Kategori: Uncategorized

I min allerførste søndagsprædiken måtte jeg i sin tid tage livtag med netop denne strenge tekst fra Bjergprædikenen om retfærdighed: “Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” Den lutherske skoling i ‘lov og evangelium’ og ‘tilregnet retfærdighed’ kom til eksamen. Den nye Paulusforskning vedr. en ubrudt forbindelse mellem Kristustro og Moselov udfordrer Luthers teologi og gør ikke opgaven lettere: Loven er uopfyldelig for det syndige menneske, den kan ikke bestå som frelsesvej, lige så lidt som tempelkulten kan, men loven suspenderes ikke, den fuldbyrdes i troen. Den uddybes i en radikal sindelagsetik, idet Kristus vender opmærksomheden mod det indre dyb, hvor synden udspringer af hjertets kulde, ødelæggelsestrang, begærlighed: “Enhver der bliver vred på sin bror, skal kendes skyldig”… Retfærdighed handler om dit sind, din empati, din kærlighed, ja, men samtidig om din handling i situationen. Du skal ikke bare føle for fred og forsoning, men tage affære og handle – for medmenneskets skyld: Hvis du kommer i tanker om, at din bror har noget imod dig, så “gå hen og forlig dig med din bror”. – Prædikanten svømmer måske for livet i refleksioner over kristendom og etik; hun eller han må række ud efter redningskransen i forkyndelse af, at Kristus selv er lovens opfyldelse og frem for nogen har stillet sig selv i forsoningens tjeneste.

For nutidens mennesker er det måske en overraskelse, hvor ofte Mosesskikkelsen med lovtavlerne figurerer i danske kirkers efterreformatoriske inventar, fx som bærestolpe under prædikestole eller som pendant til nytestamentlige skikkelser på prædikestole og altertavler. De 10 bud blev flittigt læst i den lutherske katekismus-undervisning. Her vises et udsnit af den flotte prædikestol i Brarup Kirke ved Nykøbing Falster, hvor Moses – mellem hjørnehermer med apostle – er placeret ved siden af Salvator mundi, Kristus. På Kristi anden side står Johannes. Prædikestolen er udskåret i 1635 af en af egnens fremmeste billedskærere, Jørgen Ringnis (d. 1652 i Nakskov). Lovtavlerne kan bære de 10 bud som numre eller som tekst, med hebræisk eller (som her) dansk skrift. Der forekommer i øvrigt også eksempler på, at “det største bud”, det dobbelte kærlighedsbud, står skrevet på Moses’ tavler. Se foto af Schrøders bærestolpe under prædikestolen fra 1615 i Faxe Kirke. Abel Schrøders billedskærerværksted i Næstved var Sjællands bedste. Det hang i en tynd tråd, da den gamle Abel Schrøder døde af pest i 1602, samme år som den yngste Abel blev født; men ved samlet indsats fra enken, svendene og den drikfældige ældste søn Eiler Abel overlevede værkstedet, til dets største talent Abel Schrøder den yngre blev voksen og gennem et halvt århundrede kunne tegne firmaet med sine livfulde skulpturer. Foto: Claus Jensen.

• 

• 

“Vi har slidt hele natten og ingenting fået”, sukker fiskeren Simon Peter iflg. Luk. 5 og lægger dermed stemme til mange menneskers erfaring af meningsløs indsats: Vi bliver trætte og desillusionerede. Kommer jeg nogen sinde ud af stedet? Gør mit slidsomme liv overhovedet en forskel? Spørgsmålet om mening melder sig særlig ubønhørligt ved midtlivskriser og statusårenes tilbageblik. – Evangelieteksten forstyrrer imidlertid gudskelov vor mistrøstighed ved at fortælle videre, at Peter genfandt livsmodet, da Jesus befalede ham – igen – at lægge “ud på dybet”. Peter lod da håbet vinde over erfaringerne: “på dit ord vil jeg kaste garnene ud”. Lukas beretter anskueligt om Peters efterfølgende overdådigt store fiskeheld. – Og fik vi forresten ikke også dage, hvor det hele gav overraskende god mening? – Mirakler eller ej, vi erfarer selv tilbagevendende, at livsmodet trods udmattelser fornyer sig og giver os den nye dag i hænderne som en velkommen mulighed og opgave. K. E. Løgstrup skrev om ‘de suveræne livsytringer’, som fornyer og åbner vores liv, uden at vi strengt taget har os selv at takke for dette. Livsmodet er et af disse suveræne eller spontane træk ved livet, som vi stadigt bæres af. Vi kan ikke ved egen viljesanstrengelse producere livsmod og håb, men vi kan modtage det som en nåde, ja et gudstegn. I mødet med disse gudstegn, der peger på den generøse skaberkraft, må vi føle os taknemmelige og samtidig meget små. Her rejser Guds ord os op igen med tiltalen: “Frygt ikke! Læg ud på dybet!“

Danmarks uovertrufne billedtolkning af Peters fiskedræt har siden 1916 kunnet iagttages i Viuf Kirke ved Kolding. Det er Niels Larsens Stevns‘ skildring af det øjeblik, hvor Kristus taler til den tilbedende Peter: “Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker”. Baggrunden er det uendelige, bølgende hav, der spiller i lyset fra himmelen. I forgrunden er Peter, som midt i denne gudsvelsignelse af store, blanke fisk bøjer sig rystet ned mod Kristi nøgne fod. De naturalistiske størrelsesforhold er fraveget, idet maleren har gjort forgrundsfiguren lille for desto tydeligere at vise Kristi suverænitet. Kristusskikkelsen rejser sig monumental og skulpturel helt op til billedets overkant som selve velsignelsens inkarnation. Han breder arme og hænder vidt ud over sit menneskebarn og lader sit ansigt lyse over det. – Foto er hentet i Mikael Wivels uundværlige bog om Niels Larsen Stevns: ‘Lysets tøven’.

Sankthansaftens båltaler har somme tider handlet om hekse og andre syndebukke – som optakt til en opsang mod fordomsfuldhed og fordømmende holdninger til andre mennesker. Evangelieteksten fra Luk. 6 uddyber eftertrykkeligt temaet “Fordøm ikke” med udgangspunkt i Guds egen barmhjertighed: “Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.” Teksten kombinerer det befriende evangelium med en stærk etisk appel, der holder et spejl op for tilhøreren. Jesu retorik er effektiv. Hvem husker ikke formuleringen: “Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?” Vi er gennemskuede. Hvorfor ser vi ikke medmennesket med kærlighedens blik, vi som selv har brug for og længes efter at blive set med kærlighedens øjne?

Jesu talestof i Lukas’ sletteprædiken løber her parallelt med Matthæus’ bjergprædiken, som har inspireret en lang række kirkelige kunstværker. Jeg viser et foto af Henrik Olriks store billede af bjergprædikenen fra 1883 i Skt. Matthæus Kirke i Kbh. Denne gang zoomer jeg ind på et udsnit af folkeskaren, hvor Jesu eftertænksomme tilhørere er skildret med stor psykologisk indlevelse. Der er hårde ansigter iblandt, måske fordømmende? De fleste tilhørere er mænd. Mit blik fanges af en gruppe, hvor en ung pige søger ind i en ældre mands – vel faderens – favn. Kan vi læse denne detalje som en fortælling om den barmhjertighed, som Jesus forkynder og forlanger af os, at vi virkeliggør?

Herunder viser jeg totalbilledet af Henrik Olriks gigantiske maleri. Henrik Olrik levede 1830-1890 og var især anerkendt som portrætmaler. I Skt. Peders Kirke i Næstved hænger en anden version af Jesu bjergprædiken, malet året før af samme kunstner.

Fotos er fundet på nettet.

Måske den første lignelse, man fortæller børn? Alle børn ved, hvor vidunderligt det er at blive fundet, for alle børn ved, hvor forfærdeligt det er at blive væk. Gennem livet uddybes forståelsen af, hvad det er at blive væk eksistentielt set – fra kærligheden, fællesskabet, forpligtelsen, fra meningen med livet, fra sig selv, fra Gud. Ingen, der hører lignelsen, identificerer sig formodentlig med de nioghalvfems retfærdige, som er, hvor de bør være. Selvom vi måske ikke mere rutter med ord som synder og omvendelse, er vi smerteligt bevidste om misbrugte dage og sjusk med livet, måske i en grad hvor vi har tabt troen og håbet af syne og har opgivet os selv. Lignelsen om den gode hyrde afslører, hvor overraskende stor betydning Gud tillægger vores liv. Han har aldrig opgivet håbet for den enkelte. Evangeliet vil vide, at Gud går til verdens ende for at tilbyde en ny begyndelse. Det er trøsterigt og appellerende. Genstart!

Især efter midten af 1800-tallet og især i grundtvigske miljøer har Den gode hyrde være et meget yndet motiv i kirkekunsten. Hyrden kan være skildret som en klassisk, voksen Kristusfigur eller som sådan en barfodet knægt, der færdedes overalt på landet i kunstnerens samtid. Joakim Skovgaard har malet flere udgaver, som også blev kopieret af andre kunstnere, broderen Niels Skovgaard ligeså. I 1909 malede Joakim Skovgaard sin drengede hyrde til Gørlev Valgmenighed. Liselund højskole ved Slagelse overtog dette billede til sin kirkesal. Vester Kirke ved Give har på skibets vestvæg en version fra 1913, som vises her. Den barbenede hyrdedreng griber fat i en gren og hejser sig ned ad en klint til det nødstedte lam, som bræger op imod ham. Den blodrøde kjortel og den klassiske profil med glorie i forgyldt stuk identificerer lignelsens hyrde med menighedens herre, som gav sit liv for at frelse fortabte. Foto: Claus Jensen.

Jesushistorien i Luk. 14 sammenligner Guds rige med et stort festmåltid, hvor mange er indbudte. Det er i sig selv et herligt billede af generøsitet og glæde, som vi kunne lade stå lidt. Men lignelsen udvikler sig dramatisk som en afsløring af de indbudtes reaktioner: Herrens udsendte tjener går først forgæves med sin indbydelse, fordi mange har noget andet for, alt sammen vigtige forehavender med henblik på kontrol og konsolidering af tilværelsen: For ikke at miste fodfæste må disse optagne folk desværre lukke ører og hjerter, når det uforudsigelige liv forstyrrer med sin kalden. Som om man kan være sit eget livs skaber, hvis bare man… Herrens tjener sendes så videre til andre, til de mange, som for længst har mistet fodfæste og opdaget, at de ikke er deres egen lykkes smede. Og her sker, hvad disse næppe har turdet håbe på: de nødes til at deltage i livets store fest sammen med en Herre, der gerne ser dem og gerne spenderer på dem.

Denne og flere lignelser dukkede op som motiv i dansk kunst fra midt i 1800-tallet. ‘Den fortabte søn’ var og blev yndlingslignelsen, men Wilhelm Marstrand lod sig også udfordre af større lignelseskompositioner som ‘Det store festmåltid’ og ‘De betroede pund’, – uden at nogen af disse dog fandt vej til altertavler. Wilhelm Marstrand (1810-1873) var ca. 60 år gammel, da han opholdt sig hos Ingemann i Sorø og i den forbindelse …”hørte en god tale om Gjæstebudet, som jeg vil male”. Igennem hele 10 år baksede han med forskellige udkast. Marstrands sidste årti var strabadserende med personlige sorger og svækket helbred og omtales gerne som hans religiøse periode, hvor han endelig fik realiseret sit arbejde med de bibelske motiver. I 1869 fuldførtes Det store gæstebud til publikums begejstring. Billedet blev som nationalt storværk (190,5 x 279,5 cm) solgt til den kgl. kunstsamling på Christiansborg, det overlevede heldigvis slottets brand og findes nu på SMK.

Vi ser et livligt og naturligt sceneri, hvor Jesus tager imod som værten, placeret mellem det smukt dækkede bord og en gruppe nytilkomne fattige, som han giver sin opmærksomhed. Maleriet har flere grupper af børn og mødre, ved festbordet også en ammende kvinde. Billedet er broget og komplekst, men fremtræder alligevel roligt med vertikale linjer i den belyste Jesusskikkelse og de kanellerede søjler. Arkitekturen er majestætisk, vi ser at perspektivlærer Eckersberg ikke har levet forgæves. En rundbuet portal åbner sig i baggrunden mod et lyst panorama, (det ny) Jerusalem. Den skyggefulde baggrund midt i festsalen fremhæver Jesu oplyste skikkelse. Vi skal dog ikke overse, at der i det dunkle kan anes et pulpitur med et orgel og en gruppe korsangere, som giver festen en gudstjenstlig tone.

– Min kilde er Otto Marstrands store bog om slægtningen Wilhelm Marstrand.

Jeg skrev, at værket ikke fandt vej til en altertavle, men Haverslev Kirke ved Fjerritslev har faktisk over norddøren en god lille kopi, malet i 1925 af Bruno Møller.