Kategori: Uncategorized

Den nøgne sandhed.

“Du er Kristus, den levende Guds Søn”.

“Du er Kristus, den levende Guds Søn”, hedder Niels Larsen Stevns’ skitse fra 1915, nu på Randers Kunstmuseum. – I området ved Cæsarea Filippi finder denne afgørende samtale mellem Jesus og disciplene sted: Mesteren spørger dem, hvad de hører folk kalde ham? Der er forskellige svar. – Men hvad kalder de ham selv, de som jo kender ham?? Dette direkte spørgsmål får disciplene til at tøve lidt. Men ikke Peter: Han retter sig, træder lidt frem, løfter hånden – og erklærer, at Jesus er Kristus, Messias, Guds Søn! Nu er det sagt. Et vendepunkt, som iflg. Markus straks kommer til at udløse den svære samtale om lidelsen. Her læser vi imidlertid Matthæus’ særlige version (Mat. 16), hvor bekendelsen fejres: Jesus priser Peter og hans bekendelse salig, inspireret af Gud. Denne bekendelse kan der bygges kirke på. Ja, det er netop den kristne kirkes bekendelsesgrundlag.
Niels Larsen Stevns har arbejdet med motivet i flere år fra 1909 og frem. Ved at klæde Jesus i rødt og give ham lysende glorie har maleren selv formuleret Kristusbekendelsen. Han indfanger en levende og spændingsfyldt situation med nuancer i kropsholdninger og udtryk som et psykologisk troværdigt øjebliksbillede. Stevns havde bl.a. overvejet motivet som en af mulighederne til en ny altertavle i Vammen Kirke, men opgaven i Vammen endte med at tilfalde en mindre kunstner, og Stevns’ skitse tilhører nu Randers Kunstmuseum. Niels Larsen Stevns (1864-1941) var noget så sjældent som en epokegørende modernistisk kunstner med en kristen forståelse; men gentagne gange kom hans vedkommende fortolkninger af bibelske scener til at hænge på kunstmuseer i stedet for i kirker, hvor man vel foretrak en mere konventionel udsmykning. Berømt er Larsen Stevns oliemaleri: “Vig bag mig”, hvor konflikten mellem Peter og Jesus om lidelsens nødvendighed er indfanget som motiv. Dette eksistentielle drama tilhører Sorø Kunstmuseum.

Bjergprædikenen krystalliserer den kristne etik i fordringen om en næstekærlighed, som også omfatter fjender, konkret realiseret i Jesu eget liv. Bjergprædikenen tænder en fakkel på jorden med sin kompromisløse fordring om kærlighed: “Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige”. Hvem kan myndigt udtale dette bud uden netop det menneske, der selv bad for sine bødler?

Adi Holzer har dette forår afsluttet sin store udsmykning i Niløse kirke ved Sorø med malerier på altertavle og prædikestol. På grund af forårets forsamlingsforbud er genindvielsen af den restaurerede kirke udskudt til 6. sept. Adi Holzers nye alterbilleder i Niløse har både en festside og en fasteside. På fastesiden ser vi høvedsmandens bekendelse under Jesu kors: “Det menneske var virkelig Guds søn.” På fløjene ses de to røvere, hvor den ene sejrer sammen med Kristus, og den anden spærres inde i sin egen spot. Over hele dramaet kaster den solgule farve et varmt skær. Øverst i guldkanten under den blå ramme har Adi Holzer – ligesom i Feldborg Kirke – indridset en tekst: “Gud er kærligheden”.

Adi Holzer har også udsmykket prædikestolen. Motiverne her er Syndefaldet, Den gode hyrde, Evangelistsymboler, Den fortabte søns hjemkomst – og sidst: en hyldest til kærligheden med påskriften “Størst er kærligheden”. En engel viser symboler for tro, håb og kærlighed, og Adi Holzer har forsynet billedet med teksten “Størst er kærligheden”. Der er en let og legende tone i mange af Adi Holzers billeder, og denne koloristiske sorgløshed kan skabe debat om tyngden i Adi Holzers kirkekunst. Men i Holzers alterbillede til fastetiden tages der livtag med alvoren.

Nederst vises et oversigtsfoto med altertavlens festside. Claus Jensen har fotograferet.

YNDLINGSLIGNELSEN
Er man i tvivl om berettigelsen af 2. tekstrække, behøver man kun at tænke på, at lignelsen om ‘Den fortabte søn’ (eller ‘De fortabte sønner’) ikke findes 1. tekstrække. Det er yndlingslignelsen med identifikationsmuligheder for enhver og det skønneste billede af Gud som faderen, der aldrig holder op med at elske nogen af sine børn.

Lignelsen om ‘Den fortabte søn’ et et af kirkekunstens foretrukne motiver fra midt i 1800tallet og fremdeles. Jeg har på denne side for 2 hhv. 4 år siden vist spændende nye fortolkninger. Denne gang vælger jeg en af de ældre fremstillinger af motivet: en detalje af Jørgen Ringnis pragtfuldt udskårne skriftestol fra o 1650 i Kippinge Kirke, stafferet 1680 af Hans Lauridsen. Det er et herligt billede af faderen, som går sin hjemvendte, forvildede søn i møde og med største ømhed griber om hans arm, mens den vellykkede søn bag faderen tænker sit, fortabt i sin egen selvretfærdighed – og alligevel heller aldrig er uelsket.

Relieffets baggrund viser faderhuset som en himmelborg og tjeneren travlt beskæftiget med at slagte en velvoksen fedekalv. Nu skal der være fest! Relieffet er forsynet med en rimet tekst: “Jeg har, o Fader, syndet / Mit liv er ilde begyndet / Da jeg gik af dit hus / og lev’d i sus og dus”
Jørgen Ringnis, formentlig født i Rinkenæs ved Flensborg Fjord, havde især sit produktive virke på Lolland-Falster, hvor han døde i Nakskov 1653. Han er en af de mange stærke billedskærere, der gør meget dansk kirkeinventar fra o 1550-1650 overraskende seværdigt.
Kippinge Kirke har ganske udsædvanligt rigt inventar og er bestemt en omvej værd: På grund af en navnkundig helbredende helligkilde var Kippinge et historisk betydeligt valfartsmål, der akkumulerede store rigdomme. Kirken administrerede dygtigt og kunne sågar låne Chr. 2. penge. Man skulle forvente, at reformatorerne stoppede efterspørgslen efter det undergørende vand, men nej! Biskop Thomas Kingo besluttede i 1687 at holde hånden over den folkereligiøse aktivitet, fordi offergaverne forsørgede så mange fattige, – når blot tilstedeværende evangeliske prædikanter sikrede, at valfarterne “ikke udartede til afguderi”. Interessen for vandet i Kippinges helligkilde fortsatte helt til 1800-tallet.
Claus Jensen har fotograferet.

SALTETS KRAFT
Iflg. Luk. 14 taler Jesus indtrængende om discipelskab som et valg med konsekvenser: Det betyder både glæde og afkald at være tro. Som i Matt. 5 sammenlignes menigheden med salt. Salt er værdifuldt som det der tjener verden som en rensende og bevarende ‘kraft’. Helligånden har givet menigheden kraft; så skal den da også være kraftfuld. Der er – grammatisk udtrykt – en dialektik mellem indikativ og imperativ: “I er kraftfulde, så vær kraftfulde!”

Jeg har fundet et overbevisende billede af netop salt i Thomas Kluges store symbolladede maleri fra 2012 i St. Magleby Kirke, hvor saltet jo kun er en detalje på et righoldigt nadverbord. Vi stiller skarpt på saltet og tænker, at det er klar til at blive brugt sammen med ægget, der ligger på klædet. Klædet er en henvisning til Jesu ligklæde, ægget er et gammelt symbol på død og opstandelse, tilsyneladende dødt, men dog livfuldt og livgivende. At ægget symboliserer Kristus, fremgår utvetydigt af, at det er mærket med kristogrammet, de græske bogstaver for KR. Saltet skal ikke være der i sin egen ret, men fremhæve ægget og derved gøre nytte. Menigheden skal vidne om Kristus og bære den store fortælling om evangeliet.

Fotografierne er fundet i tidligere omtalte udgivelse om Thomas Kluges kunst: “Gud, konge og fædreland”.