Kategori: Uncategorized

En kanaanæisk kvinde i den hedenske udkant ved Tyrus overskred sin grænse: Hun anråbte den omtalte jødiske healer, som var på gennemrejse, vel vidende at fromme jøder anså kontakt med kanaanæere som et angreb på deres religiøse renhed. “Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn!” Hun bed hovedet af skammen, brød den offentlige og religiøse orden og accepterede at blive sammenlignet med en tiggende hund – hendes sidste udvej for sit syge barn. Stærkere end religiøse og sociale barrierer er en mors yderste håb. Den gode historie er nu, at Jesus også overskrider sin religiøse og sociale grænse – grænsen mellem jøders Messias og menneskehedens. Han lader sig standse, han bevæges, han bevidner, at sand medfølelse og kærlighed er grænseløs som troen: “Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.”

En halv snes danske kirker har stadig den kanaanæiske kvinde som hovedmotiv på altertavler. Den nok mest interessante version blev i 1926 malet til den sønderjyske Ballum Kirke af vores store kunstner Niels Larsen Stevns, for øvrigt som hans sidste altertavle. Dette maleri er ikke bare endnu et rørende skønmaleri af mødet mellem Jesus og en langskørtet kvinde. Det er – som Stevns’ bedste bibelske billeder – et dynamisk billede af konflikt og uro i en gruppe med forskellige dagsordener. Se bare, hvordan mændene i kredsen om Jesus går i selvsving i deres egen lukkede cirkel, som frygter de smitte fra kvinden. De inkarnerer replikken: “Send hende væk! Hun råber efter os.”

I dette krydsfelt står Kristus rank som en lysbærende søjle mellem himmel og jord, helt nærværende for den bedende kvinde.

Ballum Kirke er meget smuk og seværdig af mange grunde. Jeg kan takke kirkens hjælpsomme graver John Gøting for det viste foto.

Matthæus fortæller, at Jesus ved dåben modtager Guds Ånd, og at Ånden derefter fører ham ud i det ensomme øde, hvor der gøres erfaringer med både engle og dæmoner. Derude i ingenmandsland melder fristende tanker og syner sig, – hvorfra? Kun i middelalderlig kunst er det så enkelt, at Djævelen let kan kendes på bukkehorn og omvendte fødder m.v. De tre djævelske fristelser om brød, dødsforagt og verdensherredømme er ikke grebet ud af luften; de er tvetydige og fristende netop ved at bringe det kald og den kraft i spil, som identificerer Jesus. Jævnfør evangeliets fortællinger om, at Jesus sidenhen på Guds ord skal mætte sultne skarer ud af næsten ingenting, at han skal danse med døden, og at herredømmet skal stå ham åbent. Vi forstår, at de svimlende muligheder må afvises som djævelske, når de motiveres af magtbegær og egeninteresse. Men de samme muligheder åbner sig som retmæssige og velsignende, når de er uselviske. Djævelen taber slaget hos ham, der siger: “Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.” ….”og se, der kom engle og sørgede for ham.”

I gangarealet i Dyssegårdskirken i Kbh. hænger denne fortællende triptykon med Jesu fristelse som motiv, malet af den alt for tidligt afdøde kunstner Mogens Hoff. Djævelen følger som en skygge tv. og th. og sendes bort i sit eget mørke i det midterste billede, hvor lysets menneske står tilbage med sejren i Guds navn. Med dramatiske farvekontraster fortæller maleren os om det sjælelige og åndelige drama.

Malerier af Mogens Hoff kan ses på Kursuscenter og Galleri Emmaus i Haslev, hvor hans Emmausbillede har en hædersplads.

Foto: Claus Jensen.

Da Jesus forlangte at blive døbt af omvendelsesprædikanten Johannes, blev dåben til noget andet og meget mere end et renselsesritual med vand. Det blev en kærlighedserklæring mellem himmel og jord. Himlene åbnede sig over Jesus, og Guds ånd dalede ned over ham. Han stod badet i lyset fra det høje og fik Guds egne ord for, at han var Guds elskede søn. Der må bruges store ord om denne begivenhed: Hermed var den lange kæde af dåbshandlinger begyndt, hvor Guds børn til alle tider og overalt på jorden indbydes til med ham at dele denne himmelske kærlighedserklæring. Åbenbaringen gentages, hver eneste gang vi holder dåb: Himlen åbner sig, Guds lys vælder ned over Guds store, lille skabning sammen med åndens nærvær og tilsagn: Du, lille menneske er meget mere end støv. Du er Guds elskede søn eller datter, i liv og død.

Dåben er et af de motiver, der oftest anskueliggøres i kirkekunsten. Vi ser Jesu dåb som selvstændigt motiv eller i større billedrækker om Jesu liv. Vi ser dåben afbildet på døbefonte, fontelukker, kalkmalerier, altertavler og prædikestole. Motivet lægger op til den kristne menigheds fortsatte dåbshandlinger, på linje med at billeder af den sidste nadver lægger op til menighedens fortsatte nadverfejring.

Også glasmosaikker viser Jesu dåb, allersmukkest når lyset på en klar dag vælder igennem glasset. Kirkekunstneren Peter Brandes har i 2015 helliget dåben en stor udsmykning på hele 7 ruder i Hvidbjerg Vesten Å Kirke i Thy. Lyset ude- og oppefra passerer det blå glas, fylder kirkerummet og strejfer kirkegængeren. Nogle af ruderne er dristige og viser dåben ikke blot som en ydre begivenhed, men som en inderlig, åndelig, ja mystisk begivenhed. Dåbens kærlighedserklæring mellem himmel og jord flytter grænser. Foto: Claus Jensen.

Sædemanden er en lignelse med den klare pointe, at Gud er ødsel og uforsigtig. Evangeliets ord bliver sået med rund hånd, uden opsættende analyser af om ‘jordbunden’ er profitabel. Gud er en elendig forretningsmand, men en grænseløs investor. For hvem kan udelukke, at et enkelt lillebitte frø kan spire? Hvem kan udelukke, at et evangelium, som kastes efter folk, en dag kan gøre en betydningsfuld forskel? Er det ikke sådan, tidens forkynder tænker, når hun fx vedholdende kaster filmede gudstjenester ud i digitale formater, i alles kamp mod alle om menneskers eftertragtede opmærksomhed? Jesu enkle lignelse om sædemanden udfoldes efterfølgende tungt i samtalen i discipelkredsen – eller i menigheden. Her vedgås det, at mange gudsord tilsyneladende må spildes, før nogle af dem lander der, hvor de bærer frugt. En moraliserende udlægning af, hvilken jord der er god, og hvilken dårlig, skal dog håndteres med stor forsigtighed!

Lignelsen læses som en allegori, og allegorien udmales led for led af billedkunstneren Kræsten Iversen i en smuk serie på fem glasruder, som han o. 1953 skabte til Skt. Nicolai Kirke i Rønne. Hver af de fem store ruder har tre delvist fortællende felter, som kan udfordre Bornholmsturister på en regnvejrsdag. Den basale rude med billedet af sædemanden afkodes nok umiddelbart, men dernæst følger vi kunstneren ind i de allegoriske billeder og holdes for øje, hvordan sæden falder hhv. på vejen, på klippegrund, blandt tidsler og i den gode jord. Vi kunne haste til ruden med den gode jord med sæden som bærer mange fold, og beroliges af at det hele kan ende godt. Jeg lader mig imidlertid standse af en smuk rude i blå farver. Det er ruden, som omhandler sæden, der faldt på klippegrund: “og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod.” Øverst i ruden ses det golde, blålige klippelandskab. Derunder scenen med de triste agerbrugere med det skuffende udbytte, tv holder en mand den vissengule plante frem. Nederst anskueliggør Kræsten Iversen, hvad meningen med det alt for tynde jordlag kan være, på baggrund af Markustekstens ordlyd: “De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra.” Glasmaleriets nederste scene kan læses som en tilsvarende case med en sladrende og anklagende gruppe th. og en ensom, fortrydelig person tv. Er det ham, der straks faldt fra, fordi der kom trængsler? – Det er et tankevækkende kunstværk, men hvilke tanker sætter det i gang? Hos mig vækker det den tanke, at hvis jeg vil moralisere over forkyndelsens skuffende udbytte, har jeg nok at gøre med at gribe i egen barm. Foto: Claus Jensen.

“Arbejderne i vingården” er lignelsen om, at nyligt ankomne arbejdere får fuld dagshyre lige som dem, der er trætte efter hele dagens slid. Det er en umisforståelig, topunktslignelse, hvor begge grupper får en overraskelse. Evangeliet er et evangelium, et glædeligt budskab, fordi det giver modbilleder og ryster vante forestillinger om retfærdighed. Guds rige er altså en gave og en opgave, som ikke er betinget af meriter. Lignelsen sætter hermed et nyt fortegn for både menneskers gudsforhold og deres indbyrdes forhold, for tro og etik – og for samfundstænkning? Der er noget drilagtigt i, at overenskomstforhandlinger ofte har fundet sted, mens der blev prædiket over lige denne lignelse.

Motivet er sjældent i dansk kirkekunst. Vel fordi det kræver en billedrække og en indforståethed med, hvad der siges.

Maleren Erik Hagens (f. 1940) undser sig ikke for at lade sin evangeliefortolkning være en kritisk replik til samfundet. Han har inddraget motivet i sit udgangsbillede i Skovlunde Kirke (o. 2017). Tavlen er et uroligt myldrebillede, hvor man ved hjælp af diskrete numre i maleriet og udleverede teksthenvisninger kan gå på opdagelse efter nogle af de Jesusfortællinger, som roder rundt i vores kollektive bevidsthed – lige som inventar i en familiebolig. Erik Hagens muntre og tegneserieagtige fortolkning af lignelsen om vingårdsarbejdernes lønudbetaling vises her som et lille udsnit. Foto: Claus Jensen