Kategori: Uncategorized

Sjældent ved vi, om en samtale bliver den sidste. Sjældent forudser vi, at talte ord bliver de afskedsord, som siden vil huskes og endevendes. Blev det vigtigste sagt? Eller lukkede blufærdigheden af for alt andet end trivialiteter – hvilket måske også var i orden, fordi kærligheden var tavst til stede? Det er min erfaring, at livskloge mennesker er meget bevidste om i hvert fald aldrig at skilles med ord, som kan føje sten til nogens byrde. Vi har ikke magt til at være hinandens dommere eller bestyre hinandens fremtid, men i det små kan vi aflaste hinanden og bekræfte kærligheden. Det er så godt formuleret i 1. Petersbrev, en af dagens tekster: “Først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder.” I Johannesevangeliets version af Jesu afskedstale findes alt det vigtige, som ikke må være usagt mellem Jesus og hans venner, samlet i kapitler som hans menighed siden kan vende tilbage til og endevende. Det er ord, der rækker langt videre end afskedsord flest: alvorlige ord om kommende barske vilkår, trøstende ord om kommende himmelsk hjælp, absolutte befalinger for den videre færd, alt med hjemmel i den erfarede fylde af liv: …“fordi I har været med mig fra begyndelsen” …“fordi jeg var hos jer”. Denne livsfylde skal disciplene og menigheden bære med sig, hvor de færdes; det er befalingen: “I skal være mine vidner”. Vi skal være vidner om den store kærlighed, der skjuler mange synder.

i Farsø Kirke i Himmerland har Maja Lisa Engelhardt i 2010 skabt en strålende forgyldt altertavle med indskriften “I skal være mine vidner” under alterbillederne. I åben stand åbenbarer tavlen to fløje med strålebundter i relief omkring et maleri i hvidt og blågrønt med en horisontlinje og en markant, mørk jordbue. Alterbilledets lodrette akse opfyldes af en sløret Kristusskikkelse i en søjle af klart lys. Motivet er – som altid i Maja Lisa Engelhardts kunst – den opstandnes tilsynekomst for disciplene. Inspirationen er Apostlenes Gerninger 1,3-9, hvor disciplene kaldes til i kraft af Helligånden at være vidner til jordens ende. Kunstneren forklarer i udgivelsen ‘Mod lyset’: “Dette vigtige sted indleder pinsen og tanken om Helligåndens tilstedeværelse. Jeg forsøger med skildringen af Kristusskikkelsen og med det i ham iboende lys at give udtryk for den uforklarlige kraft og det løfte, som bebudelsen om Helligånden er”.

Når tavlen er lukket, ses maleriet på fløjenes bagside. Her er inspirationen langfredag, hvor Jesus betror sin ånd i Guds hænder – og udånder. Maleriet viser en landskabsabstraktion med lys og mørke samt et enkelt figurativt element i forgrunden: en krans med rosafarvede markeringer. Kransen kan tolkes som en blodig tornekrone, der ligger tilbage – og forvandles til en rosenkrans.

Foto: Claus Jensen

Kristus er hos Gud. For os er han både allestedsfraværende og allestedsnærværende, nu til stede i Ånden. Vi behøver ikke spekulere over, hvem vi kan henvende troen og bønnen til, for treenigheden samler alt: Skaberen, forløseren og ånden er den store, udelte sammenhæng, som troen ånder i.

Kirkerne myldrer – foranlediget af trosbekendelsen – med billeder af Kristi Himmelfart: I ældre billeder stirrer disciplene op mod en tæt sky, hvoraf et par nøgne fødder stikker nedenud. Forinden har disse fødder sat to fine aftryk på bakketoppen. Der er noget kønt ved denne konventionelle markering af, at ‘han har været her’. – Men hvordan fortolker en billedkunstner Kristi Himmelfart uden at invitere et middelalderligt verdensbillede indenfor? Hvordan viser man Himmelen som en anden dimension og ikke bare en anden etage? Nogle kunstnere løser opgaven ved at indskrive den himmelfarne Kristus i en todimensionel cirkel eller en mandorla, stilmæssigt afvigende fra den tredimensionelle skildring af mennesker på jorden.

Den færøske kunstner Trondur Patursson (f. 1044) har i den moderne Gøtu Kirke tolket himmelfarten som en ekstatiske befrielse. Disciplene står tunge og mørke i det lave, mens Kristus befriet fra tyngden rejser ind i lyset. Tilsvarende bevæger glasmaleriets farver sig fra sort og blåt op i grønt, blåt, gult og hvidt. Kirkerummet i Gøtu Kirke med flere eksempler på Trondur Paturssons glaskunst er fotograferet af Claus Jensen.

Nærbilledet nedenfor er hentet i Torben Weirups smukke billedbog med fortælling om Trondur Patursson: “Høje himle – dybe grunde”. Patursson har foruden flere færøske kirker udsmykket fem kirker i Danmark. Iflg. glaskunstens ekspert Per Hebsgaard er Patursson den kunstner, som bedst forstår sig på at arbejde med glasmaleri.

Jesu store afskedstale til disciplene afrundes i Joh. kap. 16 med omtalen af bøn som den fortsat åbne vej mellem disciplene og Jesus og Faderen, alle forbundet i kærlighed. Jesus har lært os Fadervor. Store løfter om bønhørelse knyttes til bøn i Jesu navn, ikke som en efterhængt magisk formel, men som en forankring i Jesu kærlighed. Jesus deler sit kærlighedsforhold til Gudfader med disciplene, og han deler det med os, som fortsat må leve og bede med den samme forankring i tillid til Guds kærlighed.

I kirkekunsten er der mange billeder af bøn, hvor langt de fleste viser Jesu egen bøn i det sjælelige drama i Gethsemane Have, og andre billeder viser bibelske personer i bøn til Jesus. En del malerier fra slutn. af 1800- og beg. af 1900-tallet viser den favnende Kristus, som samler bedende mennesker hos sig. Delvist naturalistiske danske kirkemalere fra Bloch, Jerndorff, Overgaard, Steffensen og Kragh til Anna E. Munck tog det skridt at bruge personer fra deres samtids menighed/lokalsamfund som modeller for bedende mennesker i deres alterbilleder. Disse aktualiserende skildringer af hengivne personer i Jesu favn kan siden komme til at virke både uaktuelle og ublufærdige med deres fysiske kombination af fordums ‘nabosøn og svigermor’ med den klassiske Jesusskikkelse.

Nutidig kirkekunst har af mange grunde svært ved at skildre troslivets eksemplariske praksis. Hellere i al fejlbarlighed koncentrere sig om et glimt af troens indhold.

Her vises et egenartet billede af bøn fra 1934, som er malet af professor Elof Risebye, der levede 1892-1961. I sin meget personlige kunst skabte Risebye meditative, ikon-agtige billeder af bøn. Her byggede han så at sige en bro mellem troens praksis og troens genstand ved en malerisk syntese af det bedende menneske og Kristusbilledet med et forbindende lysskær. Der er ikke tale om nogen helgengørelse af mennesket, men om en malerisk synliggørelse af den nåde fra Kristus, som oplyser den bedende oppefra eller indefra. Det viste maleri er i privateje.

Fra 1922 udsmykkede Elof Risebye Vejlby Kirke på Djursland med højtidsfulde fresker med Fadervor som motiv, hvor anonyme skikkelser bøjer hovederne let i bøn, måske under en engels beskyttelse. Her vises et udsnit. Foto: Claus Jensen.

Efter bededag begynder Helligåndens indflyvning i kirkeåret. Vi hører med Joh. 16,5- endnu et udsnit af Jesu store afskedstale; men afskedens sorgtone viger nu så sagte for den håbefulde forventning til Talsmandens komme. Helligånden, sandhedens ånd, vil komme og forblive hos os, til forskel fra den historiske Jesus.

Som Kaj Mogensen har formuleret det i sin gode andagtsbog ‘Til trøst og glæde’: “Menneskehedens første vendepunkt var, da Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Menneskehedens andet vendepunkt var, da Ordet blev Ånd og tog bolig iblandt os.”

Uden den levende Ånd ville en religion kunne blive som et stillestående iltfattigt vand, hvor kun den golde skriftfundamentalisme og traditionalisme kunne bestå. Men Gudskelov har kristentroen også Guds dynamiske Ånd som kilde. Vi kan stole på, at Ånden vil blæse og ruske op i troen med en tiltrængt bundvending, hvis vi bliver for tilfredse med at gentage os selv. Evangeliet bliver en altid ny og aldrig afsluttet historie.

Ånden kan også virke i det skabende menneskes kunstneriske virke; ideelt set er ethvert stykke kirkekunst vel et billede af Helligåndens virke. Som afgrænset symbol bliver Helligånden som bekendt – af gode bibelske grunde – gerne anskueliggjort som en due eller som vind, og der flyver sandelig mange smukke og kraftfulde duer i danske kirkeudsmykninger. Jeg skal træffe et valg: Den litauiske kunstner Vilmantas Marcinkevicius (f. 1969) har 2018 udsmykket Hedeager Kirke i Herning bl.a. med glasmalerier på prædikestolen. Her har han begået en helligåndsdue, der virkelig synes at hvirvle støvet op. Foto er fundet på kirkens hjemmeside. Tak for det!

Johannes Døber råber: “Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!”. Guds riges nærhed er en glædelig nyhed. Det er opløftende og opbyggeligt, at mennesker bliver indbudt til at åbne sig for det bedre liv og vende sig væk fra det, der ødelægger livet. Det er godt, at man kan vende om i erkendelse af, at den hidtidige kurs var gal. Det er godt en gang imellem at besinde sig på sin retning i tilværelsen og justere den. Johannes Døber råber fremdeles, at en omvendelse må bære frugt. Hvad ellers? At rette kursen op er ikke bare at vælge nye ord. “Bær da den frugt, som omvendelsen kræver”. Vore handlinger kan faktisk for andre mennesker gøre det mere eller mindre troværdigt, at Guds rige er nær. – Derpå følger Johannes Døber op på sin indbydelse med en svovlprædiken om dom og straf. Den er ikke rar at høre på, men strengt taget kan vi godt komme i tanker om situationer i verden, hvor vi vil finde hellig vrede velanbragt. Allerdybest set måske også i forhold til vore egne dårlige frugter. – Men det er ikke Johannes Døber, der får det sidste ord om, hvad Guds rige bringer. Døberen er forløberen, og andre evangelietekster handler om, at han peger hen på Kristus. Og Kristus har flere og nådigere billeder af Guds rige.

På Asminderød Kirkes kirkegård har fra 1992 stået en grov skulptur i granit og støbejern, som viser Erik Heides karske fortolkning af den strenge Johannes Døber. Døberen på kirkegården uden for kirken er forløberen, og inde i kirken er det oftest en anden, der får ordet, når evangeliet lyder, og mennesker modtager dåb og nadver til syndernes forladelse. Det foto, jeg (med tak) har fundet på nettet, har fået nogle kors med i baggrunden. Pårørende har gennem generationer sat kors på gravene i tillid til, at det er den nådige Gud, som får det sidste ord.

I mange middelalderlige kirker er der i apsis malet et billede af Kristus som verdenshersker, siddende på dommersædet, omgivet af evangelister og engle, i en såkaldt Deesis, dvs. en forbøns-gruppe, hvor de to mennesker, Johannes Døber og Maria, prøver at påvirke dommen. Johannes står på sydsiden, Maria på nordsiden. Døberen beder den høje dommer om retfærdighed, Maria om barmhjertighed. I nogle gotiske fremstillinger viser hun tilmed sit bryst frem for at minde Sønnen om, at han også har været et svagt menneskebarn, som var afhængigt af omsorg og overbærenhed. Vi er som bekendt ikke bundet til middelalderlige forestillinger, men jeg kan godt lide billedet af, at Johannes har begrænset taletid med sit kompromisløse krav om, at retfærdigheden sker fyldest. – Her vises Alsted Kirkes romanske Majestas Domini, som i sin oprindelse er fra o. 1150, fotograferet af Claus Jensen.