Allerede o. år 50 blev kristendom til forskel fra jødedom en missionsreligion: Efter samråd med Peter bragte Paulus evangeliet til hedninger, og således kunne de universalistiske ansatser i Jesu forkyndelse udfoldes. Den unge kirke formulerede sin verdensrettede missions- og dåbsbefaling, i Matt. 28 præsenteret som den opstandnes afsluttende bud: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Buddet er uadskilleligt forbundet med det store, guddommelige tilsagn: om nærvær til alle tider, – et tilsagn, der læses med særligt eftertryk ved hver en dåb.
Her i Mattæusevangeliets grande finale hører vi et myndighedssprog, men det bemyndiger ikke kristne til at udøve magt; det bemyndiger til inklusion: Med guddommelig myndighed lukkes op for inkluderende mission på alle sprog og i alle kulturer. Kristendommen sættes hermed i verden som en oversættelsesreligion, der må række ud og stadigt nyformulere sig for at vinde forståelse. – Jeg har hørt, at Hans Egede måtte oversætte ”Se, det Guds lam” til ”Se, den Guds sælhund”.
De seneste europæiske generationer har med nødvendig selvkritik måttet bakse med missionshistorien som et problematisk aspekt af kolonialismen og imperialismen. For danskere er kritikken og selvkritikken aktuelt blevet intensiveret i vores mellemværende med Grønland: Magtudøvelse, omsorg og emancipation er smerteligt sammenfiltret. Mission med bibeloversættelse gjorde grønlandsk til skriftsprog og bevarede det, og så kan dette bevarede sprog da også frit tages i kolonialisme- og missionskritisk anvendelse.
Professor Viggo Mortensens uovertrufne håndbog om mission ”Hvad hjertet er fuldt af” konstaterer, at kristendommen dør, hvis den opgiver at fortælle sit budskab videre. Bogen er en guldgrube af perspektiver på og citater om mission: Mission giver en impuls til forandring. Mission er en invitation. Mission er en rygtespredningskampagne (med rygtet om Jesus). Mission er, hvad de kristne gør, når de videreformidler Jesu gode budskab, som imod al fornuft hævder, at Gud er os nådig. Missionens nytteværdi er at pege hen på det, som tilsyneladende ikke er til nogen nytte, men som alligevel kan vise sig at være det allervigtigste i livet…
Det er så fint, at det igangværende 1200-års Ansgar-jubilæum danner bagtæppe for søndagens tekst, hvor missions- og dåbsbefalingen skal lyde ikke bare fra døbefonten, men fra prædikestolen. Med Ansgarjubilæet kan vi betænke, at vores egen historiske identitet for en stor del er en frugt af missionsbefalingen. Mission er nok aldrig ren; Ansgars mission var ikke fri af politiske magtspil og uhellige alliancer, men den befriede os fra asatroens og vikingetidens stejle æres- og blodhævnskodeks og lærte os, at forsoningen er større. Det takker vi for.
Hein Heinsens bronzeskulptur fra 2015, som rejser sig 5 m høj foran Ribe Domkirke, har ikke savnet pressedækning i denne uge: Den er kløvet over venstre skulder for at vise det voldsomme brud mellem den gamle og den nye gudstro. Den ene side er urolig med slyngninger, den anden side rolig. Ansgars ene hånd holder en dæmon, med den anden velsigner han. Der må hos os som hos Ansgar foregå en stadig kamp for at tæmme destruktive kræfter. Ansgars velsignende hånd er givende, men også tæmmende, tilbageholdende, fordi modstand skal holdes tilbage. Hovedet er groft formet, fødderne er polerede, ædle som en reference til ”liflige fodtrin af dem, der bringer glædesbud”, men også til, at Jesus ved at vaske disciplenes fødder gav fødderne opmærksomhed: Fødderne skulle bære disciplene ud som missionærer. Da skulpturens sokkel er 1,4 m h., er fødderne det første man ser.
Hein Heinsen har ytret, at skulpturen er antihierarkisk og antiautoritær. “I dag er autoritet punkteret”. Mission må udføres af fejlbarlige og sårbare mennesker. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 