17. søn. e. trin. – “Min ven, sæt dig højere op!”

I begyndelsen af Luk. 14 berettes om en sabbatsammenkomst hos en farisæer, hvor Jesus udfører en kontroversiel helbredelse og dernæst fortæller lignelsen om (ikke) at sætte sig til højbords. Lignelsen er en replik til de selvfede om at udvise større ydmyghed. At overvurdere sig selv medfører typisk, at man undervurderer og overser andre. Den, som “ophøjer sig selv”, kan forføre sig selv og andre med ret så skuffende udfald. – Formaningen om ydmyghed har desværre være socialt misbrugt gennem historien: Underkuede befolkningsgrupper har gennem århundreder måttet vise ydmyghed til overflod i forhold til privilegieblinde klasser. Teksten må da også høres som et kald til den underpriviligerede: “Min ven, sæt dig højere op!” – Men den forkrøblende ydmyghed i sociale hierarkier er måske ikke netop vor nutids største problem. – I alt fald taler Jesu lignelser først og fremmest om menneskers relation til Gud. Her er pointen hjertets ydmyghed: den enkeltes inderste holdning til livet. Forstår vi dybest set, hvor sårbare og afhængige vi er? Forstår vi, at alt er os givet – og eftergivet? Vore CV’er blegner sammenholdt med, at det er de små børn, der kaldes størst i Guds rige. Ved døbefonten og nadverens knæfald må vi komme uden selvophøjelse og høre Gud sige: “Min ven, sæt dig højere op!”

Den meget værdsatte stenkunstner Laila Westergaard har udført forskellige smukke granitbænke og stole med betydningsladede udsmykninger, også til kirkers udendørs arealer. Hun har hugget tronstol og skriftestol, stol med Eva med æbler og stol med fisk og kors – og altså også som vist en “Dåbsbænk”. Mit foto er fundet i den smukke, nye udgivelse ‘Levende stene Laila Westergaards Kunst’.

Ved Hylleholt Kirke, Faxe Ladeplads, blev der ved landskabsarkitekt Charlotte Skibsted indrettet en ‘Døbefontens Have’ omkring den enkle, moderne døbefont, som havde været i brug i kirken fra 1928 til 2003. I 2016 blev haven beriget med en “Dåbsbænk” af Laila Westergaard, prydet med et relief af en fint forarbejdet dåbskjole med Dagmarkors. Kunstnerens tale til Dåbsbænkens indvielse samt flere fotos findes på Hylleholt Kirkes hjemmeside. – Der på Dåbsbænken kan man jo sætte sig en smuk sensommerdag og lytte efter efterklangen af Vorherres “Min ven, sæt dig højere op!”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s