Kunst til kirkeåret, 16. søndag efter trinitatis, 2. rk. – Lazarus’ opvækkelse

August og september har bragt os høstens guld, og mange kirker holder fast i at festligholde høsten. Opmuntrende at se, hvordan kirketjenere her og der gør sig umage med at præsentere overdådigheden i høstgudstjenester! Med kirke- og hjerterum giver vi plads for taknemmelighed for gaverne. – – Men herefter melder vemodet sig umiddelbart: Når farver og fylde afløses af visnen og mørkere dage, stemmes sindet i mol. Sansningen af naturens død øger bevidstheden om vores egen – og vore kæres. I kirken må der altså efter høsten tales om død, og ikke bare den ideelle død, hvor et gammelt menneske ”sov ind, som sol i høst går ned” (med citat fra Grundtvigs Kirkeklokke), men også den grumme og utidige død.

I evangelieteksten fra Johs kap. 11 hører vi, at Jesus græder sammen med Lazarus’ sørgende søstre Martha og Maria (som også var på rollelisten sidste søndag) og selv oprøres over sin unge vens død. Teksten fortæller om deltagelse i sorgen og om protest, men først og fremmest om Guds magt over døden. Som Johannesevangeliets forsmag på påsken med dens ubegribeligt grænsesprængende håb hører vi denne søndag Jesus sige til Martha: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør”… og ude ved graven, hvor Lazarus ligger som lig på fjerde dag, siger Jesus: ”Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” Kristi ord er handling: Han forlanger gravstenen taget væk, tilbeder Gud og råber ’med høj røst: ”Lazarus, kom herud!” Og den døde kom ud’… Vi venter ikke mirakler på kirkegården, men sammen med Martha og alle sørgende inviteres vi til at tro på Guds herlighed. Vi indbydes til at gå videre ind i efteråret med dets mørkere dage i tillid til, at Gud er virksom, skabende, genoprettende, helende. Nu og siden.

Sidste søndag viste jeg på hjemmesiden et udsnit fra Viborg Domkirkes ‘billedbog’, hvor Joakim Skovgaard leder os frem mod påsken bl.a. ved scenen med Lazarus’ opvækkelse. Mange andre danske kirkekunstnere har taget dette dramatiske motiv op. I 1930’erne valgte Jais Nielsen (1885-1961) således motivet til en rude i Grenå Kirke, og i 1949 indgik Lazarus’ opvækkelse ligesom Jesu opvækkelse af Jairi datter i Jais Nielsens imponerende glasmosaikker til de fem meter høje ruder i Vor Frelser Kirke i Vejle. Lazarus’ opvækkelse figurerer under korsfæstelsen i den midterste rude over det gyldne nadverrelief, som Jais Nielsen også har tegnet.

Også i en enklere keramisk fremstilling har Jais Nielsen anskueliggjort fortællingen om Lazarus’ opvækkelse, nemlig i vestjyske Tim Kirke (se nederst i opslaget på min hjemmeside). I alle udførelser har kunstneren med kras realisme vist, hvordan stanken fra liget får nærtstående til at holde sig for næsen, mens Kristus suverænt kalder på den døde, som nu slår øjnene op.

Fotos: Claus Jensen.

Nedenfor 3 af de 5 ruder i vor Frelser Kirke i Vejle med Lazarus’ opvækkelse lige under korsfæstelsesbilledet.

Nederst udsnit af den keramiske udsmykning fra 1957 i Tim Kirke.

Kunst til kirkeåret, 15. sø. e. trin., 2. rk. – Jesus hos Martha og Maria

Som så ofte holder prædiketeksten et spejl op: I evangeliet fra Luk. 10 om Jesu besøg hos Martha og Maria kan jeg spejle mig i den rastløst foretagsomme Martha: Vist skal der på et eller andet tidspunkt helst blive stunder til gode samtaler og fordybelse -, men først…, først skal jeg lige…, først skal jeg lige gøre nedfaldsæblerne i stand til fryseren, så de kan ligge klar til efterårets æblekage…, men den stopfulde kummefryser må jeg snarest have afrimet, den sluger alt for meget strøm…, åh, mange af æblerne har allerede rådne pletter…, det går ikke, at de bare bliver liggende i haven og måske tiltrækker rotter…, jeg er bagud igen… Men nu lader Jesus mig ikke alene med mit nærsynede blik på, hvad jeg mestrer og navnlig ikke mestrer, for sandheden er, at det ikke er menneskeligt muligt at mestre livet. Livet er ikke en tjekliste, men en nådegave. Jesus henvender sig nu direkte til mig: ”Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent”… Så skal jeg da ikke først og fremmest iagttage mine egne små præstationer og desto større utilstrækkelighed. Jeg må løfte blikket fra mit panderynkende spejlbillede og se mit liv oppefra, i Guds evige lys. Jeg må lytte til noget større end min egen tankestrøm, lade Guds ord genoprette proportionerne, erfare selvforglemmelsens nåde med Guds ord som livlinen oppefra. Kristus fremhæver den lyttende Marias valg, og med sin replik til Martha tilbyder han også hende ”den gode del”. Han indbyder, rummer og velsigner både Maria og Martha – og os andre, som heller ikke mestrer livet.

Til denne helligdag vælger jeg Niels Larsen Stevns’ alterbillede fra 1905 til Hersom Kirke nord for Viborg med Jesu besøg hos Martha og Maria som motiv. Her ser vi, at der generøst er malet glorier om alle sceneriets tre personer: Guds lys skinner fra Jesus på begge kvinder! Den fredfyldte Maria er lys og skær, men Martha er aldrig dømt ude. Hun tørrer sveden af panden – og lytter! MEN hovsa, dette maleri ligner da ikke et værk af Stevns, det er jo slet ikke hans stil. Larsen Stevns havde et stort og egenartet talent at udfolde efter det omfattende assistentarbejde i Viborg Domkirke for Joakim Skovgaard. Skovgaards berømmelse skaffede Stevns opgaven med alterbilledet til Hersom Kirke, men i Hersom vovede man ikke at binde an med Larsen Stevns’ egen ukonventionelle stil; man foretrak, at der blev malet, sådan som mesteren Joakim Skovgaard malede. Dette ønske efterkom Niels Larsen Stevns så i denne omgang ved at eftergøre det udsnit af Viborg Domkirkes vægmaleri, hvor Joakim Skovgaard havde skildret Jesu besøg hos Martha og Maria. – Der er al mulig grund til nu at fejre 150-års jubilæet for den restaurerede Viborg Domkirke med Skovgaards kolossale billedværk på vægge og loft som hovedattraktion, men der er også grund til at glæde sig over, at Niels Larsen Stevns andetsteds fandt lejlighed til at bevise sit eget personlige, epokegørende talent. Nederst i opslaget ses det store vægmaleri af Joakim Skovgaard i Viborg Domkirke, hvorfra Niels Larsen Stevns har kopieret den lille sektion.

Fotos: Claus Jensen.

Nedenfor vægmaleri af Joakim Skovgaard i Viborg Domkirke, hvorfra Niels Larsen Stevns har kopieret den lille sektion fra nederste højre hjørne.

Kunst til kirkeåret 14. sø. e. trin., 2. rk. – Rejs dig!

Vi kommer snart til septembers første prædiketekst, evangeliet fra Joh. 5 om den syge mand, der på 39. år ligger ved dammen i Betesda, hvor der angiveligt til tider sker helbredelsesundere. Vi kan dårligt læse teksten højt uden samtidig at røbe, hvad vi vægter: Hvor lægger vi trykket? Jesus henvender sig til denne kroniker med spørgsmålet: “Vil du være RASK?” – eller måske snarere: “VIL du være rask?” – Handler det om en sygdom i livsviljen, som fastholder patienten i den ørkesløse passivitet, så længe han ikke møder det myndige ord?… Eller betoner vi den syges efterfølgende hjerteskærende klage: “Herre, JEG HAR IKKE ET MENNESKE til at hjælpe mig”…? Så kan vores prædiken handle om menneskers invaliderende ensomhed og den appel til omgivelserne, som den ensommes ensomhed indebærer, – og så falder tankerne måske på vor egen tids sygdoms- og ulykkesramte, såsom ham der faldt om på alfarvej, mens forbipasserende dårligt ænsede ham, endsige standsede for at hjælpe….

Hvad evangelisten lægger vægt på, er der ingen tvivl om: Jesus Kristus er den mands menneske som undergøreren, sendt af Gud: Hvor Jesus kommer frem, inkognito eller ej, formår han med Guds kraft at bryde dødsmagternes regime og skabe nyt liv – og samtidig overtrumfe kulturens stivnede regler vedr. sabbat og synders straf. “Rejs dig, tag din båre og gå!”, byder Kristus, og Ordet skaber, hvad det nævner: “Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.” – Som det gælder alle evangelietekster, er forkyndelsen ikke bare from historieskrivning, men skrevet med henblik på en fortsat virkningshistorie: Beretningen vil gøre en forskel for vores livsmod og tro: Den vil appellere til modigt at tage livet op, så godt som det nu er muligt, og den appellerer til kærligt at standse op og give sig tid hos den, der ellers “ikke har et menneske”, alt i tillid til Gud. Livet er nu som altid et mellemværende mellem Gud og mennesker, hvor Gud taler og ånder ind i alle vore forbundne liv og gentager sit “Rejs dig!” . Livsmodet er – som suveræn livsytring – en Guds gave, der igen og igen kalder os til ikke at resignere, heller ikke på de andres vegne.

Der findes i vores danske kunsthistorie i hvert fald to kendte malerier, som fortolker denne fortælling: Carl Blochs og Joakim Skovgaards, som jeg begge har anvendt ved tidligere års opslag til denne søndag. Denne gang griber jeg til en mere generel skildring af mødet mellem Jesus og en person, der sidder på jorden. Det farveskønne, ekspressionistiske billede er et oliemaleri af den kunstakademiuddannede Lars Dan (f. 1960) med titlen “Komposition” 1985-86, malet i kunstnerens periode med traditionelle, også religiøse motiver, før han – til min personlige beklagelse – gik over til rene abstraktioner med stadigt tykkere lag af maling. Billedet kan vise en helbredelse eller en anden situation, hvor et menneske kaldes op. Der er tilskuere i baggrunden, og som ofte hos Lars Dan ses Himlen spille med i skikkelse af måne og sol, og kirken ligeså, sådan som Lars Dan nu engang maler kirker. Vi ser en mild Jesus – eller et menneske i Jesus’ sted – bøje sig mod den syge med fremstrakte hænder – og vi kan næsten høre ham sige: “Rejs dig!”. Billedet, som har været udstillet i kunstgalleri i Vejle, er fundet på nettet.

Kunst til kirkeåret, 13. søndag efter trinitatis, 2. rk. – Den fordømte magtkamp

En række af kirkeårets nyligt læste tekster har holdt et spejl op for mennesker, som vi med ulyst må genkende os selv i: I teksternes spejl har vi set apatiske mennesker, selvretfærdige mennesker, mennesker med råddent sprog…, og nu skal vi i Matt. kap. 20 se på billedet af menneskers uflatterende kamp om de mest fremtrædende positioner: Brødrene Jakob og Johannes’ mor plager Jesus om at love sønnerne de fineste pladser i Guds Rige; deres liv som disciple kan jo koste dem dyrt… De andre disciple er naturligvis straks alarmerede over måske selv at blive forbigåede. Jesus giver så dem og os en lektion i forskellen på verdens tilstand og Guds Rige: “I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer”.

Ser vi på verdens aktuelle tilstand, ligger den triste erkendelse lige for: den ikke ubetinget er ændret til det bedre. Magthaveres undertrykkelser og misbrug synes mange steder snarere opskaleret i takt med udvikling af potente våben og overvågningsteknologi. I de mellemliggende årtusinder har mennesket fået styr på en hel del, men åbenbart ikke overordnet på eget afsindige magtbegær. Tilmed smuldrer i disse år de møjsommeligt opbyggede retsinstitutioner, så det nye dogme er, at ‘magt er ret’, gudbedredet!

Mere end nogensinde har vi brug for evangeliets modfortælling om, at virkelig storhed ligger i at give sig selv for andre. Jesus sætter sagen på spidsen med udsagn som: “den, der vil være stor iblandt jer, skal være jeres tjener”… eller sågar “træl”. – Hos en nutidig dansker giver dette nærmest åndenød og kalder billedet frem af Laura i Matador, der modtog en flygtig hædring for 25 års tro tjeneste for så straks med trætte fødder at vende tilbage til det ventende grisehoved i Varnæsdomicilets nedre regioner. – Hver ny generation har brug for at gentænke, hvordan individualisme, identitet og ønske om anerkendelse må forholde sig til det dybere kald til at leve et mindre selvoptaget, et mere givende liv, der sætter medmenneskers tarv i centrum. Hvordan inspirerer Guds Rige os på retfærdig vis til et givende liv i verden? Er det her, vi skal genoplive den lutherske tanke om arbejdet som et kald, en tjeneste for både mennesker og Gud? Eller haster vi frem til evangelietekstens endelige fokus som vores helle: at pege på det menneske ud af alle mennesker, der gav det hele – også for os: “Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange”. Her løftes Jesu liv og død op til at være kærlighedens og tilgivelsens eviggyldige symbol og vores absolutte modbillede mod den fordømte magtkamp.

Hvor finder jeg en kirkekunst, der viser dialektikken mellem på den ene side verdens rå magt og undertrykkelse og på den anden side Jesu mytiske modfortælling, helst et kunstværk med aktuelle udtryk? Et svar kan være den talentfulde fynske maler Sys Hindsbos alvorstunge malerier. Ikke uden forbindelse med egen traumatisk familiehistorie omkring 2. verdenskrig har hun mange gange skildret magthavere og deres ofre, ofte i gådefulde, surrealistiske sammenstillinger. Hendes billeder af undertrykkelse kan være grumme med både tortur og henrettelser, hvor såvel ofre som bødler oftest er mænd, sidstnævnte delvist uniformerede. Sys Hindsbo (f. 1944) er en skarp og veluddannet mennesketegner, som kommer langt med sort/hvidt. – Hendes hudløse værker ses bl.a. på Aalborghus Gym., ved Kliplev Kirke, Ørslev Kloster og Nykøbing Falsters bispegård og har været udstillet i Kingos Kirke i Odense og Ølby Kirke i Køge. – Da man 2005-2015 i Nazaretkirken i Ryslinge overvejede et opdateret alterbillede i stedet for Chr. Dalsgaards og Emil Hansens nostalgiske idyl, var Sys Hindsbo på banen med et alternativ, og hendes gennemarbejdede altertavleforslag blev prøveophængt, men endte med at blive vraget af menigheden: Hendes spejl af verdens magt og magtens ofre var for ubehageligt. Her viser jeg søndre fløj af Sys Hindsbos alterbilledet med titlen “Emmausmåltidet”. Det er et kontrastfuldt billede af et par forholdsvis moderne herrer i hhv. habit og uniform ved et cafebord med kande og brød. Den stående mands jakke kan give associationer til en eller anden militærmagt, muligvis fra Europas nyere historie, altså som en bøddelmagt foran den korsfæstede, der viser sig som en vision i baggrunden. Det uniformerede opstandelsesvidne skjuler sine øjne i dette sandhedens chokerende øjeblik, hvor han modtager åbenbaringen af den lysende Kristus med hudflettet ryg. I dag er altertavlen formentlig i kunstnerens privateje. Foto er hentet i Kunsthallen Brandts fine udgivelse ‘Sys Hindsbo’. Foto af hele det trefløjede alterbillede ses nederst på hjemmesidens opslag.

Nederst i opslaget ses hele Sys Hindsbos triptykon med nadverbilledet tv. og skikkelser omkring korset i centrum.

Tillykke til Inger Exner med de 100 år!

Med største respekt kan vi gratulere arkitekt Inger Exner med alle de mange år, hvor hun sammen med Johannes Exner har haft epokegørende indflydelse på moderne dansk kirkearkitektur – og dertil svensk.

Udefra set er de exnerske kirkebygninger ofte rolige og lukkede, undertiden med originale skæve vinkler. Indvendigt kan kirkerne modtage os med en rå enkelhed eller med overraskende spil i store murfladers mønstervirkning, altid med fokus på det livgivende lys, dagslys og mange hængende lampers ‘stjernehimmel’. Centralt i kirkeinventaret finder vi måske svoger Bent Exners unikke smykkekunst som spinkel, funklende alterprydelse.

Kirkebygningerne kan være som massive borge eller som transparente glashuse, umulige at sammenligne. Skal jeg til dette opslag vælge en enkelt af Exners 13 kirker, bliver det Lyng kirke ved Fredericia fra 1994. Den ligger som en lys og let skulptur i terrænet, inspireret af en stor blodbøg på stedet, og indvendigt overrasker den os med et stort, forgrenet “Livets Træ”, som bærende og betydningsbærende struktur.