Kunst til kirkeåret, 20. sø. e. trin. 2. rk. – Vingårdsarbejdere

Tilværelsen melder sig for os som opgaver, vi er nødt til at forholde os til. Den meget sammensatte prædiketekst fra Matt. kap. 21 indeholder bl.a. forskellige lignelser om at måtte arbejde i Guds vingård. Det er ikke kønne billeder, vi får af vingårdens arbejdere, altså af mennesker som os med opgaver i livet: Den ene siger alt det rigtige, men lader det blive ved snakken; den anden afviser forlods opgaven, men fortryder siden og tager så ansvaret op. Den store vingårdslignelse fortæller, at ’forpagtere’ under ejerens fravær får ansvar for vingården som en verden med rige muligheder. Forinden har den omsorgsfulde vingårdsejer sat hegn og lagt alt til rette, så forpagterne kan plante, vande og høste med håb. Alt er betroet dem – en tid. Men i deres grådighed bilder forpagterne sig nu ind, at de ejer det hele og kan gøre med det, hvad de vil. Med alle midler lukker de munden på enhver, der minder dem om, at der forestår et regnskab med vingårdens skaber.

Vi forstår, at vingården er billede på hele det menneskelige mellemværende med Gud, med ophav og med omgivelser, som mennesker ikke bare skylder sig selv. Gud elskede først, og menneskers opgave er at forrente kærligheden. Afsindige ’forpagtere’ af den givne livsverden trodser gudgivne opgaver ved kun at have øje for egen kortsigtet vinding. I stedet for at spørge om, hvem man kan tjene, spørges der om, hvad man kan tjene, og hvem man kan tjene på. Billedet af ubændig menneskelig grådighed kan så let eksemplificeres. Jeg kunne gå i selvsving med dagsaktuelle eksempler på menneskers blasfemiske profitmaksimeringer og fatale overmod, men overlader de konkrete udlægninger til min læser.

Der har ikke manglet advarsler: Mattæus udfolder lignelsen allegorisk sådan, at Gud har sendt profeter, prædikanter og til sidst sin egen søn til verden med budskab om menneskers rette ansvar og skyldighed; vi har set, hvordan det gik. Men budskabet skal gentages: Vi har lov at bruge den forunderlige verden rationelt og driftigt, men vel at mærke også retfærdigt, kærligt og ydmygt i forhold til livets betroede gaver. Vi står med vores righoldige livsverden i hænderne, og vi kan kreativt præge den til det bedre eller til det værre, men i alt fald har vi den kun til låns i vores korte øjeblik på jorden.  –

Hvor blev nu evangeliets ’glædelige budskab’ af? Jo det er der! Jesus fortalte om de vrangvendte med det hidtil misbrugte liv, at de “angrede og troede” og fandt ”vejen til retfærdighed”, og blandt de første ”skal gå ind i Guds rige”, altså ind i den virkelighed, hvor kærligheden råder. Således opmuntrede…

Mit valg af kunst til dagen faldt på Astrid Noacks (1888-1954) værk fra o. 1950: “Ung mand der planter et træ”. Sent i livet skabte kunstneren skulpturen som – med egne ord – “symbol på det groende livs sejr”. Der plantes med håb, og kunstværket er opbyggeligt. Med denne enkle, knælende figur har kunstneren givet os et livsbekræftende billede af menneskets virke i harmonisk forbindelse med jord, planter og dyr. Set med mine øjne har den værdige og ligefrem højtidelige skulptur en stærk åndelig kvalitet. Kunstneren er hverken effektsøgende eller detaljerig, men finder med sine arketypiske figurationer ind til menneskelivets universelle kerne. Skulpturen har hjemme ved kunstnerens atelier i Rådmandsgade, Kbh., og på plænen foran Tønder Kunstmuseum står en kopi i bronze. Foto er fundet på nettet. – Kunstnerens mest berømte værk er i øvrigt “Det korsfæstede menneske” fra besættelsestiden, som formedelst sin nøgenhed var omdiskuteret, men heldigvis nu kan beundres i Løgumkloster. Se nederst i dette opslag.

Nedenfor ses Astrid Noacks skulptur, der opr. blev skabt som mindesmærke for de faldne fra 9. april 1940.

Photo Torben Petersen DK

Kunst til kirkeåret, 1. søndag efter trinitatis, 2. rk. – Vækst og korthuse

Vi har fået en ny minister for vækst: Jakob Engel-Schmidt er belønnet for sin udmærkede indsats som kulturminister med forfremmelse til Skatte- og vækstminister; de mest eftertragtede ministerier tager jo vare på pengesagerne. Ministerens meget betroede nye opgave er at befordre voksende pengestrømme til samfund og statskasse, hvor der skal handles fremadrettet med sigte på kommende afkast og forsyningssikkerhed, – sideløbende med skyldig respekt for skatteborgernes retfærdighedssans. Her får så også de arvede formuer en ny politisk bevågenhed…  

Der er åbenbart ikke meget langt fra disse aktuelt prioriterede agendaer til den verden, Jesus iflg. Luk 12 befandt sig i: ”En i skaren” følte sig snydt i en arvesag og bad om Mesterens hjælp. Men ikke bare nægtede Jesus at gå ind i sagsbehandlingen, han kastede modlys på hele den økonomiske agenda: ”Vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod”.

Der er ikke noget i vejen med økonomisk fornuft og fremsynethed, som muliggør alverdens gode tiltag, MEN alarmklokkerne må ringe, når økonomi bliver religion, religionen. Penge er middel og ikke mål. Hvis et menneske alene er fokuseret på økonomisk vinding, fornedrer det sig i menneskelig fattigdom og afstumpethed. Det endimensionelle liv er et fattigt liv. Der er ganske vist mange former for endimensionalitet; nogle lever fx for at bekæmpe aldring og blive ved med at se unge ud; nogle samler på likes; på utallige måder kan man være for selvoptaget og selvfed. Lukas har et særligt kritisk øje til rigdom, fordi han ser den som uret mod fattige. Lignelsens rige bonde, der vil bygge større lader til sin store avl, bliver symbol for at have nok i sig selv, og for at leve et (pseudo)liv, hvor kærlighed og ånd – altså Gud – er skrevet ud af ligningen: ”Så min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad!”. Men illusoriske er og bliver alle menneskelige fantasier om at kunne sikre sig og være sit eget livs Gud. Som bekendt er der ikke lommer i ligskjorter.   

Set i bagklogskabens lys byggede den rige bonde et korthus. I den store samfundsskala har vi alle sammen bygget korthuse, når vi har ‘hygget os i smug’ som vidner til krigs-, klima- og miljøkatastrofer med påfølgende sult- og flygtningeragnarok. Det er menneskeligt at reagere ved at skøtte sig selv og tage skyklapper på, ’tage én dag ad gangen’ og ’leve i nuet’. Spørger vi Jesus, er svaret at være rig på kærlighed og øse af den, i dag og alle dage.

Billedhuggeren Erik Heides utrolige skulptur “Korthuset” fra 2006 står foran ældrecentret ”Hav Fjord” i Thyborøn som en kraftpræstation med finurlig mangetydighed – og humor ? Den viser menneskets ukuelige vilje til at sætte noget stort i verden med og mod tyngdekraften. Den viser ånd mod materie, til syvende og sidst holdt oppe af naturlove. Alene titlen får os til at se skulpturen som symbol for skrøbeligheden i individets liv og i den altid truede civilisation, hvor vestenvinden drøner ind over Vesterhavsvej i Thyborøn, hen over diget, som holder de større kræfter i skak – foreløbig. Foto: Claus Jensen.