Kategori: Uncategorized

Adventstid er ventetid. Lignelsen i Mt. 25 om “kloge og ukloge brudepiger” handler om at våge, vente og bevare troen. Som brudepigerne tålmodigt må vente på brudgommen og bryllupsfesten, må kristne tålmodigt vente på Kristus og Guds riges komme – på at Kristus tager bolig hos os og i os, som også julesalmer synger om. Teksten handler om i ventetiden at have “olie på sin lampe” eller ej, idet olien er symbol for tro. De “kloge” har nok af olie med, de bevarer flammen og bydes endelig af brudgommen ind i festsalen. De “ukloges” lamper er i mellemtiden for længst gået ud, de taber gnisten og går glip af festen. Lignelsen kan læses som en af Matthæusevangeliets eskatologiske lignelser, der sætter skel mellem de trofaste troende og de frafaldne. Vel også forståelig som et skel inde i den enkelte, der brydes med troen. Lignelsen rummer et ubehageligt intermezzo, hvor “de ukloge” forgæves beder om at låne olie af “de kloge”, da det kniber. Ifølge denne skarpt skårne modstilling, kan man altså ikke overtage andres tro. – Men i det virkelige liv må vi ellers ofte ty til ‘vikarierende tro’ som en omsorg fra andre, der i fællesskab søger at bevare håbet for håbløse?

Den selvlærte maler Jens Nielsen (1891-1978) har i 1934 skabt et voldsomt maleri af “De kloge og ukloge jomfruer”, som kan iagttages i våbenhuset i Fredens Kirke i Herning. Jens Nielsens maleri er dramatisk og ekspressivt med kraftfuld brug af kulører fra ildrødt til blåsort. Til højre i forgrunden ses i matte og mørke farver de “ukloge jomfruer”, hvis olie er opbrugt og lys er slukket. De er rådvilde, sløve eller bedrøvede. Den grædende pige i hjørnet kalder på vores medfølelse. I en portåbning løfter en pige sine arme over hovedet, desperat eller endnu håbefuld? Til venstre for bygningen lyses billedet op af de “kloge jomfruer”, fem hvidklædte piger, som har vendt sig i den anden retning: ind mod den oplyste vej foran dem, frem mod et åbent landskab med en glødende solopgang. Her blusser både horisonten og pigernes lampe. Jens Nielsen afstår fra at vise såvel dommen som bryllupsfesten, for motivet er ventetiden med eller uden tro. “Solopgangen fra det høje” er imidlertid en velkendt metafor for frelserens komme, ligesom “vejen” er et navn for Kristus og livet med ham. Vi kan tolke maleriet som et tidløst billede af advent og menighedens situation – forud for opfyldelsen. Kan vi ikke hver især identificere os med snart den ene, snart den anden af brudepigerne? Somme tider vinder tvivlen eller ligegyldigheden, somme tider får vi nåde til at værne troens flamme.

Jens Nielsen har malet alterbilledet i Skanderborg Slotskirke og mange andre religiøse billeder, hvoraf nogle hænger i Nørrelandskirken i Holstebro.

Mange tak til kirkens personale for hjælp med foto.

Han tog ikke vold og magtkamp ud af verden, men han overbød det onde med godhed af en anden verden. Han tog ikke loven ud af verden, men gennemlyste den med dyb medmenneskelighed. Han tog ikke synden ud af verden, men gav med tilgivelsen syndere en ny dag. Han tog ikke uretfærdighed ud af verden, men bragte frigørende håb til undertrykte og udstødte. Han tog ikke lidelsen ud af verden, men udholdt den selv og lindrede den for andre. Han tog ikke døden ud af verden, men… Nogle af Jesu tilhørere i Nazarets synagoge rasede over hans ord om, at Esajas’ skriftord om de messianske tilstande nu med ham var “gået i opfyldelse”, for er verden ikke med al sin uretfærdighed og lidelse stadig ved det gamle? Novembermørke og bekymringer kan let lukke os ned med hver vores mismod. Men så alligevel: Vi fik anskueliggjort et stærkere alternativ. Hvor meget har det ikke ændret vores virkelighed, at Jesus lagde nye spor ud af tro, håb og kærlighed, som kan lyse os frem ad vejen? Jesus af Nazaret var epokegørende “godt budskab”. Tror vi, at det er i ham – om noget sted -vi møder Guds Ånd, så kan vi vove endnu engang at ønske hinanden glædelig advent og “udråbe et nådeår fra Herren” år 2021/22 efter Kristi fødsel.

I danske kirker findes en eneste altertavle med motivet ‘Jesus prædiker i Nazarets Synagoge’, nemlig Joakim Skovgaards smukke og righoldige alterbillede fra 1914, som Herning Kirke fik opsat i 1916/17. Dette alterbillede viste jeg på opslag her for to år siden.

Denne 1. søn. i adv. viser jeg billedhugger Lisbeth Nielsens (f. 1952) bronzeskulptur fra 2015 i den smukt renoverede Emmauskirke ved Diakonissestiftelsen på Frederiksberg. Det er en rank og spændstig, fribåren Adam, som tager et lille skridt frem mod os. Hovedet er let bøjet, sagtmodigt, tænksomt.

Den nøgne figur er opmodelleret i en klassisk modernistisk stil med en grov og levende overflade, der bærer erindring om kunstnerens arbejde med leret. I kirkerummet kan stofligheden associeres til skabelsesberetningen om, at Gud formede mennesket af agerjordens muld og indblæste livsånde i det. En Kristusfigur er det jo, ‘den nye Adam’, som fuldbyrder Guds plan med mennesket. Figuren tolkes gerne som den opstandne Kristus. Den store gyldne skive af udhamret kobber på væggen bag hans hoved forkynder for os, at dette menneske er bærer af Guds Ånd; den solgyldne ‘glorie’ er opfyldelsens tegn. – Emmauskirken rummer også andre, meget udtryksfulde figurer: Maria med barnet, Maria Magdalene og Kvinderne ved graven. Claus Jensen har fotograferet.

Lisbeth Nielsen formulerer sig sjældent selv om sine værker. Hun gør en undtagelse med et billedforedrag på Liselund Højskole i Slagelse, fred. d. 10. dec. 2021 kl. 14-16, hvor vi kan fordybe os i hendes mange skønne skulpturer, som står adskillige steder i det offentlige rum, på museer og hos private.

Er kristendommens inderste og smukkeste mysterium ikke Guds uadskillelighed fra mennesket? Inkarnationen, at Gud blev menneske, betød ikke bare, at Gud gennem en kort årrække i historien blev ét menneske blandt utallige ikke-guddommelige mennesker. Det betyder det dybere, at Gud i menneskers indbyrdes møder er til stede som kærlighedens perspektiv. Gud møder os i det sårbare medmenneskes skikkelse som en appel om omsorg – og som en højere instans. Den uomgængelige medmenneskelige appel er i Mt. 25 indskrevet i den store lignelse om verdensdommen, som skiller fårene fra bukkene. Det betyder med et velkendt Løgstrupcitat fra ‘Den etiske fordring’, at “Gud her har noget afgørende for med os”. Vi kan ikke holde vores liv med mennesker i verden adskilt fra vores liv med Gud i troen. Det betyder derimod ikke, at vi skal fortabe os i forestillinger om himmel og helvede og spekulere i belønning og straf. Det er alt nok at tænke på medmennesket, så vi aldrig bagatelliserer dets lidelse. Vores prisværdige humanistiske tanke om ‘det enkelte menneskes uendelige værdi’ uddybes og ophøjes af den bibelske tanke om det sårbare medmenneske som et Kristusbillede. Spørger vi: “Herre, hvornår så vi dig sulten og tørstig, fremmed, nøgen, syg eller i fængsel?”, lyder Herrens kun alt for klare svar: “Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig.”

Kirkekunsten byder på nok af billeder af dommedag med himmelsk salighed og helvedes gru, malet fra middelalder til 1700-tallet. Nyere kirkekunst lader dette panorama ligge. Men hvad med skildringer af menneskelig omsorg i diakonalt og socialt arbejde? I et tidligere opslag til denne tekst har jeg vist et moderne kunstværk (i Askov Højskoles festsal) af Olivia Holm-Møller, som illustrerer barmhjertighed.

Denne gang vil jeg omtale Jais Nielsens (1885-1961) store katolske fresko fra 1935 med eksplicitte citater fra Mt. 25. og barmhjertighedsgerninger som motiv. Kunstværket har til huse i den tidligere katolske institution Skt. Elisabeths Hospital på Amager, som nu er et kommunalt psykiatrisk ambulatorium. Her står på væggen bl.a. (på latin) “KOM DU MIN FADERS VELSIGNEDE. DU BESØGTE MIG DA JEG VAR SYG. JEG VAR SULTEN, OG DU MÆTTEDE MIG”. Man kan i åbningstiden diskret gå ind fra gaden og beundre den gigantiske freskoudsmykning i trappearealet, restaureret af Nationalmuseet. Her vises som personifikation af barmhjertigheden den katolske helgen Elisabeth af Thüringen (1207-1227), som levede på Frans af Assisis tid og efter hans eksempel. Jais Nielsens stil er her inspireret af Giotto. Man kan evt. forberede besøget ved at læse Dorthe Aggesen og Synne Garffs bog ‘Elisabethfreskerne’, som udførligt oplyser om både helgenlegenden, Elisabethsøstrene og deres hospital og ikke mindst om kunstneren. Her kan jeg blot vise udsnit af legenden, hvor Elisabeth forbinder en syg, hjælper en kvinde med en vanfør dreng og åbner et herberge. Foto: Claus Jensen

Mon nyere protestantiske kirkekunstværker med velgerninger som motiv findes et sted derude? Kan en kunstner tænkes at skildre barmhjertighedsgerninger i nutid, eller vil det være en farefuld færd mellem gerningsretfærdighed og politisering?

Mens året går på hæld, får vi høre endnu et evangelium om Gud som livets Gud. Vi følger med Kristus på hans vej som det gode livs forkæmper, netop der, hvor livet er gået i stykker. Han undviger ikke mennesker, som er ramt af sygdom og ensomhed, død og sorg. Han er nærværende, når mennesker råber til ham om at tage det ubærlige bort. Ubærligt var det for Jairus’ familie at miste en lille datter. Da rakte Kristus hende hånden og kaldte hende op. – Ubærligt var det for kvinden med evindelige blødninger at være stemplet som uren og urørlig. – Det har krævet alt hendes mod bare at røre ved en flig af Kristi klædebon. – Da blev hun hjulpet. Kristus var hos mennesker for at bære på det ubærlige og berøres af de urørlige.

Jeg vil i dag ære mindet om Kaj Mogensen, som begraves i denne uge. Hans store teologiske og religionspædagogiske forfatterskab har betydet meget for mange. Andagtsbogen ‘til trøst og glæde’ har for mig selv i hverdagen været – netop – til trøst og glæde. Kaj Mogensens refleksioner over dagens evangelium indeholder bl.a. et afsnit om berøring som noget livgivende, fra menneske til menneske – og fra Gud. Kaj Mogensen omtaler et plejehjemsbesøg, hvor en hånd stryger en kind, og der strømmer liv, omsorg og kærlighed i berøringen. Erfaringen af det livgivende i en berøring kan ses som et tegn på Guds forhold til mennesket. – Senere, når vi er kommet til kapellet, kan vi atter nænsomt kærtegne den dødes ansigt, måske endda fornemme en slags varmende ‘På gensyn’ i kulden; men selv ikke en nok så kærlig berøring får den døde til at blive varm og rejse sig. Gudskelov har vi ikke denne magt. Gud selv “må overvinde den dødelige afstand. Det afgørende skridt tog han ved Jesus Kristus. Han er Guds berøring af den døde pige. Han er Guds berøring af hele den faldne jord. Han er Guds skaberhænder, der rækker ind i dødens verden. Som da Gud første gang rørte ved mørket og skabte lys og liv” (citat Kaj Mogensen).

Maja Lisa Engelhardts glasmosaik ‘Klædebon’ fra 2004 i Stoense Kirkes nrdr. rude er en smuk abstraktion over fortællingen om ‘den blodsottige kvindes’ frelse. Jeg læser rudens mørke felter og blodrøde stribe som tegn for den lidende kvinde. Den rene, hvide farve med klare konturer kan symbolisere det guddommelige nærvær. Det er det gudsskabte lys, der skinner ind gennem det hvide glas. Mon så ikke den blå stribe refererer til den tro, hvormed kvinden rækker ud efter Jesus? Motivet er numinøst og anelsesfuldt, som Maja Lisa Engelhardts kirkekunst ofte er. Kirkegængeren ser ikke ansigt til ansigt, men “som i et spejl, i en gåde” – eller gennem et slør. Aner vi en livgivende guddommelig berøring?

Alan Collins bronzeskulptur “Who touched me?” fra 2010, på det adventistiske universitet Loma Linda i Californien.

… Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden…. Bjergprædikenens saligprisninger er uforglemmelige og bevægende. Vi må læse dem langsomt og rytmisk, som synkrone med Guds eget dybe åndedrag. Hver især rummer de et overjordisk paradoks: Salig betyder lykkelig – eller direkte henrykt -, når ordet bruges konstaterende, men her er det jo omvendt netop de usalige, der af Jesus kaldes salige; de, som for længst er overhalet af alverdens vindere. Det er mennesker, som må modtage velsignelsen som Guds tilsagn i kraft af troen og det nøgne håb. Vi må altså gentænke ordet salig, så vi hører det som Guds paradoksale kærlighedserklæring, der trøster og tørrer tårerne af øjnene. Det får være de ulykkeliges dyrebare hemmelige kilde, at de er helliggjorte af Guds kærlighed.

Sådan en hellighed gælder naturligvis ikke blot i evigheden, eller rettere: den gælder allerede her og nu hver evige nådens dag. Helliggjorte er såvel det spæde barn som den trætte gamle – og den afdøde. Ved allehelgen mindes vi gerne vore døde, og mange erfarer, at taknemmeligheden og samhørigheden med dem øges. Det, som kunne skille os fra dem i en besværlig hverdag, blegner, mens kærligheden som relationens grundsubstans lyser stærkere og renere, som en gave i sorgen. Kan vi ikke tale om kærlighedens metamorfose? I kirken bliver vi bevidste om, at “helgen her og helgen hisset er i samme menighed”. Vi kan bruge det billede om nadverbordet, at knæfaldets halvcirkel fuldendes til en helcirkel, hvor ‘de, der er gået forud’, er med i kredsen. – – “Oldemor er blevet til en engel, som vi ikke kan se”, siger familiens yngste. Vi tænder et lys for oldemor.

Det valgte billede viser en bronzeskulptur med titlen ‘Metamorphose’, placeret på en sten foran Allinge Kirke på Bornholm. Vi ser her en sagtmodig lille kirkegænger med håndtaske og søndagssko, sunket ind i sig selv, fjern? Hun er – måske til sin egen forundring – blevet hædret med englevinger. Saligprisningerne må lyde for hende! Den både alvorlige og humoristiske skulptur er skabt af keramiker og billedhugger Arne Ranslet (1931-2018). Fra 1950’erne havde han værksted på Bornholm sammen med sin hustru kunstneren Tulle Blomberg. Med den voksende internationale anerkendelse gik han fra keramikken over til at arbejde med større bronzeskulpturer, som pryder det offentlige rum i flere europæiske byer.

Arne Ranslet, ‘Metamorfose’ 2003, Allinge Kirke Bornholm. Foto: Claus Jensen