For år tilbage indledte jeg et nyt livsafsnit med flytning til et nyt hjem. Et uvurderligt vennepar kom på besøg med indflyttergaven brød og salt. Dengang vidste jeg faktisk ikke, at det var god, gammel skik at indvie et nyt hjem med netop brød og salt, men en lille højtid blev det. Brødet spiste vi umiddelbart, saltet måtte jeg tænke over. Med saltet udtrykkes ønsket om vedvarende gode dage. Salt er fhv. uforgængeligt, men på den anden side ikke noget værd, hvis det ikke bruges; det skal ikke snavses til, men det skal heller ikke forblive i skabet, det skal anvendes – for at rense, for at give maden karakter eller for at bevare den. For oldtidens mennesker i et varmt Mellemøsten må en bunke hengemt fisk eller kød uden salt svare til en nutidig oplevelse af en fuld kummefryser efter langvarig strømafbrydelse.
I dagens evangelietekst fra Luk. 14 sammenlignes en discipels troskab med salt. Med meget strenge ord stiller Jesus her i udsigt, at der kommer valgsituationer, hvor det er fristende at give op, men som hans discipel må man holde ud og “give afkald på sit eget”. Som salt skal troen omsættes og tjene livet, ikke bare opbevares hengemt i kirken, men tjene – som den gode ånd i hjem, på arbejde og i samfundsliv. Vi kan ikke altid redde den hyggelige stemning og vores eget skind med kompromiser og konsensus. Mennesker risikerer at korrumperes som gammel fisk uden saltning, hvis de ikke finder mod til at sige til eller fra. Dyb respekt for kristne, der bekender kulør og holder kirke trods forfølgelse og chikane. Dyb respekt for Danmarks indvandrede unge, der kæmper for demokrati trods klansamfunds anderledes normer. Dyb respekt for værnepligtige ukrainske mænd, der ikke flygter ud af landet, selvom de naturligvis er bange. Dyb respekt for Læger uden grænser, der bliver på posten, – og for resten også for danske læger, der nægter at blive håndlangere for statsautoriseret aktiv dødshjælp. Dyb respekt for danske erhvervsfolk, der nægter at bestikke sig genvej til forretninger i udlandet… Dyb respekt og tak for dem, der alle steder er “jordens salt og verdens lys”.
Tænker jeg tilbage på det hjem, der i sin tid så løfterigt blev indviet med brød og salt, med datidens gode forsætter, så melder erkendelsen sig, at det alligevel aldrig – med tekstens billede – ret lykkedes at “bygge et tårn færdigt” – endsige selv være noget åndeligt fyrtårn. For hvornår “søgte jeg ikke mit eget”? – Men når mit salt har “mistet sin kraft”, må jeg tro på, at der er mere at hente, hvor det kom fra: Igen på søndag kan en ramsaltet prædiken ‘indvie et nyt livsafsnit’. Guds salt slipper ikke sådan op. Simon Grotrian udgav i 2006 en salmesamling med titlen “Jordens salt og verdens lys” med salmen “Hvis saltet mister al sin kraft”. Her associerer han til det umådelige, salte ocean omkring os. Salmens sidste vers lyder:
“Hvis sjælen mister al sin kraft / og blafrer bort som tyl og taft / Vorherre, stå mig honningbi / og ræk mig da en kirkesti / lad Ordet fylde mig med kraft.
Hvis Ordet fylder os med kraft / den samme har Vorherre haft / og salt og have, sjælehi / lad onde tanker gå forbi / med Fanden og hans kosteskaft.”
Dansk kirkekunsts fineste billede af salt, glitrende groft salt, er malet i 2012 af Thomas Kluge til altertavlen i Store Magleby Kirke på Amager som et af symbolerne på det mytisk-realistiske nadverbillede, der har fylde og dybde til et helt foredrag. Alterbilledets titel er “Lyset skinner i mørket”. Her ses olivensaltkarret ved siden af en stofserviet, der er vædet af rødvin, et symbol på Jesu blodplettede ligklæde, men også bærer af et Kristusmærket æg, der er et opstandelsessymbol. Foto: Claus Jensen.
Hele altertavlen ses nedenfor:
Birgitte Bech kirkekunst 