Kategori: Uncategorized

En virkeligere virkelighed

På et højt bjerg får tre disciple en mystisk oplevelse, som umiddelbart får deres trivielle, grumsede virkelighed til at falme: Jesus viser sig for dem klædt i rent lys, som inkarnationen af Guds Ånd. Hermed bliver religioners visdom fra loven (Moses) til profeterne (Elias) opløftet i en højere potens; alt står klart, alt er forklaret. Disciplenes længsel er naturligvis at dvæle netop der i fuldbyrdelsens øjeblik, men det er ikke målet: Det er kristendommens dynamiske pointe, at Guds Ånd ikke ‘bare’ fuldbyrdes i tidløs ekstase, men i virksom kærlighed i tiden. Enhver flygtig tid har uophørligt bud efter virksom kærlighed. Straks de fire kommer ned fra bjerget, møder de nogle desperate pårørende til en psykisk syg knægt, som utålmodigt kalder på handling. Disciples nyvundne klarhed må også være et hudløst klart blik for andres lidelse; – men det vender vi tilbage til i kirkens arbejdstid: trinitatistiden…

På triumfvæggen i Bjerreby Kirke på Tåsinge hænger et originalt keramisk relief med Forklarelsen som motiv – set fra et dybt ‘frøperspektiv’, som understreger hovedpersonens himmelske karakter. Formsproget er traditionsbundet, men kunstnerparret Tony og Jette Briffa skabte det så sent som i 2004. Tony Briffa (f. 1959) er altså gift med den danske keramiker (som er uddannet på Kertemindes Håndarbejdsskole), men han kommer fra Malta og dermed fra en religiøs verden, hvor Forklarelsens metamorfose har en forholdsvis stor plads i kirkekunsten. Parret har udnyttet keramikkens særlige muligheder i værket sådan, at disciplene er skildret i uglaseret, brændt ler, mens det guddommelige syn stråler i hvid og farvet blank glasur. Kontrasten mellem hverdag og åbenbaring er hermed pointeret. Foto: Claus Jensen.

I Danmark er der kun godt en snes kirker, hvor Forklarelsesmotivet spiller en fremtrædende rolle i udsmykningen, men mysteriet har fået opmærksomhed i den nyeste kunst, ikke mindst takket være Peter Brandes og Maja Lisa Engelhardts værker. Der gør sig sikkert også en indflydelse gældende fra den østkristne verden, hvor man ser på Metamorfosemotivet som ikonografens svendestykke. Nedenfor viser jeg et eksempel på en Metamorfose-ikon, der befinder sig i Moskva. Det er Theofan Greks ikon fra o. 1400. Her er historien fremstillet som en tegneserie med personernes vandring op og ned ad bjerget. Kristus ses i rent, “uskabt” lys, og bjerget fremtræder symbolsk som en aktør med betydningsladede farver, forsynet med både den mulige fortabelses sorte afgrunde og med håbefulde livstræer.

Johannesevangeliet fortæller om rækken af tegn, der karakteriser Jesus som Guds billede. Det er helt vidunderligt sigende, at første gudstegn er at løfte glæden ved et bryllup. Jesus, der som bekendt er mindre asketisk end Johannes Døberen, redder festen ved at sørge for rigelig, god vin. Renselseskar bliver til vinfade. Trykkende bekymring viger for lettelse og latter. Forundrede spørgsmål bliver hængende, men det gør ikke noget. Denne fest vil huskes til evig tid, – ikke fordi der altså alligevel er vin ad libitum, men fordi skaberens hellige nærvær erfares. Det er livsnært, livsbekræftende, og det er sakralt. I bibelens univers har vinen en ekspansiv symbolkraft: Vintræets saft er sammenhængskraften i menigheden; de blodrøde dråber bygger bro som forsoningens tegn, og de smager af Guds rige!

Brylluppet i Kana er med mellemrum fortolket i kunst fra det romanske kalkmaleri i Jørlunde Kirke (se nedenfor) og frem. Jeg vælger Niels Larsen Stevns’ velkendte maleri ‘Brylluppet i Kana’ fra 1917 (på Statens Museum for Kunst). Billedet er fremragende analyseret i Mikael Wivels bog ‘Lysets tøven’, hvor det dog kun er gengivet i s/h.

Larsen Stevns havde – også udover samarbejdet med Joakim Skovgaard i Viborg Domkirke – malet bibelske scener. Han malede med uhørt psykologisk troværdighed situationer præget af bevægelse, konflikter og opbrud, kraftfulde billeder, som skabte mere uro end ro, og som kunne sammenlignes med en pressefotografs snapshots i et brændpunkt. “Brylluppet i Kana” kvalificerer sig imidlertid ved ikke bare at fortælle, men også at skabe ro og andagt. Billedet kunne sagtens pryde en kirke. Her er vi vidner til festens leben i diverse lokaler, hvor gæsterne spiser i baggrunden, og skafferen diskuterer med brudgommen i mellemgrunden. Men først og fremmest er vi budt ind i forgrundens lyse kvadrat, hvor Jesus står mellem sin mor og karrene. Jesus står rank med sine oprakte hænder samlet i bøn, som en søjle mellem himmel og jord, og det brede maleri får derved en vertikal accent. Stærkt betydningsbærende, farvefremkaldende og formgivende er billedets klare lys, som krystalliserer sig i glorierne om Jesus og hans troende mor, og som når helt ind til festbordet – sammen med glæden.

Her vises et udsnit med ‘brylluppet i Kana‘ i det snart tusind år gamle romanske kalkmaleri på Jørlunde Kirkes triumfvæg. Brudeparret ses th., skafferen med bægeret i midten, Jesus med forgyldt glorie og bydende gestus tv., delvist skjult bag det gotiske hvælv, som kirkearkitekturen sekundært er blevet forskønnet med. Foto: Claus Jensen.

Lukas’ fortælling om den tolvårige Jesus i templet er en bekendelse, som bekræfter Jesu guddommelige mandat og bygger bro mellem julelegenderne og historien om den voksne Jesus. Det er en tankevækkende historie om autoritet. Det vise barn med det klare blik kan stille spørgsmål med fornyende kraft. Barnet gør ret i at forvirre sine forældre og lærerne i templet. Perspektivet skal rystes og udvides. Loyalitet mod tradition og familie må vige for den videre horisont, forkærligheder må vige for Kærligheden, tidsånden må udfordres af Ånden. Livet kan altid vise sig større, end vi gamle har tænkt os.

Lukas’ historie er omsat i mere end en snes danske kirkeudsmykninger fra kalkmalerier til ny kunst. Jeg har valgt et af de nyeste, som ganske vist kun er en let, lille skitse, men som ikke desto mindre fremtræder med stor kraft: den store kunstner Sven Havsteen Mikkelsens maleri fra 1970, som i 2008 blev købt til Drejø Kirke. I det kønne, traditionelle kirkerum med den agtværdige renæssancealtertavle kalder den lysende, rødklædte barneskikkelse i centrum på vores opmærksomhed, så vi må være forberedte på at høre nyt.

Julen slutter ikke før Helligtrekonger, hvor vi hjemme om ikke i kirken kan synge julen ud med ‘Dejlig er den himmel blå’, vores elskede salme om ledestjernen. Ganske vist kalder hverken Grundtvig eller Matthæus de “vise mænd fra Østerland” for konger; men ingen tvivl skal herske om, at selv denne verdens mægtigste må bøje sig for det fattige barn i Betlehem, som Gud kan se sig selv i. – Beretningen kan også læses som en smuk, generel allegori på menneskelivet som en rejse.

I middelalderen voksede de legendariske fortællinger om kongerne, deres navne, aldre og geografiske herkomst, med samt den gyldne pragt, de måtte omgives med; – historien om De hellige tre kongers eventyrlige rejse og virkningshistorie er i sig selv en fortælling værd. – Reformationen rensede ud i legenderne, men det frydefulde motiv klarede sig længe godt i kirkekunsten, især indtil de jævne hyrders tilbedelse omkring år 1700 for en stor del overtog scenen og dermed inviterede almuen og altså menigheden med ind i krybberummet.

Man kan beruse sig i Danmarks mange herlige billedtolkninger af Kongernes tilbedelse, men mit valg er let: Sommerture til danske øer har bl.a. ført mig til Aakirkeby på Bornholm, og jeg har lyst til at invitere alle med hertil. Skønt lige langt fra alle Bornholms turistmagneter er Aa Kirkes romanske døbefont i sig selv en pilgrimsrejse værd. Her kan vi beundre den døbefont, som mester Sighrafs måske så tidligt som 1175 har skabt i blød gotlandsk kalksten. Stenmesterens navn står for runekyndige at læse på en af relieffets søjler. Under slyngornamentik og arkadebuer ses den fineste billedserie med det fornemme besøg i Betlehem. De kronede skikkelser, som her er aldeles strunke, frembærer kostbarheder til barnet, som rank tager imod på Marias skød. Efterfølgende vises kongernes bortrejse til hest, hvor gaverne er byttet ud med grønne vækster (?) som hyldestens symbol. Billedrækken er ledsaget af forklarende tekstbånd, vel at mærke altså i runeskrift.

Sighraf har hugget fonte til flere kirker på Gotland, i Ringsted og i Ellinge, men fonten i Aakirkeby er den bedst bevarede i det nuværende Danmark.

Her zoomer vi ind på herlighederne med to af Claus Jensens detailfotos.

Nedenfor vises en gengivelse med oversættelse af runeteksten samt hele fontens omkreds ved hjælp af et gnidebillede. Sidstnævnte muliggjort gennem Ludv. F. A. Wimmers bog fra 1887: Døbefonten i Åkirkeby Kirke.

Nederst ses alle billedrækkens elleve scener fra Maria Bebudelse over Besøgelsen hos Elisabeth, Jesu fødsel i stalden, De hellige tre konger – og frem til Jesu lidelseshistorie. Her få julen altså lov at ‘vare lige til påske’.

Den ultrakorte Lukastekst beretter, at julens hovedperson otte dage gammel blev omskåret, og at han fik det navn, som var bestemt for ham, Jesus /Jhoshua, som på hebræisk betyder Gud frelser. Som historisk person er barnet indfældet i en kultur med love og traditioner, men som gudsbarn overskrider Jesus kulturernes grænser. Mennesker er hans anliggende, hinsides kulturelle barrierer. Evangeliet er universelt med potentiale til at frigøre mennesker fra lovreligiøse skel. At lovens herredømme er foreløbigt og ikke gælder i troens verden, udfoldes i helligdagens episteltekst fra Galaterbrevet. Her finder vi Paulus’ berømte spidsformulering om menneskers enhed: “I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus”… Menneskehedens enhed og samhørighed i Jesu navn er således gudgiven, men samtidig en opgave, som vi er meget langt fra at have løftet.

Jeg vælger som fortolkning af enheden i Kristus en bronzeskulptur fra 2014, udført af Issa Kazah, som er opvokset og kunstuddannet og – så vidt jeg ved – stadig bor i Syrien. Den elegante skulptur er formet som en fisk, et af den tidlige kirkes Kristussymboler. Skulpturen hedder ‘Den sidste nadver’ og omfavner tolv skrøbelige personer, svarende til Jesu bordfæller ved påskemåltidet. Det tilføjer skulpturen et særligt betydningslag, at den er skabt af en kunstner fra et mishandlet Damaskus. Titlen ‘Den sidste nadver’ er som bekendt også titlen på Klaus Wivels bog fra 2013, hvor de kristne kirkers fortrængning fra især Mellemøsten er beskrevet. I en verden med mange former for forfølgelser af religiøse og etniske grupper viser statistikker nu, at kristne menigheder er de mest forfulgte. – Hvordan kan det engang blive til en erfaring, at vi alle er ét i Kristus?

Skulpturen er set på Galleri Emmaus i Haslev og i 2016 anskaffet til at pryde alterbordene i de moderne kirker i Hundige og Kokkedal.

Men nu tilbage til omskærelsen:

Der er gammel tradition for at tolke Jesu omskærelse som en prototype på den vold, han som voksen skal udstå: Allerede som spæd måtte han altså udgyde sit blod. Desuden vælges motivet som en analogi til barnedåben i den kristne kirke. I danske kirkeudsmykninger fra 15-1600-tallet er der en del relieffer med Jesu omskæring som motiv – sammen med de andre bibelske motiver fra Jesu barndom. Her viser jeg et detaljeret prædikestolsrelief fra 1667, udført til Hammer kirke ved Næstved af egnens berømteste billedskærer Abel Schrøder d. y. Den unge Abel blev født 1602, det år hvor hans far døde af pest. Han udviklede sit talent og videreførte værkstedet med sin mors, sin storebrors og svendenes hjælp og skabte gennem et langt arbejdsliv mesterværker til et halvt hundrede kirker, samtidig med at han i 42 år sikrede familien det daglige brød ved at arbejde som organist i Næstveds Sankt Mortens Kirke. Jeg har udvalgt dette eksempel fra Hammer Kirke på grund af den andagtsfulde grebethed, som står at læse i ansigterne på barnets familie. Kan de ikke minde om en højtidsstemt dansk dåbsfamilie? Foto: Claus Jensen.

GODT NYTÅR!