Billedet af Jesus som den, der får undere til at ske, kulminerer i glimt af sejr over den ellers ubesejrede fjende: døden. Alle evangelierne har fortællinger om Jesu dødeopvækkelse, i alt tre vidt forskellige historier med det tilfælles, at det er de pårørendes ubærlige sorg, som kalder på Jesu handling. Lukas fortæller, at en ung mand fra Nain er død, en enkes eneste søn, og dermed har morlille mistet det umistelige. Det er for de pårørende, døden er en katastrofe. Jesus mødte ligfølget med den grædende kvinde, han ynkedes over hende og sagde: Græd ikke! Han kaldte med Guds kraft sønnen tilbage til livet og gav ham til hans mor. Den som har prøvet at stå med ubærlige tab, hvor til afsind grænsende længsel efter gensyn og genforening flår i hjertet, kan høre forløsningen i sætningen Jesus gav ham til hans mor. Vi er hinandens daglige brød. – Nu er ligfølget vores. Vi endnu levende kan se os selv som vandrende i menneskehedens store begravelsestog, hvor vores egen død er vis, og vi i mellemtiden må bære det ene umistelige medmenneske efter det andet til graven. Vi græder, bærer af fattig evne med på hinandens byrder og leder undervejs efter en fred mellem smerten og det flakkende, trodsige håb om at også vi og vore kære vil blive rejst af livets ord. Beretningen om enkens søn fra Nain er ikke bare et sært rygte fra en fjern fortid, men optakt til det store påskeevangelium, der altid er foran os.
Enkens søn fra Nain er kirkekunstens sjældnest afbillede dødeopvækkelse. Den smukkeste i Danmark er nok glasmosaikken i Stouby Kirke. For to år siden viste jeg relieffet på Skt. Mortens Kirkes dør i Randers, der tolker scenen ind i samtidens begravelsesoptog med købstadens ligbærere. Denne gang drager vi undtagelsesvis udenlands til Luthers Wittenberg, hvor Stadtkirche rummer Lukas Cranach den yngres maleri fra 1569 med opvækkelsen af enkens søn fra Nain som motiv. Lukas Cranach d. y. (1515-1586) malede i sin fars stil, overtog hans værksted og var medskaber på protestantismens billedsprog, og Martin Luther var for øvrigt hans gudfar. Også i dette værk finder underet sted i et bymiljø fra kunstnerens samtid. Vi ser et interessant byprospekt, hvor livet leves, og gotiske spir rækker mod himlen. Der er gjort omhyggeligt rede for arkitektur og detaljer. Slående er den markante, lange række af sortklædte personer som en anskuelsesundervisning i menneskehedens lange begravelsestog. Men der er én, der griber den ulykkelige enke i hånden og byder hendes unge søn at rejse sig af sin båre!
Birgitte Bech kirkekunst 