Vi kender bl.a. Lin Utzons kirketekstiler fra Hellebæk Kirke og ikke mindst fra Bagsværd Kirke, hvor kunstnerens far var arkitekten. Enkle tegninger med klare farver, konturer og kontraster kendetegner Lin Utzons vævninger. Her viser jeg Claus Jensens foto af Lin Utzons brede gulvløber fra o.1976 i Bagsværd Kirke. Motivet har titlen “Betlehemsstjernen leder vej”.
Nederst en af Lin Utzons alterduge i Hellebæk Kirke
Vi er så heldige at have et af Zacharias Heinesens hovedværker i en dansk kirke, nemlig altertavlen i Husum Danske Kirke syd for grænsen, indviet i 1991 med inventar af Alan Havsteen-Mikkelsen. I 1993 skænkede Dronning Ingrid til kirken et gyldent alterkrucifiks med rav, som Alans far Sven Havsteen-Mikkelsen havde udformet. I 2014 blev den kystnære kirkes udsmykning endelig kompletteret med Zacharias Heinesen store trefløjede alterbillede “Stormen på søen”, som vises her. I det impressionistiske billede af uroligt hav og himmel, malet med korte strøg i blå og foruroligende grøn-orange farver, samler sindet sig om båden med det luerøde sejl. I fokus er den lysende, hvidklædte Kristus, som står i billedets midterakse og byder bølgerne lægge sig.
Dagene mellem Kristi himmelfartsdag og pinse er menighedens mellemtid, hvor der ses frem og tilbage: Vi kan se tilbage på rækken af forunderlige Jesushistorier, som præsenterer Sønnens liv fra undfangelse til himmelfart; og vi kan se frem til, at pinsen udfylder tomrummet efter ham med Guds levende Ånd: Pinsesalmerne poetiske og musikalske kraft må få os til at fylde lungerne med begejstring og danse fra kirke ud i pinsesolen. Men nu altså mellemtiden, hvor vi dog ikke er efterladt tomhændede. Vi står stadig med Jesu afskedsbrev fra Joh. 17, som vi 5. søndag efter påske ikke blev færdige med at læse: brevet som er den meditative bøn, der i Jesu ånd skal knytte det hele sammen.
Også i dette afsnit understreges enheden Gud Fader – Guds Søn – menigheden. Den kraft, der alene kan skabe enhed, er naturligvis kærligheden, som dybest set er fra Gud. Kærligheden er også altafgørende, når menigheden skal vokse ud i verden. Den lyttende verden skal forstå, at menigheden – midt i en konfliktfuld og lidelsesfuld virkelighed – er lykkelig og uovervindelig i kraft at være båret af guddommelig kærlighed.
Bærekraften i Guds kærlighed i Jesus kommer i samme søndags epistellæsning til udtryk i en af bibelens stærkeste formuleringer, hvor Paulus iflg. Rom. 8 skriver om at sejre ”ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende… kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.”
Hvordan male et billede af den kærlighed fra Gud, som lever i menigheden og skaber dens enhed? Måske af frygt for sentimental utroværdighed er dette sjældent forsøgt. Kunstneren Benjamin Abana (f. 1983) har dog for nyligt bundet an med projektet i det store tredelte maleri, som han i 2025 udførte til sognegården i Aalborgs Vor Frelser Kirke. Centralt i maleriet ses en lysende Kristus, mindre som et fysisk menneske end som en åndelig inspiration, der ikke lader menigheden i tvivl om kærlighedens under. Mennesker omkring ham er forbundne i deres forskellighed. Vi forstår, at her er noget på færde, som er stærkere end alverdens grupperinger og opdelinger i os og dem. Foto: Claus Jensen. Et herligt udsnit ses nederst i opslaget på min hjemmeside https://kirkekunst.net/K
Vi fejrer ”Kristi himmelfart”, og gentager i trosbekendelsen ”Opfaret til himmels” – vel vidende, at ordene hidrører fra et antikt verdensbillede, hvor verden tænktes anderledes lagdelt. Hvad religionskritiske, sovjetiske astronauter under den kolde krig hånligt konstaterede, at de på deres rumrejse ikke fandt nogen gud, er jo ikke overraskende. Men omvendt har kristne astronauter fundet anledning til religiøs taknemmelighed og ærefrygt, når de deroppefra så ned på vores smukke, blå planet, – og som bekendt er Gud også officielt genfundet i Rusland. Vi har brug for at skelne mellem himmelsk = celestial (astronomiens) og himmelsk = heavenly (troens) og for at tænke på troens himmel/ Himmel/ himmerige som en tilstand, en anden dimension, snarere end som et konkret sted i vores tredimensionelle verden, og sådan forstået giver det mening at tale om ”oppe i himmelen”.
Selvom vores astronomiske verdensbillede har ændret sig til noget uden op og ned og måske også uden centrum, er der dybt i sproget og i vores biologi indlejret en kvalitativ betydning hinsides det konkret målbare i forbindelse med vores brug af ordene ’op’ og ’ned’ eller ’høj’ og ’lav’: Det er elementært mere attraktivt at være ’oppe’ end ’nede’. Vi forbinder værdighed og herlighed med ’op’ og ’høj’ og elendighed med ’ned’ og ’lav’. Vi løftes af ord som ’oprejst’, ’oplivet’, ’opmuntret’ eller ’højsindet’ og ’ophøjet’, og det modsatte foregår ved ord som ’nedbøjet’, ’nedtrykt’ eller ’lavsindet’, ’lav’. I den kvalitative betydning kalder sprog- og religionsforskere sådanne ord for ‘orienteringsmetaforer’. Det mest højsindede og ophøjede menneske, vi har hørt op, Jesus Kristus, må naturligvis, nu hvor han ikke mere har sin fysiske gang på jorden, være oppe hos Gud Fader i det høje. Koordinatsystemet i kirkens stærke symbolsprog er forankret i aksen fra himmel til jord. Vi kan momentvis prøve at ”opløfte vores hjerter til Herren”, som det hedder i nadverritualet, men vi skal ikke forløfte os på en for os umulig åndelig opstigning, derimod sige tak til, at Kristus holder linjen åben ved at gå vejen både ned og op, for os og med os. I dette åndelige koordinatsystem lander aksen mellem himmel og jord altid netop der, hvor ”to eller tre er forsamlede i Jesu navn”, og lige der er vores trosverdens centrum. Omkring denne akse danner menigheden en åndelig kreds, tænkelig som både levendes og dødes fællesskab om troen i en cirkel så ubrudt som evigheden.
Billedkunstnerne har oftest kun to dimensioner til rådighed, men har siden den vestlige renæssances udvikling af perspektivlæren effektivt kunnet skildre verden på billedfladen som et tredimensionelt rum med perspektivisk dybde fra forgrund til baggrund. – Kirkens kunstnere har gennem tiderne grebet himmelfarten meget forskelligt an. Barokkunstnere excellerede i at indtage Guds himmel som et tredimensionelt rum mellem og over skyerne på kirkens høje hvælv. Nyere kirkekunstnere har undertiden markeret, at den himmelfarende Kristus står uden for det tredimensionelle system ved fx at vise ham særskilt indrammet af en cirkel, hvori han fremtræder frontalt og todimensionelt som i en ikon. – Jeg har i tidligere Kristi himmelfarts-opslag på min hjemmeside vist sådanne eksempler med cirkel. – I det kunstværk, jeg denne gang har udvalgt, er Johan Thomas Skovgaard i 1930 gået en anden vej, vel også med inspiration fra ikoner: På ophøjet og højtidelig vis har han i Nørre Bjert Kirke ved Kolding valgt en skyggefri baggrundsflade af bladguld som tegn for, at himmelfarten handler om en anden dimension end den vante tredimensionelle verden: Kristus er ophøjet på sin usynlige akse mellem himmel og jord som menneskers allestedsnærværende åndelige orienteringspunkt. Kredsen omfatter de 11 disciple (Judas’ plads står tom) sammen med Jesu mor Maria. Til venstre for kredsen står de to mænd i hvide klæder, som iflg. Apg. 1,11 spørger: “Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.” I alterbilledets hjørner ses de fire evangelistsymboler: Evangeliet peger opad, men således også udad, i evangelieudbredelsens retninger. Foto: Claus Jensen.
Igen befinder vi os i den uge i maj, hvor mange af os – nu også via digitale medier – har læst og delt sekvenser af dyrebare afskedsbreve, skrevet i april 1945 af frihedskæmperen Kim Malthe-Bruun, udgivet af hans mor. Som taknemmelige læsere kan vi finde opbyggelse midt i tragedien: Afskedsordenes åndelige kraft lader os forstå, at mennesket, hvis tid her er ude, ikke forsvinder. Vi bliver så at sige vidner til, at himlen står åben over denne sjælsstærke og kærlighedsfulde unge, der er drevet af tro på og trofasthed mod det, der er større, og videregiver det store til os.
Søndag skal vi læse det ’afskedsbrev’ fra Jesus, som vi finder i Joh. kap. 17, i den lange komposition som kaldes Jesu ypperstepræstelige bøn. Her er evigheden nærværende, når Jesus om disciplene siger: ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.”
Troens mysterium lyser i bønnen, der meditativt kredser om ”herlighed”, brugt i den fulde betydning af guddommelig, ophøjet fylde og glans. Ordet er også kendt fra fortællingen om ‘Åbenbaringen på bjerget’, hvor Jesus forvandledes til det rene lys, så tre af disciplene “så hans herlighed”. – Her i søndagens afskedstekst beder Jesus om ”herliggørelse”, et ord, som vel er forbeholdt den sakrale sammenhæng, hvor Gud er herliggørelsens subjekt. – Jesus beder for enhed i guddommelig “herlighed”: – for bekræftelse af hans enhed med Gud, som han udgik fra og vender tilbage til, – for enhed mellem ham og disciplene, som gennem ham har modtaget Guds ord og erkendt, hvem Gud er, – og for disciplenes indbyrdes enhed: …”for at de kan være ét ligesom vi”…. Bønnen for menighedens/menighedernes enhed er stadig påtrængende, og Gud beder stadig med, iflg. epistelteksten fra Rom. 8, hvor Paulus skriver, at “Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed.” ….og “Ånden selv går i forbøn for os”….
Mens bønnen håbefuldt formidler denne evige enhed i ordet og ånden, er den fysiske adskillelse en realitet, idet Jesus til Gud siger: ”Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig.”…
Vi har i Frederiksberg Kirke et særligt interessant alterbillede fra 1841, der virtuost reflekterer afskedsbønnens dialektiske pointe. Den epokegørende guldaldermaler C. W. Eckersberg var berømt for sin nøgterne faglighed i fhv. realistiske model- og perspektivstudier, herunder videnskabeligt skyggeperspektiv. Som delvis påvirket af rationalismen undgik han i sine 15 altertavler helst at male glorier og andre metafysiske effekter, idet han erklærede, at ’troen ikke er en malemetode’. Ikke desto mindre visualiserer han på sin diskrete måde troens mysterium i netop dette alterbillede, hvad også offentliggjorte studier af Eckersbergs forarbejde har dokumenteret: Eckersberg anskueliggør, at Jesus er i verden, og at han ikke i verden. Jesus er i tiden og rummet, og han er hinsides tiden og rummet: Maleriet fordobler horisontlinjen med en forskydning mellem den højere linje gennem Jesu ansigt og den lavere i disciplenes verden. Den rødklædte Jesus taler til bordfællerne, stående i deres kreds, men han transcender samtidig kredsen. Sammen med det kridhvide nadverbord er Jesus belyst direkte forfra, men helt uden at kaste skygge på bagvæggen; lyskilden er mystisk og i hvert fald ikke identisk med de tre aftenmørke ruder. De indadvendt lyttende disciples ansigter synes at have Jesus selv eller Jesu ord som lyskilde. Således kan kunstneren siges at have givet sit bidrag til at anskueliggøre “herliggørelsen”. Bemærkelsesværdigt er det også, at Jesus ‘har øjenkontakt’ med menigheden i kirken, med os. Der lægges hos maleren vægt på blikket som forbindelsesvej til den inderlighed, som er et af guldalderens nøgleord (jævnfør Søren Kierkegaard). Inderlighed kan siges at bygge bro mellem rationalisme og pietisme. Foto: Claus Jensen.