Kunst til kirkeåret

Kunst til kirkeåret, sidste søndag i kirkeåret, 2. rk. – Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Kirkeårets ring er sluttet: Vi kan – igen – se tilbage på et forløb med tindrende højhelligdage i en lang perlekæde af ’almindelige’ søn- og helligdage, med hver deres fortællinger og formidlinger, livsfortolkende bønner, gamle og nye salmer. Kirkeårets rytme har struktureret og holdt sammen på tilværelsen gennem mørke og lyse dage: Efter vinter kommer altid en Mariæ Bebudelse; efter langfredag kommer altid en påskedag. Kirken har lagt stemme til barnedåbsfryd og bisættelsestårer og omsluttet det hele med velsignelse. Om vi oplever os som individer med et overskud eller – hvad der nok oftere er tilfældet: med et menneskeligt underskud, har vi året rundt kunnet finde åbne kirker med medarbejdere, der har engageret sig i at række os evangeliet, hente os ind i et fællesskab og sende os hjem med håb. Tak for det! –

Det er så fint, at kirkeåret nu rundes af med teksten fra Mattæustekst fra kap. 11, den store, finale omfavnelse: ”Kom hid til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”. Velsignelsens afsender er Menneskesønnen, som er ”sagtmodig og ydmyg af hjertet”, og hurra for det! Hurra for, at kirkens herre ikke er en gevaldig krigsherre! – I disse dage deler den storpolitiske verdenspresse fotos af ’rovdyrenes møde’, hvor gamle mænd blæser sig op og bekræfter hinanden i umættelige imperiale dagsordener. Men i kirken møde vi altså nu og altid modfortællingen om en åndelig leder, hvis anliggende er omsorg og trøst til udmattede og overbelastede menneskebørn. Mennesker skal ikke forløfte sig på livet, men bæres af Guds accept og finde hvile i hans nærvær og nåde. Hvad Kristus lover, er ikke et bekvemt liv uden udfordringer, men et liv, som åndeligt og eksistentielt er velsignet og meningsfuldt, så sandt som kærlighed og næstekærlighed giver mening. ”Mit åg er godt, og byrde let.” Mennesker kan bære mange fordringer, mange slags ’hvordan’, når de i kærlighedens lys forstår ’hvorfor’.

Siden Thorvaldsen skabte sin store Kristusstatue ”Kom hid til mig” til Københavns Vor Frue, har det formet vores fælles forestillingsbillede af Jesus: den milde Kristus, der møder os frontalt og indbyder os med fremrakte arme. Skikkelsen er genfortolket igen og igen af kirkekunstnere, der ofte har udbygget motivet ved at anskueliggøre et udvalg af trætte og bebyrdede mennesker, der finder omsorg og trøst hos Kristus. De er ofte skildret som kirkekunstnerens samtidige, måske genkendelige medlemmer af menigheden. Set med nutidens øjne finder malerier af den trøstende Kristus ikke altid balancen mellem det rørende og det patetiske. Vi vil nødigt være sentimentale. Den norsk-danske malerinde Anna E. Munch (1876-1960), Edward Munchs grandkusine, skabte i 1930 til Sejlstrup Kirke i Vendsyssel et alterbillede af den velsignende Kristus med fhv. nutidige gamle, unge og børn omkring sig, herunder en blind gammel mand og en fortvivlet ung kvinde. Anna E. Munch var en kirkekunstens skønmalerinde, der malede tavler til min. 7 kirker uden at blive epokegørende. Men mon ikke mange stadig finder hendes kirkelige værker kønne? Foto: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 24. sø. e. tri., 2. rk. – “Gået over fra døden til livet”

Forud for teksten fra Joh. kap. 5 har vi historien om, at Jesus helbredte manden, som på 37. år lå syg ved Betesda Dam, en hos lovtro jøder ildeset handling, fordi den fandt sted på en sabbat. Konflikten trækkes op: Sabbatsregler eller den syges befrielse, lovlydighed eller menneskekærlighed, dødsmagt eller oplivelse? Dialogkaffe med modstanderne er næppe længere mulig, da Jesus nu forsvarer sin handling med, at han handler som Gud selv: ”Min Fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.” Guds skabende virke fandt ikke bare sted ved tidernes morgen, men nu og altid, og tydeligst her hvor Jesus virker med Guds hånd og taler Guds ord. – I grunden er det Johannesevangeliets hele anliggende at tydeliggøre Jesu guddommelige fuldmagt: Gud elsker sin søn og lader ham række den ubegribelige kærlighed videre.

Og dommen? Lovtro jøder gjorde sig vel umage med budene for at bestå for Guds dom, men alting skælver, når Jesus tilmed står med domsmagten: ”han [Faderen] har givet ham [sønnen] magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn”. ”Menneskesøn” er her at forstå som en titel med mytisk vælde. Som dommer er Jesus anarkistisk og revolutionerende ved samtidig at stå som skyldiges forsvarer: han, som bad om tilgivelse for sine bødler. – For et nutidigt menneske med bevidsthed om at have Gud som instans i sit liv, opleves dommen, ‘dommedag’, måske som en selvkritisk refleksion i dagligdagen, en samvittighedens seriøse stemme. At denne ’dommedag’ ikke er ubærlig, har sin grund i troen på, i håbet om, tilgivelsen hos en mild dommer.

I sit klimaks kredser teksten om død og opstandelse: ”ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende, han vil”. Guds væsen tolkes som skabende, nyskabende, livgivende kraft, som med Løgstrups ord kan kaldes ’magten til at være til i det, som er’ – trods synd og død. Når vi ikke mere behøver at lammes af frygt for hverken dom eller død, er vi allerede ”gået over fra døden til livet”. Her har vi Johannes’ særlige formulering af ’præsentisk teologi’, som vi håbefuldt kan modtage som et tilsagn, og som også må invitere os til at reflektere over vores erfaringer af at blive gjort levende.

Det valgte billede er Trondur Paturssons sortgrønne og lysende blå glasmaleri ”Opstandelse”, som findes i Vrå Kirke. Det blev udført i 2011 og efter en skade igen i 2013. Billedets nedre del ser truende ud med skarpe, sorte skær. Opstandelsens baggrund er ikke en harmløs verden. Den opstandnes skikkelse synes nutidig, men er ikke helt defineret, og det flertydige kan ses som en kvalitet ved værket: Er den opstandne Kristus, der kommer os i møde? eller går foran os? Eller er det et menneske som dig og mig, der kaldes ud af mørket og går mod lyset? En døds opstandelse – eller en hverdagsagtig erfaring af livgivende hjælp til at gå videre? Foto: Claus Jensen.

Tillykke med fødselsdagen, Stig Weye!

Stort tillykke til billedkunstner Stig Weye, som fylder 80!
Stig Weye er en autodidakt kunstner med finurlige, farvestærke malerier, som appellerer til vores fantasi og refleksion. I kirkelig sammenhæng er Weye navnlig kendt for sin store, debatskabende anskueliggørelse af trosbekendelsen i Grindsted Kirke.
Stig Weye udstiller bl.a. på Galleri Emmaus i Haslev.
Her viser jeg hans maleri fra Svejbæk-Sejs, som er et fascinerende mytisk verdensbillede med titlen “Gik alle konger frem på rad”. Billedet udfordrer vores fortolkning, hvor fixpunktet måske kan være Livets træ med Maria og barnet, som ses øverst i billedet, – “Og Himlen svare Amen”.
Billedet er malet i år 2000 og fotograferet af Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 23. søndag efter trinitatis, 2. rk. – Hun gav af sin fattigdom

Indsamlinger udfordrer os. Hver søndag samler kirken ind, nu fx til julehjælp, der har stigende ansøgertal. Ved forårstid har Folkekirkens Nødhjælp indsamlingsbøsserne klar. Tager man der en runde med bøssen og mobilepaynummeret, har man chancen for at lære noget om mennesker: måske at der på eksklusive adresser med dyre biler kan være relativt mange nej-sigere, – som jo hver for sig kan have deres grunde, – mens der i boligområder med beskedne forhold ofte er stor offervilje. Jeg bliver varm om hjertet ved tanken på små, gamle damer, der nok kunne være længe om at få åbnet døren, men så faktisk havde en pengeseddel liggende klar og tilmed takkede for, at der blev samlet ind. Måske er disse ældste årgange bevægede af egne erfaringer fra nøjsomme tiders svære mangelsituationer, som trods alt ligger nutidens Danmark fjernt. Jeg skal ikke underholde med, hvor uhyre lidt eksempelvis min mor i sin tid måtte klare sig med. Det, som jeg har lyst til at fortælle om, er ikke hendes fattigdom, men derimod hendes indlevelsesevne, der mod mange odds forhindrede hende i at være nærig. Offervilje bæres af evnen til at leve sig ind i andres situation og glæde sig ved forestillingen om forandring til det bedre. Jeg husker fra min barndom en specifik situation, hvor der blev samlet tøj og sager i kasser til flygtninge. Mor kunne da hos sine unger skabe billeder af de udsatte og helt ubemidlede mennesker, som indsamlingen gjaldt. Vi blev så at sige tændt af medfølelse og oplivede af forestillingen om modtagerens glæde ved hjælpen, og jeg listede et af mine egne stykker legetøj i kassen. Børns naturlige glæde ved at glæde andre kan man som voksen værne om – eller det modsatte.

I dagens tekst fra Mark. kap. 12, som engang kaldtes ”enkens skærv”, sidder Jesus på tempelpladsen og fremhæver den fattige enke, som med sine småpenge ”har givet mere end alle andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.” – Vi ser som så ofte i evangelierne, at den guddommelige målestok er en helt anden end den, der gælder verdens kalkuler. I evangeliet måles alt med kærlighedens alen. – Modbilledet i teksten er en nærmest satirisk beskrivelse af en grådig religiøs elite, som alt andet end selvforglemmende udfører statusgivende fromme handlinger for et syns skyld. Det er ikke vanskeligt at drage paralleller til nutiden, hvor religiøse gebærder og erklæringer også kan være magtpolitiske reklamenumre, der går hånd i hånd med social uretfærdighed. – Men tilbage til det gode eksempel: den gavmilde, fattige enke: Hun lyser for os med sin hengivenhed og tillid til den fremtid, som Gud vil give hende, hun lyser med sin kærlighed, og vi lader hendes billede stå et øjeblik. – Men snart dukker vores ’jamen’ op: Jamen hvor er det dog uforsigtigt og problemskabende, hvis enker uden sikkerhedsnet sådan giver det sidste væk! Får det ikke samfundsordenen til at gå yderligere i opløsning? Med vores rationelle ’jamen’ går vi i dialog med teksten. Og hvad svarer teksten så tilbage? Teksten svarer denne gang, som hver gang, med evangeliet om Jesus selv, der vedholdende levede sig ind i medmenneskers situation, glædede sig ved at skabe forandringer til det bedre, handlede uden personligt sikkerhedsnet i tillid til den fremtid, Gud ville give. Hans eneste mål og målestok var kærlighed. I kærlighed gav han sig selv, også for os med de grumsede kalkuler og al vores ’jamen’…

Der er i kirkerne mange gamle indsamlingsbøsser og antikke ’kirkeblokke’ med tunge låse og malede motiver, undertiden med den fattige Lazarus, som sidder på jorden med hundene. Også på kirkevægge findes malerier med appel til gavmildhed. I Skt. Peders Kirke i Næstved findes et maleri, malet i 1633, af den generaliserede arme siddende næsten nøgen med sin stok i den ene hånd og en skål i den anden. Se nederst i opslaget.

Vores gode eksempel, den gavmilde, fattige enke, har fået sit helt eget, værdige monument uden for Johanneskirken i Aarhus i form af Elias Ølsgaards bronzeskulptur fra 1957. Alvorlig og beslutsom bøjer den magre kvinde sig frem med sine sidste mønter. Kunstneren boede som barn i Kollerup ved Jelling, og hans manende skulptur udførtes første gang i 1953 til Kollerup Kirke. Efter akademiuddannelsen virkede Elias R. Ølsgaard (1873-1964) det meste af sit liv i Aarhus og prægede byens offentlige rum med en stor mængde klassisk naturalistiske værker, især portrætbuster. – Foto: Claus Jensen.

Nedenfor maleri fra 1633 fra Skt. Peders Kirke i Næstved med billede af både kirken og den fattige tigger. Foto: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, Alle helgens dag 2026

Mon ikke bjergprædikenen Matt. kap 5-7 er verdens mest berømte tale? Med sit nye perspektiv og dybt evangeliske etik bringer talen os en vision for mennesker, som efterfølgende årtusinder ikke har kunnet fordunkle. Som lysende fakler i front står de poetiske, prægnante og paradoksale saligprisninger: Jesus kalder sine elendige tilhørere, disse nødstedte, fattige, sørgende, retfærdighedshungrende mennesker for salige, ja lykkelige! ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes”…. Ordene er virkelighedsforvandlende. Her bliver mennesker set med et guddommeligt blik, som omdefinerer begrebet om, hvad et vellykket menneskeliv overhovedet er: sorgfuldt, sagtmodigt, barmhjertigt, rent af hjertet, fredsstiftende – og ja, forfulgt! ”Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. – Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer…, for jeres løn er stor i himlene”.  Jesus taler det største håb ind i menneskers liv. Ellers udsigtsløse eksistenser finder ikke bare medynk og trøst, men løftes op over elendigheden med en ny værdighed, med tilsagn om oprejsning i Guds nærhed. Og det er så disse sårbare mennesker, som suverænt skal tage den opgave på sig at bære det himmelske håb ud i verden og være verdens salt og lys: som rensende saltkrystaller afværge verdens råddenskab, som lys på en høj stage lyse alverden op: ”Således skal jeres lys skinne for menneskene”. – I dag må vi sammen i kirken takke for dem, der som salt og lys bragte håb også til os. Og vi får opgaven at bære lidt af renfærdigheden og lyset videre og dele det fælles håb.

At forfølgelser blev den historiske virkelighed fx i Lilleasien under kejser Domitian, ved vi jo. Med baggrund i kristenforfølgelser – eller frygt for samme – advarer forfatteren til Johannes’ Åbenbaring o. år 90 mod at gå på kompromis med de politiske rovdyr. På sine syners store lærred udmaler Johannes sine harmdirrende forventninger i surreelle, mytiske tableauer, som ikke er for børn. Pointen er at give modstandskraft til generationer, der skal gå meget ondt igennem. Åbenbaringsbogen er så absurd voldsom, at den kan måle sig med historiens mest ufattelige grusomheder. – MEN så sker det endelig i kap. 21: Håbet indtager scenen, her som talt ud af de trøsterige saligprisninger i Jesu bjergprædiken. I bibelens sidste kapitler findes dens smukkeste tekst: en ophøjet vision af definitiv trøst, fred, lykke, kærlighed og tilbedelse, fuldbyrdelsen af det store håb: ”Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.”

Teksten sammenligner menigheden med en smykket brud, og i kap. 7 beskrives menigheden som “den store, hvide flok”. Apokalypsens tekst har sammen med Brorsons ekstatiske sejrshymne inspireret flere danske kunstnere til at binde an med motivet. Mest kendt er uden tvivl Joakim Skovgaards store billede af den store, hvide flok, som lyser i Viborg Domkirkes kor. Johannes Kragh (1870-1946) var også en værdsat og meget benyttet kirkekunstner, inspireret af Joakim Skovgaards monumentale stil. Allerede i 1899 malede Kragh sin udsmykning i Sions Kirke Kbh. , hvor vi ser den hvide og blide flok med palmegrene, skildret med lykkelige gensyn og indbyrdes samtaler. Foto: Jakob Topsøe.