2. søn. i fasten – Den kanaanæiske kvinde – Barrieren brydes

En kanaanæisk kvinde i den hedenske udkant ved Tyrus overskred sin grænse: Hun anråbte den omtalte jødiske healer, som var på gennemrejse, vel vidende at fromme jøder anså kontakt med kanaanæere som et angreb på deres religiøse renhed. “Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn!” Hun bed hovedet af skammen, brød den offentlige og religiøse orden og accepterede at blive sammenlignet med en tiggende hund – hendes sidste udvej for sit syge barn. Stærkere end religiøse og sociale barrierer er en mors yderste håb. Den gode historie er nu, at Jesus også overskrider sin religiøse og sociale grænse – grænsen mellem jøders Messias og menneskehedens. Han lader sig standse, han bevæges, han bevidner, at sand medfølelse og kærlighed er grænseløs som troen: “Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.”

En halv snes danske kirker har stadig den kanaanæiske kvinde som hovedmotiv på altertavler. Den nok mest interessante version blev i 1926 malet til den sønderjyske Ballum Kirke af vores store kunstner Niels Larsen Stevns, for øvrigt som hans sidste altertavle. Dette maleri er ikke bare endnu et rørende skønmaleri af mødet mellem Jesus og en langskørtet kvinde. Det er – som Stevns’ bedste bibelske billeder – et dynamisk billede af konflikt og uro i en gruppe med forskellige dagsordener. Se bare, hvordan mændene i kredsen om Jesus går i selvsving i deres egen lukkede cirkel, som frygter de smitte fra kvinden. De inkarnerer replikken: “Send hende væk! Hun råber efter os.”

I dette krydsfelt står Kristus rank som en lysbærende søjle mellem himmel og jord, helt nærværende for den bedende kvinde.

Ballum Kirke er meget smuk og seværdig af mange grunde. Jeg kan takke kirkens hjælpsomme graver John Gøting for det viste foto.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s