Kategori: Uncategorized

Teksten fra Mark. 10 om børnevelsignelse høres regelmæssigt læst ved døbefonten med konkrete dåbsbørn som mellemværende: “Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”…. Nu skal denne velkendte tekst bæres op på prædikestolen og derfra sige os noget nyt. Hvorfor “tilhører Guds rige de små børn”? Funklende citater om småbørn trænger sig på: Møllehave så barnet som et prisme for livsunderet: ‘Med et barn foran sig vil det være umuligt at sige, at der ingen mening er med livet’- og med citat fra Jacques Prévert: ‘Børn har alt – undtagen det man tager fra dem’. Gerd Theisen skrev: ‘Ofte skal børn virkeliggøre det, som forældrene ikke fik opfyldt i deres liv: Tilkæmpe sig en position, som de ikke opnåede. Præstere et harmonisk ægteskab, fordi det mislykkedes for dem. Gøre oprør dér, hvor deres kræfter ikke slog til. Det ville være godt, om sådan nogle forældre også havde det ønske, at deres børn engang ville blive forældre, der trods uopfyldte drømme ikke fratog børnene deres egne drømme.’ – Nutidens forherligelse af barnet er iblandet voksnes egne ønskedrømme om det tabte: Barnet må inkarnere den rene, nyskabte, endnu ikke forspildte mulighed, den livsåbne umiddelbarhed og tillid, en sandere måde at være menneske på – og vist så. MEN et barn, der ikke socialiseres, bliver et monster uden impulskontrol. Vi må kaldes til teologisk orden af dialektiske udsagn om alle menneskers – også små menneskers – selviskhed og for så vidt fortabthed. ALLE må vi leve af den nåde, som evangeliet tilsiger os. Gamle P. G. Lindhardt skrællede sentimentaliteten af: ‘Hvad Jesus sigter til som adgang til Guds rige, er barnets totale afhængighed af omgivelsernes barmhjertighed; dets liv og trivsel er betinget af, at nogen vil det vel. Og det bliver ikke anderledes med tiden. Barnet forbliver ligesom sine forældre en selvoptaget og egenrådig skabning, og det er som sådan, det har Guds ord og løfte!’ Guds rige tilhører ikke barnet, fordi det er et englebarn, men fordi det er Guds!

Mark. 10,13 er faktisk ikke en idyl, men en stridssamtale. Jesus er vred over det religiøse og sociale hierarki blandt de selvretfærdige omgivelser. Han trækker tæppet væk under alle religiøse hierarkier omkring gerningsretfærdighed så vel som trosretfærdighed ved sin spidsformulering: “Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”.

Billeder af Jesu modtagelse af de små børn har fra 1812 (Eckersbergs alterbillede i Horne Kirke, Fyn) været et meget yndet motiv i dansk kirkekunst. Guldaldermalere som Eckersberg, J. L. Lund og deres elever hentede bl.a. inspiration fra kønne italienske billeder af englebørn. Motivet videreførtes op i 1900-tallet ved bl.a. de grundtvigsk sindede malere. Det er og bliver jo barnedåbens bedste bibelske reference. Kirkens dengang få kvindelige kunstnere kom også på banen med dette motiv, malet med største ømhed og ynde. Mange af disse billeder idealiserer de rørende børn og deres gode mødre i trængsel omkring en noget androgyn Jesusskikkelse, og i dag kan vi opleve disse søde billeder som harmoniserende, slikkede og glansbilledagtige i deres dyrkelse af børn og den børneelskende Jesus. Vi skal frem til 1934 for at finde en friskere fortolkning, som medtænker episodens karakter af stridssamtale, nemlig Stefan Viggo Pedersens usentimentale vægmaleri i dåbsafsnittet i Mariakirken på Vesterbro. Stefan Viggo Pedersen (1891-1965) voksede op i et grundtvigsk miljø, modtog undervisning i ‘den store stil’ fra Sigurd Wanscher og havde renæssancemaleren Tintoretto som forbillede. SVP skildrer med sikker hånd den dynamiske menneskekrop i bevægelse, men tegnet løst og skitseagtigt som en kunstner fra det 20. årh. må gøre det. Han har gennem sit lange kunstnerliv udsmykket mere end 20 danske kirker. I hans fremstilling er børnene forholdsvis troværdige med hver deres optagethed, mens Jesus vender sit belyste ansigt om mod de misfornøjede, grublende disciple. Her udmeldes gudsrigets vilkår for alle: “Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.”

I helligtrekongertiden tager vi pejling af LYSET. Længselsfuldt tæller vi de minutter, hvormed lyset dagligt får mere magt i den natur vi er indfældet i, først umærkeligt, men det kommer! –

I kirkeåret har lyset sprog. I kirkeårets 1. tekstrk. beretter Matthæus om Betlehemsstjernen, der ledte de vise mænd. I overført betydning stråler ledestjernen for alle troende, som Grundtvigs ‘Dejlig er den himmel blå’ har sunget ind i det danske DNA. –

Iflg. 2. tekstrk. forkyndes Kristus selv som livets lys i det fremmeste af Johannesevangeliets jeg-er-ord: “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” – Lyset ER, og lyset lever som bibelens stærkeste symbol: Skaberen sagde: Der blive lys! Johannesprologen kalder Kristus det lys, som mørket ikke greb, eller ikke fik bugt med.

De bibelske grundfortællinger, symboler og metaforer fx om lyset er naturligvis fundament under kirkekunstens billeder, men i vores danske kirkeliv er der yderligere en særlig mellemregning, og det er salmerne. Salmerne forkynder, at livsrejsen er lysvendt! Poetiske strofer giver vore sansede erfaringer af lyset en mer-betydning: ”I østen stiger solen op, den spreder guld på sky”… , ”Lysets engel går med glans gennem himmelporte”…,  ”Hos dig er livets det evige væld, og lys i dit lys skal vi skue”…,”Se, nu stiger solen af havets skød”. Sidstnævne yndlingssalme af Jakob Knudsen indeholder det uforglemmelige udtryk: ”lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind”. Poesien trænger bag om de sansede erfaringer af naturens lys ind til Guds riges åbenbarede lys som et åndeligt lys.

Kirkens billedkunstnere har tilsvarende søgt at indfange og reflektere det fysiske og det åndelige lys: Østvendte glasruder gløder i dagslys, forgyldte skulpturer reflekterer lys fra tændte kerter, altertavler viser palettens flammende nuancer. Lys fryder øje og sind og viser ud over sig selv som budskab ikke bare fra en kunstner, men fra kilden til alt lys. –

Peter Brandes’ døbefont fra 2012 i Nørremarkskirken i Vejle fanger lyset med livets vand i det strålende sølvfad, hvis centrale smykke – og bundprop – er den gyldne ottetakkede Betlehemsstjerne, som også er et evighedssymbol. Foto er hentet fra kirkens hjemmeside, ledsaget af teksten: “Den glæde, som kom til jord med barnet i krybben, er den glæde vi er samlet om i kirken, og som ligger bag hele værket”. For den erfarne kirkekunstner åbner guldet “et sakralt rum”. Peter Brandes forklarer, at “et almindeligt spejl giver genskin af personer og genstande”, men “guldet spejler kun lyset. Kristus er verdens lys. opstandelsen kan kun skildres som genskær.”

Rejsen til Betlehem, malet af Esben Hanefelt Kristensen

Du ønskes GODT NYTÅR med Hans Bergs “Døren” som kan være vores symbol for det, der venter os forude.

Den patinerede kobberskulptur på altervæggen fremhæver den vertikale bevægelse i rummet og i sindet. Porten er prydet med et lille forgyldt kors og fremtræder således som håbets og troens port, en port til det ukendte, der alligevel for den troende er fortroligt, fordi Kristus forud har gået vejen gennem liv og død. Hans Bergs smukke og enkle udsmykning fra 1989 klæder eminent den lyse, moderne Lystrup Kirke, så helheden i rummet er rolig og meditativ, netop som en stille bøn. Foto: Claus Jensen.

Bøn er temaet for Nytårsdag iflg. 2. tekstrk.: Jesus lærer alle Guds børn at bede Fadervor, den tillidsfulde bøn til hans far og vores far. Det er bønnen, som gives i dåbsgave, og som vi har med os overalt, også i enrum derhjemme: …“når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte”….

Allan Skuldbøls maleri: “Bøn” viser med ekspressive farver, hvordan der med bønnen kan skabes et helligt rum omkring den enkelte bedende.

2. juledag synger vi stadig julesalmer, men prædiketeksten chokerer som forstyrrelse af julefreden med sit radikale budskab om kristendommens uomgængelige kors. Kirken ærer netop 2. juledag Sankt Stefan, den første kristne martyr. I første tekstrk. berettes om, hvordan Stefan som det tidligste kristne blodvidne blev stenet til døde for at bekende troen på Kristus. Anden tekstrækkes strenge evangelium går videre med temaet, at troen kan koste. Vi ved det jo godt: Eksempler på overgreb mod kristne er kun alt for aktuelle i Mellemøsten og Asien; kristendom er i dag den mest forfulgte af verdensreligionerne. Iflg. Matthæusteksten forudsiger Jesus forfølgelse og pointerer troens karakter af valg, som også kan være et fravalg: “Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd”. Gudsrelationen er det absolutte, som gør andre relationer relative. Den ‘horisontale’, hildede forkærlighed for familie, stamme og hjemlig kultur er relativ i forhold til den ‘vertikale’, evige alkærlighed. – Iflg. Luk 11 blev Jesu mor Maria hyldet af folkeskaren: “Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede”, hvortil Jesus svarede: “Javist! Saligt er de som hører Guds ord og bevarer det!”. – I julen har vi hørt om de glæder, Maria har gemt i sit hjerte; siden møder vi Maria som sorgens moder. -Dagens tekst Matth. 10 maner til offervilje og mod hos troende, men også trøst til de forfulgte og sørgende: “Den der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig.”

Maleren Frans Schwartz (1850-1917) favner yderpunkterne i Marias liv med altertavlen i Vor Frue Kirke i Aalborg. Det centrale motiv er den lidende Jesus, med ansigtet vendt mod menigheden, rødklædt, tornekronet og spottet af en ophidset folkemængde. Han er indrammet af to Mariabilleder – en reference til den oprindelige middelalderkirkes navn Vor Frue. På altertavlens fløje ses mod nord den unge Maria med blikket vendt op og ud efter bebudelsesenglens besøg. Mod syd ses den ældre Maria med blikket sænket i sorg over sønnens lidelser. Man kan tænke på den katolske tradition for at betragte Marias 7 glæder og 7 smerter. – Øverst ses et kor af smukke og inderligt alvorlige engle i tilbedelse af Jesu offer, konkretiseret i nadverens elementer. Den store juleglæde, som skal være “for hele folket”, ja for hele menneskeheden, bærer korset i sig. – Mange tak til Niels Clemmensen for foto.