Så kom vi til eksempelfortællingen om Den barmhjertige samaritaner med dens krystalklare anvisning for medmenneskelig etik. Gud har noget vigtigt for med os i vore indbyrdes møder med næsten, hvor indlevelsesevnen må være vores vejleder i den enkelte situation. – “Men hvem er så min næste?” Vi reagerer måske som Jesu “lovkyndige” samtalepartner, der hager sig fast i definitionen af “næste” og søger en afgrænsning af begrebet. Vi vil ikke tage skyklapper på og begrænse os til en etnocentrisk stammetænkning, men hvordan undgår vi at lammes af følelsen af uoverkommelighed, når digitale medier bringer alverdens millioner af lidende ind i vores stue? Jesus hjælper os ikke med en afgrænsning, men han vender vores roller og hierarkier på hovedet ved at lade os se situationen ikke med forbipasserendes, men med den nødstedtes øjne: “Hvem… var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder”?

Nerven i Sven Engelunds smukke maleri af Den barmhjertige samaritaner er netop den nødstedtes blik op på samaritaneren, der lod sig standse for at gøre, hvad der skulle gøres, mens andre passerede forbi. Sven Engelund fra Vrå levede 1908-2007 og malede 1949-84 fem vendsysselske alterbilleder, hvoraf det første (i Øster Vrå) forgik ved en brand. Den barmhjertige samaritaner malede han til Stenum Kirke i 1963. Som så ofte har Engelund foretaget en klar lodret opdeling af billedfladen med billedets dominerende figurer på overgangen. I det efterårsmørke felt til venstre ses samaritanerens æsel og levitten med den afvisende gestik, skildret med næsten karikeret profil. I højre side, hvorfra lyset strømmer ind, åbnes udsyn mod et fladt, nordjysk landskab i forårsfarver. Lyset kan i sammenhængen tillægges en religiøs merbetydning som tegn på skabermagten og kærligheden. Som det fremgår, forener Engelund på fineste vis landskabsmaleri i jordfarver og geometrisk formsprog med et klart figurmaleri. Udover i kirkerne Stenum, Jerup, Vennebjerg og Tolstrup kan Engelunds malerier altid ses på Vråudstillingen. Foto: Claus Jensen