeg tilbage på det hjem, der i sin tid så løfterigt blev indviet med brød og salt, med datidens gode forsætter, så melder erkendelsen sig, at det alligevel aldrig – med tekstens billede – ret lykkedes at “bygge et tårn færdigt” – endsige selv være noget åndeligt fyrtårn. For hvornår “søgte jeg ikke mit eget”? – Men når mit salt har “mistet sin kraft”, må jeg tro på, at der er mere at hente, hvor det kom fra: Igen på søndag kan en ramsaltet prædiken ‘indvie et nyt livsafsnit’. Guds salt slipper ikke sådan op. Simon Grotrian udgav i 2006 en salmesamling med titlen “Jordens salt og verdens lys” med salmen “Hvis saltet mister al sin kraft”. Her associerer han til det umådelige, salte ocean omkring os. Salmens sidste vers lyder:

“Hvis sjælen mister al sin kraft / og blafrer bort som tyl og taft / Vorherre, stå mig honningbi / og ræk mig da en kirkesti / lad Ordet fylde mig med kraft.

Hvis Ordet fylder os med kraft / den samme har Vorherre haft / og salt og have, sjælehi / lad onde tanker gå forbi / med Fanden og hans kosteskaft.”

Dansk kirkekunsts fineste billede af salt, glitrende groft salt, er malet i 2012 af Thomas Kluge til altertavlen i Store Magleby Kirke på Amager som et af symbolerne på det mytisk-realistiske nadverbillede, der har fylde og dybde til et helt foredrag. Alterbilledets titel er “Lyset skinner i mørket”. Her ses olivensaltkarret ved siden af en stofserviet, der er vædet af rødvin, et symbol på Jesu blodplettede ligklæde, men også bærer af et Kristusmærket æg, der er et opstandelsessymbol. Foto: Claus Jensen.

Hele altertavlen ses nedenfor:

Allerede o. år 50 blev kristendom til forskel fra jødedom en missionsreligion: Efter samråd med Peter bragte Paulus evangeliet til hedninger, og således kunne de universalistiske ansatser i Jesu forkyndelse udfoldes. Den unge kirke formulerede sin verdensrettede missions- og dåbsbefaling, i Matt. 28 præsenteret som den opstandnes sluttelige bud: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Buddet er uadskilleligt forbundet med det store, guddommelige tilsagn om nærvær til alle tider, – et tilsagn, der læses med særligt eftertryk og glæde ved hver en dåb.

Her i Mattæusevangeliets grande finale hører vi et myndighedssprog, men det bemyndiger ikke kristne til at udøve magt; det bemyndiger til at åbne for inklusion: Med guddommelig myndighed lukkes op for inkluderende mission på alle sprog og i alle kulturer. Kristendommen sættes hermed i verden som en oversættelsesreligion, der må række ud og stadigt nyformulere sig for at vinde forståelse. – Mon det er rigtigt, at Hans Egede i sin tid oversatte ”Se, det Guds lam” til ”Se, Guds sælhund”?

De seneste europæiske generationer har med nødvendig selvkritik måttet bakse med missionshistorien som et problematisk aspekt af kolonialismen og imperialismen. For danskere er selvkritikken aktuelt intensiveret i vores mellemværende med grønlændere: Magtudøvelse, omsorg og emancipation er smerteligt sammenfiltret. Mission med bibeloversættelse gjorde grønlandsk til skriftsprog og bevarede det, og så kan dette bevarede sprog da også frit tages i kolonialisme- og missionskritisk anvendelse.

Professor Viggo Mortensens uovertrufne håndbog om mission ”Hvad hjertet er fuldt af” konstaterer, at kristendommen dør, hvis den opgiver at fortælle sit budskab videre. Bogen er en guldgrube af perspektiver på og citater om mission: Mission giver en impuls til forandring. Mission er en invitation. Mission er en rygtespredningskampagne (med rygtet om Jesus). Mission er, hvad de kristne gør, når de videreformidler Jesu gode budskab, som imod al fornuft hævder, at Gud er os nådig. Missionens nytteværdi er at pege hen på det, som tilsyneladende ikke er til nogen nytte, men som alligevel kan vise sig at være det allervigtigste i livet…

Det er så fint, at det igangværende 1200-års Ansgar-jubilæum danner bagtæppe for søndagens tekst, hvor missions- og dåbsbefalingen skal lyde ikke bare fra døbefonten, men fra prædikestolen. Med Ansgarjubilæet kan vi betænke, at vores egen historiske identitet for en stor del er en frugt af missionsbefalingen. Mission er nok aldrig ren; Ansgars mission og siden Harald Blåtands omvendelse var ikke fri af politiske magtspil og uhellige alliancer, men den befriede fra asatroens og vikingemoralens stejle æres- og blodhævnskodeks og lærte os, at forsoning er større. Det takker vi for.

Hein Heinsens bronzeskulptur fra 2015, som rejser sig 5 m høj ved Ribe Domkirke, har ikke savnet fotografer i denne uge: Det fremgår, at den er kløvet over venstre skulder for at vise det voldsomme brud mellem den gamle og den nye gudstro. Den ene side er urolig med slyngninger, den anden side rolig. Ansgars ene hånd holder en dæmon, med den anden velsigner han. Der må hos os som hos Ansgar foregå en stadig kamp for at tæmme destruktive kræfter. Ansgars velsignende hånd er givende, men også tæmmende, tilbageholdende, fordi modstand skal holdes tilbage. Hovedet er groft formet, fødderne er polerede, ædle som en reference til ”liflige fodtrin af dem, der bringer glædesbud”, men også til, at Jesus ved at vaske disciplenes fødder gav fødderne opmærksomhed: Fødderne skulle bære disciplene ud som missionærer. Da skulpturens sokkel er 1,4 m h., er fødderne det første man ser.

Hein Heinsen har ytret, at skulpturen er antihierarkisk og antiautoritær. “I dag er autoritet punkteret”. Mission må udføres af fejlbarlige og sårbare mennesker. Foto: Claus Jensen.

Fordybet i pinsetanker om ”åndens pust” går jeg ud i min have for at hente vasketøj ind. Tøjet dufter så rent og frisk, som det kun kan gøre, når det er blæst igennem ude på snoren. Terrassen trænger til et lugejern, men jeg freder de ’selvsåede’ kulørte stedmoderblomster, som greb chancen i flisesprækkerne; vinden må have pustet småfrø rundt i haven med den vilde palet som resultat. I den lette brise finder duften fra syren- og tjørnebuske vej til min næse. Solsortens klangfulde sang får mig til at standse og lytte: Fra en strube deroppe i trætoppen bringer luftens bølger bevægelse ind i mit øre – og hjerte.

På søndag bliver det bl.a. pinsesalmerne, der skal bølge fra kirkens orgelpiber og menighedens lunger, berøre vore hjerter og beånde os hinsides det målbare. Pinseånden kan jo ikke fyldestgørende beskrives som bølgende luft, måske kan den slet ikke beskrives. Siden Gud ”indblæste livsånde” i mennesket, har mennesket været beåndet som mere end et sansende levevæsen. Mennesket er en sjælelig skabning med længsel efter mening, forløsning, nåde, evighed, ja efter Gud. – På søndag og mandag driver den sjælelige længsel os måske ind i en kirke eller ud i en friluftsgudstjenestes vindpust.

Pinse er bekræftelse af den indbyrdes forbindelse, som er vores livline. Helligånden er svar på menneskers længsel efter Gud og Guds længsel efter mennesker. Pinsen er det levende mellemværende, hvori vi er besjælede af fælles forståelse, fælles glød. Glød er ganske vist et meget stort ord blandt tempererede danskere, men pinseberetningen bruger store ord i fortællingen om det glødende mellemværende mellem Gud og mennesker. Dette hellige mellemværende er ikke om hvad som helst, der vækker begejstring, men handler altid om tro, håb og kærlighed. Pinsen er kirkens fødsel med Helligånd som fødselsdagsgave. Vi har altid Ordet fra og om Kristus som vores tændsats eller stille flamme. Heldigvis behøver vi ikke selv at kunne mobilisere en stemning af begejstring for at få kirken til at leve. Det er ok at møde op med et fladt batteri og et gråt humør og bare lytte, lytte til en altid ny fortælling fra Gud om tro, håb og kærlighed. Den er Helligåndens epicenter.

At en gruppe eller folkemasse kan forenes i en høj stemning, kender vi så godt, senest fx fra den aarhusianske begejstring over AGF’s fodboldsejr, hvor byen som med én lunge skrålede: ”Kom så de hviije!” Det er jo altid meget herligt at se glade mennesker, men ofte er en folkelig begejstring drevet af modsætningen ”os og dem” med vindernes selvfede håneret som en del af festen, ikke altid i gemytlighed.

Ingen skal være i tvivl om, at Helligåndens mellemværende er uendeligt inkluderende: I Apostlenes Gerninger kap 2 skrives om op til 17 folkeslags sammenstimling i Jerusalem med måske lige så mange forskellige sprog og dialekter. Pinseunderet nulstiller så at sige Babels sprogforvirring og bringer alle de fremmede sammen i en overraskende fælles forståelse og tro: ”De var ude af sig selv af forundring og spurgte: ’Hør, er de ikke galilæere, alle de der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? …”vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål”. Helligånden er sendt til verden. Glædelig pinse!

Kunstneren Adi Holzer, der nyligt fyldte 90, har bl.a. udsmykket Faurholt Kirke i Midtjylland med karakteristisk farvestærke malerier på altertavle og prædikestol, malet i 2003. På prædikestolen ses de to billeder ”Menneskets skabelse” og ”Kirkens skabelse”. Se nederst i opslaget på hjemmesiden https://kirkekunst.net/K ”Kirkens skabelse” er et pinsebillede. Her symboliseres Helligånden af en hvid due på dybblå baggrund – mere anskuelig end et vindpust – og fra duen falder gyldne dråber ned på mennesker, der ikke vises som en masse, men som enkeltpersoner. Dråberne er flammer, der symboler Guds glødende engagement i hvert et menneske. En agiterende skikkelse i helfigur ses i det nederste blå felt ved siden af et frontalt malet ansigt, som har øjenkontakt med os, kommunikerende pinsens budskab. Foto: Claus Jensen.

Vi kender bl.a. Lin Utzons kirketekstiler fra Hellebæk Kirke og ikke mindst fra Bagsværd Kirke, hvor kunstnerens far var arkitekten. Enkle tegninger med klare farver, konturer og kontraster kendetegner Lin Utzons vævninger. Her viser jeg Claus Jensens foto af Lin Utzons brede gulvløber fra o.1976 i Bagsværd Kirke. Motivet har titlen “Betlehemsstjernen leder vej”.

Nederst en af Lin Utzons alterduge i Hellebæk Kirke