Kategori: Uncategorized

Trinitatistiden er vækstens tid. Håbefuldt sagt er det kirkens åndelige vækstperiode, efter at festhalvåret med jul, påske og pinse har skabt forudsætningen. Trinitatistiden tilbyder søndag efter søndag en voksende forståelse af, hvad det vil sige at leve i lyset af evangeliet. Tilsammen kommer teksterne ud i tilværelsens kroge.

Denne søndags skarpe Lukastekst er replik i en arvestrid; den advarer mod griskhed og gør sit til, at de/vi rige ikke får lov at dø i synden. Vi skal høre lignelsen om den prototypiske rige mand, den ekspanderende bonde, som var inderligt tilfreds med sin egen succes og sikkerhed: “Så min ven, du har meget gods liggende. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad!” Men ejendom er ingen livsforsikring, og festen slutter her:.. “Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?” Økonomisk rigdom er noget andet end at være “rig hos Gud”. – Hvad økonomisk rigdom og bjergsomhed er, ved vi vældig god besked med, men hvad vil det sige at være rig hos Gud? Det må prædikanten søge kaste lys over!

Det kunstværk, jeg har valgt, er et maleri fra 1993, som indgik i Thomas Kluges udstilling “Mens vi venter”, gengivet i bogen ‘Gud, konge og fædreland’ 2015, udgivet af Johannes Larsen museet / Museet for religiøs kunst. Billedet har stilmæssige referencer til renæssancen med den fotografiske nøjagtighed og kontrasten mellem fokuseret lys og dyb mørke. Scenen er henlagt til et rigt (renæssance)interiør med gedigne, udskårne møbler. Thomas Kluge (f. 1969) har opnået stor succes som kirkekunstner, men ikke mindre som Danmarks foretrukne portrætmaler for den økonomiske elite. Han er direktionsgangenes portrætmaler. I herværende billede ser vi imidlertid ikke en chefstol med en velklædt leder på karrieretoppen, men tværtom et par nøgne fødder af en mand, der ligger udstrakt på maven på gulvet. De nøgne fødder giver associationer til en død, i hvert fald sammenholdt med andre af Kluges billeder, som viser kroppe under et hvidt lagen, et ligklæde. Jeg læser det som et billede af dødens pludseligt påtrængende virkelighed også hos den velbjærgede. – Vi kan spørge, om der er et evangelium i billedet – ligesom vi kan spørge, om der er et evangelium i dagens tekst? Kluge gør det ikke umuligt: Trods synd og død falder Guds klare sollys som en nåde ind i rummet og danner med vinduessprosserne et kors.  – Johan Christian Nord, som til 2018 var valgmenighedspræst, har i ovennævnte bog ‘Thomas Kluge – Gud, konge og fædreland’ skrevet noget af en prædiken: “Det er selve rodfæstningen og det himmelvendte blik, der gør mennesket menneskeligt: et levevæsen, der både har virkelighedssans nok til at afvise almagtsindbildningen om at kunne omskabe tilværelsen efter eget forgodtbefindende og samtidig ejer håbet om, at den magt, der plantede os her på vores lille jordlod i Danas have, også vil høste os alle på den yderste dag, når aftenstjernen slukkes.”

 

Mattæusevangeliets grande finale er missions- og dåbsbefalingen. Pinsen gav os Helligånden, og herefter kender kristne Gud som både Fader, Søn og Helligånd. Til forskel fra andre monoteistiske religioner ser kristendommen Gud som en treenig Gud: Gud er ikke alene skaber og lovgiver, men en medlevende Gud med et menneskeligt ansigt og en Ånd, der kommunikerer med os og bevæger os, ja bevæger sig sammen med os. Til livet med denne treenige Gud døber kirken sine børn.

Enkelte danske altertavler viser billeder af barnedåb. Altertavler fra reformationstiden belærer typisk om den rette lutherske gudstjeneste og lære. Det er ofte rene teksttavler, “katekismustavler”, men eftersom den billedskeptiske Melanchthon ikke fik sin vilje, ser vi heldigvis flere tavler med billeder. I altertavler fra o. 1600 finder vi masser af nadverbilleder, men undertiden altså også billeder af den lutherske kirkes dåbsritual, hvor man er gået fra den livsfarlige neddykning af den spæde i det kolde vand til tre håndfulde vand på det påklædte barns hoved “i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”.

Egå Kirke har en meget fin renæssancetavle fra o. 1600 med oprindelige billeder. Det er et klenodie. Her står missions- og dåbsfalingen i gammel dansk sprogdragt på højre fløj over et billede af en dansk barnedåb. Herover findes et lille ovalt maleri af Jesu dåb, hvilket er et hyppigere motiv i de danske kirker. Fotografen er Claus Jensen.

 

Apostlenes gerninger viser os urmenigheden som det ideelle fællesskab om tro og om ejendom, som ubekymret sælges til gavn for trængende. Beskrivelsen er som et billede af Guds rige:..“hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest”, og naturligvis vokser en sådan menighed dagligt. Det englelige brød skal deles af stadigt flere.

“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid”, siger Jesus iflg. Joh. 6 og tyder brødet som sit offer i forsoningens tjeneste. Også mennesker, som er blevet borte for sig selv i ødelagte liv, må modtage dette brød, “som gives til liv for verden”, altså Kristus selv.

Det valgte kunstværk udfordrer pinseidyllen:

Et af de voldsomste billeder, jeg har set af livets brød, er Jørgen Bobjergs maleri “Krig og brød” fra 2006. Den sønderbombede by er en tragisk kulisse, som lader den levende forgrund træde desto stærkere frem. I ukueligt spirende grønne vækster under dugdråber ligger et lysende overskåret brød, hvis sprøde skorpe og bløde krumme vi næsten kan dufte, og taler ved sin tilstedeværelse om et gudgivet liv, der skal drages omsorg for, og om håb. Jørgen Bobjerg (1940-2009) har malet flere metafysiske billeder af brød. Et af dem – med et alvorstungt selvportræt og en kæde fra himlen – hedder “Det daglige brød”, malet i 1991. Det er gengivet i hæftet om gotik, betitlet “Gru og glæde”.

 

 

Helligånden betyder, at kristendommen ikke ‘bare’ er en fortælling eller en lære, men en erfaring. Kristentroen bliver med helligånden til et erfaret liv, som på en gang er personligt og fælles. Den personlige tro oplives af fællesskabet, for troen lever kun som mellemværende. Troen er et beåndet mellemværende mellem den levende Gud og menneske og mellem mennesker indbyrdes.

Pinsedagen kaldes kirkens fødselsdag, og sjældent kan dette opleves mere konkret end i år, hvor en ensom og mismodig ventetid kan afløses af, at vi finder tilbage i kirkerne.  Vi skal være forsigtige og hverken hoste eller synge på hinanden, men alligevel omsider istemme ‘menighedens fulde kor’. Glædelig pinse!

Til pinsedag søger jeg tilbage til et ca. 500 år gammelt mesterværk: Claus Bergs formidable altertavle, som efter en omskiftelig historie bor i Odense Domkirke. Altertavlens komplekse hovedfelt og predellaen med de kendte og kongelige kan nok sluge al opmærksomhed, men fløjene fortjener også et studium. Her fører Claus Berg os nemlig gennem påsken og pinsen i 16 skønne, detaljerede relieffer, hvor alle figurer er skildret med både skønhed og forbløffende individuel troværdighed. I det sidste af relieffer, pinserelieffet, bringer Claus Berg os tæt på den lille, forsamlede urmenighed med den opslåede bibel på Marias skød og unge Johannes siddende mellem hende og Peter. Her ser vi det afgørende moment, hvor alle de tilstedeværende løfter hovedet med lyttende forundring. Uden at ty til konventionelle symboler som ildtunger eller due viser Claus Berg, hvordan Gud Helligånd kommer til stede – personificeret øverst i billedfeltet med hænderne løftede i en kraftfuld gestus. Og herefter lever kirken. Claus Jensen har fotograferet.

Et afsnit af Jesu lange afskedstale i Johs 17 er en bøn for fremtidens menigheder: “Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét”… Det er en bøn om enhed, der vel at mærke må have kærligheden som fortegn og som projekt. Med et testamentes vægt beder Jesus Gud om “at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem”.  På tværs af de grænser, mennesker sætter og kender alt for godt, er den forenende kærlighed altså Guds anliggende med os.

Faktisk findes der en altertavle, hvis titel citerer netop denne tekst: “Jeg beder ikke alene for disse (disciplene) men og for dem, som formedelst deres Ord skulle tro på mig” (Johs 17, 20), hvilket er begrundelsen for mit valg af søndagens billede.

Denne altertavle med inspiration fra søndagens tekst hænger i Laurbjerg Kirke ved Langå. Den er malet af Lucie Marie Mandix Ingemann (1792-1868), som har signeret maleriet i 1854, altså i moden alder. Den viser opmærksomme disciple i kreds om den bedende Jesus, som har blikket rettet frem for sig eller indad. Kristus er fremhævet med markant glorie og brandrød klædning, som kan være blikfang i et kirkerum. Malerindens sans for farver og komposition er fremhævet af Jette Lund, som har skrevet en nyttig bog om Lucie Ingemanns billeder: ‘En altertavle af fru Ingemann’. Mit foto stammer herfra.

Salmedigterens hustru Lucie Ingemann fandt udtryk for sin personligt hengivne fortolkning af kristendommen ved at male romantisk-religiøse billeder. Undervisning af kvindelige malere havde i 1800-tallet trange kår, og selvom Lucie Ingemann fik nogle timer hos Eckersberg, tilegnede hun sig ikke sin epokegørende lærers færdighed i at male ‘efter naturen’; hun og gemalen er mere åndsbeslægtede med guldalderens anden professor på Kunstakademiet, den mindre naturalistiske Johan Ludvig Lund – uden sammenligning i øvrigt. Der forbliver noget barnligt, stereotypt og dukkeagtigt over ansigter og skikkelser i fru Ingemanns figurbilleder, og intentionen om at fryde sjæl og øje med lydefri skønhed gør gennemgående hendes fremstilling af Jesu fysiognomi til et glansbillede. Flittig var hun! Mindst 50 altertavler har hun gennem livet foræret til kirker, især på Sorøegnen. De fleste er siden flyttet til skibets vægge eller tårnrum, men enkelte fungerer den dag i dag som alterbilleder. Nærværende billede i Laurbjerg Kirke hang i en årrække et andet sted i kirken, men i forbindelse med en restaurering i 1971 fik Lucie Ingemanns trohjertede billede igen lov at indtage hæderspladsen.