Igen spiller en samaritaner en hovedrolle hos Lukas, som har det vågne blik for, hvordan Jesus lader de sidste blive de første. Fortællingen handler mindre om samaritanere end om barmhjertighed: barmhjertig omsorg for mennesker i nød. For de 10 spedalske, samfundets allermest lidende, udstødte og foragtede, var Jesus det eneste håb, og han så dem. Han så dem! De blev helbredt og kunne endelig blive del af et samfund i hverdag og fest, – så de fik travlt. Den syge har kun ét ønske, den raske har mange. Som rask vender man sig udad og fremad, beskæftiget med forestående gøremål og bekymringer, store og ofte små. Man er typisk ikke særlig optaget af de problemer, man ikke (længere) har. Historien er nu, at én af de helbredte holdt fast i proportionerne: Han – samaritaneren – huskede på, at dette almindelige liv med dets gode muligheder ikke er en selvfølge, men et under. Da han så, at han var blevet helbredt, standsede han op og vendte tilbage til glædens kilde; han kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham.
Dansk kirkekunst har mange skildringer af helbredelser, men kun enkelte med direkte reference til dette evangelium om de ti spedalske. Den vel nok mest seværdige er Niels Larsen Stevns’ fresko på en gotisk væg i Helligåndshuset i Slagelse, malet i 1938, side om side med hans billede af Den barmhjertige samaritaner. Den 72-årige kunstners kræfter var svindende, men han ønskede ikke hjælp fra andre end sin elskede hustru Anna. Det blev Larsen Stevns’ sidste kirkelige værk. Billedet er et hovedværk, ekspressivt, rent og kraftfuldt. Figurernes kropssprog tegner sig skulpturelt i billedets centrum hos den omsorgsfuldt let foroverbøjede Jesus og den dybt tilbedende samaritaner. Denne uadskillelige gruppe er fremhævet af klare konturer og farver i voldsomt lys. Lyset, landskabet og vegetationen viser, hvordan Larsen Stevns er varigt inspireret af sin studierejse i Sydeuropa blandt pinjer og cypresser. Jesus er denne gang vist uden glorie, sollyset gør fyldest. I fresken er lyset over samaritanerens hoved og ryg et metafysisk nådestegn; den oplyste, arketypiske vej er den frisatte eksistens’ rejse mod morgendagen og evigheden.
Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 