Vi har fået en ny minister for vækst: Jakob Engel-Schmidt er belønnet for sin udmærkede indsats som kulturminister med forfremmelse til Skatte- og vækstminister; de mest eftertragtede ministerier tager jo vare på pengesagerne. Ministerens meget betroede nye opgave er at befordre voksende pengestrømme til samfund og statskasse, hvor der skal handles fremadrettet med sigte på kommende afkast og forsyningssikkerhed, – sideløbende med skyldig respekt for skatteborgernes retfærdighedssans. Her får så også de arvede formuer en ny politisk bevågenhed…
Der er åbenbart ikke meget langt fra disse aktuelt prioriterede agendaer til den verden, Jesus iflg. Luk 12 befandt sig i: ”En i skaren” følte sig snydt i en arvesag og bad om Mesterens hjælp. Men ikke bare nægtede Jesus at gå ind i sagsbehandlingen, han kastede modlys på hele den økonomiske agenda: ”Vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod”.
Der er ikke noget i vejen med økonomisk fornuft og fremsynethed, som muliggør alverdens gode tiltag, MEN alarmklokkerne må ringe, når økonomi bliver religion, religionen. Penge er middel og ikke mål. Hvis et menneske alene er fokuseret på økonomisk vinding, fornedrer det sig i menneskelig fattigdom og afstumpethed. Det endimensionelle liv er et fattigt liv. Der er ganske vist mange former for endimensionalitet; nogle lever fx for at bekæmpe aldring og blive ved med at se unge ud; nogle samler på likes; på utallige måder kan man være for selvoptaget og selvfed. Lukas har et særligt kritisk øje til rigdom, fordi han ser den som uret mod fattige. Lignelsens rige bonde, der vil bygge større lader til sin store avl, bliver symbol for at have nok i sig selv, og for at leve et (pseudo)liv, hvor kærlighed og ånd – altså Gud – er skrevet ud af ligningen: ”Så min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad!”. Men illusoriske er og bliver alle menneskelige fantasier om at kunne sikre sig og være sit eget livs Gud. Som bekendt er der ikke lommer i ligskjorter.
Set i bagklogskabens lys byggede den rige bonde et korthus. I den store samfundsskala har vi alle sammen bygget korthuse, når vi har ignoreret krigs-, klima- og miljøkatastrofer med påfølgende sult- og flygtningeragnarok. Det er menneskeligt at reagere ved at skøtte sig selv og tage skyklapper på, ’tage en dag ad gangen’ og ’leve i nuet’. Spørger vi Jesus, er svaret snarere at være rig på kærlighed, i dag og alle dage.
Billedhuggeren Erik Heides utrolige skulptur “Korthuset” fra 2006 står foran ældrecentret ”Hav Fjord” i Thyborøn som en kraftpræstation med finurlig mangetydighed – og humor ? Den viser menneskets ukuelige vilje til at sætte noget stort i verden med og mod tyngdekraften. Den viser ånd mod materie, til syvende og sidst holdt oppe af naturlove. Alene titlen får os til at se skulpturen som symbol for skrøbeligheden i individets liv og i den altid truede civilisation, hvor vestenvinden drøner ind over Vesterhavsvej i Thyborøn, hen over diget, som holder de større kræfter i skak – foreløbig. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 