Sædemanden er en lignelse med den klare pointe, at Gud er ødsel og uforsigtig. Evangeliets ord bliver sået med rund hånd, uden opsættende analyser af om ‘jordbunden’ er profitabel. Gud er en elendig forretningsmand, men en grænseløs investor. For hvem kan udelukke, at et enkelt lillebitte frø kan spire? Hvem kan udelukke, at et evangelium, som kastes efter folk, en dag kan gøre en betydningsfuld forskel? Er det ikke sådan, tidens forkynder tænker, når hun fx vedholdende kaster filmede gudstjenester ud i digitale formater, i alles kamp mod alle om menneskers eftertragtede opmærksomhed? Jesu enkle lignelse om sædemanden udfoldes efterfølgende tungt i samtalen i discipelkredsen – eller i menigheden. Her vedgås det, at mange gudsord tilsyneladende må spildes, før nogle af dem lander der, hvor de bærer frugt. En moraliserende udlægning af, hvilken jord der er god, og hvilken dårlig, skal dog håndteres med stor forsigtighed!
Lignelsen læses som en allegori, og allegorien udmales led for led af billedkunstneren Kræsten Iversen i en smuk serie på fem glasruder, som han o. 1953 skabte til Skt. Nicolai Kirke i Rønne. Hver af de fem store ruder har tre delvist fortællende felter, som kan udfordre Bornholmsturister på en regnvejrsdag. Den basale rude med billedet af sædemanden afkodes nok umiddelbart, men dernæst følger vi kunstneren ind i de allegoriske billeder og holdes for øje, hvordan sæden falder hhv. på vejen, på klippegrund, blandt tidsler og i den gode jord. Vi kunne haste til ruden med den gode jord med sæden som bærer mange fold, og beroliges af at det hele kan ende godt. Jeg lader mig imidlertid standse af en smuk rude i blå farver. Det er ruden, som omhandler sæden, der faldt på klippegrund: “og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod.” Øverst i ruden ses det golde, blålige klippelandskab. Derunder scenen med de triste agerbrugere med det skuffende udbytte, tv holder en mand den vissengule plante frem. Nederst anskueliggør Kræsten Iversen, hvad meningen med det alt for tynde jordlag kan være, på baggrund af Markustekstens ordlyd: “De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra.” Glasmaleriets nederste scene kan læses som en tilsvarende case med en sladrende og anklagende gruppe th. og en ensom, fortrydelig person tv. Er det ham, der straks faldt fra, fordi der kom trængsler? – Det er et tankevækkende kunstværk, men hvilke tanker sætter det i gang? Hos mig vækker det den tanke, at hvis jeg vil moralisere over forkyndelsens skuffende udbytte, har jeg nok at gøre med at gribe i egen barm. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 