Kategori: Uncategorized

Den som har sværest ved at acceptere døden, er den som ikke har levet, sagde en læge engang til mig. Måske lovlig firkantet, men en forbindelse mellem livsangst og dødsangst er der nok. Mest ubærlig er vel afskeden med et ulevet liv, hvor langt det end har været. Talenter må ikke spildes. – Vi er i kirkeåret kommet til lignelsen om “de betroede talenter” (Matth. 21), som Herren har delt ud til sine folk. Det handler ikke om småpenge: En talent var angiveligt 30 kg sølvmønter, som (før negative indlånsrenters dage) kunne kaste meget af sig, hvis de altså ikke blev gravet ned. Fantastiske muligheder i livet! Vor individualistiske kultur har generelt en udbredt bevidsthed om, at livet skal leves fuldtud, og muligheder udnyttes optimalt. Det er vores projekt, vores pligt og – tænker vi måske også – vores ret at udfolde ‘vores fulde potentiale’, selvom kun promiller af verdens befolkning har en tilsvarende platform for ‘selvoptimering’. – Angsten for at vælge forkert og slå fejl kan omvendt være så lammende, at der kun bliver ‘livsfortrydelse’ tilbage – med en glose, jeg lige hørte brugt i forbindelse med gratis psykologhjælp til ældre borgere i Københavns Kommune. ‘Livsfortrydelse’ handler ikke om de ulige evner og kræfter og vilkår, som vi ikke er ansvarlige for, men om hvordan vi brugte de muligheder, vi fik. Har vi tændt lys i andres øjne eller slukket det? Har vi gjort plads for medmenneskers potentiale? Lignelsen indledes med ordene. “Det er med himmeriget som med”… Den handler næppe om at investere sit ego i selvrealiseringsprojekter med narcissismen som fortegn. Som Gudsrigeslignelse handler den derimod om at investere sig selv i livet med evangeliet som fortegn. Ikke i selvabsorbering men i generøsitet. Guds børn har fået favnen fuld af himmelske “talenter” som livsmod, kærlighed, gavmildhed, trøst, håb og forsoning: alt hvad der kan åbne og berige vore mellemværender med hinanden, og som kun øges ved at blive givet videre. – Gamle P. G. Lindhardt ironiserede i en prædiken om ørkesløst at stå og vente på “noget som var dit talent værdigt”. Denne individualistiske eksklusivitet imødegik Lindhardt derpå med ordene: “var det ikke din store lykke, at du på forhånd var taget i brug af dit arbejde og de mennesker, som fyldte din tilværelse, så du ikke selv skulle finde ud af, hvordan du kunne realisere dig selv og udfolde dine talenter?” – Det er et bud på levet liv.

Guldaldermaleren Vilhelm Marstrand har efter italiensk forbillede malet en stort sceneri, som fortolker lignelsen om “De betroede pund”. Netop nu er det udstillet på Nivågård, og jeg har brugt et foto heraf i opslag til teksten for år tilbage. Der var en pointe i, at det var tiltænkt Nationalbankens lokaler, hvilket dog aldrig blev realiseret. I min søgen efter motivet i danske kirker har jeg kun fundet et eneste eksempel: På bænkegavlene i Hygum Kirke ved Lemvig har Børge Ishøy under 2. verdenskrig skåret relieffer af hele 9 af Jesu lignelser, og altså også denne. Vi ser Kristusfiguren stå med talende asymmetrisk gestik for enden af regnskabsbordet, flankeret på den ene side af de to tjenere med overskud, på den anden side af den afvisende/afviste tjener. Børge Ishøy (1910-1979) blev uddannet i billedskærerlære og på Kunstakademiet og fandt sin egen enkle og lidt stramme naturalistiske stil, som også karakteriserer altertavlen og prædikestolen i Hove Kirke, der er hans kirkelige hovedværk. Foto: Claus Jensen.

– Søger jeg et kunstværk, som direkte illustrerer ideen om at bringe livets gaver i omløb, finder jeg, at vandkunsten fra 1976 foran Islev Kirke er et godt valg. Den blev tegnet af kirkens arkitekter Inger og Johannes Exner og udført af Poul Skjellerup. Skulpturen med det strømmende vand hedder netop “Giv det videre”. Her vises et udsnit.

Som lille ‘hjalp’ jeg min gæve mor i hendes kolonihave. Jeg gravede med fingrene i jorden for at høste kartofler: små, faste, gule, nye kartofler. På et tidspunkt fik jeg fat i noget blødt. Bwadr, det lugtede råddent. Mor forklarede omhyggeligt, at det var moderkartoflen. Hvis ikke den store, gamle kartoffel var lagt i jorden, kunne der ikke være kommet nye. Dette indblik i den biologiske sammenhængs mysterium gjorde indtryk; på en måde var den gamle kartoffel blevet ofret for de nye. Jeg betragtede den opløste, gamle kartoffel med en slags skam over at have sagt bwadr; jeg skulle hellere have sagt tak! – Denne gamle erindring vækkes af dagens tekst fra Joh. 12, hvor Kristus på vej mod sin sidste påske siger: “Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn, men hvis det dør, bærer det mange fold.” – Lignelsen er afsæt for tanker om offerets mysterium på menneskeligt plan: Det kan være livgivende at give ud, give sig selv, ja med store ord: at miste sit liv. Den enes tunge offer eller opofrelse kan være berigende som forudsætning for andres gode livsmuligheder. Ikke alle ofre er livgivende; ofre kan være ufrie og forkrøblende, måske kalkulerende som instrument til at opnå kontrol og give skyldfølelse. Det virkeligt livgivende offer er derimod båret af en frisættende kærlighed til modtageren. Dets håb og belønning er alene, at den andens liv lykkes. Offeret er et sædekorn, hvorfra livsfylde og glæde kan gro. – – Nu ved helligtrekongertidens slutning nærmer vi os indfasningen af faste- og påsketiden, og Johannes har allerede fortalt om Jesu indtog i Jerusalem og hans udsigt til en dødsdom. Dagens tekst handler naturligvis om det enestående menneskelige offer, som samtidig var Guds eget offer. Af uendelig kærlighed har Gud givet sig selv helt for menneskelivets skyld. Den fortælling om Guds dyre offer bliver stående som et åndeligt mysterium. Den eneste ‘forklaring’ er kærlighed, at “Gud er kærlighed”. Vi må modtage livet som en kærlighedsgave og bære dets gyldne frugter.

Kirkekunstnere er glade for hvedeakset som motiv. Det er et lettilgængeligt symbol på død og genopstandelse, og det rummer righoldige associationer til “vort daglige brød” og til nadverbrødet, hvori Kristus giver os sig selv. Det gyldne hvedeaks er samtidig uendeligt dekorativt og imødekommer smagen for enkle arketypiske naturmotiver med en dyb kristen merbetydning. Den store kunstner Sven Havsteen-Mikkelsen har flere gange skildret hvedeakset i sine abstrakte glasmosaikker. Mit yndlingseksempel er denne rude fra 1973 i Sørup Kirke ved Svendborg. Når sollyset falder ind gennem ruden, medbringes glæden ved gyldne marker med en fed høst. Foto: Claus Jensen

For resten fik Ilskov Kirke i 1999 en smuk blå messehagel, som på ryggen har broderet et strålende gyldent hvedeaks, men på forsiden en blomstrende kartoffelplante – ganske passende for et landbrugssogn i det sandede Vestjylland, som for en stor del har været ernæret af kartoffelavl. –

‘At kunne gå på vandet’ er gået ind i sproget som metafor for at lykkes med det utrolige. I dag bruges det vist mest om berusende succes hos fx en stjernespiller, der tror på sig selv. – Omvendt skildrer Matthæusteksten et nederlag hos den aldeles menneskelige Peter, som træder fra båden ud på det oprørte, natsorte hav, Peter, som så gerne vil, men ikke kan præstere det utrolige. Han lever som menneske på naturkræfters vilkår, kan ikke andet; han synker og råber angstfuldt: “Herre, frels mig!” – Det bliver igen en fortælling om og for tvivlere og lidettroende, men vel at mærke en fortælling om, at lidettroende gribes af større kræfter. Jesus rækker hånden – og freden – til Peter og hele det skrækslagne bådsmandskab, som nu må kaste sig i dørken og bekende: “Sandelig, du er Guds søn.” Det åndelige drama mellem Jesus og Peter i bølgerne er en udbygning hos Matth. i forhold til parallellen i Markusevangeliet. Hvad Markus fortæller om disciplene derude i båden, er kun, at de blev forskrækkede, da de så Jesus komme gående over søen, indtil han talte til dem: “Det er mig, frygt ikke!” – Historien, som er kendt af alle, er en skydeskive for kritiske bibellæsere, – for den lyder jo ikke realistisk. Nej, åbenbaringer tilhører ikke den hverdagsrealistiske genre, men den mytiske, og som sådan rækker den ud over tid og rum. – Traditionelle alterbilleder fra o. år 1900 synes ganske vist til overflod at ville tydeliggøre, hvordan Jesus ubesværet kan spadsere på det bølgende Genesaret hav, som er det et stuegulv eller – som Carsten Bach-Nielsen underholdende skriver i bogen ‘Sømanden og døden’ – som om ‘der er rørt så megen stivelse i vandet, at det har opnået en helt utrolig bæreevne’. For prædikanter er der ikke megen hjælp at hente i detaljerige gamle malerier, der var optaget af HVORDAN. Vi skal i stedet lytte efter fortællingens HVAD: Hvad teksten kan give os, er en åbenbaring, en epifani, hvor vi i ånden får et glimt af den evigt nærværende Gud. Selv når livet erfares som en omtumlet sejlads i et eksistentielt mørke, er det ikke et mørke, hvor Gud ikke kan nå os. Evangeliet om Kristus, der møder sine ængstelige disciple derude på dybet, åbner en lyssprække i vores modløshed med ordene: “Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!”

Danskere har gennem historien gjort sig rigelige erfaringer med farlige sejladser. Især omkring år 1900 fik mange kystnære danske kirker malerier af Jesus vandrende på søen; en halv snes af tavlerne fra denne periode viser Kristus og Peter på og i søen ved siden af båden, nogle virker i dag ret teateragtige og uvedkommende. Da kirkekunsten efterhånden i 1900-tallet blev moderne med gæv kolorit og malerisk grove penselstrøg, fik kunstnere stilmæssigt bedre mulighed for at lade realismen bag sig til fordel for en tydeliggørelse af motivets karakter af åndelig åbenbaring. Nu kan Kristus males på det sortladne hav som en vision af lys. Ja, Kristus kan skildres som selve billedets lyskilde. Dette gælder fx den sene fortolkning af motivet, som maleren Mogens Hoff skabte i 1992. Titlen er “At kunne og ville gå på vandet”. Maleriet trækker en vigtig diagonal linje mellem Jesu og Peters fremstrakte arme, der næsten mødes. Kontakten er livgivende som berøringen mellem Gud og Adam i Michelangelos skabelsesbillede i Det Sixtinske Kapel i Rom. Mogens Hoff (1934-2008) var hovedsagelig selvlært. Han efterlod sig især portrætter, rejseskildringer samt mytiske og bibelske motiver, malet i figurativ stil med grove, men sikre penselstrøg med betydelig farvekraft. Han var ikke optaget af at flytte stilmæssige grænser, men af at fortælle vigtige historier om mennesker med opmærksomhed på indre oplevelser. Mogens Hoff har udført flere alterbilleder, herunder et hovedværk i Romdrup Kirke ved Aalborg. Det her viste maleri til dagens tekst er formentlig i privat eje. Det har været udstillet på Galleri Emmaus i Haslev.

Immanuel Kant vidste, at han ikke kunne bevise Guds eksistens, men skrev alligevel uforglemmeligt om ærefrygt: “To ting fylder sindet med altid ny og tiltagende beundring og ærefrygt, jo oftere og mere indgående eftertanken beskæftiger sig med dem: Stjernehimlen over mig og moralloven i mig”. Guds eksistens var hos tænkeren ikke et faktum men et ‘praktisk postulat’, som skabte sammenhæng. – Dagens gammeltestamentlige læsning handler om tvivl og tro hos den barnløse Abraham. Først da Gud viste Abraham himlens utallige stjerner, kunne stamfaderen tro Guds store løfter for en fremtid. Synet af stjernehimlen bringer larmen fra menneskets ego til tavshed, så ærefrygt og ydmyghed kan tage over: Her står vi midt i det tredobbelte under: at der overhovedet findes noget og ikke bare ingenting, at der er opstået liv, og at dette mirakuløse liv er kommet til bevidsthed om sig selv – hos netop sådan et lille menneske som undres over universets skønne og gådefulde stjernevrimmel. – I evangelieteksten fra Luk 17 læser vi, at apostlene vedgik deres afmagt og for lille tro. De var ikke guder. Menneskers vej frem er næppe at måle og veje denne altid alt for lille tro, men tillidsfuldt at tage livet under himlen på sig. Man kan kalde det at gå i tjeneste for det liv, som man kun så lidt er herre over. Teksten møder os her med en rent ud sagt stødende lignelse fra oldtidens patriarkalske klassesamfund, hvor tjenere må slide og slæbe for godsejeren uden at vente tak – og bare konkludere, at “Vi er unyttige tjenere”. Forrige søndag lød det ellers fra Sl. 8: “Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud”… Jeg tænker ikke, at vi er “unyttige tjenere”, når vi bærer dagens byrder, lader tanker og hænder skabe noget smukt, holder af og ud, taler modet frem hos hinanden, håber og beder – i tillid til, at også vi er elskede. Ærefrygt er ikke frygt. Og mon ikke vi laver færre ulykker for hinanden og for verden, når vi sander, at vi ikke er altings herrer.

Adskillige kirkekunstnere har ladet stjernehimlen inspirere deres udsmykning, fx Knud Lollesgaard, Rolf Graae, Naja Salto og ikke mindst Sven Havsteen-Mikkelsen. Undertiden har kunstnere brugt linjen “Himlene, Herre, fortælle din ære” som titel. Denne gang vælger jeg at vise et udsnit af den ekspressionistiske farvekunstner Olivia Holm-Møllers “Nattehimmel” u.å. (privateje), som jeg har fundet foto af i Fuglsang Kunstmuseums flotte udgivelse ‘Himmelgåder’. Olivia Holm-Møller er udspændt mellem grundtvigianisme og en vild, kosmisk ekstase. Mig bekendt findes hendes værker ikke i nogen kirke, men det burde de måske. Er hun repræsenteret i nogen sognegård?

“Gud er ånd, og de som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed”, lyder det i Joh. 4. Kristustroen frigør mennesker fra absolutte bindinger til fysiske religiøse bastioner og helligsteder. Et kultsted er et symbol, ikke et trosfundament. Det er ulykkeligt, at mennesker ‘forveksler symboler med det, de symboliserer’, som den vise psykiater Erling Jacobsen skrev i sine sjælesørgeriske bøger. Eksempelvis er Jerusalems historie en stadig blodig føljeton om, at kultsteders dyrkelse genererer fanatisme og vold. – Men allerede G.T.s kongebøger skrev jo om, at den levende Gud ikke kan rummes af himlenes himle endsige af kong Salomos tempel. – Ved vor tidsregnings begyndelse kom Kristus på banen som Guds levende ånd blandt mennesker. Han havde frihed og myndighed til at vise ud over samtidens kultiske bastioner: jødernes tempel og samaritanernes hellige bjerg. Kristustroende kender altså Gud som allestedsnærværende. Hvilken frihed! – I sit eksemplariske møde med den samaritanske kvinde overskrider Jesus på flere planer de stivnede sociale og religiøse grænser: Han henvender sig til en kvinde (!), som tilhører jødernes fremmed- og fjendegruppe (!), og med netop hende samtaler han om det dybeste og det højeste (!) Hun kom for at øse vand til husholdningen af den ærværdige Jakobsbrønd i Sykar – eller Sikem – (for hende allerede en religiøs bastion), men hun møder der en træt og tørstig jødisk mand, – som for evigt uddyber og forvandler vandets betydning. Den der lider af fysisk tørst under middagssolen, har erfaret hvor livgivende vandet er. Fuldt så stærk er sjælens tørst efter at finde livets kilde. Jesus tilbyder i alvor sig selv som denne evigt kraftfulde åndelige kilde. Han henter ikke blot sit levende vand fra forfædres indviede brønd, men fra skaberordet. Vandets åndelige betydning lægger sig tæt op ad den konkrete erfaring: “Hvor ordene føjer sig til elementet, opstår der noget, der kunne kaldes en sakramental realisme”, skrev Erik A Nielsen om den typologiske tolkning i sin bestseller ‘Kristendommens retorik’. – Mon ikke vi i nutiden er blevet så opmærksomme på dette dyrebare, uerstattelige, rene vand som forudsætning for vores liv, ja som en betroet gave fra skabelsens morgen, at vi har fået en ny klangbund for en sådan sakramental realisme? – Det kan give god mening at lade en dåbstale være en kontemplation over vandet og over evangeliet om Kristus som levende vand. – Tilbage til teksten, hvor det hverdagskonkrete trumfes af det åndelige, så der sker det morsomme, at kvinden efterlader sin vandspand og løber hjem med den nye historie om levende vand. Hun må have fortalt, at hun – med sit omskiftelige liv med de mange mænd – er blevet set og gennemskuet, eller rettere gennemlyst og oplyst om Guds allestedsnærvær.

De sidste år har budt på mange kirkeudsmykninger, som netop har vand som hovedmotiv: i sig selv elementært appellerende og dybt betydningsladet i en kristen kontekst. – Her viser jeg imidlertid et konventionelt figurmaleri af Kristus og den samaritanske kvinde. Motivet var stærkt udbredt blandt guldaldermalerne, deres elever og 1800-tallets senere kunstnere. Den produktive Anton Dorph måtte eksempelvis kopiere sin fortolkning heraf til adskillige kirker. Nogle versioner har en erotisk note: Hvordan ser en kvinde ud, som har erobret så mange mænd? Interessen for hendes påklædning kan være en støjsender i kirken. – I 1900-tallet klingede motivet ud, måske fordi det som et ‘replik-billede’ gav mindre mening for en kirkegænger, som ikke var fortrolig med bibelhistorien. Jeg har valgt et udsnit af alterbilledet i den af flere grunde seværdige Lihme Kirke ved Skive, hvis billedkunstner jeg desværre ikke har oplysning om. Det er formentlig malet i sidste halvdel af 1800-tallet. I troskab mod teksten er Jesus fremstillet siddende, men talende og pædagogisk gestikulerende så han tryllebinder kvinden, der er bemærkelsesværdig smuk og velklædt. I baggrunden tv øjnes Garizimbjerget, men i midteraksen ses den gamle Jakobsbrønd. Vigtigere er den diagonale linje, som skabes af personernes øjenkontakt. – Fotos af kirkens interiør findes på nettet, her findes også en efter alt at dømme fejlagtig oplysning om, at alterbilledet er malet af Lucie Ingemann.

Herunder vises et enkelt – sjældent – eksempel på motivets brug i nyeste tid: Frits Gothardt Rasmussens løst monterede modernistiske maleri fra 2017 på prædikestolen i Sønder Nærå Valgmenighedskirke. Her er den rødklædte og glorielysende Kristus placeret i midteraksen. Kunstneren (f. 1950) har udsmykket flere kirker. Foto: Claus Jensen