2. sønd. eft. trinitatis 2. rk. – Saltets kraft

Thomas Kluge salt og æg St. Magleby bogen

SALTETS KRAFT
Iflg. Luk. 14 taler Jesus indtrængende om discipelskab som et valg med konsekvenser: Det betyder både glæde og afkald at være tro. Som i Matt. 5 sammenlignes menigheden med salt. Salt er værdifuldt som det der tjener verden som en rensende og bevarende ‘kraft’. Helligånden har givet menigheden kraft; så skal den da også være kraftfuld. Der er – grammatisk udtrykt – en dialektik mellem indikativ og imperativ: “I er kraftfulde, så vær kraftfulde!”

Jeg har fundet et overbevisende billede af netop salt i Thomas Kluges store symbolladede maleri fra 2012 i St. Magleby Kirke, hvor saltet jo kun er en detalje på et righoldigt nadverbord. Vi stiller skarpt på saltet og tænker, at det er klar til at blive brugt sammen med ægget, der ligger på klædet. Klædet er en henvisning til Jesu ligklæde, ægget er et gammelt symbol på død og opstandelse, tilsyneladende dødt, men dog livfuldt og livgivende. At ægget symboliserer Kristus, fremgår utvetydigt af, at det er mærket med kristogrammet, de græske bogstaver for KR. Saltet skal ikke være der i sin egen ret, men fremhæve ægget og derved gøre nytte. Menigheden skal vidne om Kristus og bære den store fortælling om evangeliet.

Fotografierne er fundet i tidligere omtalte udgivelse om Thomas Kluges kunst: “Gud, konge og fædreland”.

Skriv en kommentar