6. søndag efter påske, 2. rk. – Jesu testamente

Et afsnit af Jesu lange afskedstale i Johs 17 er en bøn for fremtidens menigheder: “Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét”… Det er en bøn om enhed, der vel at mærke må have kærligheden som fortegn og som projekt. Med et testamentes vægt beder Jesus Gud om “at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem”.  På tværs af de grænser, mennesker sætter og kender alt for godt, er den forenende kærlighed altså Guds anliggende med os.

Faktisk findes der en altertavle, hvis titel citerer netop denne tekst: “Jeg beder ikke alene for disse (disciplene) men og for dem, som formedelst deres Ord skulle tro på mig” (Johs 17, 20), hvilket er begrundelsen for mit valg af søndagens billede.1854 Lucie Marie Ingemann Laurbjerg Kirke Jeg beder ikke alene for disse men og for dem, som formedels deres Ord skulle tro på mig (Joh 17.20)

Denne altertavle med inspiration fra søndagens tekst hænger i Laurbjerg Kirke ved Langå. Den er malet af Lucie Marie Mandix Ingemann (1792-1868), som har signeret maleriet i 1854, altså i moden alder. Den viser opmærksomme disciple i kreds om den bedende Jesus, som har blikket rettet frem for sig eller indad. Kristus er fremhævet med markant glorie og brandrød klædning, som kan være blikfang i et kirkerum. Malerindens sans for farver og komposition er fremhævet af Jette Lund, som har skrevet en nyttig bog om Lucie Ingemanns billeder: ‘En altertavle af fru Ingemann’. Mit foto stammer herfra.

Salmedigterens hustru Lucie Ingemann fandt udtryk for sin personligt hengivne fortolkning af kristendommen ved at male romantisk-religiøse billeder. Undervisning af kvindelige malere havde i 1800-tallet trange kår, og selvom Lucie Ingemann fik nogle timer hos Eckersberg, tilegnede hun sig ikke sin epokegørende lærers færdighed i at male ‘efter naturen’; hun og gemalen er mere åndsbeslægtede med guldalderens anden professor på Kunstakademiet, den mindre naturalistiske Johan Ludvig Lund – uden sammenligning i øvrigt. Der forbliver noget barnligt, stereotypt og dukkeagtigt over ansigter og skikkelser i fru Ingemanns figurbilleder, og intentionen om at fryde sjæl og øje med lydefri skønhed gør gennemgående hendes fremstilling af Jesu fysiognomi til et glansbillede. Flittig var hun! Mindst 50 altertavler har hun gennem livet foræret til kirker, især på Sorøegnen. De fleste er siden flyttet til skibets vægge eller tårnrum, men enkelte fungerer den dag i dag som alterbilleder. Nærværende billede i Laurbjerg Kirke hang i en årrække et andet sted i kirken, men i forbindelse med en restaurering i 1971 fik Lucie Ingemanns trohjertede billede igen lov at indtage hæderspladsen.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s