Kategori: Uncategorized

“Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget”, lyder Jesusordet iflg. Luk 7 om en berygtet kvinde i byen. Den unavngivne kvinde har netop trængt sig ind ved farisæerens pæne middagsselskab, helt hen til Jesus, for at takke ham for at have taget skammen og fortabtheden fra hende. Hendes møde med Jesu accept og tilgivelse har løftet hende som menneske, og nu svarer hun ham med sin tilbedelse og sin mest uforbeholdne ordløse kærlighedserklæring: Hun overøser hans fødder med en blanding af olie, tårer og kys, og Jesus tager ordet i det forargede selskab som hendes forsvarsadvokat: Kvindens store kærlighed bevidner hendes taknemmelighed over at have modtaget stor tilgivelse. Det er en god historie om, at Guds nåde er der først og sidst som forudsætning for al kærlighed og generøsitet. – Og tanken strejfer, om kvindens synder måske også var en slags generøsitet? – Kvindesynet har siden ændret sig (mere eller mindre), så vi måske umiddelbart snarest forarges over farisæernes forargelse. Vi er trætte af fordomsfulde, seksualforskrækkede kulturer med kvinder som syndebukke; vi har i nutiden i vidt omfang flyttet fokus til andre synder, anden skam og anden fordømmelse (skal vi begynde med politisk og økonomisk kriminalitet?). – Prædikanten kan komme til at gøre sig svære overvejelser om, hvordan en nutidig historie om en overraskende syndsforladelse kan fortælles, så den rammer vore liv og lige her giver anledning til forundring og begejstring.

Kirkekunsten har mellem guldalderens og vækkelsesbevægelsernes udsmykninger nærmest svælget i skildringer af sønderknuste ‘synderinder’ i Jesu gode selskab, den ene mere uimodståelig end den anden. Men salvninger af Jesu fødder er der ikke mange af – heller ikke selvom den noget anderledes historie om ‘salvningen i Bethania’  tælles med. De kendteste danske fortolkninger er malet af Joakim Skovgaard, Johs. Kragh og Niels Larsen Stevns (1864-1941). De førstnævnte har jeg kommenteret i tidligere kirkeår, denne gang viser jeg Niels Larsen Stevns’ velkendte maleri fra 1907-8 “Maria salver Jesu fødder”, som hænger på Kunsten i Aalborg. Flere af Niels Larsen Stevns’ bedste kunstværker blev museumsstykker, somme tider fordi kirkelige købere manglede modet til at anskaffe hans foruroligende øjebliksbilleder af mennesker i spænding og bevægelse.

Mattæusteksten viser Jesus i opgør med folk med korslagte arme: Jesus har iagttaget, hvordan folk dømte Johannes Døberen ude på grund af hans strenge moralske opsang, og hvordan man omvendt dømte Jesus ude på grund af hans umoralske selskab. Man er bedrevidende med sine sekteriske, ideologiske eller etniske fordomme, og afskærer sig måske derved netop fra kilderne til det gode liv. Også vore forudfattede meninger og vor verdensklogskab kan være golde og dræbende. Livgivende er derimod den dybe visdom, der har Gud som kilde. Den karakteriseres rammende i evangelieteksten af Jesus: “Visdommen har fået ret ved sine gerninger”. Den er skabende og livgivende. Den guddommelige visdom kendes universelt på sine grænseoverskridende velgerninger.  I Jesu liv ser vi visdommen aktualiseret i, at han gjorde dårligt selskab til livgivende fællesskab, at han lindrede menneskers fysiske og sjælelige lidelser, og at han aldrig sparede sig selv. Denne visdom går vi måske i kirke for at møde.

Billedet viser et udsnit af den smukke prædikestol i Hobro Kirke. Hjørnefiguren tv viser Johannes Døberen, som hen over sit kors peger mod højre: på Jesus Kristus som velsignende suveræn med verdenskuglen. Prædikestolens relieffer fortæller Jesu lidelseshistorie med en rigdom af detaljer: Visdommen sparede ikke sig selv. Den fremragende billedskærerkunst er udført af Laurids Jensen, Essenbæk, 1698-99. Hans tilsvarende altertavle til Hobro Kirke blev solgt for 1 kr. til Sønderup Kirke i Himmerland. Prædikestolen blev – til forskel fra altertavlen – overført fra den gamle Hobro Kirke til den nye. Foto: Claus Jensen.

Må visdommen strømme ud fra alle prædikestole på søndag!

I Luk 12 læses opfordringen til frygtløst at give, give, give… Kristne er i princippet ikke ejere, men forvaltere. “Sælg jeres ejendele og giv almisse”.  – “Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.”  – Vi hører formentlig til dem, der har fået mest betroet, og det gælder ikke kun på det pekuniære område. – Teksten viser, hvordan etikken i urkirken skærpedes af forventningen om Herrens snarlige tilbagekomst, men også uden den eskatologiske forventning om den gamle verdens nærtforestående undergang må kristne leve i bevidstheden om, at livet er en betroet gave, som man står til regnskab for. Velfærdssamfund eller ej: kirken har en diakonal opgave og må vedkende sig et ansvar for, at goderne deles også globalt. Ingen kirke uden en indsamlingsbøsse “til de fattige” (eller til menighedsplejen). Ingen sand kirke uden hjerte for de svage.

Men kirkens billedkunst? I nyere tid er kirkekunsten heldigvis ikke et udstillingsvindue for social godgørenhed. Vi har ingen helgener, om end Frans af Assisi stadig har en høj stjerne også blandt protestanter. Anskueliggørelse af den sociale nød ser heller ikke ud til at være et anliggende for den aktuelle kirkekunst, især ikke hvis den lugter af partipolitik; konkrete politiske dagsordener i danske kirkeudsmykninger afføder voldsomt røre.

Jeg må træde uden for kirkerummet for at finde helligdagens kunstværk:

Uden for en guldsmedebutik på et butiksstrøg i Silkeborg står den appellerende skulptur “Avispigen”. Hun er beskyttet af sin hund, mens hun – som 1600 andre hjemløse og socialt udsatte danskere – sælger avisen “Hus Forbi”. Bronzeskulpturen er skabt af den uomgængelige kunstner Jens Galschiøt (f. 1954), som motiveres af et aldrig hvilende blik for verdens ulighed og uretfærdighed.

I Matt. 7 finder vi Jesu lignelse om “hus på klippen” og “hus på sand” som svar på spørgsmålet om frelse. Lignelsen er en replik i en samtale med mennesker, som (kun?) har religion i munden. Kriteriet for at have fast grund under fødderne er ikke at kunne de rigtige ord, men om man “hører disse ord og handler efter dem”, kriteriet er altså tro og kærlighed. Alene tro og kærlighed har evig bæredygtighed. Vi kender klippen som symbol for Kristi evangelium og kirken (Peter). Klippegrunden er et metafysisk billede på en åndelig virkeliggørelse af tro og kærlighed.

Allerede på baggrund af  Israels geografi taler lignelsen imidlertid stærkt med konkrete associationer, idet store nedbørsmængder på Jerusalems bjergplateau kan oversvømme tørre dagstrøg og rive alt levende med sig med dødbringende pludselighed.

Biskop Søren Lodberg Hvas og maler Esben 
Hanefelt Kristensens smukke 'Bogen om 
Jesu lignelser' fra 2005 har fortolket 
også denne lignelse om huset på sand 
og huset på klippegrund.

Esben Hanefelts dekorativt stiliserende fortællestil formidler med kolde, sortblå farver teksten om menneskers forfejlede byggeri og undergangen: “Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.”  Nutidens alarmerende erfaringer af tsunamier og klimakatastrofer lader billedet flyde sammen med forfærdelige pressefotos og fremskrivninger af forventelige problemer med vandstigninger. Vi ved jo alt for godt, at vi globalt set ikke lever bæredygtigt… Den grønne eng med huset på klippegrund har Hanefelt modsvarende malet i varmere farver og indsat i billedet som et drømmesyn med en fåreflok, der symboliserer Guds riges frelste menighed. Det er en vision af den tro og den kærlighed, der ene af alt rækker ud over vores fælles visse død; et billede på noget åndeligt. Ja, men forbinder den åndelige vision sig ikke også med en nødvendig konkret vision for denne jord? Den frelsende tro og kærlighed må udfoldes på denne jord som en ansvarlig kærlighed til det gode skaberværk og dets mangfoldige levevæsener. Der, hvor vi står nu, må vi omsider kunne se, at åndelig bæredygtighed ikke kan skilles fra den konkrete.

Frygt ikke! Evangeliet hos Mattæus lover tilhørerne modgang, men lyser fred i modgangen. Den ængstede trøstes med, at hans eller hendes smerte er set. Kristus selv har fragtet kærligheden gennem ingenmandslandets mørke og derfra givet løftet om, at ingen lidende skabning er uset, efterladt eller tabt. Ingen skabning er ubetydelig. – Tør vi gentage det for diktaturstaters fanger, mishandlede flygtninge, senile uden aktive pårørende…? Og hvad med de misbrugte dyr? Evangeliet protesterer mod den knusende glemsel. “Der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt….  Sælges ikke to spurve for en skilling ? Og ikke en af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.”- Den græske grundtekst i Matt 10,28 siger det i al gådefuld korthed: “Ingen dør, uden Gud”. – 

Det er ikke bare en kliche, når vi i sten på kirkegårdes afdeling for ‘ukendte’ – som her i Hejnsvig – mejsler indskriften: Kendt af Gud.

Fynbomaleren Fritz Sybergs (d. 1939) velkendte maleri “To børn begraver en fugl” 1917-1925 tolkes gerne sådan, at det indirekte handler om børnenes afsked med deres mor. Børnenes andægtige alvor er skildret med tyngde. Børnenes mor, malerinden Anna Syberg, døde i 1914 af en galdestensoperation – kun 8 mdr. efter fødslen af parrets 7. barn. – Kunstnergemalen havde foreviget hende bl.a. som model for illustrationerne til H.C. Andersens “Historien om en moder”. Døden havde tidligt hærget i hans egen livshistorie, MEN han syntes utrætteligt at bekræfte livet i kunsten, naturen og familien. – Omkring Annas død havde Fritz Syberg i nogle år lagt oliemalingen væk, men Annas søster Marie, som han efterfølgende giftede sig med, opmuntrede ham heldigvis til at genoptage oliemaleriet, bl.a. altså i dette store maleri af børnene Franz og Rabbe i Pilegårdens have. Det impressionistiske billedes flammende høstfarver med sollysets skin over børnenes hår er som en forkyndelse af, at “på jer er selv alle hovedhår talt”. Fritz Syberg havde maleriet hængende i sin egen stue – sammen med et maleri af en afdød, stor datter. Det tilhører nu Johannes Larsen Museet i Kerteminde.