Kategori: Uncategorized

Kristendommens grundfortælling er fortællingen om tilgivelse. Det var med tilgivelse, Gud overvandt afstanden til sin faldne skabning. Det er med tilgivelse, Gud tilbagevendende giver mulighed for en ny begyndelse. Tilgivelse holder kærligheden i live. Jesu liv og død var én stor anskuelsesundervisning heri: ‘Fader, tilgiv dem!’ Idealer for æreskodeks og hævn mellem mennesker blev med kristendommens udbredelse afløst af evangeliet om nåde og forsoning. I modsætning til hævnspiralen har tilgivelsesspiralen fornyende kraft. Også mit liv med de andre skal vise tilgivelsens forvandlende kraft, når tilgivelsen leves ud, – men tilgivelsen kan kun fuldbyrdes i frihed, og opgaven er aldrig fuldført. Det genstridige menneskehjerte fremturer med at ville sætte ‘rimelige’ grænser. Peter går til sin sjælesørger for at få medhold i, at nok må være nok, men det medhold giver Jesus ham ikke: “Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange”. Pædagogisk fortæller Jesus nu lignelsen om den gældbundne tjener, der spotter sin herres barmhjertighed ved selv at nægte at vise barmhjertighed. Tjeneren har fået en ny begyndelse, men endnu ikke ladet barmhjertighedens livsforvandlende kraft arbejde med sig. Herren bliver vred og arresterer den utaknemmelige, til han har betalt. Som Kaj Mogensen slutter sin andagt om teksten: ‘At være overladt til herrens vrede og bødlerne er ikke en trussel om evig fortabelse, men et billede på det liv, der ikke får glæde af Guds tilgivelse, fordi den ikke vil leves ud.’ – Vi støder en gang imellem på lysende historier om mennesker, der har kæmpet sig frem til at tilgive det mest uhyrlige; det er historier om, at begge parter er blevet befriede.

Faktisk findes der et dansk alterbillede, som er malet under inspiration af samtalen mellem Jesus og Peter om, hvor ofte man skal tilgive. Maleren har noteret: “naar I bede, forlade”. Peder spørger hvor ofte?” Maleriet er fra 1860 og hænger i Ørum Kirke ved Brønderslev. Det farverige billede viser i midteraksen en frontal, glorielysende Kristus i varmt rødt og hvidt, omgivet af lyttende disciple i mørke farver. Peter, som det må være, tager argumenterende fat i Jesus, der selv snarest henvender sig til menigheden med åbne, fremadvendte håndflader. Baggrunden er udfyldt af massiv træstamme, dramatisk klippevæg og lysblå himmel, måske med symbolske betydninger. Uden malerens notat kunne ‘replikbilledets’ samtaletema vanskeligt identificeres. Anatomien er svag, og den feminine Kristus’ glatte ansigt er næsten sminkedukkeagtigt. Sammenlignet med andre guldalderværker er maleriets tekniske mangler iøjnefaldende, men det fortjener et søstersolidarisk forsvar: Lucie Marie Ingemann Mandix (1792-1868) var som kvinde afskåret fra at deltage i undervisning på akademiet og måtte nøjes med nogle få privat tilkøbte timer hos C.W. Eckersberg, hvis naturalistiske kompetence ikke synes at have sat sig spor i hendes malerkunst. Men i sin egen (undskyld) pigelige stil malede hun altså ufortrødent mere end 50 romantiske alterbilleder og deslige, som hun forærede væk til kirker og hospitaler i en tid, der råbte på nye kirkeudsmykninger. Hun er Danmarks første produktive kvindelige kirkekunstner overhovedet og fik vel sin chance i kraft af den berømte mand, salmedigteren ved Sorø Akademi B.S. Ingemann. Øvrige kvindelige bidragydere til dansk kirkekunst frem til begyndelsen af 1900-tallet lader sig let opregne. Uanset lille eller stort talent var de bedst kendt som nogens hustru. Det var ‘fru distriktsdyrlæge Mulvad’, Dronning Louise, Elisabeth Baumann Jerichau (som for resten var for selvstændig til de danske kunstdommere) og Anne Marie Carl Nielsen, alle med blot enkelte bidrag til kirkerne. Af Lucie Ingemans overflod af altertavler har de fleste siden måttet vige pladsen, men enkelte har stadig fået lov at hænge over alteret, herunder altså vort billede i Ørum Kirke ved Brønderslev. Tak til Niels Clemmensen for det gode foto!

Joh. 4 fortæller om Jesu 2. tegnhandling, fjernhelbredelsen af en embedsmands dødssyge søn. Den hedenske embedsmand opsøger Kristus, fordi han tror på ham, ikke for at få bevis for, at Kristus er tro-værdig. I sin forældrenød henvender den troende far sig til Kristus, hos hvem han venter hjælp. Hvad ellers? Tro er tillid. Og ‘Jesus sagde til ham: “Gå hjem, din søn lever”. Manden troede Jesus på hans ord og gik”‘ – Man må som forældre leve og ånde i troens rum. Man må have tillid til, at livets kilde er uudtømmelig, og at kærligheden er uopslidelig. Man må aldrig opgive håbet for sit barn. – Og skal man en dag opleve det helt ubærlige at miste dette umistelige barn, må man stadig være forældre i troens rum. “Din søn lever” må i troens rum høres som et evigt tilsagn.

Bjørn Nørgaards store, nye bronzeport ‘Alfa og Omega’ i Christianskirken i Fredericia belyser livets begyndelse, afslutning og nyskabelse i både eskatologisk, evangelisk og individuelt perspektiv. Bjørn Nørgaard refererer på kirkeporten angiveligt til både dåb og begravelse. Her bringer han sin indfølende hyldest til det universelle forældreskab i glæde og sorg. Under et originalt billede af Maria (fremstillet som den store moder) ses en billedflade med mange ekspressive skildringer af forældrekærlighed. Vi ser mødre og fædre fra forskellige kulturer, troligt bærende deres børn. Vi glæder os med en lykkeligt ammende mor, og vi græder med fortvivlede fædre, som bærer deres døde barn og må lægge det i jorden. Bemærkelsesværdigt er det, at de sørgende forældre er vist med vinger! Ikke til at skelne fra engle. Ikke uden englevagt. Forældrekærligheden lever i troens rum. Foto: Claus Jensen.

‘Kongesønnens bryllup‘ er Matthæus’ store Gudsriges-lignelse, som har væsentlige både ligheder og forskelle sammenlignet med lignelsen om ‘Det store gæstebud‘ i Luk. 14. Fælles er værtens/kongens storslåede invitation til en overdådig fest og de først indbudtes forskellige trivielle undskyldninger. – Herefter indføjes hos Matt. et næsten realhistorisk drama, hvor de indbudte mishandler og dræber Guds tjenere [profeter og apostle] og efterfølgende får en militant straf [templets og Jerusalems ødelæggelse]. – Tilbage på lignelsens hovedspor hører vi om værtens generøst udvidede invitation til hvem som helst, som tjenerne møder på vejen, vel at mærke både gode og onde. – Sluttede lignelsen her, kunne vi sorgløst anskueliggøre festen med et af de mange rare alterbilleder af ‘Det store gæstebud’, hvor udsatte medmennesker i pjaltede klæder bydes velkommen af Kristus og hjælpes ind til festbordet. Især den grundtvigske malerkreds har opmuntret danske kirkegængere med disse himmerigsmundfulde i adskillige versioner. – MEN hos Matthæus er der tilføjet en sekvens om festdragten. Underforstået må det være, at den rige vært forlods havde sendt festdragter ud til gæsterne, hvilket angiveligt var tidens skik i Palæstina. I alt fald må vi søge en metaforisk betydning af denne festdragt, som påkalder sig så stor opmærksomhed i Matthæus’ version af lignelsen, at det bliver et spørgsmål om at være inde eller ude, om ja eller nej til Guds rige. Den enkelte usalige gæst, som ikke ville tage festdragt på, blev kastet ud i mørket! “Thi mange er kaldede, men få er udvalgte”. – Hvad meningen er, diskuteres mellem prædikenforberedende præster. – Når der står, at festsalen fyldtes af både gode og onde, kan festdragten ikke repræsentere ulastelighed. Jeg forstår den helst sådan, at bryllupsklædningen repræsenterer en tilgang til livet, hvor taknemmelighed og tillid er fortegn. Festklædte deltagere modtager livet som en nådegave og frugtbargør denne livsforståelse i deres væsen. Det udelukker ikke, at der her hos Matthæus også refereres til dåben som den rigtige indgang til menigheden – og måske til en efterfølgende oldkirkelig kirketugt.

Esben Hanefelt Kristensens eskatologiske billede har dualismen fælles med Matthæuslignelsen. Der findes et ‘udenfor’, som her er skildret symbolsk th. i billedets brændende tornekrat. Vender vi blikket mod hovedfeltet, ser vi Hanefelts poetisk fabulerende Gudsriges-billede med hvidklædte hellige foran en eventyrlig himmelborg i den smukkeste, blomstrende paradishave. Vi kan blive i bryllupsfestens metaforik og associere til den bibelske tanke om sjælen som Kristi brud, den ultimative forening mellem Gud og mennesker. – Billedet er et mindre udsnit af en illustration i den smukke ‘Bogen om Jesu lignelser’, som jeg med glæde har trukket på, især når dagens tekst mig bekendt ikke er omsat i en dansk kirkeudsmykning.

De tre første evangelier skriver næsten enslydende om, hvad der engang blev tænkt, sagt og gjort i et hus i Kapernaum. Historien går, at Jesus skabte tilstrømning af mennesker, for hvem han var første – eller sidste – håb. I trængslen måtte nogle ivrige mænd opgive at manøvrere en sygetransport ind gennem den blokerede dør, resolut steg de op på taget for derfra at fire deres lamme ven direkte ned i rummet, og således nåede de med den syge frem til Jesus, som tog godt imod deres troshandling: Han tilgav den lamme mand hans synder – hvad det alene tilkommer Gud at gøre ! Historien er altså en forkyndelse af Kristus som Guds kraft. Der var en skepsis i forsamlingen, som vi måske kan spejle os i: Vi kan gå i selvsving med spørgsmålet, om sådan en tilgivelse er andet end et postulat? Hvordan kan vi, som kender egen dødvægt og følgerne af egne svigt, hvordan kan vi med hjertet modtage syndernes forladelse som Guds kraft til at gøre alting nyt? Hvordan bliver forladelsen en personlig erfaring, der kendeligt sætter os fri af vort eget fængsel? – Jesus mødte de skeptiske i Kapernaum med et nådigt erfaringsglimt. Med et tegn, som synligt for alle brød den lammes personlige fængsel op, befalede han den liggende at rejse sig og gå. “Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud…” – Vi er som mennesker fælles om ikke at kunne sprænge vore fysiske og åndelige fængsler indefra. Vi er afhængige af, at kærligheden bryder ind til os. Den lamme havde fire ivrige venner, som ikke ville opgive håbet for ham. Hvordan havde den lammes historie været uden dem? Somme tider må vi også begynde vores rejse i tro med at nægte at opgive håbet for hinanden og påtage os besværet med at handle på håbet. Og somme tider kan andres stædige håb og indsats for os bringe os nådens erfaringsglimt.

Karsten Auerbach (f. 1961) er en egenartet kunstner med et formidabelt tegnetalent, kreative teknikker og et idealistisk, socialt engagement, der også rækker ud over den hjemlige komfortzone. Han er bl.a. præmieret for en indsats i den 3. verden. Nogle af hans billeder er bogstaveligt talt grænsesprængende ved at lade motiver gå ud over rammens kant. Man kan tolke nogle af hans værker som en forkyndelse af evangeliet. Jeg har i denne sammenhæng valgt Auerbachs maleri “Befrielse”, som viser, hvordan et menneske med aktive venners hjælp bæres og befries fra sin snærende ramme. Den mandlige person, som ude fra højre side bryder rammen itu, er med halvlangt hår og skæg måske en Kristusfiguration. Karsten Auerbach har bl.a. udstillet på Galleri Emmaus i Haslev.

I Mattæusteksten hører vi Kristus tale med absolut autoritet om det største bud: det dobbelte kærlighedsbud: Du skal elske Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind… og lige med dette: Du skal elske din næste som dig selv.

Hvordan elsker jeg Gud af hele mit hjerte? Er det at leve i taknemmelighed? Er det at undres over alverdens utrolige skabte liv uden at klamre mig til det skabte, fordi skaberen altid er andet og mere end skabningen? Er det at næres af troens kraftfulde, bærende ord og tegn – uden at ty til ureflekteret bibel- og sakramentsfundamentalisme? Er det at sætte lid til Menneskesønnen, hvis gådefulde rygte og mangfoldige virkningshistorie har nået mig hen over årtusinder?

Og hvordan elsker jeg min næste som mig selv? Fra den naturlige kærlighed, som jeg i personlige forhold har haft den lykke at modtage og give, ved jeg godt, hvad (for)kærlighed er; men næstebegrebet bryder forkærlighedens eksklusivitet. En anekdote fortæller, at en sørgende ved en begravelse i Aarhus spurgte, om han “turde håbe på ved opstandelsen at gense sine kære”, hvortil præsten svarede: “Ja, og også alle de andre!” Næstekærlighed er noget andet end personlig længsel og forkærlighed. Jeg afkræves næstekærlige handlinger, ord og tanker, også når varme følelser er sørgeligt fraværende. Som sådan er næstekærlighed ikke betinget af, at jeg elsker mig selv; men evangeliet giver mig lov til at elske mig selv, nemlig sådan som andre bør elske mig, hvis de viser mig næstekærlighed. – Alt med udgangspunkt i, at Gud har elsket os alle først!

Hjertet er som bekendt af største betydning som både organ og symbol. Finkæmmer man salmepoesien for sprog om hjertet, bliver man klogere på det troende menneskes inderste selv. Enkelte kirkeudsmykninger af Carl-Henning Pedersen, af Maja Lisa Engelhardt og af Adi Holzer er faktisk lykkedes med indplacering af et rødt hjerte i maleri eller glasmosaik. Som symbol for kærlighed er det røde hjerte dog generelt blevet så bred en kliche, at kunstnere må lade det ligge. MEN nu har Gødstrup Hospitalskirke ved Herning åbenbaret sig med et værdigt og uomgængeligt hjerte i det fredfyldte, lille kirkerums centrum: Laila Westergaards harmoniske stenskulptur af et stort menneskehjerte som fysisk organ udgør en døbefont uden lige. Hjertets blodårer ligner et netværk af forgrenede rødder. Ved dåben indpodes barnet på livets træ. Hen til døbefonten løber en 11 m lang, smal åre af rød granit, der fortsætter fra fonten op over alteret som en udsprunget rose. Rosen – et andet symbol for kærlighed – henleder opmærksomheden på alterudsmyknings kors. Korset kan tolkes sådan, at den lodrette planke betegner kærligheden mellem Gud og menneske og den vandrette kærligheden mellem mennesker indbyrdes. Både fonten og alterudsmykningen taler således insisterende om Guds og menneskers kærlighed – også på hospitalet: Du skal elske, for Gud elskede først! Foto: Claus Jensen.