Kategori: Uncategorized

Den symbolistiske maler Harald Sloth-Møller (1864-1937) udtalte i tilbageblikket på sit livsværk, at han anså sit billede af Mariæ Bebudelse for det mest vellykkede. Måske er det hans billede fra o. 1929, som hænger i Herlufsholms Kirke. Eller måske er det dette enklere maleri fra 1926, som er i privateje ? Her ser vi Gabriel i yndefuld profil over et italiensk landskab med solbeskinnet kirketårn. Den unge, hvidklædte Maria har lukket øjnene, som traditionen byder, fordi bebudelsen er en indre begivenhed. Hun er gledet ned på knæ og har rakt hænderne rakt frem i en bedende, modtagende gestus. Og se, hvor jordbunden svulmer af friske forårsblomster: primula, liljer, krokus og konvaller. Her rører himlen ved jorden!

Nedenfor ses motivet i en senere version i en udskåret kunstrammes arkadebuer; – rammen symboliserer måske Det Ny Jerusalem. I denne fortolkning er Maria sortklædt og sårbar og holder sine hænder ind til brystet. Vi kan forestille os, at hun netop var på vej ud efter vand, og nu i befippelse har tabt sin lille kobberspand. Billedet er blevet flyttet fra Herlufsholms Kirkes dåbsværelse ind i kirkens søndre korsarm, forhåbentlig til glæde for mange.

Jeg tænker på de to fortolkninger som to trin i fortællingens forløb: Den sortklædte Maria viger ængsteligt lidt tilbage, den hvidklædte har sagt ja! “Se, jeg er Herrens tjenerinde”. Foto fra Herlufsholm: Claus Jensen.

En pige overhales af virkeligheden. Det uforudsete bryder ind. Det er ubelejligt og uoverskueligt, men hun modtager det uventede som en opgave til netop hende, og hun udfylder sin plads i den store, hellige sammenhæng. Med sit kvindeliv og sit hjerte kommer Maria til at bære med på Guds store fortælling om kærlighedens suverænitet.

Mariæ bebudelse er her ved forårstid så velkomment et håbstegn, som et mildt lysstrejf mellem fastetidens konfrontationer og påsketidens voldsomme drama. Helligdagen falder som dug på slagne enge. Bebudelsen har da også inspireret til den mest inderlige og yndefulde kunst fra romanske stenbilleder til samtidsværker. Traditionen om Mariæ bebudelse har så meget at byde på. Det er en lystrejse at fordybe sig i eksempler på skønne, traditionelle billeder af Gabriels besøg hos Maria – i den rene celle, i bøn, ved læsepulten, ved husligt arbejde… Enhver periode har sin rammesætning. Her vælger jeg imidlertid med nogen bæven at vise en dristig og meget anderledes visuel fortolkning: Carsten Auerbachs ‘Inkarnation’, måske fra 2012, som er vist på Galleri Emmaus i Haslev. Vi mindes om det nye livs mirakel. Vi ser en torso med et blodrødt hjerte og tolker det i dagens anledning som Marias moderhjerte. I hjertet ser vi et lille mørkhåret barnehoved omsluttet af en hånd. Den nedadgående røde stribe er det levende menneskes blodårer. Den handler dertil om lidelsen, som både barnet og dets mor skal gennemleve. Men samtidig træder billedet af en rød rose frem som velkendt symbol for både Maria og for Kristus. ‘Den yndigste rose er funden’, og Guds store fortælling kan fortælles.

Mariæ Bebudelse i et udsnit af den smukke kalkmalede frist fra o. 1300 i Østerlars Rundkirke. Foto: Claus Jensen.

En lille drengs madpakke til 5000 sultne mennesker? Beregningen af ressourcer og behov går slet ikke op, i hvert fald ikke hvis man gør regning uden vært. Men her er værten Jesus, og hans ressource er en grænseløs generøsitet. Ja han inkarnerer Generøsiteten. Jesus indleder bespisningen med at takke Gud for det, der er. Taknemmelighed og generøsitet er det modsatte af bekymring og påholdenhed og noget-for-noget-tænkning. Med Jesus som vært bliver Midfaste ikke en lukket fest, men en ekspansiv fest. Bespisningens tegn spiller smukt op til nadverens tegn, der også altid vil minde os om velsignelsen i delsomhed uden bagtanker – både i forholdet mellem Gud og mennesker og i forholdet mellem mennesker indbyrdes.

Den danske kunstner Kræsten Iversen (1886-1955) er en af mange, der har ladet sig udfordre af bespisningsmotivet. Jeg opdagede for nylig, at Iversen ikke bare har udsmykket en række kirker i Danmark med sine malerier og glaskunst, men også den danske kirke i Buenos Aires. Argentinas hovedstad fik i mellemkrigstiden bygget en dansk kirke, og i 1951 blev de tre store ruder i kirkens alterparti udsmykket af Kræsten Iversen. Her er bespisningen hovedmotivet, og den midterste rude viser Jesus og den lille dreng med brød og fisk. På altervæggen kan – i et ældre dansk – læses et citat fra Mark 8, hvor vi finder en delvis parallel til midfaste søndags evangelium. Her i en menighed af danske udvandrere er citatets ord om den sultne forsamling, som er kommet langvejsfra, måske vedkommende på en særlig konkret måde. – Jeg får lyst til at supplere med to velkendte kristne spidsformuleringer: “Vi er hinandens daglige brød” og “Verden er delt af udelt brød”.

Godt mod ondt, Guds riges gode kræfter mod de livsødelæggende, det er fastetidens gennemgående tema, anskueliggjort i Jesu helbredelser og konfrontationer med dæmoniske besættelser af mange slags. I Luk 11 hører vi således om en stum person, som genvinder talens brug og dermed sin uvurderlige plads i det menneskelige samtalefællesskab. Hvad kan denne frisættelse være andet end en Guds gave? Alligevel mistænkeliggøres Jesu omsorgsfulde handling. Han udfordres af tilskuere, der opfatter gudsforholdet som et spørgsmål om rent og urent, ja som er besat af angsten for urenhed. Angst for urenhed kan blive til livsangst. Men Jesus omgås rene og urene, eller rettere: han gennemskuer, at mennesker ikke er rene, og at de som sådan netop har brug for hans hjælp til at leve deres uperfekte liv i tillid til Guds nåde… “hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer”.

Hvordan kan et kunstværk skildre Guds riges indbrud i en dæmoniseret verden? Vel ikke på anden måde end som et møde mellem lys og skygge. En af de stærkeste fortolkere af lysets styrke er den ekspressionistiske Olivia Holm-Møller, der levede 1875-1970 og udstilles på Holstebro Kunstmuseum. Hun gik sine egne veje i malerkunsten, hvor hun skildrede naturoplevelser og livserfaringer i et kosmisk perspektiv. Der er metafysiske kræfter på spil i hendes billeder, og hendes billedtitler røber inspiration fra myte- og bibelstof, som hun med baggrund i et grundtvigsk miljø var fortrolig med. Jeg viser her et af hendes metafysiske billeder fra 1933. “Mene mene” er titlen, der referer til den gådefulde skrift på babylonerkongens væg i Daniels bog. Titlen lægger nok ikke op til en særlig fordybelse i babylonernes historie, men til forståelsen af, at livet er gådefuldt og dybt, og livets Gud har et budskab til alle, der har øren at høre med. Ved Guds finger skrives en fortælling om, at Guds rige er kommet til os.

Længsel kan være en fælles overskrift for de adskilte og indestængte liv, vi hver især lever i denne tid. Den gammeltestamentlige læsning til 2. søndag i fasten udtrykker længsel, set som menneskets dybeste og mest eksistentielle længsel efter kilden til liv. Længslen sammenlignes i Sl. 42 med den tørst, der får hjorten til at skrige ved det udtørrede vandløb. Mon man skal have færdedes i et ørkenland for at opfatte billedets dramatik som et spørgsmål om liv eller død?

Kirkekunstnere har ladet sig inspirere af det stærke motiv. Hjorten ved vandløbet har fornemme aner i byzantinske mosaikker i Italien, og i Danmark dukker den særligt op o. år 1900 – især i det grundtvigske miljø. Billedet er også en fortolkning af dåbens betydning. Her forkyndes evangeliet om Guds svar på tørsten. Ørkenland forvandles til et grønt og frodigt paradislandskab med livets træ. En af de herligste fremstillinger ses i Linnerup Kirke ved Tørring, hvor Johan Thomas Skovgaard, Joakim Skovgaards søn, i 1924 har udsmykket kirkens triumfvæg. Foto: Claus Jensen.