Helligånden betyder, at kristendommen ikke ‘bare’ er en fortælling eller en lære, men en erfaring. Kristentroen bliver med helligånden til et erfaret liv, som på en gang er personligt og fælles. Den personlige tro oplives af fællesskabet, for troen lever kun som mellemværende. Troen er et beåndet mellemværende mellem den levende Gud og menneske og mellem mennesker indbyrdes.
Pinsedagen kaldes kirkens fødselsdag, og sjældent kan dette opleves mere konkret end i år, hvor en ensom og mismodig ventetid kan afløses af, at vi finder tilbage i kirkerne. Vi skal være forsigtige og hverken hoste eller synge på hinanden, men alligevel omsider istemme ‘menighedens fulde kor’. Glædelig pinse!
Til pinsedag søger jeg tilbage til et ca. 500 år gammelt mesterværk: Claus Bergs formidable altertavle, som efter en omskiftelig historie bor i Odense Domkirke. Altertavlens komplekse hovedfelt og predellaen med de kendte og kongelige kan nok sluge al opmærksomhed, men fløjene fortjener også et studium. Her fører Claus Berg os nemlig gennem påsken og pinsen i 16 skønne, detaljerede relieffer, hvor alle figurer er skildret med både skønhed og forbløffende individuel troværdighed. I det sidste af relieffer, pinserelieffet, bringer Claus Berg os tæt på den lille, forsamlede urmenighed med den opslåede bibel på Marias skød og unge Johannes siddende mellem hende og Peter. Her ser vi det afgørende moment, hvor alle de tilstedeværende løfter hovedet med lyttende forundring. Uden at ty til konventionelle symboler som ildtunger eller due viser Claus Berg, hvordan Gud Helligånd kommer til stede – personificeret øverst i billedfeltet med hænderne løftede i en kraftfuld gestus. Og herefter lever kirken. Claus Jensen har fotograferet.
Birgitte Bech kirkekunst 