I denne uge var jeg til et Niels Hausgaard-show, som levede op til forventningen om hyggelig komik, bidende satire og indhøstet livsvisdom med musikalsk akkompagnement. Uden at kunne tages til indtægt for nogen teologisk position, underholdt Hausgaard bl.a. med sine skænderier med et stålsat ateist: Da ateisten med størst mulig omsorg lod sin kære, afdøde hund begrave, var ateismens ateisme tæt på at krakelere, idet han trøstede sig med, at “det måtte være meningen”, at hunden skulle dø, – “meningen”? Hausgaard udvidede perspektivet til vores fælles verdenssituation, hvor vi alle sammen leder efter mening. Når gale magthavere med flere sætter verden i brand, vender vi os mod himlen og råber: “Er der en voksen til stede?” Vi har brug for, at nogen ‘deroppe’ viser os meningen og retter op på det hele….
I Helligdagens tekst fra Joh. 14, hvor kontekst er Jesu forestående død, møder vi også en gruppe mennesker, som rammes af meningstab og angst for fremtiden. Kan man stole på, at Gud lader det hele ende godt? Hvor er Gud henne? I afskedens stund vil disciplen Filip fravriste Jesus noget manifest: “Herre, vis os Faderen, og det er nok for os”. På Jesu tid var ateisme, så vidt jeg ved, hverken forekommende eller tænkelig; oldtidens jøder kæmpede nok med at finde vejen til den uudgrundelige Gud, men de efterspurgte ikke bevis for Guds væren. – Anderledes nu: Hvis nogen i dag siger: “Vis os Gud”, kan det være ateistens argument for at sætte troende til vægs, ud fra overbevisningen om, at troens udsagn mangler evidens. Og der er jo ikke noget tvingende bevis at svare ateisten med. Som indforståede ‘troende’ har vi måske også lyst til at sige: “Vis os Gud”. Med vores blafrende, håbende, tvivlsomme tro kan vi som Filip længes efter, at Gud utvetydigt træder frem af ubegribeligheden, af tilværelsens dyb, af universets uendelighed. Vi er ikke betryggede af vores egen tros bærekraft.
Birgitte Bech kirkekunst 