Kunst til kirkeåret, 4. søndag efter påske, 2. rk. – “Jeg er den, jeg er”

”Jeg er den, jeg er” er Guds navn. Et aktivt verbum. Ikke et navneord, der identificerer et objekt, for Gud er aldrig vores objekt; Gud er altets selvberoende og skabende subjekt, Gud er ‘Jeget’, implicit i verbet, som er altings udgangspunkt – og derfor også vores usvigelige ‘Du’. Gud transcenderer vore ord og begreber; Gud kommer kulturernes foreliggende kaldenavne og adjektiver i forkøbet. Gud er ’det ganske anderledes’, højere, dybere, mere ubegribelig end alt det relative og omskiftelige, der møblerer vores verden. Gud er absolut, ikke bare Gud under visse forudsætninger. Kulturelle koder er under hastig forandring, vores opfattelser af autoritet, virkelighed og sandhed mere vaklende end nogensinde, men Gud kommer stadig til verden med sit ubetingede, sit evige: ”Jeg er den, jeg er”.

Vi må undse os for at gøre billeder af Gud, ingen billeder ville kunne gøre fyldest. Guds manifestation er med den gamle religionshistoriker Rudolf Ottos ord et numinosum, “Mysterium tremendum et fascinosum”: det dragende og rystende mysterium. Det numinøse lyser og brænder. Hebræerne så sig kaldede, ja udvalgte af Gud og bad Gud ‘løfte sit åsyn på dem’, men Guds tilsynekomst kunne dog kun visualiseres som en ild: et brændende bjerg, en brændende tornebusk… Sidste søndag hørte vi GT-læsningen fra Exodus om stemmen, der fra den brændende tornebusk kaldte Moses. Bævende spurgte Moses om navnet og fik altså Guds svar: ”Jeg er den, jeg er”.

I denne søndags evangelietekst fra Joh. 8 hører vi disse prægnante ord igen: ”Jesus sagde til dem: ’Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv, men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg”. Det måtte være ubegribeligt, ja blasfemisk for omgivelserne at høre Jesus identificere sig ved Guds selvbenævnelse fra den mosaiske kernetekst. Kun i lyset af Jesu ”ophøjelse” og kun for kristentroen giver det mening. For den bagkloge evangelielæser refererer ordet ”ophøjet” til korsfæstelsen efterfulgt af opstandelsen og himmelfarten, hvor troende ser Jesu guddommelige selvidentifikation bekræftet fra højeste sted. Påskens, himmelfartens og pinsens begivenheder er kristendommens store numinosum, hvor Kristus og Helligånden lyser livet og døden op, går gennem fysisk og åndeligt låste døre – og når ind til disciplene, til Paulus… Og tør vi så ikke vove at elske Guds menneskelige fremtræden i Jesus som vores gudsbillede?

I tekstuddragets samtale med jøderne sprængte Jesus det partikularistisk-jødiske. For hebræerne var Exodus fortællingen om frigørelse fra trællekår for Abrahams efterkommere. For evangelisten er det afgørende ikke afstamningen, men troen. Troen på evangeliet gør fri: ”Jesus sagde til de jøder, der var kommet til tro på ham: ’Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie’”. Her skænker Kristus ’et kristenmenneskes frihed’ sagt med luthersk term. Iflg. Luthers skrift fra 1520 er friheden trefoldig: “Troens første gave er frihed for alle lovens bud og alle samvittighedens kvaler. Hvor troen går ind, har Moses ikke mere at skulle have sagt. Den troende har sit liv i Guds nåde og gør glad og gerne det, som buddet ellers måtte kræve af ham. – Den anden frihed, der ledsager troen, er frihed for alle bekymringer i denne verden. Så megen tillid har troen til Gud… – Guds tredje nådegave til troen er frihed for den angst, der kredser om død og dom. I troen forenes sjælen med Kristus og bliver ét med ham”…

Jeg har valgt at illustrere helligdagens tekst med fra Maja Lisa Engelhardts udsmykning fra 2007 i den middelalderlige Gjellerup Kirke ved Herning. Som så ofte inspireres Maja Lisa Engelhardts altertæppe af et gammeltestamentligt numinøst motiv: Gud som ild. Det må minde os om Moses’ møde ved tornebusken, hvor Gud sagde: “Jeg er den, jeg er”. Løfter altergæsten dernæst sit blik mod altertavlen, træder Kristus frem som den ophøjede, som for at sige: “Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er“. Den lysende Kristusgestalt er iflg. kunstneren en reference til påskens fortælling (Joh. 20,19) om, at Kristus kom gennem lukkede døre med fred til de forskræmte disciple. Jeg har tilladt mig først at føje et foto af altertæppet (ilden) sammen med et foto af altertavlens hovedfelt (den opstandne Kristus). Nedenfor på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst viser jeg hele Maja Lisa Engelhardts righoldige alterparti. Foto: Claus Jensen.

Gjellerup Kirke ved Herning. Maja Lisa Engelhardts udsmykning

Stort til lykke med de 90 år til billedkunstner Adi Holzer

Adi Holzer er en kendt og folkekær kunstner, hvis fantasirige billeder ofte skaber en atmosfære af eventyr og trylleri.

Adi Holzer har opnået stor betydning som kirkekunstner: 23 danske kirker har han udsmykket – foruden mange sognegårde: skulpturer og malerier, også på glas. Holzers værker er ikke til at tage fejl af: Hans frie og poetiske fortolkninger af kristne motiver og symboler møder os med en let penselføring og klare kontrastfarver, undertiden også flader af guld. Undertiden står den festlige farvepalet i et spændingsforhold til tungere motivers indhold.

Somme tider udfordrer kunstneren os med en næsten skjult tekst eller bogstavekode i billederne, således også på det her viste billede:

Adi Holzers sidste store kirkeudsmykning er, så vidt jeg ved, Niløse kirkes udsmykning fra 2018 med altertavle og prædikestol. Altertavlen har i lukket tilstand et Golgata-motiv, i åben tilstand, som ses her, et billede af den velsignende Kristus, siddende som indbydende vært mellem fløje med bl.a. himmelstige og vindrueranker. I guldbræmmerne over og under billedet ses indskriften GUD ER KÆRLIGHEDEN hhv. KRISTUS ER OPSTANDEN. Nede i hovedfeltets venstre hjørne øjnes fire bogstaver: A Æ T G. De forklares som er kunstnerens ydmyge salut: Al æren tilkommer Gud. Foto: Claus Jensen.

Mange tak for festen, Adi Holzer!

Kunst til kirkeåret, 3. søndag efter påske, 2. rk. – Vis os Gud!

I denne uge var jeg til et Niels Hausgaard-show, som levede op til forventningen om hyggelig komik, bidende satire og en hel del visdom med musikalsk akkompagnement. Uden at kunne tages til indtægt for nogen teologisk position underholdt Hausgaard bl.a. med sine skænderier med en ateist: Da den stålsatte ateist med størst mulig omsorg lod sin kære, afdøde hund begrave, var hans ateisme angiveligt tæt på at krakelere, ja, han trøstede sig med, at “det måtte være meningen”, at hunden sådan skulle dø, – “meningen”!? spurgte Hausgaard – og udvidede perspektivet til vores fælles verdenssituation, hvor vi alle sammen leder efter mening. Når gale magthavere m. fl. sætter verden i brand, vender vi os mod himlen og råber: “Er der en voksen til stede?” Vi har brug for, at nogen deroppe viser os meningen og retter op på det hele….

I Helligdagens tekst fra Joh. 14, hvor konteksten er Jesu forestående død, møder vi også en gruppe mennesker, som rammes af meningstab og angst for fremtiden. Kan man stole på, at Gud lader det hele ende godt? Hvor er Gud henne? I afskedens stund vil disciplen Filip fravriste Jesus noget manifest, helst et bevis: “Herre, vis os Faderen, og det er nok for os”.

I Israel på Jesu tid var ateisme mig bekendt end ikke tænkelig. Oldtidens jøder kæmpede nok med forholdet til den uudgrundelige Gud, men de efterspurgte ikke bevis for Guds væren. – Anderledes nu: Hvis nogen i dag siger: “Vis os Gud”, kan det være ateistens argument for at sætte troende til vægs, ud fra overbevisningen om, at troens udsagn mangler evidens. Noget tvingende, objektivt bevis kan vi da heller ikke levere til ateisten. Vores svar kan kun være personlige og foreløbige, måske uklare som menneskers hyldest til en umålelig kærlighed, hvor tit den end bliver modsagt. Vores håbefulde, blafrende, tvivlsomme tro kan næppe præstere et gudsbevis, men kun lukke op og række ud. Som Filip kan vi selv frygte at fare vild i livet, og i usikkerheden kan vi længes efter, at Gud utvetydigt træder frem af ubegribeligheden, af tilværelsens dyb, af universets uendelighed, ja “Vis os Gud”!

Da Filip forlangte af Jesus, at han viste dem Gud, sagde Jesus indtrængende til dem, at de allerede gennem deres samvær på vejen havde lært Gud at kende. Det var jo Gud, der havde vist sig for dem som den dybe kærlighed i alt, hvad Jesus gjorde og sagde. “Kender I mig, vil I også kende min fader.” Kærlighedens styrke, selv på livets kant og hinsides kanten, er hans ‘gudsbevis’.

Evangeliet om Guds kærligheds styrke kan også være vores fund. I fortællingen åbner det sig for os. Hør, hvor nænsomt, tålmodigt og empatisk Jesus taler roen og troen frem hos sine ængstelige fæller: “I min faders hus er der mange boliger”…“når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er”. Jesu befriende og omsorgsfulde tilsagn lyder også, når vi selv farer vild i vores liv: “Jeg er vejen og sandheden og livet”. Sådan lyder Gud! Større vished får vi ikke. Vi kan kun ‘vise Gud’ ved at folde denne fortælling om kærlighedens styrke ud.

Maja Lisa Engelhardts sydvendte rude fra 2010 i Raklev Kirke ved Kalundborg har titlen “Jeg er døren”. Engelhardts smukke rude med det opaliserende, hvide glas i den centrale gestalt er tænkt i sammenhæng med evangeliet om den gode hyrde, der leder fårene. Vejen og livet findes i følgeskabet med hyrden. Græsset, kilden og himmelen manifesterer nåden og velsignelsen. Gud kan ikke afbildes, Kristus kan kun afbildes anelsesfuldt, her først og fremmest som et væld af lys, der åbner sig for os. Foto: Claus Jensen

Kunst til kirkeåret, 2. søndag efter påske, 2. rk. – Lederen

Et lille TV-indslag i april viste os køer, som springende og dansende løb fra vinterstalden ud på græsarealerne. Landmanden, der netop havde åbnet porten for sin økologiske besætning, kommenterede velfornøjet: “Vi mennesker vil jo gerne være frie, og det vil køerne også gerne.” – – Iflg. Joh. kap. 10 henter Jesus sit billede af den gode leder fra et fårehold: Hyrden fører sine får ud gennem den åbne låge; han viser dem vejen til næring og kildevand. Fårene følger hyrden, fordi “de kender ham, og han kender dem”. Vi forstår på disse bibelske billeder fra det førmoderne dyrehold, at den gode hyrdes ledelse betyder ledsagelse, følgeskab. Hyrden genner ikke flokken bagfra, men går foran og siger: “Kom!” – En (i søndagens tekstafsnit) underforstået trussel fra angribende ulve giver lignelsen en dramatisk, mytisk undertone, som aktualiserer påskens fortælling om Kristi selvhengivelse, død og nærvær hos os indtil til verdens ende. Den gode hyrdes omsorg gælder liv eller død: “De skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd”.

I vores individualistiske kultur ømmer vi os lidt ved en sammenligning med får eller andre flokdyr, men Joh. 10,3 lader os vide, at den gode hyrde kalder sine egne får “ved navn”. Båndet lever i navnet, røsten, kaldet, ordet. – Da Peter sidste søndag af Jesus fik opgaven at være hyrde for menigheden, fik han heller intet andet redskab endsige magtmiddel end ordets forkyndelse for den, der har øren at høre med.

Der er frit slag for at overveje egne erfaringer med god menneskeledelse, nu hvor det letteste i øvrigt er at synke ned i græmmelse over det modsatte. Hvilke minder har vi selv om gode hyrder i skikkelse af pædagoger, lærere, chefer, politikere, forfattere, præster…? En af mine egne gode erindringer går så langt tilbage som til Danmarks Ungarnshjælp i 1956, hvor en inspirerende folkeskolelærer forvandlede sine klasser til ildsjæle med fællesskabsfølelse, kreativitet og mod. Hendes styrke som leder var, at hun ikke var ude i sit eget ærinde, men gav os større pejlemærker.

I dansk kirkekunst er der særligt i det grundtvigske miljø en overdådighed af hyrdebilleder. Det fineste er vel Niels Larsen Stevns’, som jeg har vist i tidligere opslag. Både Joakim og Niels Skovgaard har flere smukke, ofte kopierede hyrdebilleder. Joakims søn Johan Thomas Skovgaard har også skildret den gode hyrde, bl.a. her i 1914-15 i Bejsnap Kirke ved Ølgod, hvor en lyshåret vogter arbejder i et muligt jysk landskab. Omsorgsfuldt bærer hyrden et lille lam, men dette er ikke en ren idyl, endsige en paradisvision. Hyrde og hjord er foreløbig sammen på farten under truende uvejrshimmel. Pointen er, at hyrden i alle forhold er nærværende og kender retningen. Foto: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 1. søndag efter påske, 2. rk.: Peter og kærligheden

Vi har med hele følelsesregistret i spil været på en mental rejse: fra Jesu tiljublede indtog i Jerusalem – over hans afsked, arrestation, tortur, justitsmord og begrædte gravlæggelse – frem til påskemorgen, hvor ligklæderne fandtes efterladt i grotten i gravhaven, – og dødens stilhed brydes af påskeklokkers jublende melding om hans opstandelse. Endelig! Påskesalmers halleluja toner endnu i sindet, påskeliljerne blomstrer fortsat derude, dekorative æg pynter stadig i stuen. Vi må holde lidt på påskeglæden.

Påskefortællingen er en mosaik af fortællinger om eksistentielle møder mellem den opstandne og den enkelte. Når vi får lov at synge Hans Anker Jørgensens “Hvad er det at møde den opstandne mester”, mediterer vi over de enkeltes møder med Kristus: Emmausvandrerne, Maria Magdalene, Simon Peter, Judas og… Det forunderlige ved denne salme er, at vi undervejs kan opleve hvert et vers som handlende om os selv, rammende og inderligt befriende. Nu v. 5 om Peter og Jesus: “Det er som fornægteren Simon den Bange,/ fortabt i sin skam,/ at høre hans tillidserklæring tre gange:/ Vogt du mine lam!/ Det er som at løftes af mægtige hænder / fra drukning i mørket til morgen blandt venner.”

Dette vers bringer os til helligdagens tekst i Joh. 21. Vi får et flashback til Jesu samtale med Peter ved afskedsmiddagen om torsdagen: Tre gange svarede Peter – stadigt mere bedrøvet – “Ja, Herre” på Jesu spørgsmål: “Har du mig kær?” Efter langfredag ved vi, at Peter, som netop havde bedyret sin kærlighed, efterfølgende i ypperstepræstens gård tre gange benægtede sit kendskab til Jesus. Peter stod nu tilbage med ubærlig skam, men ikke desto mindre med den største opgave for menigheden. Jesus havde betroet en værdig opgave til den uværdige: “Vær hyrde for mine får!”

Begreber som skyld og skam og anger er endevendt af religionssociologer, filosoffer, terapeuter m. fl., bl.a. for at forklare forskelle og virkninger. En sociopat, en dybt asocial person, kan beskrives som en person, der ikke evner at føle anger. Anger er dybere end fortrydelse. Anger reflekterer personlige oplevelser af skyld og skam. Definitionerne er ikke enslydende, men ofte defineres skyld som knyttet til en enkelt – skadelig – handling, mens skam omfatter hele personlighedens kerne og angriber selvbilledet, skam kan blive til selvlede. Peter var sin mester utro, da det endelig gjaldt; han var altså ikke den, han gerne havde været, og slet ikke den, han som discipelflokkens karismatiske ordfører selv havde troet, at han var. Peters troløshed og løgn forstår vi fuldtud, når vi tænker på, hvor fatalt det kunne have været at tale sandt. Men stilfærdigt, på det indre plan, er svigagtigheden også fatal: Peter var “fortabt i sin skam”. Ingen kunne forløse ham uden netop ham, som han havde fornægtet. Forløsningen skete påskemorgen: “Det er som at løftes af mægtige hænder / fra drukning i mørket til morgen blandt venner.” – Synger vi her ikke også om os selv?

Det billede, jeg har valgt til dagen, er udsnit af et surrealistisk maleri, som måske refererer til påsken med de to spejlvendte æg, der måske er opstandelsessymboler. Billedets mørke afgrund er et fysisk eller åndeligt dødsrige, og billedet kan handle om ethvert menneskes frelse fra mørket, ikke ved egen kraft, men ved at blive løftet af den stærkere, som sætter sig selv på spil. Jan Jochims Nielsen er kendt som eksrocker og kunstner med det på min hjemmeside tidligere viste nadverbillede fra 2013 i Enner Mark Fængsel som hovedværk.