Kategori: Uncategorized

Markus’ fortælling om Jesu møde med den døvstumme giver et billede af Jesus som helbreder og dertil som den empatiske pædagog, der indledningsvis taler et sansbart tegnsprog. Berøringen åbner en fælles forståelse. Beretningen har samtidig en omfattende almen symbolværdi som evangeliet om, at Gud selv åbner menneskers ører, hjerte og hele liv. Et åbent liv i tro er en nådegave, ikke en præstation. Der findes mange kirkeudsmykninger med det tema, at Kristus giver blinde synet, mens kun få kirkeudsmykninger beskriver hørelsens gave – selvom talrige prædikestole bærer lutherske skriftord om at høre Ordet. Dette forhold er vel ikke underligt i betragtning af, at lyset er billedkunstens medium og lyset (Lyset) kirkekunstens nøglemotiv. Lidt spøgefuldt pågår der en uafgjort diskussion mellem teologer og kirkekunstnere om Ordets hhv. Lysets forrang. Tænker jeg personligt efter, om min egen mest fundamentale erfaring er båret af ordet eller af lyset, kan jeg umuligt skille det ad: En tidlig erindring om en ny dags begyndelse rummer således et lydbillede af, at min mor træder ind i soveværelset med ordene: “God morgen, Gitte”, mens hun trækker gardinet til side, så lyset vælder ind. Dagen bliver mig givet gennem lys, ord og berøring.

For to år siden viste jeg her et af de få danske alterbilleder med titlen Effatha: Poul Steffensens (tidligere) alterbillede i Svostrup Kirke. Denne gang vælger jeg et moderne surreelt kunstværk: Foran Køge Bibliotek nogle få meter fra Køge Kirke står Jens-Flemming Sørensens smukke bronzeskulptur “Gennembrud” fra 1975. En granitsokkel bærer dette mangetydige billede af sprængningen af hårde, runde skaller, så et menneskeansigt dukker frem og møder livet. Værket kan associeres til en bristende blomsterknop, en revnende frugtskal, et æg der klækkes, en fødsel – eller en genfødsel. Jens-Flemming Sørensen (1933-2017) har prydet vidt forskellige offentlige rum med sine smukke, mangetydige skulpturer, der ofte lader det organiske brydes med det geometriske. En af hans næsten tilsvarende skulpturer kaldes “Universets fødsel”. Kunstneren har ikke leveret en eksplicit kristen fortolkning, men kan der gives en finere visuel skildring af Effatha-motivet? Et dyrebart menneskeliv kaldes frem af ensomhedens indespærring. Foto: Claus Jensen.

I Luk. 18 finder vi Jesu lignelse om de to mænd, der beder i templet: farisæeren og tolderen. Lignelsen fortælles som replik i en samtale med “nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre.” Den selvretfærdige tilhører, som kan spejle sig i lignelsens farisæer, må høre, at det ikke var ham, men den ringeagtede tolder, der efter bønnen “gik hjem som retfærdig”. Evangeliet er for dem, der behøver det.

For to år siden viste jeg bl. a. Esben Hanefelt Kristensens fine og righoldige tegning til Jesu lignelse om farisæeren og tolderen. Ikke mange danske kunstværker skildrer disse to figurers bøn i templet, især ikke nyere værker. Illustrationer kan man nok finde, men de er ofte ganske karikerede, for ikke at sige komiske, hvad farisæeren angår. Farisæeren fremstilles typisk så opblæst, at ingen kan være i tvivl om, at det er ham, vi ikke skal kunne lide, og vi får svært ved at se ham som en side af os selv og enhver, hvad han nok er. Han er ikke bare selvfed: han takker jo Gud for at have sat ham i stand til at føre et formentligt ordentligt liv i modsætning til de mange, der er kommet galt afsted, såsom den korrupte og ringeagtede tolder. Vi forstår, at farisæeren må mangle evangelisk selverkendelse, men den egentlige fatalitet er, at han aldrig slipper det sammenlignende blik på medmennesker. Det gælder os alle, at vore sammenligninger med andre i foragt, rivalisering eller misundelse er en støjsender i bøn og gudstro. Man kan ikke stille op med en menneskelig rangorden hos Gud. Den angrende tolder derimod ser sig end ikke omkring i templet. Han er åndeligt talt alene for Gud. I hverdagens sociale kontakter tildækker han – og vi – nok gerne vores skyld og skam, men i stille timer kastes vi tilbage på os selv og vort levede og misbrugte liv, og her står vi nøgne over for den instans, vi må kalde Gud. Her er der ingen sammenligning, kun selvopgør – eller nåde.

Kunstneren Anders Kirkegaard (f. 1946) er på vej med et stort alterbillede til Vejles Sct. Nicolai Kirke og har også tidligere fordybet sig i kirkekunst. Hans reflekterede arbejder med eksistentielle og religiøse spørgsmål er aldrig skønmalerier, snarere ubehageligt grelle, drevet af anfægtelser, undertiden med stødende Kristusidentifikationer. Anders Kirkegaard har i 1980’erne været optaget af spørgsmål om frelse og fortabelse med særligt udgangspunkt i ‘Det gamle spil om enhver/Jedermann‘. I arbejdet med ‘Portræt af enhver, men mest Jesus‘ har han skabt det viste maleri med titlen “Den sejrende? Den fortabte? Alene!” Maleriet kan læses som et billede af den nøgne eksistens, der angstfyldt anråber Gud og her får lov at falde tilbage og lade sig bære. Hvordan kan man male Guds favnende nåde? Anders Kirkegaard har malet nåden som en metamorfose, repræsenteret ved påfugletrone, engleklæder og fyrværkeri af hvidt lys. Det er vildt!

Billedet er gengivet i Nina Damsgaards smukke bog ‘Maler-Anders Et portræt af kunstneren Anders Kirkegaard’.

Lukasteksten er stemt i mol med sin optakt til nedbrydningen af jødedommens jordiske hjerte: Jerusalem, denne gamle, stolte, myteomspundne højby med Herodes’ pragttempel bag murkransen. “Du kendte ikke din besøgelsestid”, klagede Jesus, da han grædende drog ind i byen og jog de handlende ud af templet. –

Aktuelt må der også være anslag af undergangsbevidsthed i vores blik på nutidens byer, set i globale uligheders og klimakatastrofers perspektiv. Vi er denne sommer vidne til, at prestigefyldte og idylliske bydele brat skylles væk eller opsluges af skovbrande. I vores moderne overforbrugskultur med reklamebrølende byer har vi åbenlyst heller ikke kendt vores besøgelsestid. Vi ved nok, at vores priviligerede position er på lånt tid, ja så at sige på overbelånt tid, men vi fortrænger delvist denne viden i stadig higen efter kortsigtet komfort, magt, profit og vækst, vækst, vækst. Helst vil vi slå en tuskhandel af med livets grundvilkår, med skaberen og det skabte. – Hvem har myndighed til at gøre op med kræmmerånden? –

Evangelieteksten viser os denne søndag en grædende Jesus på dødsmarch i livets tjeneste. Han græder ikke over sig selv, men i medfølelse med byen og dens mennesker. Undtagelsesvis ser vi ham i voldsom vrede: Han fordriver fysisk kultens købmænd, for Guds nåde og livet selv kan ikke være andet end gratis. Men Jesus forlader vel at mærke hverken tempelpladsen eller byen. Hans nærvær er og bliver menneskers håb. Nu er Jerusalems gamle tempel forlængst borte, men med sine ord og nådestegn er Kristus til stede som vores helligdom. Vi indbydes stadig til at lytte efter livets egen stemme bag alle støjsendere. Lad os da finde vort “bedehus”!

Her vises Valdemar Foersom Hegndals udtryksfulde, moderne træskærerarbejde med Jesu uddrivelse af templets kræmmere og vekselerer som motiv. Relieffet er et af mange med forskellige gammel- og nytestamentlige motiver, der siden 1952 har prydet bænkegavlene i Sønder Vissing Kirke mellem Silkeborg og Horsens. Reliefferne fortjener hver især, at man dvæler ved dem. Valdemar Foersom Hegndal (1916-2002) var uddannet billedskærer og virkede som lærer på Kunstakademiet. Han er ophav til kunst i op imod en snes danske kirker, også vældige alterudsmykninger af stor skønhed og originalitet. Foto: Claus Jensen.

Lukasteksten, der ikke rigtig går op, handler om gæld eller skyld: Alle lignelsens personer står i gæld til “en rig mand”, en metafor for Gud som den instans, vi ikke kan bedrage, hvor gode vi end er til at bedrage os selv og andre. Den uærlige “forvalter” har svindlet med det, der var ham betroet. (Velkommen i klubben). Han afsløres som dybt forgældet, men navigerer fremdeles i egen interesse mellem andre gældsatte: Han nedskriver de medskyldiges gæld, mens chancen er der. Overraskelsen er, at Herren derpå fremhæver sin skyldige forvalter. Slår han en latter op i forhold til den betydning “den uærlige mammon” tillægges i menneskers verden? Fortællingen glider mellem eksistentiel gæld og økonomisk gæld. Den økonomiske gæld må menneskenes børn afhjælpe efter bedste evne, altså ikke mindst de andres gæld; den eksistentielle står vi tilbage med som vores absolutte mellemværende med livet, altså med Gud. – Om gælden til livet handler evangeliske tekster, der tilsiger, at Gud nådigt overkommer sine forvalteres eksistentielle gældsbreve.

I Torup Kirke, Vester Torup i Jammerbugt blev der i 1729, i Fr. 4.s tid, malet allegoriske billeder på pulpituret fra 1716. Det oplyses, at snedkeren er Jacob Lauridsøn, og at Jens Pedersen Toft fra Thorup har betalt stafferingen, men ikke hvem der har malet de emblematiske billeder, som formodentlig er malet efter andet pietistisk forlæg. Jeg viser her et let afkodeligt billedfelt med et overstreget gældsbevis og citat fra Koloss. 2,13-14: “Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset;” eller med Den Nye Aftales formulering: “Han slettede hele registret af sigtelser, der var rettet imod os. Han naglede dem til korset og bragte dem ud af verden.” Foto: Claus Jensen.

Bjergprædikenens advarsel mod “de falske profeter” med det fromme ydre og det aggressive indre er en tekst, der kan aktivere diverse fjendebilleder. Eksempelvis kan et billede tone frem af strenge patriarker, som med fundamentalistisk skråsikkerhed bruger skriftsteder som våbenarsenal imod menneskers frihed. Jesu ord lægger ikke op til definitioner af den rette lære og tale. Kriteriet er derimod så enkelt og omfattende som spørgsmålet om troens frugter: Hvem bærer “gode frugter”? Hvem fremmer livet ved at bringe hjælp, trøst og glæde i andre menneskers liv? Den sande profets egen menneskekærlighed viser hvordan. – Bærer mit eget liv gode frugter?

Det udvalgte kunstværk med titlen “Falske profeter” viser fjendebilledet i renkultur, skræmmende – og måske lidt komisk ? Her aftegner “de glubske ulve” sig manifest med bidske tandsæt i sorte munde, docerende gestik, den ene direkte med rovdyrsnude… Sådan kan kærlighedens fravær skildres. Det ekspressive og koloristiske billede er malet 2012 af Arne Haugen Sørensen og er set på kunstnerens eget smukke museum i Videbæk mellem Herning og Ringkøbing. Det skiller sig ud blandt kunstnerens mange ‘kirkeegnede’ værker, som fordyber sig i tydningen af Guds kærlighed. Foto: Claus Jensen.