“Du er Kristus, den levende Guds Søn”.
“Du er Kristus, den levende Guds Søn”, hedder Niels Larsen Stevns’ skitse fra 1915, nu på Randers Kunstmuseum. – I området ved Cæsarea Filippi finder denne afgørende samtale mellem Jesus og disciplene sted: Mesteren spørger dem, hvad de hører folk kalde ham? Der er forskellige svar. – Men hvad kalder de ham selv, de som jo kender ham?? Dette direkte spørgsmål får disciplene til at tøve lidt. Men ikke Peter: Han retter sig, træder lidt frem, løfter hånden – og erklærer, at Jesus er Kristus, Messias, Guds Søn! Nu er det sagt. Et vendepunkt, som iflg. Markus straks kommer til at udløse den svære samtale om lidelsen. Her læser vi imidlertid Matthæus’ særlige version (Mat. 16), hvor bekendelsen fejres: Jesus priser Peter og hans bekendelse salig, inspireret af Gud. Denne bekendelse kan der bygges kirke på. Ja, det er netop den kristne kirkes bekendelsesgrundlag.
Niels Larsen Stevns har arbejdet med motivet i flere år fra 1909 og frem. Ved at klæde Jesus i rødt og give ham lysende glorie har maleren selv formuleret Kristusbekendelsen. Han indfanger en levende og spændingsfyldt situation med nuancer i kropsholdninger og udtryk som et psykologisk troværdigt øjebliksbillede. Stevns havde bl.a. overvejet motivet som en af mulighederne til en ny altertavle i Vammen Kirke, men opgaven i Vammen endte med at tilfalde en mindre kunstner, og Stevns’ skitse tilhører nu Randers Kunstmuseum. Niels Larsen Stevns (1864-1941) var noget så sjældent som en epokegørende modernistisk kunstner med en kristen forståelse; men gentagne gange kom hans vedkommende fortolkninger af bibelske scener til at hænge på kunstmuseer i stedet for i kirker, hvor man vel foretrak en mere konventionel udsmykning. Berømt er Larsen Stevns oliemaleri: “Vig bag mig”, hvor konflikten mellem Peter og Jesus om lidelsens nødvendighed er indfanget som motiv. Dette eksistentielle drama tilhører Sorø Kunstmuseum.