Kategori: Uncategorized

I begyndelsen af Luk. 14 berettes om en sabbatsammenkomst hos en farisæer, hvor Jesus udfører en kontroversiel helbredelse og dernæst fortæller lignelsen om (ikke) at sætte sig til højbords. Lignelsen er en replik til de selvfede om at udvise større ydmyghed. At overvurdere sig selv medfører typisk, at man undervurderer og overser andre. Den, som “ophøjer sig selv”, kan forføre sig selv og andre med ret så skuffende udfald. – Formaningen om ydmyghed har desværre være socialt misbrugt gennem historien: Underkuede befolkningsgrupper har gennem århundreder måttet vise ydmyghed til overflod i forhold til privilegieblinde klasser. Teksten må da også høres som et kald til den underpriviligerede: “Min ven, sæt dig højere op!” – Men den forkrøblende ydmyghed i sociale hierarkier er måske ikke netop vor nutids største problem. – I alt fald taler Jesu lignelser først og fremmest om menneskers relation til Gud. Her er pointen hjertets ydmyghed: den enkeltes inderste holdning til livet. Forstår vi dybest set, hvor sårbare og afhængige vi er? Forstår vi, at alt er os givet – og eftergivet? Vore CV’er blegner sammenholdt med, at det er de små børn, der kaldes størst i Guds rige. Ved døbefonten og nadverens knæfald må vi komme uden selvophøjelse og høre Gud sige: “Min ven, sæt dig højere op!”

Den meget værdsatte stenkunstner Laila Westergaard har udført forskellige smukke granitbænke og stole med betydningsladede udsmykninger, også til kirkers udendørs arealer. Hun har hugget tronstol og skriftestol, stol med Eva med æbler og stol med fisk og kors – og altså også som vist en “Dåbsbænk”. Mit foto er fundet i den smukke, nye udgivelse ‘Levende stene Laila Westergaards Kunst’.

Ved Hylleholt Kirke, Faxe Ladeplads, blev der ved landskabsarkitekt Charlotte Skibsted indrettet en ‘Døbefontens Have’ omkring den enkle, moderne døbefont, som havde været i brug i kirken fra 1928 til 2003. I 2016 blev haven beriget med en “Dåbsbænk” af Laila Westergaard, prydet med et relief af en fint forarbejdet dåbskjole med Dagmarkors. Kunstnerens tale til Dåbsbænkens indvielse samt flere fotos findes på Hylleholt Kirkes hjemmeside. – Der på Dåbsbænken kan man jo sætte sig en smuk sensommerdag og lytte efter efterklangen af Vorherres “Min ven, sæt dig højere op!”

Billedet af Jesus som den, der får undere til at ske, kulminerer i glimt af sejr over den ellers ubesejrede fjende: døden. Alle evangelierne har fortællinger om Jesu dødeopvækkelse, i alt tre vidt forskellige historier med det tilfælles, at det er de pårørendes ubærlige sorg, som kalder på Jesu handling. Lukas fortæller, at en ung mand fra Nain er død, en enkes eneste søn, og dermed har morlille mistet det umistelige. Det er for de pårørende, døden er en katastrofe. Jesus mødte ligfølget med den grædende kvinde, han ynkedes over hende og sagde: Græd ikke! Han kaldte med Guds kraft sønnen tilbage til livet og gav ham til hans mor. Den som har prøvet at stå med ubærlige tab, hvor til afsind grænsende længsel efter gensyn og genforening flår i hjertet, kan høre forløsningen i sætningen Jesus gav ham til hans mor. Vi er hinandens daglige brød. – Nu er ligfølget vores. Vi endnu levende kan se os selv som vandrende i menneskehedens store begravelsestog, hvor vores egen død er vis, og vi i mellemtiden må bære det ene umistelige medmenneske efter det andet til graven. Vi græder, bærer af fattig evne med på hinandens byrder og leder undervejs efter en fred mellem smerten og det flakkende, trodsige håb om at også vi og vore kære vil blive rejst af livets ord. Beretningen om enkens søn fra Nain er ikke bare et sært rygte fra en fjern fortid, men optakt til det store påskeevangelium, der altid er foran os.

Enkens søn fra Nain er kirkekunstens sjældnest afbillede dødeopvækkelse. Den smukkeste i Danmark er nok glasmosaikken i Stouby Kirke. For to år siden viste jeg relieffet på Skt. Mortens Kirkes dør i Randers, der tolker scenen ind i samtidens begravelsesoptog med købstadens ligbærere. Denne gang drager vi undtagelsesvis udenlands til Luthers Wittenberg, hvor Stadtkirche rummer Lukas Cranach den yngres maleri fra 1569 med opvækkelsen af enkens søn fra Nain som motiv. Lukas Cranach d. y. (1515-1586) malede i sin fars stil, overtog hans værksted og var medskaber på protestantismens billedsprog, og Martin Luther var for øvrigt hans gudfar. Også i dette værk finder underet sted i et bymiljø fra kunstnerens samtid. Vi ser et interessant byprospekt, hvor livet leves, og gotiske spir rækker mod himlen. Der er gjort omhyggeligt rede for arkitektur og detaljer. Slående er den markante, lange række af sortklædte personer som en anskuelsesundervisning i menneskehedens lange begravelsestog. Men der er én, der griber den ulykkelige enke i hånden og byder hendes unge søn at rejse sig af sin båre!

Som ‘skabt i Guds billede’ er vi sproglige, kreative og virkelystne væsener, bevidste om os selv og hinanden og om fortid og fremtid. Godt sådan. Men dertil spiser vi af ‘kundskabens træ’ og overskrider vore grænser: Nu med individualismen som fortegn betyder det, at vi livsgrådigt jager ‘udødelighed’, anerkendelse og en – alligevel altid vigende – lykke. Vi vil skabe den mest fremragende version af os selv på egne betingelser, hver især ømme om vort navn. Den rastløse bevidsthed afsøger som en radar de mulige fremtidsscenarier og problemer, der truer vor sikkerhed og vore projekter. Det betyder bekymring, og bekymring er både en synd og syndens straf. Vær ikke bekymrede for jeres liv, siger Jesus nu i Bjergprædikenen. Han minder os om, at vi er og må forblive forankrede i det Gudgivne. Vi er skabt og behøver ikke skabe os (selv). Vi ellers så selvbevidst kommunikerende mennesker må vende 180 grader og lære af himlens fugle og markens liljer, som troligt med deres tilstedeværelse udfolder det dyrebare, gudsskabte liv, så det er til glæde. – Søren Kierkegaard skrev som bekendt i en opbyggelig tale i 1849 om at lære af fuglen og liljen, bl.a. om at lære tavshed: ”O, men at det dog måtte lykkes evangeliet ved hjælp af liljen og fuglen at gøre dig ganske tavs for Gud! At du i tavsheden måtte glemme dig selv, hvad du selv hedder, dit eget navn, det elendige navn, det ubetydelige navn, for i tavshed at bede til Gud: ”Helliget vorde dit navn!”

John Sparre Christensen (1921-2005) skabte 1981-83 sit trefløjede alterbillede til Langeslund kirke, Jammerbugt. Jesu Bjergprædiken ses som det centrale motiv: Foran bjerget, der i baggrunden stiger mod himlen, står den hvidklædte Kristus som en søjle mellem himmel og jord og underviser de siddende tilhørere. Med den ene hånd peger Kristus op på tre flyvende fugle, med den anden hånd ned på påskeliljer i græsset. De gule blomsterkroner lyser op i maleriets overvejende blå-grønne farveskala. Hele altertavlen ses nedenfor med ‘Skattens mønt’ mod nord og ‘Jesus gående på Genesaret Sø’ mod syd. Sparre Christensens hovedindsats lå netop i de religiøse billeder, og han skabte også et nadverbillede til altertavlen i Hasle Kirke, Aarhus. Stilen er moderne med klare flader og en skarpt skåret stilisering af figurerne, hvilket giver hans billeder en kølig renhed. Mange tak til fotograferne hhv. Niels Clemmensen og Claus Jensen.

Igen spiller en samaritaner en hovedrolle hos Lukas, som har det vågne blik for, hvordan Jesus lader de sidste blive de første. Fortællingen handler mindre om samaritanere end om barmhjertighed: barmhjertig omsorg for mennesker i nød. For de 10 spedalske, samfundets allermest lidende, udstødte og foragtede, var Jesus det eneste håb, og han så dem. Han så dem! De blev helbredt og kunne endelig blive del af et samfund i hverdag og fest, – så de fik travlt. Den syge har kun ét ønske, den raske har mange. Som rask vender man sig udad og fremad, beskæftiget med forestående gøremål og bekymringer, store og ofte små. Man er typisk ikke særlig optaget af de problemer, man ikke (længere) har. Historien er nu, at én af de helbredte holdt fast i proportionerne: Han – samaritaneren – huskede på, at dette almindelige liv med dets gode muligheder ikke er en selvfølge, men et under. Da han så, at han var blevet helbredt, standsede han op og vendte tilbage til glædens kilde; han kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham.

Dansk kirkekunst har mange skildringer af helbredelser, men kun enkelte med direkte reference til dette evangelium om de ti spedalske. Den vel nok mest seværdige er Niels Larsen Stevns’ fresko på en gotisk væg i Helligåndshuset i Slagelse, malet i 1938, side om side med hans billede af Den barmhjertige samaritaner. Den 72-årige kunstners kræfter var svindende, men han ønskede ikke hjælp fra andre end sin elskede hustru Anna. Det blev Larsen Stevns’ sidste kirkelige værk. Billedet er et hovedværk, ekspressivt, rent og kraftfuldt. Figurernes kropssprog tegner sig skulpturelt i billedets centrum hos den omsorgsfuldt let foroverbøjede Jesus og den dybt tilbedende samaritaner. Denne uadskillelige gruppe er fremhævet af klare konturer og farver i voldsomt lys. Lyset, landskabet og vegetationen viser, hvordan Larsen Stevns er varigt inspireret af sin studierejse i Sydeuropa blandt pinjer og cypresser. Jesus er denne gang vist uden glorie, sollyset gør fyldest. I fresken er lyset over samaritanerens hoved og ryg et metafysisk nådestegn; den oplyste, arketypiske vej er den frisatte eksistens’ rejse mod morgendagen og evigheden.

Foto: Claus Jensen.

Så kom vi til eksempelfortællingen om Den barmhjertige samaritaner med dens krystalklare anvisning for medmenneskelig etik. Gud har noget vigtigt for med os i vore indbyrdes møder med næsten, hvor indlevelsesevnen må være vores vejleder i den enkelte situation. – “Men hvem er så min næste?” Vi reagerer måske som Jesu “lovkyndige” samtalepartner, der hager sig fast i definitionen af “næste” og søger en afgrænsning af begrebet. Vi vil ikke tage skyklapper på og begrænse os til en etnocentrisk stammetænkning, men hvordan undgår vi at lammes af følelsen af uoverkommelighed, når digitale medier bringer alverdens millioner af lidende ind i vores stue? Jesus hjælper os ikke med en afgrænsning, men han vender vores roller og hierarkier på hovedet ved at lade os se situationen ikke med forbipasserendes, men med den nødstedtes øjne: “Hvem… var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder”?

Nerven i Sven Engelunds smukke maleri af Den barmhjertige samaritaner er netop den nødstedtes blik op på samaritaneren, der lod sig standse for at gøre, hvad der skulle gøres, mens andre passerede forbi. Sven Engelund fra Vrå levede 1908-2007 og malede 1949-84 fem vendsysselske alterbilleder, hvoraf det første (i Øster Vrå) forgik ved en brand. Den barmhjertige samaritaner malede han til Stenum Kirke i 1963. Som så ofte har Engelund foretaget en klar lodret opdeling af billedfladen med billedets dominerende figurer på overgangen. I det efterårsmørke felt til venstre ses samaritanerens æsel og levitten med den afvisende gestik, skildret med næsten karikeret profil. I højre side, hvorfra lyset strømmer ind, åbnes udsyn mod et fladt, nordjysk landskab i forårsfarver. Lyset kan i sammenhængen tillægges en religiøs merbetydning som tegn på skabermagten og kærligheden. Som det fremgår, forener Engelund på fineste vis landskabsmaleri i jordfarver og geometrisk formsprog med et klart figurmaleri. Udover i kirkerne Stenum, Jerup, Vennebjerg og Tolstrup kan Engelunds malerier altid ses på Vråudstillingen. Foto: Claus Jensen