Kategori: Uncategorized

Lukas’ fortælling om Kristi himmelfart handler om glæde og om forventning: Da Kristus skiltes fra disciplene og blev båret op til himlen, tilbad de ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, hvor de lovpriste Gud – og ventede. Disciplene – og menigheden – var  velsignet med fortællinger om Guds nåde fra jul til påske. De og vi fik hermed opgaven at bygge kirke, funderet i løftet om, at den kommende “kraft fra det høje” ville gøre alting muligt. Forventningen rettes mod pinse. Kristi himmelfart er afslutningen på Jesu fysiske liv på jorden på dette konkrete sted, men den er samtidig begyndelsen på den universelle historie, hvor Gud som åndelig virkelighed aldrig vil være fjern fra nogen.

Kristi himmelfart er ofte illustreret i den ældre kirkekunst, typisk som afslutning på rækken af Jesu-liv-motiver: Billedskærere og malere har med mere eller mindre tredimensionelt perspektiv fremstillet den lysende skikkelse, som med flagrende klæder suser op mellem skyerne, efterladende sit fodaftryk på bakken. For nyere kunstnere er anskueliggørelsen ikke så ligetil, for den atmosfæriske himmel (med lille h) og den guddommelige Himmel (med stort H) er for en moderne virkelighedsopfattelse ikke uden videre sammenfaldende, jævnfør de engelske benævnelser ‘sky’ og ‘Heaven’. Hvordan skildrer en moderne kunstner himlen som Himlen med Kristus i centrum? Per Bruuns kunstværk kan være et bud.

Per Bruuns smukke, abstrakte glasmosaik blev 
i 1983 placeret som afslutning på den diagonale 
linje gennem det kvadratiske kirkerum i den 
nye Lindeskovkirken ved Nykøbing Falster, 
fotograferet af Claus Jensen.

Det er et billede af Himlen som en fest af lyse farver med glitrende spor af sølv eller guld, udgående fra stjernen og korset, julen og påsken. Mosaikken er således centreret om Kristusbegivenheden, men den er samtidig i dynamisk bevægelse med store, centrifugale strøg, der tolker Åndens universelle, udadgående kræfter. Billedkunstneren Per Bruun, som i tresserne studerede i Rom og på Kunstakademiet, døde i 2012, 71 år gl. Han efterlod sig således et hovedværk på den egn, hvor han havde sit arbejdsliv som billedkunstlærer.

Søndagens evangelium fra Joh. 17 giver os ingen fortælling og ingen anskuelige billeder. Teksten bringer os derimod et intimt samvær med en vedholdende bedende Jesus. Han er i situationen så ensom, som et menneske kan blive, men insisterende giver han samhørigheden mæle. Bønnen dvæler ved det fællesskab, der nok skal rives op, men med noget ubegribeligt herligt i sigte for dem alle. Bønnen er som en omfavnelse med ord. Den henter beroligelse i den uddybede forståelse af enhed: at Gud og Kristus er ét, at Kristus og disciplene er ét, at disciplene indbyrdes er ét: “Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, for at de kan være ét ligesom vi.”  – Vi er ikke efterladt.

Tekstens intensitet og inderlighed finder jeg ingen steder stærkere fortolket end i Emil Noldes “Nadveren” fra 1909. I denne periode fandt Nolde sit originale og sublime kunstneriske udtryk ved at hellige sig de nytestamentlige motiver. Billedet er gengivet i bogen ‘Emil Nolde og Danmark’.

 

En skabende sjæl har nu forladt sit billedværksted, sit jazzorkester og sin hjemegn. Thorvald Odgaard har som billedkunstner sat en overdådighed af konkrete spor, lige fra fine, små smykker til monumentale skulpturer i offentlige rum. Særligt hjembyen Nibe er rig på Odgaards finurlige værker. Bisættelsen på lørdag vil efter kunstnerens hjerte nærme sig en kulturfestival i Nibe så vidt situationen tillader det.

Her vises en af Thorvald Odgaards kirkeudsmykninger, en bronzeengel i arkitektonisk ramme fra 1998. Den befinder sig i Kvissel Kirke, en af kirkerne i Aalborg Stift, som Niels Clemmensen har dokumenteret med gode fotos. Som kirkekunstner er Thorvald Odgaard far til en række stiliserede engle, der melder sig som dynamiske gæster på jorden. Skarpe som lyn og med vingerne pegende opad minder de os stadig om eksistensens vertikale dimension.

Tak for dit besøg på jorden, Thorvald Odgaard.

Altets Gud er større end navne, sprog, slægter, kulturer…

Tredje søndag efter påske kunne vi høre om Moses’ kaldelse ved den brændende tornebusk. Her fik han sin overvældende opgave og dertil et løfte af den usynlige Gud: “Jeg vil være med dig”. På Moses’ spørgsmål: “HVEM har sendt mig?”  lød svaret: “JEG ER DEN, JEG ER!” – Nu fjerde søndag efter påske identificerer Kristus sig iflg. Joh. 8 ved den samme universelle betegnelse: “Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at JEG ER DEN, JEG ER”… “som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig”. “Ophøjet” er et dobbelttydigt ord: Det gælder både den fysiske ophøjelse på korset og oprejsningen. I påskens paradoksale fortælling sprænges alle kendte barrierer. Her er en suveræn frisættelse i forhold til alt, hvad der fastlåser mennesker, både i form af indre dæmoner og i forhold til slægters, etniciteters og konfessioners grænsevogtere. Gud er den, han er, og Kristus realiserer Guds godhed – for den højeste pris og for alle mennesker.

I symbolsprogets billedverden ligger det lige for at trække en linje fra den brændende tornebusk til Jesu tornekrone. Begge koncentrerer kaldets, offerets og oprejsningens moment. Maja Lisa Engelhardt har så at sige sammenskrevet fortællingerne i et fortættet symbol i værket “Kristus står i sin tronekrone”, som hun har malet i glødende farver. Himmellyset står ned som en hvidgul søjle langs Kristusskikkelsen og tænder en brændende krans omkring ham. Billedet blev brugt på en plakat, som i anledning af Søren Kierkegaards jubilæumsår 2013 blev udgivet af FISK, dvs. Folkekirkens Skoletjeneste (folkekirken i skolen). Allerede før Maja Lisa Engelhardt begyndte at male Kristusskikkelser, var hun optaget af den brændende tornebusk som tegn for det hellige, et motiv, som faktisk var noget upåagtet i kirkekunsten, indtil hun så at sige fik det til at gløde i mystisk-poetiske billeder.

Til denne anderledes bededag vælger jeg Elof Risebyes maleri “Bag ruden” fra 1939 – et billede som er både bedrøvet og håbefuldt. Risebye er kaldt ‘sorgens maler’, men hans billeder af et indestængt liv er ikke bare fortvivlende. ‘Mødet’ med den frie, kvidrende  fugl i vinduet betegner både en kontrast og et håbstegn. Lysranden om det ikoniske ansigt er en signatur for den tro, som er fortegn i mange af Risebyes stille billeder.

Billedet findes i bogen 'Risebye + Kierskou' 
fra Vejen Kunstmuseum