Fordybet i pinsetanker om ”åndens pust” går jeg ud i min have for at hente vasketøj ind. Tøjet dufter så rent og frisk, som det kun kan gøre, når det er blæst igennem ude på snoren. Terrassen trænger til et lugejern, men jeg freder de ’selvsåede’ kulørte stedmoderblomster, som greb chancen i flisesprækkerne; vinden må have pustet småfrø rundt i haven med den vilde palet som resultat. I den lette brise finder duften fra syren- og tjørnebuske vej til min næse. Solsortens klangfulde sang får mig til at standse og lytte: Fra en strube deroppe i trætoppen bringer luftens bølger bevægelse ind i mit øre – og hjerte.
På søndag bliver det bl.a. pinsesalmerne, der skal bølge fra kirkens orgelpiber og menighedens lunger, berøre vore hjerter og beånde os hinsides det målbare. Pinseånden kan jo ikke fyldestgørende beskrives som bølgende luft, måske kan den slet ikke beskrives. Siden Gud ”indblæste livsånde” i mennesket, har mennesket været beåndet som mere end et sansende levevæsen. Mennesket er en sjælelig skabning med længsel efter mening, forløsning, nåde, evighed, ja efter Gud. – På søndag og mandag driver den sjælelige længsel os måske ind i en kirke eller ud i en friluftsgudstjenestes vindpust.
Pinse er bekræftelse af den indbyrdes forbindelse, som er vores livline. Helligånden er svar på menneskers længsel efter Gud og Guds længsel efter mennesker. Pinsen er det levende mellemværende, hvori vi er besjælede af fælles forståelse, fælles glød. Glød er ganske vist et meget stort ord blandt tempererede danskere, men pinseberetningen bruger store ord i fortællingen om det glødende mellemværende mellem Gud og mennesker. Dette hellige mellemværende er ikke om hvad som helst, der vækker begejstring, men handler altid om tro, håb og kærlighed. Pinsen er kirkens fødsel med Helligånd som fødselsdagsgave. Vi har altid Ordet fra og om Kristus som vores tændsats eller stille flamme. Heldigvis behøver vi ikke selv at kunne mobilisere en stemning af begejstring for at få kirken til at leve. Det er ok at møde op med et fladt batteri og et gråt humør og bare lytte, lytte til en altid ny fortælling fra Gud om tro, håb og kærlighed. Den er Helligåndens epicenter.
At en gruppe eller folkemasse kan forenes i en høj stemning, kender vi så godt, senest fx fra den aarhusianske begejstring over AGF’s fodboldsejr, hvor byen som med én lunge skrålede: ”Kom så de hviije!” Det er jo altid meget herligt at se glade mennesker, men ofte er en folkelig begejstring drevet af modsætningen ”os og dem” med vindernes selvfede håneret som en del af festen, ikke altid i gemytlighed.
Ingen skal være i tvivl om, at Helligåndens mellemværende er uendeligt inkluderende: I Apostlenes Gerninger kap 2 skrives om op til 17 folkeslags sammenstimling i Jerusalem med måske lige så mange forskellige sprog og dialekter. Pinseunderet nulstiller så at sige Babels sprogforvirring og bringer alle de fremmede sammen i en overraskende fælles forståelse og tro: ”De var ude af sig selv af forundring og spurgte: ’Hør, er de ikke galilæere, alle de der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? …”vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål”. Helligånden er sendt til verden. Glædelig pinse!
Kunstneren Adi Holzer, der nyligt fyldte 90, har bl.a. udsmykket Faurholt Kirke i Midtjylland med karakteristisk farvestærke malerier på altertavle og prædikestol, malet i 2003. På prædikestolen ses de to billeder ”Menneskets skabelse” og ”Kirkens skabelse”. Se nederst i opslaget på hjemmesiden https://kirkekunst.net/K ”Kirkens skabelse” er et pinsebillede. Her symboliseres Helligånden af en hvid due på dybblå baggrund – mere anskuelig end et vindpust – og fra duen falder gyldne dråber ned på mennesker, der ikke vises som en masse, men som enkeltpersoner. Dråberne er flammer, der symboler Guds glødende engagement i hvert et menneske. En agiterende skikkelse i helfigur ses i det nederste blå felt ved siden af et frontalt malet ansigt, som har øjenkontakt med os, kommunikerende pinsens budskab. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 