Kategori: Uncategorized

Evangelisten Lukas skåner ikke hjerteløse rige mennesker. Til skræk og advarsel for sådanne bringer han lignelsen om den fordømte rige og den fattige Lazarus, en lignelse der er så evangelieløs, at man spørger sig, om det er en original Jesushistorie. Men det giver mening, at Gud ikke er ligeglad med, hvordan vi behandler hinanden. Når et menneskes liv er lagt i min hånd, er det op til mig, netop mig, at tage vare på det, sagt med et tilnærmet Løgstrupcitat.

Lukasevangeliets lignelse handler om kløfter: For det første den kløft mellem rige og fattige, som skabes af den riges ligegyldighed. Det er den unødvendige kløft, som måske kun den fattige oplever. For det andet er der den kløft, den rige omsider opdager, når han ser sig selv som fordømt. Kaj Mogensen har i sin prædikensamling fortolket kløften som tidens faktor: Hvor meget man end ønsker det, kan man ikke vende tilbage til øjeblikket og gøre det ugjorte gjort eller det gjorte ugjort. Der er ingen vej tilbage. Pointen kan ingen være i tvivl om: Lazarus ligger derude nu!

En af Danmarks bedste billedskærere i nyere tid var “fløjte-Emil” fra Ryslinge. Han havde spillet på fløjte til fester og måtte så – uden større musikuddannelse – påtage sig et arbejdsliv langt at fungere som organist i valgmenighedskirken Nazarethkirken i Ryslinge. Musikken kan vi ikke få at høre, men vi kan se hans billedkunst. Emil Hansen skabte rammen til valgmenighedskirkens altertavle og andet uimodståeligt livligt inventar. I 1966 udskar han kirkens prædikestol med lignelsen om Det store gæstebud som hovedmotiv. I de smalle felter nederst på prædikestolen var der frirum for andre scener, og her møder vi Den rige mand og den fattige Lazarus, som vises her. Den velnærede, rige mand har dødningen til bords, men det har han endnu ikke opdaget. Den fattige Lazarus ligger på jorden bag en skraldespand med bidske hunde som eneste selskab. Nej, der er alligevel én til: En engel bøjer sig omsorgsfuldt ned over den arme. Lazarus’ lidelse er forbi. – Forbindelsen eller kontrasten til prædikestolens hovedmotiv Det store gæstebud er, at Gud sender bud efter staklerne. Guds festbord er dækket, og hans sal skal være fuld.

Foto: Claus Jensen.

Den første teologiske samtale i Johannesevangeliet foregår i nattens mulm mellem den fremtrædende jøde Nikodemus og “læreren der er kommet fra Gud”. Samtalen bliver en opvisning i næsten komiske misforståelser omkring betydningen af at “blive født på ny”. – Gad forresten vide, hvordan en nudansk dåbssamtale om emnet ‘genfødt’ lyder? – Den lærevillige og målrettede Nikodemus må sande, at det bl.a. handler om ånd, ja om Ånden, som ikke er sådan at disponere over. “Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke hvor”… (Her var så forklaringen på, at Nikodemussamtalen hører til pinsetiden.) At blive forløst til livet som et frit menneske under Guds lyse himmel er lige så lidt noget, man kan lære sig, som det at blive født af sin mor. Det er en gave, som kommer til en, vender op og ned på en og gør verden vid. Det er Menneskesønnens gave til Nikodemus og til os andre at afsløre, hvor høj, dyb og levende virkeligheden er.

Motivet med Jesus og Nikodemus har fristet store kunstnere som Købke, Brendekilde og ikke mindst Niels Larsen Stevns. Sidstnævntes mesterværk blev præsenteret i et opslag her for to år siden. Nikodemusmotivet kan males som en epifani eller som et psykologiserende karakterstudie. Axel Hou (1860-1948) har gjort det sidste ved at modstille den lysende, både myndige og åbne unge Jesus og den indkrogede og grublende ældre Nikodemus i den intime samtale. Axel Hou malede i 1904 sit alterbillede til Gåser Kirke i Aalborg Stift, hvor det stadig hænger over alteret. Seks år senere gentog Hou motivet til Skt. Olai Kirkes alterparti i Hjørring, hvor hans billede dog i 1976 måtte vige pladsen for noget mere musealt. Nikodemus hænger nu på skibets nordvæg. – Det faderløse Vajsenhusbarn Axel Hou fik ad besværlige omveje lykke til at udvikle og uddanne sit talent for bl.a. portrætkunst. Han har bidraget med udsmykning i 23 danske kirker. – Tak til Niels Clemmensen for det gode foto!

Evangelieteksten til 2. pinsedag, Joh. 3,16-21 er kaldt “Den lille bibel”, ‘Guds telefonnummer’ og andre pædagogiske navne. Det har nok været det mest udenadlærte skriftsted på alverdens sprog. Teksten forklarer ikke det gådefulde forhold mellem Gud Fader og Gud Søn endsige mysteriet om Guds væsen; MEN den giver os, hvad vi behøver for ikke at gå fejl af Gud: “Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham”… “Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden“…

Kunstnerparret Paul Høm og Lisbeth Munch-Petersen løste i 1981 Struer Kirkes påtrængende udsmykningsopgave med to store, smukke glasmosaikruder. Her vises den ene rude: Kristus ses i højsædet i en farvestrålende, klar mandorla af lys. Ifølge sit væsen bringer lyset dommen med sig, for i lyset skelnes det gode fra det onde. Dette domsbillede er en fin nyfortolkning af den i middelalderen så udbredte Majestas Domini-scene, hvor Kristus traditionelt indtager sædet som tronende verdensdommer, omgivet af forbederne Maria og Johannes, engle samt apokalypsens fire levevæsener alias evangelistsymboler. Men her i Høms og Munch-Petersens fortolkning af domsmotivet sker det helt vidunderlige, at dommeren vender sig i sit dommersæde for at række armen frem og gribe et menneskebarn om hånden. Dommeren vil ikke fordømme, men frelse og bevare sit menneskebarn hos sig i det evige lys. Foto: Claus Jensen.

Den anden rude vises nedenfor. Den skildrer i varme farver Jesu liv fra Mariæ bebudelse.

Ingvar Cronhammar er berømmet for sine storladne installationer, hvoraf Elia i Herning vel er den mest kendte, desværre bl.a. for tragiske ulykker på stedet – naturligvis til meget stor sorg for også kunstneren.

Når der også på denne side skal siges farvel og mange tak til den originale kunstner, er det foranlediget af, at han også er kirkekunstner. Han lavede i 2018 “med ærefrygt og bæven” et meget lovende udkast til andagtsrum i Skejby Sygehus, men når altså desværre ikke at opleve færdiggørelsen, som er projekteret til 2022. Projektet er tre forbundne rum til fordybelse og tro i sygehusets Forumbygning i indgangspartiet: et kirkerum, et stillerum og et refleksionsrum. Kirkerummet er indrettet med alter og døbefont og smykket med kors. Det er tænkt til bøn og til hospitalspræstens gudstjenester. Stillerummet uden religiøs symbolik retter sig mod troende fra ikke-kirkelige kulturer. Her er der taget hensyn til parter, som ikke ønsker billeddannelser overhovedet. Refleksionsrummet er et tilbud til også ikketroende.

Hvad der forener de tre rum er vandkunst, idet mennesker har fælles erfaring af vandet som livgivende: I kirkerummet løber vand i kanaler langs væggene, og spejlinger heraf kastes ud i rummet (Se modelfoto). I det ikke-kirkelige andagtsrum løber et vandfald ned ad en ru væg. I refleksionsrummet løber vand ned fra loftet som en søjle og ender i et cirkulært bassin i gulvet.

Selv husker jeg med glæde Cronhammars installationer i Cisternerne ved Søndermarken, Frederiksberg, i 2015, hvor kombinationen af vandsøjler, lys og musik skabte en sjælden sakral stemthed. I Skejby er der tilsyneladende arbejdet videre med erfaringer derfra.

Æret være Ingvar Cronhammars minde!

Dagens første læsning fra genesis begrunder menneskehedens splittelse. Forvirringen forklares ved fortællingen om, at Gud standsede menneskenes himmelstræbende projekt Babelstårn. Altså endnu en ret aktuel syndefaldshistorie: Det selvovervurderende menneske vil ikke vide af grænser for udfoldelsen. Udkommet blev ikke erobring af himlen, men alles kamp mod alle i en sprogligt og kulturelt opsplittet verden, hvor forskellige folk ikke forstår hinanden.

Evangeliet til pinsedag iflg. Apostlenes gerninger fortæller om den lykkelige modsatte bevægelse: Helligånden udvirker heling, samtale, forståelse, – og dermed åbner himlen sig. Det er et mirakel, som vi nu og altid indbydes til at være en del af. Vi kan indgå i det verdensomspændende gudshus som “levende stene”.

Bjørn Nørgaard, kirkekunstner med gudbenådede indfald, har til Helligåndskirken, den danske kirke i Flensborg, i 2013 skabt en Babel-Pinse-skulptur i bronze og stålspejl. Set forfra bærer den høje skulptur Guds navn skrevet på mange sprog mellem indbyggede torsoer, malet i rødlige eller blålige farver, faktisk konkrete portrætter af kirkens konfirmander årgang 2012. Tilsammen udgør de et tårn, men tårnet er ikke massivt. Det er et netværk med åbninger, hvorigennem man kan se ind til baggrundens spejlvæg. Spejlet afslører, at skulpturens anden side er forgyldt og lysende som et pinsebillede. Titter man ind gennem en åbning, ser man i spejlet ikke bare skulpturens gyldne bagside, men også sit eget ansigt. Så er man selv inviteret ind i pinseunderet. Se udsnit nedenfor.